Månegrus af Lene Rikke Bresson
Månegrus – kapitel 8
Oktobers himmel lyste blå over hovedbanen. Hvide skyer drev langs tagryggen. Jeg ventede på grønt udenfor Tivoli. Flaget var på halv; et menneske var ikke mere. På vej igennem mylderet stødte min taske mod en skaldet mand. Han skar en grimasse, og jeg undskyldte. Jeg gik mod perron 6 og fandt intercitytoget til Jylland. Ana var i Hyldehytten på Fanø og ventede mig. Langhuset var Anas fødehjem. Et gammelt bindingsværkshus med stråtag og vinduer, der hoppede op og ned. Hyldehegnet stod som en mur rundt om langhuset og værnede mod nysgerrige blikke. Langhuset var delt op i tre store lejligheder. I den midterste lejlighed hang et billede, malet i gyldne farver, med en nøgen kvinde, der skuede ud over havet. Min mor. Jeg strøg mig over maven. Jeg brød mig ikke om langhuset. Luften fik mine lunger til at krympe og gjorde nætterne urolige. Jeg hev efter vejret og mærkede et jag i lænden. Jeg var på vej mod fortiden.
"Jeg ved ikke, hvorfor jeg har beholdt det hus i så mange år. For din skyld, tror jeg. Men du vil jo ikke have det, vel? Så lad os sælge din mors elskede Hyldehytten, når det ikke kan være anderledes", truede Ana i telefonen.
Jeg tav. Jeg orkede ikke skyldfølelsen.
"Jamen, har du da slet ikke en mening?", fortsatte hun.
Hvad skulle jeg mene? Min mor var en skygge; et gyldent billede på væggen. Hun blev ikke mere levende af, at jeg boede i hendes stue.
"Hvorfor vil du ingen minder have? Ikke engang halskæden går du med mere! Din mor gav dig tråden til livet. Hold fast i den. Hun var et stort menneske. Hendes historier ændrede verden", sluttede hun af.
Storheden. Vingesuset fra verdens gang. Hvad skulle jeg bruge det til? Luft og ord. Min mave voksede uanset ramaskriget fra verdens gang. Hvad ragede det mig? En tot svanedun og en barnenumse svævede forbi som skyer på himlen. Hun skrev altid om noget vigtigt for en uoplyst verden – vigtigere end min verden. Og nu sad jeg her alene i verden uden en mormor til mit barn.
Dørene smækkede, og toget kørte af sted med små ryk. Vi skramlede fra side til side, da vi kørte under Dybbølsbro. Der var sporarbejde og arbejdere med knaldorange veste. De ænsede ikke toget. Kupéen var halvfyldt. Oppe foran ved aviserne sad en mand. Hans mobiltelefon ringede. Han tog den, og stemmen gav stød. Jeg rejste mig i et ryk. Det var Torben! Hvad lavede han i mit tog? Jeg gik hen til avisholderen. Tog Politiken og vendte mig mod ham. Min krop stoppede. En fremmed mand sad og skrev på sin PC. Skuffet gik jeg tilbage. Ved siden af min plads sad en kvinde i chador. Hun kikkede undersøgende på min lille topmave. Jeg satte mig og slog op under lederen. Hvor var Torben? Hvorfor gav han ikke lyd fra sig? Jeg sank og kiggede på avisen. Overskriften i lederen overtog min opmærksomhed:
Linselusen
Danmark har engelske tilstande. Spindoktorer styrer den politiske dagsorden. Enhver historie har sin modhistorie. Det hele drejer sig om at være målet for fotografernes linser, koste hvad det koste vil. Jo mere linsetid, jo mere magt. Statsministeren følger sin spindoktor til punkt og prikke. Hvis der ingen politiske resultater er at skrive om, så deltag i en international krig. Det giver linsetid og fjerner presset fra den indenlandske scene. Og skulle folk endelig kritisere Danmarks deltagelse i en krig langt borte, jamen så grav en historie op fra anden verdenskrig og fortæl, at regeringen og dit eget parti var feje, fordi de arbejdede sammen med tyskerne. Den iscenesatte provokation vil altid forarge et par stykker og rydde en forside eller to.
