Londonstani af Gautam Malkani

P A K I

1
- Så ka han lære det! Jeg smadrer hans motherfucking fj æs. Han ska lissom ikk kalde mig en paki.
Efter at have spyttet ordene ud stoppede Hardjit et øjeblik, som om han regnede med at vi skrev dem ned eller noget lort
i den stil. Så tilføjer han et udråbstegn ved at sparke den hvide dreng i ansigtet igen. - Du ska ikk kalde os pakier, vel, din klamme gora.
Igen fulgte tegnsætningen med et spark, men denne gang med venstre fod så det mindede mere om et semikolon. - Hvis du kalder mig eller hvem som helst af mine brødre for paki igen, så smadrer jeg dig og din familie. Er det sandt hvad jeg sir, pakier?
- Det er sandheden, falder Amit, Ravi og jeg ind, - det sir vi dig.
Vi talte i kor alle tre, som om vi var med i et sølle boyband,den slags der synger omkvædet så det lyder som en heppekorsrutine for amerikanske blondiner. Hardjit, Hardjit, ham ka ingen tæske, han smadrer goraer, som ingen andre ka. Så afl everer Ravi sin sædvanlige solorutine: - Yeah, jeg sir dig, hundred procent, mand!
- Hører du hva mine brødre sir, din beskidte hund? Hvis du sir sånoet pis igen, så slår jeg dig så hårdt at du kommer til at skide ud ad munden, ikk, for alvor! fortsætter Hardjit med en veltalenhed og overbevisning, der gjorde mig grøn af misundelse. Amit plejede at gøre et nummer ud af at understrege, at brune folk i realiteten ikke bliver grønne: - Vi rødmer ikk når vi skammer os, og vi blir ikk blå når vi dør, sagde han til mig engang. - Vi blir ikk engang lilla når vi slår os, bare lidt mørkere brune. Og alligevel tillader goraerne sig at kalde os farvede.
Uanset hvad, grøn eller ej, er jeg ikke bange for at indrømme, at jeg er misundelig på Hardjit. De fl este brødre i Hounslow var jaloux på hans designede desiboy-agtighed, hans perfekt byggede krop, hans perfekt tilskårne skæg og hans perfekt stylede kluns,
der fi k ham til at se ud som om han shoppede med P Diddy. Mig, jeg var misundelig på hans lingo - det som sådan nogen som hr. Ashwood ville kalde en persons lingvistiske formåen eller argumentatoriske behændighed eller et eller andet pis. Hardjit vidste altid lige præcis hvordan han skulle forklare andre, at det bare ikke var rigtigt at beskrive alle desidrenge som pakier. Som om han betragtede det som sin borgerpligt at opdrage andre i denne grundlæggende etikette, fortsatte han med at sparke den hvide dreng i ansigtet, hvert spark omhyggeligt plantet så han ikke fi k blod på sine Nike Air Force One (det par han havde købt endda inden Nelly udsendte en skæring om, hvor syge de der trainers var).
- Hverken du eller noen anden gora ka kalde os fucking pakier, er du med? Hardjit er igen over den hvide dreng. Som han lå og vred sig, spruttende i en pøl på betongrunden, løftede han sit hoved lige op i fl yvebanen for Hardjits Air Force Onetrainere. - Du er et svin der knepper din søster. Hvis du kalder os pakier en gang til, så sværger jeg, vi skærer dig i småstykker.
Goraen får en kort pause, mens Hardjit stopper for at rette på sin sølvkæde, så hans kadaverskilte hænger pænt over midten af hans ærmeløse, sorte Dolce & Gabbana-trøje, sådan at de netop dækker &’et. Havde de hængt en smule højere, kunne han sikkert have klemt kadaverskiltene fast i den dybe fure mellem sine brystmuskler.
- Ki dekh da payeh? Kan du lide den kæde, jeg har her, hvide dreng? Det er kraftedeme 24 karats hvidguld. Hvis du kalder mig paki igen, spanker jeg dig i røven med den.
 - Yeah, jeg sir dig, hundred procent, mand! falder Ravi ind, idet han knejser med hovedet. Det var ikke bare fordi de fl este desiboys var tilbøjelige til at rykke hovedet opad når de talte, men osse fordi Ravi kun var 1,65 høj. Brormanden var osse småfed. Faktisk, hvis du udskiftede Ravis tilbagestrøgne, voksede hår med en omgang 50 kroners karseklip og gav ham kogt kyllingefarvet hud, så kunne han nemt gå for at være en af de der ølbøllede fodboldtumper. Den slags der siger Enger-land fordi de ikke kan udtale navnet på deres eget land.
Den kogt kyllingefarvede dreng på jorden foran os var hverken en hooligan eller en ølabe. Han ville ikke ønske at være én og heller ikke at ligne én. Nu om dage havde ølaber mere at frygte fra sådan nogle som os, end sådan nogle som os havde at frygte fra dem. Helt ærlig, i hoods som Hounslow og Southall var de endnu mere bange for os end for de sorte rødder. Visse steder var de sorte rødder endda bange for folk som os. Især når folk som os var folk lissom Hardjit. Han stod der i sine designer desiklude, en tiger tatoveret på sin venstre skulder og et Sikh Khanda Sahib-symbol på højre biceps. Han kunne sikkert få plads til en hel side af de hellige skrifter på sin højre biceps, hvis han ville. Fyren havde arbejdet på hver eneste større muskelgruppe nede i fi tnesscentret hver dag siden han var fucking fj orten år gammel. Siden han, på trods af sin mors anstrengelser, havde nået puberteten og var blevet en syg nok desiboy. Han drikker endda det der pulverproteinlort de sælger dernede, men moren er ligeglad fordi han blander det med mælk.
- Hvor mange brødre ka du tælle til her? kommer Hardjit til den hvide dreng.
- Uuuuurgh.
- Svar mig for helvede, din beskidte gora. Eller er det fordi dine briller er så smadrede at du ikk ka tælle? Sku ha fået dig et par kontaktlinser, hva? Hvor mange brødre er der her?
- F-f-f...
Et øjeblik troede jeg at goraen skulle til at sige noget dumt. Noget i stil med f-f-fi s af med dig, eller måske endda f-f-fuck dig. F-f-fucking paki ville heller ikke have været tilrådeligt. I stedet svarer han Hardjit med et ligefremt: - F-f-fi re.
- Yeah, jeg sir dig, hundred procent, mand! kommer Ravi så.
- Goraen ser ikk dobbelt, mand.
