N.I.M.B.Y. af Marina Cecilie Roné
1.
Det år
Hvad skete der ellers det år?
De fældede et træ. Ingen kom til skade. Helene holdt sig for ørerne og lukkede øjnene, da stammen gav sig. Anders lå indenfor i måneværelset. Han vidstevel godt, at de fældede det træ, men hun mindedes ikke, at han havde spurgt til det.
Træet faldt og udløste skrig og jubel blandt børnene. Hun vendte sig og gik.Nu havde de dét at tage sig til.
Hun satte sig i havestuen. Gennem vinduerne iagttog hun dem gå løs på det fældede træ. De havde to økser og en grensaks. De var femten, elleve og fem det år. Der var gået uorden i deres naturlige strid.
Den yngste, Johan, sad overskrævs på stammen og huggede af alle kræfter med den største økse. Aske, den ældste, klippede grene. Og Sejr tog imod ordre fra Aske om at hugge de tykkeste grene af, som Johan ikke kom nogen vegne med.
Der var ingen som helst fare på færde.
Johan havde godt styr over den store økse, som han aldrig før havde fået lov at røre. Han gjorde hverken skade eller gavn med den. Det var tydeligt, at han havde fået lov til at bruge den.Han forhastede sig ikke.Han nød den, og de andre havde ro til at udføre et rigtigt stykke arbejde.
Sejr var anspændt af koncentration.Han var den spinkle af dem og den i midten, og han var ofte vred over sin position.Men ikke den dag de fældede birketræet. Han så ikke engang ud til at være vred over at måtte nøjes med den lille økse.
Aske arbejdede som en mand.
Helene døsede ved vinduet. Det var varmt. Lyset flimrede i løvet. De havde fundet på det med træet, fordi hun ikke tog dem med til vandet. De spurgte hver dag. De spurgte ikke som det første, de gjorde sig umage for ikke at lægge pres på hende og ventede, til hun havde fået noget fra hånden. Noget vasketøj eller regnskab, de holdt øje med hende. Så blev den ene sendt frem som ambassadør for en fælles sag.Hun sagde nej.Hun kunne ikke nå det.Hun sagde det hver dag.
Det var sommerferie.Varmen havde bidt sig fast. Alle de gode timer på dagen blev stjålet. Det var, som om drengene ikke ville finde sig i det mere.
Beslutningen om at birketræet skulle fælles blev truffet sidste efterår. Der havde bare ikke været nogen til at gøre det. Og så stod Aske og smurte sig en mad ved køkkenbordet og sagde, at nu ville han ondulere den birk, for det var synd for æbletræerne.
Hun havde nikket, som om hun var indforstået, men det var jo ikke derfor, hun nikkede. Det var for at få ham til at tie stille.
Anders var stået op og gået på toilettet.Hun kunne høre ham hoste gennem de lukkede døre.
Lidt efter så hun alle tre drenge med hver sit redskab over skulderen på vej ned i frugthaven.
Hun sprang ud ad døren, løb i de elendige træsko og stoppede først, da hun var nogle meter fra dem.
Men selvfølgelig kunne de fælde et træ.
Hun holdt det for sig selv, stod der bare og så til og ventede med solen i øjnene.
Aske havde da fældet træer med Anders.
Han riggede til, som om han satte sejl på en skonnert. Reb blev spændt ud og prøvet efter. Den skulle gerne falde mellem skuret og et æbletræ.
De lod ikke til at ænse hende. Ikke engang den lille delte det med hende. Hun var udenfor, de var i det, og der var én af dem, som ville blive ramt. Sejr ville blive ramt. Aske holdt øje med Johan, og hun holdt øje med ham, med Sejr.
Hun stemte imod, alt hvad hun kunne, selvfølgelig skulle hun holde sin mund, det var overtro at forestille sig, noget gik galt.
Hun havde været distræt, og nu stod hun dér med sine forudanelser. Hvad der end kunne ske, havde det stået i hendes magt at forhindre det, og hun havde ladet øjeblikket passere.
Nu lå træet i det tørre græs. Stubben blødte frisk.Det var, som om solens stråler sugede saften i sig. Alt var så tørt.
Lyden af deres økser gjorde hende godt. Det var lyde, der fik dagen til at bevæge sig i den rigtige retning, uden at hun behøvede skubbe på.
Hun var blevet så følsom over for lyde, det var de alle sammen. Lydene var blevet skarpe. Selv en kat,der nøs, kunne få dem til at tie brat. Øksen havde en god lyd.
