Kærlighedsbreve fra store mænd
Hør Bogbidden her Indtalt specielt til Bogbidder;endnu ikke udgivet som lydbog
Napoleon Bonaparte
1769-1821
Napoleon, den jævne soldat fra Korsika som blev en stor general og kejser af Frankrig, giftede sig med Josephine de Beauharnais i marts 1796. Hun var en fattig kreolsk aristokrat fra den franske koloni Martinique og havde to børn fra et tidligere ægteskab.
De første tre af de efterfølgende breve er skrevet kort efter brylluppet, hvor Napoleon var blevet øverstbefalende for de franske styrker i Italien. Det fjerde er skrevet under krigen mod Østrig i 1805. I disse breve giver Napoleon sig selv rollen som den ydmyge, henvist til sin smukke og hårdhjertede hustrus nåde, hun som til tider endda insisterer på at benytte det formelle vous i stedet for det kærlige tu. Der er noget rørende og næsten komisk over den iver, hvormed han forfølger Josephine over hele Italien, mens han er midt i det felttog, som skulle gøre ham berømt. Senere i ægteskabet gik det op for dem begge, at ingen af dem havde været den anden tro, og Josephines ødselhed var en konstant kilde til uoverensstemmelser imellem dem, men disse tidlige breve giver indtryk af, at Napoleon var meget forelsket i sin hustru.
I 1810 lod Napoleon sig skille fra Josephine for at gifte sig med ærkehertuginde Marie-Louise af Østrig, så han kunne få en arving og sikre arvefølgen. Josephine blev boende i nærheden af Paris og forblev gode venner med sin forhenværende ægtemand, til hun døde i 1814.
Da Napoleon blev slået af englænderne, blev han sendt i eksil på øen St. Helena i 1815, hvor han døde seks år senere.
Til Josephine i Milano,
sendt fra Verona den 13. november 1796
Jeg elsker Jer ikke mere, tværtimod afskyer jeg Jer. I er væmmelig, meget besværlig, meget dum, en rigtig Askepot. I skriver slet ikke til mig, I elsker ikke Jeres ægtemand, I indser ikke, hvilken glæde Jeres breve giver ham, og I sender ham ikke engang seks linjer med blot nogle tilfældige ord.
Hvad foretager du dig da hele dagen, madame? Hvad er det, som er så frygtelig vigtigt, at det tager al din tid fra at skrive til din så udmærkede elskede? Hvilken hengivenhed bremser og puffer den kærlighed til siden, den ømme og vedvarende kærlighed, som du har lovet ham? Hvem er han mon, denne fantastiske, denne nye elskede, som opsluger alle dine øjeblikke, tyranniserer alle dine dage og afholder dig fra at vise omsorg for din ægtemand? Pas på, Josephine, en aften går døren pludselig op, og jeg står der.
Sandt at sige er jeg bekymret, min gode amie, over ikke at høre nyt fra dig. Skriv hurtigt fire sider til mig og sig de elskværdige ting, der fylder mit hjerte med følelser og glæde.
Jeg håber snart at knuge dig i mine arme og vil overøse dig med en million brændende kys som under Ækvator.
Bonaparte
Til Josephine i Genova,
sendt fra Milano den 27. november 1796 klokken tre eftermiddag
Jeg ankommer til Milano, jeg iler til din appartement, jeg har forladt alt andet for at se dig, for at knuge dig i mine arme ...du var der ikke. Du farer til byer, hvor der er festligheder, du forlader mig, når jeg vender hjem, du bryder dig ikke længere om din kære Napoleon. Det var blot et lune, din kærlighed til ham, overfladiskhed gør dig ligegyldig over for ham. Jeg er vant til farer og kender kuren mod livets bekymringer og onder. Den vanskæbne, der overgår mig, er uoverskuelig. Jeg havde ret til at blive forskånet for dette.
Jeg vil være her til om aftenen den 9. Gør dig ingen ulejlighed, jagt dine glæder, lykken er til for dig. Hele verden er kun alt for henrykt for at kunne glæde dig, og kun din ægtemand er meget, meget ulykkelig.
