Mit i en Jazztid af Knud Sønderby
1. KAPITEL
Peter Hasvig huskede fra sin yngste Barndom, at han engang havde tabt et Stykke Mad med Honning, som faldt saadan, at Honningsiden vendte opad. Det var hændt i Spisestuen, efter at Pigen, da Aftensbordet trak lidt længe ud, havde taget ham, den store Dreng, med samt det sidste Stykke af hans Honningmad paa Armen for at bære ham i Seng. Saa var det faldet - og med Honningsiden opad!
Hele Familien deltog muntert, først i hans store forundrede Øjne, saa i hans Frydeskrig.
- Hvilket Under! Honningsiden frelst! Næh!
For hans korte Erfaring stod det som noget usandsynligt, naturstridigt, som han her saa med sine egne Øjne, og det prentede sig i hans Barnehjerne, saa han hele sit Liv igennem huskede det med alle Udenomsenkelthederne.
Den luftige gyngende Stilling højt paa Barnepigens Arm. Honningmaden dèr dybt nede. Den tændte Lysekrone over Bordet. De røde tunge Vintergardiner for Vinduerne. Hans Mor og Søskende rundt om Bordet med Ansigterne drejet imod ham og Munden aabnet til begejstrede Hyl. Og længst borte hans Far med Latter om den tyggende Mund og Resten af den varme Ret paa Tallerkenen, medens de andre maatte nøjes med "Mader".
Den Honningmad spiste han i Soveværelset med tavs og mystisk Ærefrygt. Aldrig var noget lignende hændet ham før. - I Virkeligheden hændte det ham heller aldrig siden.
Naar han kom i Seng, kunde han stadig høre dem inde ved Bordet. Saa gik de, og Pigen begyndte at tage ud, først Tallerknerne, Knivene og Gaflerne samlet sammen paa en Bakke, han kunde kende alle Lydene. Saa Glas og Fade, og saa kom hun igen og gik rundt, uden at man hørte andet. Det var Dugen. Saa blev Stolene sat paa Plads og derpaa Stilhed.
Stille, stille ....
Han stirrede op mod Loftet og kunde ikke skelne det, kun Mørke, der ligesom veg bort og flød rundt. Og hvor han saa vendte sine Øjne, der var saa anstrengt aabne, at det smertede i Laagene, sejlede der Mønstre og Pletter rundt i alt dette flydende og vigende.
Og saa var det saa stille, at han kunde tænke sig alle mulige puslende, uhyggelige Lyde. Han krøb helt ned under den varmende Dyne, sammenbøjet som et Egern, og alle Helvedes fantastiske Rædsler kriblede rundt om Sengen.
Nu kom de, nu kom de. Rundt i Værelset gled de, Mændene i de lange graa Kutter med Hætter med onde gloende Øjenhuller over Hovedet. De boede paa Kirkegaarden, og nogle boede henne i det forladte Hus i den uhyggelige Have, der hvor han kun turde lege i Solskin og sammen med andre.
Og de vilde gribe ham og tage ham med. Og hvis blot en eneste Haand kunde smutte ind under Dynen gennem en Aabning havde de ham. Og han kunde ligge badet i Sved, og hvis han blot lettede det mindste paa Dynen, slap der Luft ind til ham og tog paa ham med kolde Hænder, og saa kunde han pludselig sætte sig op i Sengen, fægte vildt med Armene og skrige i den yderste Rædsel, til hans Søster eller Mor kom ind og beroligede ham.
Aa, den Søster eller Mor, - saa!
At holde dem i Haanden og kunne strække den anstrengte Krop ud under Dynen uden at være bange for de kolde Steder, at lade Lettelsens vederkvægende Suk gennemstrømme sig og mærke et trøstende Lommetørklæde køre løs i det vaade Ansigt uden smaaligt Hensyn til, om det lavede "Medgang" eller "Modgang" paa Næsen og saa sove ind i Løbet af 30 Sekunder og ikke mærke, at Haanden listede sig ud mellem Fingrene.
