Offer af S. J. Bolton
Liget havde jeg ingen problemer med. Det var omstændighederne, der slog mig ud.
Vi, der arbejder med menneskekroppens skrøbeligheder, accepterer det som en del af jobbet, at vi undervejs får et stadigt stigende kendskab til døden. De fleste mennesker synes, der er et element af mystik forbundet med sjælens bortgang fra sit jordiske hylster af knogler, muskler, fedt og sener. For os bliver dødens og råddenskabens fremmarch gradvist, men uundgåeligt mere afklaret, startende med den grundlæggende anatomiundervisning og det første glimt af menneskelige legemer dækket af hvide lagner og anbragt i et rum, der skinner af koldt stål.
I årenes løb har jeg observeret døden, dissekeret døden, lugtet døden, prikket til døden, vejet og undersøgt døden, til tider sågar hørt døden (den bløde, hviskende lyd et lig kan lave, når kropsvæskerne lægger sig til rette) oftere, end jeg har tal på. Og jeg har vænnet mig fuldstændig til døden. Jeg havde bare aldrig ventet, at den pludselig ville springe frem og råbe: "Bøh!"
En eller anden spurgte mig engang ved en pubfrokost, hvor man diskuterede kvaliteten af diverse tv-krimier, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg en dag fandt et rigtigt, levende lig. Jeg havde forstået præcis, hvad han mente, og han havde smilet, allerede mens de fjogede ord forlod hans læber. Jeg havde fortalt ham, at jeg ikke vidste det. Men jeg har af og til tænkt over det. Hvad ville jeg gøre, hvis Kadaver-Joe pludselig dukkede frem og forskrækkede mig? Ville den professionelle distance træde ind og få mig til at tjekke de grundlæggende omstændigheder, ville jeg mentalt notere mig forholdene og omgivelserne – eller ville jeg skrige højt og løbe væk?
Og så kom dagen, hvor det skete.
Det var lige begyndt at regne, da jeg satte mig ind i den minigravemaskine, jeg havde lejet samme morgen. Dråberne var bløde, næsten behagelige, men den mørke sky over mit hoved sagde mig, at der var mere i vente end blot en let forårsregn. Det var godt nok tidligt i maj, men så langt nordpå var tunge regnskyl stadig en daglig begivenhed. Det slog mig, at det kunne være farligt at grave i sådan et vådt vejr, men jeg startede motoren alligevel.
Jamie lå på siden omtrent 20 meter oppe ad bakken. Hans højre forben og bagben hvilede på jorden. De to venstreben stak ud fra kroppen med hovene svævende 30 centimeter over græsset. Hvis han havde sovet, ville kropsstillingen have været komisk; i døden var den grotesk. En sværm af fluer summede over hans hoved og anus. Forrådnelsen begynder, så snart døden sætter ind, og jeg vidste, at den allerede var ved at tage fart inde i Jamie. Usynlige bakterier var ved at æde hans indre organer op. Fluer var ved at lægge deres æg, og i løbet af nogle få timer ville miderne være udklækket og begyndt at bane sig vej gennem hans kød. For at gøre ondt værre sad der en skade på gærdet ved siden af og så skiftevis på Jamie og mig.
Den forbandede fugl er ude efter hans øjne, tænkte jeg, hans smukke, følsomme, brune øjne. Jeg var ikke sikker på, at jeg selv kunne begrave Jamie, men jeg kunne umuligt bare se til, mens skader og mider forvandlede min bedste ven til fastfood.
Jeg anbragte min højre hånd om gashåndtaget og trak det bagud for at speede motoren op. Jeg mærkede trykluftmekanismen gå i gang og skubbede begge ratstænger fremad. Gravemaskinen rykkede frem og bevægede sig op ad skrænten.
Da jeg nåede den stejlere del af skråningen, foretog jeg en beregning. Jamie var en temmelig stor hest – halvanden meter høj – med en lang ryg. Jeg ville være nødt til at grave et hul på to gange to meter ind i skråningen. Det var en stor mængde jord, forholdene var langt fra ideelle, og jeg var ikke nogen gravemaskineekspert; efter 20 minutters instruktion havde udlejningsfirmaet overladt resten til mig selv. Duncan ville være hjemme om et døgn, og jeg tænkte på, om det måske ikke alligevel var bedst at vente. Skaden ovre på gærdet smiskede og lavede nogle overlegne små skridt til siden. Jeg bed tænderne sammen og skubbede ratstængerne frem igen.
