Kystnære områder af John Bang Jensen

Bugt

Nu står vi igen ved vandet. Vi ved ikke hvorfor. Vi står her bare, side om side, skulder ved skulder. Vi er alle lige høje, men ikke lige gamle. Vi er seks søskende, jeg er den yngste. Det er koldt. Vi har begravet hænderne i jakkelommerne. Uden at tænke over det nulrer en af os (måske er det mig) noget mellem fingrene i bunden af lommen. Måske er det en mønt. Måske er det bare en syning.
Som sagt står vi her bare. Vi er tavse. Der er ikke meget at se på. Vandet er blikstille, fladt og ubevægeligt. Muligvis er det dét, vi er optaget af, at det er fladt. Det er et billede, vi lader stå for vore blikke. Denne store, blegblå flade, der udgør næsten hele vores synsfelt. Den breder sig til siderne og ud mod horisonten. Fordi det er en selvfølgelighed, bemærker man det næsten ikke, men den spejler uklart himlen og skyerne, skyerne, der på deres side næsten heller ikke bevæger sig.
Men hvorfor skulle vi være optaget af, at noget er fladt? Det burde kede os. Det er der ikke meget ved at se på. Men helt fladt er det nu heller ikke. Et stykke ude er der mere urolige områder på overfladen, små krusninger, som næsten ikke mærkbare vindstød fremkalder.
Vi registrerer blot disse krusninger, når de opstår, flygtige farvespil og mønstre, der skifter, afhængig af vindens styrke og retning. Hvis man var sejler, ville man kunne aflæse det som et kort og udnytte vinden bedst muligt. Hvis man var sejler, ville man kunne beskrive det bedre.
Men vi er ikke sejlere. Alt, hvad vi ser, er forskellige nuancer af blåt, lysere og mørkere partier på overfladen, længst mod højre et udflydende kølvandsspor efter en færge, der for nylig (antagelig lige før, vi ankom) er stået ind i havnen, havnen, der med al sin larm og spektakel lige nu ikke interesserer os. Vi kigger på vandet. Vi er gået helt frem til vandkanten. Vi ved ikke hvorfor. Hvis vi stod lidt længere tilbage, ville vores udsyn ikke være anderledes. Hvorfor vil vi partout stå ved kanten? Vi er gået frem til den, ligesom man går frem til et hegn midt ude på en mark, som om man så bedre kan se, hvad der er på den anden side.
Ingen af os træder ud i vandet. Det ville ikke være passende. Det ville vække opsigt. Vi er enige om, at vi kun skal stå og kigge. Hvis én af os trådte ud i vandet, ville de andre synes, at han var mærkelig. Det er vi ikke i humør til. Desuden er det stadig kun marts, og vandet er alt for koldt.
Der er en fin dis over bugten. Men vi kan se den modsatte kyst, halvøerne, der strækker sig ud i bugten, og som fra denne synsvinkel ligner aflange tanger med krat og træer, formet til afrundede figurer af vinden. Vi er vant til at færdes derovre, på de græsklædte bakker, til fods i de små landsbyer, på cykel eller i bil forbi de små, ensomt beliggende huse, der klamrer sig til en smal stribe asfalteret vej.
Vi har stået på den modsatte kyst og spejdet efter stedet, hvor vi netop nu står. Derovrefra har vi udpeget byens kendemærker for hinanden, kirker, høje bygninger og skorstene, der rejser sig mod himlen. Alt dét vi nu står med ryggen til. Vi længes ikke efter at være på den anden bred. Fordi vi er så fortrolige med, hvad der er på den anden side, er vi på en måde på begge kyster på samme tid. Kun vandet ligger som en barriere. Vi kigger på det. Vi kigger ind i os selv. Om lidt vender vi os og går. En af os (måske er det mig) bliver stående lidt længere end de andre.

