Natten er lige begyndt af Morten Hesseldahl
Pæren hang i en ledning under loftet og dinglede søvnigt lys ud i rummet. Bjergluften drev ind mellem de halvt åbne altandøre
og fi k manden i sengen til at skutte sig og samle tæppet om kroppen.
Han løftede hovedet og lyttede som efter noget bestemt, men hørte ikke andet end fjern støj fra landsbyens beboere, der var ved at gøre sig klar til natten. Et sted i en nabogade spillede en transistorradio skrattet salsamusik afbrudt af overgearede reklamespots for øl og vaskemidler. Han forsøgte igen at fokusere på laptop’ens vibrerende bogstaver, uden at han kunne få dem til at give mening.
Huset havde sine egne lyde. Den næsten konstante skramlen fra værtsfolkene i køkkenet nedenunder og deres hurtige skridt, når de bevægede sig gennem rummene, en knagen, når vinden strøg over bjergkammen og jog ned i dalen og fi k det til at rykke i tagkonstruktionen og pudset til at risle ned ad lermurene.
Et bræt gav sig på gangen ud for værelset, som om gulvet strakte sig efter en lang dag, så et til, indtil lyden blev til fødder, der samlede sig til en kort, hidsig dans, og slåen sprang fra karmen som et projektil, da døren blev sparket ind.
Manden i sengen nåede ikke engang at få en fod svunget ud, før stærke hænder havde grebet ham og tvunget hans arme om på ryggen. Det sidste, han så, var vilde øjne i maskerede ansigter, så blev alt sort, og han mærkede, hvordan han blev slæbt som en sæk over gulvet, ned ad trappen og ud på gaden foran pensionatet.
En knurren fra en gammel Dodge-motor lød fra en sidegade, og han fornemmede, at en bil blev kørt frem. Hjælpeløs og blindet blev han løftet op på et lad og presset ned mod et rifl et metalgulv. Bilen satte i gang, og et sted var der hunde, der gøede, og en kvinde, der skreg og overdøvede salsamusikken.
Natten var lige begyndt.
*afsnit*
Sneen faldt i flager foran bilernes lygter på Nørrebrogade og lagde sig som smat på vejbanen. På fortovet stred fodgængere sig af sted med anspændte skridt og sammenknebne øjne.
Mellem husene hang guirlander af julepynt med neonhjerter og rensdyr og gavepakker i lysende kontur mod himlen, men ingen kristne symboler. Tony tænkte, at det var godt, at Handelsstandsforeningen havde givet den indrømmelse til kvarterets religiøse sammensathed. Ingen grund til at fl ashe kristen dominans i ansigtet på de muslimske medborgere. Eller på ham selv for den sags skyld. Han fi k selv hurtigt nok af demonstrativ religiøsitet.
Han så tværs over gaden og fi k øje på Charlotte og Anne. Charlotte stak den sidste folder ud og gik tilbage til supermarkedets vindfang, hvor Anne i forvejen stod.
"Lad julefreden komme til Betlehem. Støt PFLP," lød overskriften på teksten, der fordømte den israelske fascisme og beklagede overgrebene på civilbefolkningen. Teksten var illustreret af et kornet foto af en ung palæstinensisk dreng, der slyngede en sten mod en israelsk kampvogn.
Tony kendte udmærket teksten. Den havde været genstand for ivrig diskussion de seneste dage, inden en fællesmødebeslutning havde sanktioneret erklæringens ordlyd.
Han krydsede gaden i en passage mellem kofangerne og trådte op på det modsatte fortov. Da han nærmede sig supermarkedet, kunne han se, at Charlottes røde hår var overstrøet med smeltende krystaller. Annes kinder var hede, og hun smilede til Charlotte under kasketten med den røde stjerne som et tredje øje i panden. Også hun havde uddelt, hvad hun havde. Tony trådte ind i vindfanget og hørte deres ordveksling.
"Fin afsætning," sagde Anne.
"Ja, der er mange døde øjne i aften," svarede Charlotte. "De aner ikke, hvad de tager imod."
"Jeg er ligeglad. Bare én procent af dem læser folderen, så er jeg tilfreds."
"Læser den og forstår den, vil jeg sige." Charlotte tørrede sig over panden. Hendes stemme lød mat.
