Mit liv på langs
Se, hvem der boller med mor
Jeg var syv år, da min søster sagde, hun ville give mig fem dollar for at løbe op i vores forældres soveværelse og tage et billede af dem, mens de bollede. På det tidspunkt havde jeg hørt om at bolle, men jeg anede ikke, hvordan det så ud. Der var ingen tvivl om, at mine forældre gjorde det. Min far havde gjort min mor gravid seks gange, og hun havde valgt at beholde barnet hver gang, så det var tydeligt for både mine søskende og mig, at de var ret vilde med hinanden. Vi hørte tit kraftige bump og høje latterbrøl fra deres soveværelse. Mine brødre og søstre reagerede altid med væmmelse, og som den yngste abede jeg efter uden egentlig at vide hvorfor. Eftersom jeg ikke vidste, hvad sex gik ud på, var der ikke rigtig nogen grund til at væmmes, men jeg var blevet vant til at lade, som om jeg havde forstand på ting, jeg intet kendte til.
Jeg var altid frisk på lettjente penge. Jeg havde gået i aflagt tøj, siden jeg blev født, og i en alder af syv var jeg allerede godt træt af min andenrangsgarderobe. Det kan godt være, jeg ikke vidste, hvad sex var, men jeg vidste, at jeg havde brug for noget mere tjekket tøj, hvis jeg skulle gøre mig håb om at blive taget alvorligt i første klasse. "Okay," sagde jeg. "Hvor er kameraet, og hvordan virker det?"
Jeg listede op ad trappen til mine forældres soveværelse med min søster Sloane lige i hælene. Deres dør havde en lås, men den var gammel og sad ikke ordentligt fast i dørkarmen mere. Hvis døren var låst, kunne man ikke dreje dørhåndtaget, men hvis man kastede sin krop imod den, gik den op.
Jeg følte efter. Den var låst. Jeg blev nødt til at ty til vold. Sloane trak sig tilbage til trappen. Jeg satte an til tilløb.
"Parat?" spurgte jeg.
"Løb!" hviskede hun.
At se sin mor nøgen er ikke noget, man lige kommer sig over. At se sin mor nøgen, hoppende fra den ene side af dobbeltsengen til den anden iført sygeplejerskekappe, mens ens far, der også er nøgen, jagter hende med en charmeklud om halsen, er grund nok til at kontakte de sociale myndigheder. Heldigvis tog jeg det første billede, før nogen nåede at opfange noget. Det andet billede forestillede min far på vej mod mig med et bælte.
Min søster var allerede nede ad trappen, da jeg kom løbende ud af mine forældres soveværelse. Jeg tog trappen i ét spring. Heldigvis havde jeg øvet dette kunststykke for flere måneder siden, da det havde sneet tre dage i træk. Jeg turde ikke vende mig for at se, om min far og hans tissemand jagtede mig. Jeg løb bare. Vi boede i et hus i forskudte planer, og for enden af hovedtrappen delte trappen sig i to mindre trapper til højre og venstre. Jeg tog den venstre, og min søster tog den højre. Jeg så hende styre mod kælderrummet og fulgte hende derind. Kælderrummet fungerede også som vaskerum og var det eneste rum i huset, min far aldrig havde været i.
"Lås døren!" bjæffede hun, mens hun krøb i skjul under en bunke snavsetøj.
"Åh nej. Far har et bælte," sagde jeg.
"Hvad?"
"Et bælte! Han har et bælte! Han vil garanteret banke os med det!"
"Det, han har i sine bukser?" spurgte hun.
"Ja," sagde jeg. "Han tæsker os garanteret!
Vi var så hunderædde, at gråden sad fast i halsen. Det var ude med mig, det var jeg sikker på. Min nøgne far ville tæve mig ihjel med et bælte nede i vores egen kælder. Jeg var aldrig blevet slået med et bælte før, men havde hørt historier om, at det skete i fattigere kvarterer. Pludselig lød der fodtrin på trappen, og så buldrede det på døren.
"Lås døren op, for helvede! Nu! I to skal have en afklapsning, og det skal være nu!"