De talte sammen, drengene, overvejede strategier for, hvordan det bedst kunne foregå at få træet hugget op og grenene slæbt væk.
Hun lod dem snakke. Det var sådan en dejlig stund.
Helene kiggede op.
Tove stod i døren. Hun havde en kurv over armen. Med rester, som hun kaldte det. Hun havde lavet dobbeltportion igen, men det sagde hun ikke noget om. I dag var det boller og årets første solbærsyltetøj.
Hun var holdt op med at se på deres egne. De hang sorte og tunge af saft. Snart ville fuglene være der. De var der sikkert allerede.
- Du har slet ikke opdaget det, vel?
Helene kiggede op.
- Lad da være med at se sådan ud ! Det er dine solbær, jeg har stjålet. Drengene hjalp mig. Værsgo.
Hun trak fire store glas op og satte dem foran hende.
- Så behøver du ikke at have dårlig samvittighed over det. Hvordan har du det?
Der var også et fad fuld af boller, der så ud, som om de var varme endnu.
- Det er det samme, svarede Helene.
- Dine solbær er og bliver bedre end mine. De er større og saftigere og dybere i farven. En dag må du altså afsløre for mig, hvad du gør.
Helene rystede på hovedet og smilede.
- Jeg gør ingenting. Det er Anders’ solbær.
Der blev dækket op med servietter og kniv til hver. Hun havde så travlt, den gode nabokone, med at gøre det fint.
Hun slog hænderne sammen.
- Du godeste, de er jo ved at blive til mænd, dine drenge.
Tove fugtede læberne.
- De klarer det så flot. Det gør de altså. Prøv at se dem. Jeg kan komme i tanker om mange, der har grund til større bekymring for deres børn, end du har.
Sejr var i gang med at slæbe afklippede grene bort. Sveden trak spor ned over hans spinkle krop. Johan sagde noget til ham.
- De klarer det, som de bedst kan, sagde Helene.
Nu havde de begge to fat om en lang, tyk gren. Johan i den ene ende, Sejr i den anden.
Hun burde råbe til dem, at de skulle huske at drikke noget vand. Solen var på sit højeste nu. Det kunne vente lidt. De kappedes om hende. Lige så snart hun gav sig til kende, faldt deres eget fra hinanden, og de var nået langt nok til, at de havde noget at vise hende hver især.
- Nu kalder jeg på dem, sagde Tove. Så kan vi spise boller og få lidt at drikke.
Hun var allerede på vej til at åbne havedøren.
- Tror du, de vil tage med mig på stranden? Jeg skal alligevel ned og have en dukkert.
Helene skænkede et glas saft. Nabokonen havde virkelig tænkt på alt.
- Hvorfor skulle de ikke ville tage med dig, spurgte hun.
Tove trak på skuldrene.
- Ja, det ved jeg heller ikke. Det er vel bare en talemåde. Jeg vil jo ikke trænge mig på.
Helene stak en tot hår om bag øret.
- Selvfølgelig vil de med på stranden.
Tove smilede.
- Så kan du få et par timers fred.
Helene nikkede.
Hun havde ikke prøvet at ligge i hængekøjen endnu. Den var købt til Anders.Hun havde ment, at det ville være godt for ham at komme lidt ud.
Nu brugte drengene den til en leg, hvor det gjaldt om at vælte hinanden ud af den.
- Tror du, Anders vil have en bolle?
Helene ryste på hovedet.
- Men lidt at drikke.
Hun rejste sig og skænkede et glas saft og stak et sugerør i.
- Helene?
Hun vendte sig.
- Måske skulle du få ham indlagt?
Tove stirrede på sugerøret.
- Ja, måske, sagde hun og gik.
Midt på dagen var der behageligt i måneværelset. Der var køligere end i resten af huset. Solen blev omhyggeligt lukket ude med persienne og et lyseblåt gardin.
Anders sov.
Hun satte sig i stolen ved siden af sengen og lyttede til drengenes stemmer. De var begejstrede ved synet af bollerne. Eller måske fordi Tove havde inviteret dem til stranden allerede.
Hun stillede glasset på natbordet og listede ud igen.
Johan stod foran hende. Han holdt hende op med hele sin krop.
- Må vi godt, mor? Må vi godt tage med Tove til stranden? I dag? Når vi har spist boller?
Hans øjne var i alle sprækker af hendes ansigt.
- Ja, selvfølgelig, sagde hun. Jeg skal da med.