Kvinden i chadoren fumlede med sit tøj inden under chadoren. Store sveddråber piblede ned ved hendes næse. Hun tørrede dem væk med sit ærme og ramte min avis, så den fløj på gulvet. Hun lod som ingenting og kikkede ud ad vinduet. Jeg samlede avisen op og læste videre:
Skulle den historie også kikse, jamen så kald folkeskolelærerne for rundkreds-analfabeter. Hids medierne op og sæt en overfladisk værdidebat i gang. Næste skridt i spindoktorens plan er at sende statsministeren på en tur rundt i det ganske land. Besøg en folkeskole. Forslag til billede: Sæt dig i skrædderstilling til morgensang. Historien får en happy end med statsministeren, der trykker lærerforeningens formand i hånden. Men landet stander i våde. Statsministerens dilemma er, at han gerne vil være populær og samtidig godt kan se, at de reformer, der skal redde Danmark – faktisk hele Europa – vil gøre ham umådelig upopulær. Findes der en vej?
Statsministerens karikatur i skrædderstilling sad og talte op til en skaldet mand:
"Den historie virkede heller ikke. Hvad med kirkeministeren, kan hun ikke lave rav i den?", sagde statsministeren i sin taleboble.
"Joh, det kan jeg sagtens arrangere", sagde den skaldede mand. "Vi kunne få hende til at udtale, at hun heller ikke tror på gud!"
Min bh kløede, og jeg flyttede mig frem og tilbage og forsøgte at klø mig på brysterne, uden det kunne ses. Fik jeg nogen sinde Torben at se igen? Hvad var mit dilemma? Kvinden ved min side lagde panden mod vinduet og tog diskret en bid af en Mars-bar og puttede den hurtigt ind under den store dragt igen. Det rumlede i min mave. Jeg have grønlangkål med fløde med i en lille plastboks. Toget slingrede gennem Valby, og boksen røg ned på gulvet. Jeg lænede mig forover og samlede den op. Under hendes skørter så jeg en stor rygsæk. Den stod åben i den ene side. Hun så mit blik og lynede straks tasken til og dækkede den over med chadoren. Jeg svedte under armene og tog låget af boksen til grønlangkålen. Fandt gaflen og slugte en mundfuld. Jeg skruede op for ventilationen og mærkede den kølige luft i panden. Det hylede i mit højre øre. Tonen forstyrrede, og jeg stoppede med at spise. Som barn fik jeg tit denne hylen.
"Det er bare din skytsengel, der er i nærheden", lo Ana til mig og rettede på mine rottehaler.
Lyden i mit øre i dag var anderledes insisterende. Jeg bed mig i kinden og tog en sluk vand for at dulme smerten. Jeg ville af toget. Ana måtte selv sælge Hyldehytten. Jeg kunne stå af i Roskilde.
"Kylling", hviskede jeg til mig selv, "det er bare din graviditet. Tag dig sammen!"
Togføreren gik igennem kupéen og tjekkede billetter. Han virkede bekendt. Det ansigt havde jeg set før. Bag ham gik en ung pige med et kamera. Togføreren stoppede og bad om billetter.
"De sidder ikke i den rigtige vogn, dette er business class. De har en standardbillet", sagde han henvendt til kvinden i chadoren.
Hun rystede på hovedet.
"Det betyder, at De skal sidde i vogn nr. 14, plads 26. Dette er vogn 34, plads 26."
Han talte langsomt og vinkede hende ud fra pladsen. Hun flyttede sig ikke.
"Cut, det her dur sgu ikke!"
En skaldet mand viftede med armen ind foran kameraet.
"Og hvorfor så ikke – det er da en fed scene!", udbrød pigen med kameraet.
"Og så skal jeg ud i pressen og forsvare, at statsministeren er grov mod indvandrere. Jeg kan ligefrem se overskriften på Ekstra Bladet: Statsministeren er racist. Det går sgu ikke op til et valg."
Han tog en sølvpakke, åbnede den og foldede et tyggegummiet ind i munden.
"Du tænker altid i overskrifter. Hvad med at tænke historien til ende? Vi kan jo lave en slutning, hvor han hjælper hende ud af toget. Og så sidder hun rent faktisk på den forkerte plads!"
Kvinden ved siden af mig kikkede frem og tilbage på de tre.
"Nu får vi hende hen på den rigtige plads, og så tager vi den her scene om. Uden hende!"
Den skallede mand dirigerede rundt. Togføreren forlod os og gik mod vestibulen uden at mæle et ord.
"Ja, vi er i gang med at optage et program, der hedder Byt Skæbne. Og ja, det er statsministeren, vi starter ud med i det første program. Hvis nogen skulle være i tvivl. Der kommer en pige rundt med en beskrivelse af programmet, og skulle der være nogen, der er pissebange for at se sig selv på nationalt tv, så giv hende lige et praj. Så klipper vi jer simpelt hen ud."