Så nu var det Ravis tur til at gøre mig misundelig med sin perfekt timede og perfekt autentiske gangstaattitude. Jeg bruger stadig ordet gangsta, fordi det har været her længere. Folk prøver altid at sætte en etikette på vores scene. Det er problemet med at have en fucking scene. Først var vi gangstas, så var vi indiske niggere, så rajamuffi ns, så raggastanier, angloasiater, forpulede indobriter. Nu til dags prøver vi at bruge vores eget ord for homeboy, og så kalder vi simpelthen os selv for desier, men jeg husker endnu dengang vi var glade for ordet gangsta. Men uanset hvad helvede det er, vi er, så er Ravi og de andre bedre til at være det end jeg er. Jeg sværger, jeg har set lige så meget MTV Base og lige så mange Juggy D-videoer som de har, men jeg kan stadig ikke opnå den rette mængde af gangstafi nesse. Hvis jeg kunne, ville jeg ikke bruge fi msede ord som opnå og fi nesse, vel. Jeg ville sige, at jeg ikke kunne holde det real eller noget pis i den stil. Og hvis jeg sagde det på den måde, så ville det ikke engang være nødvendigt for mig at sige det, så jeg ville alligevel ikke sige det. Når det kommer til stykket, handler det hele om hvad du siger, og hvordan du siger det. Din lingvistiske formåen og argumentatoriske behændighed (selv om du, uanset hvad du gør, ikke skal sige det på den måde). Den slags lort mine gamle skolelærere fortalte mine forældre, at jeg manglede, og som hr. Ashwood endda fi k mig til at træne ved at glo på nogle topfesne typer der læste nyheder op på BBC. Helt ærligt. Hvorfor helvede ville nogen ønske at tale på den måde overhovedet? Eller bare høre på nogen der talte sådan? Jeg respekterer hr. Ashwood for at prøve at hjælpe mig af med min stammen, eller hvad det var for et taleproblem jeg havde, da jeg gik i skole. Men jeg ville have spildt mindre af mandens tid, hvis jeg bare havde sat mig ned med Hardjit i første omgang. Lad os bare sige, at Hardjit ville være en syg nok nyhedsoplæser. Og den hvide dreng her lyttede til ham.
- Det stemmer, kommer Hardjit, - der er fi re af os brødre her. Og ud af os fi re brødre er der lissom ingen der har en mor eller far, der faktisk kommer fra Pakistan. Så lad være med at si til noen af os pakier, at vi er pakier lissom vores pakibrødre fra Pakistan, forstår du hva jeg sir?
En smule mere blod piblede ned over goraens fj æs, da han løftede sin pande opad. Han tørrede det væk med sine hænder, idet han stadig prøvede at forhindre det i at plette den latterlige nedknappede krave på hans ternede Ben Sherman-skjorte.
- Det er ikk nødvendigt for dig at være pakistaner for at ku kalde en pakistaner en paki, forklarer Hardjit, - eller for den sags skyld at kalde en hvilken som helst paki for en paki. Men du er nødt til at bli kaldt paki selv. Du er nødt til at være lissom titulær paki eller et eller andet pis, ikk. Og sån er det. Du ka ikk kalde noen for en paki, hvis ikk du lissom selv blir kaldt en paki. Så hvis du hører Jas, Amit, Ravi eller mig kalde noen for en paki, så betyder det ikk at du osse ka kalde ham det. Vi er titulære pakier, og det er du ikk.
- Yeah, jeg sir dig, hundred procent, mand! kommer Ravi.
Spørg mig ikke hvorfor den hvide dreng stadig så forvirret ud. Det var fuldstændig det samme med sorte folk. De kunne kalde hinanden for niggere, men selv vi desibrødre kunne ikke kalde dem niggere. Eller niggaz, hvis du staver det på den måde. Det var i hvert fald sådan NWA stavedes, når deres navn blev skrevet i sin fulde længde. Faktisk, tænkte jeg, hvis Niggaz With Attitude ellers fulgte de normale regler for egennavne og titler, ville det være mere korrekt at bruge stort bogstav, som i Nigga eller Paki. Jeg ved at jeg fucking skulle have vidst bedre, men jeg besluttede mig for at dele denne tanke med de andre fyre.
- Yeah, motherfucker, og selv når du har lov til at kalde noen for paki, skal det lissom være Paki med et stort P, mand.
- Jas, din khota, kommer Hardjit, idet han snurrer så hurtigt rundt at hans kadaverskilte var røget af hvis han havde haft en tyndere hals, - hvorfor helvede lærer du ham at stave?
Jeg trak på skuldrene, dybt beklagende min mangel på gangstaagtig flothed.
- Goraen er ikk noen neonazi graffi tikunstner, og det her er lissom ikk noen fucking engelsktime.
Så jeg holdt bare min kæft og lod Hardjit opsummere sin egen lektion.
- En paki er en der kommer fra Pakistan. Os brødre der ikk kommer fra Pakistan, ka stadig kaldes paki af andre brødre, hvis  det betyder at vi ka kalde dem paki til gengæld. Men for folk som dig er det ikke tilladt at være med, forstår du hva jeg sir?
Alt det lort var selvfølgelig kun af teoretisk interesse. For det første, skønt Hardjits tese var det, hr. Ashwood kaldte indvendigt sammenhængende, fejlede den i at anerkende universaliteten af ordet nigga sammenlignet med ordet paki. På en mindre svanset måde vil det sige, at mange hinduer og sikher ville spytte blod hvis de nogen sinde blevet forbundet med noget som helst, der havde med Pakistan at gøre. Indere er simpelthen for racistiske til at bruge ordet paki. For det andet kunne den hvide dreng ikke længere kalde nogen for en paki, når hans mund var så smadret. Den blødte stadig i små spruttende anfald, tykke klatter der dryppede ned på betongrunden, som om han langsomt brækkede blod op eller noget. Jeg fi k trang til selv at kaste op (samosaerne og dåsecolaen vi havde fået i kantinen i spisepausen). Blodet piblede anderledes ned ad hans hage end ad hans kinder. Et nærmere blik røbede for mig, at det var fordi han havde det her virkelig mikro gedeskæg, som jeg ikke før havde bemærket. Hvad er meningen med at have et gedeskæg, hvis det er så lyst at ingen alligevel kan se det, medmindre dit fjæs er dækket med blod? Amit havde altid sagt, at goraer aldrig kunne få deres skæg rigtigt. Hvis det ikke var for lyst, var det for krøllet eller for dunet eller bare for kikset. Engang havde han sagt, at de lignede bøsser når de havde skæg, og babydrenge når de ikke havde. Jeg sagde til ham, at jeg syntes han var racistisk. Så kommer han til mig med, at det var fuldstændig det samme som at sige at sorte fyre var gode til at få dreadlocks, men stinkedårlige til hestehaler. Amit havde formodentlig det svedigste skæg i hele Hounslow, endda bedre end Hardjits. Tynde, tunge linjer af omhyggeligt formet, kort, glat sort hår, der på afstand så ud som om det var blevet tegnet på med en fi ltpen. Men selv hvis det var muligt for en gora at have ubøsset skæg, så goraen foran os nu ud, som om han havde barberet sig med en motorsav.
Hardjit var ved at forklare goraen noget andet, men jeg hørte ikke hvad. Jeg havde faset ud under den korte stilhed og tunet ind på den knirkende lyd fra de små målstolper, som Hardjit havde hængt sin Schott-pilotjakke over. På deres knirken kunne man høre, at de var rustne og egentlig beregnet til at blive brugt inde i skolens gymnastiksal, snarere end at være strandet herude over for skraldespanden og trafi kkeglen, der gjorde det ud for det andet mål.