Han sagde ikke et ord, drejede bare rundt på hælen og løb gennem huset og sang, at mor skal med.
Nu gav det sig selv.Der var ingen mulighed for at fortryde. De stod der alle sammen og kiggede på hende. Hun havde ladet sig fange.
Det var i begyndelsen af juli, at birketræet blev fældet og de endelig kom til stranden.
2
Schweizerkniven
Han kunne have haft tandbørsten i lommen, men hans mor havde pakket ham en taske, og nu gik han med den i hånden de to veje, der var over til Asbjørn.
Sejr syntes ikke, han kunne stå på deres trappesten med en taske og ringe på og sige: Her er jeg. I har inviteret mig til at sove hos jer.
Det så ud, som om han havde tænkt sig at blive der en uge, og han havde ikke tænkt sig noget som helst.
Det var Asbjørns mor, der åbnede.
Hun smilede stort. Hun rørte også ved hans hår og sagde hans navn.
Ved trappen op til første sal stod de to søstre og hang. De stirrede på ham.
- Sig dog hej, sagde moderen.
- Hej, sagde de i munden på hinanden.
Tasken klæbede i hans hånd. Der var ikke noget sted at gøre af den.
Han tog skoene af ved at træde ned i hælen.
- Nu skal jeg kalde på Asbjørn.
Moderen kaldte. Bagefter råbte hun. Der blev ikke svaret.
Hun kiggede på Sejr.
- Gå du bare op til ham. Han sidder oppe på sit værelse og kan ikke høre noget, hvis han har hovedtelefoner på.
Han gled forbi søstrene med tasken.
Asbjørn lå på sengen med ansigtet dækket af en tegneserie.
- Dav,mumlede han.
- Hej, sagde Sejr.
Han satte tasken fra sig. Det var ikke noget problem. Asbjørn kiggede ikke. Der stod en stol ved skrivebordet. Den satte han sig på og kiggede rundt. Det var et stort værelse med fuldt udstyr.
De havde leget sammen på vejen, hvis de var mange, der legede sammen. Der var engang, hvor de alle sammen ville lege dåseskjul, og så skulle man være mange, og Asbjørn var også med.
Det var længe siden nu.Der blev ikke leget så meget mere.Det var mere noget med at gå sammen, to og to.
- Du kan tage tegneserier deroppe, hvis du vil.
Asbjørn nikkede i retning af en hylde over sit eget hoved. Der stod en lang stribe tegneserier. Han samlede åbenbart på dem.
På skrivebordet stod en bærbar med trådløs mus. Musemåtten var næsen af en flyvemaskine. Der var også et modelfly i pap.Det var malet meget præcist, som om det skulle ligne.
Sejr interesserede sig ikke for flyvemaskiner. Hvorfor skulle man det? Hans storebror interesserede sig heller ikke for fly.
Under en stak papirer lå en schweizerkniv, én af de store, den havde måske tolv arme, der kunne slås ud.
Sejr tog den op i hånden. Den var tung, sådan én, noget tungere end man skulle tro. Han brugte tommelfingerneglen til at trække et par arme ud, indtil han fandt selve kniven. Han prøvede bladet af med fingeren. Den var skarp nok.Han så sig om efter noget at snitte i. Sålen på hans gummisko kunne altid bruges, men det hjalp ikke noget, for de stod nedenunder.Der lå et viskelæder på gulvet. Sejr samlede det op. Det var sådan ét, han og de andre i klassen helst ville have, et Staedler viskelæder, det var verdens bedste viskelæder, det ødelagde aldrig papiret. Men det her var et Staedler, der var dobbelt så stort som dem, de havde.Han vidste ikke, man kunne få dem så store. Det så ikke ud til at have været brugt. Det var helt fast og hvidt og uden en sprække. Det manglede bare det stykke pap, de plejede at være forsynet med i den ene ende.
- Hvad laver du?
- Snitter.
Han kunne godt lave den til en enkel båd, mast kunne der ikke blive noget af, men en robåd.
Den lå faktisk rigtigt dårligt i hånden, sådan en schweizerkniv.
- Hvad fejler din far?
Et fint lag af smulder fra viskelæderet dækkede allerede musemåtten.
- Han har kræft, sagde Sejr.
- Kræft! Det kan man da dø af.
Sejr trak på skuldrene.
- Hvad laver du?
- Snitter.
- Det kan jeg godt se.Men hvad snitter du i?
- Et viskelæder.