Bonaparte
Til Josephine, 1796
Der har ikke været en dag, hvor jeg ikke har elsket dig. Der har ikke været en nat, hvor jeg ikke har omfavnet dig. Ikke så meget som én kop te har jeg drukket uden at forbande den stolthed og ærgerrighed, som tvinger mig til at være adskilt fra den, der er mit livs omdrejningspunkt. Midt i mine pligter, hvad enten jeg står i spidsen for min hær eller inspicerer lejrene, er kun Josephine i mit hjerte, optager mit sind, fylder mine tanker. Hvis jeg bevæger mig væk fra dig med samme hast som strømmen i Rhône, er det kun, for at jeg desto hurtigere igen kan få dig at se. Hvis jeg står op midt om natten for at arbejde, er det kun, fordi jeg således kan fremskynde min egen elskedes ankomst et par dage. Men i dit brev af 23. og 26. Ventôse [den sjette måned i den fransk-republikanske kalender] kalder du mig vous. Du kan selv være vous. Åh, elendige, hvor kunne du skrive det brev? Det er så koldt! Og så er der de fire dage mellem den 23. og den 26. Hvad foretog du dig, siden du ikke skrev til din ægtemand? ...Åh, min elskede, det vous, de fire dage får mig til at længes efter min tidligere ligegyldighed. Ve den person, som bærer ansvaret! Måtte han, som afstraffelse og straf, opleve, hvad mine forestillinger og beviset (som er til din vens fordel) får mig til at opleve. Der er ikke pinsler nok i helvede! Og furierne har ikke slanger nok! Vous! Vous! Åh, hvordan vil alting se ud om to uger? ...Jeg er tung til mode, mit hjerte er lænket, og jeg er rædselsslagen over mine fantasier ...Du elsker mig mindre, men du vil komme over tabet. En dag vil du ikke længere elske mig. Fortæl mig det i det mindste. Så vil jeg vide, hvorfor jeg har fortjent denne vanskæbne ...Farvel, min hustru: mit livs pinsel, glæde, håb og omdrejningspunkt. Som jeg elsker, som jeg frygter, som fylder mig med ømme følelser, der får mig til at nærme mig naturen, og med voldsomme indskydelser så oprørte som torden. Jeg beder dig hverken om evig kærlighed eller troskab, men blot ...sandheden, ubegrænset ærlighed. Den dag, du siger "Jeg elsker dig mindre", vil være afslutningen på min kærlighed og den sidste dag i mit liv.
Hvis mit hjerte var nedrigt nok til at elske uden at blive elsket tilbage, ville jeg flå det i stykker. Josephine! Josephine! Husk hvad jeg somme tider har sagt til dig: Naturen har udstyret mig med en viril og beslutsom personlighed. Den har bygget din af blonder og flor. Er du holdt op med at elske mig? Tilgiv mig, mit livs kærlighed, min sjæl pines af modstridende kræfter.
Mit hjerte, som er besat af dig, er fuldt af frygt, som kaster mig til jorden af fortvivlelse ...Jeg er ulykkelig over ikke at kunne kalde dig ved navn. Jeg vil vente, til du skriver det.
Farvel! Åh! hvis du elsker mig mindre, har du aldrig elsket mig. I så fald vil jeg virkelig være at ynke.
Bonaparte
P.S. - Krigen har dette år forandret sig til ugenkendelighed. Jeg har ladet kød, brød og foder distribuere, mit bevæbnede kavaleri vil snart være på march. Mine soldater viser mig utrolig tillid, kun du er mig en kilde til sorg, kun du er glæden og pinen i mit liv. Jeg sender kys til dine børn, som du ikke nævner. Ved gud! Hvis du gjorde, ville dit brev være næsten dobbelt så langt. Og gæster klokken ti om formiddagen ville ikke få fornøjelsen at se dig. Kvinde!!!
Til Josephine i München den 19. december 1805
Store kejserinde, ikke et brev fra dig siden din afrejse fra Strassburg. Du har passeret gennem Baden, gennem Stuttgart, gennem München, uden at skrive et ord til os. Det er ikke særlig beundringsværdigt og heller ikke særlig kærligt! Jeg er stadig i Brunn. Russerne er væk, jeg har en våbenhvile. I løbet af et par dage vil jeg beslutte, hvad jeg gør. Nedlad dig til fra din ophøjethed at beskæftige dig lidt med dine slaver.
