Når guder er værst af Marie Phillips

Hør Bogbidden her

En
En morgen, da Artemis var ude at gå med hundene, så hun et træ, hvor der ikke burde være noget træ.
   Træet stod for sig selv i udkanten af skråningen. For det utrænede øje hos en tilfældig forbipasserende lignede det sikkert et helt almindeligt træ. Men Artemis’ øje var langt fra utrænet, og hun løb igennem denne del af Hampstead Heath hver dag. Dette træ var nyt. Det havde ikke været der dagen før. Og med bare et enkelt blik kunne Artemis se, at det var en helt ny art, en slags eukalyptus, som heller ikke havde eksisteret dagen før. Det var et træ, som slet ikke burde eksistere.
   Artemis gik over til træet, imens hun trak køterne efter sig. Hun rørte ved dets bark og mærkede dets ånde. Hun trykkede sit øre mod træets stamme og lyttede til dets hjerte, der bankede. Så så hun sig omkring. Godt. Det var tidligt, og der var ingen inden for hørevidde. Hun huskede sig selv på, at hun ikke skulle blive vred på træet, at det ikke var træets skyld. Så talte hun.
   »Hej,« sagde hun.
   Der var en lang tavshed.
   »Hej,« sagde Artemis igen.
   »Taler du til mig?« sagde træet. Det havde en svag australsk accent.
   »Ja,« sagde Artemis. »Jeg hedder Artemis.« Hvis træet genkendte hende, viste det ikke nogen tegn på det. »Jeg er gudinden for jagt og ærbarhed,« sagde Artemis.
   Tavshed igen. Så sagde træet: »Jeg hedder Kate. Jeg arbejder med fusioner og nyerhvervelser hos Goldman Sachs.«
   »Ved du, hvad der er sket med dig, Kate?« sagde Artemis.
   Der blev stille i temmelig lang tid. Artemis skulle lige til at gentage spørgsmålet, da træet svarede.
   »Jeg tror, at jeg er blevet til et træ,« sagde det.
   »Ja,« sagde Artemis. »Det er du.«
   »Gudskelov,« sagde træet, »jeg troede, at jeg var blevet vanvittig.« Træet så ud til at tænke sig om en ekstra gang. »Faktisk,« sagde det, »så tror jeg, at jeg hellere ville være vanvittig.« Og dernæst, med håb i stemmen: »Er du sikker på, at jeg ikke er blevet vanvittig?«
   »Ja, det er jeg sikker på,« sagde Artemis. »Du er et træ. En eukalyptus. En afart af mallee. Brogede blade.«
   »Åh,« sagde træet.
   »Jeg er ked af det,« sagde Artemis.
   »Men med brogede blade?«
   »Ja,« sagde Artemis. »Grønne og gule.«
   Træet virkede tilfreds. »Nå, jamen så er der da det at være taknemmelig for.«
   »Nemlig, sådan skal det lyde,« sagde Artemis opmuntrende til det.
   »Nå,« sagde træet i en mere konverserende tone. »Så du er gudinden for jagt og ærbarhed?«
   »Ja,« sagde Artemis. »Og for månen og adskillige andre ting. Jeg hedder Artemis.« Hun betonede sit navn en lille smule. Det gjorde stadig ondt, når mennesker ikke kendte hende.
   »Jeg vidste ikke, at der var en gudinde for jagt og ærbarhed og månen,« indrømmede træet.    »Jeg troede, at der kun var én Gud. For alting. Eller faktisk, for at være helt ærlig, så troede jeg slet ikke, der var nogen Gud. Det er ikke for at støde dig.«
   »Det gør du ikke,« sagde Artemis. Tvivlere var altid at foretrække frem for kættere.
   »Men jeg må sige, at du ikke ligner en gudinde særligt meget,« tilføjede træet.
   »Og hvordan ser en gudinde så helt præcist ud?« sagde Artemis, og der kom en skarphed ind i hendes stemme.
   »Det ved jeg ikke,« sagde træet lidt nervøst. »Burde du ikke have en toga på eller sådan noget? Eller en laurbærkrans?«
   »Og ikke en træningsdragt, mener du?« sagde Artemis.
   »Noget i den retning,« tilstod træet.
   »Tiderne skifter,« sagde Artemis. »Lige nu ligner du ikke en, der arbejder med fusioner og nyerhvervelser hos Goldman Sachs.« Hendes stemme antydede, at påklædningssamtalen var afsluttet.
   »Jeg kan stadig ikke komme mig over, at du er en gudinde,« sagde træet efter en pause.    »Wauw. I går ville jeg ikke have troet på det. I dag ...« Træet skuttede sig næsten umærkeligt, raslede med sine blade og tænkte lidt. »Hvis du er en gudinde,« sagde det, »betyder det så, at du kan gøre mig til et menneske igen?«
Det spørgsmål havde Artemis ventet.
   »Det gør mig ondt,« sagde hun, »men det kan jeg ikke.«
   »Hvorfor ikke?« sagde træet.
   Træet lød så fortvivlet, at Artemis ikke kunne få sig selv til at svare, som hun egentlig havde tænkt sig: »Fordi jeg ikke vil.« »En gud kan ikke gøre det om, som en anden gud har gjort,« hørte hun sig selv sige i stedet, hvilket overraskede hende meget. Hun hadede at indrømme nogen form for svaghed, især over for et menneske.
   »Mener du, at den fyr også var en gud? Ham der ... gjorde det her. Tja, det er jo indlysende nu. Jeg håbede vel, at han var hypnotisør.«
   »Nej, han var en gud,« sagde Artemis.
   »Øh,« sagde træet. »Kunne du gøre noget ved den røde setter? Jeg kan ikke rigtig lide den måde, den snuser rundt ved mig.«
   Artemis trak den dumme hund væk.
   »Undskyld,« sagde hun. »Hvad skete der egentlig helt nøjagtigt?«
   »Jeg var bare ude at gå en tur i går, og så kom denne her fyr hen til mig for at snakke ...«
   »Høj?« spurgte Artemis. »Lyshåret? Næsten ufatteligt smuk?«
   »Netop,« sagde træet.
   »Hvad sagde han?« sagde Artemis.
   Barken på træet så ud til at ændre sig lidt, som om træet skar ansigt.
   »Jeg, øhm ...«
   »Hvad sagde han?« spurgte Artemis igen og lod en bydende tone slippe ind i sin stemme.
   »Han sagde: »Hej. Vil du give mig et blowjob?««
   Et blowjob. Hvorfor gjorde folk sådan mod hinanden? Artemis fik kvalme.
   »Jeg sagde nej,« fortsatte træet, »og så sagde han: »Er du sikker, for du ser ud, som om du ville være god til det, og jeg tror virkelig, at du ville nyde det.««
   »Jeg er virkelig ked af det med min bror,« sagde Artemis. »Hvis det stod til mig, fik han    ikke lov til at gå ud uden opsyn.«
   »Er han din bror?«
   »Min tvillingebror. Det er ... uheldigt.«
   »Nå, men jeg gik bare videre, og han fulgte efter mig, og jeg blev lidt bange og begyndte at løbe, og det næste, der skete, var ... ja, nu er jeg her.«
   Artemis rystede på hovedet. »Det er ikke første gang, det her er sket,« sagde hun. »Jeg bliver virkelig nødt til at tale med ham om det.«
   »Og så vil han gøre mig til menneske igen?«
   »Helt sikkert,« løj Artemis.
   »Så er der ikke nogen grund til at fortælle min familie derhjemme om, hvad der er sket,« sagde træet. »Godt. Men måske burde jeg melde mig syg på arbejdet. Jeg kan ikke rigtig tage på arbejde sådan her. Jeg havde min mobil på mig. Den burde være her et sted. Kunne du trykke min chefs nummer og holde telefonen ind til min stamme?«
   »Jeg er bange for, at mennesker ikke vil kunne forstå dig,« sagde Artemis. »Kun guder. Og andre planter. Jeg ville dog ikke gøre mig den ulejlighed at tale med græsset. Det er ikke så kvikt.«
   »Åh,« sagde træet. »Okay.« Artemis gav træet tid til at lade denne information synke ind.    »Hvorfor er jeg ikke mere oprevet over det her?« sagde det endelig. »Hvis du havde fortalt mig i går, at jeg ville blive forvandlet til et træ, er jeg sikker på, at jeg ville have flippet ud.«
   »Du er et træ nu, ikke et menneske,« forklarede Artemis. »Du har ikke rigtig nogen følelser mere. Jeg tror, at du bliver meget lykkeligere på den måde. Og du kommer til at leve længere, medmindre det bliver meget blæsende.«
   »Bortset fra, at din bror vil gøre mig til menneske igen.«
   »Selvfølgelig vil han det,« sagde Artemis. »Nå, men jeg må hellere se at komme videre. Jeg må se at få de her hunde tilbage til ... mine venner.«
   »Det var hyggeligt at møde dig,« sagde træet.
   »I lige måde,« sagde Artemis. »Farvel så. Vi ses snart igen. Måske.«
   Det venlige udtryk i hendes ansigt forsvandt, før hun helt havde vendt ryggen til. Hundene så det og hylede i kor. Men de havde ikke noget at frygte. Det var på tide at tage hjem og finde Apollon.

