Men du skal mindes mig af Herman Bang
MEN DU SKAL MINDES MIG ...
af Herman Bang (1885)
Til Mme Bertha Wasbutzki
En spøgelseshistorie?
Men jeg har aldrig set noget spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle spøge og hvem skulle kunne gå igen? De døde er døde, og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd, og kun Macbeths egen rædsel satte den dræbtes ånd ved gæstebudet.
Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?
En ven tog engang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester, klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsternes – der tog en ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver: “Se,” sagde han. “Det er den, jeg elskede højst.”
En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og pustet ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det.
“Det er den, jeg elskede højst.”
Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte: “Ingen ved,” hviskede han, “hvor højt vi elskede hinanden.”
Spil, I spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe.
Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende ...
Hvad er det, Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af den store Alexander? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et hul i en tønde.
Hvad skal da spøge og hvem skal gå igen?
Og alligevel – er de døde døde? Helt døde? Så helt døde, at de ikke kan for eksempel kalde?
Ja, kan de ikke kalde? Med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno, så nøgen som en gribs, en klo – mod vor rude?
Min stakkels bror, som kun blev tyve år og som er død for så længe siden, han troede, der var blevet kaldt på ham, og han sygnede hen, og han døde og fulgte den, som havde kaldt.
Det var, da mor var død. Vi, min bror og jeg, lå i hver sit værelse, men døren stod åben imellem vore værelser. Vi kunne ikke sove i det øde hus. Ungdommens fortabte sorg tyngede os, mens vi begge lå vågne. Engang imellem hørte jeg min bror sukke – han sagde aldrig så meget.
Så blev der helt stille.
“Sover du Oluf?” spurgte jeg, mørkeræd.
“Nej,” svarede han. “Men sov du.”
“Ja.”
Og vi lå igen – begge vågne.
Men pludselig fór jeg op: Ude, på ruden, på min brors rude lød et slag og et endnu og endnu et – tre hårde, bestemte slag, slag som af en kno, en mager kno, en hård, nøgen klo.
Og igen blev det stille, mens jeg skælvede over hele kroppen.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke nævnte de slag, da jeg endelig talte, men jeg sagde kun:
“Sover du, Oluf?”
Min broder svarede som før:
“Nej – men sov du.”
Heller ikke han talte om slagene, de tre slag. Havde han da ikke hørt dem? Jo, de havde lydt. Sådan kom de, et og et og et, tre slag – tre slag af en kno, af en klo.
Og Oluf havde hørt dem, det var på hans rude.
For den næste morgen sagde han til den gamle tjenstepige, der havde båret ham i armene, da han var lille:
“Marie, i nat kaldte mor på mig ...”
Og fra den dag sygnede han hen, tavs og med angstfulde øjne – så fjern, så besynderligt fjern fra os andre, som gik han imellem os og var dog slet ikke iblandt os, men langt, langt borte – helt der ude.
Men seks måneder efter (ja, netop seks måneder efter de slag) fulgte vi ham op til kirkegården, der op i jorden, i kisten, ved siden af mor, ved siden af hende, som ... havde kaldt på ham.
Men det er overtro, det er en umulighed, det er mod alt, hvad jeg i min inderste tanke tror, og man skal hverken huske sådan noget eller tale om det eller skrive det ned.
Hvad tjener det? Den, som skriver, skal styrke den menneskelige tanke og ikke forvirre den.
De døde er døde – kun så meget støv, der kan rummes i et gyldent hjerte, så meget støv, som der kan samle sig i en sprække. Død er død, og de døde kan ikke kalde.
Og heller ikke vise sig – vise sig som de gik og stod, vise sig som var de levende, vise sig, som om de levede?
Vise sig for at se på os, vise sig for at minde os.
Åh, hvilket vanvid, og hvordan kan noget menneske tænke det ...
Kan støv tage skikkelse? Kan det, som ikke er, være? Al fornuft ler af det. De døde er døde. Og de, som tror at have set dem, har blot set et billede, skabt af deres egen hjerne under sygdom, et vrangbillede, de skræmte nerver skabte; de har haft en hallucination, har set nogle af de billeder, som, hvem ved hvordan, pludseligt stiger op af vor bevidstheds forgiftede sumpe, stiger op som plettede paddehatte og har ansigter som halvt sammentrukne røde vandmænd ...
Ja, hallucinationer, intet andet, ingenting andet end en hallucination.
Men de, som har hallucinationer, bør gå til læge ...
Eller måske, lad dem måske hellere lade være. Man skal behandle sin læge med varsomhed. Der er ting, man hellere bør holde for sig selv. Den, der ville sige alt, kunne af sin huslæge få det råd at begive sig på en klinik eller hen, hvor endnu værre er ...