Han besluttede sig for at lave den flad bagtil. Så kunne den få en flottere stævn. Der var nogle robåde, der var flade bagtil. Så kunne man hænge en motor på.
- Skal vi lave et eller andet?
Asbjørn smækkede tegneserien i og rejste sig fra liggende til siddende. Sejr trak på skuldrene.
- Det kan vi godt,mumlede han.
Han manglede bare at gøre den dybere indeni, mere skrå, og det var næsten ikke til at få kniven ned i den rigtige vinkel. Det var en virkelig dårlig kniv.
- Er det mit viskelæder, du sidder og skærer i?
- Ja, men nu er det en båd. En båd der kan bruges som viskelæder.
Asbjørn fandt et par sko under sengen og tog dem på. Han rejste sig og kom hen til skrivebordet.
- Det er du ellers meget god til, det dér.
Sejr rakte ham båden. Den var færdig. Asbjørn tog den i hånden og kiggede på den fra begge sider.
- Den er sgu da sej. Skulle vi gå?
- Hvorhen?
- Vi kan tage ned i havnen, hvis du er så glad for både, sagde Asbjørn.
- Jeg er ikke særlig glad for både.
- Vi kan godt tage derned alligevel. Jeg kan vise dig vores båd. Det er en 42 fod.
Sejr nikkede. Han kunne ikke helt huske, hvor mange fod der gik på en meter. Asbjørn buldrede ned ad trappen, mens han råbte gennem huset:
- Vi smutter.
Moderen stod i en døråbning og smilede.
- Hvor tager I hen?
Asbjørn var allerede ude ad døren. Sejr sad på knæ og bandt sine sko.
- Vi tager ned i havnen, svarede han.
- Det var da en glimrende idé, sagde moderen og lød oprigtigt begejstret.
- Vi har båd dernede, Asbjørn kan vise dig den. Sejler du? Asbjørns far er ved at gøre den klar til i morgen.Vi skal til Hven, tilføjede hun.
Sejr smuttede ud ad døren og løb efter Asbjørn.
Moderen råbte efter dem, at de kunne hilse i havnen og sige, at der var middag klokken syv.
- Vi sejler til Hven i morgen, sagde Asbjørn. Der er totalt fedt.
Sejr gik ved siden af ham. De var nærmest lige høje. De gik dér, to og to, og det var noget helt andet. To og to mødte man altid nogen, og man kunne hilse på dem, man mødte, eller man kunne lade være.Man kunne gøre det, man var i humør til.
3
Madpakken
Der var en sommer, hvor hans storebror havde arbejde på havnen. Nogle gange stod han og sleb på noget træværk med armene hævet over hovedet otte timer i træk.
Sejr tog tid, når han stod foran spejlet på badeværelset med fire telefonbøger løftet over hovedet. Han kunne klare tre minutter i træk. Så begyndte armene at ryste. Når han havde talt til ti, mens de rystede, lagde han telefonbøgerne fra sig.
Så gemte han telefonbøgerne af vejen og tog ned på havnen.
- Dav med dig, sagde hans storebror, når Sejr kom forbi.
Han stod med armene hævet over hovedet og nakken bøjet bagover, og hans stemme lød anderledes, når han stod sådan og sleb i lakken på en båd.
- Hvorfor skal al den lak af, når der alligevel skal lak på igen bagefter? spurgte Sejr.
- Det er det vigtigste af det hele, kan jeg godt sige dig.Hvis ikke man får den gamle lak helt af, vil den nye lak ikke binde. Så falder den af i store, bløde flager i løbet af ingen tid.
Sejr nikkede.
Aske forklarede også andre ting for ham. Han kunne godt lide at fortælle om det, han lavede, og om John, som han arbejdede for, og kunderne, som tiggede og bad John om at ordne deres både.
- I virkeligheden er det slet ikke John, der laver det, vel? Det er faktisk mig, sagde hans storebror.
Og så grinede de.
Sejr slentrede ned gennem havnen. Han kunne udpege nogle af de både, hans storebror havde ordnet, og han genkendte også deres ejere. Efterhånden vidste han lidt af hvert, og han fik hele tiden noget mere at vide, for han kom der hver dag hele den sommer.
Lidt i elleve gik han hjemmefra med sin storebrors madpakke. Deres mor havde bedt ham om det. Så ikke maden lå i en taske og blev halvt fordærvet i varmen.
Sejr havde syntes, at det var tarveligt at bede ham om. Der var forskel på at gøre hende tjenester og så hans storebror.