Napoleon
Wolfgang Amadeus Mozart
1756-1791
Wolfgang Amadeus Mozart var en af de mest talentfulde, produktive og indflydelsesrige komponister, verden nogen sinde har haft. Han blev født i Salzburg og spillede og komponerede, allerede da han var fem år gammel. En stor del af sin barndom rejste han rundt til Europas hoffer med sin familie, hvor han forbløffede publikum med sin fremmelighed. Det var begrænset, hvad Salzburg bød på af muligheder for en musiker og komponist med hans bredde og begavelse, og det var på en senere rejse rundt i Europa, i Mannheim i Tyskland, at Mozart mødte og forelskede sig i Aloysia Weber, som var sangerinde. De blev adskilt, da han rejste hjem, og da de mødtes igen to år senere, var Aloysia ikke længere interesseret i ham og kunne, ifølge nogle kilder, ikke engang genkende ham.
Et par år senere mødte Mozart igen Weber-familien i Wien. Aloysia var blevet gift med en skuespiller, og Mozart rettede sin opmærksomhed mod hendes lillesøster, Constanze, som han giftede sig med i 1782. De fik seks børn, hvoraf kun to overlevede spædbørnsalderen.
Det gik op og ned for Mozart-parret alt efter moden, og hvorvidt Mozart gad skrive den musik, der ville glæde hans potentielle velyndere. De var givetvis ødsle, og eftertiden har uundgåeligt forsøgt at bebrejde Constanze deres tilbagevendende økonomiske problemer. Deres korrespondance indikerer dog, at ægteskabet var lykkeligt, og de havde åbenbart en fælles barnlig humoristisk sans (Mozarts vittigheder var næsten uden undtagelse analfikserede). Constanze ledsagede Mozart på mange af hans talrige udlandsrejser, og efter hans tragiske tidlige død arbejdede hun hårdt på at beskytte hans arv og øge hans berømmelse.
Til Constanze, sendt fra Dresden den 16. april 1789
Kære lille hustru, jeg har et antal bønner til dig. Jeg beder dig om
1) ikke at være trist,
2) at passe godt på dit helbred og vogte dig for forårsvindene,
3) ikke at spadsere alene - og helst slet ikke spadsere,
4) at være fuldstændig vis på min kærlighed. Indtil nu harjeg ikke skrevet et eneste brev uden at have dit elskede portræt liggende foran mig,
6)* og sidst beder jeg dig om at sende mig flere detaljer i dine breve. Jeg vil meget gerne vide, om vores svoger Hofer kom på besøg dagen efter min afrejse? Om han kommer meget tit, som han lovede mig, at han ville? Om Lange-parret kommer nu og da? Om det går fremad med portrættet? Hvad du får tiden til at gå med? Alle disse ting interesserer mig naturligvis meget.
5) Jeg beder om, at du i din adfærd ikke bare tænker på din ære og min, men også tager hensyn til, hvordan det tager sig ud. Bliv ikke vred over at jeg ønsker dette. Du burde elske mig endnu mere, fordi jeg i den grad sætter din ære højt.
W.A. Mozart
Til Constanze, sendt fra Wien den 6. juni 1791
Jeg har netop modtaget dit kære brev og er glad for at høre, at du har det godt og er i godt humør. Madame Leutgeb har vasket min nathue og mit halsbind, men jeg ville ønske, du kunne se dem! Gode Gud! Jeg blev ved med at sige til hende: "Giv mig lov til at vise Dem, hvordan hun (min hustru) vasker dem!" Men det nyttede ikke. Det glæder mig, at du har god appetit - men den, der æder meget, må også skide meget - nej, spadsere meget, mener jeg. Men jeg bryder mig ikke om, at du spadserer lange ture uden mig. Jeg bønfalder dig om at følge mit råd nøje, for det kommer fra hjertet. Farvel - min elskede - min eneste ene. Fang dem i luften - de 29991/2 små kys fra mig, der flyver omkring og venter på, at nogen griber dem. Hør her, jeg vil hviske noget i dit øre - og du i mit - og nu åbner og lukker vi munden - igen - igen og igen - til sidst siger vi: "Det handler alt sammen om Plumpi - Strumpi -" Ja, du kan tro, hvad du vil, det er derfor, det er så bekvemt. Farvel. Tusinde ømme kys.