To
Der var engang, tænkte Apollon, mens han stødte rytmisk, hvor det ville have været spændende at snige sig til et smugknald med Afrodite på badeværelset. Han betragtede hende indgående, mens hun lænede sig væk fra ham mod den afskallede bagvæg med en delikat fod oppe på den plettede toilet-cisterne. Hendes neglelak på tåneglene var den eneste maling herinde, der var smurt ordentligt på. Hun var vidunderlig. Det kunne han ikke benægte. Simpelthen den smukkeste kvinde, der ligesom havde levet, selv om den skønne Helene havde givet hende kamp til stregen. Øjne (stød), hår (stød), mund (stød), hud (stød), bryster (stød), ben (stød) ... han kunne ikke sætte en finger på hende. Skønt det var næppe takket være hendes egen indsats. Hun var trods alt gudinde for skønheden. Men alligevel, tænkte Apollon, selv om hun var så enestående, behøvede hun så at se ud, som om hun ... tja ... kedede sig sådan? Sandt at sige var Apollon så træt af Afrodite, at han næsten havde lyst til at skrige. Hans stolthed krævede dog, at hun ikke havde det på samme måde med ham.
   »Jeg vender mig lige om,« meddelte Afrodite.
   »Okay,« sagde Apollon. Så ville han i det mindste ikke være nødt til at se på det passive ligegyldige ansigt mere.
   Afrodite løsrev sig fra ham og vendte sig om, så hun havde ansigtet mod væggen. Hun svajede i ryggen, rettede de lydefri elfenbensglober til baller mod sin nevø og støttede sig til væggen med sine slanke, elegante hænder. Apollon trængte ind igen og fortsatte med at støde. Da han så ned på hendes nakke, på det skinnende blanke hår, der lå i krøller ud over hendes skrå alabasterskuldre, kunne han næsten forestille sig, at han bollede med Catherine Zeta Jones. Han spekulerede på, om han kunne overtale Afrodite til at tale walisisk til ham. Bare for en afvekslings skyld. Hvad som helst for lidt afveksling.
   Apollon ville ud. Ud af Afrodite, ud af dette badeværelse, ud af dette hus og ud af dette liv. Han var dødtræt af London. Familien var flyttet dertil i 1665, da pesten holdt huspriserne nede omkring nulpunktet, og lige før Den store brands ødelæggelser sendte dem til vejrs igen i raketfart. Dette havde været et typisk klogt finansielt træk af hans søster Athene, visdommens gudinde. Dengang havde han dog forudset, at de faktisk aldrig ville kunne sælge det hus igen, som de så taktisk havde købt, og han havde prøvet at advare resten af familien, men de havde ikke lyttet til ham. Det var sandt, at han havde været kendt for at lyve med sine forudsigelser, bare for at få det på sin måde, og alle vidste, at han oprindeligt ikke ønskede at flytte til London, men ikke desto mindre havde han haft ret denne gang, og han havde vidst det lige fra begyndelsen. De havde købt huset i Zeus’ navn, og det var et problem. Men selv han kunne ikke have forudset, hvad der ville ske med Zeus.
   »Jeg overvejer at få sat mit værelse i stand,« sagde Afrodite og afbrød ham i hans tanker.
   »Igen?« sagde Apollon.
   »Jeg trænger til forandring,« sagde Afrodite. »Jeg er sikker på, at Heffy ikke vil have noget imod det.«
   Heffy var Hefaistos, smedenes gud og Afrodites mand, lige så hæslig, som hun var smuk. Han blev behandlet med foragt af resten af familien, men sørgede alligevel for alle forbedringer og reparationer i huset. Eftersom de havde boet det samme sted i mere end trehundrede år, var der tale om mange forbedringer og reparationer. Alligevel kunne han efter Apollons mening godt bruge mere tid på sådan noget som at lappe på dette fugtige, smuldrende, utætte badeværelse, hvilket ville have været i hele husets interesse, og mindre tid på at udstyre deres soveværelse med endnu mere luksus, hver gang Afrodite fik et af sine stadig hyppigere indfald.
   »Nå, hvad skal du så have lavet denne gang?« spurgte han hende.
   »Mere gyldent løv? Diamanter i lysekronen? Eller vil du omsider skille dig af med roserne?«
   Afrodite så skarpt på ham over skulderen. Selv når hun skulede, var det meningen, at hun skulle se sexet ud.
   »Der er ikke noget galt med roser,« bed hun. »Nej, jeg tænkte bare, at jeg ville ændre dem fra røde til pink igen.« Hun vendte sig atter mod væggen og tog en forbipasserende kakerlak op og knuste den imellem tommel- og pegefinger. »Gør det dér langsommere,« sagde hun.
   Apollon ændrede lydigt tempo. Han tænkte på de tusinder og atter tusinder af år, han havde boet sammen med Afrodite, tusinder af år var gået, tusinder af år ville gå – og det var, når man så optimistisk på det. Og hun ændrede sig aldrig. Aldrig, aldrig. Men sex med Afrodite var bedre end ingen sex overhovedet. Og ingen af de andre guder ville gå i seng med ham. Hvis han dog bare kunne få sig en ordentlig menneske-elskerinde, én ligesom hans gamle elskerinder i Grækenland eller Rom, som tilbad ham og alt, hvad han gjorde ... men han nægtede at lade sine tanker forvilde sig i den retning. Det var for deprimerende. Alting havde været så meget nemmere i den tid, som de nu måtte kalde før Kristus.
   Der blev banket på døren, en karakteristisk gnaven, dundrende lyd som fjerne bomber, der faldt. Det kunne kun være Ares, krigens gud. Apollons halvbror, værelseskammerat og, irriterende nok, Afrodites yndlingselsker. Apollon holdt inde midt i et stød.
   »Kan I ikke se at skynde jer derinde?« lød Ares’ stemme. »Jeg har en demonstration for krig her til morgen, og jeg trænger til at blive barberet.«
   »Skrid,« råbte Apollon og genoptog sin aktivitet. »Jeg var her først, du bliver bare nødt til at vente.«
   »Årh, luk ham ind,« drævede Afrodite under ham. »Han kan være med. Det kunne være sjovt.«
   »Hørte du ikke, hvad han sagde?« sagde Apollon. »Han er på vej af sted. Han har ikke tid til dig.«
   »Alle har tid til mig,« sagde Afrodite.
   Det var næsten fuldkommen sandt. Men Apollon havde ingen trang til at blive seksuelt overgået af sin bror.
   »Her på badeværelset er det først til mølle-princippet, der gælder, « sagde Apollon stramt. »Hvis Ares ikke bryder sig om det, kan han få Hefaistos til at bygge et til. Det ville fandeme også være på tide, at han gjorde det. Og dit forpulede nye tapet må bare vente.«
   »Så, nu er jeg færdig.« Afrodite fik en hurtig lille orgasme og flyttede sig fra Apollon.
   »Jeg var ikke færdig!« protesterede Apollon.
   »Jamen, så kunne du bare have været sødere mod mig.«
   Afrodite trippede over til det revnede emaljebadekar og tændte for bruseren, mens Apollon så sin rejsning forsvinde. Han humpede over til vaskekummen og plaskede koldt vand på sine kønsdele. Afrodite havde ingen respekt for ham. Han spekulerede på, om hun ville synes bedre om ham, hvis han havde en tatovering, mens han stirrede på sig selv i det jordslåede spejl over kummen.
   »Jeg nægter at tro det,« sagde Afrodite.
   »Jeg overvejede det bare,« sagde Apollon. »Jeg havde ikke tænkt mig at ...«
   Afrodite talte hen over ham. »Nu er der igen ikke noget varmt vand!«
   Hun marcherede over til døren og åbnede den, hvorpå hun stak hovedet ud i den kolde, tomme trappeopgang. »Hvem har brugt alt det varme vand?« råbte hun. Der blev ikke svaret. Hun trak  hovedet til sig og smækkede døren i.
   »Jeg hader denne her familie,« sagde hun.
   »Det er gensidigt,« sagde Apollon.
   Afrodite snurrede rundt. Apollon troede, at hun ville klappe ham et par, muligvis bogstaveligt talt, men i stedet smilede hun helt uventet et af sine bedste smil, det smil, som lignede land for en mand i havsnød, som lignede vand i en ørken, det, som hun gemte til ganske særlige lejligheder, eller endnu mere sjældent, til tidspunkter, hvor hun virkelig var lykkelig. Det var blevet perfektioneret igennem århundreder til at være uimodståeligt. Hun er ude på noget, tænkte Apollon, langsomt og sløret, men ordene nægtede at
give mening i hans hoved.
   »Apollon, min skat,« sagde Afrodite, og hendes øjne skinnede, med hvad Apollon ikke kunne lade være med at synes måtte være oprigtig varme, »siden vi nu lige har haft det så dejligt sammen, kunne du så ikke bare bruge en anelse af din kraft til at varme en lillebitte smule vand op til mig? Bare nok til et lynhurtigt brusebad. Du har gjort mig så ...« og hun trak en yndefuld finger ned mellem sine bryster, »... svedig.«
   Apollon blinkede to gange og sank. Han gav strengt sit lem besked på at blive, hvor det var. Han ventede, indtil han var helt sikker på, at hans krop og mund ville adlyde hans hjerne, og så sagde han med al den nonchalance, han kunne mobilisere: »Undskyld, men nej.«
»Kom nu, skat,« sagde Afrodite. »Jeg ville gøre det selv, men du har udmattet mig. Du kunne komme med i bad, hvis du har lyst ...« Hun trippede tættere til ham, imens hun stirrede intenst op på ham under sine vippers sorte buer.
   Apollon så ned i gulvet. »Svaret er stadig nej,« tvang han sig selv til at sige. »Hvis du vil have varmt vand, så brug din egen kraft.«
   »Som du fucking vil,« sagde Afrodite, og hendes smil forsvandt, så hun lignede en kold, død fisk, hvorpå hun trådte ind under den iskolde stråle fra bruseren, mens hun trak forhænget for med en lyd som fra en klapperslange.
   Det var den forkerte beslutning, og det vidste Apollon. Ifølge alt, hvad han havde hørt om stedet, havde helvede ikke nogen vrede, som en afvist Afrodite ikke kunne overgå. Usandsynligt nok følte han sig lettere opmuntret. Hendes hævn ville blive hurtig og uden
tvivl dødelig, men i det mindste ville den slå tiden hjel.

Tre
Da Artemis havde afleveret alle hundene til deres utaknemmelige ejere og havde taget imod deres latterligt lave betaling, vendte hun ikke tilbage til parken for at jage egern, som hun plejede at gøre, men tog i stedet lige hjem.
   Hun standsede op ude foran hoveddøren. Den engang så skinnende sorte maling skallede af i lange, hakkede striber, og dørhammeren, der havde form som en laurbærkrans, var så anløben, at det var umuligt at sige, hvilken slags metal den oprindeligt var lavet af. Artemis ventede altid et par minutter på dørtrinnet, før hun gik ind, for lige at ryste den ringeagtende verden af sig og genfinde sin værdighed. Men også fordi det var den sidste fred og ro, hun ville få i et stykke tid.
   Denne gang kunne hun, endnu før hun havde åbnet døren, føle det kæmpemæssige tryk fra en tung bas, der gav genlyd i hendes bryst. Hun maste sig ind i huset mod tidevandet af musik og kæmpede sig vej ned ad gangen og ud i køkkenet bagest i huset. Hendes halvbror Dionysos havde sat sin pladespiller op på køkkenbordet. På gulvet ved siden af ham var der en stak plader, og foran ham en tom vinflaske og endnu en, der næsten var tom. Dionysos havde travlt med at gøre en ny plade klar med hovedtelefoner på og et saligt smil i sit gedeansigt.
Athene stod bag ham og råbte. Hun kunne knap høres gennem musikken.
   »Har du nogen anelse om, hvilke pligter andre medlemmer af husholdningen udfører i denne stund?« skreg hun. »Jeg er i gang med at foretage et gennemgribende undersøgelsesinitiativ i de øvre rum!Mængden af lyd, som du producerer, gør denne opgave umulig! Jeg vil fremføre den påstand, at din såkaldte hedonisme kun er et dække for dyb egoisme!« Athene hidsede sig sådan op, at hendes briller duggede. Hun havde egentlig ikke brug for briller, men glassene var uden styrke, og hun bar dem for at understrege sit visdomspræg.
   »Har nogen af jer set Apollon?« spurgte Artemis.
   Dionysos fortsatte med at mikse (eller måske scratche – Artemis vidste ikke, hvad forskellen var). Athene fortsatte med at skrige.
   »Det er ikke for sjov, jeg foretager den undersøgelse! Den bliver foretaget til gavn for hele det guddommelige fællesskab! Også dit, berusede stykke gedekød!«
   Artemis overlod dem til hinanden og surfede tilbage på trommebølgen ned ad gangen og ind i stuen forrest i huset. Alle sofaerne og stolene derinde var flossede eller gået i stykker, så Ares sad på en pude foran det vakkelvorne sofabord. Han havde landkort og diagrammer spredt ud foran sig og en passer i hånden. Hans ene bryn var rynket. Han så ud til at være i gang med en kompliceret beregning. Han så ikke op, da Artemis kom ind.
   »Du trænger til at blive barberet,« sagde Artemis, mens hun stod i døren.
   »Mmm,« sagde Ares uden at se op. »Denne her krig mod terror skaber ikke nok dødsfald. Det er oplagt at inddrage Iran, men jeg tror ikke, de har nok artilleri endnu. Jeg spekulerer på, om jeg på en eller anden måde kan gøre Japan til fjende.«
   »Har du set Apollon?« spurgte Artemis.
   »Badeværelset,« sagde Ares. »Sig til ham, at han skal skynde sig. Jeg trænger til at blive barberet.«
   »Ja, det sagde jeg lige,« sagde Artemis.
   »Der er altid Rusland,« sagde Ares. »Men de har været svære at provokere siden Den kolde krig. Hvorfor er mennesker så opsatte på fred?« Han rodede sine papirer igennem. »Eller måske er det tid til at udvide nogle af de afrikanske borgerkrige?«
   Artemis smækkede døren i og gik op på reposen på første sal, hvor Hefaistos havde installeret badeværelset i Athenes gamle kontor, en beslutning, som ikke var faldet i særlig god jord hos Athene. Artemis bankede ikke på. Artemis bankede aldrig på. Hun sparkede
bare døren op og væltede ind.
   Apollon sad nøgen, med ærbart krydsede ben, på toiletsædet og malede sine fingernegle med klar lak. Men før Artemis kunne sige noget til ham, blev badeforhænget trukket til side og afslørede Afrodite, der var glinsende våd og smilede et slangesmil.
   »Vil du lukke døren?« sagde hun. »Det trækker så frygteligt. Se, mine brystvorter er helt stive.« Hun rørte ved en af dem, som om hun mærkede efter, hvor modent et kirsebær var. Artemis nægtede at bide på krogen. Hun vidste, at Afrodite nød at prøve at chokere hende. I stedet tog hun et håndklæde fra knagen og kastede det over til sin tante.
   »Så tag det her om dig,« sagde hun.
   Afrodite greb håndklædet og viklede det omkring sit hår. Artemis vendte sig væk fra hende og så på sin tvilling.
   »Jeg må tale med dig, Apollon,« sagde hun. »Har du tid nu?«
   »Nej,« sagde Apollon.
   »Godt,« sagde Artemis. »Jeg løb ude på Hampstead Heath i dag, og gæt, hvad jeg fandt?«
   »To mænd, der kneppede hinanden i buskene?« foreslog Afrodite, der nu sad og balancerede på kanten af badekarret.
   Artemis undertrykte en gysen. »Jeg var ikke klar over, at jeg havde inviteret dig til at være med i denne samtale,« sagde hun.
   »Det havde du heller ikke,« sagde Afrodite.
   »Apollon,« sagde Artemis, »har du selv nogen forslag?«
   »Ingen anelse,« sagde Apollon, men han så lidt bleg ud. Han vidste, hvad der ville komme, men håbede, at han tog fejl.
   »Lad mig friske din hukommelse op,« sagde Artemis. »Siger navnet Kate dig noget?«
   Apollon var oprigtigt overrasket. »Nej, det gør det ikke,« sagde han.
   »Typisk,« sagde Artemis. »Det gør det endnu værre. Kate er det australske menneske, som du forvandlede til et træ i går.«
   Apollons ansigt gik fra blegt til kridhvidt. Han lignede en statue af sig selv.
   »Hvad gjorde du?« sagde Afrodite og rejste sig op. Hun lød om muligt endnu mere vred, end Artemis var.
   »Jeg ...« sagde Apollon. »Jeg ...«
   »Du ville ikke opvarme så meget som en kop vand til mig, og alligevel var du villig til at spilde tonsvis af din kraft på at omdanne en eller anden dum menneskeluder?«
   »Hun var ikke luder,« sagde Artemis. »I hvert fald ikke med ham. Jeg tror, at det var det, der var problemet.«
   Artemis og Afrodite lo en sjælden sammensvoren latter. Det var dråben for Apollon, der sprang op.
   »Det rager ikke jer, hvad jeg gør med min kraft!«
   »Det gør det faktisk, at du ved det,« sagde Artemis. »Det rager os alle rigtig meget.« Hun stolprede over til badeværelsesvinduet og løftede op i persiennerne. »Er solen stået op i dag?« sagde hun og kiggede ud. »Det tror jeg, at den er. Heldigt for dig.« Hun slap persiennerne igen og vendte sig om. »Men stod den op til tiden, eller var den måske en smule for sent på den? Skinner den lige så stærkt, som den plejer at gøre? Er den så varm, som den burde være? Det er jeg ikke så sikker på. Måske svinder solens lys ind. Måske går den ud. Fordi den gud, som skulle tage sig af det, har for travlt med at spilde det, der er tilbage af hans kraft, på at opfinde menneskelige arter af eukalyptus i stedet for at passe sit arbejde.«
   »Vær ikke sådan en hykler,« sagde Apollon. »Hvad med dig selv? De har lige forbudt jagt i det her land, ikke? Og ærbarhed? Hvad er det dog for et forhistorisk begreb? Det lyder ikke, som om du bruger din kraft, der hvor du skulle. Eller måske er det dig, der ikke har nogen tilbage?«
   »Det er ikke rimeligt,« sagde Artemis og så appellerende på Afrodite for at få opbakning.
   »To ord, Apollon,« sagde Afrodite til sin nevø. »Global opvarmning.«
   »Nu begynder du ikke også,« sagde Apollon og snurrede rundt mod hende. »Skønhedens gudinde? Det går rigtig godt, hva’? Er du ikke klar over, at der skyller en fedmeepidemi hen over jordkloden i øjeblikket? Er det, hvad du kalder smuk?«
   »Forskellen på os,« sagde Artemis, »er, at Afrodite og jeg ikke går rundt og spilder vores kraft med vilje på ligegyldige handlinger, bare fordi en eller anden dødelig ikke vil lade os ... lade os ...«
   »Stikke den ind i hende,« afsluttede Afrodite hjælpsomt.
   »I mener bare, at I ikke bliver opdaget,« sagde Apollon.
   »Du,« sagde Artemis og ignorerede hans bemærkning, »skal sværge på, at du ikke vil gøre den slags nogensinde mere. Ikke mere ødslen med din kraft, hvor du laver mennesker om til træer eller noget som helst i den dur.«
   »Du skal sværge ved Styx,« tilføjede Afrodite. Eder, aflagt ved floden Styx, var absolut bindende for guder, hvilket var grunden til, at de hadede dem så meget.
   »Det er ikke fair,« sagde Apollon. »I kan ikke tvinge mig til at sværge. Jeg gør det ikke.«
   »Fint,« sagde Artemis. »Så kalder jeg lige på resten af familien, så de kan komme herind og høre, hvad du har lavet. Så kan vi på demokratisk vis beslutte os for, hvad vi skal gøre ved det. Hvis du virkelig tror, at du vil få en bedre aftale ud af det ...«
   »Nej, nej,« sagde Apollon. »Det må du ikke gøre. Der er virkelig ingen grund til, at andre får det at vide.«
   »Så sværg,« sagde Artemis.
   »Hov, nej lige et øjeblik,« sagde Apollon. »Det her giver ikke mening. Du kan ikke bare sige, at jeg sådan skal sværge. Ingen af os ved, hvad der kommer til at ske i fremtiden.«
   »Ikke engang du?« sagde Afrodite.
   »Athene finder sikkert på noget, der gør os kraftfulde igen,« fortsatte Apollon. »Og hvad er idèen med at være kraftfuld, hvis man ikke kan bruge sin kraft på lige det, man har lyst til?«
   »Indtil Athene finder en måde at skrue tiden tilbage på, er vi overladt til den kraft, vi har, og når den er brugt op ...« sagde Artemis.
   Ved siden af hende var Afrodites yndige ansigt blevet askegråt ved tanken.
   »Se det i øjnene, Apollon, vi er ved at blive gamle,« sagde Artemis.
   »Du kan ikke bare gå rundt og bruge al din kraft på pjank. Så ender det med, at du ikke har nogen tilbage. Og vi har brug for dig. Vi kan ikke holde verden i gang uden solen. Du er nødt til at samarbejde.«
   »Jeg skal nok samarbejde,« sagde Apollon. Han gjorde mine til at gå.
   »Det er ikke godt nok,« sagde Artemis. »Jeg har brug for en garanti.«
   »Hvilket betyder, at du må sværge ved Styx,« smilede Afrodite.
   De stod imellem Apollon og døren. Han vidste, at de begge var stædige nok til at vente dér i årevis, hvis det var nødvendigt.
   »Hvad er det så, I vil have mig til at sværge?« sagde han endelig.
   Artemis tænkte sig om et øjeblik og meddelte så alvorligt: »Apollon, du må sværge ved Styx på, at du ikke vil bruge din kraft unødvendigt, før den tid kommer, hvor vi har genvundet vores styrke.«
   »Vent lige et øjeblik,« sagde Apollon.
   »Hvad er der nu?«
   »Den ed aflægger jeg ikke. Det er en totalt overdrevet begrænsning af mine evner. Vi ved ikke, hvad Styx vil definere som unødvendigt. Hun er en flod. Der er ikke meget, der er nødvendigt for hende.«
   »Han har fat i noget dér,« sagde Afrodite. »Hun gør ikke andet end at flyde.«
   »Okay,« sagde Artemis. »Så gør vi sådan her. Du må sværge på, at du ikke vil bruge din kraft til at skade mennesker, medmindre vi får vores kraft tilbage.«
   »Nej,« sagde Apollon, »det er heller ikke rimeligt. Jeg får måske brug for at skade mennesker. Nogle gange er det vigtigt, det ved du da, du har selv fået mænd slået til plukfisk, fordi de havde set dig tage tøjet af.«
   »Det er rigtigt,« indrømmede Artemis.
   »Og du sagde selv, at vi måske aldrig får vores kraft igen, og jeg synes ikke, at du har ret til at få mig til at aflægge en ed, der kan vare for evigt. Det eneste, jeg gjorde, var at forvandle et enkelt lille menneske til et træ. Det her kommer helt ud af proportioner. Det er sjovt at gøre mennesker fortræd. Det har vi alle sammen prøvet.«
   »Du fortjener stadig at blive straffet,« sagde Afrodite. »Artemis, han skal stadig sværge.«
   »Jeg er enig.« Artemis tænkte sig godt om og sagde så: »Okay, du skal sværge, at du ikke vil skade nogen mennesker unødvendigt i et århundrede, eller indtil vi får vores kraft tilbage, alt efter, hvad der kommer først.«
   »Et år,« sagde Apollon.
   »Et årti,« sagde Afrodite.
   »Top,« sagde Artemis.
   Apollon så tvær ud, men han vidste, at han ikke havde noget valg.
   »Jeg sværger, at ...« sagde han.
   »Ved Styx,« påmindede Afrodite ham.
   Fandens også. »Jeg sværger, ved Styx, at jeg ikke vil gøre nogen unødvendig skade på mennesker i de næste ti år, eller indtil jeg bliver stærkere igen, alt efter, hvad der sker først. Tilfreds?«
   »Tilfreds,« sagde Artemis.

