Lørdag af Ian McEwan
Hør bogbidden her (Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog).
1. Del
Nogle timer før daggry vågner Henry Perowne, en neurokirurg, og opdager, at han allerede er i bevægelse, i færd med at skubbe dynen til side fra siddende stilling, hvorefter han står ud af sengen og rejser sig op. Det står ikke klart for ham, præcis hvornår hans bevidsthed er vendt tilbage, men spørgsmålet forekommer ham heller ikke relevant. Han har aldrig gjort noget sådant før, og alligevel føler han sig hverken forskrækket eller blot en lille smule forundret, for bevægelserne falder ham naturligt, opleves som en behagelig lethed i lemmerne, og hans ryg og lægge føles usædvanlig stærke. Han står dér, nøgen ved siden af dobbeltsengen - han sover altid nøgen - og kan mærke sin fulde kropshøjde, bevidst om sin sovende kones regelmæssige vejrtrækning og soveværelsets vinterluft mod sin hud. Også det føles behageligt. Vækkeuret på hans natbord viser tyve minutter i fire. Han har ingen anelse om, hvorfor han ikke ligger i sin seng: Han skal ikke tisse, og han er ikke blevet vækket af en drøm eller af tanker om noget, der foregik dagen før, endsige af bekymring på grund af verdens tilstand. Det er, som om han, da han nu står i mørket, er opstået af det tomme intet, færdigt formet, fuldstændig uhæmmet. Han føler sig ikke spor træt trods den senere tids lange arbejdsdage, og hans tanker er ikke tynget af nogen af de nylige operationer. Han føler sig kvik i hovedet, ubebyrdet af tanker og i et uforståeligt opløftet humør. Uden at træffe nogen beslutning om det, uden nogen form for motivation overhovedet, begynder han at gå hen mod det nærmeste af de tre soveværelsesvinduer og oplever en sådan lethed, mens hans fødder bevæger sig hen over gulvtæppet, at han straks får mistanke om, at han drømmer eller går i søvne. Men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, vil det skuffe ham. Han interesserer sig ikke for drømme; det føles som en meget mere løfterig mulighed, hvis det her er virkelighed. Og han er fuldkommen sig selv, det er han overbevist om, og han ved, at han har lagt søvnen bag sig: At kende forskel på søvn og vågen tilstand, at vide, hvor grænserne befinder sig, er indbegrebet af psykisk normalitet.
Soveværelset er stort og lyst. Da han svæver hen over gulvet med en næsten komisk lethed, gør udsigten til, at der kan være tale om en afslutning på en erfaring, ham et kort øjeblik ked af det, men så forsvinder denne pludselige indskydelse igen. Han standser foran det midterste vindue og åbner de høje, indvendige vinduesskodder af træ, forsigtigt for ikke at vække Rosalind. Det er på samme tid et udtryk for omsorg og egoisme. Han vil ikke have, at hun skal spørge ham, hvad han laver - hvad skulle han svare, og hvorfor skulle han give afkald på dette øjeblik ved at forsøge? Han åbner også skodderne foran det næste vindue, folder dem indad som en trækharmonika, og lukker stille vinduet op. Vinduet er meget højere end han, men åbner let, trukket opad af de skjulte modvægte af bly. Hans hud snerper sig sammen, da februarkulden vælder ind over ham, men det generer ham ikke, at det er koldt. Fra anden sal står han med ansigtet mod nattens mørke, ser ud på byen med dens ishvide lys, på træernes skeletter i haveanlægget midt på pladsen og, otte-ni meter under sig, på smedejernsgelænderets sorte spidser - som rækker af spyd. Det fryser en grad eller to, og luften er klar. Gadelygternes skarpe lys kan ikke helt gøre stjernerne usynlige; over facaderne i empirestil på husene på pladsens modsatte side kan der endnu skimtes rester af stjernekonstellationer på den sydvendte himmel. Netop den facade, han kigger over på, er dog en meget senere efterligning, en pastiche - Fitzrovia tog imod ikke så få fuldtræffere under de tyske luftbombardementer under krigen - og lige bag den rejser Posthustårnet sig, nedslidt og kommunalt at se på i dagtimerne, men her om natten, halvvejs skjult, men samtidig anstændigt oplyst, som et tappert mindesmærke fra en mere optimistisk tid.
Og denne tid, hvad er den da? Kaotisk og forskræmt, tænker han som regel, når han tager sig tid i sin travle hverdag til at tænke over det. Men det er ikke det, han føler lige nu. Han læner sig frem, lader hele sin vægt hvile på håndfladerne i vindueskarmen og nyder udsigtens tomhed og klarhed. Det er, som om hans syn - der altid har været godt - bliver skarpere. Han kan se nisterne i brolægningen i pladsens fodgængerzone nedenfor skinne som marieglas, og, hærdet af afstanden og kulden, bliver duelortene næsten smukke og kommer til at ligne spredte snefnug. Han kan godt lide symmetrien mellem de sorte smedejernsgelændere og deres endnu mørkere skygger, og han kan godt lide kniplingsmønstret i de brolagte rendestene. De overfyldte skraldespande giver associationer til overflod og egentlig ikke til forfald; de tomme bænke i det runde haveanlæg midt på pladsen ser ud, som om de utålmodigt venter på dagens travlhed - det muntre mylder fra kontorerne i frokostpauserne, de alvorlige, flittige drenge fra det indiske herberg, de elskende par i tavs ekstase eller midt i et opgør, skumringstimernes narkopushere og den sindsforvirrede ældre dame med hendes vilde, skræmmende skrig. "Skrub af!" kan hun sidde i timevis og råbe, og hendes skræppen op er så skinger, at hun lyder som en vadefugl eller et dyr fra zoologisk have.