For evigt din Mozart
Ludwig van Beethoven
1770-1827
Ludwig van Beethoven revolutionerede musikken og bragte den ud af aristokratiske beskytteres verden - han var en af de første komponister, der levede af sine indtægter og ikke af diverse rige velgørere. Hans stridbare natur fremgår af dedikationen til den tredje symfoni. Oprindelig var den skrevet til Napoleon, næsten præcis hans samtidige og forbigående en helt - men så udråbte Napoleon sig selv til kejser, og det gjorde Beethoven så rasende, at han i stedet dedikerede den til "mindet om en stor mand".
Beethovens liv blev ødelagt af tiltagende døvhed - en ufatteligt frygtelig lidelse for en så genial komponist, og den bragte ham til selvmordets rand. Alt tyder på, at han var vanskelig, forpint, deprimeret og hidsig - ikke overraskende omstændighederne taget i betragtning. Han giftede sig aldrig, selv om han flere gange var dybt forelsket, som regel i en af sine aristokratiske og uopnåelige elever.
Efter Beethovens død fandt man blandt hans papirer tre lidenskabelige, uafsendte kærlighedsbreve, som var stilet til hans "udødelige elskede". Der var intet årstal på nogen af brevene, og det har aldrig været muligt endegyldigt at fastslå identiteten af denne "udødelige elskede", selv om den mest sandsynlige kandidat menes at være Antonie Brentano (1780-1869), en kvinde fra Wien som var gift med en fransk handelsmand.
Til "Udødelige elskede" den 6. juli om formiddagen
Min engel, mit eneste, mit et og alt - kun nogle få ord i dag og det oven i købet med blyant (med din) - jeg ved kun, hvor jeg bor indtil i morgen. Hvilket uhyrligt spild af tid den slags ting dog er - hvorfor denne dybe sorg, hvor nødvendigheden taler? Kan vores kærlighed bestå, uden at det koster ofre, uden at undlade at forlange alt? Kan du ændre det, at du ikke er helt min, jeg ikke helt din? Åh gud, betragt naturens skønhed og indstil dit sind på det uundgåelige. Kærlighed kræver alt og med rette, så det er for mig med dig, for dig med mig - blot glemmer du så let, at jeg må leve for dig og for mig - var vi ganske forenede, ville du bemærke den smertelige følelse så lidt, som jeg burde ...
...Vi vil sikkert snart mødes, heller ikke i dag kan jeg komme til at fortælle dig om de bemærkninger, som jeg i disse dage har fremsat om mit liv - hvis vore hjerter var tættere sammen, ville jeg sikkert ikke fremsætte den slags bemærkninger. Mit bryst svulmer, for at sige dig meget - der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at tale intet er. Fat mod - forbliv min eneste og sande skat, min eneste, som jeg er din. Resten må guderne sende, som må og skal være for os.
Din trofaste
Ludwig
Mandag aften den 6. juli
Du lider, du, mit kæreste væsen. Først nu går det op for mig, at breve skal postes meget tidligt. Mandag - torsdag - de eneste dage hvor der er postgang herfra til K. Du lider - åh! Hvor jeg er, er du hos mig, hos mig og dig, jeg vil sørge for, at jeg kan bo hos dig. Sikke et liv! Altså! Uden dig - forfulgt af venlige mennesker her og der, som jeg gerne - at ønske at tjene lige så lidt som de gør - menneskers ydmyghed mod andre - det smerter mig - og når jeg ser mig selv i universets helhed, hvad jeg er, og hvad han er - som en kalder den største - og dog - så ligger der heri igen menneskets gudlighed. Jeg græder, når jeg tænker på, at du sikkert først lørdag vil modtage det første brev fra mig - eftersom du også elsker - men jeg elsker dig højere - men skjul dig aldrig for mig. Godnat - da jeg er på vandkuren, må jeg gå i seng. Å gud - så tæt på! så langt væk! Er den ikke en rigtig himlens bolig, vores kærlighed - men også så stærk, som himlens citadel.