Så skulle han komme rendende dér som en slatmås og være lillebroderen, der var sådan en flink dreng.
Han havde aldrig brudt sig om at komme på havnen.
Havnen var kun et sted for folk, der havde noget at gøre der. Ellers hørte man ikke til. Sejr havde ikke haft noget at gøre i havnen. Han plejede at gå så langt som til kanalkiosken.Dér kunne man købe is. Når han havde købt isen, vendte han om og gik op i byen igen.
Nu havde han madpakken, og det var noget andet.
Han gav sig god tid. Lagde vejen ned forbi lystbådehavnen for at se, om der var kommet nye til. Han kiggede på flag og navne og havde sine yndlingsbåde, han holdt øje med. Pigenavne og bynavne, det var det folk kaldte deres både. Nogle af navnene var pæne nok, men ingen havde endnu fundet på at bruge det navn, han havde bestemt til sin båd.
Fiskerne interesserede ham ikke. De lignede alle sammen hinanden både på øjnene og på næserne, og deres både lignede alle sammen hinanden. Der var ikke én af dem, der var så speciel, som de lod til.
I lystbådehavnen var der ingen, der havde noget imod at være stolt af sin båd. Hvis han stod lidt og kiggede på én af dem, kunne folk godt regne ud, at det var fordi, han syntes, det var en sej båd, og så smilede de til ham.
Han havde lært at stå klar, når en båd var på vej ind til en kajplads. Så kunne skipper godt finde på at smide fortøjningen ind til ham, og det var ham, der tøjrede båden.
- Vil du tjene en tyver, kunne John råbe efter ham.
Og så blev han sendt i byen efter det ene og det andet, ikke noget særligt, det kunne være wc-papir fra Aldi, og han havde gjort det gratis.
Der var også dage, hvor han ikke havde andet at gøre end at aflevere madpakken,men det var aldrig drøje dage, der kunne dukke noget op, og hvis der ikke dukkede noget op, kunne han altid sætte sig ned foran fiskekutterne og spise en is lige for næsen af dem, for det var lige så meget hans havn, som det var deres, og det kunne de ikke ændre på, selvom de lod som om, der ikke sad en dreng foran dem og spiste is.
Han kom også i Strandbakkerne og sad i sandet og kiggede på folk, der var på stranden. Det var midt i industriferien. Fabrikkerne lukkede simpelthen. Alle de store maskiner blev slukket, og så holdt folk ferie.
Han forestillede sig en kæmpestor kontakt på væggen i en hal.Ved siden af var der et ur. Når klokken var fire, kom der en mand og vippede kontakten op med et mægtigt smæld, og så blev der ikke lavet flere dåser med makrel i tomat.
I filetfabrikken var der ikke en eneste sild. Der var kunst. Billeder og den slags og nogle ret sjove figurer af jern. Sejr kendte ham, der lavede dem.Han reparerede biler og var en fin fyr, men han var ikke lige så sjov som de figurer, han lavede.
I industriferien var stranden klistret til med mennesker. Sejr fandt en klit og satte sig og kiggede ud over det hele. Strandbakkerne var et af de bedste steder, man kunne gå hen. De plejede at gå derned alle sammen med de to sorte baderinge, som man ikke kunne købe. Hans far mente, at det var gamle redningskranse fra militæret.De havde fundet dem på loftet.Der var ingen, der vidste, hvor de kom fra. Dem havde de med, og folk kiggede altid efter ham og hans storebror, når de sad ude i vandet i hver sin kæmpe badering af det bedste gummi i verden.
Han blev der ikke så længe. Han gik bare derned for at se, om alting var i orden. Det var, ligesom de havde lånt stranden ud den sommer, og så var det ikke særligt sjovt at være der. Sejr måtte godt gå derned, men han havde lovet, at han ikke ville gå i vandet, og han var holdt op med at bryde løfter over for sin mor. Aske var også holdt op med det, og det var rart på den måde.
Sejr kunne godt have tænkt sig et par gråvejrsdage indimellem. På gråvejrsdage var der ingen mennesker på stranden, kun nogle få i vandet, og man kunne rigtigt se, hvor stort alting var, og hvor fin en strand det var.Men der var ikke en eneste gråvejrsdag.