Naar han vaagnede om Morgenen, kunde han ogsaa ligge saadan og se frem for sig. Med Haaret i stiv Uorden, Søvn i Øjenkrogene og Natskjorten kørt helt op om Brystet:
Drømmende ....
Han var jo Verdens stærkeste Mand og havde Verdens bedste Hest, der kostede mange Millioner, Millioner Kroner. De to tilsammen kunde magte alle Mennesker, der var til. En Dag kommer hans Far farende ind i Stuen med Ærefrygt i Stemmen.
- Peter, Kongen af Frankrig er i Telefonen.
- Naa, er det nu ham igen. Det gamle Fæ er der da ogsaa altid saa meget Vrøvl med. Han rejser sig fra Gulvet, hvor han har ligget og været ved at opfinde gratis elektrisk Tog med lige saa mange Skinner, de vil have, til alle Børn i Verden, og tager ærgerlig Telefonen.
- Naa, hvad er der nu i Vejen? -
- Aa, Petter, Petter! Den er altsaa gruelig gal. Der er Krig her. Alle Negrene kommer, og Generalerne tør ikke mere.
- Naa, ja .... Jeg maa vel se, hvad jeg kan gøre saa.
- Ja, kom for Guds Skyld, og husk endelig Hesten.
- Ja, bare rolig, var det Negrene, du sagde? Naar han skulde vise Heltemod, kunde han lige saa godt lade det forslaa.
- Ja, og alle Indianerne ogsaa og Kineserne.
- Ja, ja da.
Peter laa paa Ryggen med vidtaabne Øjne og lod Lillefingeren strejfe hen over Korsstingskoen paa Vægtæppet, det kildede saa morsomt. Han bevægede Læberne sagte til alle Ordene.
Saa afviste han venligt men bestemt sin bekymrede Mor, der trippede rundt for at faa Lov til at give ham Overtøj paa, og til sin Far, der med Ærefrygt holdt Døren for ham, da han skred ud, sagde han med streng Alvor og nogen Skepsis:
- Og lad os saa se, at du ikke piller ved Toget.
Saa sprængte han bort paa sin hvide Hest. Alle Folk hang ud af Vinduerne og gabede beundrende paa ham. I et Glimt saa han Naboens lille Datter imellem dem. En Dag, da han havde tyvplukket et Æble til hende og villet række det ind til hende, havde hun staaet paa den anden Side af Plankeværket og sunget "Avra for navra! Du har plukket et Æ-Æble!" til hans Mor var kommet ud.
Nu kunde hun have det saa godt.
Da han ankom til Kongens Slot, jublede hele Folket til ham, men han lagde slet ikke Mærke til det. Han red hen til Generalerne og spurgte, hvor Fjenden var. Men saa jublede hele Folket igen: De er flygtet! Da de hørte, du kom, flygtede de.
- Naa, sagde han uimponeret og steg af Hesten og smed Tøjlerne til syv Generaler - det var han saa vant til. Og han fulgtes op ad Trappen med den gamle Konge, der gav ham Prinsessen og det halve Kongerige, og hele Tiden var ved at græde af Glæde. Saa fik de en Middag, der væsentligst bestod af Marcipangrise, Rabarbergrød, Lakridsfigurer og "de kosteligste Vine", og hver Gang han saa paa Prinsessen, rødmede hun og vendte Ansigtet ned mod Bordet, og hun var hundrede Gang saa smuk som Naboens Datter.
Hvordan saa hun saa ud? Han forsøgte at tænke sig hende, men stadig var det Nabodatterens gule Fletninger og blaa Øjne, der kigede frem. Saa løste han den gordiske Knude ved at lade hende ligne Nabodatteren og saa til Gengæld gøre hende hundrede Gange saa grim.
Det vilde han ønske, han kunde gøre.
Men en Dag, da Kongen sov Middagssøvn, gjorde den anden Halvdel af Folket Oprør. De vilde ogsaa have Peter til Konge. Men han gik blot ud paa Altanen og sagde til dem:
- Nej, lad nu være med det! Han er saadan en rar Mand.