Godmorgen, den 7. juli
Selv i sengen higer mine tanker mod dig, min udødelige elskede, nu og da glædeligt, så igen trist, i venten på skæbnen, om den vil lytte til os. Jeg kan kun leve enten sammen med dig eller slet ikke. Ja, jeg har besluttet at gå omkring så længe langt borte, indtil jeg kan kaste mig i dine arme og kalde mig selv helt hjemme hos dig, kan sende min sjæl omsluttet af din til åndernes verden - ja, jeg beklager, det må være sådan. Du vil komme over det, især da du kender min troskab mod dig. Aldrig vil en anden komme til at eje mit hjerte, aldrig - aldrig! Åh gud, hvorfor skal man drage bort fra det, man elsker så højt, og dog er mit liv i W. for nærværende et elendigt liv. Din kærlighed gjorde mig til den lykkeligste og ulykkeligste på samme tid. I den alder jeg nu har, burde jeg have brug for noget kontinuitet, et ensartet liv - kan det lade sig gøre under de omstændigheder? Engel, jeg hører netop, at posten afgår hver dag - og må derfor slutte, så du får dette B. straks. Vær rolig - elsk mig - i dag - i går. Hvilken længsel i tårer for dig - dig - mit liv - min eneste - farvel. Åh, bliv ved at elske mig - tvivl aldrig på det trofasteste hjerte hos din elskede
L
Altid din.
Altid min.
Altid vores.
Lord Nelson
1758-1805
Den legendariske kærlighedsaffære mellem lord Nelson og den store skønhed Emma Hamilton begyndte i 1798 i Napoli, hvor Emma boede med sin mand, sir William Hamilton, som var diplomat og mere end tredive år ældre end hende. Indtil Emma blev gift, havde hun hutlet sig igennem ved forskellige opgaver som skuespillerinde og som model for kunstnere samt en skummel karriere i Londons demi-monde. Hun var blevet overdraget som en pakke til sir William af hans nevø, der var blevet træt af hende og havde brug for at gifte sig med en arving, ikke en fattig kurtisane. Sir William forbløffede efterfølgende alle ved at gifte sig med Emma, og han nærede tilsyneladende en dyb og ægte hengivenhed for hende.
Sir William tolererede tilsyneladende også uden problemer sin hustrus forhold til søhelten, og de boede alle tre i en ménage-à-trois, da Hamiltons vendte tilbage til London i 1800. I slutningen af 1801 fødte Emma Nelsons datter, Horatia.
Sir William døde i 1803 og Nelson i 1805 under slaget ved Trafalgar. Hans sidste brev til Emma, nummer to af de følgende, blev fundet på hans skrivebord på HMS Victory. På det har lady Hamilton skrevet "Åh, fortvivlede, ulykkelige Emma! Åh, strålende og lykkelige Nelson!" Selv om Nelson havde indsat hende i sit testamente, og selv om han havde bønfaldet sin regering om at sørge for hende, hvis han skulle blive dræbt i kamp, blev Emma arresteret og sendt i gældsfængsel i 1813. Hun slap ud i 1814 og flygtede sammen med Horatia til Calais, hvor hun døde i fattigdom året efter, formodentlig af skrumpelever.
Til lady Hamilton
Min kæreste Emma
Alle dine breve, mine kære breve, er så underholdende, og hvilket peger så tydeligt på, hvad du forsøger, at de enten volder mig den største glæde eller smerte. Det er det næstbedste, når jeg ikke kan være sammen med dig.
Jeg ønsker kun, kære Emma, at du altid vil være klar over, at Nelson er din. Nelsons alfa og omega er Emma! Det kan jeg ikke ændre - min hengivenhed og kærlighed er hinsides selv denne verden! Intet kan ryste den bortset fra dig, og jeg vil ikke så meget som et øjeblik give mig selv lov til at tro, at det kan være muligt.
Jeg føler, at du er min sande sjælefrænde og mig kærere end mit liv, og at jeg er det samme for dig. Men jeg vil ikke have, at andre kommer dig nær. Nej, ikke skyggen af en eneste Gloster. Men hvis jeg fortsætter med dette, vil det vise den mangel på tillid, som ville krænke din ære.
Det glæder mig, at du har haft sådan en dejlig tur til Norfolk, og jeg håber, at jeg en dag kan tage dig med dertil med et nærmere juridisk, men ikke kærligheds- eller hengivenhedsbånd end nu ...