- Svar mig, din beskidte gora, kommer Hardjit, inden han sætter sig på hug og slår ham på munden, så hans tunge og underlæbe igen sprutter ud over de biblioteksbøger han prøver at bruge som skjold. Selv hvis den hvide dreng havde været i stand til at sige noget i stedet for bare at gurgle og spytte blod, var han smart nok til at lade være.
- Det er sandheden, falder vi tre ind i boybandstilen igen, - svar manden eller vi smadrer dit fucking fjæs.
- Yeah, jeg sir dig, hundred procent, mand! kommer Ravi.
Vi skulle bare have efterladt den hvide dreng der og fået vores røv med os ud til bilen igen. Vi havde stadig et par ting der skulle ordnes, inden vi skulle tilbage til skolen den eftermiddag. Vi var desuden i gang med at prøve lykken lige lovlig hårdt, eftersom en af lærerne kunne fi nde på at kigge ud ad klasseværelsets vindue eller komme ned i skolegården for at samle aff ald op. De ville med garanti kunne identifi cere os, hvis de gjorde. Ikke bare fordi vi af og til hang ud i den her skoles fællesrum for afgangsklasserne, men osse fordi vi lige indtil sidste juni selv havde gået i afgangsklassen her. Vi var selvfølgelig dumpet alle sammen, på trods af vores forældres bønner om og betaling for ekstratimer i matematik. Og nu var vi havnet nede ad vejen på Hounslow College for højere uddannelse, i gang med at gå om for at få vores fucking high school-eksamen i en alder af nitten, når vi skulle have gået på King’s College eller London School of Economics eller en af de andre desiskoler med nice tilholdssteder inde i det indre London.
Lærere eller ikke lærere, fuck det. Jeg var nødt til at komme tilbage oven på min nørdede bemærkning om at stave paki med stort P. Alt i alt, det var Ravi der først havde set den hvide dreng, og Amit havde hjulpet Hardjit med at klemme ham op mod murstensvæggen. Men mig, jeg havde ikke bidraget til hverken det fysiske eller verbale overgreb på goraen. For at gøre min ubrugelige lortethed god igen, besluttede jeg mig for at indskyde den følgende, omhyggeligt udformede bemærkning:
- Yeah, bror, slå hans skide tænder ud. Flæk hans fucking fj æs. Dræb hans fucking ... alså, hans fucking, I ved, ham. Dræb ham.
Det var nok en smule i overkanten, men jeg tror jeg ramte tonen akkurat lige godt nok til at ingen grinede af mig. I det mindste nåede jeg at standse op lige inden jeg sagde: Dræb grisen, lissom ungerne gør i den der fi lm, Fluernes Herre. Det er osse en bog, men jeg prøver på at lade være med at vide sådan noget lort.
- Hører du hva min bror Jas her synes? siger Hardjit, idet han byder mit input velkommen. - Hvis du spiller smart over for mig, så blir du til kartoff elmos. Jeg smadrer dit fj æs, så du kan lære det, fucking griseknepper. Du skal lissom ikk kalde os pakier.
Der var selvfølgelig ikke meget ansigt tilbage at smadre. Hardjit kunne i hvert fald ikke have lavet så meget ødelæggelse med de bare næver. Jeg var ikke sikker på, om han havde brugt sine nøgler eller sin kara. Engang, jeg tror det var da han fyrede Imran nogle på bærret, trak han sin kara ned fra håndleddet og over sine fi ngre og brugte den som et eller andet badass knojern. Selv om han var en af de der sardarjier der ikke går med turban, bar Hardjit altid en kara rundt om sit håndled, og noget orange, for at vise han var sikh. Imrans fj æs var så smadret dengang, at vi fik Hardjit til at love aldrig at lave det lort igen. Vi var ikke engang sikher som han, men vi fortalte ham at han ikke burde anvende sit religiøse gear på den måde. Det var lige meget at han sloges med en muslim. Det var lige meget at han sloges med en pakistaner.  Hans mor og far blev kaldt hen på skolen, og efter aftensmaden overfusede de ham i stor stil for at være en ondskabsfuld, ungdomskriminel bisse, der havde misbrugt sin religion og sin kultur. Men på den anden side, Imran havde kaldt den en joke, så han fik hvad han havde godt af.
Mit vaklende gangstaomdømme var nu forbedret nok til at jeg var klar til at komme af sted derfra. Men det var Hardjit ikke. Han manglede stadig at afl evere sin favoritreplik. Og lissom en af de der linse- og kikærteprutter, det tager en halv time at brygge sammen, så kom den endelig ud til sidst.
- Ska du disse min mor?
Blodet på den hvide drengs ansigt syntes at fordampe, kun for at gøre det nemmere for os at se hans udtryk af hvad-helvede-er-nu-det? Hvis han mund ikke havde været så smadret, ville han sikkert have skreget protester og bedyret sin uskyld. Hardjit ville have ignoreret ham alligevel, så han kunne aff yre sin anden og tredje favoritreplik: - Ska du fornærme min mor? og det mindre folkesproglige: - Vil du ikk vise min mor respekt?
Vi andre vidste hvor alt dette bar henad, og Amit der har  kendt Hardjit siden manden var tilfreds med bare at blive kaldt Harjit, var den der bedst kunne tillade sig at udfordre ham.
- Kom nu, bror, du har banket ham nok. Goraen har ikk fornærmet noens mor.
- Jeg sir dig, Amit, han fucking gjorde.
- Nej mand, kom nu, vi har klaret det her fi nt, la ham nu bare slippe, mester.
- Og la ham disse min mor? Hvad fanden er der i vejen med dig, fæhoved? Er du ved at bli svans med alt det der lad-os-levei-fred-og-sluge-sperm tøselort?
- Nej, jeg mener bare, du ved, la ham slippe, la det være, min ven. Han fornærmede ikk din mor, og han kalder fandme aldrig noen for paki igen noen sinde. Lad os bare smutte, min ven. La ham slippe, så vi lissom ka komme videre med vores lort, ikk.
- Den fucking gora kaldte mig paki. Han talte nedsættende om min hudfarve, og min mor har lissom den samme hudfarve som mig.
Ingen af os turde gøre fl ere indvendinger, og Hardjit havde fundet en grund til at sparke den hvide dreng i fj æset igen, og igen, og igen, denne gang pointerende spærreilden af tæsk med: - Din fucking gora, du fornærmede min mor, og så tilføjede han variationer som: - Du fornærmede min søster og min bror. Du fornærmede min far, min onkel Deepak, du fornærmede min tante Sheetal, min tante Meera, mine fætre i Leicester, du fornærmede min bedstefar i Bangalore.