Skema

Jeg skriver tingene ned. Jeg udfylder mit skema. Det hjælper at skrive tingene ned. Min læge vil gerne vide, hvad jeg går og foretager mig. Hun skal have skemaet. Jeg skal tage mig sammen. Jeg må ikke bare gå og dandere den. Jeg finder ikke bare på noget. Det, jeg skriver, er alt sammen sandt. Jeg kunne ikke finde på at lyve for min læge.

I dag stod jeg op klokken seks og gik på arbejde. Jeg kom hjem klokken fem og lavede aftensmad. Jeg så fjernsyn til klokken ti og gik i seng. Jeg faldt straks i søvn. Jeg har ikke problemer med at sove.

Jeg er kortvarigt vågen. Klokken er to. Jeg drømte, at jeg stod i en skov. Der var helt stille, bortset fra at det lige havde regnet og det dryppede fra bladene. Der var en tæt underskov af små træer og bregner. Den nåede mig til midt på livet. Jeg stod helt stille. Jeg havde ikke lyst til at gå videre. Man kunne ikke se, hvad man trådte på. Jeg havde løftet hænderne over hovedet. Jeg brød mig ikke om at have dem nede i underskoven.

Jeg skal op klokken seks, ligesom i går. Jeg har ikke problemer med at komme op. Jeg vågner med et sæt og springer ud af sengen. Jeg er altid i godt humør om morgenen. Jeg elsker at komme på arbejde. Mine kollegaer er venlige og hjælpsomme. Jeg er meget vellidt, mine kollegaer synes, jeg har et behageligt væsen. Jeg er nem at omgås. Jeg er altid god for en frisk bemærkning.

Jeg er kortvarigt vågen. Jeg kom til at spekulere på, om jeg havde slukket komfuret. Det blæser meget. Det er blevet efterår, det er årets første storm. I næste uge skulle der komme sne. Jeg bryder mig ikke om, at det blæser så meget. Vindstødene rykker i taget. Jeg spekulerer på, om det kan holde til det. Men det kan det. Der er ingen fare på færde. Man skal bare glemme det.
Man skal ikke være så bange for alting.

Jeg er kortvarigt stået op. Jeg kom til at spekulere på, om jeg var blevet snydt nede i supermarkedet. Jeg havde købt tre flasker vin, der var på tilbud, hvis man købte tre. Men jeg betalte den fulde pris for hver af de tre flasker. Jeg er ude i køkkenet for at finde bonen. Jeg havde smidt den væk. Jeg har ikke drukket al vinen. Jeg har kun drukket én flaske. Jeg drak den i forgårs aftes.
Da var det lørdag. Så kan man godt tillade sig at drikke en flaske vin. Men jeg drikker ikke mere, end man må. Jeg holder mig lige præcis på grænsen. Engang drak jeg alt for meget, men det er slut nu. Nu er det slut med at ødelægge sig selv. Kroppen kan ikke tåle det. Man får det dårligt. Man får skrumpelever og gulsot, og til sidst bliver man blind. Jeg har fundet bonen. Den er godt snasket til. Men man kan sagtens se, hvad der står. Så vidt jeg kan regne ud, er jeg blevet snydt!

Jeg er gået i seng igen. Jeg ligger og tænker over tingene. Jeg har det godt nok. Jeg er ikke bange for blæsten. Det er begyndt at lyne. Jeg har trukket gardinerne for. Det er hyggeligt at ligge med gardinerne trukket for. Jeg er ikke bange for at være alene. Jeg holder af mit eget selskab.

Jeg er kortvarigt stået op. Jeg er ude på badeværelset for at finde nogle ørepropper. Jeg sover ikke så godt, når det tordner. Jeg er ikke bange for, lynet slår ned. Det er meget usandsynligt, at det skulle slå ned netop her.

