Krystalburet af Barbara Nadel

Nadel: Krystalburet

Kapitel 1

Den gamle kvinde kiggede bedrøvet op mod den åbne dør og sukkede. "Der var engang, betjent, da dette var noget almindeligt. Men det kan De jo ikke huske," tilføjede hun lidt mut.
Kriminalassistent Farsakoğlu kunne ikke meget andet end at give kvinden ret.
"Nu har vi fået turisterne og alle disse elendige vantro fra den anden side af Sortehavet. Dengang jeg var en ung pige, var Tyrkiet for tyrkerne, og man kunne lade sin dør stå åben uden at være bange for at blive udplyndret eller myrdet i sin seng, men nu ..."
"Det er rigtigt, mrs. øh ..."
"Yalçin." Hun smilede. "Det er min mand, der har købmandsbutikken derovre."
Både kriminalassistent Farsakoğlu og hendes lille, mørklødede medarbejder kiggede over mod den anden side af gaden på en lille kælderbutik, hvis beskedne indgang lige nu var spærret af adskillige store kasser med Coca-Cola-flasker.
"Ved De tilfældigvis, hvem der ejer huset, mrs. Yalçin?" fortsatte kriminalassistenten og vendte sig om mod kvinden, der stadig smilede meget stolt i retning af sin ejendom.
"Det er en armenier, der bor her. Han er enlig. Men jeg ved ikke, hvad han hedder. Han er meget høflig og holder sig for sig selv, og han er meget velklædt. Hans nabo ved måske, hvad han hedder. De kan jo prøve der."
"Ja, det må jeg hellere."
Huset, som de to politifolk og den ældre kvinde talte om, var et af disse træhuse fra det nittende århundrede, der var blevet så populære hos udenlandske turister. Som følge af denne popularitet var mange af dem blevet omdannet til det, der blev kaldt "Ottoman Mansion Hotels". Antagelig for at udlændinge kunne prale af at have sovet der, hvor det gamle aristokrati i sin tid havde lagt sig til hvile. Den kendsgerning, at nogle af disse huse oprindelig var blevet opført til ganske almindelige borgere, blev ikke nævnt i udlændinges påhør. Den omtalte bygning og nabohuset, som allerede var blevet omdannet til hotel, havde imidlertid det særlige ved sig, at de var bygget lige op ad en af Topkapı-museets ydermure. I betragtning af både husets originale træfacade og umiddelbare nærhed til så eksotiske glæder som det kongelige skatkammer og det kejserlige harem virkede det ret besynderligt, at ejeren fortsat havde ladet huset blive brugt til privat beboelse. Som kriminalassistent Farsakoğlus ledsager, den alvidende kriminalbetjent Cohen, engang havde mumlet: "Hvis jeg ejede det sted, ville jeg lave det om til hotel, trække mig tilbage til Bodrum, ligge på stranden og gøre lige, hvad der passer mig." Og det var stort set en fortjeneste i den størrelsesorden, som sådan et hus kunne indbringe.  
"Kan De sige noget om, hvor længe døren har stået åben på den måde, mrs. Yalçin?"
Den gamle kvinde tænkte sig om et øjeblik, inden hun svarede. "Tja, jeg lagde straks mærke til det i morges ved syvtiden."
Kriminalassistent Farsakoğlu så på sit ur. "Nu er klokken seks, så ..."
"Det vil sige elleve timer," indskød hendes kollega, "forudsat, at den blev åbnet på det tidspunkt. Og det er jo ikke sikkert."
"Lad os gå ind og kigge," sagde hans kvindelige overordnede, "bare for en sikkerheds skyld." Så kastede hun et blik op mod de lavthængende uvejrsskyer og tilføjede: "Det er ikke ligefrem en dag, hvor man vil lade sine døre stå vidtåbne."
Den gamle kvinde smilede, og efter at have gjort sin borgerpligt vendte hun om og gik hen til sin butik.

Selv om huset var højt og bredt og rummede tre etager plus kælder, var det besynderlig mørkt. Men når bagvæggen er et ældgammelt fæstningsanlæg omkring et palads, kan lyset kun trænge ind gennem de vinduer, der vender ud mod gaden. Dette samt den stålgrå, stadig mørkere oktoberhimmel udenfor gav de smalle og lavloftede værelser, politifolkene gik igennem, et dystert og udpræget klaustrofobisk præg. Der stod to lænestole og en sofa, som faktisk fyldte hele stueetagen; det var næsten umuligt at bevæge sig uden om dem.
Mens kriminalassistent Farsakoğlu gik forrest fra dagligstuen og ud i køkkenet, mumlede Cohen: "Jeg ville blive vanvittig, hvis jeg skulle bo sådan et sted!"