Anne sendte hende et smil. "Okay, vi er rigtignok ambitiøse her i aften. Jeg tror ikke, der er nogen, der er i stand til at koncentrere sig om et suk efter at have powershoppet hele dagen."
"Hvorfor står vi så her?"
Anne trak på skulderen. "Det er vel for princippets skyld. Uden principper, ingen omvæltninger."
"Sådan!" sagde Charlotte med et strejf af ironi.
"Og så måske for at møde sådan en som ham der," sagde Anne og nikkede mod Tony.
Charlotte vidste omgående, hvem det var, der stod bag hende. Hun lukkede øjnene, drejede sig rundt og slog armene om ham.
"Hej, Tony," hviskede hun. "Glædelig jul."
"Glædelig jul." Han stillede guitaren på butiksgulvet og kyssede hende. "Hvordan er det gået i dag?"
"Vi har ikke fl ere foldere tilbage. Og Anne er kun blevet truet med tæsk en enkelt gang."
"Det er bare den sædvanlige tosse. Ham der altid kalder os landsforrædere og påstår, vi går terroristernes ærinde. Fucking looney!"
"Modstandsfolkene under besættelsen blev også kaldt terrorister, og det holdt dem ikke tilbage," sagde Charlotte og gjorde sig fri af Tony.
"Nå, jeg gider snart heller ikke mere. Butikkerne lukker nu, og vi skal vel også selv have et eller andet til i morgen."
"Er vi ude i noget fl æskesteg eller sådan?" spurgte Charlotte med en skeptisk mine.
"Hvad som helst. Hvis hele landet sidder og fylder sig i morgen, har jeg ikke tænkt mig at bide i en selleristilk. Hvad gør vi? Jeg har ikke en øre tilbage."
"Jeg tror, Split allerede har løst det," sagde Tony. "Inden jeg gik i øveren i eftermiddags, kom han ind ad døren med favnen fuld af oksestege."
"Oksestege?"
"Ja, enten det, eller også havde han lige parteret en strømer. En masse rødt kød var der i hvert fald."
"Skidegodt, Split," sagde Anne med eftertryk. "Hvor mange bliver vi?"
"Aner det ikke," svarede Tony. "De fl este tager hjem til familien. Vi bliver vel ikke mere end ti stykker."
"Skal du ikke hjem til din mor?" spurgte Charlotte.
"Hun er stukket af til Thailand. Hun kan ikke holde julen ud."
"Så slap du da for at tænke på julegave!"
"Hun fi k alligevel en," svarede Tony. "Jeg hjalp hende med at købe billetten over nettet, og så forærede jeg hende en CO2-kvote."
"Kanon! Hvad sagde hun til det?"
"Jeg tror ikke, hun vidste, hvad det var."
"Hvad med din far? Ingen jul med ham?"
Tony slog ligegyldigt ud med hånden. "Jeg har ikke snakket med ham i et halvt år. Han stener vel et eller andet sted. Hvad ved jeg? Skal vi gå?"
De sparkede den tomme kasse hen i hjørnet ved fl askeautomaten og gik arm i arm mod det besatte hus et par gader derfra.
"Kommer politiet ikke bare og rydder os juleaften?" spurgte Tony.
"Come on," svarede Anne. "Det her er Danmark. Politiet rydder ikke andet end bordet efter deres egen julefrokost. Første juledag er den dag i året, vi kan sove allermest roligt."
De gik lidt i tavshed. "Noget nyt?" spurgte Tony.
Anne rystede på hovedet. Hun vidste, hvad han spurgte til.
"Intet nyt, men han giver vel lyd, når han kan. Måske er han bare uden netforbindelse. Han sagde, han skulle i bjergene, og der fi ndes stadig enkelte hvide pletter på kortet, hvor mobilen ikke når."
De skråede over gaden mellem biler, der næsten var gået i stå i det stadig tættere snevejr. Så tilføjede hun: "Men jeg må indrømme, jeg godt kunne bruge et livstegn." Hun lo en kort, hæs latter. "Jeg tror faktisk, det er mit højeste ønske. Et livstegn fra Nils. Skidt med indpakningen, bare en fucking hilsen."