Mens Henry står der, lige så immun over for kulden som en marmorstatue, og kigger hen mod Charlotte Street, mod myriaderne af facader, stilladser og spidse tage, opfatter han storbyen som en succeshistorie, som en fortræffelig opfindelse, et biologisk mesterværk - millioner af mennesker, der myldrer rundt mellem disse akkumulerede og lagdelte landvindinger efter århundreders indsats, som var de koralrev, mens de passer deres arbejde eller morer sig, som regel i et harmonisk fællesskab, fordi næsten alle er indstillet på at få det til at fungere. Og også ægteparret Perownes eget lille hjørne af byen er en triumf for de kongruente proportioner; et torvs perfekte kvadrat, anlagt af Robert Adam rundt om et offentligt haveanlægs lige så perfekte cirkel - en drøm fra det 18. århundrede, overskyllet af og indrammet af modernitet, af gadelygterne oppefra og af de fiberoptiske kabler nedefra, af det kølige, friske vand, der strømmer gennem de underjordiske vandrør, og af kloakindholdet, der bliver ført bort og øjeblikkelig er glemt.
Eftersom han har vænnet sig til at registrere sine egne sindsstemninger, undrer han sig kort over den vedvarende eufori, der synes at forvrænge alting. Måske skyldes den, at der på det molekylære plan er indtruffet en kemisk katastrofe, mens han sov - noget i stil med en bakke med drinks, der er blevet tabt, så det har fået de dopaminlignende receptorer til at indlede en venlig kaskade af begivenheder på tværs af enkeltcellerne; eller måske skyldes det blot, at det snart er lørdag morgen, eller det er en paradoksal følge af overtræthed. Jo, det er sandt, at han følte sig mere end almindelig træt efter denne arbejdsuge. Han kom hjem til et tomt hus og lagde sig i badekarret med en bog, glad for ikke at behøve at tale med nogen. Det var hans belæste, hans alt for belæste datter, Daisy, der havde sendt ham denne biografi om Charles Darwin, og det havde et eller andet at gøre med en roman af Joseph Conrad, som hun godt ville have ham til at læse, men som han ikke var gået i gang med endnu - sømandslivet, hvor moralsk flosset det end måtte være, rummede ikke nogen synderlig tillokkelse for ham. Hun havde nu i nogle år forsøgt at afhjælpe det, hun opfattede som hans himmelråbende uvidenhed, havde forsøgt at vejlede ham i, hvilke bøger han skulle læse, og skældt ud på ham for hans manglende følsomhed og dårlige smag. Og hun havde på en måde ret - han var gået direkte fra skolen til lægestudiet på universitetet, fulgt af slavearbejdet på hospitalerne som nyuddannet læge og derefter af en total fordybelse i neuromedicin, kun afbrudt af et engageret faderskab - i femten år havde han praktisk taget ikke åbnet en bog, undtagen hvis den direkte havde noget at gøre med medicinske spørgsmål. På den anden side synes han egentlig, at han har oplevet død og frygt, mod og lidelser nok til at fylde den første halve snes nationallitteraturer. Alligevel går han lydigt i gang med hendes lister over anbefalet læsning - det er hans måde at holde sig ajour på, mens datteren vokser længere og længere væk fra sin familie i et fremmed liv som voksen kvinde i Paris' forstæder; i aften kommer hun hjem, for første gang i seks måneder – endnu en grund til at føle sig euforisk.
Han var kommet bagefter med Daisys læseliste. Mens han kontrollerede med én tå, at vandet fra hanen var varmt nok, læste han træt en beskrivelse af, hvor travlt Darwin havde haft med at få Arternes oprindelse færdig, og et referat af de slutsider, han ændrede i de senere udgaver. Samtidig lyttede han til radionyhederne. Den besindige hr. Blix har igen holdt en tale i FN - det almindelige indtryk er, at han har trukket tæppet væk under fortalerne for at påbegynde en krig. Det sidste udsagn overbeviste Perowne om, at han ikke havde registreret et ord af, hvad nyhedsindslaget handlede om, og fik ham til at slukke for radioen, blade tilbage i bogen og læse videre. Der var tidspunkter, hvor denne biografi fyldte ham med en nostalgisk længsel efter et mere grønt og venligt og hestetrukkent England; på andre tidspunkter gjorde det ham deprimeret, at et helt langt liv på den måde kunne koges ned til nogle hundrede sider - fyldes på glas som hjemmelavet chutney. Og hvordan et menneskes liv, med alle dets ambitioner og dets netværker af familie og venner, alt det der var værd at sætte pris på og eje, kunne forsvinde så fuldkommen. Bagefter lagde han sig ind på sengen for at tænke over, hvad han skulle lave til aftensmad, og derefter kunne han ikke længere huske noget. Rosalind måtte have lagt dynen over ham, da hun kom hjem. Hun havde temmelig sikkert kysset ham godnat. Otteogfyrre år og snorksovende allerede klokken halv ti en fredag aften - det er, hvad et moderne arbejdsliv gør ved én. Han arbejder hårdt, alle i hans omgivelser arbejder hårdt, og i denne uge har han måttet arbejde endnu hårdere efter et udbrud af influenza blandt personalet på hans hospital - han har måttet udføre dobbelt så mange operationer som ellers.