Kamerapigen kikkede rundt i kupéen og fulgte efter togføreren ud i vestibulen. Den skaldede mand gav tegn til kvinden ved siden af mig. Jeg rejste mig, og hun masede sig ud. En sveddråbe fra hendes pande landede på min sko.
"Hold da kæft, det var statsministeren", råbte en mand bag mig.
Flere af passagererne rejste sig og kikkede ud i vestibulen. Kvinden i chadoren stod og fægtede med armene. En dame gav sig til at rede sit hår. En mand rettede slipset og skiftede Politiken ud med Børsen.
"Åh, jeg har haft sådan en rædselsfuld dag i dag. Det hele er bare gået skævt. Og nu den her optagelse. Mit navn skal i hvert fald ikke på fjernsyn. Det er osse satans, jeg kom for sent til mit tog."
Kvinden på sædet overfor kikkede på mig, og jeg smilede til hende, da jeg satte mig. Hun rodede i sin håndtaske og fandt en læbestift frem. Det her var så resultatet: det tog, vi på fabrikken havde kæmpet for at få færdigt. Og nu sad jeg her som passager for første gang. Jeg lod fingrene glide hen over sædet. Grånistret stof, der var vævet, så pletter og smuds forsvandt. Der var en stor kaffeplet på sædet ved siden af. En sofa kostede 14.000 kroner at producere, men så var den også testet og brandsikker. Togstewarden skubbede sin vogn igennem, og jeg købte kaffe. Den smagte gammel. Jeg hældte mælk i, men smagen blev bare værre. Kvinden i chadoren kom tilbage. Hun pegede under sit sæde. Og jeg opdagede, at hun havde glemt sin rygsæk. Jeg rakte ud efter den, men inden jeg nåede at få fat i den, skreg hun langt nede fra struben og kastede sig ind over mig og flåede tasken ud under mine ben. Den så tung ud.
"Så tager vi det vist helt roligt. Hvad ligner det at mase en gravid kvinde på den måde!", udbrød stewarden.
Han lagde en hånd på hendes skulder. Hun holdt tasken tæt ind til brystet, og lyden fra hendes strube blev truende.
"Bevares, bevares. Jeg ville bare hjælpe."
Hun sagde en masse uforståelige ord hurtigt efter hinanden.
"Er det så svært at modtage en smule venlighed? I tror sgu altid, I skal have særbehandling! Nå, men gå endelig videre – vi skal ikke holde på dig og din rygsæk."
Hun bed tænderne sammen og gik ud i vestibulen. På vejen ramte hun en passager med rygsækken. Han sendte himmelvendte øjne og ømmede sig. Den skaldede mand gik igennem kupéen. Pigen med kameraet og en togbetjent fulgte efter. De masede sig forbi stewarden og salgsvognen og hen til den lukkede dør.
"Sig mig, kan det ikke lade sig gøre at få åbnet mellem togsættene? Det ville sgu gøre vores arbejde betydeligt nemmere."
"Det må vi altså ikke. Vi kan jo ikke have folk rendende i hele toget. Og når det så bliver delt i Fredericia, så sidder de i det forkerte togsæt. Når moster Anna ender i Århus i stedet for Esbjerg, får vi en helvedes ballade."
"Skide være med moster Anna. Det her drejer sig om statsministeren. Kan du ikke gøre en undtagelse? Så filmer vi dig, når du åbner, og du kan forklare, hvorfor du gør en undtagelse i dag. Alt for kunderne, ikke. Hvad hulen, direkte reklamespot på nationalt tv. Du bliver dagens helt. Og din mor bliver pavestolt."
"Sig nu ja", bad pigen med kameraet sukkersødt.
"OK da. Men husk, det er en undtagelse."
"Goddag, det er Deres togfører, der taler", lød det over højtaleren. "Jeg befinder mig nu i det togsæt, der er opkaldt efter Stygge Krumpen og adopteret af byen Mariager. Om lidt kommer jeg igennem det togsæt, der hedder Kaj Munk adopteret af Rødby .."
"Stop stop, du er jo ikke kustode, vel", hvislede den skaldede mand i sin headphone.
"Goddag, det er Deres togfører igen, vi kører i dag rettidigt, og stewarden vil om lidt komme igennem med salgsvognen."
