Malstrøm af Michael Connelly

Hør Bogbidden her
Indtalt specielt til Bogbidder.

Det eneste, de gjorde, var at skifte ét uhyre ud med et andet. I stedet for en drage har de nu en slange. En gigantisk slange, der sover i snævringerne og venter på det rette øjeblik, hvor den kan spile gabet op og sluge nogen.
John Kinsey, far til en dreng, der forsvandt i snævringerne.
Los Angeles Times, 21. juli 1956

Jeg har på fornemmelsen, jeg kun ved én ting i denne verden. Én ting, der er sikker. Og det er, at sandheden ikke frigør os. Ikke at jeg har hørt det sagt, og ikke at jeg har sagt det selv de talløse gange, jeg har siddet i små lokaler og arresthusenes celler og opfordret lurvede mænd til at bekende deres synder for mig. Jeg løj for dem, lurede dem. Sandheden frelser ikke nogen og gør ikke én hel igen. Den hæver os ikke op over den tunge byrde af løgne og hemmeligheder og sår i hjertet. De sandheder, jeg har taget til mig, holder mig som lænker i et mørkt rum, en underverden af genfærd og ofre, der glatte glider om mig som slanger. Det er et sted, hvor sandheden ikke er noget at se eller anskue. Det er et sted, hvor ondskab venter. Hvor den sender sin ånde, hvert eneste åndedrag mod din mund og næse, til du ikke kan slippe fra den. Det er, hvad jeg ved. Det eneste.
Jeg vidste det på vej ind den dag, jeg tog den sag, der ville føre mig til snævringerne. Jeg vidste, at mit livs mission altid vil føre mig til steder, hvor ondt venter, til steder, hvor den sandhed, jeg måtte finde, ville være en hæslig og grufuld ting. Og alligevel drog jeg af sted uden nølen. Alligevel drog jeg af sted uden at være forberedt på det øjeblik, hvor ondskaben ville komme frem fra sin venten. Hvor den ville gribe fat i mig som et dyr og drage mig med ned i det sorte vand.

1
Hun befandt sig i mørke, hun flød på et sort hav med en stjerneløs himmel over sig. Hun kunne intet høre og intet se. Det var et fuldendt, sort øjeblik, men så slog Rachel Walling øjnene op fra drømmen.
Hun så op i loftet. Hun lyttede til vinden udenfor og hørte azaleaens grene kradse på vinduet. Hun vidste ikke, om det var den kradsende lyd eller en anden støj et sted i huset, der havde vækket hende. Så ringede hendes mobiltelefon. Hun blev ikke forskrækket af lyden. Hun rakte roligt ud efter telefonen på natbordet. Hun holdt den til øret og var vågen og årvågen, da hun svarede. Hendes stemme røbede intet om søvnen.
"Agent Rachel Walling," sagde hun.
"Hej, Rachel, det er Cherie Dei."
Rachel var med det samme klar over, det ikke var en opringning fra det lokale reservat. Cherie Dei betød Quantico. Der var gået fire år. Rachel havde ventet.
"Hvor er du henne nu?" spurgte Cherie Dei.
"Hjemme. Hvad havde du regnet med?"
"Jeg ved godt, du har et enormt område at dække, så jeg tænkte, du måske ..."
"Jeg er i Rapid City. Hvad er der?"
Hun svarede efter en lang, tavs tøven.
"Han er dukket op igen. Han er vendt tilbage."
Rachel mærkede en usynlig knytnæve; den ramte hende i brystet og blev der som et tryk. Erindringer og billeder dukkede frem i hendes bevidsthed. Hæslige erindringsbilleder. Hun lukkede øjnene. Cherie Dei behøvede ikke sige noget navn. Rachel vidste, det var Backus. Poeten var vendt tilbage til jordens overflade. Præcis som de havde vidst, han ville gøre. Som en ondartet infektion, der bevæger sig gennem kroppen, men er usynlig udenpå i årevis, til den bryder gennem huden og minder om sin modbydelige tilstedeværelse.