Jeg stirrede på Sloane med store øjne. Jeg ville have hende til at finde en vej ud af det her rod. Hun var tolv, og nu måtte hun træde i karakter.
"Spørg ham, om det er med hånden eller med bæltet," sagde Sloane.
Jeg kiggede på hende for at sikre mig, at hun mente det, og råbte så tilbage: "Med hånden eller med bæltet?"
"Hvad?!"
Jeg gik nærmere trappen, der førte op til døren. "Vil du slå os med hånden eller bæltet?"
Han ruskede i håndtaget nu. "Der er ingen, der bliver slået med et bælte!" råbte han. "En ... to ..."
Det var før, vi havde hørt om timeout, så min søster og jeg vidste ikke, hvorfor han begyndte at tælle. Et øjeblik overvejede jeg, om han ville fortsætte med alfabetet. Han standsede ved "tre", og vi holdt vejret, da "fire" ikke kom.
Sloane klamrede sig til mig, som gjaldt det livet. Hendes gråd havde forvandlet sig til krampagtige vejrtrækninger, og nu begyndte hun at ryste helt vildt. Jeg prøvede at trøste hende ved at klappe hende på ryggen, som min mor plejede at gøre, men jeg var for optaget af min forestående afstraffelse til at virke rigtig overbevisende.
Nu, hvor min søster var helt til rotterne, var det op til mig at udtænke en flugtplan. Sloane ville ikke være i stand til at få en kamel igennem en ladeport, så hvordan skulle hun kunne få mig op på mit værelse uden en røvfuld?
"Vi bliver nødt til at gå op og lade ham banke os," hviskede min søster.
"Nul, putte. Jeg stiller ikke frivilligt op til bank. Og faktisk var det din ide, så far burde slå dig to gange."
"Jeg vil have det overstået!"
"Fandeme nej! Jeg går ikke ovenpå for at få bank."
Det var første gang, jeg sagde fandeme, mens andre hørte på det, og jeg syntes, det lød ret sejt. Jeg havde hørt mine brødre og søstre bruge bandeord, men aldrig selv turdet bande i selskab med andre. I stedet havde jeg øvet mig alene på mit værelse mange gange og afprøvet forskellige rytmer og tonefald: "Fandeme! For fanden i helvede! Fanden tag dig, din spade! Pis! Pisselort! Satanedeme! Fis af, bror lort!" Min bedste var: "Hold kæft, et pikhoved!" Planen var at sige det til en af mine nye venner, når en af vores lærere gik forbi. Ingen i børnehaveklassen fattede nogen sinde min humor, så jeg var fast besluttet på at tage dem med storm i første klasse.
At sige ordet "fandeme" foran min søster udløste øjeblikkelig stjernestatus. Sloane kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg anstrengte mig for at høre, hvad der foregik ovenpå. Pludselig blev der meget stille. Jeg forestillede mig, at min far havde glemt, hvorfor han egentlig ville slå os. Måske tjekkede han børsnoteringerne og havde opdaget, at hans otte aktier hos Noah’s Bagels var firdoblet. Hvis vi nu blev hernede længe nok, ville han måske glemme, hvad vi havde gjort, og faktisk blive glad for at se os, når vi kom ud. Jeg kunne lyve og sige, jeg var gået ind på soveværelset for at lede efter vatpinde og havde holdt kameraet op for øjnene for at skærme af for det, jeg ikke havde forventet at se. Eller jeg kunne sige, at jeg
bare havde haft brug for lektiehjælp. Min far elskede, når jeg lavede lektier.
Vi havde ikke engang siddet i kælderen i en halv time, da min søster begyndte at beklage sig over, at hun var sulten.
"Hvor tror du, mor er?" spurgte hun. Min mor var den søde, der altid beskyttede os, når vores far havde et af sine flip. Jeg vidste, min mor ikke ville være vred på os, for hun forsvarede os altid over for vores far, uanset hvad vi havde gjort. Især fordi vi havde en masse på hende.