"Nej, nu stopper du sgu, det har han været. Vi har aftalt, du ikke taler udenfor manuskriptet. Og dér står der, du skal gå igennem toget og tjekke billetter. Du er togfører i dag. Du skal gå ned i vogn 14 – dér er der ikke billetteret endnu!"
"Hvor svært kan det være!", udbrød pigen med kameraet.
Den skaldede mand gik igennem lokoførerens rum og ind i det næste togsæt.
"Du skal ikke spille smart på statsministerens bekostning. Få lettet røven og tag den optagelse med vores kære togbetjent her. Så går jeg ned og får ham på rette spor", sagde den skaldede mand og stampede i gulvet.
Han hastede forbi mit sæde og snublede over en taske og greb ud efter et armlæn på vej ud af kupéen.
Lyden i mit øre forsvandt, men maven snurrede. Jeg hikkede og klam-svedte. Jeg tog en papirserviet og tørrede mig i ansigtet. Ulriks ord løb gennem mig:
"Jeg tør ikke tænke på, hvad der sker, når dieseltoget begynder at køre under Storebælt. Det opfylder jo overhovedet ikke sikkerhedskravene. Alle ved det, men ingen taler om det. For kontrakten om udviklingen af dieseltoget var skrevet under, inden de besluttede sig for Storebæltsforbindelsen. Og hvem skal betale merprisen for at ombygge togene, så de lever op til kravene? Det er ikke et spørgsmål, om der sker en ulykke – men hvornår! Toget får sikkert en midlertidig godkendelse, og hvem gider tjekke det, før det går galt?"
Ulrik var ikke længere chefudvikler på togfabrikken. Han arbejdede som teknisk konsulent for Sankilde-koncernens datterselskaber. Hvorfor kørte jeg med dieseltoget, når jeg vidste det? Nu var det for sent; toget stoppede ikke før tunnelen. Jeg rejste mig og gik op og byttede Politiken til en Berlingske Tidende. Hvad var der at være bange for? Ulrik var bare en skør udvikler!
Jeg læste Berlingske og drak appelsinjuice. Lyden i øret kom ikke tilbage. Jeg læste uden at ænse ordene. De fløj forbi som landskabet bag ruderne. Jeg opgav avisen og kikkede op. Lyset fra bagagehylden var perfekt. Bagagehylden var den mest fejlbehæftede komponent i alle afleveringsprotokollerne. Gad vide om andre passagerer nogensinde skænkede det en tanke, at Erik havde gået rundt med sin strittende lillefinger og påpeget, hver gang en kærv i bagagehylden sad skævt. De sad sikkert alle sammen lige, da toget blev afleveret, men nu? Nu sad de og strittede i hver sin retning efter adskillige udskiftninger af pærerne.
Min bh strammede, og jeg gik på toilet. Jeg trykkede på den elektroniske lås. Jeg trak i døren for at være helt sikker. Jeg løsnede bh'en og kløede og kløede. I morgen måtte jeg købe en større bh. Jeg hægtede den på. Lagde toiletpapir rundt på hele sædet. Det var svært at holde balancen og udøve stående tisning, når toget duvede fra side til side. Jeg vaskede hænder og studerede maven i spejlet. En række af lys fra tunnelen skinnede igennem den matterede rude. Jeg tog læbestift på. Tog en serviet og tørrede det af igen. Torben kunne ikke fordrage læbestift.
"Dine læber smager bedre uden!"
Jeg tog læbestift på igen. Trykkede på den elektroniske lås og gik ud i vestibulen. Lige overfor toilettet var togførerens kupé. Der sad to mænd med deres madpakker. Vi var stadig i tunnelen. Tre minutter igen, inden vi var ude. Der lugtede af røg fra den anden kupé. Kvalmen kom tilbage og fik mig til at hoste. Jeg strøg tilbage på toilettet. Jeg bøvsede. Åbnede for vandet og lod det rende ned over mine hænder. Jeg tog en papirserviet og tørrede sveden væk fra halsen og panden. Der lød et brag efterfulgt af et lysglimt. Toget rykkede hårdt til siden. Jeg greb efter håndtaget og fik trykket på låseknappen. Døren gik op, og jeg hagede mig fast til dørhåndtaget. Opbremsningen pressede mig ned mod hjørnet mellem væggene og gulvet. Presset blev ved og ved. Lyden fra undervognen tog over. Det skreg og rev i den. Hvert øjeblik ventede jeg, at der ville komme noget op igennem den. Der lød en eksplosion igen. Toget løftede sig og rykkede mod siden. Vinduet krakelerede. Mine fingre gled på håndtaget.
