Ministeriet for specielle anliggender af Nathan Englander

   JØDER BLIVER BEGRAVET ligesom de lever, stuvet sammen, masende sig ind på hinandens område. Gravstenene stod tæt sammen, ligene nedenunder lå albue mod albue og hoved mod fod. Kaddish førte Pato gennem ujævne rækker over ujævn jord på Det Menneskekærlige Jegs side. Han holdt hånden over lommelygtens øje for at dæmpe lyset. Hans fingre glødede orange, indimellem rødt, når han lod den knyttede hånd løbe hen over en sten.
   De gik og ledte efter Hezzi To-Blads grav, og det tog ikke lang tid at finde den. Hans gravsted hævede sig brat. Hans gravsten vippede bagud. For Kaddish så det ud som om den gamle mand havde prøvet at kæmpe sig møjsommeligt ud. Det så også ud som om To-Blads datter kun blev nødt til at vente en vinter til, så ville hun overhovedet ikke have behøvet at hyre Kaddish Poznan.
   Marmor, havde Kaddish opdaget, huggede man ikke i på grund af styrken, men på grund af blødheden. Som med det øvrige marmor på Foreningen Det Menneskekærlige Jegs begravelsesplads var Hezzis gravsten hullet og revnet, bogstaverne var ved at være slidt af. De fleste af de andre var af granit. Hvis naturen og forureningen ikke ikke has på dem, ville de lokale bøller få det. Før i tiden havde Kaddish skuret hagekors væk og cementeret revnede sten. Han følte på To-Blads gravsten for at se hvor solid den var. "Som at give en løs tand et boksestød," sagde Kaddish. "Jeg ved ikke engang hvorfor vi gider – om lidt er der ikke noget spor af stedet her tilbage."
    Men Kaddish og Pato vidste begge to hvorfor de gad. De forstod udmærket hvorfor familierne nu henvendte sig så ivrigt til dem. Det var 1976 i Argentina. De levede med usikkerheden og det truende kaos. I Buenos Aires havde de længe måttet finde sig i kidnapninger og krav om løsepenge. Der var terror fra alle sider og flere og flere mord. Det var ikke et godt tidspunkt at skille sig ud på, hverken for jøder eller ikke-jøder. Og jøderne følte næsten alle som en at det at være jødisk allerede var mere end nok anderledes.
   Kaddish' kunder var dem som havde noget at miste, det respektable, succesrige segment af deres samfund hvis familier ikke havde en særlig agtværdig fortid. I mere stille tider havde det været nok at ignorere og benægte. Da de sidste i Det Menneskekærlige Jegs generation var blevet tavse, da alle gravsteder på deres side var fyldt, ventede efterkommerne hvad de anså for et anstændigt stykke tid for en uanstændig flok, og lukkede begravelsespladsen for bestandig.
    Da Kaddish tog hen for at besøge sin mors grav og opdagede at porten var låst, henvendte han sig til de andre børn af Det Menneskekærlige Jeg for at få nøglen. De nægtede at være indblandet. De var overrasket over at høre at kirkegården eksisterede. Og da Kaddish påpegede at deres forældre lå begravet der, viste de sig at være lige så lidt i stand til at huske deres egne forældres navne.
   Hvor barsk denne holdning end var, var den afødt af en frygtelig skamfølelse.
   Foreningen Det Menneskekærlige Jeg var ikke kun en skandale i Buenos Aires, på højdepunktet i 1920'erne var den en umådelig vanære for enhver argentinsk jøde. Hvem af dens bagtalere nød ikke i sin morgenavis at se et godt billede af en alfons i håndjern, et kaftan-medlem i en identifikationsparade – hvem følte ikke sin hånen retfærdiggjort ved synet af de berømte jødiske alfonser i Buenos Aires ledsaget af deres trutmundede jødiske ludere? Men det var for længst forbi i 1950, da Kaddish var blevet låst ude foran porten. Denne forfærdelige virksomhed som jødisk forretningsforetagende havde på det tidspunkt været lukket i tyve år. De bygninger som havde tilhørt Foreningen Det Menneskekærlige Jeg, var for længst solgt, alfonsernes shul var opgivet. Der var kun én ejendom som umuligt kunne gå af brug. Mangelfuld vedligeholdelse, ja. Og også forsømt. Men, ligesom en gåde, hvad er det eneste som mennesket kan bygge, og som garanteret altid vil være i brug? De døde bruger en begravelsesplads for evigt.