Jeg behøvede bare minde hende om ugen forinden, hvor hun havde glemt at hente mig fra skole, og jeg var blevet antastet af en børnelokker på vej hjem. Vores hus lå kun lidt over en kilometer fra skolen, men en mand havde fulgt mig i sin bil langs fortovet, hvor jeg gik, og spurgt, om jeg var med på noget sjov. Efter at have kigget grundigt på den overvægtige, gamle mand med grå skægstubbe og kedeldragt, piskede jeg hjem, hurtigere end jeg havde klaret 50-meteren tidligere på dagen. Efter at jeg i tyve minutter havde råbt og skreget ad min mor, fordi hun ikke havde hentet mig og dermed næsten havde været skyld i, at jeg blev kidnappet, havde hun fået nok.
"Men det blev du jo ikke, vel?" sagde hun. "Heldigvis lykkedes det dig at løbe fra ham!"
Min mor er europæer og viser sin kærlighed med mad og krammere. Hun var ikke den type mor, der mødte op til skolekomedier eller fodboldkampe, men hvis man var halvsløj og gerne ville blive hjemme fra skole, kunne man regne med hende. Hver gang man gik op på hendes værelse for at putte hos hende, fiskede hun en KitKat eller en Snickers ud af natbordet og kiggede på én med dansende øjne. Hun var virkelig sød, men havde nul tolerance over for de jødiske mødre i vores by og ønskede at undgå dem for enhver pris. Hvis der var forældreaften eller forældrekonsultation, blev det tidligt gjort klart, at hun hellere ville sætte ild til sig selv end at gå med. Vi skulle være glade, hvis hun viste sig til vores bat mitzvah. Desværre elskede min far alle skolens arrangementer og dukkede som regel op hujende og råbende på forreste række iført vinterstøvler og en sweater dækket af hundehår.
Normalt ville jeg have forventet, at min mor bankede på kælderdøren og forklarede os, hvordan vi kunne undgå en afklapsning, men hvem vidste, hvilken euforisk tilstand hun var i efter at have dyrket nøgen-hækkeløb ovenpå?
"Jeg har hørt, at mænd falder i søvn efter sex," forsøgte Sloane sig.
"Far så ikke træt ud, da han jagtede mig med sit bælte," sagde jeg.
"Jeg ved ikke, om jeg kan vente, til mor kommer ned efter os. Jeg er simpelthen så sulten."
Jeg kravlede op og satte mig på tørretumbleren. "Mor havde sygeplejerskekappe på."
"Hvad?" Hun så bekymret ud.
"Da jeg brasede ind til dem, var hun nøgen, og far jagtede hende på sengen. Jeg så hans tissemand."
"Ad ..."
"Ad? Ad? Det var dig, der foreslog det!"
"Jeg troede ikke, du ville gøre det," sagde hun.
"Du vidste, jeg ville gøre det!"
Det var typisk Sloane. Hun bakkede altid ud, når noget spidsede til. Mine brødre og søstre vidste, de kunne få mig til hvad som helst, mest af alt fordi jeg ville have dem til at kunne lide mig, men med Sloane var det anderledes. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne lide hende.
"Du er så totunget," sagde jeg. "Jeg hader dig."
"Det hedder tvetunget, din tumpe, og det er jeg i hvert fald ikke!" sagde hun.
"Er du ikke? Hvad så dengang med Feinstein-søstrene?" mindede jeg hende om.
Året før, da jeg gik i børnehaveklasse, og hun gik i tredje klasse, fulgtes vi i skole om morgenen. En dag var to andre søstre på vej i skole med deres halvanden meter høje irske ulvehund i hælene. De beordrede hunden til at gå hjem, men den ville ikke lystre. Sloane var bange, for hunden var temmelig stor og knurrede hele tiden ad os. Pigerne grinede ad min søster, fordi hun var bange for hunden, men den var faktisk ret uhyggelig. Den var kæmpestor og ondskabsfuld og lignede noget, der burde være bag tremmer. Den havde et stort, åbent sår på bagbenet og så ud, som om den langsomt var ved at gå i opløsning.
"Lad være at grine ad min søster, møgtøser," råbte jeg. "Jeres hund er grim og skulle sendes på hundeinternat."
"Hold mund," hvæsede Sloane mellem tænderne. "Hold mund."
"Se lige. Sloane kan ikke klare sig uden sin seksårige søster," sagde en af pigerne hånligt.