Saadan kunde han ligge hver Morgen. Da Pigen kom ind med hans Morgenmad og stillede den paa Bordet, stod han ud af Sengen med en frygtelig Mistanke og gik beslutsomt over til Bordet. Der stillede han sig ret op og ned med smaa knyttede Hænder og lod sig gennemruske af nervøs, uhjælpelig Graad.
- Hvorfor er der altid kun Overkryddere til mig!
Var Livet mere ligetil og lykkeligt den Gang? Maaske. Knap saa meget at forsøge at finde ud af i hvert Fald; ingen Trang til at sætte i System.
Man gik nok saa lille hen ad Gaden og holdt i sin Fars Haand, og man spurgte og spurgte, og det man ikke fattede, lod man glide lige over Hovedet, og ellers blev Svarene Stof til Leg og Drøm. Man saa nogle Mennesker foran et Avisopslag, store alvorlige Mennesker med lange Frakker, der stod og læste. Men éns egen Far var lige saa stor.
Hvad er det, Far, der. Hvad ser de Mennesker efter?
De læser om Krigen, der er Krig nu.
Naa, er der det. Hvoffer er der?
Og saa gik man hjem i Haven og legede Soldat, og Fjenderne laa bag Plankeværket og var ti Gange saa mange, men éns Soldater var saa tapre.
Belysningen betød saa meget den Gang. Man gik gennem en mørk Entré, og al Verdens ulykkelige Tusmørke strøg om en umaadelig ensom Sjæl, som var man en luftig Skygge i Hades. Og man kom ind i en Stue, hvor der var Lys, og straks blev alting anderledes. Mindre Modstandskraft.
Og der kom Aar, hvor man løb til Skole med et flot Tornyster bumpende paa Ryggen, og hvor Timerne hos en Regnelærerinde daglig blev imødeset med samme Stemning som Terminerne af en fallerende Husmand.
2. KAPITEL
Der sidder Folk paa Kontorer. De skriver. De tumler med store Bøger, de stempler noget Papir, de udbetaler nogle Penge, - og de skriver. Uden en Tanke ved det. Man kan gaa rundt i en tillært resigneret Sløvhedstilstand med fjerne Øjne og gøre det hele. Man kan regne Kolonner sammen i Hovedet, uden at det egentlig forstyrrer den matte Tankegang. Man kommer til et Punkt, hvor man betragter sig som en heldig Udvalgt, naar man bliver sendt i Byen efter Smørrebrød til en Kontorchef, og er lykkelig befriet, naar man skal en Time til Tandlæge. Hver halve Time tager man Uret frem og konstaterer, at der kun er gaaet et Kvarter, og saa skriver man videre. - Sløvt, sløvt.
Naturligvis er der Mennesker, det er anderledes for. For dem kan Bøgernes Smækken være festlig, Travlheden ildnende. Stemplingen foretager de i Valsetakt, og Telefonopringninger
faar dem til at føle sig som betydningsfulde Faktorer i en Verdensorden.
Gud velsigne dem, men for de Mennesker er alt anderledes.
Paa et Kontor sad Peter Hasvig. Han holdt et smult Minut, hvor han puslede med sig selv. Han betragtede interesseret sine Haandflader. Han var Roer, og det var i Begyndelsen af Sæsonen. De var oversaaet med Vabler. Femten Vabler ialt med Størrelser, der varierede fra en Toøres til et Nipsenaalehoved.
Han holdt Hænderne op for Munden og pustede kold Luft ind, saa gav han sig til at skrive. Et Navn, et Nummer og et Tal,
- stadigvæk det samme.
Solen skinnede ind gennem en Revne i Gardinet, saa Støvet dansede i gyldne Strimer. Længere tilbage i Kontoret sad den lille Fuldmægtig og talte paa Maskine. Det var en ganske flink Fyr. Et lille mørkt Overskæg i et solbrændt livligt Jødeansigt. Et ganske smalt Adolphe Menjou-Overskæg, der fortalte om hans Drømme om Romantik og Heltefærd i Rolls Royce Biler. Naar han var færdig, vilde han sætte sig tilrette ved sin Pult med Sammentællingerne og kalde paa ham for at konferere: Hov, Stodder! Kom og syng en af dit Hjemlands vemodige Sange! eller: Tør jeg anmode Greven af Saxen om at deltage i en Rigskonference her paa Slottet. Bagefter Bal.