   Kirkegården var også den eneste institution oprettet af alfonserne og luderne i Buenos Aires som var blevet bygget med et bidrag fra de retskafne jøder. Hvor hårdhjertede disse jøder end var når det drejede sig om Det Menneskekærlige Jeg, kunne de dog ikke vende sig bort i døden. Bestyrelsen for de ganske nye Forenede Jødiske Menigheder i Argentina blev indkaldt, og man kom ind i et dødvande. Ingen jøde skulle blive begravet som en ikke-jøde, Gud hjælpe dem. Men de fine jøder i Buenos Aires skulle heller ikke være nødt til at ligge blandt ludere. De forelagde deres dilemma for Talmud Harry, der som leder for Det Menneskekærlige Jeg sad som formand for sin egen bestyrelse. "I ligger med dem når de er i live," sagde Harry, "hvorfor ikke ligge med dem når de er døde?"
   Omsider blev man enig. En mur som skulle svare til den der gik rundt om begravelsespladsen, ville blive bygget bagtil, og en anden kirkegård ville blive indrettet som i virkeligheden var en del af den første – teknisk, men ikke halakhaisk, hvilket er den måde hvorpå jøderne løser ethvert problem de kommer ud for.
   Den eksisterende mur var kun to meter høj, en funktionel barriere som skulle afskærme et helligt område. Oprettelsen af en jødisk kirkegård i en storby der var besat af sine døde, havde været et tegn på en accept af en størrelsesorden som De Forenede Menigheder kun havde drømt om. De havde ønsket at vise deres lettelse gennem udformningen af muren.
   Men at blive godkendt den ene dag betyder ikke at man vil blive hilst velkommen den næste – jøderne i Buenos Aires kunne ikke lade være med at lægge planer for dystre tider. Så oven på denne beskedne mur havde man fastgjort yderligere to meter smedejernsgitter, med en fransk lilje for enden af hver metalbarre. Alle disse spidser og pigge flere meter oppe forlenede muren med en uindbydende, ukravlbar, bukseflænsende fornemmelse. De Forenede Menigheder tillod sig en enkelt antydning af pragt i form af en søjleprydet indgang kronet af en kuppel. Før der var opnået balance mellem jøderne selv, var det denne balance de havde aftalt med den ydre verden.
   To hold bestyrelsesmedlemmer stod og så den nye mur blive bygget. Rabbineren for den vestligt indstillede Liberators shul havde afslået at deltage. Det var den unge rabbiner af den gamle skole som gik nervøst frem og tilbage og sikrede sig at visse normer blev overholdt, og var rædselsslagen over at være den der præsiderede.
   Efter at mørtelen var tørret, vendte lederne af De Forenede Menigheder tilbage da gitteret skulle installeres. De blev overrasket over at se alfonserne forsamlet på deres side. Det var et syn disse retskafne jøder havde håbet aldrig ville møde dem igen. En række af de berømte skrappe fyre fra Det Menneskekærlige Jeg stod foran dem, heriblandt en stadig robust Hezzi To-Blad, Kokosnød Burstein og Hayim-Moshe "Etøje" Weiss. Tårnende sig op over Talmud Harry stod den meget store, meget legendariske Shlomo Pløk.
   "Muren er høj nok," sagde Talmud Harry. "Et gitter er en fornærmelse man ikke behøver komme med." Jøderne fra De Forenede Menigheder syntes ikke det var en fornærmelse; de syntes det ville passe fint med indhegningen hele vejen rundt. En række grove trusler lå allerede i luften. Harry behøvede ikke at tilføje meget. Han pegede blot på muren og sagde: "Mere adskilt bliver det ikke."
   De blev lange i ansigtet. De vendte sig mod deres rabbiner, men han kunne ikke støtte dem. En massiv mur på to meter var en adskillelse efter alle normer: Det ville være tilstrækkeligt for mechitza eller sukkah eller til at indespærre en okse med spidse horn. Mens man diskuterede finesserne, nikkede Talmud Harry billigende. En dirrende To-Blad begyndte at række efter kniven, og Shlomo Pløk knugede højre hånds fingre sammen i en tæt, knippelagtig knytnæve. Feigenblum, den første præsident for De Forenede Menigheder og fader til den næste, så dette ud ad øjenkrogen. Han greb det som et fortrædeligt øjeblik til at erklære den unge rabbiners ord for bindende, og man forlod hastigt stedet.
   Alfonserne havde ikke mere lyst til at være andenklasses end deres brødre som havde krævet en mur imellem dem. Da de lavede en facade til deres begravelsesplads, bestilte de en kopi – men en meter højere – af den flotte, kuplede indgang som bød de sørgende velkommen ind på De Forenede Menigheders side.