*afsnit*
Gustav Behrendt gik igennem etagen og nød stilheden og det dæmpede lys fra gulvspotsene langs panelerne i de ellers mørklagte lokaler. Personalet var gået på ferie, og han havde netop taget afsked med økonomidirektøren, Therese, over et glas portvin og den rituelle udveksling af julegaver, bare de to.
Sådan havde de gjort i snart en menneskealder. Det var ikke noget, kollegerne kendte til, men en tradition, der var vokset frem gennem årene. De havde fulgt hinanden hele vejen, fra fi rmaet blot var en lille iværksættervirksomhed i Rødovre, som overlevede ved bankers velvilje og en kreativ udstrækning af kredittider, til i dag, hvor den udgjorde rammen om mere end 2000 fastansattes arbejdsliv og et ikke nærmere bestemt antal konsulenters og freelanceres, der arbejdede på entreprenørprojekter verden over.
Det havde ikke været organisk vækst det hele. Det store spring fremad var kommet, da det gamle hæderkronede Damhuus & Søn omsider havde fået Behrendts ja til dets mangeårige inklinationer, og de to virksomheder var blevet til én. Damhuus-familien blev købt ud, og handelen udløste ikke bare en stabel attraktive optioner til Behrendt, den gjorde ham også til øverste ansvarlige for den nye konstruktion. Lidt usædvanligt måske, idet hans eget fi rma på papiret så klart var det mindste af de to, men til gengæld havde det en vitalitet og et potentiale, den gamle familievirksomhed ikke kunne mønstre. En handlekraftig bestyrelsesformand hos Damhuus & Søn havde længe set det, og uden at rådføre sig med familien havde han presset aftalen igennem og med hård hånd banet vejen for, at Behrendt kunne sætte sig i direktørstolen som enerådende chef.
Behrendt havde rystet støvet af den gamle Damhuus-koncern og uden besvær hevet uforløste værdier for millioner frem, som han efterfølgende brugte til at opføre den nye, fusionerede koncerns spektakulære hovedsæde ved bassinkanten i den tidligere industrihavn. "Damhuus Future" materialiserede sig og meldte sig de følgende år som en trimmet og manøvredygtig aktør ind i en ny tids globale konkurrence.
Behrendt så på sneen, der faldt ud af himlen og forsvandt i det sorte vand i havnen og på land mellem kontorbygningerne, hvor den lagde sig som et tomt lærred. Et gigantisk krydstogtskib med fl ammende lys trængte igennem mørket og svævede som en UFO ind mod København. Han stod ved vinduet, der gik fra gulv til loft i hele facadens længde, og følte sig rolig og meget, meget heldig.
Therese havde givet ham en biografi over Simon Bolivar, og han havde foræret hende en blomstersaks og et rosenleksikon. Hun skulle tilbringe julen med sin bror, der var præst på Midtsjælland, og han skulle hjem til familien i Rungsted. Bortset fra den sædvanlige stak af papirer, han nærmest tvangsmæssigt syntes, han måtte læse, var julen fri for forpligtelser. Ingen møder, ingen rejser, intet andet end tid med Miriam og deres to piger, der på mystisk vis var blevet voksne, og som med foruroligende alvor talte om, at de godt kunne tænke sig at fl ytte hjemmefra.
Iben ville læse statskundskab i Seattle, og Margit insisterede på, at hun ville fl ytte sammen med kæresten, som Behrendt ikke på stående fod kunne huske, hvad hed, men som havde gjort et meget sympatisk indtryk, de gange han havde truffet ham, bortset fra at han hver gang havde måttet bekæmpe en naturlig tilskyndelse til at stikke ham et par på skrinet.
Inde på sit kontor lagde han Bolivar-biografi en i tasken, slukkede bordlampen og satte kodelåsen til ved døren. Han tastede yderligere to sikkerhedsalarmer til, inden han trådte ud af elevatoren i parkeringsanlægget under bygningen.
Den sølvgrå Lexus GS 430 var den sidste bil tilbage i kælderen. De automatiske låse slog fra, i samme øjeblik han nærmede sig. Han smed tasken på passagersædet, satte sig ind bag rattet og førte bilen op ad rampen til sneen og mørket og turen hjem til familien.