I indhegningen til højre for mig stod Charles og Henry og så på mig med smukke, bedrøvede ansigter hængende i luften over hegnet. Nogle mennesker påstår, at heste er dumme. Tro dem ikke! Disse dyr har sjæl, og de to derovre tog del i min smerte, mens gravemaskinen og jeg trillede op i retning af Jamie.
Efter at have kørt to meter standsede jeg og sprang ned.
Nogle af fluerne var så venlige at trække sig tilbage på respektfuld afstand, mens jeg satte mig på knæ ved siden af Jamie og strøg med hånden over hans sorte manke. Ti år tidligere, da han havde været en ung hest, og jeg var afdelingslæge ved St. Mary's Hospital, havde mit livs store kærlighed – eller rettere: den person jeg troede var det – slået op med mig. Med hjertet revet itu var jeg kørt ud til mine forældres gård i Wiltshire, hvor Jamie havde stået i stalden. Han stak hovedet ud af båsen, da han hørte bilen komme. Jeg var gået over og havde strøget ham blødt over mulen, hvorefter jeg sænkede mit hoved, så det rørte hans. En halv time senere var mulen helt våd af mine tårer, og han havde ikke rørt sig en tomme. Hvis det havde været fysisk muligt for ham, ville han have givet mig et knus.
Jamie, smukke Jamie, rask som vinden og stærk som en tiger. Hans store, venlige hjerte havde omsider givet op, og det sidste, jeg kunne gøre for ham i denne verden, var at grave et pokkers stort hul.
Jeg satte mig ind i gravemaskinen igen, hævede gravearmen og sænkede skovlen. Da den kom op igen, var den halvt fuld af jord. Ikke dårligt. Jeg svingede gravemaskinen rundt, hældte jorden ud, svingede tilbage og gjorde det samme en gang til. Denne gang var skovlen fuld af kompakt, mørkebrun jord. Da vi først ankom til stedet her, havde Duncan sagt i spøg, at hvis hans nye forretningsprojekt ikke blev en succes, kunne han altid sælge tørv i stedet. Vores ejendom er dækket af den slags ned til en dybde af tre eller fire meter, og det gjorde gravearbejdet svært, selv med en maskine.
Jeg fortsatte med at grave.
En time efter gjorde regnskyerne alvor af deres trussel, skaden havde mistet tålmodigheden, og mit hul var cirka to meter dybt. Jeg havde sænket skovlen og førte den fremad i en skubbende bevægelse, da jeg mærkede den gribe fat i noget. Jeg så ned og prøvede at kigge rundt om gravearmen. Så kravlede jeg ud af førerhuset og gik hen til kanten af hullet. En stor genstand pakket ind i noget stof, der havde fået brune pletter af tørven, var blevet trukket halvvejs op af jorden. Jeg overvejede at hoppe derned, da jeg så, at gravemaskinen holdt meget tæt på kanten, og at tørvejorden - som på dette tidspunkt var blevet meget våd - dryssede ned fra hullets sider.
Dårlig idé. Jeg ville nødigt fanges i et hul i jorden i regnvejr med en halvanden tons gravemaskine oven på mig. Jeg satte mig ind i førerhuset igen, bakkede fem meter, steg ud og gik hen til hullet nok engang for at se bedre efter.
Og så sprang jeg derned.
Der blev pludselig mørkere og mere stille omkring mig. Jeg kunne ikke længere mærke vinden, og selv regnen syntes at have lagt sig - jeg tror, meget af den var blevet båret af sted på vinden. Jeg kunne heller ikke høre hverken bølgerne i bugten et stykke borte eller den sporadiske lyd af bilmotorer. Jeg befandt mig i et hul i jorden, afskåret fra omverdenen, og jeg var ikke specielt begejstret for det.
Stoffet var lærred. Den på én gang bløde og ru overflade var ikke til at tage fejl af. Pletterne havde den samme dybe, mørkebrune farve som den omkringliggende jord, men alligevel kunne jeg se vævemønstrene i det. De flossede kanter, som kunne ses med jævne mellemrum, afslørede, at stoffet var blevet klippet ud i 30 centimeter brede strimler og viklet omkring genstanden som en bandage i overstørrelse. Den ene ende af bylten var temmelig bred, men derefter blev den smallere, hvorefter den blev bredere igen. Jeg havde frigjort omtrent en meter af den, men resten var stadig begravet.