Fire
»Nå, hvad synes du?« hviskede Alice
   Døren var lukket. Der var ingen risiko for, at nogen hørte dem. Men Alice talte aldrig højt af skræk for at tiltrække sig opmærksomhed.
   »Her er vældig pænt,« sagde Neil. »Vældig ordentligt.«
   Han blev belønnet ved, at Alice strålede mod ham, og hendes kinder blev lyserøde af glæde og forlegenhed.
   »Da jeg lige var begyndt at arbejde her, var der forfærdeligt rodet, « betroede hun ham.    »Rengøringsprodukterne stod over det hele, og nogle af dem var ikke ordentligt forseglede. Det kan være farligt, ved du. For børn, for eksempel, eller kæledyr.«
   Neil nikkede. Det var usandsynligt, at børn eller kæledyr ville finde vej ind i det aflåste rengøringslagerrum på en tv-station, men Alice tænkte på alt.
   »Og mopperne og kostene stod bare hulter til bulter. Hulter til bulter,« gentog Alice med et anstrøg af rædsel. »Nu har jeg et system, så jeg kan finde alt, hvad jeg har brug for, med det samme. Det er langt mere effektivt på den måde.«
   »De er sandelig heldige, at de har dig,« sagde Neil.
   »Næ nej,« sagde Alice og rystede energisk på hovedet. »Nej, nej, det er ikke noget at tale om.«
   Neil så sig omkring i rummet – var det et rum eller et skab? Det var spartansk møbleret, og Alice havde beskrevet det som sit kontor, men i virkeligheden var det smalt, mørkt og trangt og domineret af nydeligt stablede bunker af rengøringsartikler, så omhyggeligt sorteret efter størrelse, type og funktion, at det var som at være i arkiverne på et rengøringsmuseum. Luften var tyk og dårlig, men ikke et eneste støvkorn svævede rundt om den nøgne pære, der dinglede i en højde, der ville have været faretruende lav, hvis ikke Neil og Alice havde været så usædvanligt små.
   »Bliver der varmt herinde?« spurgte Neil. »Uden nogen vinduer?«
   »Næ, de har givet mig lov til at tage en ventilator med,« sagde Alice. »Den er under bordet.«
   Og sandelig om der ikke stod en lille elektrisk blæser under bordet, utilsluttet, med ledningen ærbart viklet om sig i respekt for, at det var i februar måned, selv om rummet allerede var proppet til det ulidelige. Oven over bordet lagde Neil mærke til, at der stod en samling af de små porcelænsfigurer, som Alice samlede på, hvilket gav rummet et hjemligt præg. Sidste jul havde Neil købt én til hende, en lille hyrdinde, der bøjede sig frem for at samle et vildfarent lam op, og Alice var blevet så glad, at han troede, at hun ville kysse ham, men det havde hun ikke gjort. Men hun havde sat den lille figur lige midt på hylden og havde flyttet den dansende faun, som han ellers vidste, var hendes yndlingsfigur, hvilket var næsten ligesom et kys, trods alt.
   »Nå, vil du så fortælle mig, hvad vi skal se?« sagde Neil.
   »Nej,« sagde Alice, »det er en overraskelse.«
   »Skal vi gå direkte over til auditoriet, eller hvad?«
   »Ikke endnu,« sagde Alice. »Jeg smugler dig ind. Rengøringspersonalet må i virkeligheden ikke være med til optagelserne. Det skader firmaets image.«
   »Jeg kan ikke forestille mig, at du kunne skade nogens image,« sagde Neil.
   »Det er bare en regel.« Alice så ned og strøg en tot blondt hår om bag øret.
   »Nu får du ikke problemer, vel?« sagde Neil. »Jeg vil ikke have, at du får problemer.«
   »Nej, nej,« sagde Alice og så op på ham. »Du må ikke være bekymret. Det er okay. Ingen lægger mærke til mig. Jeg er bare rengøringsdamen. Og det bliver sjovt. Jeg plejer ikke at bryde reglerne.«
   »Nå, jamen bare du er sikker på det.«
   »Jeg er sikker på det,« sagde Alice. Hun smilede, og Neils hjerte sprang et slag over.
   »Det er sødt af dig at være så opmærksom,« hviskede hun, endnu mere stille end sædvanligt.
   De stod helt stive over for hinanden, som om de bar et massivt møbel imellem sig. Deres øjne mødtes ikke helt, og ingen gjorde mine til at sætte sig. Der var kun én stol, lavet af orange støbt plastic, der passede dårligt til den klistrede gule lak på bordet, som den var stukket ind under. Alice havde hængt sin cardigan på ryglænet, den samme fornuftigt marineblå, som hun plejede at gå med, da hun gjorde det kontor rent, hvor Neil arbejdede, før vedligeholdelsen var overgået til et større, billigere firma. Dengang, som nu, havde han haft lyst til at tage den op og begrave sit ansigt i den og snuse dybt for at finde noget i hendes duft, der kunne give ham en eller anden, hvilken som helst, information om denne mystiske kvinde, denne gåde, som Alice var.
   »Vil du ikke sidde ned?«
   »Nej,« sagde Neil, »jeg ville bare ... jeg ...«
   »Men du kiggede på stolen.«
   »Jeg tænkte på, om du måske ville sidde ned,« sagde Neil.
   »Nej, det behøver jeg ikke,« sagde Alice.
   Stilheden tog atter over. Neil kunne se sig selv genspejlet i Alices briller, et lille mulvarpe-agtigt væsen med brunt strithår, der stod lige i vejret som en børste. Han spekulerede på, om Alice nogensinde tænkte på ham bare et lille øjeblik, når han ikke var i nærheden.
   Pludselig så Alice trist ud. »Åh nej, jeg håber ikke, at du begynder at kede dig herinde, hvor du kun har mig at tale med.«
   »Nej!« sagde Neil. »Slet ikke. Tænk endelig ikke sådan. Faktisk tænkte jeg lige selv på det samme. Jeg mener, du, om mig. Jeg mener, om du kedede dig.«
   »Åh nej,« hviskede Alice. »Jeg synes slet ikke, at du er kedelig, Neil. Ikke det mindste.«
   I den slags romaner, som Neil nogle gange læste i smug, ville dette være øjeblikket, hvor helten tog heltinden i sine arme, pressede sine læber hårdt mod hendes og dernæst overfaldt hende.
   »Jeg har Scrabble på min Palm Pilot,« sagde han. »Til flere spillere.«
   »Neil, hvor er det godt,« sagde Alice, der var livet helt op igen. »Og jeg tror, at jeg har ...« og nu så hun en anelse uartig ud, mens hun gennemrodede den store quiltede vadsæk, som hun havde med sig overalt, »Ja! Noget appelsinjuice.« Hun trak to juicebrikker med sugerør ud og gav Neil den ene. »Det bliver en hel fest. Men vi bliver nødt til at sidde på gulvet, medmindre du vil dele stolen?«
   Før Neil kunne nå at sige, at det ville være fint for ham, at de delte stolen, satte hun sig ned på gulvet, lænede sig tilbage mod en metaltrappestige og trak sin nederdel ned over knæene.
   »Har du lyst til at spille med de blanke udskiftelige?« sagde Neil og satte sig ned over for hende. Da han fangede den næsten umærkelige opspærring af hendes øjne, tilføjede han hurtigt: »For det har jeg ikke.«
   »Åh, det var godt,« sagde Alice. »Heller ikke jeg. Det gør spillet så uforudsigeligt. Og vil du helst bruge Sowpods liste over tilladte to og trebogstavs-ord?«
   »Sow ... øh ...?« Neil sank. »Øhm, selvfølgelig. Værsgo. Du får lov at begynde.«
   »Det er en fordel med hensyn til point for dobbeltord,« sagde Alice.
   »Det er fint,« sagde Neil. »Du begynder.«
   Han rakte hende sin Palm Pilot og tog et langt, dybt sug af sin appelsinjuice.