Til lady Hamilton
Victory, den 19. oktober 1805, klokken tolv,
Cadiz, SSØ 16 mil
Min kæreste elskede Emma og mine nærmeste venner - signalet er givet, at fjendens samlede flåde er stået ud af havnen.
Vi har meget lidt vind, så jeg har intet håb om at se dem før i morgen. Må kampens gud krone min stræben med succes! Under alle omstændigheder vil jeg sørge for, at mit navn altid vil være kært for dig og Horatia, jeg elsker jer begge lige så højt som mit liv. Og da det sidste, jeg skriver inden slaget, vil være til jer, så håber jeg ved Gud, at jeg vil overleve og kunne afslutte mit brev efter slaget. Må himlen bevare jer, beder jeres Nelson og Bronte.
20. oktober - I formiddags var vi tæt på strædets munding, men vinden var ikke gået så meget i vest, at det var muligt for den samlede flåde at klare Trafalgars flak, men der blev talt op til fyrre sejl på krigsskibe, hvilket jeg antager for fireogtredive i rækken samt seks fregatter. En gruppe af dem blev set ud for fyret ved Cadiz i formiddags, men det blæser så meget, at jeg tror ...jeg forventer faktisk, at de går i havn inden aften.
Må den almægtige Gud bringe os sejr over disse fyre og gøre det muligt for os at opnå fred.
John Keats
1795-1821
John Keats bliver nu overalt anset for en af de største engelsksprogede digtere, men mens han levede, behandlede tidens magtfulde, aggressive og reaktionære kritikere - de samme kritikere som havde mobbet William Hazlitt - ham som en opkomling (han havde været i lære som apoteker, og hans far var staldpasser, hvilket øjensynlig diskvalificerede ham som digter) og hånede hans arbejde som vulgært og overdrevent.
Hele livet manglede Keats penge og var omgivet af sygdom og død - hans mor, bror og en onkel døde af tuberkulose, før han selv fik symptomer på det i 1820 som firetyveårig. Hans ven Charles Brown fortæller hjerteskærende om første gang, Keats så en blodplet på sit lagen: "Jeg genkender farven på det blod - det er arterieblod - jeg kan ikke narres af den farve - den dråbe blod er min dødsdom - jeg skal dø." Han rejste til Italien i håbet om at blive kureret, men døde dér få måneder senere. Han blev begravet i Rom, og efter hans eget ønske blev der på gravstenen skrevet: "Her hviler en, hvis navn var skrevet i vand." Keats’ store kærlighed var en nabo fra Hampstead, Fanny Brawne, som han var forlovet med. Hans lidenskab for Fanny gik ofte over i jalousi, hvilket efter hendes død gav hende ry for at være løs på tråden og en overfladisk flirt, selv om der tilsyneladende ikke er belæg for dette. Kendsgerningerne tyder på, at hun sørgede over Keats hele vejen op gennem 1820’erne og blev veninde med hans søster, som han havde ønsket. Til sidst giftede hun sig med en velstående købmand ved navn Louis Lindo i 1833.