Køkkenet virkede umiddelbart veludstyret. Der var et komfur, et stort køleskab, talrige skabe og god bordplads, og på det ene af køkkenbordene stod der til og med en meget moderne udseende blender. Af en eller anden grund, som Cohen formodede havde at gøre med, at hans overordnede var kvinde, begyndte kriminalassistent Farsakoğlu at kigge i skabene og i køleskabet. Ikke fordi han skænkede hendes gøren og laden nogen videre opmærksomhed, for han var helt opslugt af kalenderen fra 1982 med forsidebilledet "Piger i badedragt", der hang over køkkenvasken.
"Tomt."
Cohen lagde dårligt nok mærke til, hvad der blev sagt. "Hva’?"
"Skabene og køleskabet er helt tomme."
Han vendte sig om og så på hende. Hun var meget tiltrækkende af en kvindelig kriminalassistent at være: høj og slank med en fantastisk manke af kastanjebrunt hår, når det ellers passede hende at lade det hænge løst. Cohen svarede, mens han kæmpede med en frygtelig trang til at forestille sig hende nøgen: "Og hvad så?"
"Ja, normalt har folk da noget spiseligt i deres hus," svarede hun.
Han trak på skuldrene. "Måske. Men hvis denne mand bor alene, går han måske ud og spiser."
Kriminalassistent Farsakoğlu så tvivlende ud. "Jamen, da vel ikke hele tiden? Eller bare for at få et glas te?"
"Mmm. Jeg kan godt se, hvad De mener, men ..."
"Men hvad?"
Han smilede. "Mænd kan vist være lidt dovne, når de kun har sig selv. Enlige mænd har, nå, ja, De ved, andet at tænke på."
Hun sendte Cohen et blik, der tydeligere end ord fortalte ham, at han godt kunne holde op med at snakke om, hvad enlige mænd måske eller måske ikke kunne finde på, og i stedet tage den aktuelle opgave lidt mere alvorligt.
Kriminalassistent Farsakoğlu så lidt forvirret ud, da hun forlod køkkenet og gik op ad trappen. Mens Cohen fulgte efter hende, smilede han bredt og barnligt ved tanken om at skulle ind i diverse soveværelser sammen med sin skønne overordnede.
På første etage lå der to ens og fuldstændig upersonlige soveværelser. Der var senge, dækket med samme slags gule sengetæpper, en stol i hvert værelse samt en kommode, som kriminalassistent Farsakoğlu hurtigt konstaterede var lige så tomme som køkkenskabene.
"Det virker næsten, som om beboeren er flyttet for nylig," bemærkede hun, mens hun trak et af sengetæpperne til side og fik øje på en enkel madras uden sengetøj.
"Folk stikker af en gang imellem," lød det fra Cohen, "især når de er bagud med huslejen."
"Jeg tror ikke, at det er tilfældet. Mrs. Yalçin sagde, at den armenier, der bor her, var velklædt og meget høflig, og jeg synes ikke, det lyder som en type, der ville rende fra at betale sin husleje."
Cohen sendte hende et skævt smil. "Tro mig, enhver kan komme til at rende fra sin husleje."
Hun smilede. "Er det resultatet af Deres betydelige livserfaring, Cohen?"
"Nja, bevares ..." Cohen rømmede sig på den særlige måde, folk gør, når de vil skifte emne. "Det kan jo være, at der lige har været nogen for at stjæle alle mr. Armeniers ting, ikke?"
"Måske."
Hun gik tilbage til trappen. "Kom," sagde hun, "lad os se efter heroppe. Hvis vi ikke finder noget, tager vi også kælderen, inden vi går."
 "O.k."
I modsætning til den øvrige del af huset var der ingen afsats på andensalen; da politifolkene gik op ad trappen, havnede de ved en dør, der var anbragt oppe for enden. Kriminalassistent Farsakoğlu syntes, at det næsten virkede, som om denne del af huset var adskilt fra resten af bygningen – nærmest som en selvstændig lejlighed til en lejer eller fremlejer. I et almindeligt arbejderkvarter i Istanbul var den slags boligarrangementer ikke usædvanlige. Men her i dette velholdte, rummelige hus, der var klistret op ad ydermuren til det mægtige Topkapı-palads, virkede det af en eller anden grund besynderligt. Og i forlængelse af hendes instinktive ubehag gik døren uden videre op ved et let tryk med hendes støvle, hvilket den ikke ville have gjort, hvis den havde ført ind til en separat lejers domæne.
Eftersom gardinerne var trukket for, kunne ingen af de to politifolk i første omgang se andet end deres egne skygger, der faldt hen over det mørkebrune tæppe på gulvet. Cohen rykkede noget tættere på Farsakoğlu, end han vidste, hun brød sig om, men anspændte situationer som denne gav ham undskyldning nok. Han rømmede sig, inden han hviskede: "Hvis han nu sover herinde, og vi vækker ham ..."