"Vel kan hun så," råbte jeg og vendte mig om mod Sloane for at få lidt opbakning, kun for at se hende spæne af sted for fuld fart i retning af skolen.
Flere år senere lærte jeg ordet "vendekåbe" i en historietime. Hvis jeg havde ligget inde med den slags skyts mod hende tidligere, kunne alting have udviklet sig anderledes.
"Jeg tabte kameraet i mors værelse," fortalte jeg hende.
"Skidegodt!" Hun stillede sig op med hænderne i siden. "Der er billeder på, fra da vi holdt pyjamasfest hos Marsha. Vi tog alle sammen vores pyjamas af og tog billeder, mens vi legede sandhed eller konsekvens."
"Hvorfor?" spurgte jeg.
"Fordi. Det havde vi lyst til."
"Jeg sladrer," sagde jeg.
"Og hvad så?" sagde hun. "Det var bare piger."
"Lebbe!" råbte jeg.
Jeg vidste, hvad en lebbe var, for min fars bedste ven fra high school havde en kone, der havde forladt ham for en anden kvinde, og min far omtalte hende aldrig som andet end "lebben".
"Jeg er ikke lebbe. Hold mund!"
"Jo, du er. Jeg vidste det."
"Hvis der er nogen, der er lesbisk, så er det dig," sagde hun. Det lukkede munden på mig.
"Det er bedre, hvis vi bare går op og får det overstået," sagde hun. "Så kan vi i det mindste få noget at spise. Jeg har lyst til en sandwich."
"Hvordan kan du tænke på mad lige nu?" spurgte jeg hende.
Hun skiftede taktik og mindede mig om, at det var torsdag, og at vi ville gå glip af Familien Cosby, hvis vi blev i kælderen. Det ville være nok til at drive en hvilken som helst fornuftig syvårig til vanvid.
Ikke desto mindre var jeg parat til at blive i kælderen, så længe som det ville tage for min far at glemme, hvad der var sket. Jeg havde set hans tissemand og regnede ikke med, at jeg ville være i stand til at se ham i øjnene i den nærmeste fremtid.
Jeg overvejede at flygte ud ad vores eneste kældervindue, men så ville jeg være udenfor, og det var koldt. Det var ikke optimalt at løbe hjemmefra om vinteren, og slet ikke uden sovepose.
Jeg spekulerede på, om min mor også var rigtig vred på mig. Jeg forklarede min søster, at jeg måtte have mere end de fem dollar, vi oprindeligt var blevet enige om.
"Niks! Du blev opdaget. Det var ikke aftalen! Jeg tror ikke engang, jeg giver dig de fem dollar!"
Jeg stak hende én på hovedet. Hun slog ud efter mig, men jeg dukkede mig. Så løb hun hen mod trappen.
"Nej, bliv her!" skreg jeg, men hun var allerede oppe ad trappen og ude ad døren, da jeg løb efter hende for at prøve at hive hende ned igen.
Jeg låste døren, netop som jeg hørte hende få endnu et smæk, men denne gang lød det, som om det var i ansigtet. Jeg hørte hende hyle op. Det gjorde mig stiktosset. Jeg ville have hende til at være en stærk gladiatortype, et billede på, hvordan jeg så mig selv som trettenårig. En vægtløfter med en urokkelig karakter og en designergarderobe. Men hun var et tudefjæs, og dér stod jeg af.
Det var tydeligt, at min eneste vej ud af det her var at vende skytset mod min far. I stedet for at stikke af ville jeg aldrig komme op fra kælderen. Om han så tryglede mig om det. Jeg ville fortælle ham, hvor kvalmende oplevelsen havde været, og at jeg nu vægrede mig ved at bevæge mig ud i den virkelige verden uden en psykolog ved min side. Jeg ville insistere på terapi to-tre timer om ugen, og vel at mærke i skoletiden. Jeg ville kræve en ny garderobe og forlange, at de overlod deres store soveværelse til mig i bytte for mit. De kunne få lov at tigge om tilgivelse, mens jeg truede med sagsanlæg for omsorgssvigt, involvering af mindreårig i seksuelle aktiviteter og blufærdighedskrænkelse, listen ville være uendelig. Ligesom i Forældre, nej tak! Jeg var ikke noget fjols.