   Endnu en gang Gud ske tak for at det blev ordnet. Det gav Talmud Harry lov til at dø i fred og sparede ham for synet af hans egne sønner, begge to sagførere, ansigt til ansigt med Kaddish i dagligstuerne i deres store huse hvor de fornægtede hvorfra de kom. Det var det samme når han mødtes med Etøjes datter og Stumme Henyas søn. Alt det som disse børn havde, var der blevet kæmpet og betalt for på Det Menneskekærlige Jegs måde.
   Det var Lila Finkel – hvis mor, Vagina-Bryna, sagdes at have et skarpt klarsyn foruden en gylden kusse – som påtog sig at bringe Kaddish på rette spor. "Ånd ind," sagde hun. Kaddish åndede ind. "Kan du lugte det?" spurgte hun. Kaddish mente at han kunne. "Det er sådan held og medgang lugter, Poznan. Det er tiden for vores velstand, og den er aldrig før kommet forbi."
   Det var en blomstringstid for Evita og for den befriede arbejder og hendes skjorteløse. Fabrikkerne skød op under Perón, og for Kaddish tegnede Lila et billede af middelklassen som trivedes med dem og gav plads for jøderne. Det eneste hun bad ham om, var at han sammen med dem ville se fremad. Der var ingen grund til at dvæle ved grimme minder som snart var glemt. Kaddish var ikke overbevist, og Lila begyndte at tabe tålmodigheden. "Tænk," sagde hun og bankede sig eftertrykkeligt i tindingen. "Hvem er bedst stillet" – en ny gåde – "ham uden fremtid eller ham uden fortid? Det er derfor muren blev bygget. Så at jøderne en dag kunne slutte sig sammen, så vi kunne stå glade på De Forenede Menigheders Kirkegård, ikke bedrøvede, og alle kunne, når vi så på muren, sammen glemme hvad der findes på den anden side."
   Bortset fra at for Kaddish Poznan så fremtiden ikke lysere ud end fortiden. Han havde endnu ikke mødt og giftet sig med Lillian; det var før hans søn blev født. Uden sin mor Favoritas grav at besøge havde Kaddish slet ikke nogen.
    "Og hvad så?" sagde Lila. "I ethvert folks historie er der tidspunkter man hellere skulle glemme. Det her er vores, Poznan. Tænk ikke mere på det."
   Blandt de børn som ikke anerkendte forældrenes eksistens, var der en anden end Lila som var blevet nervøs på grund af det Kaddish sagde. Da Kaddish tog tilbage til kirkegården fast besluttet på at komme indenfor, opdagede han at der nu var blevet sat en kæde for porten, svejset sjusket på, og i tilgift var nøglehullerne i begge låse blevet tilstoppet med tjære. Han gav den et spark som gav genlyd fra kuplen og fik en due til at dykke fejende ned oppefra. Kaddish tænkte på det Lila havde sagt, og gik om på De Forenede Menigheders side. Han gik ind ad den altid åbne port, gik gennem det velpassede område og nåede den, og da Kaddish rakte sig i vejret, skrabede han skoene mod mursten da han halede sig op oven på muren. Mens Kaddish sad der og betragtede Det Menneskekærlige Jeg nøje, spekulerede han på om der nogen sinde var blevet bygget en mur som det ikke var lykkedes nogen at komme over. Denne her var ikke nogen særlig udfordring. Den var ikke beregnet på at standse de levende, men på at adskille de døde.
   For Kaddish var det en udmærket løsning, og efterhånden som det rygtedes, blev det også sådan for resten af det jødiske samfund fra begge sider af muren. Af og til skimtede man Kaddish på vej over muren til Det Menneskekærlige Jeg eller når han lod sig falde ned mellem De Forenede Menigheders grave. Ingen lod sig mærke med at han var der. Hvis de kunne glemme hver og én som var blevet begravet på den bøllekirkegård, var det ikke vanskeligt at tilføje yderligere én. Fra nu af var det som om han ikke var til. Jøderne glemte også Kaddish Poznan.
   Sådan blev det ved med at være i meget lang tid. Det var sådan Kaddish blev behandlet da han blev forelsket i Lillian, og da hun, Gud velsigne hende, også straks blev forelsket i ham. Jøderne i Buenos Aires gjorde plads for hende i deres glemsomhed – hvilket ikke var en bagatel når man tager i betragtning at hendes familie stillede sig på De Forenede Menigheders side. (Hav også medlidenhed med forældrene. Hvad skal man stille op med en datter som insisterer på at gifte sig med en hijo de puta? Hvorfor skulle Lillian ?finde sig den eneste jøde som var stolt af at være søn af en luder?) Sådan stod sagerne for dem da Evita døde to år senere, og fem år senere da Perón blev fordrevet. Kaddish besøgte moderens grav endnu oftere efter at Pato blev født. Hans mor var familiens eneste ubrudte forbindelse til en fortid.