Fem
I en faldefærdig skurvogn på parkeringspladsen ved tv-studiet sad Apollon ved sit toiletbord, mens nymfer, gratier og halvguder vimsede omkring ham. Han forsøgte at skjule det, men Afrodite kunne se, at han ønskede, at han slet ikke havde inviteret nogen af dem. Selvfølgelig elskede Apollon at være midtpunkt, men selve omklædningsrummet var ikke helt så imponerende, som han havde givet udtryk for. Og nu havde hele hans slæng set det, hvilket betød, at han ikke ville kunne lyve om det over for resten af guderne senere.
   I en bunke i den ene ende af rummet var der en forhindringsbane af rekvisitter og ejendele i forbindelse med et program, der slet ikke var Apollons, hvoraf noget var puttet i sorte affaldssække, som om det skulle på lossepladsen. Et groft tæppe i en kedelig brun kontorfarve dækkede gulvet. Det slap i hjørnerne og var slidt helt igennem foran det luvslidte stykke bleget brunt, der engang havde været dørmåtten. Vinduerne, der var rundet i hjørnerne ligesom i en campingvogn, var lavet af en slags dobbelt, forstærket plastic, hvor der var en mild vækst af skimmelsvamp imellem de to lag, som ingen mængde rengøringsmiddel nogensinde ville kunne nå ind til. Nogle af plasticstolene vippede, andre havde ingen rygge. Det spejl, som Apollon så i, var omhyggeligt pudset, men revnet, hvilket splittede hans ansigt op i noget, der mindede om kubisme. Selv skiltet, der var skrevet med kuglepen og sat op med tape på døren, var stavet forkert: »Appolons orakel«.
   Apollon lod til at være uberørt af hele situationen, men Afrodite kendte ham. »En lille smule mere foundation på kæbelinjen,« kommanderede han til en af sine assistenter, men Afrodite hørte hans stemme skælve, bare en anelse. Det her var hans store debut, og han blev behandlet som en andenrangs varietéskuespiller. Det var herligt.
   »Er du sikker på, at jeg ikke skal hente noget til dig?« spandt Afrodite. »Lidt nektar, noget ambrosia? Lidt intimmassage?«
   »Måske senere,« sagde Apollon uden overhovedet at dreje hovedet. »Jeg vil ikke svede igennem pudderet. Et skinnende ansigt er ens værste fjende, når man arbejder professionelt med fjernsyn.«
   »Selvfølgelig,« sagde Afrodite. »Hvor er jeg dum. Jeg vil ikke ødelægge din store dag.« Det var en kraftanstrengelse for hende at holde stemmen sød og dæmpet. »Jeg er så spændt,« fortsatte hun. »Jeg kan ikke vente med at se dig gå i gang.«
   Hun betragtede hans ansigt i spejlets skår og spekulerede på, om han overhovedet hoppede på dette komediespil, men guden var så arrogant, at han faktisk troede på, at hun interesserede sig et hak for hans dumme, kedelige program.
   »Du kan se på fra bag scenen, hvis du har lyst,« sagde Apollon.
   »Wauw! Er det rigtigt?« sagde Afrodite.
   Hvorpå hun blev bange for, at hun lød lidt for tydeligt sarkastisk, så hun klappede i hænderne af kunstig begejstring. Endnu et undersøgende blik i spejlet, men der var ingen grund til bekymring. Hendes opmærksomheds kølige vand fik ham til at skyde i vejret som en blomst i ørkenen. Lidet anede han, at hun havde planlagt en sandstorm.
   Telefonen i hendes håndtaske ringede: Venus, i Bananarama-versionen. Hun tog den op og kiggede på displayet.
   »Undskyld, skat,« sagde hun til Apollon. »Det er arbejdet. Jeg er nødt til at tage den.« Hun talte i det håndfri sæt. »Jeg er så liderlig,« sagde hun. »Hvad vil du gøre ved mig?«
»Mor, det er mig,« hviskede en stemme i den anden ende. »Eros.«
   »Det er så dejligt, store dreng,« sagde Afrodite. Hun gjorde tegn til Apollon om, at hun ville gå udenfor og tale. »Rør mig over det hele.«
   Hun gik udenfor i støvregnen og lukkede døren bag sig.
   »Mor, hold nu op,« sagde Eros. »Lad være med at være så klam.«
   »Årh, klap i,« sagde Afrodite. »Du er slet ikke sjov mere.«
   »Hvorfor kan du ikke få et ordentligt job?« sagde Eros. »Du kunne blive model ...«
   »Modelarbejde er kedeligt,« sagde Afrodite. »»Stil dig her, og stil dig der.« Telefonsex    er meget sjovere. Og du tror, det er løgn, så meget mennesker vil betale for et øjeblik med stønnen og en simuleret ...«
   »Tro mig, det ønsker jeg ikke at vide noget om,« sagde Eros.
   »Lad være med at være så selvretfærdig over for mig,« sagde Afrodite. »Mit valg af job generer dig vist ikke så meget ved kassen i Marks and Spencers. Måske skulle du selv til at få et job i stedet for at være så frastødt af mit.«
   »Jeg har et job,« sagde Eros.
   »Hvad er det for et job, når du ikke tjener nogen penge?«
   »Du ved godt, hvor vigtigt frivilligt arbejde er for mig,« sagde Eros. »Det troede jeg, at du forstod. Penge er ikke alt.«
   »Det er let nok at sige, når nu det er mine, du bruger.«
   »Børnene stoler på mig,« blev Eros ved. »Og hvis jeg ikke smutter nu, kommer jeg for sent til bueskydnings-træning. De bliver virkelig kede af det. De har ikke meget sjov her i livet.«
   »Du mener ud over at lave indbrud og overfalde gamle damer?«
   »Du er ikke sjov,« sagde Eros.
   »Jeg laver ikke sjov,« sagde Afrodite.
   Der var en pause i den anden ende af røret, og Afrodite vidste, at der nu kom noget ubehageligt.
   »Hør her,« sagde Eros som forventet. »Jeg har tænkt over det, og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil gøre det.«
   »Jo, du vil,« sagde Afrodite advarende.
»Nej, jeg gør det ikke,« sagde Eros og fortsatte ufortrødent. »Det er forkert. Jeg har tænkt på det hele dagen.«
   »Forkert? Hvem tager sig af, om det er forkert? Du lovede mig, at du ville gøre det!«
   »Nå, men jeg trækker løftet tilbage,« sagde Eros.
   »Det er også forkert at bryde et løfte,« sagde Afrodite.
   »Det afhænger af omstændighederne,« sagde Eros.
   »Det er ikke første gang, du har gjort det,« sagde Afrodite.
   »Det var før i tiden,« sagde Eros.
   »Før hvad?« sagde Afrodite. »Nej, du behøver ikke at sige det. Før Jesus.«
   »Jeg forventer ikke, at du skal forstå det,« sagde Eros.
   »Jeg forstår det fuldstændigt,« sagde Afrodite. »Du foretrækker den opkomling af en tømrer – den trosrøver – frem for dit eget kød og blod.«
   »Han er en bedre rollemodel,« sagde Eros.
   »Det kommer an på, hvordan man ser på det,« sagde Afrodite. »Efter hvad jeg husker, så havde han ikke meget at sige om at blive forelsket eller dyrke sex eller tage pænt tøj på eller nogen af de andre vigtige ting i livet. Det handler kun om at være flink. Hvem ønsker at være flink?«
   »Jeg vil gerne være flink.«
   »Så vær flink over for mig,« snerrede Afrodite. »Jeg er din mor.«
   Tavshed i den anden ende af røret. Afrodite stillede sig på en lidt anden måde, således at regnen kunne falde mere fordelagtigt på hendes bluse og få den til at klæbe til hendes bryster.
   »Hvor er du?« spurgte hun.
   »Jeg er her,« sagde Eros. »Jeg er i bygningen.«
   »Har du forklædningen på?«
   »Ja.«
   »Hvad er så problemet?«
   Eros mumlede et eller andet.
   »Hvabehar?« sagde Afrodite.
   »Hvadvillejesusgøre.«
   »Hvad ville Jesus gøre?« sagde Afrodite. »Lad mig sige dig en ting. Jesus var en meget god dreng. Han ville gøre præcis, hvad hans mor bad ham om.«
   »Men ...«
   »Jesus skulle forestille at være en gud, ikke?« sagde Afrodite. »Ergo hævnede han sig. Alle guder hævner sig.«
   »Ikke helt. Han sagde, at man skulle vende den anden ...«
   »Hvad siger din Jesus ellers?« afbrød Afrodite.
   »Jeg troede, at du var ligeglad.«
   »Lad mig se,« sagde Afrodite. »Nu kan jeg huske det. »Ær din fader og moder«.«
   »For det første var det ikke Jesus. Og for det andet er det svært at ære sin far, når der er så mange muligheder for, hvem han kan være.«
   »Det var ikke pænt sagt,« sagde Afrodite. »Du ved, hvem din far er. Det er din fætter Ares.«
   »Du kan ikke tvinge mig til at gøre det her,« sagde Eros.
   »Husk, hvad der også står i Bibelen: »Velgørenhed begynder i hjemmet«.«
   »Det kommer ikke fra Bibelen.«
   »Hør her, jeg beder dig bare om at gøre denne ene ting for mig,« sagde Afrodite i et nyt, indsmigrende tonefald. »Efter alle de tusinder år, hvor jeg har forsørget dig. Det skylder du mig.«
   Der kom ikke noget svar, så Afrodite satte trumf på.
   »Lad mig udtrykke mig på en anden måde,« sagde hun. »Hvis du ikke gør, som vi har aftalt, så kommer jeg og finder dig, og når jeg gør det, så trækker jeg dine overstivede, permanent læggede, håndsyede, afslappede luksusbukser ned og lægger dig over mine knæ, og så giver jeg dig dit livs smæk foran din præst, hans nervøse kone og hele menigheden af kristne brødre. Forstår du det?«
   Det var ikke en tom trussel. Hun havde gjort det før. Der var en meget lang tavshed.
   »Jeg ville ønske, at jomfru Maria var min mor,« snerrede Eros til sidst.
   »Hvis du er heldig, kan det være, at jeg kan få Artemis til at adoptere dig,« sagde Afrodite. »Jeg er i auditoriet om ti minutter. Du ved, hvad der skal gøres.«
   Hun afbrød forbindelsen, før han kunne protestere yderligere. Da hun havde taget et par dybe indåndinger for at få farven tilbage i kinderne, klistrede hun et smil på ansigtet og smuttede tilbage til omklædningsrummet.
   »Skrider det fremad?« sagde hun til sin nevø.
   Apollon vendte sig fra spejlet. Han havde så meget make-up på, at man kunne have trukket det af fra pande til hage og stå med en præcis kopi af hans ansigt.
   »Jeg er klar,« sagde han.