Gerningssted, sagde en stemme i mit hoved; en stemme, jeg ikke genkendte, eftersom jeg aldrig havde hørt den før. Rør ikke ved noget, tilkald myndighederne.
Slap af, svarede jeg. Du tilkalder ikke politiet bare for at få undersøgt en bunke gamle klude eller et hundelig.
Jeg sad på hug i ti centimeter mudder, der hurtigt var ved at blive til 15. Regndråberne løb fra håret ind i øjnene på mig. Da jeg kiggede op, så jeg, at skyen oven over mig var blevet større. På denne tid af året gik solen ikke ned før tidligst klokken ti, men jeg regnede ikke med, at vi ville få den at se mere i dag. Jeg kiggede ned igen. Hvis det var en hund, så var det en stor én.
Det var fjollet at sammenligne det her med en egyptisk mumie, men det, jeg indtil videre havde gravet fri, havde tydeligt nok et menneskeligt omrids, og en eller anden havde pakket det meget omhyggeligt ind. Ville man gøre sådan, hvis det bare var noget gammelt skrammel? Måske hvis det var en hund, man havde holdt meget af. Jeg prøvede at stikke fingrene ind mellem bandagerne. De lå helt stramt, og jeg forstod, at jeg ikke kunne løsne dem, medmindre jeg brugte en kniv.
Det viste sig at være temmelig meget sværere at komme op af hullet end at springe ned i det, og jeg kunne mærke panikken melde sig, da mit tredje forsøg mislykkedes, og jeg tumlede baglæns ned igen. Den tanke, at jeg havde gravet min egen grav og set, at den var optaget, meldte sig i min bevidsthed som en pointe uden tilhørende vittighed. Ved fjerde forsøg kom jeg op over kanten og småløb tilbage til huset.
Telefonen i køkkenet gloede på mig. Jeg vendte ryggen til den og tog den takkede grøntsagskniv fra skuffen med bestik. Så gik jeg tilbage til ... min bevidsthed blev ved med at sige begravelsespladsen.
Hul, sagde jeg til mig selv i et bestemt tonefald. Det er bare et hul.
Da jeg var nede i det igen, satte jeg mig på hug og undersøgte mit usædvanlige fund, mens tiden føltes meget lang. Jeg havde en sær fornemmelse af, at jeg var ved at træde ind på en hidtil ubefærdet sti, og så snart jeg havde taget det første skridt, ville mit liv forandre sig fuldstændig og ikke nødvendigvis til det bedre. Jeg overvejede tilmed at kravle op af hullet og fylde det igen, grave en ny grav til Jamie og aldrig fortælle nogen, hvad jeg havde set. Jeg sad sammenkrøbet og tænkte mig om, indtil jeg var så stiv og kold, at jeg var nødt til at bevæge mig. Så tog jeg murskeen i hånden.
Jorden var blød, og jeg behøvede ikke grave særlig længe, før jeg havde frigjort 25 centimeter mere af bylten. Jeg tog fat omkring det bredeste sted og trak forsigtigt til. Den resterende del kom fri med en slubrende lyd.
Jeg rakte hånden hen mod den del af bylten, jeg havde frigjort først, og trak i lærredet for at løsne det. Så stak jeg spidsen af kniven derind, holdt godt fast med venstre hånd og førte kniven opad.
En menneskefod kom til syne.
Jeg skreg ikke. Faktisk smilede jeg. Nu løsnede lærredet sig nemlig, og det første, jeg fornemmede, var en kolossal lettelse: det her måtte være en udstillingsdukke af en slags, for selv om foden lignede en menneskefod, havde den en helt forkert farve. Jeg pustede en masse luft ud og begyndte at le.
Så tav jeg.
Foden havde nemlig nøjagtig samme farve som lærredet, der havde dækket den - samme farve som tørvejorden, den havde ligget i. Jeg rakte hånden frem. Ubeskriveligt kold; utvivlsomt organisk. Da jeg bevægede mine fingre forsigtigt omkring, kunne jeg mærke knoglestrukturen under huden, erstatningsvævet på lilletåen og området med ru hud under hælen. Foden var altså alligevel ægte, det var bare tørvejordens stærke, rødbrune farve, der havde smittet af på den.