Ved at tage lidt her og slække lidt der lykkedes det ham at få alle de større operationer samlet på én operationsstue, samtidig med at han vejledte en nyansat kollega på en anden stue og foretog mindre indgreb på en tredje. Han har to nye kirurger ansat under sig på afdelingen i øjeblikket - Sally Madden, der er næsten færdig med sin uddannelse til speciallæge og meget pålidelig, og en andetårs reservelæge, Rodney Brown fra Guyana, som er talentfuld og flittig, men ikke sikker nok på sig selv. Perownes narkoselæge, Jay Strauss, har sin egen reservelæge under sig, Gita Syal. I tre dage bevægede Henry sig i fast rutefart mellem de tre stuer, hele tiden med Rodney ved sin side - lyden af deres træsko mod korridorens bonede gulve og af de forskellige skrig og stønnelyde, der slap ud gennem operationsstuernes svingdøre, lød som et orkesterakkompagnement. Fredagens operationsliste var typisk. Mens Sally lukkede en patient for ham, skyndte Perowne sig ind ved siden af for at kurere en ældre kvinde, der led af trigeminusneuralgi, altså tic douloureux. Disse småindgreb kan stadig berede ham glæde - han kan godt lide at være hurtig og effektiv. Han stak en behandsket finger ind i kvindens mund for at følge den lange nåls rute, inden han, knap nok uden at kaste et blik på computerskærmens forstørrelse, foretog et direkte indsnit gennem ydersiden af kinden, hele vejen op til hendes trigeminusganglie. Jay kom ind fra stuen ved siden af for at overvåge Gita, mens hun kort bragte den gamle dame til bevidsthed. Den elektriske stimulans fra nålens spids havde givet hende en prikkende fornemmelse i ansigtet, og så snart hun søvnigt havde bekræftet, at placeringen føltes korrekt – Perowne havde ramt rigtigt i første forsøg - blev hun bedøvet igen, mens nerverne i gangliet blev "brændt" ved hjælp af RF-termokoagulering. Tricket bestod i at fjerne hendes smerter, samtidig med at hendes bevidsthed om selv den letteste berøring bevaredes - men det var klaret på et kvarter. Tre års elendighed, tre års konstante smerter, var forbi.
Han klipsede et cerebralt aneurisme på en arterie - det var han noget af en specialist i - og tog en vævsprøve for at bekræfte tilstedeværelsen af en svulst i thalamus, et område af hjernen, hvor det ikke kan lade sig gøre at foretage kirurgiske indgreb. Patienten var en 28-årig professionel tennisspiller, der allerede led af akut hukommelsestab. Da Perowne trak nålen ud af den unge mands hjerne, kunne han se ved første blik, at vævet havde udviklet sig anormalt. Der var ikke det store håb om, at radium- eller kemoterapi ville virke. Bekræftelsen kom i form af en mundtlig rapport fra laboratoriet, og allerede samme eftermiddag overbragte han nyheden til tennisspillerens aldrende forældre.
Den næste operation var en kraniotomi på en 53-årig kvindelig gymnasierektor, der skulle have fjernet et meningiom. Svulsten var tydeligt afgrænset, placeret over den motoriske bane, og gled pænt til side, da han rørte ved den med Rhotondissektoren – det var et indgreb, der ville resultere i hundrede procents helbredelse. Sally lukkede også denne patient, mens Perowne skyndte sig ind ved siden af for at gennemføre en laminektomi på en stærkt overvægtig 44-årig lumbagopatient med ansættelse som gartner i Hyde Park. Han måtte skære sig gennem næsten otte centimeter fedt, inden ryghvirvlerne kom til syne, og mandens krop blævrede hjælpeløst på operationsbordet under ham, hver gang Perowne trykkede hårdt til for at mejsle endnu et lille stykke af knoglen.
For at gøre en gammel ven, der var øre-, næse-, halsspecialist en tjeneste, åbnede Perowne derefter øregangen på en 17-årig - det er sjovt nok, at øre-, næse-, halsspecialister altid er så nervøse for selv at skære sig vej ind til de organer, de har en så stor viden om. Perowne lagde en dyb, rektangulær incision bag drengens øre, hvilket tog lidt over en time og irriterede Jay Strauss frygteligt, fordi han godt ville videre med arbejdet med afdelingens egne patienter. Men til sidst lå svulsten blotlagt foran operationsmikroskopet - et lille vestibulært schwannom, der sad mindre end tre millimeter fra øresneglen. Perowne overlod det til øre-, næse-, halsspecialisten selv at fjerne svulsten og skyndte sig videre til endnu et mindre indgreb, og denne gang var det ham, der blev irriteret. Patienten var en højrøstet ung kvinde med en meget aggressiv måde at tale med andre mennesker på, som nu ville have sin spinalnervestimulator flyttet længere frem. Han havde allerede flyttet den for hende én gang, for mindre end en måned siden, fordi hun beklagede sig over, at den gjorde det ubehageligt for hende at sidde. Nu hævdede hun, at stimulatoren gjorde det umuligt for hende at ligge bekvemt, når hun lå i sin seng. Han foretog et langt indsnit i abdomen og spildte dyrebar tid, med armene begravet op til albuerne i hende, på at lede efter ledningen til batteriet. Han følte sig overbevist om, at hun snart ville komme tilbage igen.