... Men, altså, de døde viser sig ikke. Skulle støvet
fra et guldhjerte kunne vise sig?
Og alligevel –
Ja, jeg har naturligvis – og det har jeg allerede sagt – aldrig sét noget spøgelse. Det billede, jeg har set to gange, billedet af en død ven, var selvfølgelig en hallucination, intet andet end en hallucination ...
Men der er alligevel to omstændigheder, to besynderlige omstændigheder ved den sag. For det første: Da jeg så denne døde ven, nej, billedet af ham, var min hjerne, såvidt et menneske kan kontrollere en hjerne og navnlig sin egen hjerne (hvad der måske er det allersværeste), ganske og aldeles sund. Og for det andet: Min ven havde truet mig ...
Han havde, hvad skal jeg sige, forberedt mig ...
Men det er ikke værd at fortabe sig i betragtninger.
Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete.
Ja, akkurat og nøjagtigt således.
Jeg havde kendt min tyske ven fra hans første ungdom. Jeg havde også fulgt den lidenskab, som en dag betog ham, lige fra den allerførste time.
Desværre, jeg havde også kendt den kvinde, som han elskede – og jeg vidste bedre end nogen anden og alt for godt, at hun ikke var hans tanker værd.
Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav – af hensyn til ham, af hensyn til hende – hvad ved jeg? Måske var det kun af hensyn til mig selv. De af vore handlinger, som kunne synes vores mest ædelmodige, er undertiden i al hemmelighed vores mest beskidte eller de fejeste ...
Men den dag, da min ven fik alt at vide, gik han ud og skød sig. Det var en nat, og han skød kuglen lige ind i sit hjerte, gennem hendes billede, som han havde stukket ind på sit bryst.
Den slags resoluthed er sjælden. Men den findes altså.
Da jeg hørte om hans død, følte jeg det, som var det mig, der havde dræbt ham og (det var det frygteligste) jeg skulle erfare, at han virkelig var gået bort med et nag mod mig i sit hjerte –
Thi inden han døde, havde han skrevet et brev til mig. Der stod:
“Jeg går fordi to har bedraget mig”, stod der, “Hun og du. Men du skal mindes mig.”
“Du skal mindes mig.”
Han fik ret. Han fik ret. Hans liv og hans død veg i lange og tunge tider ikke fra min tanke ... indtil tiden langsomt havde skubbet hans billede bort. For de levende må beskæftige sig med de levende.
Vore døde venner, åh, deres skygger sidder kun som tiggere ved kanten af vor vej, (den vej, som vi endnu levende går) og hvor ofte kaster vi, med en flygtig tanke, en almisse i deres fremstrakte hænder?
Der kunne gå uger, og der var gået måneder, hvor jeg ikke skænkede min døde ven en tanke.
Men så ... ja, så hændte det. Altså det, at jeg en nat så ham ... det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt. For naturligvis, det er min hjerne, som har fungeret dårligt og som har været angrebet – netop som den syntes sundest. Men der er alligevel en biomstændighed, som måtte forvirre mig dengang og som, jeg tilstår det, forvirrer mig endnu, endnu, mens jeg tvinger mig til at tænke på det.
Jeg havde tilbragt min aften med læsning, og, før jeg gik i seng, havde jeg leget med værtens lille hund. Jeg havde spist til aften, og jeg havde været i en fuldkommen og uforstyrret ligevægt. Da jeg sov ind, brændte den lille lampe, som sædvanlig, ved siden af min seng, på mit bord.
Og jeg havde sovet ganske roligt, uden drømme, meget roligt.
Men pludselig vågnede jeg og havde en fornemmelse af, at nogen havde åbnet døren, og at der var kommet nogen ind i værelset.
Jeg vendte hovedet og sagde (og var aldeles ubekymret):
“Er det Dem, Andreas?”
For Andreas var tjeneren, og jeg troede, det var ham. Men ved døren så jeg ingen, og der var ingen, der svarede mig.
Så på en gang – og himlen ved, at blot et sekund før havde jeg ikke så meget som tænkt på at gøre det, vendte jeg mig om i sengen og løftede hovedet og der, i lænestolen, hvor jeg plejede at sidde og læse, der, i krogen, lige overfor mig – sad han, han, min ven, der havde skudt sig, han, som jeg ikke havde tænkt på i mange uger – sad der lyslevende.
I sin grå uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige ansigt, ubevægelig – sad han der i lænestolen og stirrede frem på sine støvlespidser, sådan som han plejede ...
Og jeg sagde, højt, ud i luften, hen imod ham:
“Er det Dem, Arnold – hvad vil De?”
Jeg var ikke angst. Jeg blev slet ikke angst. Jeg så kun, han sad der, og jeg spurgte.