   Ikke engang Kaddish' navn var familiegivet; det var den unge rabbiner som havde valgt det, og selv om det ikke var mere end en halv venlighed, var det det meste de retskafne jøder nogen sinde havde udvist. Sygelig, svagelig og begærligt gribende efter overlevelsen kom Kaddish knap nok levende gennem sin første uge. Hans mor – en troende kvinde – bønfaldt om at man sendte bud efter rabbineren til Talmud Harrys hus for at redde ham. Rabbineren ville ikke træde over dørtærskelen. Han stod i solskinnet ude på Cashew Street og spejdede ind i entreen på spædbarnet i Favoritas arme. Hans dom faldt øjeblikkelig. "Lad hans navn være Kaddish for at afværge dødsenglen. Et fif og en velsignelse. Lad dette barn blive den sørgende i stedet for den begrædte." Rabbineren påtog sig ingen faderrolle ud over den fysiske (og kommercielle) handling og gav Kaddish det sidste navn som hører til sagnet – det er fra Poznan vi ved at det ender galt for en mands afkom med en prostitueret. Favorita gentog navnet: Kaddish Poznan. Hun holdt Kaddish frem og drejede ham rundt, som om hun prøvede om navnet passede. Rabbineren hverken smilede eller tog afsked. Han trådte simpelthen ud i rendestenen og følte han havde gjort det rigtige over for barnet. Lad navnet Kaddish redde ham. Og hvis barnet bliver retskaffent, så lad ham selv slippe fri af det andet.
   Hvis Kaddish havde kendt til oprindelsen af sit navn, ville han ikke have følt sig forbandet. Han var glad for sin familie. Han troede på en lys fremtid for sin søn. Og selv om hans knæ knagede når han kravlede over den mur, og selv om han prøvede at lande så let og med så lidt uumf som muligt, havde han heller ikke opgivet sit eget jeg. Hvis hun havde bemærket ham i de mellemliggende femogtyve år, ville Kaddish have fortalt Lila Finkel at hun havde delvis ret. Hvor hård tilværelsen end blev, var der noget ved at leve den med lidt håb. Det var måske derfor Kaddish aldrig havde mere behov for at være sammen med sine medjøder end de med ham.
   Det var den ligevægt som blev bevaret gennem tiden med Montoneros og ERP, og efter at Onganía var blevet væltet. I løbet af disse to tiår trivedes samfundet økonomisk og vandt anseelse. Og Kaddish var overbevist om at han ville være kommet til allermest velstand hvis nogen af hans planer var blevet til noget.
   Jøderne havde ikke noget særligt behov for at gøre status da Perón vendte tilbage til magten. Det fik dem bestemt ikke til at tænke over Kaddish Poznans behandling i alle de år. Det gav dog et kollektivt spjæt i samfundsgruppen da der, mens man bød Perón velkommen hjem, skete en lille massakre i velkomstflokken. Der var nogle i Once og Villa Crespo som slog knæene nervøst mod hinanden i løbet af Peróns korte regeringstid, og to brødre i to store huse i Palermo der begyndte at bide negle for alvor da han døde.
   Perón havde efterladt sin nation til en dansepige i Det Lyserøde Hus der var ude af stand til at styre deres tilværelse. I denne tid med stor usikkerhed og dødelige rygter frygtede et antal af de heldigt stillede at de misundelige og ildesindede måske ville begynde at se nærmere på fortiden. Selv om antallet af lig steg, var der endnu ikke megen egentlig begravelse. Det var en periode som blev bedre defineret ud fra det der blev gravet op. Der kom så mange hemmeligheder for dagens lys i Buenos Aires at enhver ved en tilfældighed kunne falde over en ny. Det var nu at børnene af Det Menneskekærlige Jeg erkendte det som Kaddish altid havde vidst – at den mur som adskilte de to kirkegårde, ikke var så høj igen. Så desperate var de efter ikke at blive sammenkædet med Det Menneskekærlige Jeg at de henvendte sig til den eneste som ikke ville give slip på det. De hyrede Kaddish Poznan til at kravle over muren. De betalte ham gode penge for at udslette deres navne.
    Pato satte sig på hug bag Hezzis gravsten. Han plantede sine knæ i jorden og pressede skuldrene mod stenen. Han greb fat i siderne på den og samlede sine kræfter, parat til Kaddish' første slag. Pato sørgede for modstand. "Det eneste du er god til," havde Kaddish sagt. "Vi kan lige så godt udnytte det."