Foden var lidt mindre end min egen og havde fået pedicure. Anklen var slank. Det var en kvinde. Jeg gættede på, at hun havde været ung - i 20'erne eller tidligt i 30'erne.
Jeg så op på resten af det indsvøbte lig. På det sted, hvor jeg vidste, at brystet skulle være, var der et stort, nærmest cirkulært område på cirka 35 centimeter i diameter, hvor lærredet havde ændret farve og var blevet mørkere, næsten sort. Enten var der noget usædvanligt i jorden, som havde smittet af på dette område, eller også var det blevet farvet, inden hun var blevet begravet.
Jeg havde virkelig ikke lyst til at se mere; jeg vidste, at jeg var nødt til at tilkalde myndighederne, lade dem ordne det. Men på en eller anden måde kunne jeg ikke lade være med at tage fat i det mørke felt og skære videre. Otte centimeter, ti, tolv. Jeg trak stoffet til side for at se, hvad der var nedenunder.
Selv da skreg jeg ikke. Mine ben føltes ikke længere, som om de tilhørte mig, mens jeg trådte så meget bagud, at jeg til sidst stødte imod hullets side. Så vendte jeg mig om og sprang, som gjaldt det livet. Da jeg kom op af hullet, blev jeg overrasket ved synet af den døde hest, der lå blot nogle få meter borte. Jeg havde glemt Jamie. Men det havde skaden ikke. Den sad og vippede på Jamies hoved og huggede vildt med næbbet. Den så op med skyldbetynget blik; så - jeg sværger på, at det er sandt - smiskede den ad mig. En klump skinnende væv, dryppende af blod, stak ud af næbbet: Jamies øje.
Så var det, jeg skreg.
Jeg sad ved siden af Jamie og ventede. Det regnede stadig, og jeg var gennemblødt, men jeg var ligeglad. I et af vores skure havde jeg fundet et gammelt lærredstelt og lagt det over Jamies krop, så kun hans hoved stak ud. Min stakkels, gamle hest skulle ikke begraves i dag. Jeg strøg hen over hans kønne, kastaniebrune hår og flettede konkurrencefletninger i hans manke, mens jeg i stilhed vågede over mine to afdøde venner.
Da jeg ikke længere kunne bære at se på Jamie, hævede jeg blikket og kiggede ud over havbugten Tresta Voe. Voe betyder "druknet dal". Den slags vige er der mange af heromkring; de ligger i snesevis langs kysten og ligner flader af tyndslidt silke. Det er umuligt at give en præcis beskrivelse af deres forvredne, fragmenterede omrids, men fra bakken bag vores hus kunne jeg se først landskabet, derefter vandet i den tidligere dal, der nu udgjorde en snæver bugt med sand på begge sider, så fulgte en smal bakke og derefter vandet igen. Hvis jeg havde været høj nok og mine øjne stærke nok, kunne jeg have set det fortsætte på den måde: skiftende striber af land og hav, indtil mit blik ville nå Atlanten, hvor klippegrunden omsider holdt op.
Jeg befandt mig på Shetlandsøerne, sandsynligvis den mest afsides og ukendte del af De Britiske Øer. De ligger cirka 150 kilometer fra Skotlands nordøstlige spids og består af omtrent hundrede øer. Femten af dem er beboet af mennesker; alle er beboet af søpapegøjer, rider, storkjover og andre former for vildt dyreliv.
I social, økonomisk og historisk henseende er øerne usædvanlige; geografisk set er de bizarre. Da Duncan og jeg første gang besøgte stedet sammen, lagde han armen om mig og hviskede, at engang for længe siden havde der foregået en kamp på dette sted mellem massive isbjerge og urgamle granitformationer. Shetlandsøerne - et ølandskab med kyststrækninger fulde af klippehuler, oversvømmede dale og forblæste klipper - var det, der blev tilbage. Dengang syntes jeg godt om historien, men i dag tror jeg, han tog fejl; jeg tror, at slaget stadig fortsætter. Faktisk forekommer det mig af og til, at Shetlandsøerne og deres beboere i århundreder har kæmpet mod vinden og havet ... og tabt.