Jeg blev ved at se på ham – uden at føle nogen art af angst – til han forsvandt.
Han forsvandt? Han, han –
Vist ikke nej. Det var jo ikke ham. Nej, indtil vrangbilledet forsvandt. For, skønt jeg var i så fuldkommen en ligevægt, må jeg jo dog have været syg ... forvirret, ved siden af mig selv; ude, nå, derude i “Sumpen”. Min bevidsthed havde pludselig forskudt sig. Den slags forskydninger går for sig helt inde i vor hjerne, uden at vi selv aner det: De er der – og hans billede, min vens, vrangbilledet var kommet ved en sådan forskydning. Åh, sikkert, sikkert.
De døde er døde. En smule støv, så lidt, at det ikke dækker min hule hånd – så lidt, en smule støv kan ikke tage skikkelse og ikke “vise” sig – og heller ikke minde ...
Skønt ...
For der var den biomstændighed og denne biomstændighed–
Men, som jeg har sagt, lad mig fortælle nøjagtigt: Min hjernes pludselige sygdom må have smittet. Det er ganske afgjort: mit ildebefindende i hjernen havde smittet en anden hjerne i huset, så også den forvirredes på samme tid og blev syg på samme tid.
Det er det, som ...
Men altså:
Da jeg kom ned om morgenen, sagde husets værtinde, og jeg havde ikke mælet et ord til nogen om mit mærkelige sygdomsanfald om natten (man skal ikke tale om sådanne ting, ikke til ens læge, som sagt, han kunne let misforstå en, og heller ikke til andre, til de ganske almindelige mennesker, de kunne nemt misforstå verdens rette orden):
“Hvorledes har De det?” spurgte min værtinde mig om morgenen, mens jeg drak min te: “Jeg har været så urolig for Dem. Jeg sad i aftes og ventede på, at de sidste gæster skulle gå; jeg sad inde i det lille spisekammer og læste. Men pludselig blev jeg, jeg ved ikke hvorfor, så uhyggelig til mode, at jeg lagde bogen, og jeg tænkte: ‘Du vil hellere sætte dig ind i gæstestuen. Så går de måske også, og du kan komme i seng ...’
Da gik der pludselig et stød gennem huset, et stød af blæst gennem huset, så alle døre fløj op.
Og Vips, ja det var uhyggeligt, fløj ud af sin kurv og peb ... hun stod og peb lige foran mig, som var der et lig i huset ...”
(“Et lig i huset,” gentog jeg for mig selv, og mine hårrødder blev som ispinde i min hovedhud).
“Jeg blev virkelig helt kold,” sagde min værtinde (og hun så ud, som var hun helt kold endnu), “skønt man er jo ikke overtroende ... Men så tænkte jeg, det var da mærkeligt – og jeg gik ud i gården for at se, om det da blæste så voldsomt. Men det var ganske stille. Det var blikstille.
Men lige med et sagde jeg til mig selv:
‘Gud ved, om ikke herren er blevet syg ...’
Og jeg gik op ad trapperne – jeg var blevet, så jeg skælvede i mine knæ, ja, det var jeg – og jeg lyttede ved Deres dør. Men da alting var stille der hos Dem, så gik jeg ned igen, og glad var jeg ...
Det hele var naturligvis noget snak ...” (og hun gjorde tilløb til at le) “Man kan få så mange fjollede ideer sådan om natten ...” sagde min værtinde.
Men jeg spurgte kun:
“Hvornår var det omtrent, at De gik op til min dør?”
“Klokken var tyve minutter i et,” sagde hun: “For jeg så såmænd på bornholmeren i spisekammeret, da jeg kom ned.”
Tyve minutter i et. Det var netop det øjeblik, just det øjeblik, da jeg havde set ham, min ven, den døde – eller nej, nej, billedet af ham ... for også jeg havde set på uret: lige tyve minutter før et ...
Det var besynderligt, højst aparte, ikke let at forklare eller slet ikke til at forklare ...
Men selvom man ikke kan forklare en ting, behøver den ikke at forskrække en.
Og desuden, hvad var det hele for en latterlig ide: Hvis han virkelig ville “minde” mig, hvorfor skulle han så netop minde mig den dag, hvor jeg var så tilfreds og så rolig – med mindre det netop var min ro, han ville forstyrre.
Men det kunne det være. Hvis han virkelig kom, kom han ikke for det gode. Det, han skrev, var en trussel. Jeg forstod det godt, dengang, at han truede mig –
Men, hvis jeg bliver ved at rode således rundt i denne historie, ender det med, at jeg tror på den – at jeg tror på genfærd, jeg –
Men sandt er det, jeg har aldrig haft så rolig en tid i mit hele liv som dengang, jeg så ham første gang ... og da jeg så ham anden gang.