Seks
De nåede ikke at blive færdige, men Alice var allerede næsten to hundrede point foran, da det var tid til at stoppe med at spille og komme af sted. Da Neil havde foreslået at spille, havde han planlagt at lade hende vinde, men det viste sig, at det ikke havde været nødvendigt. Det lod til, at hun var en meget dygtig spiller, selv om hun insisterede på, at det var held.
   »Det er en meget smart lille maskine,« sagde Alice. »Det var bare synd, at du ikke havde bedre bogstaver. Forhåbentlig vil den være mere retfærdigt næste gang.«
   Neil fangede ordene ’næste gang’ som en kostbar sommerfugl og satte dem op på sit indre skærmbillede af Alice.
   De smed de tomme appelsinjuicebrikker i skraldespanden, og Alice førte Neil ud af det lille rum og låste døren efter dem. Så gik de ned ad gangen mod auditoriet. Væggene var malet i en ækel grøn farve, og lysstofrør blinkede over betongulvet. Luften lugtede skarpt og metallisk af lige dele fugt og desinfektionsmidler. Med ikke helt ens mellemrum havde nogen sat stjerneformede billeder op af de studieværter, der havde lavet programmer på stedet, for at tilføre det lidt glamour. Ikke én af dem var berømt mere, og et par af dem var døde.
   »Meget rent,« sagde Neil og blev belønnet med et Alice-smil.
   Da de drejede om hjørnet på vej mod indgangen til studiet, så de en høj ung mand komme gående mod sig. Han bar en stor lærredstaske og havde noget, der lignede et falsk overskæg, på. Den unge mand stivnede, da han så dem, og derfor stivnede de også.
   »Er det en, du kender?« hviskede Neil.
   »Det tror jeg ikke,« svarede Alice.
   »Vi kan gå tilbage igen, hvis du vil,« sagde Neil.
   »Nej, det er i orden,« sagde Alice. Hendes ansigt havde det samme beslutsomme udtryk, som Neil havde set bare få minutter tidligere, lige før hun havde lagt sit andet ord med syv bogstaver. »Jeg vil gerne derind. Du vil virkelig kunne lide det.«
   »Okay,« sagde Neil, »hvis du er sikker på det.«
   De fortsatte. Så snart de gik videre, begyndte manden med det falske overskæg også at gå, som om han blev beroliget af deres beslutning. De mødtes i døren.
   »Jeg er bare en af tilskuerne,« sagde manden. Hans overskæg vippede, mens han talte.
   »Det er vi også,« sagde Neil.
   Manden, som egentlig ikke var meget mere end en knægt, så lettet ud, åbnede døren til studiet, og de smuttede alle indenfor.
   Alice havde timet det perfekt. Næsten alle pladserne var allerede taget. Neil, som aldrig havde været i et tv-studie før, var overrasket over, hvor lille det var. Der var højst plads til omkring 20-30 mennesker. Som de havde håbet, talte publikum, der hovedsageligt bestod af ældre kvinder klædt i forskellige nuancer af candyflosspolyester med matchende candyflosshår, ivrigt sammen indbyrdes og lagde ikke mærke til dem, da de kom ind. Ved siden af ham så Alice sig omkring med hurtige bevægelser som en kanin, der lige var kommet op af sit hul.
   »Kan du se nogen, du kender?« spurgte Neil.
   »Nej,« sagde Alice. »Hele holdet har sikkert travlt med at blive klar lige nu.«
   Neil trak vejret og havde slet ikke lagt mærke til, at han havde holdt det. Hele udflugten var planlagt af Alice til ære for ham, og han ville aldrig tilgive sig selv, hvis hun fik problemer af den grund.
   Manden med det falske overskæg havde allerede sat sig på en plads bagest i rummet, og Alice og Neil fandt to tomme pladser ved siden af hinanden på forreste række. Kvinden ved siden af Neil bød ham næsten øjeblikkeligt et bolsje. Han valgte et til sig selv og et til Alice: kirsebær, hendes yndlings.
   Neil så sig omkring. De sad på lange, polstrede bænke, der stod stejlt foran et lille sceneområde, som var udsmykket med en dekoration, der var designet, så det lignede et græsk tempel, men med det lavest mulige budget. De smuldrende søjler og angiveligt kunstneriske stykker af ruiner var lavet af polystyren, efeuen var kunstig, og den permanente solnedgang bag dem var en konstruktion af rød plastic og nøgne elpærer. Det var helt tydeligt, at hele arrangementet blev holdt sammen af sikkerhedsnåle og afdækningstape.
   »Hvad siger du så?« sagde Alice. »Kan du lide det?«
   »Hvad er det?« sagde Neil.
   »Det skal forestille at være oraklet i Delfi.«
   »Oraklet? Sådan et med spåkoner og spåmænd?«
   »Nemlig.«
   »Betyder det, at der er spåmænd med i det her show? Falske spåmænd?«
   »Jeg ved ikke, om de er falske.«
   »Der findes kun falske,« sagde Neil. »Alice, du er genial. Hvordan vidste du, at jeg elsker sådan noget her?«
   »Det har du fortalt mig.«
   »Hvornår har jeg fortalt dig det?«
   »For cirka halvandet år siden. På kontoret en dag, hvor du havde set Hjemsøgt aftenen før. Du sagde, at du var vild med alt det falske spiritistiske møg. Undskyld. Men det var, hvad du sagde.«
   »Jeg kan ikke fatte, at du kan huske det.«
   »Selvfølgelig kan jeg det,« sagde Alice. »Nå, havde jeg ret? Kan du lide det?«
   »Jeg er vild med det,« sagde Neil. »Det er super. Det er ... det er virkelig super. Det er utroligt, at du har tænkt på at invitere mig med til det.«
   »Åh, det var ingenting,« sagde Alice. »Det ville enhver have gjort.«
   »Men jeg ville ikke have sagt ja til at komme med hvem som helst,« sagde Neil.
   Og han lod sit knæ læne sig mod hendes et kort øjeblik. Bag et falmet sort tæppe, der adskilte backstageområdet fra auditoriet, var Apollon ved at være klar til at gå på. Backstageområdet var ikke mere inspirerende, end hans omklædningsrum havde været. Hele området var dækket af teknisk skrammel: kameraer, lys, ledningsstykker med løse lapper af Gaffa-tape på. Bag tæppet kunne han høre spredte samtaler fra knirkende, gamle stemmer. Det lød betænkeligt meget som kaffeslabberas på et plejehjem. Han kiggede ind bag tæppet. Ligesom han havde ventet: det var som en skål med overmoden frugt, alle havde kendt bedre tider, og forrådnelsen var ved at sætte ind. Der var endda nogle, der sad og strikkede. Apollon trådte tilbage og så over på Afrodite, der havde sat sig på en kæmpestor rulle kabel. Han smilede så overbevisende, han kunne.
   »Så er det næsten tid,« sagde han.
   »Jeg kan ikke vente,« sagde Afrodite med et kalkuleret smil.
   Scenedøren gik op, og to sibyller, vidunderlige langbenede blonde halvguder, som førhen havde været spåkvinder i hans tempel, kom ind. Han undertrykte det lettelsens suk, der banede sig vej i halsen på ham, ved synet af dem. Så vidt produktionsselskabet var orienteret, var de bare til pynt, en rolle, de kunne se ud, som om de var født til. I virkeligheden var de der på grund af deres hjernekapacitet.
   Ingen af sibyllerne så det mindste glade ud.
   »Hvad er der galt?« spurgte Apollon.
   »Er det dig, der har designet det her udstyr?« sagde en af sibyllerne.
   »Hvad er der galt med det?« sagde Apollon. »Jeg har også selv toga på.«
   »Din dækker din røv,« sagde den anden sibylle. Hun trak i det lommetørklæde, der var viklet om hende, men det lykkedes hende kun at afdække sine bryster endnu mere. »Kan du se, hvad jeg mener?« sagde hun.
   Fra den anden ende af rummet lød en knitren. Apollon vendte sig om og kiggede. Uvist hvordan var det lykkedes Afrodite at få fat i popcorn, og hun sad og tog dem ud af pakken, en efter en, snusede nydende til dem og lagde dem tilbage i posen igen. Ingen af guderne spiste menneskemad, men Afrodite, der var sensuel af natur, nød simpelthen bare duften af dem. Da hun fangede Apollons blik på sig, blinkede hun, og hendes frække lyserøde tunge stak ud og slikkede på et af popcornene. En lille alarmklokke ringede i udkanten af Apollons bevidsthed. Hyggede Afrodite sig ikke lige en anelse for meget? Hun havde endnu ikke hævnet sig på ham ... Var der noget i gære? Men før Apollon kunne nå at forfølge denne tankerække, hørte han instruktørens stemme i sin øresnegl, der fortalte ham, at de var klar til at gå i gang.
   Åbningstakterne fra Zorba, grækeren dundrede ud af højttalerne, og som de havde øvet, trak Apollon tæppet til side og trådte frem på scenen med sibyllerne lige bag sig. Publikum klappede høfligt, men uden nogen mærkbar entusiasme. Apollon tog en dyb indånding og holdt sin højre arm ud i en velkomstgestus. Hans replikker var skrevet i håndfladen.
   »Velkommen,« sagde han, »til Apollons orakel. Forbered jer på en uforglemmelig oplevelse fuld af overraskelser og underværker ...«

Eros sad bagest i rummet og havde det elendigt. Der var ulideligt varmt under studielamperne, og hans overskæg var begyndt at klø. I lommen havde han sin mobil sat på lydløs. Ved sine fødder havde han tasken med bue og pile i. På scenen foran ham var Apollon, som altid havde været hans mindst elskede slægtning, i gang med at komme med en eller anden selvforherligende tale, før showets handling begyndte. Måske var det ikke for sent at smutte.
   Telefonen i hans lomme vibrerede. Han tjekkede beskeden. Den var fra hans mor.
   »DET KAN DU LIGE VOVE PÅ!«
   Nede på scenen var det hele ved at gå i gang. Apollon havde indtaget en positur midt på scenen, med hænderne på tindingerne og hovedet svajende frem og tilbage, måske for at indikere, at han søgte inspiration, på en måde, vidste Eros, som var fuldkommen overflødig. I mellemtiden havde sibyllerne bevæget sig ud i hver deres retning, hver på vej mod en af bænkerækkerne med en lysten kameramand på slæb. Skulle ret være ret, ville det dog være en teknisk bedrift ikke at opfatte den lille gåtur som en fest af ben, bagdele og bryster.
   »Jeg får fat i noget her,« stønnede Apollon. »Det kommer til mig ...«
   Mens sibyllen kom nærmere Eros’ stolerække, forsøgte Eros at gemme sig bag sit falske overskæg og tog en hånd op for at dække sit ansigt. Men hun så ham ikke og stoppede i stedet få skridt fra, hvor han sad, imens hun havde sit blik rettet mod en kvinde i halvtredserne, der havde en grålilla velourtræningsdragt på, bryster så store som badebolde og kompakt gult hår.
   »Ja, ja,« sagde Apollon. »Jeg kan mærke noget nu ... det er meget kraftigt ...«
   Eros sad tæt ved sibyllen, og han havde en bueskytters øjne, så han var sikkert den eneste person i rummet ud over Apollon, der så hendes fingre bevæge sig.
   »Du,« sagde Apollon. »Den smukke dame i violet. Jeg har en besked til dig.«
   En lydmand lod en mikrofon hænge over den forbløffede kvinde, hvilket distraherede publikum, imens sibyllens fingre gjorde tegn igen.
   »Du har mistet nogen ...« sagde Apollon. »En ting, der betyder meget for dig. En hat«
Denne gang var sibyllens fingertegn mere i retning af et slag.
   »En kat,« rettede Apollon det til.
   Den gultoppede kvinde gispede og nikkede.
   »Det er rigtigt,« sagde hun. »Hvordan vidste du det?«
   »Du skal ikke være bekymret mere,« sagde Apollon. »Hvil dit plagede sind. Lille Cliff blev låst inde i naboens garage, og han kommer hjem igen, lige så snart de kommer hjem fra ferie.«
   »Lille Cliff ... det hedder han!« sagde kvinden. »Og naboerne er bortrejst. De er i hendes søsters sommerhus i Wales. Det kunne han ikke på nogen måde have vidst,« sagde hun til resten af publikum. »Det er et mirakel!«
   Sibyllen smilede og hvilede hænderne, men Apollon fortsatte.
   »Lille Cliff siger, at du ikke må være urolig, han har det godt i garagen, men han er ved at være træt af at spise mus, så kan du have hans livret parat til ham, når han kommer hjem?«
   »Fisketærte! Det skal jeg nok, skat, det skal jeg nok. Tak,« hulkede kvinden. »Åh tak.«
Sibyllen stirrede på Apollon, men han ignorerede hende og vaklede i stedet et par skridt tilbage.
   »Det er slut,« stønnede han. »det er væk, det er væk ...«
   Publikum brød ud i klapsalver, alle undtagen Eros, der var forarget på sibyllernes vegne. Det var fuldkommen ligesom dengang i Delfi. Apollon, som altid skulle være midtpunkt, overlod alt det hårde arbejde til alle de andre og stjal selv hele æren for det. Da Apollon vaklede gennem rummet efter tegnene fra den anden sibylles rappe fingre, rakte Eros sin fod frem og kærtegnede buen og pilene, der var gemt i den.
   Telefonen i hans lomme summede. Hans mor igen.
   »HUSK DAPHNE.«

   Apollon nød det nede på scenen. I begyndelsen havde det været forvirrende at have øresneglen på, at høre den konstante strøm af anvisninger fra instruktøren, der fortalte ham, hvad han skulle sige, og hvordan han skulle stille sig, og hvor han skulle se hen, men det gik snart op for ham, at det var meget nemmere, hvis han ignorerede ham, og så gjorde han det. Apollon havde alligevel aldrig rettet sig efter, hvad andre sagde, at han skulle gøre.
   Nu kunne han frit improvisere. Der havde selvfølgelig været prøver. Der var selvfølgelig et manuskript. Selvfølgelig kunne han lige nu se produceren, instruktøren og flere andre forskellige mennesker, som han øjeblikkeligt og præcist havde vurderet til at være for ubetydelige til at registrere. De stod og lavede vilde ansigter til ham gennem det lydisolerede vindue, der adskilte produktionskontrolrummet fra studiet. Han kunne også høre den vilde råben, der passede til deres ansigtsudtryk.
   »Få så dine behårede ben tilbage til krydset på gulvet, og hold op med at vifte rundt med armene!«
   Men hvis han koncentrerede sig tilstrækkeligt om det, var ordene i hans øresnegl kun lyde. Hvad bildte de sig i det hele taget ind at tale til ham på den måde? Disse uvidende myrer, som kaldte sig selv »produktionsholdet«. Apollon var ikke en holdspiller. Han var en showman. Han havde gjort det her i evigheder, længe før deres lille ø havde rykket sig fri fra fastlandet.
   »Vi må have en pause! Apollon, pause!«
   Apollon faldt på knæ og klyngede sig til gulvet i studiet.
   »Ved de ægæiske bredder,« råbte han og lod usynligt sand løbe igennem sine fingre, »fremtiden er min, åh ja!«