Lutter Venlighed. Solen var nu naaet hen til hans venstre Ben, og Klokken maatte være elleve saa. Et Sted i Shakespeare var der en Mand, rimeligvis Hertug, som midt mellem Ardennerskovens Palmetræer trak et Solur frem af Lommen og saa, hvad Klokken var.
Da han fik set efter, var Klokken alligevel kun et Kvarter i. Det var nedtrykkende. Nu kunde han sidde et helt Kvarter, før den var lige saa mange, som han nu havde troet den var. Han lagde Pennen fra sig og betragtede atter sine Vabler. Paa Indersiden af Tommelfingeren var der en med en sær Façon. Den kunde han frede og lade passe sig selv, det var et af Raadene. Han havde hørt tilstrækkelig mange Midler mod Vabler til at kunne behandle hver af de femten forskelligt.
Saa kunde han undersøge Resultatet og skrive en Afhandling .... For øvrigt blev han Idiot her. Han følte, at Manden overfor ham betragtede ham. Det var ogsaa en ganske flink Mand. 99 % af alle Folk var ganske flinke. Han havde et ganske kønt, lidt svært Ansigt med en Teint saa ren som et Barns. Engang de talte om en ung Pige, de kendte fra visse Baller, havde Peter udtalt sig tvivlende trods alt, da han, den anden, mente, hun var noget mindre pænt, og han havde rystet opgivende paa Hovedet.
- Ja, disse her Studenter! De tror faneme endnu paa hvidklædte Uskyldigheder. De kan stole paa, hun gør det, og hvis hun faar noget for det, tager hun det med. En anden Gang, da de havde talt om deres Kontorarbejde, havde han sagt:
- Ja, de kan jo dog se Udvej. For os andre er det en Ørken!
Af en eller anden Grund havde han associeret ham særligt med disse to Udtalelser.
Egentlig var de kommet paa samme Maade. Begge let henkastede og paa ingen Maade alt for utilfreds med Situationen. Man trägt nicht Tränen im Knopfloch.
Nu sad han og saa paa hans Hænder og rystede langsomt opgivende paa Hovedet.
- Skal det være en Fornøjelse, det er dog det skøreste. Hvornaar læser De egentlig?
- Hvem siger, at jeg læser?
Peter løftede Øjenbrynene og skævede over til ham uden at rejse Hovedet. Nu vilde de drille hinanden, det vilde der maaske gaa et Par Minutter med.
- Hvem siger det?
- Ingen. Men mon ikke De har en naiv Far, der ligefrem gaar ud fra det.
- Ja, og en stakkels forhutlet Mor, der vasker Trapper og sulter, for at jeg kan leve et overdaadigt Vellevned her, og som i sidste Akt ligger med hviden Kind paa Puden, medens jeg hulker og omvender mig. Finis. Er det ikke det? Peter saa paa ham med uskyldige Øjne.
- Saadan en Snylter omvender sig sgu' ikke, sagde Manden og smilede. - Hvornaar gaar De til Frokost?
- Naar jeg har overstaaet ham der bagved, svarede Peter.
- Aa, gaa De nu for Satan, det kan han sgu' selv besørge, ellers kommer jeg jo heller aldrig til det.
En tiltalende Idé. En Idé, man kunde lege med og hidse sig op til at tro var spændende. Peter listede Haanden ned i Skuffen og famlede en Madpakke frem og gemte den i Inderlommen. Han spændte i Tankerne Revolverhanen og hidsede sig op, nu var det Knald eller Fald, og han snurrede rundt paa Taburetten og saa uskyldigt ned gennem Kontoret for at se, hvordan Vejret var der.
Fuldmægtigen sad med Ryggen til og talte, og han gik henimod Klappen i Skranken.
Fuldmægtigen snurrede rundt paa sin Taburet og sagde roligt:
- Hvorhen, min Herre, paa ilsomt Fjed?
- Jeg havde tænkt mig at indtage Frokosten i den skyggefulde Park, svarede Peter.