Til frokost spiste han en plasticindpakket fabrikssandwich med tun og agurker og drak en flaske mineralvand. I personalets alt for lille frokoststue, der med sin permanente stank af ristet brød og mikrobølgeovnsopvarmet pasta altid mindede ham om lugtene efter en større operation, satte han sig hen ved siden af Heather, afdelingens højtelskede cockney-rengøringsassistent, der gjorde rent på operationsstuerne mellem operationerne. Hun gav ham et referat af, hvordan hendes svigersøn netop var blevet anholdt for væbnet røveri, efter at han fejlagtigt var blevet identificeret i en politi-line-up. Og han havde ellers et perfekt alibi - på gerningstidspunktet havde han siddet hos sin tandlæge og været ved at få fjernet en visdomstand. Andre steder i frokoststuen gik snakken om den igangværende influenzaepidemi - en af anæstesisygeplejerskerne og en læge, der var på klinisk efteruddannelse hos Jay Strauss, havde måttet sendes hjem samme morgen. Allerede efter et kvarter satte Perowne sine folk i gang med arbejdet igen. Mens Sally inde ved siden af borede et hul i kraniet på en ældre pensioneret parkeringsvagt for at lindre presset efter en indre blødning - et kronisk, subduralt hæmatom – prøvekørte Perowne operationsstuens sidste nye legetøj, et computerstyret billedsystem, for at bruge det under en efterfølgende kraniotomi, der havde til formål at fjerne et gliom i højre bageste frontallap. Derefter overlod han det til Rodney at bore endnu et hul på en kronisk subdural-patient.
Højdepunktet blandt dagens operationer var en fjernelse af et polycytisk astrocytom hos en 14-årig nigeriansk pige, der boede hos sin onkel og tante i Brixton. Onklen var Church of England-præst. Det var lettest at komme ind til sådan en svulst gennem baghovedet, ved et infratentorialt, dupracerebillart indgreb, foretaget med den bedøvede patient anbragt i siddende stilling. Det viste sig dog at kunne give specifikke problemer for Jay Strauss, idet der var fare for, at der så kunne komme luft i en vene og derved opstå emboli. Andrea Chapman var både en problempatient og en problemniece. Hun var kommet til landet som 12-årig - den bekymrede sognepræst og hans kone viste Perowne et fotografi - en omhyggeligt renskrubbet pige i en kjole, med stramme fletninger og et genert smil. Et eller andet, der syntes at have været gemt af vejen under hendes opvækst i en landsby i det nordlige Nigeria, kom imidlertid straks til fuld udfoldelse, så snart hun begyndte i den lokale folkeskole i deres kvarter i Brixton. Hun faldt for musikken, for tøjet, måden at tale på, normerne - kort sagt for gaden. Hun var blevet besværlig, betroede pastoren Perowne, mens hans kone hjalp Andrea med at pakke ud. Hun tog narkotika, drak for meget, begik butikstyverier, pjækkede fra skole, hadede enhver form for autoriteter og "bandede som en havnearbejder". Kunne det skyldes, at svulsten pressede på mod en bestemt del af hendes hjerne?
Det kunne Perowne dog ikke trøste ham med. Svulsten sad temmelig langt fra de frontale hjernelapper, dybt inde i lillehjernens øvre vermis. Pigen havde allerede lidt af morgenhovedpine, blinde pletter og ataksi - problemer med at koordinere sine bevægelser. Men disse symptomer havde ikke formindsket hendes mistanke om, at der var tale om et komplot – mellem hospitalet, hendes værger, skolen og politiet – med det formål at forhindre hende i at gå i byen hver aften. Allerede et par timer efter sin ankomst til hospitalet var hun både kommet på kant med afdelingssygeplejersken, de andre sygeplejersker og en ældre medpatient, der holdt på, at hun nægtede at finde sig i pigens sjofle sprog. Perowne fik også selv problemer, da han skulle fortælle hende om det forestående indgreb. Selv når Andrea ikke var vred, talte hun som en rapper på MTV, svingede overkroppen frem og tilbage, mens hun sad op i sengen, og foretog cirklende bevægelser med nedadvendte håndflader, som om hun ville berolige luften rundt om sig inden endnu et af hendes uvejr. Men han beundrede hendes stejlhed - og de vrede, mørke øjne, de perfekte tænder og den rene, lyserøde tunge, der piskede ordene ud, efterhånden som den formede dem. Hun smilede glad, selv når hun råbte i tilsyneladende raseri, som om det morede hende, at hun kunne slippe af sted med det. De måtte hente Jay Strauss ind, en amerikaner med en varme og en direkte måde at udtrykke sig på, som ingen andre på dette britiske hospital havde, før hun begyndte at indordne sig.