For jeg har jo set ham – anden gang.
To gange har jeg set ham. Og det, det er det, som ganske vist ... nej, nej, lad mig ikke forfalde til betragtninger. Lad mig dog, for himlens skyld, fortælle nøjagtigt.
Men jeg har altså set ham anden gang
Hans billede, mener jeg, har jeg set.
Det var i Paris.
Jeg var kommet hjem fra et stort bal. En bekendt havde kørt mig hjem i sin vogn. Vi var meget muntre, og vi havde talt om de ligegyldigste ting på den grønne jord. Drukket noget, tilføjer jeg, havde vi ikke. På parisiske baller får man ikke noget at drikke. Det ved forresten alle mennesker. Ved parisiske fester må hvem, der gider, slås ved buffeterne, og under slagsmålet redder man et glas ‘Merciec’.
Min bekendt var stået ud af sin vogn, og vi havde pludret lidt endnu, mens vi begge stod, foran mit hus, på fortovet. Vi snakkede om, nå om hvad ved jeg ...
Til sidst ringede jeg på portneren, og min gadedør blev lukket op, og jeg gik ind i entreen og nynnede, jeg husker det godt, det var en vals, jeg nynnede. Jeg kom ind i min dagligstue og smed min overfrakke og tænkte endnu på ham, min bekendt, og på hans køreheste – da jeg vender mig og der, i krogen, i lænestolen, med ansigtet lige imod mig, sidder han – han, min tyske ven, min døde ven, han, der skød sig ...
I sin uniform, med øjnene frem mod mig ... lige frem mod mit ansigt.
Ja, nu havde han løftet dem fra støvlespidserne ...
Men uden angst, uden overraskelse – som var synet af ham noget, jeg havde ventet, sagde jeg:
“Er det Dem, Arnold? Hvad vil De?”
Han rørte sig ikke, og, mens jeg hørte min bekendts vogn rulle bort, udenfor, på gaden (for den hørte jeg), blev jeg ved at se på ham – til han forsvandt.
Nej, nej, altså til billedet af ham forsvandt. Skønt de øjne, som havde boret sig ind i mig, lige ind i mit ansigt – jeg ville have svoret på, at de levede, ikke med mit liv, men med et andet liv, med et liv, der var stærkere end mine øjnes er – men at de levede ...
Ja, på det ville jeg have givet mit æresord og selv være død.
... Jeg ved ikke, hvor lang tid, der var gået, eller at tid var gået, da jeg fór sammen, fordi det bankede på mine vinduesskodder.
Hvad var det?
Jeg åbnede – og, det tilstår jeg, mine hænder skælvede, mens jeg gjorde det – og udenfor så jeg min pariserbekendts ansigt:
“De er da ikke syg,” råbte han ind gennem vinduet.
“Nej, slet ikke; hvorfor?” Jeg talte meget roligt.
(Som allerede tre gange sagt: Man skal ikke åbenbare den slags ting for nogen og heller ikke for sine venner. Sådan en ven ser deltagende ud, mens man fortæller ham det, og når han går ned ad ens trappe, siger han til sig selv: ‘Så, nu har det altså slået klik for ham. Nå, det stakkels skrog – det havde jeg jo længe ventet.’)
“Åh,” sagde min bekendt uden for vinduet, “så var det kun en dum ide ... Men pludselig, som jeg sad i vognen, sagde jeg til mig selv, at De var vist blevet syg – og lod kusken vende.
Men, så, gud ske lov, godnat ...”
Og han stod ind i vognen igen og kørte bort ...
Min hjernes sygdom havde altså smittet, smittet igen, smittet ligesom den første gang, smittet også denne forholdsvis fremmede, dette menneske, som sad der, ligeglad, i sin vogn –
Ja, det er det, som unægtelig er det besynderlige.
Men hvorfor skulle ikke også hjernens pludselige sygdom kunne smitte? Det ville jo blot være højst naturligt. Det er en tankeoverføring (en tankeoverføring af en syg tanke), en tankeoverføring næsten som enhver anden – sygdom – kun en sygdom, der smitter.
Men alligevel, hvorfor skulle jeg ikke tilstå det, siden jeg har talt om alt det andet: Jo, jeg har sagt det til mig selv: “Minder” han mig tredie gang – mon det da – mon det da ikke skulle være, fordi han, endelig, ville skaffe mig ro?
Og den tredie gang – ville blive den sidste gang ...
Vil han da, den sidste gang, måske også kalde – vinke med hånden (hans hånd var altid bleg; også, mens han levede, var den bleg) og kalde?
Og jeg vil følge ham og gå med ham, gå bort med ham – gå ligesom min bror gik.