- Og saa vilde De liste af saadan uden videre .... efter alt, hvad De har gjort for os. Min Herre, min Herre, De er for beskeden. Vent ti Minutter, saa vil vi alle tage en højtidelig Afsked med mange Præmier.
Fuldmægtigen havde engang læst Klassikere. Det var ham en Kilde til Morskab Resten af Livet. Han smilte ironisk og fik Øje paa Peters Madpakke.
- Ej, men jeg ser, De har inviteret et Selskab til Frokost, saa vil jeg rigtignok skynde mig.
Peter gik hen til sin Plads og satte sig. Manden overfor ham grinede beundrende.
- Han lugter sgu' alting, den lille Jødetamp. Altid kommer han ogsaa en halv Time for sent, undtagen lige naar Kontorchefen tilfældigvis kommer tidligere. Hvis vi skal rafle i Dag, vil vi heller ikke have ham med, han taber aldrig.
- Skal vi rafle om Kager til Kaffen? spurgte Peter, medens han talte en Kolonne sammen.
Den anden saa op fra Pennen og blev fortrolig i Stemmen.
- Skal vi ikke rafle om et Pund Blommer, jeg har sgu' saadan en haard Mave.
Han mente det alvorligt.
Peter greb sig i at give et venligt Svar. Saa gryntede han henrykt:
- Blommer! Hvad Pokker rager Deres haarde Mave mig! Næste Gang skal vi formodentlig rafle om Cascalintabletter!
For et Aar siden vilde han have sagt "ja, gerne" og tilbudt at hente et eller andet paa Apoteket og være blevet regnet for et Fæ. Det gjaldt om at være robust.
- Aa, Blommer smager da ogsaa godt, sagde den anden.
- Ja, men ikke til Kaffe.
- Naa, ja! Gud bevares, saa rafler vi om Kager.
Peter rejste sig og gik ind i en anden Afdeling og laante Terningerne dèr. Det var minimale Tingester i en udhulet Whiskyprop, der brugtes til Bæger.
I let varieret Skikkelse modtog og afleverede han de obligate Vittigheder i den Anledning.
Saa lagde de sig ind over Pulten og belavede sig paa fem spændende Minutter. Tre Kast hver for hver af de fire Kager til alle Tabene var paa een Haand. Det kunde godt flaske sig saa heldigt at tage Tid.
Fuldmægtigen kom slentrende hen til dem og plirrede lystigt med de smaa brune Øjne.
- Naa, Børnene tør nok ikke have Far med mere. Og jeg har endda slet ikke faaet lært jer det Spil rigtigt endnu. Saa gik han tilbage til sin Maskine og fortalte derfra om en storslaaet Plan, at faa indrettet Babygolf gennem hele Kontoret. Der var jo visse Herrer, der ikke kunde faa bestilt mindre af den Grund. Han trak op i sine Benklæder, vejrede med den krogede Næse ned over Arkene og slog an paa Maskinen.
De saa efter ham og smilte til hinanden. Da de havde tabt to Kager hver, kom Frøken Nathansen fra Bogholderiet ind for at tale med ham. De saa tankefuldt efter hende, som hun gik ned langs Skranken.
- Dejlig Pige, tør jeg bande paa, sagde Peters Modspiller, og med Mystik tilføjede han: ogsaa til Ekstraarbejde.
Peter sagde ikke noget, han rakte Terningerne fra sig og ki¬gede hen, hvor Pigen og Fuldmægtigen stod og lo.
- Ja, Gud ved, hvad han siger til dem, Jødetampen, fortsatte den anden. - De er sgu' saa glade for ham allesammen.
- Han siger ikke noget særligt. Han ler blot og ser paa dem, og saa faar det hele en anden Betydning.
Da hun vendte sig for at gaa, kaldte Fuldmægtigen hende tilbage.
- Hov, Jomfru, Jomfru! De glemmer det halve. Dette her med tilbage. Han rakte hende nogle Papirer.
Peter og den anden stirrede brat hinanden i Øjnene og glemte de rullende Terninger, vagtsomme, holdende hinanden fast i Blikket.
Noget var sket.