Det tog dem 20 minutter. Den hvide bil med den blå stribe og det iøjnefaldende keltiske symbol på forskærmen var den første til at køre ind på gårdspladsen. Dion is Cuidich, Beskyt og tjen, lød mottoet. Politibilen blev fulgt af et stort, sort, firhjulstrukket køretøj og en ny - meget ny - sølvfarvet Mercedes-sportsvogn. To uniformerede betjente stod ud af politibilen, men det var dem fra de andre biler, jeg holdt mest øje med, mens gruppen bevægede sig hen imod mig.
Sportsvognens chauffør så alt for lille ud til at kunne være en kvindelig betjent. Hendes hår var meget mørkt, nåede ned til skuldrene og lagde sig omkring hendes ansigt. Da hun kom nærmere, kunne jeg se, at hun havde fine træk og grønbrune øjne. Hendes teint var perfekt, let fregnet hen over næsen og samme farve som café latte. Hun havde nye, grønne Hunter-gummistøvler på, en pletfri Barbour-frakke og røde uldbukser. Der sad små guldstikker i hendes øreflipper og adskillige ringe på hendes højre hånd.
Sammenlignet med hende virkede manden fra firhjulstrækkeren kæmpestor, mindst 1,90 høj og bred over skuldrene. Også han var iført en Barbour-frakke og grønne gummistøvler, men hans støvler var udtrådte, slidte og så ti år gamle ud. Håret var tykt og rødblond, og han havde den stærkt farvede, blodsprængte ansigtshud typisk for lyshudede mennesker, som opholder sig meget udendørs. Hans hænder var store med megen hård hud. Han lignede en bondemand. Da de kom nærmere, rejste jeg mig og lagde et stykke lærred over Jamies hoved. Folk kan sige, hvad de vil - efter min mening har selv heste krav på lidt ære og værdighed.
"Tora Guthrie?" spurgte han, mens han standsede to meter fra mig og så ned på den kæmpestore, hesteformede skikkelse, der lå for mine fødder.
"Ja," sagde jeg, da han havde set på mig en gang til. "Men jeg tror, du vil synes, det derovre er mere interessant." Jeg pegede i retning af hullet. Kvinden stod allerede på kanten og stirrede ned. Bag hende så jeg to politibiler køre ind på gårdspladsen.
Betjent-bondemanden gik et par skridt, hvilket bragte ham hen til kanten af hullet. Han så ned i det og vendte sig derefter om imod mig.
"Jeg er kriminalinspektør Andy Dunn fra Northern Constabulary," sagde han. "Det her er kriminaloverbetjent Dana Tulloch. Hun hjælper dig indenfor nu."
"Cirka seks måneder," sagde jeg, mens jeg tænkte på, hvornår jeg mon ville holde op med at ryste.
Vi befandt os i køkkenet, hvor kriminaloverbetjent Tulloch og jeg sad ved fyrretræsbordet, mens en kvindelig betjent stod i et hjørne af rummet. Normalt er vores køkken husets varmeste rum, men det føltes ikke sådan i dag. Kriminaloverbetjenten havde knappet frakken op i halsen, men hun havde ikke taget den af. Det kunne jeg umuligt fortænke hende i, men synet af hendes indhyllede skikkelse fik mig ikke ligefrem til at føle mig varmere. Den kvindelige betjent havde også beholdt overfrakken på, men i det mindste havde hun lavet kaffe til os, og det varme krus mellem mine hænder hjalp en smule.
Uden at bede om lov havde kriminaloverbetjent Tulloch sat en meget lille laptop til stikket i væggen, og ind imellem de spørgsmål, hun stillede mig, skrev hun løs i et tempo, der kunne havde vundet hende en medalje ved en sekretærkonkurrence i 1950'erne.
Vi havde været indendørs i cirka en halv time. Jeg havde fået lov til at skifte mit våde tøj ud med noget tørt. Faktisk havde de insisteret på, at jeg gjorde det. Alt det tøj, jeg havde haft på, var blevet taget fra mig, stukket i en pose og båret ud til en af de ventende biler. Jeg havde imidlertid ikke haft mulighed for at tage et brusebad, og jeg var meget bevidst om tørvejordspletterne på mine hænder og den mørkebrune jord under mine fingernegle. Man kunne ikke se marken fra det sted, jeg sad, men jeg havde hørt adskillige biler køre ind på gårdspladsen.
Jeg havde allerede tre gange refereret den sidste times begivenheder med en rigdom af detaljer, der blev mere og mere kedsommelig. Nu så det ud, som om man ville slå ind på en anden strategi, hvad angik spørgsmålene. "For fem eller seks måneder siden," gentog jeg. "Vi flyttede hertil i begyndelsen af december sidste år."