"Lad mig høre."
"For tre dage siden fik vi noget sendt her til Quantico. En postpakke. Der var en ..."
"Tre dage? Har I syltet det i tre dage?"
"Vi har ikke syltet noget som helst. Vi gav det den tid, det skulle have. Pakken var adresseret til dig. I afdelingen for adfærdspsykologi. Postsorteringen kom ned til os med den, og vi fik den gennemlyst og åbnede den. Forsigtigt."
"Hvad var der i den?"
"En GPS-modtager."
Global Positioning System. Koordinater opgivet i længde- og breddegrader. Rachel var stødt på en GPS i forbindelse med en sag året før. En bortførelse ude i Badlands National Park, hvor den forsvundne campist havde afmærket sit spor med en medbragt GPS-modtager. De fandt den i hendes oppakning og fulgte hendes spor tilbage til en lejrplads, hvor hun havde mødt en mand, der var fulgt efter hende. De kom for sent til at redde hende, men de var aldrig kommet derud overhovedet, hvis det ikke havde været for GPS’en.
"Hvad var der på den?"
Rachel satte sig op og svingede benene ud over sengekanten. Hun lagde den frie hånd på maven og lukkede den sammen som en visnende blomst. Hun ventede, og umiddelbart efter fortsatte Cherie Dei. Rachel huskede hende fra engang for længe siden som virkelig grøn i jobbet, som elev og observatør på udrykningsholdet, hvor hun havde fået tildelt Cherie i FBI’s mentorprogram. Her ti år efter havde sagerne – alle sagerne – lagt dybe furer i hendes stemme. Cherie Dei var ikke længere grøn og havde ikke brug for nogen mentor.
"Der var kun én position i hukommelsen på den. I Mojaveørkenen. Lige indenfor i Californien ved grænsen til Nevada. Vi fløj derud i går og opsøgte stedet. Vi har brugt varmesøgere og gassonder, og vi fandt det første lig i går sidst på eftermiddagen."
"Hvem er det?"
"Det ved vi ikke endnu. Det er gammelt. Det har ligget derude længe. Vi er først lige begyndt på det. Det går langsomt med at få det gravet ud."
"Du sagde det første lig ... Hvor mange er der?"
"Da jeg tog derudefra, var vi oppe på fire. Vi mener, der er flere."
"Dødsårsager?"
"Det er for tidligt."
Rachel sad tavs og fordøjede oplysningerne. De første spørgsmål, der krystalliserede sig, var ‘hvorfor der?’ og ‘hvorfor nu?’
"Men jeg ringer ikke bare for at fortælle det til dig," fortsatte Cherie Dei. "Sagen er, at Poeten er vendt tilbage, og vi vil gerne have dig med herover."
Rachel nikkede. Det var indlysende, at hun ville tage af sted.
"Men ...Cherie ...?"
"Ja?"
"Hvorfor tror I, det er ham, der har sendt den pakke?"
"Det er ikke noget, vi tror; vi ved det. Vi fik resultatet for lidt siden af et fingeraftryk på GPS’en. Han har skiftet batterier i den, og vi fandt et tommelfingeraftryk på det ene. Robert Backus. Det er ham. Han er her igen."
Rachel åbnede langsomt den knyttede hånd. Betragtede håndfladen. Hun holdt den så stille som en statue. Den rædsel, hun øjeblikket forinden havde mærket, ændrede sig. Det kunne hun indrømme for sig selv, men ikke for nogen andre. Hun kunne føle energien på vej ud i sine blodbaner igen, og blodet blev en tone rødere. Næsten sort. Hun havde ventet på den opringning. Hun sov hver nat med mobiltelefonen tæt ved øret. Og – jo – det var en del af hendes arbejde. Udkaldene. Men det var denne opringning, hun som den eneste virkelig havde ventet på.