Jeg sov en times tid. Jeg drømte ikke noget. Jeg lå bare og sov. Det gik udmærket. Jeg kan sagtens sove otte timer i træk. Jeg ved ikke, om jeg snorker. Jeg bor alene. Det har jeg det fint med. Jeg er ikke ensom. Jeg har som sagt mange gode kollegaer. Nogle af dem er mine venner. Jeg har også en kæreste. Vi bor ikke sammen, men ådan foretrækker vi det. Vores sexliv fungerer godt. Jeg har overhovedet ikke problemer med at få rejsning. Alt i alt har jeg det godt. Jeg er ikke deprimeret. Jeg er altid i godt humør.

Jeg er kortvarigt vågen. Der kom et ordentligt tordenskrald. Det fik mig lige op at sidde. Jeg er som sagt ikke bange for tordenvejr. Men dét skrald var lige i overkanten. Jeg skal op klokken seks. Jeg er træt af, at det tordner. Måske kan jeg ikke sove mere. Måske er jeg træt, når jeg skal på arbejde. Jeg er normalt ikke træt. Jeg er fuld af energi og godt humør. Skemaet hjælper mig. Jeg har overblik over, hvad jeg går og foretager mig. Jeg snyder ikke. Jeg skriver ikke noget, der ikke er sandt.
Jeg siger tak til min læge!

Jeg sidder i min seng. Jeg har tændt min sengelampe. Jeg skriver i mit skema. Jeg skal skrive alt ned. Jeg har taget en flaske vin med i seng. Jeg drikker normalt ikke i sengen. Jeg drikker kun om aftenen, når jeg skal hygge mig. Når jeg ser en god film i fjernsynet og skal hygge mig. Så kan man godt tillade sig at drikke en flaske vin eller to. Hvis man ikke skal op næste morgen og på arbejde. Hvis man kan sove længe, kan man godt tillade sig at drikke en flaske vin eller to. Jeg er meget afholdt på mit arbejde. Jeg går ikke med sladder. Jeg bagtaler ikke mine kollegaer. Det tordner og lyner. Jeg skal op klokken seks. Jeg er ikke sikker på, jeg kommer op til tiden. Jeg er ellers meget punktlig. Jeg er aldrig kommet for sent på arbejde. Jeg kommer som regel et par minutter, før vi skal møde. Jeg stråler af glæde over at skulle på arbejde. Hver morgen siger mine kollegaer: Du ser frisk ud!

Jeg er kortvarigt stået op. Jeg sidder i køkkenet og skriver. Jeg er meget omhyggelig med at skrive alt ned. Jeg er meget pligtopfyldende. Jeg er glad for min læge. Hun hjælper mig til at få det bedre. Ikke at jeg ikke har det godt. Jeg har altid haft det godt. Jeg har aldrig haft problemer af nogen art. Jeg har altid været lykkelig. Jeg kan ikke huske én eneste gang, hvor jeg har været ulykkelig. Jeg er verdens mest glade person.

Jeg sidder inde i stuen. Der er ikke noget i fjernsynet. Jeg drikker et enkelt glas vin. Jeg nyder at få et enkelt glas til at gå i seng på. Men så heller ikke mere. Bare et enkelt glas til at falde i søvn på. Jeg er god til at begrænse mit forbrug. Det tordner og lyner. Det er hyggeligt at sidde inden døre, når vejret er sådan. Jeg nyder lidt tobak. Bare en enkelt cigaret eller to. Det er dejligt beroligende. Man skulle have sig en pejs, så man kunne sidde og nyde en pibe.

Jeg er nede i 7-Eleven. Jeg kunne alligevel ikke sove. Man skal ikke ligge og vende og dreje sig, hvis man alligevel ikke kan sove. Tankerne kører i ring. Det får man ikke noget ud af. Så hellere stå op og foretage sig noget fornuftigt, komme ud og møde nogle mennesker, opleve livet! Man skal ikke mure sig inde. Det er vigtigt at komme ud. At engagere sig i andre mennesker. Man får det meget bedre.