"Hallo?" sagde Farsakoğlu med høj, myndig stemme samtidig med, at hun tændte den store lysekrone, der hang over den ligeledes store seng. Cohen stod et øjeblik og måbede over hendes energiske væremåde, indtil han så skikkelsen, der lå oven på sengetøjet med bortvendt ansigt.
"Sir?" sagde hun, igen i et brysk tonefald, der måtte kunne vække enhver sovende.
Men denne person vågnede ikke op af sin søvn. Og da lugten fra hans tilsølede bukser omsider nåede deres næsebor, vidste de to politifolk, at han ikke ville reagere på en eneste af deres opfordringer – ikke nogen sinde.

Çetin İkmen var ikke noget tålmodigt menneske. Han kunne have ventet på, at tjeneren ville komme og servere ham endnu en drink, men det orkede han ikke. Derfor tog han fat om det, han håbede var cognackaraflen, og skænkede en pæn tår op i sit glas, hvorefter han drak med tydeligt velbehag. Hvis han ikke havde været hjemme hos sin allerbedste ven, Arto Sarkissian, ville han have opført sig mere passende – det sagde han i hvert fald til sig selv, mens han skyllede en ordentlig slurk i sig. Den føltes dejlig, denne varme, beroligende smag af alkohol. Desuden gav glasset og cigaretten, som han holdt i den anden hånd, ham den fordel, at han havde noget at tage sig til, hvilket han trængte stærkt til, for ikke nok med, at han følte sig forbandet utilpas i den uvante smokingjakke, han havde på, han følte sig også malplaceret blandt Artos øvrige gæster.
Çetin og Arto havde været venner lige siden den tidlige barndom. De stammede begge fra intelligente og intellektuelt nysgerrige familier, og som børn havde de to leget sammen og delt deres tanker med hinanden. Som voksne havde deres indbyrdes forhold egentlig ikke forandret sig, bortset fra deres respektive stillinger. Arto havde ligesom sin storebror Krikor valgt en karriere inden for medicin og havde i de seneste tyve år arbejdet for politiet som retsmediciner. Çetin arbejdede også for politiet, men på det langt dårligere betalte område inden for drabsafdelingen. At de to ofte mødtes hen over liget af en eller andens uønskede hustru eller besværlige far, gav dem anledning til en temmelig hård og barsk humor, som de havde til fælles med andre, der arbejder inden for de mere makabre professioner.
Men uden for arbejdsområdet kunne deres forhold ikke have været mere forskellige. Med ni børn, en hustru og en gammel far at ernære levede Çetin som en nøjsom, hårdt arbejdende tyrker, om end en veluddannet sådan. Hans hjem var en overfyldt, lugtende lejlighed i Sultanahmet, et kvarter, der ikke blot rummede de fleste berømte monumenter i Istanbul, men også en stor, skiftende befolkning af rygsækturister, narkohandlere, alfonser og illegale emigranter. Den tingest, han kørte i – han kaldte den sjældent en bil, for den havde næsten ikke gjort sig fortjent til den betegnelse – var den samme, han havde kørt i siden sit tredje barns fødsel. Alt dette stod i skærende modsætning til den overdådighed, der omgav ham lige nu. Hans rundbuede og muntre lille armenske ven, Arto, havde ikke blot klaret sig udmærket på det professionelle plan, men var også blevet godt gift, og det var derfor, at Çetin nu befandt sig i denne storslåede, projektørbelyste villa ved bredden af Bosporus. Da han fik øje på sin værts hustru, løftede han sit glas til hilsen. Han fik et koldt smil af den kønne Maryam Sarkissian til svar. Da han ikke ønskede at tænke nærmere over, at hun, som han udmærket vidste, ikke kunne fordrage hans magre, lurvede tyrkerpræg, foretrak Çetin at tro, at det var hendes seneste omgang plastikkirurgi, der forhindrede hende i at virke imødekommende.
"Morer du dig, eller prøver du bare på at drukne dine sorger?"
Çetin vendte sig om og fik øje på sin ven. "Skal jeg svare ærligt?"
Arto smilede. "Som altid."
"Tja, denne smokingjakke er jo ikke ligefrem mig, vel?"
"Nej, men ..."
"Og ..." Çetin sukkede dybt. "Hør her, Arto, jeg passer jo ikke rigtig ind i denne kreds, vel? Maryam har lige sendt mig et blik, der sagde det hele."
"Åh, du ved godt, at du ikke skal tage dig af Maryam," svarede Arto og lo, "og uanset hvad du ellers mener om de mennesker, der er her, går de alle ind for det samme projekt som vi."
Çetin kiggede ned i gulvet, tilsyneladende flov ved sin vens ord. "Ja, jeg ved det."
"Vi er nødt til at skaffe penge for at få det projekt i gang, og penge er noget, disse mennesker har mere end rigeligt af."