Daphne: naturligvis kunne Eros huske hende. Alle kunne huske Daphne. Hun var grunden til, at Apollon havde set skævt til ham de sidste tre tusinde år. Apollon havde engang begået den fejl at rakke ned på sin fætters evner, og for at bevise sin styrke havde Eros fået ham til at forelske sig i en smuk nymfe og havde fået nymfen til at hade ham. Hun havde faktisk været så frastødt af hans tilnærmelser, at hun overtalte sin far til at forvandle hende til et træ. Det hjalp ikke. Apollon gnubbede sig op ad hendes bark og bar hendes blade som en krone, mens alle de andre guder hånede ham. I hundredvis af år, længe efter at Apollon var kommet over sin hjertesorg, var svaret, hver eneste gang han kom med et forslag om at lave noget: »Det ved jeg ikke. Jeg har ikke rigtig lyst. Måske vil jeg trylle mig selv om til et træ i stedet.« Til sidst var Apollon selv begyndt at forvandle mennesker til træer, bare for at genvinde sin værdighed. Daphne havde med andre ord dannet præcedens.
   Men selvfølgelig, hvis han havde noget bevis for, nogen som helst foranledning til at tro, at Apollon havde ændret sig, havde opdaget en smule ydmyghed efter al den tid, så kunne han ikke drømme om ...
   På scenen poserede hans fætter med begge arme i vejret: »Bøj jer for min velmagt!« råbte han ud over det noget befippede publikum.
   Eros’ lomme summede.
   »GØR DET SÅ,« stod der.
   Eros kastede et sidste blik på sin fætters arrogante ansigt og lukkede øjnene. Han vidste, at hans præst ikke ville være imponeret over det her, men igen, der var en masse ting, som hans præst ville være chokeret over, hvis han kendte til dem. Han tog en dyb indånding og begyndte at bede.
   Fadervor, du som er i Himlen. Helliget vorde dit navn. Han spekulerede på, om det var acceptabelt, rent teologisk, at bede om tilgivelse for noget, man ikke havde gjort endnu, lige før man skulle til at gøre det? Eller var der noget ulogisk ved det? Komme dit rige. Ske din vilje, som i Himlen så og på jorden. Syndede man kun, hvis man ikke vidste på forhånd, hvad man gjorde? Eller omvendt, hvor lang tid skulle der gå, før man blev opmærksom på det? Der var stadig nogle ting, som han ikke helt fattede ved kristendommen, selv om han gjorde, hvad han kunne. For det meste. Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som og vi forlader vore skyldnere. Eros åbnede øjnene. Han rakte ned, lynede sin taske op og trak den lange bue og pilekoggeret frem, som kun han selv kunne se. Og led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde. Der var trods alt ikke noget i vejen med kærlighed: Gud er Kærlighed. Thi dit er riget og magten og æren i evighed. Eros lod en guldspidset pil flyve lige i plet og bore sig helt ind til fjerene gennem Apollons bryst og ind i hans hjerte. Amen.
   Den næste person, som Apollon så på fra nu af, ville øjeblikkeligt blive mål for hans mest brændende kærlighed. Held og lykke til ham eller hende var alt, hvad Eros kunne sige. Han så et udtryk af kærlighed brede sig i Apollons ansigt og fulgte hans blik i retning af dens uheldige modtager. Han rakte atter ned i sit kogger, trak en pil med blyspids frem, som fremkaldte had, lagde pilen på buen, spændte buen og tog sigte. Han tog en dyb indånding, så en til, og så en til. Og endnu en. Og så sænkede han buen. Han kunne ikke gøre det. At få folk til at forelske sig var én ting. Men at få dem til at hade ... Nej. Han ville lade menneskets egen frie vilje afgøre, hvad der nu skulle ske. Sådan ville Jesus gøre.

Syv
   Alice sad presset ind mod Neil på den smalle bænk i studiet. Hun havde det, som om hun havde drukket for meget champagne. Hun kunne ikke fatte, at hun havde gjort det: Hun havde grebet telefonen og havde ringet til ham og havde inviteret ham ind til studiet, og nu var de her, de sad lige ved siden af hinanden, han kiggede ufravendt på scenen med et koncentreret udtryk i ansigtet, og hun lod, som om hun betragtede scenen, mens hun i virkeligheden betragtede ham.
   Dette havde været lige ved at ske så mange gange. Hun havde kigget på telefonen uden at tage den op. Hun havde taget telefonen op og havde lagt den tilbage igen. Hun havde trykket hans nummer og havde afbrudt igen, før den nåede at ringe. Første gang hun ringede til ham, og han tog den, havde hun kun været i stand til at spørge, om hun havde glemt sin paraply i caféen sidste gang, de mødtes, hvilket hun vidste, at hun ikke havde. Alice glemte aldrig nogen ting, og hun vidste nøjagtigt, hvor hendes paraply var. Den stod i paraplyholderen sammen med hendes ekstraparaply.
   Men endelig havde hun gennemført det. Det havde været en torsdag aften efter arbejde, men før EastEnders. Hendes hånd havde været så svedig, at telefonen dansede rundt i den som en levende ål. Han havde lydt så sikker, da han tog telefonen, at al luften var gået af hende. Det var ikke, fordi de aldrig havde mødtes før. De havde været venner i to år nu, men deres møder havde altid været på hans initiativ, og som regel kun, hvis han tilfældigvis var i hendes nabolag. Men efter en indledende snak om arbejde og vejret, hun huskede ikke et ord fra samtalen, havde hun gjort det: Hun havde inviteret ham til at se et program blive optaget, og efter en kort, pinefuld tavshed havde han sagt ja.
   Og nu var de så her. De sad så tæt sammen, at deres arme rørte hinanden. Stedet, hvor deres skuldre mødtes, føltes varmt. Hvis hun bevægede sit ben en smule til højre, ville deres ben også røre hinanden. Hun kunne fornemme alle hans forskellige dufte. Den nyvaskede skjorte, han havde på, den skarpe duft af hans deodorant og under det en svag træagtig duft fra hans hud. Hun kunne mærke hvert et åndedrag, han tog, og hun afstemte sin egen vejrtrækning med hans for ikke at forstyrre ham. Hun kunne næsten høre hans hjerte slå.
Det hele ville have været perfekt, hvis bare den mærkelige tvvært ville holde op med at se så mærkeligt på hende.

   For Apollon kom følelsen som et stød i brystet. Han gispede som en fanget fisk, kroget og trukket op på dæk, overladt til at drukne i luft. Pigen, den fantastiske pige ... hvorfor havde han aldrig lagt mærke til hende? Hvorfor havde hun ikke været på forsiden af bladene, i reklamer, på alle tv-kanalerne, i alle film? Hun var fuldkommen: fine træk, gyldent hår, yndefuld, henrivende på enhver mulig måde. Hvad var der galt med verden? Imens han kiggede, lænede hun sig ind mod en grim, gnaver-agtig mand, som tydeligvis ikke havde nogen idé om, hvad han sad ved siden af, og hviskede noget ind i hans usle, utaknemmelige øre.
   Han så dem flettet ind i hinanden på gulvet i en omfavnelse. Ikke pigen og rotte-drengen. Det ville, hvis han havde forestillet sig det, have taget ham resten af hans udødelige år at glemme. Nej. Han så sig selv og pigen. Var det et forvarsel eller bare en fantasi? Han kunne se hendes nøgne krop vride sig under ham, armene over hovedet, ansigtet vendt til siden, hendes ryg, der svajede, hendes bryster, der pressede sig mod ham, mens hun knugende greb ham mellem sine stærke, varme, bløde, faste lår.
   »Øh, Apollon,« lød instruktørens stemme i hans øresnegl. »Din mund står på vid gab, du har ikke sagt noget i over ti sekunder, og du har, hvis jeg skal tro kamera to, noget, der ligner en kæmpe erektion. Har du brug for fem minutters pause?«
   På en eller anden måde kom han igennem showet. Han havde faktisk været nødt til at gå tilbage til den utætte, rådne skurvogn for at onanere. Det var ydmygende. Han havde tørret den sæd, som kunne avle en hel nation af helte, af med en papirserviet med snemænd på, der var til overs fra jul, og havde gemt den i skraldespanden under et eksemplar af Evening Standard. Da han kom ud, stod to muser og ventede i støvregnen mens de lod, som om de ikke grinede. Ikke at det hjalp på nogen måde. Så snart han kom tilbage til studiet, var hun der, og nu så hun lidt nysgerrigt på ham, hendes læber var let adskilte, imens en lille svedperle løb pinefuldt langsomt ned ad hendes hals mod den glatte, flødeagtige hud på hendes bryster. Det eneste, der kunne forhindre hele den pinlige episode i at gentage sig, var, at han af al kraft koncentrerede sig om at tænke på sin stedmor Hera, og hvad hun havde gjort ved deres forhenværende mandlige nabo, da de havde haft en uoverensstemmelse om, hvor grænsen helt nøjagtigt gik imellem deres to haver. Det vil sige deres forhenværende nabo, som nu også var forhenværende mand.
   Da optagelsen omsider var ovre, skyndte Apollon sig gennem den tiltagende regn tilbage til skurvognen. Han hev sin toga af og kastede den på gulvet, hvorpå han trak i et par jeans og en T-shirt. Han var overbevist om, at pigen ville komme ud til ham. Tiltrækningen havde været så stærk, så intens, at han ikke kunne tro, at hun ikke også havde mærket den. Og nu ville hun komme herud, selvfølgelig ville hun det, var det ikke det, forelskede kvinder gjorde? Han havde set tilstrækkeligt med film til at forvente det. Han håbede, at hun ikke ville have kokain eller noget af det andet tilsyneladende uundværlige groupieudstyr. Men hun var vel ikke en groupie? Det her var anderledes. Det var kærlighed.
   Han så sig om efter et håndklæde, som han kunne tørre sit hår med, men da han ikke kunne finde noget, brugte han i stedet sin Tshirt og pressede vandet ud af den, før han tog den på igen. Det var faktisk en skam, at der ikke var et mere romantisk sted, de kunne mødes. Men det kunne komme senere, og i det mindste kunne tæppet, selv om det var tyndt, gøre sex lidt mere behageligt.
   Der var måske tid til at rydde lidt op. Han samlede sin toga op fra gulvet, foldede den hurtigt sammen og kastede det usle resultat over en stol. Så gik han i gang på sit toiletbord. Han hældte sjatterne fra to skårne krus ud i vasken, der sad fast på endevæggen, da han hørte døren gå op bag sig. Det føltes, som om hans hjerte og mave byttede plads. Han smed øjeblikkeligt krusene fra sig ned i vasken, tørrede hænderne i sine jeans og forvandlede sine paniske ansigtstræk til et udtryk af charmerende, vidende overraskelse, hvorpå han vendte sig om og sagde: »Hvor var det sødt af dig at kigge forbi.«
   »Intet problem. Du har spildt kaffe på dine jeans.«
   Det var ikke pigen. Det var Afrodite, der så usædvanligt selvtilfreds ud af en eller anden grund. Hun havde sikkert lige suttet den af på en kameramand. Han blev lang i ansigtet, selv om han absolut ikke ville det.
   »Hvad er galt?« fortsatte Afrodite. »Ventede du en anden?«
   »Ja,« sagde Apollon. »Eller jeg mener, ikke ligefrem. Jeg mener, jeg troede på en måde, nå ja, der var én blandt publikum, som måske ...«
   »Jeg tænkte, at jeg ville komme og tage dig med,« sagde Afrodite. »Alle de andre er gået.«
   »Alle?«
   »Alle. Tja, de kunne ikke lide at blive hængende. Det ville være upassende. Lidt ligesom at sagtne farten på motorvejen for at se ligene ved et sammenstød.«
   »Er du sikker på, at ingen ... ingen ...«
   Afrodite smilede bare. Ikke det uimodståelige smil, men noget mere i retning af det selvtilfredse.
   »Så går vi,« sagde hun.