"Hvorfor?" spurgte hun. Jeg havde allerede bemærket hendes blide og venlige, skotske østkystdialekt. Hun var ikke fra Shetlandsøerne.
"På grund af det smukke landskab og livsstilen her," svarede jeg, mens jeg undrede mig over, hvad det var ved hende, der irriterede mig. Der var ikke noget specielt at beklage sig over: hun havde været høflig, om end en smule distancerende; professionel, måske noget kold. Hun var meget sparsommelig med det, hun sagde; der kom ikke et ord over hendes læber, uden at det var strengt nødvendigt. Til gengæld talte jeg for meget og blev hele tiden mere og mere sur. Denne kønne lille kvinde fik mig til at føle mig alt for stor, dårligt klædt, snavset og - frem for alt - skyldig.
"Og så er det et af de sikreste steder at bo i Storbritannien," tilføjede jeg med et trist smil. "Det stod der i hvert fald i jobannoncen." Jeg lænede mig frem over bordet i retning af hende. Hun så bare på mig.
"Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var en smule sært," plaprede jeg videre. "Jeg mener, hvad er det, man helst vil vide, når man søger et nyt job? Er lønnen god, hvor mange dages ferie får jeg, hvordan ligger arbejdstiden, hvor høje er huspriserne i området, og er skolerne gode? Men "Er det et sikkert sted at bo?" Hvem spørger om det? Det er næsten, som om I føler, I er nødt til at fremhæve jer selv heroppe."
Kriminaloverbetjent Tulloch besad en form for selvsikkerhed, jeg kun kunne fantasere om. Hun afbrød øjenkontakten og så ned i sit krus, upåvirket af historien indtil videre. Så hævede hun det og drak forsigtigt, hvorefter hun satte det ned igen. Hendes læbestift efterlod et svagt, lyserødt aftryk. Selv bruger jeg aldrig læbestift, og jeg hader de aftryk, det sætter. De er på en eller anden måde for personlige til, at man kan tillade sig at efterlade dem rundt omkring som en slags affald - lidt som at smide indpakningen til en tampon på gulvtæppet i et andet menneskes dagligstue.
Kriminaloverbetjent Tulloch så på mig. Hun havde et glimt i øjet, jeg ikke kunne tyde. Hun var enten pissevred, eller også morede hun sig.
"Min mand er skibsmægler," sagde jeg. "Han plejede at arbejde på Baltic Exchange i London. Engang midt på sommeren sidste år fik han et tilbud om at blive seniorpartner i et firma heroppe. Det var for godt et tilbud til, at han kunne sige nej tak."
"Det må have været lidt af en omvæltning for dig. Der er langt fra Sydengland og herop."
Jeg bøjede nakken som tegn til, at jeg måtte give hende ret. Jeg var kommet langt væk fra de bløde, frugtbare bakker i det engelske landskab, hvor jeg var vokset op; langt fra Londons støvede, larmende gader, hvor Duncan og jeg havde boet og arbejdet de sidste fem år; langt fra forældre, brødre, venner - hvis man ikke lige medregnede dem med fire ben. Ja, jeg var meget langt hjemmefra.
"For mig, måske," sagde jeg. "Men Duncan kommer fra øerne her. Han er vokset op på Unst."
"Det er en smuk ø. Ejer I huset her?"
Jeg nikkede. Duncan havde fundet huset og givet et bud på det, da han alligevel var heroppe på et af de mange besøg, han havde aflagt stedet for at undersøge forholdene omkring sit nye job. Takket være nogle båndlagte midler, han var blevet tildelt, da han var 13 år, havde vi aldrig været nødt til at tage et huslån. Den første gang, jeg så vores nye hjem, ejede vi det allerede, og vi var fulgt efter flyttebilerne op ad hovedvej A971. Jeg havde fået øje på et stort, gammelt stenhus, cirka hundrede år gammelt. Fra de store skydevinduer var der udsigt over Tresta Voe med Weisdales bakker liggende bagved. Når solen skinnede (hvilket jeg sværger på, at den af og til gjorde), var udsigten formidabel. Der var masser af land rundt om til vores heste; masser af plads indenfor til os to og hvem som helst, der kunne finde på at besøge os.