"Man kan navngive de koordinatpunkter, man lægger i hukommelsen," sagde Cherie Dei og brød tavsheden. "På GPS’en. Op til tolv bogstaver og mellemrum. Han har benævnt stedet derude ‘Hello Rachel’. Det passer lige. Jeg går ud fra, han stadig har noget til dig. Det er, som om han kalder dig derud ... at han har en pan af en slags."
Rachel kaldte et billede frem af en mand, der faldt baglæns gennem glas og ud i mørke. Som forsvandt i det mørke intet dernede.
"Jeg er på vej," sagde hun.
"Vi kører det fra afdelingen i Las Vegas. Det er lettere at holde det under dække derfra. Du skal bare være forsigtig, ikke? Vi ved jo ikke, hvad han er ude på. Så pas på ryggen."
"Det skal jeg nok. Det gør jeg altid."
"Ring mig op, når du ved noget nærmere, så kommer jeg og henter dig."
"Det gør jeg," gentog hun.
Så trykkede hun på tasten og afbrød samtalen. Hun tændte lampen på natbordet. Et øjeblik vendte hun tilbage til drømmen, hvor stille det sorte vand var og himlen ovenover. Som sorte spejle vendt mod hinanden. Og hende selv midt imellem, flydende og ikke andet.

2
Graciela McCaleb stod ved siden af sin bil uden for mit hus i Los Angeles, da jeg kom hjem. Hun var kommet rettidigt til vores aftale, men det var jeg ikke. Jeg kørte i en fart ind i carporten og sprang ud for at hilse på hende. Hun så ikke ud til, det gjorde noget. Hun så ud til at tage det i stiv arm.
"Hej, Graciela, du må altså undskylde, jeg kommer for sent. Jeg kom til at hænge fast i formiddagstrafikken på 10’eren."
"Det gør ikke noget. Jeg har faktisk nydt at være heroppe. Her er så fredeligt."
Jeg låste fordøren op. Da jeg skubbede den indad, kilede noget af posten på gulvet indenfor sig fast, så jeg måtte bøje mig og rage ind bag døren for at få kuverterne fri og lukke helt op.
Da jeg rettede mig op og vendte mig mod Graciela igen, slog jeg ud med hånden ind mod huset. Hun gik forbi mig ind. Som situationen var, smilede jeg ikke. Sidste gang, jeg så hende, var ved bisættelsen. Hun så kun en anelse bedre ud nu, og sorgen sad uændret i hendes øjne og i mundvigene.
Da hun gik forbi ind i den smalle entré, kunne jeg fornemme en svag appelsinduft. Jeg huskede den fra bisættelsen, da jeg havde knuget begge hendes hænder i mine og sagt, hvor ondt det gjorde mig, og at jeg gerne ville hjælpe hende, hvis hun på nogen måde fik brug for det. Den dag var hun i sort. I dag havde hun en blomstret sommerkjole på, der stod bedre til duften. Jeg pegede ind mod stuen og bad hende sætte sig i sofaen. Jeg spurgte, om hun ville have noget at drikke, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke havde noget i huset ud over formentlig et par øl i kassen og vand fra hanen.
"Nej, tak, Bosch; jeg trænger ikke til noget."
"Sig nu Harry, ikke? Jeg har det bedst med at være på fornavn med folk."
Nu forsøgte jeg mig med et smil, men det havde ingen indvirkning på hende. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg troede, det ville have det. Hun havde gennemgået meget i sit liv. Jeg havde set filmen. Og nu denne sidste tragedie. Jeg satte mig i stolen over for sofaen og ventede. Hun rømmede sig, inden hun begyndte.
"Det undrer dig sikkert, at jeg gerne vil tale med dig. Jeg var jo ikke ligefrem imødekommende i telefonen."
"Det gør ikke noget," sagde jeg. "Men jeg blev da nysgerrig. Er der noget galt ...? Hvad er det, jeg kan hjælpe dig med?"