Otte
   Første afsnit af Apollons orakel blev sendt omkring en uge efter, det var blevet optaget. Apollon havde brugt hele ugen på at prøve at opspore englen på forreste række. Det var lykkedes ham at charmere receptionisten til at give ham en kopi af publikumslisten, og han havde strejfet om i London for at lede efter hende, mens han havde banket på dørene i stigende desperation. I begyndelsen opfandt han undskyldninger for sit uanmeldte besøg, senere vendte han sig bare om og gik igen uden et ord, da den pige, han ledte efter, ikke viste sig. Denne morgen havde han været på den sidste adresse på listen, en snavset bungalow i Forest Gate, bare for at blive konfronteret med en gammel mand som havde taget fat i hans arm og tryglet ham fire gange om at komme ind og drikke et glas sherry med sig. Han havde prøvet at ryste ham af sig, men hver gang blev han overvældet af en lammende bølge af svimmelhed og kvalme, når Styx rakte ud fra underverdenen og holdt ham fast på hans ed. Til sidst var han gået indenfor, med øjnene halvt lukkede for at beskytte sig mod gulvtæppets stærke mønster, og havde udsat sig selv for halvanden times fotografier af Bill Cravens koi-karpe fra 1965 og frem til nu.
   Og nu denne yderligere ydmygelse. Afrodite havde gjort det tydeligt over for sine familiemedlemmer, at optagelsen havde været en fiasko, da alle guderne i et sjældent øjeblik i fællesskab havde mast sig sammen i stuen for at se udsendelsen. Hefaistos havde flikket nogle af møblerne sammen til anledningen, så Hermes, Eros, Hefaistos og Afrodite sad presset sammen i sofaen, mens de andre sad i lænestole eller på gulvet. Dionysos havde travlt med at fylde alles glas med sin stærkeste vin. Stemningen var opløftet. Hera og Zeus var der selvfølgelig ikke, og heller ikke nogle af de guder, som boede andre steder, Hades og Persefone i underverdenen, for eksempel, eller Poseidon i sit lille skur ved havet, der som han selv, stank af fisk, men rygtet havde uden tvivl bredt sig, og de ville også være forsamlet foran deres fjernsyn, parat til at se showet. Der er ikke noget, guder holder mere af, end at se en anden gud gøre sig selv til grin.
   »Det er vældig pænt af jer,« sagde Apollon, mens han gik frem og tilbage foran fjernsynet, »at gå så meget op i mit arbejde, men det er faktisk slet ikke nødvendigt. Jeg er sikker på, at I alle vil komme til at kede jer gudsjammerligt. Det vil jeg ikke udsætte jer for.«
   »Han er alt for beskeden,« sagde Afrodite. »I skal ikke høre på ham. Jeg har set det. Jeg ved, at I alle vil finde det meget underholdende.«
   »Afrodite har ret,« sagde Hefaistos uvægerligt, da nogle af de andre guder sukkede.
   »Og du vover lige på,« sagde Artemis til Apollon, »pludselig at få fjernsynet til at gå i stykker. Du er kun lige tålt i forvejen.«
   »Jeg har ingen grund til at gøre den slags. Det er ikke, fordi jeg ikke vil have, at I ser programmet. Selvfølgelig ikke. Jeg tænker bare på jer og jeres kostbare tid.«
   »Tid,« påpegede Ares, »er det mindst kostbare, vi har.«
   »Tal for dig selv,« mumlede Hermes, altid den travleste af guderne.
   »Tænd for det,« kommanderede Artemis. »Jeg vil ikke gå glip af begyndelsen.«
   Dionysos skyndte sig tilbage til sin plads, imens han drak af flasken på vejen.
   »Jeg er sikker på, at I alle har bedre ting at tage jer til ...« prøvede Apollon igen.
   »Tænd for det!« Opfordringen kom fra alle guderne denne gang, og Apollon, der måtte erkende sit nederlag, trykkede på fjernsynsknappen, fandt Den synske kanal imellem det uendelige antal af satellitprogrammer – efter at have trykket forbi shopping, dating, porno og Bollywood – og trak sig tilbage til skyggerne bagest i stuen. Han overvejede bare at overlade dem til hinandens selskab og forsvinde op på sit værelse eller ud på en bar, men ikke at vide, hvad de sagde om ham bag hans ryg, ville være endnu værre end at lade dem håne ham lige op i ansigtet.
   Det var ikke så slemt, som han havde forestillet sig. Det var værre. De havde filmet godt en time den dag, men længden på programmet var kun tredive minutter, så showet var blevet skåret grundigt ned, tilsyneladende i en fart, tilsyneladende med en økse, tilsyneladende af nogen, som havde noget imod Apollon. Selv om første halvdel af den dag var gået godt, før han havde bemærket den pige og havde mistet koncentrationen, var næsten intet af den del blevet brugt, bortset fra introduktionen i begyndelsen. I stedet bestod programmet, som var dårligt filmet, dårligt belyst og håbløst ujævnt, tilsyneladende kun af en montage af øjeblikke, hvor han snublede, kiksede sine replikker eller blinkede forvirret ind i projektørerne, klippet sammen med lange klip af sibyllernes halvnøgne skikkelser og de hensygnende ansigter på de mosefund, som hans publikum bestod af.
   Men det var ikke det værste af det hele. Det værste var hans families reaktion. De havde lagt ud med hånlige tilråb, alle undtagen Eros, der bønfaldt de andre om at bede for Apollons sjæl i denne svære tid, selv om tilråbene var dæmpede, for at de alle samtidig kunne høre, hvad der foregik på skærmen. Men efter bare få minutter var tilråbene døet ud, hvorpå rummet havde ligget hen i tavshed. Hans stemme var det eneste, der kunne høres, lettere metallisk gennem de billige fjernsynshøjtalere. På skærmen var han i gang med at fortælle en gammel dame, at hun kunne finde sine forsvundne ørenringe i bunden af sin sommertaske, men han kunne lige så godt have været Kassandra, der forudså dommedag, som han havde forhekset hende til at gøre, dengang han kastede forbandelser over mennesker lige så tilbagelænet, som han nippede nektar af en ske. På skærmen var hans svaghed hevet ud af den  slørede, grå hverdag og udstillet, blottet og ubestridelig. Alle guder så deres fremtid nu, og de brød sig ikke om det, de så.
   Kun Afrodite var ikke hypnotiseret af den massakre, der fandt sted på skærmen. Uset af de andre lænede hun sig mod Hermes, der sad ved siden af hende i sofaen. Hun pressede sine fyldige læber mod hans øre og nød den skælven af lyst, der gik igennem hans krop ved hendes berøring.
   »Du er tilfældighedernes gud, er du ikke?« hviskede hun og lod en finger glide op langs indersiden af hans lår.
   »Jeg er gud for alt det, ingen andre gider gøre,« hviskede Hermes tilbage.
   »Godt,« sagde Afrodite. Hendes hånd stoppede et godt stykke oppe ad Hermes’ ben.
   Hun ventede et øjeblik, til der blev klippet hen på pigen blandt publikum, som Eros, der sad på den anden side af hende, havde givet tegn til, var målet for Apollons ugengældte lidenskab. (At den måske var mindre ugengældt, end Afrodite troede, var et faktum, som Eros klogt havde holdt for sig selv.) Hun nød det jag af smerte, der gled over Apollons ansigt ved synet, mens hun hviskede sine instrukser til Hermes.
   »Den pige dér. Få hende herover. Jeg er ligeglad med hvordan.« Hendes tunge foretog en indviklet bevægelse på indersiden af Hermes’ øregang. »Jeg vil sørge for, at det er umagen værd.«
   Hermes, der ikke stolede nok på sig selv, til at han turde lave nogen lyde, nikkede bare. Afrodite smilede for sig selv. Hun var en gudinde, som det var meget svært at sige nej til.

Ni
   Neil var i gang med at multitaske i det rum på første sal, som han kaldte sin hule. Man sagde, at mænd ikke kunne multitaske. Men det var ikke sandt. De skulle bare have det rette udstyr. Lige nu var Neil ved at chatte med en kollega, brænde en opsamlings-cd til Alice og se den katastrofe, som Apollons orakel var på tv.
   Hulen var et lille rum, som de forhenværende ejere af lejligheden havde brugt som børneværelse. Indholdet af det var ikke mindre kostbart for Neil end en baby. Han havde installeret rummet fra gulv til loft med hylder, som han havde fyldt op med alt, hvad han holdt af.
   Nederst stod hans tegneseriehæfter. De begyndte med Beanos, som han havde samlet på som dreng, og gik så gradvist op gennem Asterix- og Tintin-hæfter og videre til de tegneserier, som han stadig læste, 2000 AD og Judge Dredd: the Megazine, samt lidt spredt manga, som han havde eksperimenteret med en overgang, før han besluttede sig for, at det var en anelse for ekstremt til ham. Disse var alle arrangeret efter titel og dernæst kronologisk, med førsteudgaver i plasticomslag.
   Over dem stod hans bøger. Neil havde bøger over hele lejligheden. Han syntes, at rum virkede nøgne uden dem, og han havde under alle omstændigheder så mange, at de ikke kunne være i et enkelt. Men dem i hulen var hans favoritter. Klassisk science fiction, fantasy (men kun det bedste), og en masse fagbøger, digre historiske bind, mest om krig, hvoraf han ikke havde læst det hele af dem alle. Disse var opdelt i genrer og dernæst alfabetiserede. Øverst stod så hans Betamax-, VHS- og dvd-samling. Han var mest stolt af sin samling af komplette tv-serier, optaget over næsten tre årtier, hver enkelt mærket og dateret. At arrangere dette havde vist sig at være en stor udfordring, eftersom han havde været splittet imellem, hvorvidt han skulle underinddele i format, genre, hjemmelavet eller købt i en butik, men til sidst havde han valgt ren kronologi, hvilket gav ham et tilfredsstillende overblik over udviklingen i hans smag, tv-historien og den svingende kvalitet af hans håndskrift.
   Tilstedeværelsen af Apollon, selv i virtuel udgave, her i hans tilflugtssted, var derfor ekstremt grænseoverskridende. Neil havde lagt mærke til den måde, hvorpå Apollon havde betragtet Alice den dag, de filmede. Det var ikke bare beundring (hvilket i det mindste ville have været forståeligt). Den var rovdyrsagtig. Pludselig havde situationen virket mindre som god, uskadelig underholdning og mere som frokosttid på savannen. Men han vidste, at Alice så programmet derhjemme, og at hun ville spørge til det, næste gang de talte sammen, så han kunne ikke skuffe hende ved ikke at have set det.
   HAN ER SÅ SELVGLAD, skrev han til Derek
   Derek var en kollega, hvis smag var magen til Neils, hvilket han først havde opdaget, efter han havde delt kontor med ham i et år, på grund af en tilfældig bemærkning om Buffy ved en julefest, og som i øjeblikket sad og så Apollons orakel på Neils opfordring.
   SÅDAN ER ALLE DE DER PSYKOER, skrev Derek. DET ER DET, DER ER DET SJOVE.
   DET ER IKKE SJOVT, skrev Neil. SE, HVORDAN HAN GÅR OMKRING OG BLÆRER SIG, SOM OM HAN VAR EN GAVE TIL MENNESKEHEDEN. HAN TROR, AT SOLEN SKINNER UD AF HANS RØV.
   HVAD SYNTES ALICE OM HAM? skrev Derek.
   DET VED JEG IKKE, skrev Neil.
   Det var et ømt punkt. Havde Alice bemærket, hvor smuk han var? Efter showet havde han ikke været i stand til at få en vurdering ud af hende, hun blev bare ved med at spørge, om han havde moret sig.
   HAR DU FÅET INVITERET HENDE UD? skrev Derek.
   VÆR NU IKKE DUM, VI ER BARE VENNER, skrev Neil.
   JAH, HELT SIKKERT.
   HOLD MUND OG SE UDSENDELSEN.
   Mens Neil ventede på Dereks svar, blev han afbrudt af telefonen, der ringede.
   JEG MÅ HELLERE SMUTTE, sagde han til Derek og tog telefonen med den anden hånd, samtidig med at han trykkede på return på sit tastatur.
   »Hallo?« sagde han.
   I den anden ende af røret kunne han kun høre gråd.
   »Hallo?« sagde han igen. »Er alt okay? Mor, er det dig?«
   »Nej,« sagde en ynkelig stemme i røret. »Nej ... det er mig. Det er Alice.«
   »Alice,« sagde Neil. »Hvad er der? Hvad er der sket? Er du ikke i gang med at se os i fjernsynet?«
   »Jo,« sagde Alice. »Jo, det er jeg. Det var jeg.«
   »Hvad er der da sket?« spurgte Neil. »Hvad er det? Hvad er der galt? Så du ikke dig selv? Du så virkelig køn ud,« dristede han sig til at sige.
   »Jeg så mig selv,« sagde Alice. »Og så ...«
   »Alice, du skal ikke være bekymret,« sagde Neil. »Hvad det end er, er jeg sikker på, at det er i orden.«
   »Det er ikke i orden, det er ikke i orden.« Alice hævede ligefrem stemmen nu. Neil havde aldrig hørt hende tale så højt. »Efter at mit ansigt havde været på skærmen, ringede telefonen. Det var chefen for bureauet.«
   Neil fik det dårligt. Han vidste, hvad hun nu ville sige.
   »Han sagde til mig ...« Alice var tilbage i sit sædvanlige toneleje nu. »Han sagde til mig, at studiechefen havde ringet til ham. Han havde set programmet, og han havde set mig. Han fortalte bureauet, at jeg havde brudt reglerne, og han sagde, at enten gik jeg, eller også ville de hyre et andet rengøringsfirma. Neil, de har fyret mig.«
   »Det hele er min skyld,« sagde Neil. »Undskyld, Alice, det er jeg virkelig ked af. Jeg skulle aldrig have fået dig til at gøre det.«
   »Du fik mig ikke til det,« sagde Alice. »Jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst til det. Det er ikke din fejl. Det var ikke derfor, jeg ringede. Jeg vidste bare ikke, hvem jeg ellers kunne tale med. Neil ...Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke noget job. Hvad skal jeg stille op?«