Et tilfældigt blik rundt var nok til at overbevise Çetin om dette. Der befandt sig en masse penge i dette værelse, eller i hvert fald ejerne af dem. Fabrikanter, velhavende akademikere, medlemmer af gamle, rige familier – de var her alle, og hvad mere var, de var alle meget interesserede i at tage checkhæftet frem for at støtte det initiativ, der i første omgang var fremsat af Artos bror Krikor. Stofmisbrug eller snarere kampen mod stofmisbrug var blevet en meget alvorlig sag i visse områder af Istanbul, især på grund af faren for aids-smitte samt indflydelsen fra visse meget tvivlsomme organisationer fra de tidligere østbloklande. Politiet, der denne aften var repræsenteret af Çetin İkmen, kunne konstatere, at stadig flere forbrydelser skyldtes narkomisbrug, og læger som Krikor Sarkissian, der i nogen tid havde kæmpet med disse problemer, havde besluttet at gå i spidsen for et forsøg på at løse problemet. Det første skridt bestod i at prøve at skaffe midler til et engageret rådgivnings- og oplysningscenter midt i "handelsområdet", nemlig kvartererne Sultanahmet og Beyazit. Og det var derfor, at Çetin, Arto, Krikor og alle disse elegante mennesker var samlet her.
"Arto! Endelig!"
Både Arto og Çetin vendte sig om som svar på dette temmelig iørefaldende udråb og kiggede på en høj, ualmindelig tiltrækkende mand sidst i trediverne.
"Avram!"
Arto gav hurtigt manden et hengivent knus og kindkys, hvorefter han smilende præsenterede ham for sin gamle ven.
"Çetin, dette er doktor Avram Avedykian, en særdeles ivrig og begejstret tilhænger af min brors projekt. Avram, det er min ældste og bedste ven, kommissær Çetin İkmen."
De to mænd gav hinanden hånden.
"Kommissær İkmen fra politiet, ikke?" spurgte lægen.
"Jo, sir," svarede Çetin i sit allermest høflige og neutrale tonefald, "og vi er, som De nok kan forstå, særdeles interesserede i ..."
"Du behøver ikke at kalde nogen her for ’sir’, Çetin," indskød Arto, inden hans vens kejtethed blev et problem. "Vi er her alle med samme formål, prøver alle på at hjælpe."
"Ja, ja, selvfølgelig."
Çetin følte sig sat på plads og kiggede ned i gulvet. Det var en reaktion, som han selv følte var barnlig. Situationen kunne være blevet pinlig, hvis det ikke havde været, fordi en anden mand nu dukkede op ved siden af doktor Avedykian, en mand, der tilsyneladende kun var lidt ældre end lægen og så iøjnefaldende flot, at selv en udpræget heteroseksuel mand som Arto blev grebet af beundring.
Han gik et skridt nærmere for at hilse på den nyankomne, idet han spurgte: "Og De er?"
"Åh," sagde doktor Avedykian, der nu også havde opdaget mandens tilstedeværelse, "det er faktisk min bedste ven, Arto." Han trak manden hen til den lille gruppe og præsenterede ham. "Doktor Arto Sarkissian, dette er mr. Muhammed Ersoy."
Arto kendte navnet. "Åh, ja, Avram har ofte talt om Dem, mr. Ersoy, og min bror Krikor har selvfølgelig også nævnt Dem for mig. De er meget interesseret i hans arbejde, så vidt jeg har forstået?"
"Ja." Muhammed Ersoy gav sin vært et skødesløst, næsten affærdigende håndtryk, hvorefter han nærmest omgående vendte sig mod Çetin. "Jeg kunne ikke undgå at høre, at De er medlem af vores udmærkede politikorps."
Det blev sagt i et tydelig ironisk tonefald, men Çetin, der var vant til denne form for modtagelse, reagerede heldigvis kun stilfærdigt på provokationen. "Ja, jeg er," svarede han, "men lige som De selv, mr. Ersoy, er jeg mere til stede her i aften for at støtte Krikors initiativ end for at snakke om, hvad jeg bestiller."
"Bevares."
Der opstod en temmelig kold tavshed, som kun blev brudt ved, at Arto skiftede emne. "Ja, så håber jeg, at de herrer vil være rundhåndede efter min brors tale i aften," sagde han henvendt til de to nyankomne. 
"Du kan regne med os," bekræftede doktor Avedykian i et muntert tonefald.
"Absolut," lød det fra hans ledsager, der af en eller anden grund stadig så på Çetin.
I det samme hørtes en irriterende biplyd. Dette fik de to læger og mr. Ersoy til at stikke hånden i deres jakkelommer og tage diverse mobiltelefoner frem. Efter at have set efter på displayet, mumlede de samstemmende korte bemærkninger som "ikke mig", "ikke min" og "nej". De så sig alle omkring for at se, hvem der havde fået en besked – indtil Arto med et dybt hvor-er-jeg-vant-til-dette-suk stak hånden i Çetins jakkelomme og trak den uvelkomne genstand frem.