Hardjit var så hurtig med sine bevægelser, at den hvide dreng knap havde tid til at skrige inden det næste slag fra mandens fod, knytnæve, albue. Hardjits stød i goraens krop, goraens hoved mod skolegårdens beton, havde en slags rytme i sig, som du simpelthen ikke kunne ignorere. Ravi begynder at heppe som havde Ganguly lige scoret seks point, og der kunne ikke længere blive tale om at redde drengens Ben Sherman-skjorte. Da det var overstået, rettede Hardjit sig op i stedet for at slå den hvide dreng ud, tog sit Tag Heuer-ur op af lommen og puttede sine nøgler tilbage i den. Han kunne have gjort lisså stor skade, hvis han kun havde brugt de bare næver. Han træner fi re forskellige typer kampsport, foruden, som jeg sagde før, at arbejde med alle muskelgrupper nede i fi tnesscentret så godt som hver eneste dag.
Han siger, at det er ligemeget hvor tit du går til fi tness, du kan ikke være rigtig skarp uden osse at slås for alvor. Det var det samme med alle hans træningstimer i kampsport. Der var ingen grund til at tage imod undervisningen, hvis han ikke brugte den på gaden, eller i hvert fald i skolegården. Hans favoritkampsport på dette tidspunkt var kalari payat, som, i fald I ikke skulle vide det, var en af de første kampsportstyper der nogen sinde blev opfundet. Et stort bonuspoint hvis du ved hvor den blev opfundet. Kina? Japan? Tibet? Fuck, nej. Den er lissom fra Indien. Hardjit havde fortalt mig, at den græske hær anført af Alexander, den der fyr fra fi lmen med Colin Farrell, tog deres kampkunst med til Indien, og ret hurtigt opfandt desibrødrene kalari payat. Kinesisk og tibetansk kung fu kom først senere. Folk har let ved at glemme alt det her, fordi briterne forbød kalari payat da de overtog Indien. Men nu hvor Hardjit havde fundet ud af det, tillod han ingen at glemme det. Han mindede den hvide dreng om aldrig at kalde nogen for en paki igen, inden vi alle sammen satte kursen over skolegården hen imod porten, hvor Ravi havde parkeret bimmeren ud for den gule kantsten. Vi slentrede selvfølgelig langsomt for ikke at se bøssede ud. Da goraen omsider var blevet stille, kunne man nu høre skrigene inde fra skolen. Det var de sædvanlige stemmer. Fire, måske fem forskellige lærere skreg og råbte af de sædvanlige rødder fordi de fj ollede rundt i timerne, hvilket resulterede i mere latter fra de bageste rækker fulgt af mere råberi oppe foran fra. Udefra lød stedet mere som en kolbøttefabrik end en skole. I betragtning af hvor lydene kom fra, regnede jeg mig frem til, at ingen af lærerne på nogen måde
kunne have fået øje på os gennem et vindue. Selv de der var rene, var dækket af sikkerhedstape, fordi de var blevet baldret af cricketbolde. Formodentlig resultatet af specielle desispinkast.
Ingen sagde en skid til nogen for ikke at spolere virkningen af Hardjits opvarmning til den rigtige kamp, han havde på programmet i morgen. Men da vi alle fi re kom ud til bimmeren, huskede Ravi at han havde glemt Hardjits Schott-pilotjakke, der hang på målstolpen inde i skolegården.
- Din fucking bøsse, var alt Hardjit sagde. For en gangs skyld var det ikke engang mig han hentydede til, men jeg meldte mig alligevel frivilligt til at hente hans jakke, selv om det betød en udpræget bøsset halvtredsmeters travetur hen til den anden ende af skolegården. Ikke just den fedeste idé i betragtnig af hvordan jeg de sidste tolv måneder havde prøvet at blive opgraderet fra min tidligere status som total pikløs.
Da jeg nærmede mig målstolperne, så jeg den hvide dreng tørre sit ansigt med sin skjorte. Man hørte næsten aldrig om brune der overfaldt hvide mere, i hvert fald ikke i det her hood. Det var da alle de slagsmål hørte op, at Hardjit begyndte at slutte sig til sikhrødderne der kørte Southall, når som helst de røg i totterne på de muslimske rødder der kørte Slough. Hounslow er mere en blanding af sikher, muslimer og hinduer, forstår I, så brun-mod-brun-kampene tenderede mere mod bare at være en-mod-en-kampe i stedet for tredive desier, der kæmpede side om side. Hver gang en af de en-mod-en-kampe stod mellem en sikh og en muslim, og hver gang sikhen var Hardjit, kom folk fra Southall og Slough bare for at opleve hans kampkunst i praksis. Hvis I ikke tror mig, så vent bare til det store opgør med Tariq Khan, som han har på programmet i morgen.
Den hvide dreng kiggede mig nu lige i øjnene på en måde der gjorde mig glad for, at vi ikke havde haft øjenkontakt mens han fi k tæv. - Hva så, hvide dreng? sagde jeg. - Regnede du med at jeg ville standse dem? Tror du jeg er et totalt fjols?
- Jas, jeg kaldte ikke noen for paki, sagde han hostende.
- Du ved, at det passer.
- Jeg ved ikk en skid, Daniel.
- Jeg sagde ikk engang noet, Jas. Ingen ville noen sinde være  åndssvag nok til at provokere jer drenge længere.
Jeg prøvede at ignorere hvad han sagde og den måde, hvorpå det at han sagde det, havde fået hans læber og tunge til at bløde igen. Men jeg kunne ikke lade være med at nikke. Hundred procent mand.
- Hvorfor sagde du ikk til dem, at jeg ingenting sagde, Jas?
Hvad er der sket med dig det sidste års tid? siger goraen inden han får endnu et hoste- og sprutteanfald. - Du er blevet lissom en af de der gangstertyper som du plejede at hade.
Hundred procent.
- Hvorfor sagde du ikk til dem, at jeg ingenting sagde?
- Okay, Daniel, kommer jeg, - sværg på din mors liv, at du ikk kaldte os pakier.
- For helvede, Jas, du ved at min mor er død.
- Og hva så, sværg på din mors liv.
- Men Jas, hun er død. Du var med til begravelsen.
Jeg tog jakken op, vendte mig om og traskede tilbage til bilen.
Hardjit havde gjort klogt i at tage den af. Han havde båret jakken under andre slagsmål, men ønskede at passe på den nu, fordi han lige havde fået syet ordet ’desi’ på ryggen. Han havde tænkt på at få ordet ’paki’ syet på, men hans mor ville aldrig have ladet ham gå i den, og der var alligevel ingen, ingen heromkring, der nogen sinde brugte det ord.

2

De fl este desier havde enten sorte, blå eller sølvfarvede bimmere, men Ravis var en purpurfarvet slags metalgrå. Lilla, tror jeg han kaldte den engang. Yeah. Han sagde, at lilla var hans favoritfarve i dameundertøj, og han ønskede at bilens yderside svarede til de trusser han trak af inde i den.
- Hvis hun har en sort hofteholder, vil den stadig matche instrumentbrættet, sagde han og strøg hånden hen over BMW’ens motorhjelm, inden han tog os med på vores første tur i den nogen sinde. - Men hvis det er de der røde trusser, så er hun en beskidt luder, og jeg sparker hendes røv ud af bilen, den kælling.