Ti
En morgen, en uge efter udsendelsen, stod Artemis tidligt op for at gå tur med hundene og blev forundret over at høre stemmer inde fra stuen. Ingen af guderne plejede at stå tidligt op, selv Athene plejede at foretage sin morgenlæsning i sengen. Døren ind til stuen stod på klem, og Artemis kiggede nysgerrigt ind.
   Apollon sad på gulvet og lænede sig op ad det revnede sæde i en lænestol, mens han spillede stille på en af sine guitarer. Hans hår hang slapt ned og klistrede til hans kinder, når han bøjede hovedet, hans ansigt var blegt, øjnene blodskudte, og han croonede til sin guitar som til en elskerinde, igen og igen: »Min pige, jeg savner dig, jeg savnede dig, min pige. Min pige, jeg savner dig ...« Imens lå Afrodite, frisk og veloplagt på den falmede veloursofa – havde den været blå engang? – med sine fine små fødder krydsede ved anklen og støttede sig til dens skæve armlæn. Hendes ansigt var vendt mod Apollon, og hun betragtede ham med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet. Hun havde en Bluetooth-modtager i sit øre, og hun hviskede ind i den: »Knep mig hårdere, skat, det er dejligt, åh ja.« Det var en sært intim scene, og Artemis havde det næsten dårligt med at afbryde. Men ikke helt.
   »Hvad laver I to oppe allerede?« sagde hun, idet hun trådte ind i rummet.
   Apollon så hurtigt op fra sin guitar. »Jeg har ikke været i seng,« sagde han mat. »Jeg er bare nødt til at få denne her sang på plads. Savner dig, åh, jeg savner dig, pige, jeg savnede dig ...«
   »Hvad foregår der?« sagde Artemis. »Har du drukket Dionysos’ vin?«
   »Kun en lille smule,« sagde Apollon. Artemis så den tomme, væltede flaske, der lå skjult bag den fyldige, næsten nedbrudte lænestol.
   »Ikke så mærkeligt, at du ser så smadret ud,« sagde Artemis.
   »Jeg er sikker på, at jeg ser bedre ud, end jeg har det,« sagde Apollon.
   »Det er ikke sandsynligt,« sagde Artemis. »Og du?« sagde hun til sin tante. »Du plejer aldrig at stå op før frokost.«
   »Det føles dejligt,« sagde Afrodite. »Lige der. Nemlig, skat.«
   »Jeg har ingen idé om, hvad hun laver så tidligt,« sagde Apollon. »Hun har været herinde og tale i den ting hele natten. Jeg tror, at hun måske får mere i løn, når hun har skæve arbejdstider. Det er der, der er den største efterspørgsel.«
   »Nå, men hvis det er tilfældet, skulle hun tage og spytte mere i kassen,« sagde Artemis.    »Huset trænger til at blive affugtet, og hun bruger alle sine penge på bh’er.«
   Afrodite begyndte at stønne og gispe og blev mere og mere højlydt, men midt i det hele afbrød hun sin telefon og sagde med sin almindelige stemme: »Jeg tænkte bare, at jeg ville holde dig med selskab. Du har ikke været helt dig selv, siden vi så dit program.«
   Hvis der skulle være den mindste dråbe af medfølelse i hende, gemte det sig et meget uigennemtrængeligt sted, tænkte Artemis, og betragtede Afrodite, der satte sig op og tog sin høretelefon af.
   »Mennesker i dag, de har ikke nogen udholdenhed,« bemærkede Afrodite. »Man har knap nok tid til at få deres kreditkortnummer, og så er de allerede færdige. Jeg har hele tiden sagt, at vi skulle have givet svinene kommandoen.«
   Artemis begyndte at lave sine opvarmningsøvelser. Stivhed: det var en forholdsvis ny følelse, som ikke var særligt rar.
   »Ved du godt, at de har fældet dit træ?« sagde hun til Apollon, mens hun løftede og drejede sit højre knæ.
   »Mit træ?«
   »Den der pige, Kate.« Apollons ansigt var udtryksløst. »Australieren? Hende du forvandlede til en eukalyptus? Hun blev fældet. Almindelig skovning som en del af vedligeholdelsen. Det gør de hvert år.«
   Apollon trak på skulderen.
   »Hende havde jeg glemt,« sagde han.
   Han klimprede på sine guitarstrenge, tydeligvist ivrig efter at komme tilbage til sin komposition.
   »Har du en ny i tankerne, eller hvad?« sagde Afrodite.
   »Det rager ikke dig,« sagde Apollon.
   »Det tager jeg som et ja,« sagde Afrodite.
   »Ved du hvad,« sagde Artemis, »dit problem er, at du er følelsesmæssigt ude af kontrol. Det stopper aldrig. Det hele handler om ...« Hun sænkede stemmen til en hvisken. »... sex, sex, sex.«
   Artemis rynkede på næsen over bare at være nødt til at sige ordet en enkelt gang, for ikke at tale om tre gange, hvad der var endnu værre, mens hun gjorde sigende stødende bevægelser.
   »I det mindste behøver jeg ikke at bruge al min tid på at løbe bare for at komme af med min seksuelle frustration,« sagde Afrodite. Artemis nægtede at nedværdige sig til at svare og koncentrerede sig i stedet om nogle armbøjninger.
   »Nå, kom så,« sagde Afrodite og vendte sig mod Apollon. »Hvordan er hun?«
   »Hvordan ved du, at det er en hun?«
   »Jeg gættede bare,« sagde Afrodite. »Nå, men hvad er der så i vejen? Har hun afvist dig?«
   »Vi må håbe for dig, at hun ikke dukker op som en potteplante, hvis hun har,« sagde Artemis.
   »Sådan noget kan jeg ikke gøre mere, takket være dig, husker du vel?« sagde Apollon. »Og nej, hun afviste mig ikke. Det kunne hun slet ikke nå. Hun smuttede, før jeg overhovedet havde en mulighed for at tale med hende. Og nu ser jeg hende aldrig mere.«
   Apollon klimprede den samme klagende melodi på sin guitar og sukkede.
   »Ærligt talt,« sagde Afrodite. »Op med humøret. Jeg er sikker på, at hun dukker op.«
   »Jeg har ledt efter hende alle steder,« sagde Apollon. »Jeg aner ikke, hvor hun kan være.«
   »Du har aldrig talt med hende, og så får hun dig til at have det sådan her?« sagde Artemis. »Undskyld, at jeg siger det, men du er en voksen gud, så tag nu og opfør dig som én. At kurre og græde over et eller andet menneske, som du aldrig har mødt! Drikke dig helt pløret! Synge små sange! Du er en skamplet for Olympen. Det er ikke så mærkeligt, at jeg foretrækker at være sammen med dyr. Og nej, jeg mente det ikke på dén måde,« tilføjede hun, da hun så, at Afrodites mund åbnede sig, og at en lysten kommentar spillede på hendes smidige, lyserøde tunge.
   »Jeg er ligeglad med Olympen,« sagde Apollon. »Jeg er ligeglad med alting. Jeg er ligeglad med, om solen nogensinde står op igen.«
   »Årh, tag dig sammen,« sagde Artemis. »Hun er bare et menneske. Hun er død, før du aner det.«
   »Lad den stakkels dreng være i fred,« sagde Afrodite med et smørret grin. »Kan du ikke se, at han er forelsket?«
   Artemis rullede med øjnene og forlod rummet. Hun tog sine nøgler og åbnede hoveddøren. Der stod, til hendes forbløffelse, et lille menneske, omtrent halvanden meter høj, blond, lidt buttet, med briller på. Det eneste bemærkelsesværdige ved hende var, at hun stod på deres dørtrin. Rygtet om, hvad der skete med mennesker, der gjorde det, havde åbenbart ikke spredt sig.
   »Er du faret vild?« spurgte Artemis.
   Mennesket så på Artemis og dernæst ned på sine hænder, i hvilke, så Artemis nu, hun havde en bunke små, printede kort. Hun så på Artemis igen og bestemte sig dernæst for, at hendes hænder var den foretrukne udsigt.
   »Nej,« hviskede mennesket. Det var næppe mere end en udånding. »Jeg gør rent. Jeg ville bare ... ville bare ... dele nogle løbesedler ud.«
   Artemis tog et af de små kort ud af menneskets rystende hånd.
   »Sådan,« sagde hun uden at se på det. »Nu har du delt ét ud. Så kan du godt gå.«
   »Hvad vil hun,« lød en stemme bag Artemis.
   Artemis vendte sig om. Afrodite var kommet ud af stuen, havde lukket døren bag sig og stod nu nonchalant lænet op ad væggen i gangen, imens hun betragtede mennesket med et øjenbryn hævet i en elegant bue.
   »Det er en, der gør rent,« sagde Artemis.
   »Vi har ikke brug for nogen rengøringshjælp,« sagde Afrodite. »Hun må hellere gå igen.«
   »Du hørte, hvad hun sagde,« sagde Artemis til mennesket.
   »Artemis sørger for al rengøringen,« fortsatte Afrodite.
   »Hvad?« sagde Artemis.
   »Hun har ikke rigtigt andet at tage sig til,« sagde Afrodite. »Hendes såkaldte færdigheder er ikke efterspurgte længere.«
   »Jeg sørger ikke for al rengøringen!« sagde Artemis.
   »Hvis I ansætter en rengøringshjælp,« indskød mennesket, »vil disse familiestridigheder høre fortiden til.«
   Artemis havde næsten glemt, at mennesket var der. Efter udtrykket på hendes ansigt at dømme var mennesket selv endnu mere overrasket over, at hun havde sagt noget, end Artemis var.
   »Jeg garanterer dig, at vi ikke har brug for en rengøringshjælp,« sagde Afrodite.
   Mennesket lod sig ikke afskrække så let.
   »En god rengøringshjælp,« sagde hun, »er en uundværlig investering for den travle, moderne akademiker.« Hun rømmede sig og hævede stemmen en lille bitte smule. »I denne tidsalder er tiden det mest værdifulde aktiv, vi har, så hvorfor spilde den på rutinearbejde, som man synes er kedeligt eller ubehageligt?«
   »Faktisk mangler vi ikke tid,« sagde Artemis.
   Tilsyneladende uden overhovedet at se ned rakte Afrodite en hånd bagud og samlede en temmelig overrasket rotte op, som et øjeblik forinden var kommet ned ad trappen.
   »Værsgo, Artemis!« sagde Afrodite og holdt den sprællende rotte op i halen. »Tag den!«
   Hun smed rotten ud af hoveddøren og forbi det undvigende lille menneske. Den røg ned ad fortrappen og landede på ryggen på gaden, hvor den kom på benene og pilede væk.
   »Artemis,« sagde Afrodite i en fortrolig tone, »er ekspert i aflivning af skadedyr.«
   »Jeg dræber af lyst,« sagde Artemis, »ikke af pligt.«
   Mennesket begyndte at gå baglæns ned ad trappen.
   »Sig mig,« sagde Artemis til rengøringsdamen og fangede hende ind med sin stemme, »hvordan har du det med rotter?«
   Mennesket stoppede op og lavede en synkebevægelse, der lød højere end hendes stemme, men hun svarede.
   »Et forsømt hjem,« sagde hun, »kan blive et tilflugtssted for skadedyr. En god rengøringshjælp er det første skridt mod omgivelser frie for skadedyr.«
   »Og erfaring,« sagde Artemis. »Har du nogen erfaring?«
   »Det her er spild af tid,« gabte Afrodite. »Vi har al den husholdningshjælp, vi behøver i dig, kære niece.«
   »Jeg har fået mange års erfaring med rengøring i nogle af Londons største og mest eksklusive firmaer,« sagde mennesket. »Nu vil jeg gerne bidrage med mine kvalifikationer til jeres hjem.«
   »Glem det, Artemis,« sagde Afrodite. »Du får hende aldrig forbi Zeus og Hera. Du vil ikke have problemer, vel? Artemis,« sagde hun til mennesket, »er altid meget velopdragen. Hun er underdanig af natur.«
   »Zeus og Hera får det aldrig at vide,« gav Artemis igen. »Så længe hun kan følge instrukser. Du kan godt følge instrukser, kan du ikke?«
   »I vil erfare, at jeg er effektiv, lydig og stille ...« begyndte mennesket.
   »Godt, det er jeg ikke i tvivl om,« afbrød Artemis. »Fint så. Hvad skal du have i timen?«
Mennesket fortalte hende det.
   »Og tager du dig af skadedyrsbekæmpelse?«
   Menneskets ansigtsudtryk besvarede det spørgsmål.
   »Hvad hvis vi gav dig ekstra for det? Ville du så slå ihjel for os? Det er bare rotter og et par andre småting. Kakerlakker, fluer. Jeg tror ikke, at vi har nogen egern.«
   »Jeg ...« sagde mennesket.
   »Og du skal komme hver dag,« sagde Artemis.
   »Det har vi ikke råd til,« sagde Afrodite.
   »Jo, vi har,« sagde Artemis. »Vi bliver bare nødt til at holde op med at købe mad.«
   »Men jeg kan godt lide mad,« jamrede Afrodite.
   »Det er bare ærgerligt,« sagde Artemis. »Det er ikke en nødvendighed. Men det er det at have en rengøringshjælp.«
   Hun vendte sig atter mod mennesket.
   »Du bliver nødt til at følge visse regler,« sagde hun. »Jeg får et sæt lamineret til dig til i morgen.«
   Mennesket så lidt svimmel ud. Artemis håbede ikke, at hun ville besvime.
   »Jeg ...« sagde mennesket igen.
   »Du behøver ikke at takke mig,« sagde Artemis.
   »Jeg håber, at du er klar over, hvad det er, du gør,« sagde Afrodite, »nu hvor du bringer et men ... en rengøringshjælp ind i dette hus.«
   »Tak for din kommentar, Afrodite,« sagde Artemis, »men jeg kan forsikre dig om, at jeg ved præcist, hvad jeg gør. Du, pigen, begynder i morgen klokken elleve. Nu skal jeg lufte hunde. Farvel.«
   Og så strøg hun ned ad trappen, forbi mennesket, som stadig stod og måbede, og marcherede af sted ned ad gaden.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.