Idet han trykkede på modtagerknappen og rakte apparatet til sin ven, sagde han: "Jeg ville virkelig ønske, at du snart fik vænnet dig til den tingest, Çetin. Det er ikke så svært."
Çetin kunne ikke undgå at se det lidt selvglade smil, som dette fremkaldte hos Artos to andre gæster. Han besluttede at huske deres reaktion ved en senere lejlighed, mens han vendte sig om og talte ind i apparatet: "İkmen."
Arto lod sin ven passe samtalen i fred og gjorde i stedet tegn til en af tjenerne om at sørge for drinks til de to gæster.
"Çetin bliver desværre ringet op på alle mulige og umulige tidspunkter," forklarede han, "men det gør jeg jo også selv, og det gælder vel også dig."
"Vi har alle travlt nu til dags," indrømmede doktor Avram, "hvilket i grunden er mærkeligt, i betragtning af at vi sikkert har flere læger nu end nogen sinde før."
 Muhammed Ersoy tog et champagneglas fra tjenerens bakke og smilede. "Ja, min kære Avram, men har du så ikke også fået, åh, så mange flere patienter nu?"
"Jo, tja ..."
"Nu hvor de, som altid har været anset for at være de traditionelle ’fattige’, har fået ting som fjernsyn, mobiltelefoner og andre muligheder for information og kommunikation, er de blevet langt mere opmærksomme på, hvad læger kan og ikke kan tilbyde dem. Hvor en ubestemmelig smerte før i tiden blev ignoreret, skynder de sig nu hen til lægen i tilfælde af, at denne smerte kan skyldes kræft, hjerteproblemer eller andre af de sygdomme, de har set omtalt i fjernsynet."
Arto sendte sin nye bekendt et ransagende blik. "Jeg synes, jeg kan spore en vis misfornøjelse hos Dem over dette, mr. Ersoy?"
"Ja, det er ganske rigtigt." Det blev sagt med en arrogance, der lod til at gøre hans bedste ven forlegen, for denne vendte sig om og fik travlt med at kigge på nogle af de andre gæster. "Hvis vi eller snarere mennesker som os ikke havde anbragt den slags ting i deres hoveder, ville de næppe selv have fundet på dem, og ..."
"Jeg er ked af det, Arto, men jeg er nødt til at gå."
Det varede et øjeblik, inden Çetins ord gik op for hans ven. "Hva’?"
"Jeg er nødt til at gå, Arto," gentog Çetin, "med det samme."
"Er det et ... øh?"
"Ja." Çetin klappede med et vist besvær sin mobiltelefon sammen og stak den i lommen. "Jeg kunne faktisk godt have brug for dig."
"Nuvel." Arto sukkede, hvorefter han rejste sig op. "Ja, når du siger det. Jeg er sikker på, at Krikor kan klare det uden mig. Jeg må bare lige ..." Han pegede i retning af sin bror og begyndte at gå hen mod ham.
"Er der dukket noget op?" spurgte Muhammed Ersoy, da han og Çetin stod alene tilbage, og Çetin temmelig anspændt trippede frem og tilbage på det bløde gulvtæppe.
"Ja, sir," svarede Çetin åndsfraværende.
"Må man have lov at spørge ...?"
"Nej, desværre ikke. Vi har vores regler, ligesom jeg er sikker på, at De også har det i Deres arbejde."
Muhammed Ersoy trak på skuldrene. "Jamen, jeg arbejder ikke, kriminalkommissær."
"Så må vi hellere lade det blive ved det, ikke, sir?" sagde Çetin lidt tørt. Da han så, at Arto var på vej tilbage til ham, gik han sin ven i møde.

Kapitel 2

Mens retsmedicineren tog sig af sin del af undersøgelsen, nemlig liget på sengen, var kriminalkommissær İkmen og kriminalassistent Farsakoğlu optaget af at se nærmere på den afdødes omgivelser. En hastig gennemgang lod til at bekræfte assistentens tidligere formodning om, at denne del af huset var en separat lejlighed. Opholdsværelset rummede sengen, en stol, diverse skabe og kommoder samt et tv-apparat; der lå to mindre rum ved siden af. Det ene var et temmelig luksuriøst badeværelse, og det andet et lille, nærmest skabslignende rum, der indeholdt et køleskab, en lille køkkenvask og et køkkenbord med en elkedel.
Sin vane tro gik İkmen direkte hen til køleskabet, da det var hans store interesse ved denne slags lejligheder at se, hvad offeret foretrak at spise. Men idet han skulle til at åbne køleskabsdøren, kom assistent Farsakoğlu hans nysgerrighed i forkøbet.
"Det er helt tomt, sir, jeg har set efter," sagde hun. "Ligesom køkkenet nedenunder. Der er ikke så meget som en krumme."
İkmen løftede det ene øjenbryn. "Men nogen har jo åbenbart boet her."