Andreas operation varede i fem timer og gik fint. Hun blev anbragt i siddende stilling med hovedet spændt fast til et stativ foran sig. Åbningen af hendes baghoved krævede stor præcision, idet blodårerne på dette sted ligger tæt inde under kraniet. Rodney lænede sig hen mod Perownes side for at sprøjte vand på under boringen af hullet og koagulere blødningen med en bipolær brænder. Men til sidst kom det til syne foran dem: tentorium - latin for "teltet" - en bleg og skrøbelig, men meget smuk formation, som en tilsløret danserinde, der hurtigt har hvirvlet rundt én gang, netop dér hvor dura mødes og skilles. Lillehjernen befandt sig lige nedenunder. Ved at lægge sine incisioner meget forsigtigt havde Perowne held til at få lillehjernens egen vægt til langsomt at trække den nedad - uden brug af sideholdere - og det blev muligt at se området, hvor pinealum sad, med svulsten lige foran som en stor, rød masse. Svulsten var et velafgrænset astrocytom, der kun delvis var vokset sammen med det omgivende væv, og Perowne havde held til at fjerne det helt uden at beskadige nogen af talecentrene.
Han gav Rodney et par minutter med mikroskopet og suget, inden han lukkede patienten. Perowne lagde selv bandagerne, og da han langt om længe kom ud fra operationsstuen, følte han sig ikke spor træt. At operere gjorde ham aldrig træt – når han var travlt beskæftiget i sin egen afdelings lille lukkede univers, i en operationsstue med dens strikte procedurer, og opslugt af den hurtige forkortelse af operationsmikroskopet, mens han fulgte den mest direkte vej mod det ønskede mål, oplevede han en næsten overmenneskelig kapacitet for, næsten et begær efter at arbejde.
Hvad angik resten af ugen, var de to formiddage med modtagelse af ambulante patienter ikke mere krævende end ellers. Han er blevet for erfaren til at lade sig slå ud af de mange variationer af lidelse, han bliver konfronteret med - hans eneste opgave er at gøre sig nyttig. Heller ikke formiddagsstuegangene eller de faste ugentlige møder i diverse udvalg trættede ham specielt. Det var papirarbejdet fredag eftermiddag, der slog ham ud, alle de ubesvarede lægehenvisninger og alle svarene på disse henvisninger, oplæg til to videnskabelige konferencer, breve til kolleger og tidsskriftredaktører, en ufærdig rapport til Lægernes Tilsynsråd, hans bidrag til et par ledelsesinitiativer og de regeringspålagte ændringer i hospitalernes ledelsesstruktur, plus endnu en bunke nye ændringsforslag til praktikanternes studieordninger. Desuden skulle katastrofeplanen tages op til fornyet revision - den blev konstant taget op til revision. Simple togulykker er ikke længere det eneste, hospitalernes katastrofeplaner skal tage hensyn til, og ord som "katastrofe" og "et stort antal tilskadekomne", "kemisk eller biologisk krigsførelse" og "et større angreb" er blevet gentaget så ofte i den senere tid, at de er begyndt at miste deres betydningsindhold. Især i det sidste år var han blevet bevidst om, hvor mange nye udvalg og underudvalg der var begyndt at spire frem, og hvordan kommandovejen strakte sig opad og videre udad fra hospitalerne, ud over det lægelige hierarki, til så fjerne størrelser som embedsmandsapparatet og indenrigsministerens kontor.
Perowne indtalte med monoton stemme det ene svar efter det andet på diktafonen, og i lang tid efter at hans sekretær var gået hjem, blev han siddende og klimprede på tastaturet i sin alt for varme, lille kasse af et kontor på tredje etage på hospitalet. Det, der fik ham til at holde lidt igen, var et uvant problem med at formulere sig. Han er stolt af sin hurtighed og sin glatte, lidt ironiske stil. Det har aldrig krævet specielt megen omtanke af ham - at formulere sætningerne og skrive dem ned er én proces. Men nu begyndte han at gå i stå. Og selv om den lægevidenskabelige jargon ikke svigtede - den bliver let en læges naturlige måde at udtrykke sig på - blev hans sætninger uvant klodsede. Enkeltord gav ham associationer til en sti, hvor uformelige genstande - cykler, liggestole, tøjbøjler – spærrede hans vej. Han formulerede en sætning inde i hovedet, men havde glemt den igen, inden han var færdig med at skrive den ned, eller han skrev sig ind i en grammatisk blindgyde og måtte svedig kæmpe sig vej ud derfra. Han tog sig ikke tid til at overveje, om det uventede problem kunne være en følge af træthed. Han var stædig og tvang sig selv til at blive ved til den bitre ende. Klokken otte fredag aften blev han endelig færdig med den sidste af en række e-mails og rejste sig fra skrivebordet, hvor han havde siddet foroverbøjet foran computeren siden klokken fire. På vej ud kiggede han hurtigt til patienterne på Intensiv Opvågning. Der var ingen problemer, og Andrea så ud til at have det fint - hun sov, og alt tegnede godt. Mindre end en halv time senere var han hjemme, gik i bad, og kort efter sov han.
To skikkelser i mørke frakker er på vej hen over pladsen, væk fra ham i retning af Cleveland Street, og deres høje hæle slår imod asfalten i en skæv, kontrapunktisk rytme - temmelig sikkert sygeplejersker på vej hjem, selv om det er et usædvanligt tidspunkt at komme hjem fra en vagt på. De taler ikke sammen, og selv om deres skridt ikke er i takt, går de tæt ved siden af hinanden, næsten skulder ved skulder på en intim, søsterlig måde. De går forbi lige neden for ham og går en fjerdedel rundt om haven, inden de fortsætter skråt udad. Der er noget rørende ved den måde, deres ånde svæver i luften bag dem på, da de går videre, som små enkeltskyer af damp, som om de legede og prøvede at efterligne damplokomotiver, ligesom små børn. De er nu nået hen til det fjerneste hjørne af pladsen, men fordi han står så højt oppe og er i dette uventet gode humør, kan han ikke blot stadig se dem, men våger endda over dem og holder øje med deres videre fremfærd med en guds følelse af fjern ejendomsret. I denne livløse kulde går de gennem mørket, små varme biologiske maskiner, hvis to ben er lige velegnede til at bevæge sig igennem et hvilket som helst terræn, udstyret med utallige indbyrdes forbundne neurale systemer, anbragt sikkert i et hylster af knoglebeklædning og skjulte fibre, varme katoder med deres bevidstheds usynlige glød - de er maskiner, som selv definerer, hvilken vej de vil gå.