Min far bankede på døren for sidste gang den aften. "Er du parat til at komme ud og få smæk?"
"Jeg vil have, at mor skal komme," sagde jeg. Der var ikke noget svar fra den anden side af døren. Gad vide, hvordan Sloanes sandwich smagte med en blodig læbe. Mon Cosbys børn nogen sinde havde overrasket deres forældre, mens de bollede? Det var vigtigt for mig at fylde mine tanker med noget andet, så jeg besluttede mig for at ordne noget vasketøj. Når min mor kom ned og så, at alt vasketøjet var ordnet, ville hun måske sige det til min far, der ville blive enig med sig selv om, at jeg ikke var så slemt et barn alligevel. Jeg kiggede én gang på alle vaskemaskinens knapper og programmer og mistede hurtigt interessen.
Jeg vågnede op midt om natten efter at have mærket noget kravle hen over min fod. Jeg sprang op i sikkerhed på øverste trappetrin. Langsomt åbnede jeg døren. Alt lys var slukket. Der var ingen at se. Jeg gik direkte i seng og faldt i søvn.
Min far kom ind på mit værelse klokken syv for at vække mig. "Du skal op, min skat." Så gik han nedenunder.
Jeg var ekstatisk! Sloane skulle bare have lyttet til mig! Jeg klædte mig på, spiste en skål Guldkorn for at fejre min egen personlige sejr og børstede tænder.
Min far sagde, han gik ud for at varme bilen op. Man vidste aldrig, hvilken bil det var, for vi havde nok ti stående i indkørslen. Min far legede brugtvognsforhandler, men som jeg forstod det, betød "forhandler", at man købte og derefter solgte. Bilerne hobede sig op i vores indkørsel og stod der i årevis, og de fleste morgener måtte far chokstarte en eller flere for at få os i skole. Den ene bil var mere pinlig end den anden, og ingen af dem var fra det tiår, vi var født i.
Jeg løb ud og sprang ind i den bil, der kom røg ud af, hvilket var den selvlysende turkisfarvede Plymouth et-eller-andet med vinylindtræk. Jeg var så beruset af min sejr, at jeg bestemte mig for at rose min far for bilen.
"Det er bare en sej farve, far."
Jeg havde knap nok slået min faste, men dog smidige syvårige røv i vinylet, før min far pandede mig én. Lige på næsen. Jeg var lammet af skræk. Jeg kunne ikke sige et ord. Jeg var sikker på, min næse var brækket, men så lagde den summende fornemmelse sig – lige netop som jeg begyndte at nyde den.
"Du troede nok, du slap for en afklapsning, hvad?" sagde han.
Jeg brød sammen på stedet og græd som en lille pige. Jeg vidste jo godt, at jeg var en lille pige, men jeg brød mig ikke om at opføre mig som en. Og jeg var både såret og vred over at være tvunget til at lade mig køre i skole af en, der lige havde slået mig. Jeg følte mig som sådan en idiot, at jeg troede, jeg kunne snøre min far med en latterlig kompliment om hans gamle lortespand. Det var helt bestemt ikke en følelse, jeg brød mig om på det tidspunkt eller de hundrede gange, jeg har haft den siden.
Jeg sagde ikke et ord på hele turen. Da vi nåede frem til skolen, steg jeg ud og smækkede døren i. Han kørte af sted med en eller anden bildel skramlende efter sig på fortovet, sikkert lydpotten.
Når jeg ser tilbage på den oplevelse nu, går det op for mig, at synet af mine forældre for fuld udblæsning måske nok var det, der fik mig til at interessere mig for min egen seksualitet. At se dem more sig sådan åbnede mine øjne for, at livet var andet end lektier og The Brady Bunch. Jeg ville tage del i morskaben og var ikke vild med tanken om at vente ti år, før festen for alvor kunne begynde.
Jeg tørrede mine øjne, pillede et Guldkorn af min nederdel, hankede op i mig selv og begav mig ind på skolen.
Jeg glædede mig vildt til at fortælle mine klassekammerater, at jeg havde set mine forældre bolle.
Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