   Det var en delikat opgave. Kaddish ville ikke vælte den gravsten omkuld. Og Pato var godt tilfreds med at søge ly for faderen på enhver måde. Han havde ikke lyst til at være her. Han havde ikke lyst til at gå gennem De Forenede Menigheders Kirkegård, havde ikke lyst til at bære værktøjssækken eller kravle over muren. Han havde ikke lyst til at tage del i sin fars skøre og forvildede og fjollede planer. Pato var nitten år, en universitetsdreng som læste sociologi og historie, vigtige emner som kun kan videregives i et akademisk miljø. Han var ikke interesseret i den banditverden Kaddish kom fra.
   For at komme nogen vegne med et sådant barn er det bedst at gøre som Kaddish gjorde, og opfatte Patos tilstedeværelse som tilstrækkelig indvilligelse. Kaddish forventede ikke meget mere. For en dreng der gerne vil se sig selv som skrap og uafhængig, som gerne, mens faderen er til stede, vil tro at han er en selfmade mand, er visse følelser forvirrende og flove. Pato prøvede at holde dem nede. Til trods for de mange karaktertræk fra Kaddish han ikke kunne døje, de utallige punkter hvor de var uenige, og de daglige måder han og faderen plejede at støde sammen på, var Kaddish neden under det hele og på trods af enhver logik den far han elskede. "Slå," sagde Pato og skubbede imod på marmoret. "Slå nu. Lad os få det her gjort.
   SÅDAN VAR DET ALTID for Kaddish Poznan, der var altid noget som gik galt. Han rystede på hovedet, og uden at lade sig mærke med andet spyttede han mellem gravene.
   "Det er et lig," sagde Pato.
   "Vi er på en kirkegård. Det er her man opbevarer dem." Da Kaddish så at de befandt sig på De Forenede Menigheders side, stampede han i jorden. "Vi står på et andet et lige nu."
   "Det her er anderledes," sagde Pato og lyste på det. "Du vil ud fra dets enestående placering bemærke at det her ligger oven på jorden."
   "Hvor?" sagde Kaddish. Han tog en hånd op til panden for bedre at kunne se i mørket og slog lommelygten ud af hånden på Pato. Efter tooghalvtreds år i den by var Kaddish' blindhed lige så skarp som hans syn. Han havde lært ikke at få øje på et problem som ikke først havde fået øje på ham.
   De havde hugget To-Blads navn væk og ladet gravstenen stå intakt. De var over muren igen og på vej hjem. Det eneste Pato skulle have gjort, var at gå i en lige linje. I stedet for havde han ført dem ned langs en række de ikke ville have passeret, og havde viftet rundt med lommelygten. Kaddish kunne have kvalt sin søn på stedet – lade et lig nummer to ligge sammen med det første, Gud hjælpe ham.
   Pato hentede lygten og stilede imod liget. Han lænede sig allerede ned, da Kaddish greb ham hårdt i nakken.
   "Vil du nu røre ved det?" sagde Kaddish. "Vil du sætte fingre over det hele fordi det er nemt at forklare hvordan det kan være vi befinder os her midt om natten? Myrdet – jeg kan se det lige så godt som du. Men jeg kan love dig for, Pato, at der ikke er nogen morder derude. Alle ville være henrykte hvis vi meldte os frivilligt."
   Her er grunden til at Kaddish ikke ville se noget, og til at han ikke ville gå ned ad den række til liget, for det at kigge løseligt på afstand var helt anderledes end det at stå lige over denne dreng.
   Kroppen var en ung mands, han lå med maven opad og uden skjorte. Fødderne rørte jorden ved den ene side af gravstenen, og hovedet gjorde det samme på den anden. Halsen var skåret helt over, og kroppen drænet for blod. Der var ikke en dråbe at se.
   "Der er nogen som har flyttet ham herhen," sagde Pato.
   "Tror du de går og flytter rundt på sig selv her i byen? Tror du de dukker frem af jorden som tulipaner? Politiet slår dem ihjel og smider dem et sted, og aviserne skriver noget pladder som passer til. Det er en tragedie blandt tragedier. Lad os nu tage hjem." Kaddish gled ind mellem gravene. Pato fulgte ikke efter. "Det er det allerværste sted at blive stående i Buenos Aires."
   "For os, ja," sagde Pato. "Og for den dreng at blive liggende." Så løftede han lommelygten og belyste de jødiske stjerner og indridsede hænder og hebraiske datoer på gravstenene.
   "Skulle vi slæbe ham hen til bilen og smide ham af i Pompeya? Er det planen? Du kan godt regne med," sagde Kaddish, "at hvis de vil til at skære jødiske halse over, så vil de ikke gøre sig den ulejlighed at finde på en undskyldning."
   "Hvordan kan du vide han ikke er jøde?"