Han har stået ved vinduet i adskillige minutter, den opløftede stemning er gået lidt over, og han er begyndt at fryse så meget, at han ryster. I haveanlægget, der er omgivet af et højt smedejernshegn, ligger der en let rimfrost på græsplænens hulninger og forhøjninger, formet af en landskabsarkitekt inde bag kantbeplantningens høje platantræer. Han kigger efter en ambulance uden udrykningssirene, men med et blåt, blinkende lys, der drejer hen ad Charlotte Street og sætter farten op, da den forsvinder sydpå, måske ind mod Soho. Han vender sig om fra vinduet for at række hånden ud efter en tyk, ulden slåbrok, der ligger draperet over en stol bag ham. Allerede mens han vender sig om, bliver han bevidst om et nyt element udenfor, på pladsen eller oppe mellem træerne, lyst, men farveløst og, fordi han drejede hovedet samtidig, bredt ud over hele hans perifere syn. Han kigger imidlertid ikke straks derud igen. Han fryser og vil først tage slåbrokken på. Han tager den op, stikker armen i det ene ærme og vender sig først om mod vinduet igen, da han også har fået den anden arm i ærmet og er i gang med at binde bæltet.
Han forstår ikke straks, hvad det er, han ser, selv om det forekommer ham, at han gør det. Ved den første bevægelse får hans nysgerrighed og iver ham til at forestille sig proportioner af en intergalaktisk størrelse. Det er en meteor, i færd med at brænde op på himlen over London, samtidig med at den bevæger sig fra venstre mod højre lavt nede over horisonten, om end stadig synlig over tagene på kontorhøjhusene. Men plejer der ikke at være noget hurtigt og nåleformet over meteorer? Man ser dem i et forbigående glimt, inden varmen fortærer dem indefra. Denne meteor bevæger sig imidlertid langsomt, næsten majestætisk. Han regner hurtigt forholdet ud mellem sit eget syn og solsystemets størrelse; dette objekt må ikke blot befinde sig nogle få hundrede, men millioner af kilometer borte, langt ude i verdensrummet, i et tidløst kredsløb rundt om Solen. Og det er ikke en meteor, men en komet, en lille smule gul, med en velkendt kerne af en mere lysende farve, der styrter af sted efter sin egen brændende periferi. Han så Hale's komet sammen med Rosalind og børnene fra en græsbevokset bakketop i The Lake District og føler nu den samme taknemmelighed over dette glimt af noget, der i sandhed er upersonligt og befinder sig uden for Jordens rammer. Og denne komet er endnu bedre, klarere, hurtigere og blot endnu mere imponerende, i og med at synet er dukket op så uventet. Det må skyldes, at han ikke har hørt radio eller set fjernsyn. At han har arbejdet for hårdt. Han er lige ved at vække Rosalind - han ved, at hun også vil opfatte det som et fascinerende syn - men kommer i tvivl om, hvorvidt hun kan nå hen til vinduet, inden kometen forsvinder. Så vil han også selv gå glip af at se den igen. Men det er et for usædvanligt syn til ikke at dele det med nogen.
Han er på vej hen til sengen, da han hører en lav, rumlende lyd som stille torden, der tager til i styrke, og han standser op for at lytte. Lyden siger alt. Han ser sig tilbage over skulderen, hen mod vinduet, for at få det bekræftet. Når en komet befinder sig så langt borte, må den naturligvis forekomme én at være stationær. Rædselsslagen vender han tilbage til det sted, hvor han har stået ved vinduet. Lyden holder sig på det samme niveau, mens han endnu en gang ændrer sin skala og denne gang zoomer ind, fra solstøv og is tilbage til soveværelset. Der er kun gået tre-fire sekunder, siden han fik øje på dette glimt af ild på himlen, og han har allerede ændret mening om, hvad det er, to gange. Det følger en rute, han også selv har fulgt mange gange i sit liv, efter at han har udført de faste rutiner, rettet sædet op og stillet sit armbåndsur, lagt sine papirer til side, nysgerrig efter at prøve, om han kan få øje på sit eget hus nede i det kæmpestore og næsten smukke gråorange virvar, fra øst mod vest, langs Themsens sydlige bred, seks hundrede meter oppe i luften under den sidste indflyvning til Heathrow.