"Hvis man udfordrer skæbnen, må man være parat til tage imod svaret", sagde Kairos til mig, engang vi diskuterede skæbne og livets vej.
Jeg kikkede mod spejlet og holdt blikket fast ved tre dråber, der ikke løb ned mod vasken, men skævt mod vinduet. Dråberne nåede væggen, og min hånd slap. Smerten jog i mit haleben og min ryg. Lugten af urin fik mig til at stemme imod og forsøge at komme op. Presset var for stort, og jeg opgav. To nye dråber var på vej hen over spejlet. Jeg fulgte deres veje og bad. Toget gav et ryk, og mit hoved knaldede mod væggen. Dråberne var væk. Vi holdt stille. Det blev altså i dag, at Ulrik fik ret! Der lød skrig nede fra den anden ende af toget. Den ene togbetjent ringede op.
"Hvad sker der? Sikkerhedsreglerne siger sgu da, vi ikke må stoppe i tunnelen. Hvad siger du, er luften til bremsesystemet gået? Prøv at se, om du ikke kan starte igen. Ud skal vi sgu. Og hvorfor så ikke? Få startet lortet! Dur koblingen heller ikke? Det her er sgu da den rene ynk. Jamen, så forsøger jeg at få passagererne ud af tunnelen mod åbningen. Vi kan ikke være langt fra den! Kan du se lyset? Hvad siger du? Nå ja, vi skal søge til den nærmeste tværtunnel og over i det andet rør. Hold kæft, det er mindst fire år siden, jeg har været på sikkerhedsøvelse."
Han greb mikrofonen. Skrigene og jammeren tog til i styrke.
"Alle passagerer bedes omgående forlade toget og gå mod den nærmeste tværtunnel og derefter videre over i det andet rør. Forsøg ikke at gå mod udgangen. Sikkerhedsproceduren er helt klar. Gå mod nærmeste tværtunnel. I skal over i det andet rør", råbte han. Han knaldede røret på plads, men tog det igen. "Sikkerheden ombord kan ses i den brochure, der sidder i holderne ..."
Han opgav at overdøve skrigene og lagde røret på igen.
"Hvorfor har vi ikke en herinde – jeg kan sgu ikke huske, hvad farve skiltene til den nærmeste tværtunnel har. Kan du?"
"Grønne. Det må du sgu da have lagt mærke til", svarede den anden togbetjent.
"Shit, statsministeren! Hvilken vogn forlod du ham i? Fik du åbnet, så der blev gennemgang mellem togsættene?"
"Ja, men kun fordi de der skide filmfolk insisterede på, at statsministeren skulle gå igennem hele toget. Men det må vi jo ellers ikke."
"Nej nej, men i hvilken vogn, dit fjols, forlod du ham! Nå?"
"Øh, vogn 14, tror jeg."
"Og lige nu kan det vise sig, du har gjort en god gerning ved at åbne mellem togsættene, så folk kan komme igennem og væk. Det er sgu da held i uheld." Han knappede sin jakke og rettede på slipset. "Der er noget helt galt i det her. Vi må ikke stoppe i tunnelen. Det kan slet ikke lade sig gøre. Forstår du?" Han knappede jakken op igen. "Du går ind og får passagererne ud, så får jeg se, om jeg kan åbne dørene."
Togbetjenten smed madpakken ned på sædet, og vores øjne mødtes. Han gik hen til mig og rakte en hånd ned til mig.
"Er du OK?"
Jeg nikkede, og vi gik ud i vestibulen, hvor folk begyndte at mase sig ud.
"Er du helt sikker – hvad med maven?"
Jeg nikkede igen og kikkede ned, som om jeg forventede en blodpøl under mig. Gulvet var uden blod. Han tog sit nøgleknippe frem og slog mod en rød ring over døren. Et glas knustes. Han trykkede på en knap inde bag glasset og udløste nødsystemet. Døren gik langsomt op, og røgen væltede ind. Han tog min hånd og hjalp mig ned på perronen. De andre passagerer råbte og skubbede.
"Gå lige så hurtigt, du kan, og lad være med at kikke dig tilbage! Koncentrer dig om at komme ud i en fart", kommanderede han.