Til Fanny Brawne den 8. juli 1819
Min kære pige
- Dit brev beredte mig større glæde, end noget i verden bortset fra dig selv kunne gøre. Faktisk er jeg nærmest forbløffet over, at en fraværende person har den vidunderlige magt over mine følelser, som jeg oplever. Selv når jeg ikke tænker på dig, fornemmer jeg din varme og en varmere natur snige sig ind på mig. Alle mine tanker, mine ulykkeligste dage og nætter har, opdager jeg, slet ikke kureret mig for min kærlighed til skønhed, men gjort den så intens, at jeg er ulykkelig over, at du ikke er hos mig. Eller rettere jeg indånder den kedsommelige form for tålmodighed, som ikke kan kaldes liv. Jeg vidste ikke før, hvad den kærlighed var, som du har fået mig til at føle. Jeg troede ikke på den, min fantasi frygtede den, ifald den skulle brænde mig op. Men hvis du vil elske mig fuldt og helt, så vil det, skønt der måske vil være en vis ild, ikke være mere, end vi kan bære, når vi er fugtede og tilduggede af glæder. Du nævner "frygtelige mennesker" og spørger mig, om det er op til dem, hvorvidt jeg skal se dig igen. Forstå mig, min elskede, på dette punkt. Jeg har så meget af dig i mit hjerte, at jeg må forvandles til mentor, når jeg ser risikoen for, at der vil ske dig ondt. Jeg ønsker aldrig at se andet end glæde i dine øjne, kærlighed på dine læber og lykke i din gang. Jeg vil helst se dig blandt de fornøjelser, der passer til dine lyster og dit humør, så at vores kærlighed kunne være en nydelse midt i behagelige glæder og ikke en flugt fra irritationer og bekymringer. Men jeg tvivler meget på, i værste tilfælde, at jeg kan være filosofisk nok til at følge mine egne formaninger. Hvis jeg så, at min beslutning voldte dig smerte, kunne jeg ikke. Hvorfor må jeg ikke tale om din skønhed, for uden den kunne jeg aldrig have elsket dig? Jeg kan ikke forestille mig anden begyndelse på sådan en kærlighed, som
jeg har til dig, end skønhed. Måske findes der en form for kærlighed, som jeg - uden det skal virke på mindste måde nedladende - har den største respekt for og kan beundre hos andre, men den har ikke den dybde, den blomstring, den fyldige form, den fortryllelse som kærligheden efter mit eget hjerte. Så lad mig tale om din skønhed, selv om det er til fare for mig selv, hvis du kunne være så grusom at afprøve dens magt andetsteds. Du siger, at jeg er bange for at komme til at tro, at du ikke elsker mig - når du siger det, får du mig til at længes endnu mere efter at være i din nærhed. Jeg gør flittigt brug af mine evner her, hver eneste dag skitserer jeg et blankvers eller nedkradser nogle rim. Og her må jeg tilstå, at (nu er jeg ved emnet) jeg elsker dig højere, fordi jeg tror, at du holder af mig, fordi jeg er den, jeg er, og ikke andet. Jeg har mødt kvinder, som jeg faktisk tror, gerne ville giftes med et Digt og føres op ad kirkegulvet af en Roman. Jeg har set din Komet, og jeg ville blot ønske, at det var tegn på, at stakkels Rice vil blive rask, for hans sygdom gør ham noget melankolsk at være sammen med. Så meget desto mere for at beherske sine følelser og skjule dem for mig med et tvunget ordspil. Jeg kyssede de ord, du havde skrevet, i håbet om at du havde efterkommet mit ønske om at efterlade mig et honningspor. Hvad var det for en drøm? Fortæl mig om den, og jeg skal skrive til dig, hvad den betyder.
For evigt din, min elskede! John Keats
Til Fanny Brawne, 1820
Sødeste Fanny
- Somme tider er du bange for, at jeg ikke elsker dig så højt, som du gerne vil have det? Min egen pige, jeg elsker dig i al evighed og uden nogen reservationer. Jo mere jeg har kendt, jo mere har jeg elsket. På alle måder - selv mine jalousianfald har været kærlighedskvaler. I det heftigste anfald ville jeg være gået i døden for dig. Jeg har irriteret dig for meget. Men af kærlighed. Kan jeg gøre for det? Du er altid ny. Det sidste af dine kys var altid det sødeste, det sidste smil altid det smukkeste, den sidste bevægelse altid den yndigste. Da du gik forbi vinduet i mit hus i går, blev jeg opfyldt af en sådan beundring, som så jeg dig for første gang. Engang klagede du lidt over, at jeg kun elskede din skønhed. Har jeg da ikke andet at elske dig for end det? Ser jeg ikke et hjerte, der fra naturens hånd er udstyret med vinger, lukke sig inde sammen med mig? Ingen onde fremtidsudsigter har så meget som et øjeblik vendt dine tanker fra mig. Dette burde måske lige så meget være genstand for sorg som for glæde - men det vil jeg ikke tale om. Selv om du ikke elskede mig, kunne jeg ikke andet end føle total hengivenhed for dig. Hvor meget dybere må mine følelser for dig da ikke være, når jeg ved, at du elsker mig. Min hjerne har været den mest usammenhængende og utilfredse, der nogen sinde er anbragt i en krop, som var for lille til den. Jeg har aldrig oplevet, at den faldt til ro på noget med fuldstændig og helt koncentreret glæde - ikke på nogen anden person end dig. Når du er i lokalet, flyver mine tanker aldrig ud ad vinduet, du samler altid alle mine sanser. Bekymringen for vores kærlighed i dit sidste brev gør mig utrolig glad, men du må ikke lade den slags bekymringer genere dig mere. Og jeg vil heller ikke mere tro, at du nærer den mindste ærgrelse mod mig. Brown er gået i byen - men nu kommer mrs. Wylie - når hun er gået, skal jeg være vågen for dig. Hils din mor. Din hengivne J. Keats
Til Fanny Brawne
Min kæreste pige
- Jeg har gået en tur i formiddag med en bog i hånden, men som sædvanlig har jeg ikke tænkt på andet end dig, jeg ville ønske, jeg kunne sige på en behagelig måde. Jeg plages dag og nat. De taler om, at jeg skal rejse til Italien. Det er sikkert, at jeg aldrig vil blive rask, hvis jeg så længe skal være adskilt fra dig, men på trods af al min hengivenhed for dig kan jeg ikke overtale mig selv til at have tillid til dig.