Hun nikkede og så ned på sine hænder og den lille, perlebesatte taske, hun holdt i skødet. Det lignede en, hun kunne have købt til bisættelsen.
"Der er noget helt galt, ja, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen med det. Jeg har hørt tilstrækkeligt om forholdene fra Terry til at vide, jeg ikke kan gå til politiet. Ikke endnu. I øvrigt kommer de sikkert også til mig. Inden ret længe, regner jeg med. Jeg har brug for en, jeg har tillid til, som vil hjælpe mig. Jeg kan betale for det."
Jeg bøjede mig forover og støttede albuerne på knæene; lagde hænderne over hinanden. Jeg havde kun truffet hende den ene gang tidligere – ved bisættelsen. Hendes mand og jeg havde været nære venner engang, men ikke de senere år, og nu var det for sent. Jeg vidste ikke, hvor hun havde den tillid fra, hun talte om.
"Hvad har Terry sagt om mig, siden du har mod på at betro dig til mig? Vælge mig til det? Vi kender jo faktisk ikke hinanden."
Hun nikkede, som om både spørgsmålet og vurderingen var rimelige nok.
"En overgang i løbet af vores ægteskab fortalte Terry mig alt muligt om alting. Han fortalte om den sag, I to arbejdede sammen på. Hvad der skete, og hvordan I reddede hinandens liv. Dengang på båden. Derfor regner jeg med, jeg kan stole på dig."
Jeg nikkede.
"Han fortalte noget om dig engang, som jeg altid har kunnet huske," føjede hun til. "Han sagde, der var nogle ting ved dig, han ikke brød sig om, og hvor I ikke var enige. Jeg regner med, han mente den måde, du gør tingene på. Men han sagde også, at på bundlinjen – efter alle de politifolk og FBI-agenter, han havde kendt og arbejdet sammen med ... hvis han skulle vælge en at arbejde sammen med på en mordsag, så skulle det være dig. Slet og ret. Han sagde, han ville vælge dig, fordi du aldrig giver op."
Jeg følte noget stramme omkring øjnene. Det var næsten som at høre Terry McCaleb selv sige det. Jeg stillede Graciela et spørgsmål og kendte allerede svaret.
"Hvad er det så, du gerne vil have mig til?"
"Jeg vil have dig til at undersøge hans død."
 
3
Selvom jeg allerede var klar over, hvad Graciela McCaleb ville bede mig om, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til det. Terry McCaleb var død om bord på sin båd en måned tidligere. Jeg havde læst det i Las Vegas Sun. Dødsfaldet kom i aviserne på grund af filmen.  FBI-agent får en hjertetransplantation og afslører derpå sin donors morder. Det var en historie, der lugtede ti meter mod vinden af Hollywood, og Clint Eastwood spillede rollen, selvom han var et par årtier ældre end Terry. Filmen kunne vel højst betegnes som en moderat succes, men den sikrede ikke desto mindre Terry en kendthedsstatus stor nok til at udløse et mindeord i aviserne landet over. Jeg var lige kommet tilbage til min lejlighed i nærheden af The Strip inde i Las Vegas en formiddag og tog Sun med på vejen. Terrys død var omtalt i en kort artikel bagerst i første sektion.
Der gik en dyb skælven gennem mig, da jeg læste den. Jeg var overrasket, men ikke mere end det. Terry havde altid virket på mig som en mand, der levede på lånt tid. Men der var ikke noget mistænkeligt i det, jeg læste, og heller ikke i det, jeg hørte, da jeg tog ud til bisættelsen på Catalina Island. Det var hans hjerte – hans nye hjerte – der gav op. Det havde givet ham seks gode år, hvilket var over landsgennemsnittet for patienter med et hjertetransplantat, men derefter var det så bukket under for de samme faktorer, der havde ødelagt det oprindelige.
"Jeg er ikke helt med," sagde jeg til Graciela. "Han var på båden, ude med et selskab, og så sank han sammen. De sagde da ... hjertet."