Der var kun røg at se. Det sved i øjnene, og min hals tørrede ud. Jeg måtte væk, inden røgen kvalte mig. Jeg mærkede perronen under mig og forsøgte at løbe, men stoppede; det var ikke rart for maven. En mand ramte mig bagfra og snerrede. Jeg tog et skridt fremad for at genvinde balancen og trådte på noget blødt. Jeg så ned. Der lå en afrevet hånd på perronen. Kvalmen steg op i halsen, og jeg gik videre. Jeg kunne ingenting se; kun mærke mennesker bag mig. Foran mig. Ved siden af mig. De puffede og masede. En mand klemte sig forbi mig. Den skallede mand. Han blødte fra næsen.
"Se så at komme videre. I skal ud og ind i tværtunnelen, inden det hele eksploderer", skreg en togbetjent og viftede med armene.
Kvalmen steg op gennem halsen, og tænderne løb i vand. Jeg brækkede mig ned på sporet. Røgen pressede ned i mine lunger, og jeg hev efter vejret. En arm greb mig og fik mig videre. Det var kvinden med læbestiften. De røde læber lyste mod hendes tilsodede hoved. Ærmet på jakken var revet af, og der hang lange tråde ned af armen. Trådene blandede sig med blodet fra et åbent sår på overarmen.
"Hold kæft en lortedag. Men nu skal vi altså ud. Her er fandeme hedt. Er du OK?", sagde hun forpustet.
Jeg hørte ruder blive knust, og skrigene tog til. De lammede sanserne. Jeg nikkede og lod mig føre væk fra skrigene. En dreng løb forbi os med hænderne mod ørerne. Blodet løb ned over hænderne. Han så vild ud i øjnene. Jeg drejede hovedet og hostede.
"Kik lige frem og koncentrer dig", kommanderede kvinden med de røde læber. Hun tog sit tørklæde af og bandt det om min mund. "Dit barn har sgu ikke brug for alt det kulilte. Her er skiltet til tværtunnelen. Det hjælper dig ikke at se tilbage. Vi skal fremad!"
Jeg kom i tanke om Kairos' ord ved midsommerbålet. Det passede simpelt hen ikke; man kunne ikke vide sådan noget. Kairos kunne ikke vide, at der ville ske en ulykke i tunnelen under Storebælt – eller kunne han? Og hvad med Ulriks dommedagsprofeti! Det svimlede for mig, og kvinden tog et fast tag i mig.
"Vi skal bare lige det sidste stykke. Jeg er sgu ikke stærk nok til at bære dig. Hey, du der, kom og hjælp", råbte hun efter en togbetjent.
Men han løb mod strømmen og forsvandt i røgen. Jeg kæmpede mod kvalmen og røgen i øjnene. De løb i vand.
"Jeg hedder Sanvi. I mit værelse hang et lille broderet billede med tre engle på. Bliv ved med at gå, vi er der snart! De tre engle hedder Sanvi, Sansanvi og Semangelaf, og når dæmonen Lilith krævede sine 100 døde børn hver nat ifølge myten, ville hun vige uden om mig, når hun så de tre engle. Gå videre, vi er der snart. Hvor langt er du henne?"
"21. uge", hviskede jeg.
Kvalmen sad i enhver bevægelse med tungen.
"Nå, så holder det kvalmeshit snart op. Gå videre, du må ikke stoppe. Min mor var helt overbevist om, jeg var en engel. Du ved, mødre. De har så travlt med, hvad deres børn skal blive. Specielt hvis de ikke har gjort en fucking skid ved deres eget liv. Det blev sgu for meget for mig. Men jeg så det først for sent. Jeg blev sgu skilt fra min elskede, fordi hun ikke kunne lide ham. Hvad jeg ikke har gjort for at please hende. Men det var aldrig godt nok. Senere søgte jeg trøst i flasken. Så jeg er lige på vej hjem fra en Minnesotakur. Hjem til mine dejlige unger. Og så sker det her lort. Du skal gå. Du skal fan'me gå. Nu er jeg nået så langt, så vil jeg osse helt hjem. Forstår du? Gå for helvede. Jeg vil have en sidste chance." Sanvi vendte sig mod toget og røgen. Hun truede med armen. "Nu slipper du mig kraft'edme, mor. Træk dine forbandede fangarme væk. Jeg vil leve mit liv. Mit liv!", råbte hun. Hun vendte sig mod mig. "Nu er der kun få skridt tilbage, tror jeg."
Lyden af ambulancer nåede mig. Jeg talte inden i. Da jeg nåede til 21, var vi inde i tværtunnelen. En togbetjent stod og holdt branddøren. Det blødte fra hendes hånd. Vi blev mast igennem. Sanvi holdt mig hårdt i hånden.