Slimet, lurvet, fuld af lort og en skidtspreder, man måtte bøje sig for Ravi. Hans BMW M3 var en hel del federe end andre bimmere, man så på de her kanter. De fl este desibrødre havde E36-modellen, men Ravi kørte i en E46. Blanke sideriste, bredere hjulskærme, kurvet tag og fi re forkromede udstødningsrør der stak ud forneden bagtil. Han havde sat en endnu blankere spoiler på, hjulkapsler af aluminium der blev ved med at dreje ved rødt lys, og matchende lilla vinduesviskere. Øsens inderside var blevet pimpet op med sikkerhedsseler, der krydsede over brystet i rallystil, krombelægninger på gearstang og håndbremsegreb, Sony X-Plod trevejs højttalere med en udgangseff ekt på 220 watt og sandfarvede sæder, der så lækre ud selv om de ikke var i læder. Under karosseriet havde han tilmed fået monteret de her neonlys, der lyste på vejen nedenunder. Men hvor de fl este gangstatyper havde blå neonlys, var Ravis purpurfarvede for at passe til bilen. Purpur var selvfølgelig ikke et præcist match, men han kunne ikke fi nde lilla neonlys, og kun folk i Prince-videoer havde lilla bukser på.
- Hvor ska vi møde Davinder? kommer Ravi, idet han råber for at overdøve DMX-cd’en, som han skruer op for med venstre hånd mens han varmer motoren op med sin højre fod. - Hører I hva jeg sir, rødder? Hvor skal vi møde Davinder?
- Det har jeg allerde fortalt dig, din fede khota, uden for Nando’s, ikk, kommer Hardjit, dog uden at behøve at råbe fordi Ravi letter lidt på hånden og foden for ham. - Jeg sagde osse til jer, at vi ska ringe til Davinder inden vi tar herfra, ikk, så er der en af jer tabere der kender hans mobil?
- Yeah, han har en af de der nye Sony Ericsson P800, ikk, lød min stemme fra bagsædet, helt emsig lissom dengang jeg plejede at sidde oppe foran i historietimerne og kendte svaret på hr. Ashwoods spørgsmål. - Det er en syg mobil, mand, den har kamera med zoom, den har videooptager, den har de der rigtige tunes, når den ringer, og en MP3-afspiller.
- Jas, dit fæhoved. Jeg mente hans mobilnummer. Jeg ska fucking lissom ringe til ham. Forpulede pikløse lille lort.
- Øh, undskyld mand, min fejl, kommer jeg, da jeg begynder at lede på min mobil efter Davinders nummer.
- Aborter, fucking håbløse hele banden, kommer Hardjit og ryster på hovedet, mens han laver den der sugen på indersiden af sine fortænder. Hardjit kunne suge på sine fortænder højere end de fl este folk kunne. Helt ærligt, manden kunne trutte lissom en sort bror.
- Davinder har timer om mandagen, så han har sikkert slået lyden fra sin mobil, kommer Amit. - De der gedeknepperlærere tvinger en til at slukke sin telefon nu. Putte den i sin taske eller noet, så man ikk engang kan fl ashe med den på pulten.
- Amit, jeg er fucking ligeglad med om hans telefon er slået fra eller stukket op i hans røv og sat til at vibrere. Davinder sagde jeg sku ringe, når vi forlod skolen, og vi er lissom ved at forlade den fucking skole. Så kom nu mand, tabere. En af jer må have hans nummer.
Amit ringede Davinders nummer op fra telefonlisten i sin mobil og rakte den frem foran til Hardjit, alt i en enkelt, glidende bevægelse, lissom en markspiller i cricket der øser bolden op og kaster den i et ryk.
- Hold jeres forpulede kæft, det her er forretning, kommer Hardjit til os alle sammen, da, et sted i nærheden af Hounslow High Street, Davinders telefon begynder at ringe eller vibrere eller blinke eller hvad helvede han har sat den til.
- Hvad så, mand, hvad sker der, homie? ... Hallo, mester, vi tar lissom af sted nu ... En eller anden gora spillede smart over for os ... Næ, du ved, mester ... Okay, hundred procent ... Næ, jeg ringer til hende i aften ... Jeg har lissom min frie taletid på min mobil ... Hva for noget? ... Nando’s. Hundred procent. Næ, vi møder dig der ... Vi kører fra skolen lige nu ... Vi har lissom bimmeren ... Okay, hundred procent, vi ses.
Så snart Hardjit ringer af, får Amit sin Nokia 6610 tilbage og begynder på et opkald ved siden af mig. Han er totalt høfl ig og bruger ingen bandeord eller noget, så det er helt klart sin mor han snakker med. Men han sørger for, at han ikke ser ud som om han sludrer med sin mor, kniber øjnene sammen, suger kinden ind og nikker, mens han stirrer ud ad vinduet. Amit kunne lave et bedre telefonfj æs end alle os andre. I gang med at beordre en børsmægler eller bankmand til at frigøre sin aktiebeholdning, og nej, han vil skide på hvordan markedet ser ud i dag, bare sælg for helvede.
- Teekh hai, kommer han. - Mel og æg. Skrabeæg. Jeg ska nok tage det med, mor. Okay, mor, teekh hai.
- Jeg klemmer dig vel ikk deromme bagi? kommer Hardjit til mig, hans sæde var skubbet helt tilbage, så jeg sådan nærmest var ved at få mine knæskaller smadret.
- Næ, mand, jeg er cool, kommer jeg. - Flyt sædet længere tilbage hvis du har brug for det. Jeg er cool.