Fuldmægtigen kom hændergnidende med et bredt Smil hen til dem.
- Ha, ha, ha! grinede han triumferende.
- Ha, ha, ha! tænkte Peter foragteligt.
Den anden samlede Terningerne sammen uden at have talt Øj-nene. Dette var mere, end han var vant til.
- Hør, var det ikke lidt Synd, sagde han.
- Synd! Aa, vel var det ej! Jomfru, det siger man da saa tit. Og det er da klart, saadan en rask Pige kan ikke gaa uden at have noget at gøre med Mandfolk. Det er der sgu' ingen der kan.
Naar Fuldmægtigen ikke talte klassisk, fik han en let københavnsk Akcent. Han stoppede Hænderne i Bukselommerne og saa aandsfraværende ud af Vinduet. Saa grinede han igen.
- Men alligevel - til Ekstraarbejde! Ha, ha, ha!
- Ha, ha, ha! tænkte Peter.
3. KAPITEL
Peter sad ude i Haven, der bestod af Kontorbygningens Bag¬gaard, hvor der var et fortrampet Bed med piplende grøn Buxbom om og et Sæt hvide Havemøbler.
Han var kommet sent ned og havde spist alene. Han sad og røg en Cigaret ....
Rimeligvis havde det nu heller ikke været Synd. Rimeligvis gik hun ikke med blege Kinder og længtes efter at græde. Folk var dejlig haarde nu til Dags. Sagde Ting, der blot var Udtryk for nervøs, overskydende Energi, maaske. Den islandske Sagaaand passende afrustet og sat ud for korte Skørter. Trang til at sætte Kulør paa Tilværelsen og hærde sine Nerver. Springe over Skinnerne foran et Lokomotiv i Fart og mærke det gyse i Ryggen.
Kom man i Berøring med Livet, indsaa man det hurtigt. Man meldte sig ind i en Roklub, fordi man havde en blød Krop, og man opdagede, at éns Sjæl var endnu blødere.
Ens Muskler bliver haarde, Kroppen lang og sejg, og naar man forsøger at læse "Manon Lescaut" for anden Gang, gaar det ikke længere. "Manon Lescaut"! Ha, en hysterisk Mand, der græder!
Der var ingen Teologer i Roklubben.
Medicinere, der Timer om Formiddagen stod og dissekerede med spinkle glimtende Instrumenter og som iøvrigt læste tolv Timer i Døgnet, hilste hinanden med Frydeskrig af Hilsener.
- Goddav, I Lorte!
Gik paa Hænder hen over Græsplænen i falmede Badedragter og rejste sig op med Saft af mast Græs paa Fingrene og lugtede til dem.
- Han vil sgu' ikke gaa af, ham Pedersen.
- Hvem havde du?
- Ham den lange tynde. Jeg havde Underarmen. Han lugter ad Helvede til. Jeg tror, han har været Natmand!
Det var Liglugten.
Man var til Bal et Sted. I et ubevogtet Øjeblik slæbte to sekstenaars Pigebørn af med én ind i et forladt Værelse.
- Maa vi saa faa den Historie.
- Aa, I er gale.
- Kom nu, din skøre Idiot. Skynd dig. Du er altid saa sur.
Og saa fik de den eller ej.
Den første Dag, han havde haft Ekstraarbejde her, havde der manglet 50 Kroner ved Opgørelsen. De havde ledt og ledt. Fuldmægtigen havde henkastet til ham gravalvorlig:
- Det er vel ikke Dem, der har haft Klister paa Fingrene?
Bagefter havde de fundet Fejlen.
Han var blevet blussende rød.
Det var som en gloende Toøre var dryppet ned i hans Sjæl.
Man skulde være robust.
Maaske voksede der lidt Ondskab i hende, maaske bagtalte hun ham lidt ved Lejlighed. Startede diskret et Kor, der kunde rakke ham ned. - Græde gjorde hun ikke, Frøken Nathansen med den slanke Skikkelse og de hvide Tænder.
En Dag havde de siddet herude og spist Frokost: Hun og han, Frøken Larsen fra Ekspeditionen, en Assistent og en Elev.