"Jamen, det var hans hjerte," sagde hun. "Men der er kommet noget andet frem nu. Jeg vil gerne have dig til at kigge på det. Jeg ved godt, du ikke er i politiet længere, men Terry og jeg så jo i fjernsynet dér sidste år ... Det, der skete heroppe."
Hendes blik gled rundt i stuen, og hun slog ud med hånden. Hun mente de begivenheder, der udspillede sig i mit hus et år tidligere, hvor min første efterforskning som fratrådt politimand var endt så katastrofalt i noget nær et blodbad.
"Så jeg ved jo, du stadigvæk efterforsker ting," sagde hun. "Ligesom Terry. Han kunne ikke lægge det bag sig. Sådan er I åbenbart, nogle af jer. Det var dengang, vi så alt det, der var sket heroppe, at Terry sagde det med, at han ville vælge dig som makker, hvis han ... Jeg tror i virkeligheden, at han sagde så meget, at hvis der nogensinde skete ham noget, så skulle jeg gå til dig."
Jeg nikkede og så ned i gulvet.
"Hvis du siger, hvad der er kommet frem," sagde jeg, "så skal jeg sige dig, hvad jeg kan gøre ved det."
"Du havde en nær tilknytning til ham, det ved du godt ...?"
Jeg nikkede igen.
"Lad mig høre."
Hun rømmede sig. Satte sig ud på kanten af sofaen og gav sig til at forklare det.
"Jeg er sygeplejerske. Jeg ved ikke, om du har set filmen, men de gjorde mig til servitrice i den. Det er jeg altså ikke. Jeg er sygeplejerske, og jeg ved en del om medicin. Og om hospitaler ... det hele."
Jeg nikkede og tav for ikke at afbryde hende.
"Terry blev obduceret på retsmedicinsk institut. Der var ikke tegn på noget usædvanligt, men Jeff Hansen – Terrys hjertelæge – opfordrede dem til at gennemføre obduktionen for at se, om der var noget galt."
"Jo ...?" sagde jeg. "Hvad fandt de ud af?"
"Ikke noget. Jeg mener, ikke noget forbryderisk. Hjertet holdt simpelthen op med at slå. Han døde. Det sker. Obduktionen viste, at muskulaturen i hjertevæggene var ved blive tyndere; de snævrede ind. Kardiomyopati. Kroppen udstødte hjertet. De tog de almindelige blodprøver, og det var det. Jeg fik ham udleveret. Liget. Terry ville ikke begraves, det havde han altid sagt. Så han blev kremeret hos Griffin and Reeves, og efter bisættelsen tog børnene og jeg med Buddy ud på båden og gjorde, som han havde villet det. Gav slip på ham. Ud i vandet. Det var meget intimt. Smukt."
"Hvem er Buddy?"
"Åh – det er ham, Terry var sammen med om bådudlejningen. Hans makker."
"Selvfølgelig, ja; jeg kan godt huske det."

Jeg nikkede og forsøgte at få hende sporet tilbage til historien. Til en åbning, til begrundelsen for, at hun havde opsøgt mig.
"Undersøgelsen af de blodprøver," sagde jeg ... "Hvad fandt de?"
Hun rystede på hovedet.
"Nej, det var noget, de ikke fandt."
"Ja?"
"Du skal tænke på, at Terry tog bunkevis af tabletter. Hver dag. Pille efter pille og væske efter væske. Det holdt ham i live. Altså indtil ... Så optegnelsen af blodundersøgelsen fyldte halvanden side."
"Sendte de den til dig?"
"Nej, til Hansen. Han ringede og fortalte om den. Fordi der manglede noget i den skanning, der burde have været der. CellCept og Prograf. Han skulle have haft det i blodet, da han døde, men det var der ikke."
"Og de er vigtige?"
Hun nikkede.
"Ja. Han tog syv kapsler Prograf hver dag. Cellcept to gange dagligt. Det var de to typer medicin, der var de vigtigste. De holdt hjertet i orden derinde."