Trafi kken var sporadisk, men langsom. De biler, der var på vejene, sneg sig forsigtigt af sted, og han havde svært ved at komme udenom og besluttede sig til at lade hvilen falde på sig. Det var jul, han havde fri, og han skulle ikke nå andet i aften end et stort glas Bourgogne. Han tændte for radioavisen og fi k dagens bedrøvelige rapporter fra en verden i vrede, så blev oplæseren afbrudt, og der var en kort pause, inden han igen lod sin stemme høre.
"Det er netop blevet meddelt, at statsminister Vivianne Korsgaard har omorganiseret sin regering. Det betyder blandt andet, at regeringens nestor, udenrigsminister Lars-Ole Ravn, må se frem til en overraskende tidlig pension. Også andre ministerposter er i spil i denne uventede rokade, som vi naturligvis har mere om i vores udsendelse klokken 20.00."
"Det var en skam", var det første, Behrendt tænkte. Han kunne godt lide Ravn, havde deltaget i fl ere erhvervsdelegationer sammen med ham og adskillige gange gennem årene løst opgaver for Udviklingsministeriet, som til Ravns dårligt skjulte ærgrelse på et tidspunkt var blevet adskilt fra Udenrigsministeriet.
"Som udenrigsminister er man gennemgående ond. Som udviklingsminister er man gennemgående god. Det havde været en fordel, om man kunne forene de to sider i et og samme ministerium, men det har statsministeren altså ikke ønsket."
Der var ingen tvivl om, at kemien mellem den mediebevidste regeringsleder og den lidt tørre, men populære Ravn aldrig havde været god, og da man i Statsministeriet i stigende grad fandt, at man skulle bevæge sig ind på Udenrigsministeriets ressort, så var der næsten ingen ende på rækken af små og store konfrontationer de to ministerier imellem.
Behrendt besluttede sig for at sende Lars-Ole Ravn en hilsen, mens han knirkende svingede over sneen ind på sin egen vej.
*afsnit*
Lys strålede ud fra alle vinduer, da han gik fra den dobbelte garage til hovedindgangens brede trappe. Miriam eller pigerne – nok nærmere pigerne – havde lagt grangrene på jorden, og der brændte ild fra en olielampe på det øverste trin. Små perlelamper var strøet ud over buskene og fi k scenariet til at ligne en julekalender så meget, at Behrendt måtte smile.
Han børstede snefnug af skuldrene, hængte frakken på en bøjle i skabet i hall’en og pudsede de tilduggede briller. Huset duftede af lammesteg, rosmarin og hvidløg.
"Hej, familie!"
Der var ingen respons. Han gik over de skakternede klinker og åbnede døren til køkkenet, hvor ovnen stod åben, og et eller andet dampede på køkkenbordet under en folieindpakning, men der var ingen mennesker.
"Hallo," sagde han. "Er her nogen?"
Han trak slipset af og hængte jakken over ryggen på en stol, så skænkede han sig et glas rødvin fra en åben fl aske på bordet. Bourgogne, ganske rigtigt. Han snusede kort til den, så tømte han glasset og skænkede sig et nyt.
Han fandt dem på sofaen i dagligstuen foran endnu en visning af "Han, hun og leoparden".
"Hej, far," sagde Iben og stak en hånd op uden at fjerne øjnene fra Cary Grant, der i det samme foranledigede latterkramper i stuen. Behrendt trak sig tilbage og gik ind i arbejdsværelset, hvor han lagde papirerne fra tasken på skrivebordet og øverst gaven fra Therese. Det var en nyudgivet engelsksproget biografi over den helt, der igen og igen blev trukket af stald, når en ny sydamerikansk statsleder eller terrorbevægelse skulle fi nde sig en identitet.
Han åbnede computeren på bordet og drak af vinen, mens maskinen startede. En enkelt mail i indbakken fangede hans opmærksomhed. Det var Alejandro fra kontoret i Cali, der meddelte, at han ikke som forventet havde hørt fra Nils Blomgren. Regnen kunne give problemer med vejene og være grund til forsinkelse, men han burde under alle omstændigheder være nået frem nu, og mødet med de politiske beslutningstagere var blevet afl yst, hvilket de ikke havde taget let. "Houston, we’ve got a problem! " noterede Alejandro lakonisk.
Behrendt rynkede brynene. Det her var ikke godt. Han brød sig ikke om, når hans folk ikke overholdt aftalerne, og slet ikke når det skete i Colombia. Slet, slet ikke.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
- Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