Når du sidder på bagsædet af en opgraderet bimmer, går din  opgave grundliggende ud på at være cool. Bare chille, lytte til musikken og glo ud ad vinduet lissom en stor, dum hund med en stor savlende tunge. DMX pumpes så højt ud af lydsystemet, at du knap kan høre hvad de andre gutter siger oppe foran. Amit moser sig hen på midten af bagsædet og læner sig frem i den der død-hvis-du-ikke-bruger-sikkerhedsbælte-position, som min mor altid prædikede for mig om. Men jeg læner mig bare tilbage. Verden der forsvinder forbi uden for mit vindue røber for mig, at i gamle dage, før lufthavnen, må Hounslow have været en af de der bøssebyer, hvor folk svanser rundt på cykler i stedet for at køre bil. Hvorfor har vi ellers sådan nogle smalle veje? Nogle af dem var så smalle, at træerne på begge sider havde fået deres grene kastrerede for at forhindre dem i at komme op at slås på midten. Der er heller ingen blade på dem, ikke engang om sommeren. Kan man lige kalde det en lortedeal for træer? Kastrerede og ingen pubeshår. Der stod de lissom gigantiske, opretstående versioner af de udtørrede pinde af hundelort som lå for deres fødder. Hvis jeg var en cykelkørende, træomfavnende fattigrøvshippie, ville jeg måske have givet en skid for træerne og alle de plakater der var sat op på dem, om en eller anden bollywoodfi lm der var blevet udsendt for to uger siden, den nye Punjabi MCsingle der udkom for en måned siden, eller reklamer for et bhangra-gig i Hammersmith der foregik for et år siden. Men jeg er ikke sådan, så i stedet håber jeg, at de fattigrøve der arbejder for kommunen, bare gør det fucking arbejde færdigt og fælder dem alle sammen. Gør plads til fl ere billboards, mere fucking vej. De eneste tilstrækkelig store veje her omkring var Great West Road og London Road der begge løb langs siderne af denne del af Hounslow, lissom havehegnene ud til en lufthavn omme bagved hvor haveskuret skulle have været (de kaldte den Heathrow, fordi den ligger bang lige midt på Hounslow Hede eller et eller andet pis). Heldigvis for os var der ikke andre biler der trillede rundt på alle de sidegader der lå klemt inde mellem hegnene. Der holdt knap nok parkerede biler langs fortovene, delvist fordi personalets parkeringspladser i Heathrow var fyldte, men mest fordi haven foran de fl este huse her var blevet dækket med beton og forvandlet til indkørsler. Aff aldsspande med store hjul og genbrugsbeholdere hvor planter, blomsterbede og havestier imellem dem plejede at være. Ingen spor af de andre ting jeg tegnede rundt om huse, da min børnehavepædagog forfremmede mig fra farveblyanter til tuscher. Der manglede heller ikke de der rygende skorstene og de der slikkepindsagtige træer. Manglede, sikkert kastrerede. Nogle huse havde Om-symboler på fordørene under glasudhængene, nogle af dem havde Khanda Sahiber og andre bar den muslimske halvmåne. De havde alle sammen paraboler ved siden af det største soveværelsesvindue, ophængt der som var de tandlægers indrammede eksamensbeviser. Selv om der intet symbol var på hoveddøren, kunne man altid se, at dette var et desihus når der var mere end en parabol. En til Zee TV og en til Star Plus, sandsynligvis. Man kunne afgøre om der var nogen hjemme på lugten af dhal og subjhi, der blandede sig med lufthavnstrafi kken på Great West Road. Og man kunne afgøre om folk der var hjemme, var venlige, hvis den bil der var parkeret i indkørslen, var en bil med et venligt ansigt. Helt ærlig, jeg tager ikke pis på jer. Den dreng i Den sjette sans, han ser døde folk hele tiden - mig, jeg ser ansigter i biler. Måske gør det mig til en eller anden sindssyg, afsporet psyko, men jeg har set dem lige siden jeg var lille. Det er som om at forlygterne er øjnene, kølergrillen munden og sidespejlene ørerne. Ansigterne betød, før jeg kom med i Hardjits pose, at jeg bedst kunne lide mindre biler. Ford Fiestaer, Fiat Puntoer og alle de der sølle familiebiler som mine lærere kørte i. Jeg kunne dog ikke lide dem på sådan en fattigrøvshippie-måde, jeg kunne lide dem fordi de havde venligere ansigter. Nu for eksmpel den her røde Nissan Micra, der lige kørte ud på vejen bag os. Den lignede en lille, rundsnudet hundehvalp. Den sorte folkevognsboble parkeret i en indkørsel til venstre havde store, venlige øjne. Det er derfor, dengang jeg var en nørd, jeg aldrig forstod hvorfor store fl ashy biler var noget at råbe fucking hurra for. Okay, fl ashy Mercedeser smilte takket være deres store kølergriller, men deres ansigter var ikke venlige, fordi det var mere lissom et smil i selvglæde: Jeg er en fucking SLK, se på mig, din prolerøv. Aston Martiner havde munde lissom piratfi sk, bimmere lignede androider der spillede fucking poker, og italienske sportsvogne var endnu mere skræmmende, fordi de ingen mund havde, ikke engang øjne. Nu kan jeg godt lide sportsvogne, fordi jeg ikke længere er så åndssvagt fucked op i hovedet, og jeg prøver at lade være med at se ansigterne nu til dags. Faktisk er det kroppene jeg plejer at lægge mærke til nu. Tag kroppen på en Lexus SC430. Så lækker og glat at du ikke engang lægger mærke til dens ansigt. Lissom Christina Aguilera. Kurverne på en Audi TT gør det ud for Jennifer Lopez, mens Porsche 911 GTS har en krop som Beyoncé. Og det er ikke kun divaer: Jeg regner med Bentley Continental GT som Snoop Dogg, og Hummer H2 som 50 Cent.
Hvis Ferrari lavede en 4x4 SUV, ville det være en Hardjit. En stor Hardjit SUV ville have en stor kølergrill, men den ville ikke smile. Den ville være mere som det der forstoppede fj æs han laver, når han spænder sine muskler og ikke tror andre i gymnastiksalen ser ham. Da jeg drejede hovedet væk fra vinduet igen for at se, om der foregik noget oppe foran, var han stadig ved at sætte sig til rette i sit sæde, rullede den tonede elektriske rude ned, lagde sin albue på dørkanten, fl ashede sit Tag Heuer-ur, sin guldring og sit kara-armbånd. Idet han med venstre hånd greb fat om det øverste af dørkanten, rettede han sin skulder så hans overarm sad på plads, hans stramme sorte ærmeløse D&G-trøje gav folk udenfor et godt kig. Og præcis lissom de tomme sidegader gav Ravi en undskyldning for at glide ned i andet gear og lave nogle seriøst skrappe gangstamanøvrer, gav det Hardjit en undskyldning for at gribe hårdere fast om dørrammen og stramme sin arm mere. Motoren og kardanakslen forbandt sig med hans biceps, bremseskiverne med hans brystmuskler. Ravi veg uden om en tilfældig snøvlet Citroën, som om han var i arkaden i gang med at spille Daytona. Dyt, dyt, se at komme af vejen. Pump, pump, vi sætter ikke farten ned for noget vejbump. Heldigvis lagde Hardjit ikke mærke til at jeg så ham føle på sin biceps. Ellers ville han have ristet mig for at være bøsse eller goraelsker, eller begge dele. Jeg havde taget ham tilstrækkelig mange gange i at mærke på sine arme og sådan i det hele taget tjekke sig selv i spejle og tonede bilruder, og på en eller anden måde fi k han mig altid til at føle det, som om jeg var bøssen. Lige nu stoppede han kun med at tjekke sine arme, da han fandt nogle andre lemmer at tjekke ud. Hendes ben var kommet til syne, straks da vi havde drejet fra sidegaden og ud på London Road. Hvem hun end var, havde hun et af de der knep-mig-miniskørter på og knep-mig-hårdt-knæhøje støvler. Skørtet beige, støvlerne sorte. Ravi skyndte sig at sænke farten, mens Hardjit skruede op for DMX’ Ruff Ryders Anthem med de arm, der ikke var udstillet i dørrammen. Så snart vi havde passeret hendes ben, fyrer Amit en af: - Den pige er ikk noget, hvis I rødder vil se ægte lækkerhed, så sku I ha set den kælling jeg kneppede sidste weekend. Harpinder hed hun. Forestil jer hvis Aishwarya Rai og Raveena Tandon havde et enogtyveårigt kærlighedsbarn.
