Ned til hundene af Helle Helle
1
Jeg leder efter et godt sted at græde. Det er slet ikke let at finde sådan et sted. Jeg har kørt rundt i bus i flere timer, nu sidder jeg på en vakkelvorn bænk helt ude ved kysten. Her er der ingen færger. Kun en pram, der fragter kreaturer frem og tilbage til en ubeboet ø.
Jeg bor i et parcelhus med mange vinduer ud mod vejen. Måske havde det hjulpet at pudse nogle af de vinduer. På den anden side kan man ikke se ud for bare stedsegrønt. Det var en våd sommer sidst, det stedsegrønne voksede som ind i helvede. Nu er det vinter, og jeg skal ikke mere hjem. På dette tidspunkt plejer jeg at sove lidt i sofaen. Bjørnvig fryser en vorte.
Det blæser kraftigt. Blæsten slog mod ansigtet, da jeg steg afbussen med min rullekuffert. Himlen er mørkegrå over havet. En mand i kedeldragt kommer cyklende med stort besvær ind fra højre på stien nede ved vandet. Han krummer sig frem mod styret, hver gang han træder pedalerne i bund. Sådan cykler jeg selv, derfor cykler jeg ikke. Han standser og stiger af. Spejder ud over havet, sætter hænderne i siden. Han ved godt, jeg sidder her. Jeg ser ned på mine hænder i svineskindshandskerne.
Han har sat sig på cyklen igen og fortsætter langs havet. Det er kun et spørgsmål om tid, før han vender og kører væk fra stien, forbi det lille skur og ned mod mig. Han trækker det sidste stykke herhen. Hans hår er mørkt og tyndt. Men han er ikke så gammel, han er nogle år yngre end mig.
- Der sidder du godt, siger han.
- Ja.
- Du kommer nok til at sidde længe.
- Det ser jeg, siger jeg inde fra mit sjal.
Vi kigger begge hen mod skiltet med køreplanen og derefter på rullekufferten.
- Jamen, så god fornøjelse med det, siger han og stiger på cyklen. Han sætter i gang siddende, løfter to fingre til en hilsen, op og ned. Nu har han blæsten i ryggen, han er hurtigt borte.
Jeg ved ikke, hvad jeg forestillede mig med den croissant med hønsesalat. Jeg beholder handskerne på, mens jeg spiser, dejflagerne drysser ned i skødet på min frakke. Jeg er toogfyrre år og stadig ude af stand til at tage ved lære. Jeg spiser croissanten fra midten, og jeg har ingen servietter med. Jeg rejser mig og børster frakken af, får mayonnaise på begge ærmer. Jeg er stiv i benene. Sætter mig igen. Det er ved at blive mørkt, blæsten tager i skurets tag.
Han vender tilbage, nu med en kvinde, begge på gåben. Ligesom han er hun i kedeldragt. De holder hinanden i hånden og slipper først, da de er helt henne ved mig.
- Hej, siger hun. - Ved du godt, at der først kører en bus i morgen? Der kører jo kun en om dagen her.
- Ja. Jeg har set det.
- Du venter måske på nogen?
- Nej, ikke sådan.
- Vil du låne en telefon?
- Nej, tak, det er ikke nødvendigt.
- Vi hedder Putte og John, siger hun. - Du kan nok ikke blive siddende her. Der kommer en lille orkan.
- Det kan vi ikke have, siger han.
De trækker mig op i hver sin arm. Han hiver håndtaget i kufferten ud og ruller den efter os. Hjulene larmer mod asfalten. De bor i et lille hus uden forhave, det ser nyfiltset ud. En rund efeu og en hurricane i hvert vindue. Hun åbner hoveddøren. Gangen er smal og med en fyrretræstrappe bagest. De sætter skoene, og vi går ind i stuen. Der er tændt op i brændeovnen. Jeg står midt på gulvet. Hun går ud og kommer tilbage lidt efter med et glas vand, som hun rækker mig.
- Hvorfor har I kedeldragter på? siger jeg.
- Vi kommer lige ude fra hundene, siger hun.
Han har tændt fjernsynet og sidder i sofaen nu. Der er vejrudsigt, han læner sig helt frem.
- Tror du, hegnet holder? siger hun.
- Ellers finder vi ud af noget, siger han, og til mig: - Sæt dig dog ned.
Jeg drikker mit vand, mens de småsludrer. Jeg hører ikke rigtig, hvad de siger. Putte rejser sig og henter en lokalavis. Hun bladrer i den med benene oppe, hun er lidt kraftig over lårene. John kigger med over hendes skulder og brummer imens.
- Det skulle de have gjort allerede sidste år, siger Putte og ryster på hovedet.
- Jo, men, du ved, siger John.
- Alligevel.
De ser hele avisen igennem på den måde. Så folder hun den sammen og giver ham et lille dask på knæet med den:
- Hvad står den på? siger hun.