Klokken er fire. Jeg har købt en pose øl. Jeg er meget beruset. Ikke fuld, men beruset. Man skal kende sine grænser. Det er godt at mærke, at man lever. Suset i kroppen. Jeg køber altid øl på tilbud. Hellere købe stort ind, hvis man kan spare lidt på den konto. Det er vigtigt at have styr på sin økonomi. Man sover bedre om natten, når man ved, den sag er i orden.

Jeg sidder ved busstoppestedet over for kiosken. Det regner meget. Jeg blev helt gennemblødt på vej herned. Men det er godt at komme ud. At få lidt luft i lungerne, mærke regnen i ansigtet. Man bliver frisket lidt op. Det er vigtigt at opleve naturens kræfter. Det stemmer sindet. Man kommer til at tænke på, hvor lille man er.

Jeg er faldet i snak med en god ven. Jeg har ikke set ham i årevis. Han dukkede op gennem regnen som ud af ingenting. Det er, hvad der sker, når man kommer ud blandt folk. Han er ikke velkommen i kiosken. Men han er så god, som dagen er lang. Jeg har budt ham på en øl. Det er en glæde at dele med andre. Man bliver varm om hjertet, når man oplever andres taknemmelighed. Man skal ikke kun tænke på sig selv. Man får meget igen, når man selv er generøs.

Jeg er nu passager i en Ford Transit. Min ven og jeg mødte en mand, som vi straks blev venner med. Vi kører rundt i midtbyen for at finde et åbent værtshus. Det er godt at komme ud blandt nye mennesker. Der er næsten ingen trafik. Vi kan holde en utrolig høj fart og uden problemer køre over for rødt. Hvis gaderne bliver for snævre, tager vi fortovet i brug. Der er en god stemning i bilen. Vores ven har skruet op for musikken. Det er godt at se byen på denne måde. Man kommer hurtigt omkring. Jeg er vant til at spadsere. Det er forfriskende at prøve noget nyt. Vores ven har sine egne øl i bunden af bilen. Han deler gerne med os. Der er ingen smalle steder.

Vi er nu kommet ud fra værtshuset. Det lukkede, lige da vi skulle til at sætte os. Men det var dejligt at komme lidt i byen. Jeg går normalt ikke på værtshus. Men man skal huske at benytte sig af byens tilbud. Man får det bedre, hvis man føler, man er en del af byens liv.

Jeg er nu involveret i slagsmål. Min ven og jeg kom op at skændes. Han mener, jeg skylder ham penge. Hvis man er uenige, kan man lige så godt få afgjort sagen med det samme. Og det er vigtigt at få rørt sig lidt. Mærke blodet rulle, få pulsen lidt op. Det er godt for kredsløbet og hjertet. Man skal sørge for at få noget motion. Det er videnskabeligt bevist, at motion er sundt. Man skal være i kontakt med sin krop, leve sine instinkter ud. Hvis man har lyst til at sparke, så skal man sparke. Man skal ikke lægge bånd på sig selv. Det er imod naturens orden. Det er dejligt at skrige og råbe.
Det er ikke så ofte, man skriger. Det er videnskabeligt bevist, at det er sundt at skrige. Man bør skrige højt mindst én gang om dagen.

Jeg ligger på gaden og venter på en ambulance. Jeg har fået et tæppe over mig. Mange mennesker er kommet for at se til mig. De er meget venlige. Jeg er dem dybt taknemmelig. Det er godt at se nogle nye ansigter. Det er vigtigt at møde nye folk. Ikke gå op og ned ad de samme mennesker evig og altid. Jeg har et snitsår i venstre side lige under armhulen. Jeg har fået bundet en skjorte stramt om brystet. Det dunker i min venstre arm. Men jeg er glad for at være i live. Man skal skønne på livet, mens man har det. Politiet er her også. Jeg forklarer betjentene, hvad der er sket. De er meget venlige og rolige. De noterer alt ned. Jeg lader ikke noget være ufortalt. Jeg fortæller det, som det er.