"Og uden dem ville han dø?"
"Det ville kun vare tre-fire dage. Der ville meget hurtigt opstå en kongestion. Hjertesvigt. Og det var præcis, hvad der skete."
"Hvorfor holdt han op med at tage dem?"
"Det gjorde han ikke; det er derfor, jeg har brug for dig. Der er nogen, der har ændret på hans medicin for at slå ham ihjel."
Jeg kørte alle hendes oplysninger gennem tankekværnen en gang mere.
"Hvordan kan du vide dig sikker på, han tog den medicin?"
"Fordi jeg så ham gøre det, og Buddy så det. Selv deres kunde, den mand, de havde med ude på den sidste chartertur, så ham tage de piller. Jeg har spurgt dem. Altså ... som sagt er jeg sygeplejerske; hvis ikke han tog sin medicin, ville jeg opdage det."
"Okay ... Du siger, han tog pillerne, men det var ikke hans rigtige piller. Nogen har gjort noget ved dem. Hvad får dig til at tro det?"
Hendes kropssprog udtrykte frustration. Jeg foretog ikke de logiske spring, hun havde regnet med, jeg ville gøre.
"Jeg går lige lidt tilbage," sagde hun. "En uge efter bisættelsen, og altså inden jeg vidste noget om alt det her, begyndte jeg så småt at prøve på at få alting ind i en gænge igen, og jeg ryddede op i det skab, hvor Terry havde al sin medicin. Medicinen er vanvittig dyr, og jeg ville ikke have den til at gå til spilde. Der er mange mennesker, der har svært nok ved at få råd til den. Vi havde svært ved at klare det. Terrys forsikring var udløbet, så vi skulle både søge MediCal og Medicaid for at få råd til den."
"Og så gav du den væk?"
"Ja. Det er en tradition blandt transplantationspatienter. Når én ..."
Hun så ned på sine hænder.
"Det har jeg forstået," sagde jeg. "Man giver det hele tilbage."
"Ja. For at hjælpe andre. Alting er så dyrt. Og Terry havde i hvert fald til ni uger. Det kunne være flere tusind dollars værd for en anden."
"Okay."
"Så jeg samlede det hele sammen og tog færgen ind til sygehuset. De sagde tak alle sammen, og så regnede jeg med, det var slut på det. Jeg har to børn. Det har været forfærdelig hårdt, men for deres skyld var jeg nødt til at komme videre."
Jeg tænkte på deres datter. Jeg havde aldrig set hende, men Terry havde snakket om hende. Sagt, hvad hun hed, og hvorfor han havde givet hende det navn. Jeg var ikke klar over, om Graciela kendte historien bag.
"Har du sagt noget om det her til lægen?" spurgte jeg. "Hvis medicinen er forkert, skal du vel advare dem om, at ..."
Hun rystede på hovedet.
"De har et sæt regler for at sikre, at det kun er de uåbnede, der bliver udleveret igen. Alle glas og æsker bliver tjekket, forseglinger, udløbsdatoer og produktionsnumre, i forhold til eventuelle tilbagekaldelser. Der var ikke noget. Ikke noget, der var ændret ved. I hvert fald ikke i noget af det, jeg afleverede."
"Men ...?"
Hun satte sig længere ud på kanten af sofaen. Vi nærmede os kernen nu.
"Om bord på båden. De glas, der var åbnede, dem afleverede jeg ikke. De må ikke tage imod dem alligevel; det er der stramme regler for."
"Og du fandt noget uregelmæssigt?"