- Con carne.
John hakker løg og snøfter henne fra det åbne køkken, Putte knapper kedeldragten op og smider den over en stol. Hun har gamacher og en ternet, løs skjorte indenunder. Skisokker uden på gamacherne. Hun tager en cigaret fra en pakke på stigereolen, tænder den og går hen til John, stikker cigaretten i munden på ham.
- Så tuder man ikke, siger hun til mig.
Hun sætter sig og kigger på fjernsynet. Gaber lidt. Lægger sig halvt ned i sofaen, rækker ud efter en plaid og trækker den over sig. Vi ser regionale nyheder. Hun falder i søvn. Jeg ser på hendes ansigt, måske er hun kun halvt så gammel som mig.
Jeg falder også i søvn i stolen. Da jeg vågner, er John ved at dække spisebordet. Han stiller salt og peber frem og folder servietterne sirligt på midten. Han vækker Putte ved at banke to fingre mod hendes pande.
- Skal du ikke have dit overtøj af? Det der sjal, for eksempel, siger han til mig.
- Joh.
Jeg ser ned ad mig selv; der er både knapper og lynlås i min frakke. Et par frynser fra sjalet har sat sig fast i lynlåsen.
- Må jeg låne toilettet også? siger jeg.
- Det gør du bare.
Han peger over sin skulder ud bag køkkenet og laver en hvislende lyd med tænderne:
- Tsch. Det er den vej.
Imens vi spiser, fortæller Putte en lang historie om sin far, der åbenbart bor i Næstved. Han har været hos lægen for at få noget medicin til Puttes bror uden broderens medvidende, lægen ville selvfølgelig ikke udskrive en recept under de omstændigheder, og så fik faderen åndenød og primen i fingrene og måtte have et glas koldt vand, men da lægen også var kommet med en plastikpose fra Lidl, som faderen skulle trække vejret igennem, havde han slået hendes hånd væk og sagt:
- Kan du få fjernet det lort.
Putte er flov over sin far, hun synes, han opfører sig som et lille barn. John forsvarer ham:
- Hun kender vel Eskild.
- Jo, men alligevel. Det er pinligt for Ibber.
Ibber er broderen, forstår jeg. Putte ryster på hovedet og tager en tår mælk. John drikker vand, og det gør jeg også.
- Kan du lide det? Du behøver ikke spise op, siger Putte til mig og et øjeblik efter:
- John er vores bedste kok. Der er ikke nogen her i regionen, der kan stege en flæskesteg som ham.
- Årh, det ved jeg ikke, siger han.
Fadet er tomt. Putte kører pegefingeren rundt i det og stikker den i munden. Det lader ikke til, at de skal ryge efter maden. John rejser sig og sætter kaffe over. Putte ser på hans ryg og nulrer sin fletning. Jeg ser på mine hænder, jeg ved ikke, hvad det er med de hænder.
- Vi går tidligt i seng, siger Putte. - Du får bare sofaen. Der ligger man godt.
- Vi tager dynen ude på loftet, siger John fra køkkenet. - Den kan lige hænge lidt henne ved ovnen.
- Så er det vist nu, man bør sige, at I ikke skal have for meget besvær, siger jeg.
Putte fortrækker ikke en mine:
- Nå, men vi har ikke en skid at lave alligevel. Vi går bare her med vores piskesmæld.
- Vi vil gerne have noget andet at gå lidt op i, siger John, og så ler de hjerteligt begge to. John sætter en kop foran mig, han lægger en vaniljekrans på dækkeservietten og én til ovenpå og én til og én til. Nu driller Putte ham:
- En til, John. Så kan vi spille klodsmajor.
- Jeg vil gerne over på øen, siger jeg.
- Hvad for en ø? siger Putte og tager den øverste vaniljekrans:
- Den herude?
- Den lille lige derovre.
- Det er kvieøen, siger John.
- Nu? siger Putte.
- Den bliver brugt til græsning. Det er jo Pilegårds.
- Der er en lille hytte omme bag træerne.
John tager en vaniljekrans og én til og taler med småkage i munden:
- Det er en rar lille plet.
- Ikke når kvierne græsser, siger Putte.
- Kunne den hytte være til leje? siger jeg.
John griner, det støver lidt fra hans mund:
- Pilegård lejer sin gamle mor ud, hvis det er.
- Pilegårds pengepung er direkte lavet af muldvarpeskind, siger Putte, nu støver det også fra hende.
- Vil du ikke have en småkage? Du er lidt af en dame, siger John.
- Jeg går op og finder dynen nu, siger Putte og rejser sig, fletningen svinger i luften.
- Nej. Det er jeg desværre ikke. Nej, tak, siger jeg.
- Det siger vi, så, siger John og kradser sig på brystet i kedeldragten.