- Yeah, jeg vil tro ’forestille’ er det rigtige ord, eftersom du sandsynligvis selv har forestillet dig det hele, råbte jeg fra bagsædet, inden jeg overhovedet huskede at jeg sad på bagsædet.
- Fuck dig, Jas, kommer Amit. - Bare fordi du aldrig har kneppet noen. Ikk noen kvinde i hvert fald. Og selv hvis du gjorde det, ville gummiet sikkert glide af din nålestørrelse pik, og du ender med nogle skidegrimme børn, fordi de vil ha dine gener.
Da alle er færdige med at fl ække af grin, fortsætter Amit:- Hvorimod jeg, hvis jeg fi k et barn med den kælling fra sidste uge, ville det lissom se bedre ud end Pharrell. Det er bare det, at der slet ikk kommer noet barn, fordi jeg bruger lissom beskyttelse. Ekstra store sevfølgelig, ikk noget af det der gennemsnitsstørrelseslort, man trækker i maskinerne. Faktisk, den størrelse jeg behøver er så stor, at jeg er nødt til at gå på apoteket, forstår du hvad jeg sir.
- Hundred procent, jeg sir dig, kommer Ravi - Ekstra store lissom.
- Yeah, bror, hvis jeg ikk brugte gummi, ville hun sikkert få tvillinger eller trillinger eller fi re babyer i alt, eller et eller andet lort.
- Yeah, jeg sir dig, hundred procent, mand.
- Jeg behøvede ikk engang bage på hende særlig længe. Et par vitser, det er det hele. Ikk at hun var nem eller noet, hun kiggede bare på mig og besluttede, at vi sku gå ud i min bil, forstår du hva jeg sir.
- Hundred procent mand, svarer Ravi igen. - Hvordan er hendes veninder? Jeg vil duske dem.
- For sent, brormand, jeg har allerede kneppet hendes bedste veninde, Mandeep, sidste år. Hun var helt tosset med mig. Blev ved at sende mig sms’er, efterlod telefonbeskeder og sånoet.
- Hundred procent mand, du er tyren. Den beskidte hund.
- Yeah, du ved hvordan det er, Ravi. Dengang jeg duskede Mandeep, brugte jeg kun stor størrelse. Nu ska jeg bruge ekstra store, forstår du hva jeg sir.
- Okay, bror, elefantstørrelse lissom. Det er stilen. Knep hende lissom. Sygt nok, giver Ravi igen, inden Hardjit endelig afbryder med: - Yeah, og jeg havde osse en behagelig drøm i nat.
- Hvad er det du sir, desi, kommer Amit. - Er du lissom Jas her, der tror at jeg sidder og fi nder på det her shit?
- Næ, bror, jeg sir at jeg ved du finder på det shit.
- Fuck dig, mand. Tror du, at du er den eneste der har prøvet alt, bollet den kælling, kneppet den luder?
- Nej. Det siger jeg ikk, for jeg boller ikk med nogen kællinger eller ludere.
De to fortsatte på den måde, indtil vi holdt for rødt lys. Desien der kørte frem i banen ved siden af os, så overhovedet ikke i vores retning, selv om vi gloede rigeligt på ham og hans sølvfarvede Peugeot 305. Man kunne se på hans lange hår, det grungeagtige kluns, den fi msede roman og avis der lå i vinduet, og det Coldplay-album han hørte i sin bil, at han var en motherfucking kokosnød. Så hvid var han inde i sin brune hud, at han sikkert talte lissom de der gorafi cerede desier der læser nyheder op på tv. Sikkert endnu mere fi mset end den måde jeg plejede at tale på.
Og tænke. Sikkert.
- Kan I se hvor bange den paki er for os? råbte Hardjit hen over DMX, så kokosnødden osse hørte ham. - Yeah, det er dig jeg mener, hr. Motherfucker. Jeg ka ikk se andre pakier heromkring, ka du?
Kokosnødden var stadig smart nok til ikke at bide på, blev bare ved med at stirre frem for sig.
- Tu ki samajda hai? Du er en paki præcis lissom mig. Selv om du hører U2 eller et eller andet pis. Er du for bange til at se på os?
Kokosnødden svarede på en måde ret tydeligt ved at blive ved med at holde sine øjne fast på vejen foran. Hardjit sugede på sine fortænder med regelmæssige mellemrum, indtil lyset skiftede. Vi lod kokosnødden komme foran os, skifte ind i vores bane og så dreje til højre ned mod Great West Road.
- Er det ikk noet af et motherfucking tilfælde, kommer Hardjit. - Vi ska osse den vej.
Great West Road, som i grunden bare er den strækning af A4 der kører langs Hounslow, har trafi k i begge retninger. Der er tre spor i hver retning, så det var ikke noget problem for Ravi at holde ved siden af kokosnødden, næste gang vi havde held til at få rødt lys.
- Hej, makker, fyrer Hardjit af, idet han peger på kokosnøddens bildør, som om der var noget i vejen med den.
Denne gang bider kokosnødden på maddingen, åbner sin dør en smule og smækker den i. Så ruller kohtaen sit vindue ned. - Tak, kommer han, - mit sikkerhedsbælte må ha siddet fast i den. Tak igen, makker.
Fjols.
- Nej, hr. Makker, din dør var strålende fi nt lukket, gamle dreng, giver Hardjit igen med sin bedste engelandske accent.
- Jeg pegede ikk på din fucking dør, din gedeknepper. Jeg pegede lissom på din fucking bil, jeg mener, se lige på den.
- Hvad sir du, makker? Jeg forstår ikk.
- Din bil. Har du ikk lagt mærke til det. Den er noget skrot.
Din bil er lissom en gang fucked up lort, ikk.
- Tja, den fl ytter mig fra A til B, kommer kokosnødden inden han ruller sit vindue op. Fjols. Fjols, fj ols, fj ols. Det giver ingen mening at rulle dit vindue op nu, ikke medmindre det er lydtæt eller med dobbelt lag glas eller noget andet pis.
- A til B, råbte Hardjit. - Skide bøsse, du lyder som en fimset gora. Hva er der i vejen med dig, beskidte hund. Skammer du dig over at være en desi? Er du fl ov over din egen kultur, hva? Faktisk er det dig der er pinlig for desierne. Jeg tør vædde på du ikk engang kan tale dit eget modersmål. Jeg sku komme derud og skære din tunge af, din nosseløse søsterknepper. Så begynder Hardjit at lave lyde, som om han var med i en eller anden fucking tandsugningskonkurrence, inden han fyrer det næste af: - Se på mig, når jeg taler til dig. Der er ikk noen der skal ta pis på s. Din stereo spiller fucking R.E.M. Debile udskrab. Si det til ham, Amit.
- Gedekneppende kokosnød, kommer Amit efter at have åbnet sit vindue. - Er din egen kultur ikke go nok til dig, din fucking goraelsker? Amit følte lige så stærkt for at helbrede kokosnødder som Hardjit følte for at helbrede bonderøve, der brugte ordet paki, og Ravi følte for at helbrede lesbiske. - Hva fanden er der sket med dig, hva opfører du dig som en gora for? Tror du, du er bedre end din egen slags, når du er så hvid og du læser noen fi msede bøger og aviser? Jeg tørrer min røv med dine fucking aviser.