"Det lettede. Min mors grimme fjæs fyldt med venlig kritik forsvandt. Kan du ikke mærke det? Somme tider må man le det onde lige op i fjæset. Åhh, det gjorde godt, og nu er røgen næsten væk! Tænk sig, hver jul gav hun mig en sølvgaffel. Så blev jeg i hendes øjne lidt mere normal. Det tog mig fem år, før jeg fik sagt, jeg ikke samler på den slags. Jamen, sagde hun bare, det gør din søster jo!"
Vi lod os føre med strømmen og gennem endnu en branddør. Jeg snublede, og Sanvi tog et fast tag i min arm, så jeg ikke faldt ned på perronen. Vi gik mod lyset.
"Efter det her bliver alting anderledes. Kan du ikke mærke det?" Sanvi kikkede på mig. "Så hold dog for helvede op med den masen. Nu er vi jo ude af ulykkesrøret", råbte hun bagud.
Luften blev renere, og lyset stærkere. Vi kom ud af røret til et virvar af blinkende lamper på ambulancer og brandbiler. Mågerne fløj over hovedet på os. Et par stykker dykkede ned og samlede krummerne op fra en hindbærsnitte, som lå smidt ved skrænten. En helikopter susede forbi oven over. Politibiler og flere ambulancer kom.
Flere og flere passagerer tumlede ud af tunnelen. De stoppede og stod tavse. Jeg satte mig på skrænten.
"Tror du, de når at komme ud af røret, inden de brænder ihjel? Og hvorfor kører brandbilen ikke ind i det rør, hvor røgen kommer fra?"
En dreng med næseblod kikkede på mig. Jeg rystede på hovedet og mærkede klumpen i halsen. Kuldegysningerne bredte sig op langs skuldrene. Havgusen sneg sig ind fra syd, og den blå himmel forsvandt. Tågehornet ved broen tudede og skreg budskabet ud: De dør dernede! Der lød endnu en eksplosion i røret, og et par brandmænd blev blæst omkuld. Jeg bed mig i underlæben, og tårerne piblede ned. Hænderne søgte mod maven, og jeg rokkede stille frem og tilbage. En ældre herre brød ud i sang:
Kringsatt av fiender,
gå inn i din tid!
Under en blodig storm -
vi dig til strid!
Kanske du spør i angst,
udekket, åpen:
hvad skal jeg kjempe med,
hvad er mit våpen.
Flere stoppede op og nynnede med ham. Han vendte sig og stod med front mod tunnelen. Og sang videre med høj klar stemme:
Her er dit vern mot vold,
Her er dit sverd:
Troen på livet vårt,
Menneskets verd.
For all vår fremtids skyld,
Søk det og dyrk det,
Dø om du må – men:
Øk det og styrk det!5
"Det er da muligt, det hjælper at tro på livet, men tror livet på os?", hvislede Sanvi til mig.
Jeg frøs i oktobersolen.
"Er du alene i toget?", spurgte jeg drengen.
"Ja, min mor og far er skilt, og jeg skal til Fredericia. Der bor min far. Jeg løb alt, hvad jeg kunne, og så tabte jeg min mobiltelefon. Har du en, jeg kan låne? Jeg vil gerne ringe til min far."
"Æh – nej, den ligger i toget", sukkede jeg.
En ældre mand med flossede bukser kom hen og så sig rådvildt om. Han kikkede på mig.
"Hun gik efter stewarden for at købe kaffe. Og nu ved jeg ikke, om hun er kommet ud. Men jeg fik da hendes uldne trøje med. Hun havde en ternet nederdel på. Har De set hende?"
Der lød endnu et brag fra tunnelen, og han knækkede sammen og satte sig på skrænten. Han strøg hænderne over trøjen og begyndte at fjerne fnug.
Kairos fjernede fnug fra sin vest. Vi sad i toget mod Esbjerg.
"Hvorfor skal vi til Fanø. Mor vil ikke forstyrres, når hun arbejder på en stor reportage. Er det Anas idé?", spurgte jeg.
Kairos blev ved med at fjerne fnug. Han stoppede og tog min hånd. Sank et par gange og strøg mig på håret.
"Hold op med det der, jeg er ikke noget pattebarn længere. De andre glor på os."
Jeg tog min hånd til mig og sparkede på sædet overfor.
"Ser du, din mor kan ikke længere forstyrres. Hun er død!"
"Og det fortæller du mig her, midt i toget", råbte jeg. "Det kan du simpelt hen ikke være bekendt!"
Tårerne løb ned ad kinderne, og kroppen rystede.