2
Jeg ligger i deres hjørnesofa med fødderne inde i hjørnet. Det blæser kraftigt, blæsten suser omkring huset. Lyset fra gadelygten bevæger sig uregelmæssigt rundt i stuen. Dynebetrækket lugter af skyllemiddel. Der er ingen lyde oppefra mere. Først hørte jeg deres stemmer som to forskellige tonearter uden at kunne skelne ordene. De talte længe. På et tidspunkt grinede de. Efterhånden blev der længere og længere mellem sætningerne. En sætning og et svar og et kort svar. Pause. En kort sætning. Pause. Svar.
Jeg tænder den lille lampet over sofaen og sætter mig op. Rækker ned efter rullekufferten, får den trukket hen til mig og åbner den. Jeg har taget mit uldne undertøj med, det mente jeg nok. Jeg har også taget nogle tørklæder med. Jeg husker ikke, at jeg lagde fem fnugruller i kufferten, men der må have været en bagtanke. Jeg dvæler ved mine knæstrømper. Fire par. Der er også et par af Bjørnvigs lange, de er lidt nussede i det. Han bruger dem i sine gummistøvler, ellers går han mest i hvide træsko.
Der er trin oppe fra soveværelset. Derefter på trappen, og så bliver døren ind til stuen lirket op. Det er Putte med løst hår i natkjole.
- Skal vi tage et spil uno? siger hun. - Det er jo ikke til at sove i.
Hun nikker ud mod vejen, stormen drøner gennem gaden nu.
- Det kan vi godt.
Jeg får stillet kufferten tilbage på gulvet og sætter mig helt op. Putte skubber bordet ind til sofaen og tænder fyrfadslys. Kortene ligger øverst i den store grønmalede kiste.
- Det er vores spilopbevaring, siger Putte. - Vi har tooghalvfjerds. Der er mange puslespil, som vi har samlet og skilt ad igen, men vi har også forskellige brætspil.
- Jeg ved ikke, hvordan man spiller uno.
- Har du ikke børn?
- Ikke selv.
- Kender du nogen?
- Hvem?
- Ja, børn.
- Et par stykker.
- Spiller de ikke?
- De sidder nogle gange med noget.
- Det er sikkert uno. Det er et rigtigt børnespil.
- De er næsten ikke børn mere.
- Nåh. De er store.
- Ja.
- Så spiller de nok ikke uno.
Hun forklarer mig reglerne, men jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Så vi drøfter bare mine udspil undervejs:
- Nu kan du lægge en grøn eller en sekser, siger hun.
- Nu kan du lægge en blå, eller du kan skifte farve.
Det buldrer udefra. Putte siger, at det er vintønderne, som de bruger til at opsamle regnvand i. Den ene er næsten tom og har låg på, den slår mod den anden. Tønderne kommer helt fra Ungarn. Det er en dame, der importerer dem, hun har en altmuligforretning i en gammel benzintank, Putte arbejder for hende. Først solgte de også spegepølser og røget ål, men folk syntes, der var en bismag af maskinolie. Nu sælger de ting og sager fra hele verden og Fuglebjerg. Aflagt service og sengetøj. Nisser året rundt. Små ting af blik.
- Det er nok ikke noget for dig, siger hun.
- Jeg kan meget godt lide nisser, siger jeg.
- Vi har kun åbent fredag- lørdag- søndag på denne her tid af året. Men nu ved du det, hvis det er. Det er ni kilometer ind ad landevejen. I krydset efter rundkørslen.
- Det skal jeg huske.
På et tidspunkt er jeg ved at falde i søvn, mens Putte blander kort. Hun ser op på mig og derefter på væguret, klokken er kvart over to.
- Nej, nu må det være, siger hun og samler kortene, lægger dem i æsken og derefter øverst i kisten.
- Vi skal sove. Lad os håbe, huset står i morgen. Godnat.
- Godnat.
- Ja, godnat så.
- Godnat.
Hun bliver stående lidt i døråbningen og kigger på mig. Løfter så sin hånd til en hilsen og slukker den sidste lampe på det lille udtræksbord. Jeg lægger mig på siden og trækker dynen helt op over hovedet, stormen er en fjern uro et godt stykke borte, benene bliver tunge.
Det er altså her, jeg befinder mig. I et lille, nyfiltset hus hos to imødekommende mennesker ude ved kysten i en hjørnesofa. Ved siden af en gammel grønmalet kiste. Det var en mulighed at tømme kisten og placere sit legeme i den, indtil åndedrættet ophørte, men på den anden side, sikke et arbejde med alle de spil og kort. Orkanen får det til at knage i taget. Det er heller ikke det, jeg vil. Jeg vender mig i sofaen. Den kraftige lugt af skyllemiddel. Venlige fremmede. Muligheden for at stige på en bus og senere på en anden. Sidenhen bliver jeg ikke klogere, det kommer.