Flyet befinder sig direkte syd for ham, nu kun cirka én kilometer borte, og vil snart passere igennem de nøgne plataners øverste filigranmønstre og forsvinde bag Posthustårnet med en lydstyrke som den laveste på mikrobølgeovnen. Trods byens mange lys kan man ikke skelne dets omrids i det tidlige førdaggrys mørke. Ilden må være begrænset til den vinge, der vender denne vej, derinde hvor den mødes med skroget, eller måske i en af motorerne nedenunder. Ildens forreste del er en flad, hvid sfære, der fortsætter i en kegle af gult og rødt, mindre som en meteor eller en komet end som en kunstners mere farverige fremstilling af en. Som for stædigt at foregive, at alt er normalt, blinker flyets landingslys. Men maskinens lyd afslører alt. Over den sædvanlige dybe, luftige larm kan man høre en mere skinger og fortvivlet dæmonisk lyd, der tiltager i styrke - på samme tid et skrig og et halvkvalt råb, en uren, snavset lyd, der antyder kortvarige mekaniske anstrengelser af et omfang, som det hærdede stål ikke vil kunne holde til i ret lang tid, mens den bevæger sig i en spiral udad mod endepunktet, hæver sig helt uansvarligt og vokser som akkompagnementet til en rutsjebanetur. Et eller andet må snart gå i stykker.
Han tænker ikke længere på at vække Rosalind. Hvorfor tvinge hende til at bevidne dette mareridt? Synet har faktisk den samme velkendthed over sig som en hyppigt tilbagevendende drøm. Som de fleste flypassagerer, der udadtil er afslappede på grund af det monotone ved at rejse med fly, lader han ofte sine tanker dvæle ved de muligheder, der er, mens han sidder fastspændt og fredsommelig foran sit indpakkede måltid. Udenfor, på den anden side af en væg af tyndt stål og muntert knagende plasticfiber, er der minus tres grader og tolv tusind meter ned til jorden. Mens man bliver slynget hen over Atlanterhavet med en fart på et hundrede og halvtreds meter i sekundet, overgiver man sig til denne fantasi, fordi alle andre også gør det. Ens medpassagerer virker rolige, fordi man selv og de andre rundt om én virker rolige. Anskuet på en bestemt måde - i antallet af dødsfald i forhold til passagertallet i forhold til de tilbagelagte afstande - kan statistikkerne virke trøsterige. Og hvordan skulle man ellers bære sig ad med at deltage i en konference i det sydlige Californien? Flyrejser er som aktiemarkedet, et trick af spejlede perceptioner, en skrøbelig alliance baseret på kollektiv tro; så længe man kan holde nerverne i ro, og så længe der ikke er bomber eller flybortførere med om bord, er alle glade. Når det går galt, er der ingen halve løsninger. Anskuet fra den modsatte synsvinkel - i antallet af dødsfald i forhold til antallet af rejser - ser tallene mindre gode ud. Bunden kan når som helst falde ud af markedet.
Med en plasticgaffel i hånden har han tit tænkt på, hvordan det vil være - hvordan skrigene fra flyets kabine vil blive dæmpet af den dræbende akustik, den hektiske roden i tasker efter mobiltelefoner til et sidste farvel, mens det rædselsslagne personale klynger sig fortvivlet til den lille smule af redningsprocedurerne, de endnu kan huske, omgivet af den socialt udjævnende stank af ekskrementer. Men betragtet udefra, på afstand sådan som nu, virker sceneriet lige så velkendt. Det er allerede næsten halvandet år siden, at hele kloden så på og bagefter igen og igen så, hvordan usynlige gidsler blev drevet hen over himlen til slagterbænken, og det føjede helt nye associationer til synet af et jetflys uskyldige silhuet på himlen. Alle vil være enige om, at et fly er kommet til at se meget anderledes ud i dag, dræbende eller dødsdømt.
Henry ved, at det er et synsbedrag, der får ham til at tro, at han nu kan se flyets omrids, en mørkere sort skygge i nattemørket. Den brændende motors hylen bliver højere og mere skinger. Det ville ikke overraske ham spor at se lysene blive tændt overalt i byen, og pladsen nedenfor fyldes med beboere i slåbrokker. Bag ham vender Rosalind, der har stor træning i at lukke helt af for byens natlige problemer, mens hun sover, sig om på den anden side. Larmen er sandsynligvis ikke mere påtrængende end en forbipasserende udrykningssirene oppe på Euston Road. Den hvide kerne af ild og dens mere farvestrålende hale er blevet større - ingen passagerer, der sidder i flyets midterste del, vil kunne overleve branden. Det er også et andet velkendt element - rædslen ved det, han ikke kan se. En katastrofe iagttaget på sikker afstand. At se død af et helt ubegribeligt omfang, men ikke at se nogen dø. Ikke noget blod, ingen skrig, overhovedet ikke nogen menneskelige skikkelser, og i dette tomrum får den altid forhåndenværende fantasi frit spil. Kampen på liv og død inde i cockpittet, en gruppe modige passagerer, der har rejst sig til et sidste, fortvivlet angreb på fanatikerne. Hvilken del af flyet skulle man flygte til for at slippe væk fra varmen fra den brand? På en eller anden måde virker pilotens ende mindre ensom. Er det et udtryk for ynkelig dårskab at åbne bagageskabet og tage sin håndbagage ned, eller er det et udslag af uundværlig optimisme? Vil kvinden med det tykke lag makeup, der høfligt serverede croissanten med syltetøj for én, forsøge at standse én?