Tidligere erfaringer i forbindelse med at være længe adskilt fra dig giver mig pinsler, som næsten ikke kan tales om ...
Jeg er bogstaveligt talt slidt til døden, som synes at være min eneste tilflugt. Jeg kan ikke glemme, hvad der er sket. Hvad? Intet for en verdensmand, men for mig dødbringende. Jeg vil så vidt muligt prøve at komme af med det. Dengang du havde for vane at flirte med Brown, ville du være holdt op, hvis dit eget hjerte havde følt blot halvdelen af den intense smerte, som mit gjorde. Brown er en rar mand - han vidste ikke, at han langsomt lagde mig i graven. Jeg mærker resultatet af hver eneste af de timer i den ene side nu. Og selv om han har gjort meget for mig, og selv om jeg ved, at han føler kærlighed og venskab for mig, og selv om jeg lige nu slet ikke ville have penge, hvis det ikke var for hans hjælp, så vil jeg af den grund aldrig se eller tale med ham igen, før vi begge er gamle mænd, hvis vi bliver det.
Jeg vil ikke finde mig i, at mit hjerte bliver brugt som fodbold. Du vil kalde dette vanvid. Jeg har hørt dig sige, at det ikke ville være ubehageligt at vente et par år, du har fornøjelser - dine tanker flyver - du har ikke grundet over én ting, som jeg har, og hvorfor skulle du også det? For mig er du så umådeligt attråværdig - den luft, jeg indånder i et rum uden dig, er usund. Sådan har du det ikke med mig - nej - du kan vente - du har tusindvis af aktiviteter - du kan være lykkelig uden mig. Et eller andet selskab, et eller andet til at udfylde dagen har været nok.
Hvordan har du tilbragt den forgangne måned? Hvem har du smilet til? Alt dette virker måske som vildskab i mig. Du føler ikke, som jeg gør, du ved ikke, hvad det er at elske, en dag vil du måske gøre det, din time er ikke kommet. Spørg dig selv hvor mange timer Keats har gjort dig ulykkelig i ensomhed. For selv har jeg hele tiden været martyr, og derfor taler jeg. Torturen har tvunget tilståelsen ud af mig. Jeg appellerer til dig ved blodet fra den Jesus, som du tror på: Skriv ikke til mig, hvis du har gjort noget denne måned, som det ville have smertet mig at have set. Du har måske forandret dig - hvis du ikke har - hvis du stadig opfører dig i danselokaler og andre sammenkomster, som jeg har set dig - så ønsker jeg ikke at leve - hvis du har gjort det, så ønsker jeg, at den kommende nat bliver min sidste. Jeg kan ikke leve uden dig, og ikke kun dig men en kysk dig, dydig dig. Solen står op og går ned, dagen rinder forbi, og du følger dine egne tilbøjeligheder i et vist omfang, du opfatter slet ikke, hvor me en fortvivlelse der går gennem mig i løbet af en dag.
Vær alvorlig! Kærligheden er ikke et stykke legetøj - og igen: skriv ikke medmindre du kan gøre det med helt ren samvittighed. Jeg vil hellere dø af længsel efter dig end -
Din for evigt, J. Keats
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