Han havde haft en Fiskefrikadelle med, og Frøken Larsen, der var lidt svær, og som kun spiste liflige Bananer og Appelsiner, havde pludselig standset sin Talestrøm, stukket Hovedet frem og naglet Frikadellen med et Blik.
- Men Gud, Barn, hvad er det dog for et Monstrum, De sidder og fægter med?
- Fiskefrikadelle!
Hun betragtede den interesseret, saa ham venligt i Øjnene og forsøgte at være fordomsfri; - saa gøs det overvældende i hende.
- Uh, at De altsaa kan æde det kolde Lig! Forstaar De vel det, Frøken Nathansen?
Peter havde leet og spist videre.
Saa havde Assistenten sagt med Gravrøst:
- Lig! Tal ikke om det, Frøken Nathansen har Aal!!
- Aal? Ja, hvad saa? Frøken Nathansen var uinteresseret og muntert flagrende.
- Ja, Aal? Hvad saa? Eleven stemmede i: - Jeg har kendt en Pige, der havde Bændelorm. Det var da mindst lige saa slemt.
Frøken Larsen henvendte sig til Frøken Nathansen og slog ud med Haanden mod dem, saadan var de, det var der ikke noget at gøre ved, hun som den ældre var vant til det:
- Saa, nu bliver de lækre, sagde hun.
- Ja, nu bliver vi lækre. Assistenten fortsatte, og Frøken Nathansen smilte til Peter. Hun havde sort, langt, glat Pagehaar, store kulsorte, mandelformede Øjne med dovne Laag, der, naar hun smilte, sænkede sig som for at skjule den ulmende Glød. - Vi havde en Sag deroppe. En Fiskerenke vilde have en Forsikringssum udbetalt. Hun paastod, at den Strandvasker, der var fundet, var hendes Mand, men vi mente ikke, han kunde identificeres, skønt "Ligets Hoved ikke var skilt helt fra Kroppen." - Saadan en har jeg set engang. Aal! Aal! Fede Aal, der staar paa Hovedet i en Mands Hjernemasse med Bagkroppen svajende lækkersultent ud af Øjenhulerne.
- Saadan er Deres Aal.
Frøken Nathansen havde set overlegent paa ham og atter smilt til Peter. Et muntert Smil, medens hun satte en Række hvide Tænder i sin Aalemad og drømmende gav sig til at tygge.
Hun græd ikke.
Og nu havde der altsaa været noget uheldigt. Han havde nok hørt noget om det "Ekstraarbejde", men ikke gidet spørge. Hvad kom det ham ved.
Hun havde set paa ham den Gang. Med sine sorte Øjne.
Han tændte en ny Cigaret og sad saa med det ene Knæ lagt op over Bænkens Armlæn og iagttog en Solsort, der hoppede rundt, pikkede i Jorden og af og til drejede et skinnende Øje imod ham og iagttog ham et Par Sekunder.
Hvad foregik der i dette lille Kvindemenneske? Hvad foregik der i Mennesker? Tanker, Tanker. Følelser. - Hvorfor kunde man altid kun ane?
Man kunde pirke, gætte, lure og være aarvaagen, naar der lød et Skud i Teatret, og Overraskelsen stod der. - En uoverlagt Ytring, en Krusning af Læberne maaske kun, - men med Virkninger som et kæntrende Isbjerg. Hvad foregik der i det Pigebarn? Mennesker havde Overflade, og i det samme klare Vand kunde der være graadige Hajer, drømmende Tangskove, eventyrlige Landskaber med Konkylier, Grotter og kostbare Perler, der kunde være graa Sandbund og Torsk. Alting.
Han slap Solsorten, og lod Blikket strejfe op over Bygningens graa Façader. Han havde pludselig en flov Smag i Munden.
- A - alting! vrængede han haanligt. Saa vendte han Haandleddet og saa paa sit Ur for at gaa, men der var endnu fem Minutter. Saa gik en Dør ud til Gaarden, det knasede i Gruset, og en af Eleverne traadte frem paa Arenaen. Det var ham, der havde sagt det med Bændelormen.
Han hilste og anbragte en Madpakke og et Glas Vand paa Bordet.