"Ja," svarede hun. "En armensk herre, ifølge kvinden fra købmandsbutikken overfor. Men ifølge den beskrivelse, vi har fået af ham, er det næppe sandsynligt, at det er ham, der er liget."
İkmen gik ud af det lille køkken og tilbage til soveværelset. "Ikke?"
"Nej. Den mand, kvinden beskrev, var midaldrende og meget elegant. Man kan ikke" – hun gjorde et kast med hovedet i retning af sengen – "beskrive ham som nogen af delene."
"Men man kan i hvert fald beskrive vores ven her som bruger af hårde stoffer," indskød retsmedicineren henne fra sengen.
"Virkelig?"
Arto Sarkissian løftede en slap arm i vejret, så hans kolleger kunne se det, mens han pegede på en række små ar og sår på indersiden af underarmen. "Disse mærker er ar efter hyppige indsprøjtninger med en kanyle. De er typiske for den skade, narkomaner påfører sig selv. Uskolede eller desperate efter deres fix stikker de nåle ind i en hvilken som helst åre, de kan finde. Nåle, som desuden ikke altid er rene, så der opstår sår."
Farsakoğlu lod langsomt sit blik glide hen over den kostbare lysekrone og de meget rene, smagfulde møbler, der alt i alt gjorde det til en meget tiltalende bolig. "Narkomaner plejer ikke at bo på steder som dette, vel?"
İkmen rynkede panden. "Det kan man ikke altid regne med. Narkomaner kan overraske ligesom alle andre. Bare fordi en mand regelmæssigt stikker heroin i sin arm, behøver han ikke nødvendigvis at bo i slummen. Desuden ved vi jo endnu ikke, om denne mand virkelig boede her, vel?"
"Nej."
"Måske ved vi lidt mere, når Cohen kommer tilbage efter at have udspurgt hotelejeren inde ved siden af."
Mens retsmedicineren tavs fortsatte sin undersøgelse, gik İkmen hen til kommoden ved døren. Så snart han var trådt ind, havde han lagt mærke til, at den stod i kontrast til omgivelserne. Selv om han kun lige var gået igennem værelserne nedenunder, havde han noteret sig Farsakoğlus bemærkning om, at huset på det nærmeste var totalt upersonligt. Hun havde sagt, at det "manglede et privat præg", en noget mere typisk kvindelig udtalelse fra hendes side, end han var vant til, men han stolede ikke desto mindre på hendes instinkt. Og det var derfor, at genstandene oven på kommoden i så høj grad virkede besynderlige: små krystalfigurer, hen ved halvtreds stykker, alle opstillet i velordnede rækker oven på kommoden; dyr, redskaber, små mennesker, huse, paladser og moskéer i miniformat. Hver på sin vis et betagende kunstværk, som sikkert var rigtig mange penge værd i betragtning af samlingens størrelse. İkmen tænkte, at det kunne støtte teorien om, at offeret ikke havde været fast beboer i dette hus. Små, let håndterlige og dyre ting som disse krystalfigurer plejede ikke at overleve længe hos en stærkt afhængig narkoman. Men på den anden side ...
"Jeg er nødt til at foretage nogle prøver, inden jeg med sikkerhed kan sige, hvad der slog ham ihjel," sagde Arto Sarkissian, mens han tankeløst tørrede hænderne på sin smokingjakkes revers, "men jeg er temmelig sikker på, at det ikke var stofferne."
İkmen stillede sig ved siden af sengen. "Ikke?" sagde han spørgende og så på ansigtet, der tilhørte en ung mand med et virkelig kønt udseende.
Lægen drejede blidt, men bestemt den unge mands hoved om på siden, så İkmen kunne se en mørkerød og en lysere rød linje nederst på halsen. "Jeg vil mene, at han er blevet kvalt, antagelig med en snor," sagde han, "altså en virkelig alvorlig forbrydelse."
"Mmm."
"Sørg for at få taget fingeraftryk overalt, Çetin," fortsatte retsmedicineren. "Jeg synes, det var helt rigtigt af Farsakoğlu at tilkalde dig."
"Jeg havde en dårlig fornemmelse," indskød assistenten, mens hun kiggede over skulderen på de to mænd og ned på den sørgelige, unge krop på sengen. "Han er ikke ret gammel, vel?"
"Antagelig omkring tyve år."
İkmen så på sin ven og sukkede. "Men han har været narkoman i et stykke tid, ikke?"
"Jo, bestemt. Nogle af mærkerne på hans arme er gamle, og hvis jeg ikke tager meget fejl, vil der også være en del på hans ben og måske i underlivet. Jo længere de har været misbrugere, desto flere af deres årer klapper sammen, og så er de nødt til at prøve at finde indgange alle mulige og umulige steder. Meget uhyggeligt."
"Og netop den slags information, som din bror gerne vil have lidt mere ud til offentligheden."