"Der var en dagsdosis Prograf og to doser CellCept tilbage i glassene. Jeg lagde dem i en plasticpose og tog dem med ind på klinikken ovre i Avalon. Der har jeg selv arbejdet. Jeg fandt på en historie – at en af mine veninder havde fundet kapslerne i sin søns bukselomme, mens hun ordnede vasketøj. Hun ville vide, hvad han tog. De undersøgte dem, og kapslerne – samtlige – var placebo. Der var et hvidt pulver i dem. Nærmere betegnet pulveriseret hajbrusk. Det er noget, der bliver solgt i helsekostforretninger og via internettet. Det skulle virke som sådan en slags homøopatisk kræftbehandling. Det er uskadeligt og letfordøjeligt, og når det har ligget i en kapsel, har Terry ikke kunnet smage forskel. Han har ikke anet, det var noget andet."
Hun tog en sammenfoldet kuvert op af sin minitaske og rakte den til mig. Der lå to kapsler i. Begge to hvide og med en påskrift med bittesmå, røde bogstaver på siden.
"Er det fra den sidste portion?"
"Ja. Jeg gemte de to her og gav de fire andre til min ven på klinikken."
Jeg holdt kuverten under til at opfange indholdet og trak den ene kapsel fra hinanden med fingrene. Den gik uden videre op, uden at de to dele tog skade. Det hvide pulver, den havde indeholdt, løb ned i kuverten. Jeg kunne altså konstatere, at det ikke ville være vanskeligt at hælde indholdet af medicin væk og erstatte det med et virkningsløst pulver.

"Du siger altså, at da Terry var på sin sidste chartertur, tog han de kapsler, han troede, sikrede hans overlevelse, men de gjorde ikke det fjerneste. Og på den måde slog de ham ihjel."
"Ja."
"Hvor stammede kapslerne fra?"
"Pilleglassene var fra sygehusets apotek. Men der kan være gjort noget ved dem hvor som helst."
Hun holdt inde for at lade mig fordøje det.
"Hvad vil lægen, Hansen, gøre ved det?" spurgte jeg.
"Han sagde, at han ikke havde noget valg. Hvis ombytningen er sket på hospitalet, så skal han vide det. Det kan bringe andre patienters liv i fare."
"Det er nok usandsynligt. Du sagde, det var to forskellige slags medicin, der var pillet ved. Det betyder, at det sandsynligvis er sket uden for hospitalet. Det er sket, efter at Terry har fået dem udleveret."
"Det ved jeg godt. Det sagde han. Han sagde, han vil anmelde det; det er han nødt til. Jeg ved bare ikke, hvem det bliver til, og hvad de vil gøre ved det. Hospitalet er i Los Angeles, og Terry døde på båden cirka fyrre kilometer ude fra kysten ved San Diego. Jeg ved ikke, hvem der ..."
"Det vil formentlig blive sendt til Kystvagten først, og derfra til FBI. Engang. Men det vil tage flere dage. Du kan få det fremskyndet, hvis du kontakter FBI nu med det samme. Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor du siger det til mig og ikke til dem."
"Jamen, det kan jeg ikke. Ikke endnu, i hvert fald."
"Hvorfor ikke? Selvfølgelig kan du da det. Det er helt forkert at give mig det. Tag kontakt med Bureauet; det er de mennesker, han selv arbejdede sammen med. Hvis du siger det til dem, så går de løs på det lige med det samme, det er jeg sikker på."
Hun rejste sig og gik hen til skydedøren og så ud over passet. Det var en af de dage, hvor smoggen lå så tyk, at man skulle tro, der kunne gå ild i den.
"Du var i kriminalpolitiet. Tænk på det. Der var nogen, der myrdede Terry. Det kan ikke have været en tilfældig pilfinger. Ikke når det var to forskellige medikamenter i to forskellige glas. Det blev gjort med hensigt. Det næste spørgsmål bliver så, hvem der havde adgang til hans medicin? Hvem havde et motiv? Det bliver mig, de kaster blikket på først, og måske går de aldrig længere end det. Jeg har to børn. Jeg kan ikke løbe den risiko."
Hun vendte sig og så på mig igen.
"Og det er altså ikke mig, der har gjort det."
"Hvad skulle motivet være?"
"Penge for det første. Der ligger en livsforsikring fra dengang, han var i FBI."