"Du sidder ikke her midt i toget og fortæller mig, at min mor at død. Sig det ikke passer! Sig det!"
Min stemme knækkede over, og Kairos tog om mig. Han lugtede af pibe. Der kom ingen ord fra hans mund.
"Hvorfor skal vi så til Fanø?"
"Fordi du skal sige farvel til hende. Det er vigtigt."
"Hvordan kan man sige farvel til en, der allerede er død!"
Kairos rakte mig et lommetørklæde, og jeg pudsede næse. Jeg mærkede et bump i toget.
"Færgen er i havn om få minutter. Passagererne bedes gå tilbage til deres pladser. Næste station er Nyborg."
Kvalmen vendte tilbage, og Sanvi tog mig i armen.
"Nå du, jeg skal videre. Lov mig én ting. Hvis du får en pige, så sørg for, hun ikke arver det kvindelige martyrium."
Jeg åbnede munden, men der kom ingen lyd.
"Ja, for helvede, du ved, hvad jeg mener. Ikke mere arvesynd – den har vi sgu afskaffet med i dag. Comprènde? Vi er her for at leve vores eget liv!"
Sanvi gik ind i mængde af mennesker med tilsodede ansigter. Hun faldt i snak med en mand, der straks fandt en cigaret til hende. Jeg satte mig og trak vejret dybt ned i maven. Kvalmen aftog. Da jeg kikkede op, var hun væk i vrimlen.
En kvinde med en rygsæk gik forbi politibilerne. Hun sik-sakkede mellem os. Hendes hoved var hvidt; uden sod. Hun hørte ikke til.
"Ved I noget? Jeg kommer fra Ekstra Bladet. Har I set noget nede i tunnelen?", spurgte hun.
"Ja, røg. Og nu skal du have en historie om mennesker, der er brændt til kul", svarede en stor mand i jakkesæt.
Han rev slipset af og kylede det op på baneskråningen.
"Har de allerede båret lig ud?", spurgte hun ivrigt.
"Nej, men enhver idiot kan da regne ud, at hvis brandbilerne ikke kan komme ind i det rør, der kommer røg ud af, er det, fordi det er så helvedes varmt, at de smelter ihjel. De kunne sgu da have ramt statsministeren uden at dræbe alle de andre", svarede han og hev efter vejret.
"Er statsministeren dernede?", gispede hun og ringede op på sin mobil.
"Ja, hvorfor tror du, toget er sprængt i luften? Jeg hedder Mark Hansen, det er sgu da ikke mig, de er efter, vel?"
"Øh – tak for hjælpen. Må jeg bede om dit telefonnummer – der dukker sikkert flere spørgsmål op?" Hun vendte sig væk fra ham og talte i mobiltelefonen. "Det er statsministeren – han befinder sig i ulykkestoget, der lige er eksploderet igen. Find ud af, hvad han lavede i toget! Nej, det er sgu ikke noget, jeg finder på. Om jeg kan få det bekræftet? For hulen mand, her er totalt kaos og fyldt med mennesker, der er sorte i hovederne af røg! Så fat det dog! Og hvor er min fotograf?", råbte hun i mobilen.
Hun vendte sig mod manden.
"Lad mig være i fred", sagde han og vendte ryggen mod hende og gik.
En mor med et barn på armen løb ud af tunnelen. Jeg kikkede på barnet. Det hvide i øjet så uhyggeligt ud i det sorte ansigt. Det andet øje var tillukket og hævet med en sprække i øjenlåget, hvor blodet løb ud. Kvinden løb hen til en ambulance, afleverede barnet til en reder og løb tilbage mod tunnelen. En betjent stoppede hende, og hun skreg og tæskede løs på ham.
"Fatter du det ikke – jeg har et barn til i toget. Gør dog noget for helvede! Jeg havde kun kræfter til at bære et. Fatter du det? Jeg måtte vælge. Vi var de sidste i vognen – alle løb. Jeg sagde, hun skulle vente, til jeg kom tilbage. Hun stod og så på mig gennem vinduet. Trykkede næsen flad mod ruden. Så kom braget, og jeg løb som besat med Bertram! Forstår du det!"
Hun sank sammen og skreg. Løftede hænderne mod himlen og klaskede dem i jorden. Flåede dem frem og tilbage mod skarpe sten.
"Min gud, min gud, hvad har jeg gjort!", skreg hun.
Havgusen blandede sig med røgen. Himlen græd. Den havde heller ikke forberedt sig på døden.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