"Ja, for hvis mennesker, der er på vej ud i misbrug, kendte til de mere afskrækkende sider af det, kunne det måske få dem til at tænke sig om en gang til. Jeg mener, hvem har lyst til at dø sådan? Antagelig myrdet på grund af nogle gram heroin og efterladt stinkende i sit eget skidt?"
İkmen tillod sig et brysk lille smil. "Vi skulle måske have taget nogle af din brors interesserede sponsorer med herhen, så de kunne få syn for sagn?"
Arto Sarkissian skar en komisk grimasse. "Åh, det tror jeg nu ikke, hr. kommissær!"
"Det ville måske være lidt for realistisk?"
"Afgjort."
Døren til lejligheden gik op, og kriminalbetjent Cohen trådte ind. İkmen hilste på ham med et nik. "Noget nyt?"
Cohen trak på skuldrene. "Ikke ret meget. Hotelejeren ved siden af, mr. Draz, vidste endnu mindre end købmanden om den mand, der bor her. Han beskrev ham som midaldrende og stilfærdig. En, som passer sig selv. Han vidste ikke, hvor længe han har boet her, men mr. Draz har ejet hotellet i fem år, og vores mand var her, da Draz flyttede ind. Han kunne ikke sige, om manden var armenier eller ej."
Retsmedicineren smilede til ham. "Hvis en mand går klædt i et dyrt jakkesæt, plejer alle at antage, at han enten er armenier eller jøde. Er det ikke rigtigt, Cohen?"
"Jo, nogle gør, doktor. Det vil sige – undtagen i mit tilfælde."
İkmen, der ikke havde deltaget i deres samtale, skiftede emne. "Vi har altså følgende," sagde han langsomt, som om han nøje ville indprente sig kendsgerningerne, "en myrdet person, ung, narkoman og tilsyneladende kvalt. Dette hus eller snarere denne del af huset har eller har måske ikke været hans hjem. Så vidt vi ved, ejes eller lejes huset af en ældre mand, der måske eller måske ikke er armenier, men som vi virkelig har brug for at finde nu."
"Og vinduerne er sømmet til."
De vendte sig alle om for at se på kriminalassistent Farsakoğlu, der nøje havde undersøgt vinduespartierne. 
"Hvabehar?"
"Alle disse vinduer er sømmet til, sir," sagde hun, "og de er også blevet overmalet. Det ser ud til at være nogen tid siden."
"Det må jeg nok sige," lød det fra İkmen. "Der bliver noget at tage fat på for min assistent, når han kommer tilbage i morgen."
Retsmedicineren lagde handsker og stetoskop ned i sin taske med et suk. "Og det bliver igen en lang aften for mig, tror jeg."
"Ja," sagde İkmen, "vi er nødt til at arbejde hurtigt med denne sag."

For de beboere på İshak Paşa Caddesi, der elskede drama, blev resten af aftenen særdeles underholdende. Foruden ankomsten af diverse patruljevogne var der yderligere spændingen ved at se en del andre mennesker gå ind og ud af huset. Dette omfattede politiets fotografer, det tekniske personale og, kort efter midnat, en lille flok højtideligt udseende personer, der bar på en båre med en ligpose. Da sidstnævnte gruppe bar deres dystre last ind forbi den efterhånden anselige skare tilskuere, var der flere af de mere religiøse blandt disse, som mumlede "Allah!" og vendte sig bort fra dette alt for tydelige bevis på dødelighed.
Der var delte meninger med hensyn til, hvad der kunne være foregået i "det hus". Politifolkene var som altid fåmælte med hensyn til, hvad der var sket, og derfor myldrede det med teorier blandt tilskuerne. Købmandskonen mrs. Yalçin var især meget frimodig med sine meninger.
"Jeg har altid ment, at det var unaturligt for en mand i hans alder at bo dér helt alene."
"Jamen, han er armenier," lød det fra en anden ældre, stærkt tilsløret kvinde. "Og du ved, hvordan kristne ..."
"Hvad er det med kristne?" Stemmen var dyb og ville have haft en meget skarp klang, hvis den ikke havde været så hæs af tobak.
De to kvinder vendte sig om for at se, hvem der havde talt, og befandt sig nu over for en lavstammet, tynd mand iført en smokingjakke, der var flere numre for stor til ham.
"Hvad er det med de kristne?" gentog Çetin İkmen og slog spørgende ud med armene.
"Nå, ja," begyndte den tilslørede kvinde, "De ved jo, at de er ligesom ..."
"Ja, de er anderledes end os, ikke?" sagde mrs. Yalçin. "De lader ikke deres mænd omskære."
"Så de er ikke særlig rene."
"Nej, og de spiser heller ikke de rigtige ting, og det gør deres kvinder hidsige."
"Hvilket alt sammen betyder, at de i langt højere grad end de rettroende kan få politiet til at dukke op hjemme hos sig?" afsluttede İkmen.