Som om han prøvede at vise os, at han var lige så streetwise som de pikhoveder der går i hat til hestevæddeløb, rullede den åndssvage idiot, det fucking khotafj ols, atter sit vindue ned og gav igen, - Hør her, makker, jeg er ikk ude på ballade. Jeg passer bare mine egne sager.
- Passer dine egne sager? Ehh ki hai? kommer Amit. - Hva for sager har du gang i? Læse fucking bøssebøger? Ta et råd fra mig, la være med at spille smart over for os. For det os der kører med klatten heromkring, og du er den goraelskende khota der lissom ikk engang kan tale sit eget modersmål. Hva er der galt med dine egne brødre, brune dreng? Se på os. Vi har en nice øse, nice musik, nok designerkluns og tilpas bling mobiler. Men nej, du vil være en eller anden goraelskende, beskidt hippie der hører fucking Radiohead i sin bil. Se på min ven Jas her. Lær noget af ham.
Ved grønt lys efterlod vi kokosnødden i en støvsky, og Hardjit begyndte at grine, da han kom: - Gedeknepperen viste os noet respekt. Nok motherfucking respekt.
- Jeg ka huske dengang de fl este desier her omkring var lissom den bøsse, kommer Amit. - Slappe narrøve der lod som om de var goraer, så ingen lissom ville behandle dem som om de lige var stået af båden fra Mumbai. Men alle goraerne fuckede rundt med dem alligevel.
- Yeah, bror, du ved det, heppede jeg fra bagsædet, - sådan leger vi ikke længere.
- Du snakker, og røven går, Jas. Du var den største nar i byen, indtil vi forbarmede os over din kokosnødelskende svanserøv.
Da vi drejede af fra Great Western Road og kokosnødden forsvandt fra bagvinduet, havde jeg næsten ondt af ham. Men kun næsten. Ikke længere, i hvert fald, ikke nu til dags, helt udelukket. Kokosnødder som ham fortjente at få Hardjit og Amit på nakken. Som om han behøvede at være sådan en gorafi ceret gedeknepper: Gud havde givet ham brun hud, og så kunne han være en syg nok desi hvis han ville. Han havde truff et et valg, lissom jeg havde valgt, da jeg startede på at hænge ud med Hardjit. Men kokosnøddens valg var det forkerte valg. Der er ikke nogen desi der behøver at kysse den hvide mands røv nu om stunder, og man behøver helt afgjort ikke at opføre sig som en gora. Fucking gedeknepper. Det var lige meget hvad man kaldte dem. Kokosnødder, bountybarer, vaniljekiks eller en hvilken som helst slags mad der var hvid indeni. Artige desidrenge der aldrig lavede noget ballade. Men hvor mange af dem ville stadig være her i Hounslow om en ti års tid, på arbejde i Heathrow fucking lufthavn for at hjælpe goraer med at nå fl y til steder hvor de selv kunne gøre deres hud brun? Det ville blive over mit fucking lig, hvis jeg skulle hænge ud med de narrøve længere, med de der nørdede briller jeg plejede at bruge, mine kassebukser og mine bøssebøger. Fuck det lort. Jeg kiggede ud ad bilruden igen for at se om jeg kunne få øje på nogle af de narrøve. Bare for at se hvor langt jeg selv var nået. Der var dog ikke nogen på færde, sikkert alle sammen i skole. Man kunne lege fi nd narrøven i Hounslow nu, lissom dengang vi tog til Southall for at lege fi nd goraen. Som Hardjit engang sagde: En desi heromkring der ikke ønskede at være en af brødrene, var lidt lissom en kat der gør med tæverne i stedet for at miave. Fuldstændig fucking tudefj æs, forstår I hvad jeg siger?
Vi parkerer lige bag ved Davinders Johnny Depp ved den gult optrukne kantsten lige uden for Nando’s. Han kom ud så snart han så os og begyndte at pege på sit Cartier-ur. - Hva sker der, bonderøve? Hvor har I været? Vi har ventet en halv time på jer røvhuller. Hva helvede er det her? Jeg er lissom en travl mand.
Vi’et henviste til hans makker Jaswinder, den her høje, fede fyr der var bygget lissom Hardjit, og som var i gang med at låse Davinders bil. Jaswinder sagde aldrig meget. Jeg tror den eneste gang han nogen sinde havde sagt noget til mig, var da han fortalte mig at han var skidesur, fordi jeg havde fået kaldenavnet Jas. Du kan da bare blive kaldt Jas osse, havde jeg sagt. Lad være at spille dum, svarede han. Det er slemt nok, at der er så mange desier i skolen med de samme navne, det ville være åndssvagt at have to i den samme klasse med det samme fucking nick. Jeg sagde ham ikke imod, mest fordi Jaswinder i det mindste havde et nemt efternavn - Singh. Mig, jeg havde et af de der ekstra lange efternavne, som ingen nogen sinde kan udtale rigtigt. Alle mine lærere i skolen havde altid fået det galt i halsen, når de råbte os op til protokollen, og selv min mor og far udtalte det på den forkerte måde. Faktisk gider jeg ikke engang fortælle det til jer, det er så forbandet flovt.
- Hundred procent, mand, det er vores fejl, kommer Hardjit til Davinder, - men vi havde lissom noen aff ærer at ordne på vejen. Du ved hvordan det er, bror.
- Helt sikkert, men ring lige til mig næste gang, for hvis jeg ikk tager fejl, har du lissom osse noen indbringende aff ærer at ordne her, ikk.
Davinder smilede da han sagde det. For hans alder var han langt den mest velbeslåede fyr som vi kendte, og han vidste det osse. Han slenterede rundt med sin Swarowski-medaljon med bogstavet D indgraveret - den samme slags som Usher har på, bortset fra at hans har et U og er lavet af is. Selv dengang vi alle sammen gik i skole, længe før han var begyndt på sine forretnin - ger, fi k Davinder sine egne visitkort trykt. Davinder Singh, IVA-Indsamler af Viden og Aktiver.
Amit sluttede sig til de andre, da de begyndte at gå hen imod Nando’s, da Davinder pludselig vendte sig rundt mod bimmeren igen og tjekkede kølergrillen som om han osse så ansigter. - Hallo, lige et øjeblik, jeg har lissom et spørgsmål om den her øse som jeg længe har tænkt på at stille jer brødre.
- Hør, nu ska du ikk si noet lort om min bil, mand. Den bil er ikke langsom, sagde Ravi. - Jeg vidste ikk det var et motherfucking racerløb.
- Narh, rolig nu, jeg er færdig med det shit, sagde Davinder og pegede på nummerpladen. - Det jeg ville spørge dig om, er, hvem helvede er K4V1TA?
- Det er min mor, selvfølgelig, sagde Ravi. - Bimmeren er lissom hendes, ikk.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.