Fra stranden plejede han at gå ud til den yderste mole på havnen. Når han havde siddet dér lidt, tænkte han ikke mere på stranden. Den betød ikke noget for ham resten af dagen. Han vidste, han kunne få den tilbage, når han ville. Sommergæsterne havde den bare til låns. Der var ikke så længe, til Aske fik fri, så han kunne lige så godt blive der. Det var nemt nok at hjælpe tiden på vej. Man skulle bare være lidt langsom og være længere tid om alting. Han havde planlagt det hjemmefra og taget to tøjklemmer og en rulle snor med. En spand var let at låne sig til.
Han satte sig på stablen med paller, der stod skråt over for Johns hal og ventede. Det var et godt sted.
Han kunne se hele fronten, som var en stor åbning, og han kunne også se bagindgangen og de tre containere med skrald ved siden af.
Han var der i god tid før tre. John kunne godt finde på at give Aske tidligere fri, og det ville være ærgerligt, når det nu alligevel var kommet til at passe. Sejr satte sig i skrædderstilling og tog lakridspastillerne frem. Han havde gemt dem, så han havde noget, mens han skulle sidde og vente.
Aske sagde ja til det meste, Sejr foreslog den sommer.
Han sagde ja til at spille kort, både når han foreslog fem hundrede og tomandswhist.
- Det kan vi godt, sagde han bare.
Han sagde også ja til at spille firehændigt, og det gad han ellers aldrig nogensinde, og han sagde ja til, at Sejr var den, der kravlede op i træet, og Aske der tog imod, når de plukkede kirsebær.
Sejr fik øje på Aske, og sprang ned fra pallerne.
- Skal vi tage ned på molen og fange krabber? spurgte han og trak tøjklemmerne og snoren op af bukselommen.
Aske var ved at låse sin cykel op.
- Nu?
Han kiggede kort på Sejr.
- Ja, nu. Der er vildt mange krabber. Jeg har været nede og kigge.
Aske kiggede ud over havet.
- Okay, sagde han. Lad os bare fange nogle krabber.
Han låste cyklen igen.
Der var så mange krabber, at de ikke kunne følge med, og det blev en lille smule kedeligt, når spanden bare var fuld på fem minutter. De opfandt en ny måde at gøre det på, så det gjaldt om at fange så mange krabber som muligt på én musling. To ad gangen var ikke så svært, men de skulle være hurtige og også lidt heldige for at tage de fire, Aske havde på.
Sejr greb spanden og stak den ind under Askes snor.
- Vi fik dem.
De grinede til hinanden.
- Jeg kender ikke nogen, der har taget fire på en gang. Gør du?
Aske rystede på hovedet.
Sejr rakte sin storebror røret med lakridspulver. Det var halvt fuldt.Han lod ham tage så meget, han ville.
- Du skal ikke sige noget til mor om det dér køleskab.
Aske sad med hånden ned hos krabberne. Han tog én af dem op og vejede den i hånden.
- Hvorfor skal jeg ikke det? spurgte han.
- Det skal du bare ikke.
Aske satte krabben ned i spanden igen. Hans hånd var fuld af rifter og lak.
- Sig det nu.
Sejr gloede ned i vandet efter nye krabber.
- Hvis hun nu ved, at der er et køleskab hos John, så kan hun måske ikke se nogen idé i, at jeg går ned på havnen med din madpakke hver dag. Så synes hun måske, det er noget pjat. Aske rystede resten af lakridspulveret direkte ud på tungen og rakte Sejr det tomme rør.
- Det skal du ikke være bange for, lillebror. Mor ved godt, der er et køleskab hos John. To krabber kæmpede om muslingen på Sejrs snor.
- Nej, hun gør ej, sagde han. Selvfølgelig ved hun ikke det.
- Nå, men det gør hun altså.
Sejr trak lidt i snoren. Krabberne gled af og forsvandt. De var ikke særlig store.
- Kan du så måske sige, hvorfor hun sender mig ned med din forpulede madpakke hver dag?
Aske sukkede.
- Far er syg, sagde han.
- Det ved jeg sgu da godt. Og hvad så?
- Så ikke noget. Kom, lad os gå hjem.
Han tog spanden og kravlede ned på molen og hældte forsigtigt krabberne ud, så deres skjold ikke gik i stykker.
De gik langsomt hjemad. Der var ingen af dem, der foreslog, at Sejr kunne sidde på
bagagebæreren.
Deres mor var ude i haven. Hun kom hen til lågen, da hun fik øje på dem.
- Nå, der er I, sagde hun.
Sejr lod sig stryge over håret. Det var en lettelse at komme væk fra havnen. Han havde ikke mere at gøre dernede.