   Kaddish snuppede lommelygten og holdt den tæt hen til den myrdede drengs hoved. "En næse som den dér har Gud ikke sat på et jødisk ansigt i to tusinde år. Den er mindre end din den dag du blev født." Kaddish holdt linsen op mod hagen og belyste sit eget ansigt som en solskive. I familien Poznan hed det sig (og det blev ofte påpeget) at Kaddish' fyldige snude var den mindste af de tre. Hvor uvidenskabeligt et bevis det end var, mente Kaddish at han havde fastslået sin pointe. Han sænkede lygten og greb Pato i armen. "Det er tid at tage hjem," sagde han. "Lad Feigenblum og hans bestyrelse tage sig af jøderne på denne side. Vi, min hijo de hijo de puta, har vores egne jøder at bekymre os om."
   Kaddish hostede sin morgenhoste og kløede de kropsdele som trængte til at blive kløet. Han gik ud i køkkenet og blev forbavset over at se at hans kone stadig var der. Avisen var bredt ud på det lille bord, og Lillian så op på ham over sine halvbriller med en sektion i hånden.
   Kaddish kyssede hende på kinden og satte sig ned ved siden af hende. "Det står ikke i dagens aviser."
   "Hvor ved du fra hvad jeg leder efter?" sagde Lillian.
   "Et baghold er mit eneste gæt når du ikke er på arbejde."
   "Alle er altid imod dig."
   "Det plejer de at være," sagde Kaddish. Han klappede på avisen på bordet. Lillian fiskede askebægeret frem neden under den.
   "Det ender med at du bliver slået ihjel," sagde hun.
   "Du er altså modstander af det?"
   Lillian stak igen hånden ind under avisen. Hun rakte Kaddish lighteren, men hun slap den ikke, hans hånd var lukket om hendes.
   "Jeg er bekymret for min søn."
   "Jo større alles frygt er for fremtiden, jo mere ønsker de at få navnene væk."
   "På et vist punkt bliver det for meget."
   "Jeg kommer omsider hjem med rigtige penge, og nu skal jeg holde op? Men ikke endnu, vel? Man er endnu ikke gået over stregen."
   "Jo, for Patos vedkommende."
   Pato stod i døren i undertøj. "Jeg vil ikke længere gøre det," sagde han.
   "Og jeg vil ikke have han gør det," sagde Lillian. "Og jeg vil heller ikke have at du gør det. Denne gang finder I et lig. Næste gang," sagde hun, "hvem ved?"
   Pato smuttede ind bag sin far og gik hen til komfuret. Kaddish vendte sig om og stirrede på ham mens han talte. "Politiet dræber altså de oprørere som ellers ville dræbe hinanden og terrorisere os. For nogen er det en tragedie, men ikke for os."
   "Du så ham jo også. Det var ikke en rebel," sagde Pato. "Det var bare en ung fyr. Jeg kan godt fortælle dig at de dræber uden grund. Uskyldige bliver skudt."
   "For det første havde han fået halsen skåret over. Og for det andet, hvis han var uskyldig, så meget desto bedre hvis vi bliver ved. Lad os forblive skyldige, så er vi i sikkerhed."
   "Jeg mener det," sagde Pato. Han rystede den tomme kedel og stak den ind under hanen. "Tingene er ved at løbe løbsk."
   "Du milde, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan det ser ud når de er løbet løbsk. Regeringen er ved at rydde op, og når de er færdige, kan det hele kun blive bedre. Du skal se, dette land er på vej mod noget sikrere. Sikrere – og du og dine dumme venner må hellere passe på – for dem som ikke laver ballade og ikke stikker deres store næser i noget."
    "Du er fascist," sagde Pato og satte kedlen over.
   "Fint nok," sagde Kaddish. Han slukkede sin cigaret og pustede en røgsky ud.
   FOLK DØR HVER DAG, deres huse brænder ned omkring dem, de falder ned af stiger og tage, får tykke oliven i den gale hals. De bliver også fundet myrdet på mange originale måder. Men der er mange flere mennesker som er bange for en blodig, voldsom, alt for tidlig død, end der er mennesker som det lykkes at blive dræbt. Det var sådan Lillians kontor tjente penge. Hun arbejdede i forsikringsbranchen. Folk betalte dem forsikringspræmier imod det de frygtede mest.
   Lillian syntes altid det var skuffende når hun behandlede erstatningskrav. Det drejede sig ikke om de penge som blev udbetalt, ingen af dem var jo hendes. Det var på grund af den uundgåelige tomhed der lå i at prøve at erstatte ejendom eller menneskeliv med en check fra forsikringsselskabet. Det var som en taskenspillerkunst der alligevel ikke blev udført. Alle skrev under i bevidsthed om det som de aldrig lod til at forstå: Man får ingenting igen. Det eneste en brandforsikring nogen sinde har slukket, er en nagende tvivl. Huset går op i flammer alligevel.