"Ih, ja."
"Netop," samtykkede den tilslørede kvinde. "Det er lige det, jeg mener."
"Og De ved altså bestemt, at manden, der bor i dette hus, er kristen, ikke?"
"Nja ..."
"At dømme efter hans tøj og hele udseende ..."
"Han fortalte Dem altså ikke, at han var kristen, men det går De ud fra?"
"Nja, øh ... Nej, jeg mener, vi talte sjældent med hinanden. Men han havde en ring og ... øh ..."
İkmens ansigt fik et bittert udtryk. Det gamle "de andre og os"-tema stak atter sit grimme fjæs frem. Han havde oplevet det så tit, men det gjorde ham altid vred: Opfattelsen af, at "vi" umuligt kunne begå en forbrydelse, og at det derfor måtte være "de andre", hvem det så end var, der befandt sig på stedet, der måtte have gjort det. Tåbelige og farlige fordomme. Han sendte de to gamle damer et strengt blik og holdt så et lille, men for ham velkendt foredrag for dem.
"Synes De ikke, det ville være mere fornuftigt lige nu at holde Deres meninger for Dem selv, mine damer? Det kan være meget farligt at udtale formodninger om andre, især når det drejer sig om en persons race eller religion, og ikke mindst i betragtning af at De jo ikke ved, hvad der kan være sket i det hus eller ej."
En noget stridbart udseende midaldrende mand, der havde lyttet til samtalen, kom hurtigt damerne til undsætning. "Og hvad ved De selv?" spurgte han İkmen. "Hvordan kan De stå og fortælle folk, hvad de skal sige?"
İkmen smilede. Han morede sig faktisk lidt over situationer som denne. "Jeg er den politimand, der leder efterforskningen, sir."
"Åh." Manden trak sig en anelse tilbage.
De to kvinder derimod blev nærmest ivrigere efter denne oplysning.
"Jamen, hvad er der så sket, hr. betjent?" spurgte købmandens kone.
"Er han død, den ar ... – den mand, der bor i huset?" indskød den anden kvinde.
"Det er ikke noget, jeg har ret til at udtale mig om, mine damer," svarede İkmen, "men hvis De gerne vil hjælpe os i denne sag, vil jeg foreslå, at De stille og roligt går hjem til Dem selv."
"Åh."
"Hm."
Arto Sarkissian, der bevægede sig forbavsende hurtigt af en så korpulent mand at være, endda iført en stramtsiddende smoking, løb ned ad husets trappe og ud på gaden. Han lod hurtigt blikket fare hen over forsamlingen af nysgerrige og fik så øje på İkmen, der sagde farvel til kvinderne og gik hen til sin ven.
"Jeg vil have liget båret ud nu," hviskede lægen til İkmen, "men jeg bryder mig ikke om at have denne flok til at stå og kigge på det."
"Godt." Han vendte sig om for at finde nogen, der kunne hjælpe ham, og opdagede, at Farsakoğlu befandt sig ved siden af ham. "Få fat i nogle af vores folk," sagde han til hende, "og få alle disse mennesker væk."
"Ja, sir."
Til İkmens overraskelse fulgte hun ikke hans ordre omgående.
Han sendte hende et spørgende blik. "Ellers noget?"
"Åh, det er, øh ..." Hun smilede og rødmede en anelse.
"Ja?"
"Det er bare ... øh ... Sagde De, at kriminalassistent Suleyman kommer tilbage i morgen, sir?"
"Ja, fra sin ferie. Og hvad så?"
"Åh." Hun smilede. "Godt. Det vil betyde, at De får mere, øh, mere assistance."
"Se nu bare at få disse rædsomme gribbe væk fra gaden, ikke, Farsakoğlu? Det kunne være rart."
"Ja, sir."
Da hun gik, kunne İkmen ikke undgå at lægge mærke til, at hun så en lille smule for glad ud.
Retsmedicineren løftede brysk det ene øjenbryn. "Hun virker lidt ivrig, ikke?"
İkmen stak en meget tiltrængt cigaret i munden og tændte den. "Jeg ville ofte ønske," sagde han træt, "og det er ikke for at forklejne manden, at min mandlige assistent ville blive ramt af en eller anden virus, der angreb hans udseende."
Arto Sarkissian smilede. "Jeg forstår, hvad du mener. Jeg går ud fra, at Farsakoğlu ved, at han er gift?"
"Ih, ja," svarede İkmen mut, "alle ved, at han er gift, især Suleyman selv."
"Jaså."
Mens kriminalassistent Farsakoğlu og en lille gruppe betjente prøvede at få mængden til at sprede sig, trak både İkmen og Sarkissian deres jakker tæt ind til kroppen. En kraftig blæst slog dem i møde fra det nærliggende Marmarahav, og den føltes udpræget efterårsagtig.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.