Peter hilste naadigt. Hvorfor var han nu kommet i Krigshumør, han var dog ellers et skikkeligt Menneske. Og den anden var en flink Fyr.
- Naa, Pigerne er her nok ikke i Dag.
Hvor interessant. Hvor det ragede ham en Fjer. Peter strakte sig ugideligt.
- Nej, Pigerne er her nok ikke.
- Naa, naa, naa!! sagde den anden og satte sig og begyndte at pakke ud.
Peter saa paa ham. Hvad Fanden bildte han sig ind. Men den anden var allerede langt inde i Studiet af Madpakken; nu saa han intetanende op med selskabelige Øjne og kom Enden af et Stykke med Leverpostej i Munden.
Peter formildedes.
- Man skulde have Sommerferie nu, sagde Eleven og saa hen mod den Krog af Gaarden, hvor der var Solskin. Hvornaar skal De have?
- Jeg vikarierer kun, sagde Peter. Jeg skal rimeligvis være her i min Sommerferie. Hvornaar skal De?
- Jeg ved ikke; hvis jeg kunde have faaet tre Uger, vilde jeg gerne have haft i Juli-August for at komme med min Onkel paa Biltur, men jeg faar kun fjorten Dage og rimeligvis allerede i Begyndelsen af Juli.
- Maa jeg kondolere -.
- Tak .... Hvis man saa endda kunde laane Vognen i de fjorten Dage og fuse rundt paa Landevejen med en eller anden sød Pige, var Situationen jo nogenlunde reddet.
- Ja, det maa jo ikke være værst. - Nu kom det. Der var kun tre Emner: Sport, Drik og Piger. Han var ved at trække Paalægspapiret af et Stykke Stegemad, saa sagde han:
- Flæskesteg uden Rødkaal! Det er faneme en uhyggelig Blanding. Vil De se nogle Billeder fra en saadan Tur, jeg havde engang?
- Ja, Tak. Hvad er det for en Vogn?
- En topersoners Ford. Han tørrede Fingrene i et Lommetørklæde og tyggede af Munden, saa tog han Tegnebogen frem og fiskede i den.
- Her. Han spiste videre og iagttog Peter.
Der var et Billede af Ford'en i en Skov med en Pige ved Rattet. Der var et Billede af Pigen i Badedragt siddende paa en Sten med Hænderne foldede over det ene Knæ. Der var nogle andre Billeder af hende. Hun havde en køn Skikkelse, men gjorde iøvrigt et ret uskadeligt Indtryk.
- Hun er ganske sød.
- Ja, hun var ganske sød - baade til det ene og det andet.
- Hvor gammel?
- 21 Aar dengang. To Aar ældre end jeg.
Han kunde rigtignok sagtens være stolt.
Her er noget nyere og bedre!
Peter kigede paa Billederne uden at tage dem op fra Bordet. Eleven var kraftig, havde kort Tyrehals, et bart, farveløst Ansigt med blege Læber, blege Øjenomgivelser og lyst Haar med et stridt, bølget Fald som en Airdaleterrier. Kvinders Smag er uransagelig. At han gad sidde og prale. Der var flere kønne Piger, der var et Billede af Frøken Nathansen.
Slæbte han altid alle de Billeder med sig? Han kunde jo nøjes med de mest kompromitterende. Peter børstede et Støvkorn af sit ene Bukseben og sagde roligt:
- Der er et Billede af Frøken Nathansen. Var det Dem med Ekstraarbejdet?
- Ja, det var jo ret uheldigt. Den anden blev spag i Røsten.
- Tja, sagde Peter. Nu gad han snart ikke sidde her længere, tænkte han. Den anden saa paa ham med klare Øjne.
- Tror De, der bliver nogen Ubehageligheder af det?
- Rimeligvis ikke. De skal nu alligevel ikke lade den Slags opdages en Gang til.
Hun havde set paa ham, Frøken Nathansen, dengang. Peter sugede af Cigaretten. Han skulde nu ikke nyde noget her paa Kontoret. Sad for løst i Sadlen som Vikar, og trængte til de Penge, han kunde faa.