   Hun foretrak at mene at hun var bekymret med aktuarisk specificitet, ikke for følelsesbetonet og i rimeligt forhold til den begivenhed det drejede sig om. I den senere tid var hun blevet mere og mere bekymret. Og det lig – stakkels barn – ramte hende simpelthen for personligt. Lillian følte at tiden var inde til reel og håndgribelig beskyttelse. Hun ville selv tegne en forsikring.
   Lillian gik ud i køkkenet og tog en forskærerkniv op af køkkenskuffen. Hun åbnede køleskabet og dernæst døren til fryseren indenfor – og afslørede derved en isblok som havde dannet sig i fryseboksen nogle uger efter at Kaddish var kommet hjem med køleskabet. Da hun havde fortalt ham det, havde han sagt: "Ødelagt vil sige nul is. Dette her er det modsatte, det virker alt for godt." Og sådan havde det været lige siden.
   Lillian løftede kniven og huggede den ind i den tykke isklump der rynkede fryseren sammen. Bladet skar i frosten. Spidsen gik en centimeter ned, og Lillians hånd gled et lille stykke for langt, så håndfladen fik et snit.
   Hun lirkede kniven fri. Hun viklede et håndklæde om hånden og huggede igen, denne gang mere forsigtigt. Hun oparbejdede en rytme, sendte revner gennem blokken, og med frosne fingre trak hun løse stykker ud. Knivhånden brændte af gnidningen, den anden hånd af kulden. Hist og her blev vandpytten på gulvet uklar af et lyserødt skvulp.
   "Det kan du gøre bedre i et hus fyldt med mejsler," sagde Pato.
   Lillian blev forskrækket da hun opdagede at han stod og iagttog hende. Hun vurderede hvor langt hun var nået, og sagde: "Hent din fars værktøj."
   Pato sad ved bordet mens hans mor angreb fryseren og dækkede gulvet med is i hastigt smeltende klumper. Hun standsede ikke før det hun ledte efter, var frigjort. Begravet i det bageste hjørne var der en lille, kvadratisk pakke indsvøbt i sølvpapir, efterladt der med alle de andre da isen blev dannet.
   Hun skyllede den under vand. Damp steg op. Is knasede og gled af, mens folien skinnede som om den var pudset. Lillian skrællede den væk så en dåse kom til syne, rusten i kanten og med sider der bulede udad. Hun knipsede til låget. Hun masede hårdt, så dåsen blev endnu mere skæv, og fik lirket det tykke seddelbundt ud som lå sammenpresset i den.
   "Bedste gemmested i verden," sagde hun. "Selv før fryseren frøs til."
   Pato stirrede.
   "Der er andre her i lejligheden," sagde hun og trak endnu en rulle sedler op af lommen. "Dem har jeg også været i."
   Hun rakte pengene til sin søn.
   "En formue," sagde Pato. Han slikkede tommelfingeren og begyndte at tælle.
   "En masse papir. Det er ikke mange penge i dag."
   Det lod ikke til at Pato var enig.
   "En hemmelighed," sagde hun.
   Pato gjorde en besværgende bevægelse over sit hjerte med en håndfuld penge.
   "Engang drømte jeg om at købe en lejlighed til dig," sagde hun. "Eftersom det aldrig vil ske, kan jeg i det mindste købe døren til dig."
   De stod på en stump med brosten hvor vejbelægningen var slidt væk, og det gamle Buenos Aires masede sig igennem. For enden af husblokken, foran en forretning med lysekroner i vinduet, var to mænd ved at læsse tyrkiske tæpper af en lastbil og lægge dem ud på fortovet. Ellers var husblokken tavs, og sikkerhedsskodderne på forretningerne var trukket ned. Den butiksfacade de ledte efter, var uden liv. "Man skulle have troet de ville have haft en ordentlig dør," sagde Pato. Lillian havde troet der var lukket.
   Det indre var til gengæld et vidunder. Det var ét kæmpestort lokale fyldt med lagervarer. Dørene, billigere, lettere, var stablet i lag på seks og syv langs alle væggene og stod i ubrudte rækker i forlængelse af hinanden. Lillian vendte tilbage mod indgangen og kunne et øjeblik ikke sige hvilken dør de var kommet ind ad.
   Da Lillian og Pato kiggede i vejret, kunne de se at bjælker gik på kryds og tværs i loftet, og mellem dem, fladt og i forlængelse af hinanden, dør efter dør efter dør. Lamperne i loftet blev skjult af varerne nedenfor, og et koldt, blåt skær oplyste lokalet. "Det er et fornuftigt sted, det her," sagde Lillian. "Ubestemmeligt på ydersiden, ikke ude på noget, og alt det smarte stablet pænt op indenfor."