"For det første ...? Vil det sige, der også er et ‘for det næste’?"
Hun så ned i gulvet.
"Jeg elskede Terry. Men det var ikke problemfrit. De sidste uger sov han altid nede på båden. Det er sikkert også derfor, han gik med til at tage den lange charter. Ellers var det for det meste kun dagsture, han sejlede."
"Hvad var det for problemer? Hvis jeg skal gøre noget ved det her, er jeg nødt til at vide det."
"Vi boede ude på den ø, og jeg brød mig ikke om det længere. Det var vist ikke den store hemmelighed, at jeg gerne ville flytte ind på fastlandet igen. Problemet var, at han var nervøs for vores børn. På grund af sit arbejde i Bureauet. Han var bange for verden. Han ville skærme børnene af fra verden, og det ville jeg ikke. Jeg ville have dem til at opleve verden og forberede sig på den."
"Og det var det?"
"Åh, der var andet også ... jeg var ikke ligefrem begejstret for, at han stadigvæk arbejdede med sager fra dengang."
Jeg rejste mig og gik hen til hende ved glasdøren. Jeg skød den til side for at få lidt af det indelukkede ud. Jeg tænkte i et strejf, at jeg burde have lukket op, så snart jeg kom ind. Der lugtede surt. Jeg havde ikke været hjemme i to uger.
"Hvilke sager?"
"Han var ligesom dig. Sager, der slap fra ham, blev ved med at hjemsøge ham. Han havde sine sagsmapper – i kassevis – nede på båden."
Jeg havde været om bord på båden engang for meget længe siden. Der var en kahyt i stævnen, som Terry havde indrettet til kontor. Jeg kunne huske, jeg havde set arkivkasserne i overkøjen.
"Han forsøgte i lang tid at holde det skjult for mig, men det blev for åbenlyst efterhånden, og så lod vi være med at lade som om. De seneste måneder har han været inde på fastlandet et utal af gange. Når han ikke havde charterture. Vi skændtes om det, og han sagde bare, at det var noget, han ikke kunne give slip på."
"Var det en bestemt sag eller flere end en?"
"Det ved jeg ikke. Han sagde aldrig noget om, hvad det helt præcist var, han arbejdede med, og jeg spurgte ikke. Jeg var ligeglad. Jeg ville bare have ham til at holde op med det. Jeg ville have ham til at bruge tiden sammen med sine børn. Ikke med de folk dér."
"De folk ...?"
"Den slags mennesker, som han var så fascineret af. Drabsmændene og deres ofre. Deres familier. Han var besat. Indimellem tror jeg, de var mere vigtige for ham, end vi var."
Hun så ud over passet, mens hun sagde det. Da jeg åbnede døren, slap jeg trafikstøjen ind. Motorvejen nede i bunden lød som en slags fjernt bifald i en arena, hvor forestillingen aldrig sluttede. Jeg åbnede døren helt og trådte ud på verandaen. Jeg så ned i buskadset og tænkte på den kamp på liv og død, der fandt sted dernede et år tidligere. Jeg havde overlevet og havde nået at erfare, at jeg på samme måde som Terry McCaleb var far. I de mellemliggende måneder havde jeg lært at finde det i min datters øjne, som Terry engang fortalte mig, han allerede havde fundet i sin datters. Jeg vidste, at jeg skulle søge det, fordi han havde sagt det til mig. Jeg skyldte ham noget for det.
Graciela kom hen bag mig.
"Vil du gøre det for mig? Jeg tror på det, min mand sagde om dig. Jeg tror på, du kan hjælpe mig og hjælpe ham."
Og måske hjælpe mig selv, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke. Jeg så ned på motorvejen, hvor solstrålerne blev kastet tilbage fra forruderne på de biler, der var på vej gennem passet. Det var som tusinde klare, sølvskinnende øjne, der iagttog mig.
"Ja," svarede jeg. "Jeg gør det."

•  Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.