Flyet forsvinder ned bag trætoppene. Et kort øjeblik glimter branden stadig muntert mellem grene og kviste. Det slår Perowne, at der er noget, han burde gøre. Men inden ambulancetjenesten har noteret hans opkald og meldt det videre, vil det, der er ved at ske, allerede være fortid. Hvis piloten stadig er i live, vil han have meldt over radioen, at de har problemer. De er måske allerede i gang med at dække landingsbanen med skum. På dette tidspunkt ville det være formålsløst for ham at tage hen og melde sig på hospitalet. Heathrow hører slet ikke med til det område, deres katastrofeplan dækker. Et andet sted, længere vestpå i London, i deres mørke soveværelser er læger og sygeplejersker ved at trække i tøjet uden at vide, hvad der venter dem. Der er stadig næsten tyve kilometer til landing. Hvis brændstoftankene eksploderer, er der ingenting, de kan gøre.
Flyet kommer til syne mellem træerne igen, passerer hullet og forsvinder bag ved Posthustårnet. Hvis Perowne havde tilbøjelighed til at blive religiøs eller søge efter overnaturlige forklaringer, ville han måske lege med den tanke, at det er et varsel til ham - at han er vågnet i denne usædvanlige sindsstemning og har stillet sig hen til vinduet uden nogen påviselig grund for at modtage en hemmelig ordre fra en intelligens udefra, der har ønsket at vise eller fortælle ham noget vigtigt. Men det er en del af en storbys natur, at den gør folk søvnløse; den er selv en søvnløs størrelse, hvis telefontråde aldrig holder op med at summe; blandt så mange millioner mennesker vil der altid være nogen, der står og kigger ud ad vinduet på et tidspunkt, hvor de normalt ville sove. Og det er ikke de samme mennesker hver nat. At det er ham og ikke en anden, er en tilfældighed. Det har at gøre med et simpelt princip, når det gælder mennesker. De overnaturligt interesseredes primitive måde at tænke på er det, hans psykiaterkolleger ville betegne som et problem eller en idé eller en referenceramme. En for stor andel af subjektivitet, en tilbøjelighed til at forsøge at dele verden op i de kategorier, man har brug for, en manglende vilje til at acceptere sin egen betydningsløshed. Efter Henrys mening hører den slags synspunkter til inden for et spektrum, hvor man som et af yderpunkterne finder psykosen, som et forladt tempel.
Og det kan være netop den slags tænkning, der har forårsaget branden i flyet. En troende med en bombe anbragt i hælen på sin sko. Blandt de rædselsslagne passagerer sad mange sikkert og bad nu - endnu et referenceproblem - til deres egen gud om udfrielse. Og hvis det resulterer i dødsfald, vil den gud, de har bekræftet deres tro på, snart blive bedt om at yde trøst ved begravelserne. For Perowne er det noget, han kun kan undre sig over, en menneskelig komplikation, der rækker ud over spørgsmålet om moral. Af dét er der - foruden urimeligheder og nedslagtninger - opstået hæderlige mennesker og gode gerninger, smukke katedraler og moskéer, kantater, poesi. Selv gudsfornægtelse, hørte han til sin forundring og harme engang en præst argumentere med, kan siges at være et udtryk for åndelighed, en form for bøn: Det er ikke let at slippe ud af de troendes kløer. Man kunne kun håbe for det fly, at der blot var tale om et verdsligt, mekanisk svigt.
Flyet fortsætter hen over Tower og begynder at bevæge sig nedad på den åbne himmel ude mod vest, drejet en lille smule nordpå. Branden synes at virke mindre med det langsomt ændrede perspektiv. Nu kan han stort set kun se flyets haleparti og de blinkende lys. Også lyden af motorens pinsler formindskes. Er landingshjulene nede? Mens han tænker på det, ønsker han næsten, at de er det, forsøger at manipulere dem til at være det. Er det en form for bøn? Han beder jo ikke om nogen begunstigelser. Selv da landingslysene er skrumpet ind til ingenting, bliver han ved med at betragte himlen i vest, bange for at se en eksplosion, men ude af stand til at kigge den anden vej. Han fryser stadig, trods slåbrokken, og tørrer dampen fra sin egen ånde af ruden, mens han tænker på, hvor fjernt det virker nu, det uforklarligt opløftede humør, der fik ham til at stå op. Til sidst retter han sig op og lukker skodderne, så han igen lukker himlen ude.
Da han går væk fra vinduet, kommer han til at tænke på et kendt tankeeksperiment, som han hørte om i en fysiktime engang for længe siden. En kat, Schrödingers kat, der er skjult i en kasse, så man ikke kan se den, er enten i live eller allerede død, efter at en vilkårligt aktiveret hammer har ramt en ampul med gift. Indtil iagttageren tager låget af kassen, eksisterer begge de to muligheder - død kat og levende kat – side om side, i parallelle universer, og er begge lige virkelige. Men når låget bliver taget af kassen, og katten bliver undersøgt, bryder kvantebølgen af muligheder sammen. Det er noget, der aldrig har givet mening for ham. Ikke mening i menneskelig forstand. Med garanti blot endnu et referenceproblem. Han har hørt, at selv fysikerne er ved at gå væk fra teorien. For Henry er det noget, der ikke kræver beviser: En årsag eller en virkning har sin egen selvstændige eksistens i verden, uafhængigt af ham selv og andre, mens den venter på, at han skal opdage den. Og det, der så bryder sammen, er kun hans egen uvidenhed. Hvad målscoren end måtte blive, står resultatet allerede på måltavlen. Og hvad passagerernes skæbne end måtte være, hvad enten de gennemlever rædsler eller allerede er i sikkerhed - eller er døde - så må de være landet nu.