   Pato satte kursen mod luksusmodellerne i den anden ende af udstillingslokalet hvis døre stod lodret i deres karme. Lillian fulgte efter ham, og forretningsbestyreren gjorde sin entré, trådte ind ad den dør Pato følte på. Det var en ung mand med glat, skulderlangt hår og et pænt ansigt som var blevet slidt af alkohol eller stoffer eller en bekymring der var stor nok til at give ham sorte rande under de dybtliggende øjne.
   "Kigger stadig," sagde Lillian. Bestyreren var allerede ved at trække sig væk, der var overhovedet intet pres. 
    Lillian gik gennem rækkerne, tog bestik. Hun åbnede og lukkede, bankede på træ, trak i klinker, drejede på håndtag. Da Lillian slog hånden hårdt mod en dørfyldning, vendte bestyreren sig om mod hende fra sit skrivebord i den anden ende af lokalet.
   "Nu er jeg klar til at få lidt hjælp," sagde hun, og han kom derover. Lillian udpegede en nydelig fyrretræsmodel med seks vinduesruder indsat i en sart ramme.
   "Smukt valg," sagde han. "Elegant."
   "Skrøbelig," sagde hun. "En invitation. Det er lige præcis det jeg ikke ønsker."
   Pato rystede på hovedet. "Der er ikke noget at stille op over for hende," sagde han til bestyreren. "Man kan ikke give det rigtige svar."
   "Jeg skal prøve," sagde bestyreren med falsk iver.
   "Så hør godt efter," sagde Lillian. "Ingen skønhed. Jeg vil ikke have noget som er udformet med øje for det æstetiske, ikke en cent brugt på at afrunde en kant eller fæstne en pynteliste. Jeg vil have tæthed. Jeg vil have en dør man ikke kan sparke ind, et tykt stykke træ som ikke splintrer. Giv mig noget som kan klare
en banken."
   "Sikkerhed, frue. Er det dét De er ude efter?"
   "Jeg lægger stor vægt på døre."
   "Sikkerhed er den store mode. De er ikke den eneste." Dette sagde han i et alvorligt tonefald og blinkede så med et af sine vigende øjne. "En kvinde som De bliver nødt til at vide at hun kan forhindre mændene i at slå hendes dør ind." Bestyreren sendte Pato et fåret blik.
   "Jeg tror manden flirter med dig," sagde Pato.
   "Kan du se hvad penge kan købe?" sagde Lillian. Hun satte en hånd i siden, accepterede det flygtigt.
   Bestyreren førte dem hen til en dør i den sidste række. "Hvad med denne her," sagde han. "Ikke træ, men stål."
   "Stål?" sagde Lillian. Det havde hun ærlig talt ikke tænkt på.
   Han spredte en stak kort som hang i en kæde fra håndtaget, ud i en vifte. "Finering," sagde han. "Farver og stil. Sort, hvid, brun, træårer. De vælger selv." Han lod kortene falde. Håndtaget var industrielt og i overstørrelse. Der var ingen fjeder i mekanismen. Det skulle drejes, to-tre gange. Skrues op. "En ekstra bolt," forklarede han idet han åbnede døren. Låsen var i midten af døren, nøglen sad i. Da den blev drejet rundt, straktes stænger ud fra top, bund og sider. Seksten låsebolte gik ud i fire retninger. "Fire sæt med fire stænger," sagde han, "plus bolten i håndtaget. Alt af stål. Et rustfrit stålkryds med en lås som kerne." Bestyreren drejede nøglen, og boltene trak sig tilbage. Nøglen var flad og rillet i begge sider, og en række buler og cirkler var skåret ud i stangen nederst. Han rakte den til Lillian. "Ingen hovednøgle i verden svarer til denne her. Og man kan ikke dirke den lås op. Hvis De får brug for en ekstra nøgle, vil låsesmeden ikke engang lave en kopi uden registreringspapir og id-kort." Han tog et skridt hen imod Lillian. Han vendte sig om og stod sammen med hende og beundrede døren.
   "Imponerende," sagde Lillian.
   Manden klaskede hånden mod døren. Den kunne så afgjort klare en banken.
   "Sikkerhed nu om dage er ikke billig," sagde han. "Men" – og han blinkede igen til hende – "jeg kunne godt overtales til at jøde prisen ned."
   "Mægtigt," sagde Pato. Han lo og klappede bestyreren på ryggen.
   "Der tror jeg De fik solgt noget."

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.