Noget ordentligt

Det var søndag formiddag. Jeg var på cykeltur rundt om bugten. Ved Egå Marina hilste en modkørende bilist på mig ud gennem forruden. Det var Bob Dylan. Han standsede bilen, og jeg trillede over til den. Jeg spekulerede på, hvad Bob Dylan foretog sig i Århus, når han nu boede i USA. Det var midt i november. Det blæste kraftigt fra nordvest. Tovværket klaprede mod aluminiumsmasterne nede i marinaen. Bob Dylan rullede vinduet ned og stak hovedet ud. Han var iført cykeltøj. Han kørte for Fakta. Han kiggede vurderende på min cykel, sådan som cykelryttere gør, når de møder hinanden. Han rynkede brynene og sagde, at det var noget værre skrammel, jeg kørte på. Jeg kunne kun give ham ret. Min cykel havde set bedre dage. Men jeg havde ikke råd til at købe en ny. Bob Dylan tog et checkhæfte frem. Hvor meget har du brug for? spurgte han. Titusind, sagde jeg. Her er hundrede. Så kan du købe noget ordentligt. Han trykkede på en knap og sideruden gik op. Jeg kiggede efter bilen, da den kørte væk. Den var ganske rigtigt på amerikanske plader. Da jeg vågnede næste dag, var det sommer. Jeg lå fastspændt i en ambulance og var på vej til Tour de France. På vej gennem Tyskland blev ambulancen eskorteret af fire politimotorcykler, to foran og to bagved.
Der var en frygtelig larm fra de mange sirener. Jeg ville holde mig for ørerne, men mine hænder var bundet fast til sengen med styrbånd. Jeg forlangte at få høreværn, men lægerne ved min side ignorerede mig og fortrak ikke en mine. Jeg var ikke syg, men det skulle se sådan ud. Man måtte ikke køre Tour de France, hvis man ikke var syg. Jeg var så syg, at jeg var nødt til at køre løbet liggende i min seng.
Startrampen var placeret indenfor i en lille café i udkanten af Roubaix. Caféen var fyldt med pressefotografer og smilende servitricer, der serverede limonade og fadøl. Der var lavt til loftet, når man holdt oppe på rampen. De fleste ryttere måtte bukke nakken. Jeg selv havde en fordel takket være min liggende stilling. Men da det blev min tur til at starte, blev sengen trukket baglæns ned ad rampen, ud gennem baglokalet og hen til et ventende Røde Kors-tog.
Jeg kørte hele Tour de France i toget ved siden af de førende ryttere. Når de kørte over bjergene, skar jeg genvej gennem tunnellerne. Jeg vandt løbet sikkert. I Paris klippede lægerne mit styrbånd op, og jeg fik lov til at rejse mig fra sengen. Jeg steg op på sejrspodiet, tilskuerne klappede. Bob Dylan (der selv havde vundet den prikkede bjergtrøje) løftede min arm og gav mig et mandigt knus. Jeg havde sammenlagt kørt længere i tog end Maurice Garin i 1904.
Bagefter tog Bob Dylan og jeg en taxa hen til Louvre.
Her var min nye cykel udstillet i en glasmontre. Den blev bevogtet af to unge sygeplejersker. De stirrede ondt på os, og Bob Dylan hviskede til mig, at de i virkeligheden var agenter fra Mossad.

Palme

Tirsdag den 3. januar 1989
Det var koldt og blæsende i Malmø. Vi havde set en udstilling på Malmø Kunsthall. Bagefter slentrede vi rundt i byen det meste af eftermiddagen og aftenen, lidt på må og få. Vi var trætte. Vi glædede os til at komme hjem til København. Klokken halv ti gik vi om bord på Hurtigbåden. Vi satte os på de bageste sæder i venstre side, min veninde ud mod de aftensorte vinduer, jeg selv ud mod midtergangen. Der var kun få passagerer, og det tegnede til at blive en stille og fredelig overfart.
Efter få minutters sejlads begyndte en mand på sædet foran os at tale dæmpet for sig selv. Jeg havde ikke lagt mærke til ham før nu. Jeg kunne ikke høre, hvad han sagde, og efter et stykke tid tænkte jeg ikke mere over det. Men så drejede han sig i sædet og henvendte sig til os. Han talte usammenhængende skånsk. Jeg forstod, at han var „kommet til penge“, at han havde fået penge tilbage et eller andet sted fra. Jeg tænkte, at han nok havde brug for at delagtiggøre nogen i begivenheden. Vi svarede høfligt, men manden ignorerede os og vendte sig tilbage i sædet. Gennem sprækken mellem ryglænene foran kunne jeg se, at han åbnede en guldøl.
Han tændte en cigaret og sank tilbage i sin ensomhed. Men kort tid efter vendte han sig atter mod os. Nu var han oprevet.
Jeg er træt af at blive behandlet som en neger! udbrød han. Jeg spekulerede på, hvad han mente. Manden skiftede emne og sagde lige ud i luften:
Han fik sgu sin straf – og han fik den lige mellem øjnene!
Hvem? spurgte jeg.
Palme, mand! Han fik sgu sin straf. Palme er den største lort, der nogensinde har levet!
Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til mandens udbrud. Han var i stærk sindsbevægelse, muligvis syg eller påvirket af narko.
Han blev skudt i ryggen, sagde jeg.
Manden ignorerede min kommentar og vendte sig atter bort. Jeg iagttog ham mere indgående. Han åbnede endnu en guldøl og tændte endnu en cigaret. Fra tid til anden gjorde han nogle store cirkelbevægelser med hovedet, som om han var i en rus af en slags. Gennem sprækken så jeg, at han vred sine store, grove hænder. Han var rastløs. Han tog en hårbørste frem og børstede sit kraftige mørke hår tilbage. Han drejede igen rundt i sædet.
Det var sgu rigtigt gjort, sagde han. Han fik sin straf, og det var sgu retfærdigt.
Burde morderen ikke stå frem og tage sin straf? spurgte jeg som en provokation. Manden smilede og vendte sig bort. Det var et mønster, der gentog sig. Han måtte tænke over spørgsmålene for sig selv, inden han svarede.
Vi var mange, der gjorde det, sagde han. Der var lige så mange, der ville skrive under på Palmes dødsdom, som der stemte på ham.
Men nu har de jo pågrebet morderen, sagde jeg og henviste til den anholdte i sagen, Christer Pettersson. De finder ham aldrig! sagde manden. Han var igen meget oprevet og vendte kortvarigt tilbage til sit oprindelige emne:
Jeg er træt af at blive behandlet som en neger. Jeg ordnede Palme. Næste gang er det Schlüter, der ryger. Jeg kan snart ordne nogen. En tolder eller Schlüter.
I et stykke tid var manden tavs og indesluttet. Han begyndte at tale om hash. Tolderne burde udbetale erstatning for den hash, de beslaglagde. Det var uretfærdigt, at de ikke betalte. Han ville til Tyskland. Det var det „sikreste sted“.
Jeg sporede igen samtalen ind på Palmes morder.
De finder ham aldrig, gentog manden. Hver gang politiet undersøger et spor, dukker der nye spor op. De finder ham aldrig. Vi var mange, der gjorde det.
Båden var i Havnegade. Manden samlede hurtigt sine ting. Vi så ham for sidste gang, da han gik på kajen foran os på vej mod tolden. Han bar på to fyldte plasticposer, én i hver hånd.

Han var svensk, 35-40 år, ca. 180 cm høj og almindelig af bygning. Hans ansigt var markeret, øjnene rolige og venlige. På højre arm, tæt på håndleddet, et lille ovalt modermærke.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.