"Hvem købte I det af?"
Jeg forstod, at det var et meget centralt spørgsmål, hvilket rev mig ud af min lille dagdrøm. "Det er jeg ikke helt sikker på," indrømmede jeg.
Hun sagde intet, hævede bare øjenbrynene. Det var ikke den første gang, hun gjorde sådan. Jeg tænkte på, om det var en forhørsteknik: sig så lidt som muligt selv og lad den mistænkte plapre løs. Det var i det øjeblik, jeg forstod, at jeg var mistænkt i en mordsag og oplevede, hvordan det var muligt at føle sig både skræmt, vred og underholdt på samme tid.
"Min mand ordnede det," sagde jeg.
Hendes øjenbryn blev siddende oppe i panden.
"Jeg måtte afslutte min ansættelsesperiode i London," sagde jeg, for jeg ville ikke have hende til at tro, jeg var en af den slags kvinder, der overlader alle pengesager til mandfolkene, selv om jeg er det. "Men jeg ved, at her ikke har boet nogen i temmelig lang tid. Stedet var i ret dårlig stand, da vi flyttede ind."
Hun så rundt i mit ikke alt for ryddelige køkken og derefter tilbage på mig.
"Og den tidligere ejer var en eller anden fond. Der var en forbindelse til kirken, tror jeg." Jeg havde interesseret mig meget lidt for den slags. Jeg havde haft travlt på arbejdet, været fuldstændig uden entusiasme hvad angik flytningen og optaget af ... ting og sager. Jeg havde bare nikket, når Duncan sagde noget og skrevet under, når han bad mig om det.
"Ja, der var helt sikkert en forbindelse til kirken," sagde jeg, "for vi var nødt til at underskrive et tilsagn om, at vi ville opføre os anstændigt."
Det så ud, som om hendes blik formørkedes. "Og hvad betød det så?"
"Nå ja, det var bare fjolleri. Vi måtte love, at vi ikke ville bruge stedet til lovprisninger af nogen art; at vi ikke ville lave det om til et hjemsted for druk og hasard; og at vi ikke ville udøve heksekunst."
Jeg var vant til, at folk morede sig, når jeg fortalte dem dette. Kriminaloverbetjent Tulloch så ud, som om hun kedede sig. "Kan man kræve rent juridisk, at en kontrakt af den art overholdes?" spurgte hun.
"Sikkert ikke. Men eftersom vi ikke udfører heksekunst, har det aldrig rigtig været aktuelt."
"Det er jeg glad for at høre," sagde hun uden at smile. Jeg tænkte på, om jeg havde fornærmet hende og besluttede mig for at være ligeglad. Hvis hun var så sensibel, burde hun have valgt en anden profession. Det føltes, som om rummet blev koldere, og jeg blev stiv i lemmerne. Jeg strakte mig, rejste mig og vendte mig mod vinduet.
Gerningsstedet så nu sådan ud: mere politi var ankommet, blandt andre flere personer iført kedeldragter, der så ud, som om de var lavet af hvide skraldeposer. Et telt var blevet rejst over min udgravning. Rød- og hvidstribede plasticbånd strakte sig langs vores pigtrådshegn og afgrænsede en snæver gangsti ud fra gårdspladsen. En uniformeret politibetjent stod lige nøjagtigt lidt for tæt på Jamie. Mens jeg så på, slog han aske af sin cigaret, så det dryssede ned på lærredet, der dækkede hesten. Jeg vendte mig om igen.
"Men når man tænker på ligets tilstand derude, kan det godt se ud, som om nogen heromkring hygger sig med lidt sort magi."
Hun rettede sig op, den ligegyldige mine forsvandt.
"Hvad mener du?"
"Vent og se, hvad der kommer frem ved ligsynet. Måske tager jeg fejl. Mit speciale er bækkenpartiet, ikke brystet. Og vil du i øvrigt ikke nok være rar at bede dine kollegaer gå lidt mere hensynsfuldt frem? Jeg var ret glad for den hest."
"Jeg tror, de har andet i tankerne end din hest lige nu, doktor Guthrie."
"Kald mig ikke doktor Guthrie. Navnet er Hamilton. Og de burde udvise respekt."
"Hvad mener du?"
"Respekt for min ejendom, respekt for mine dyr. Selv dem, der er døde."
"Nej, jeg mener, hvorfor skal jeg kalde dig Hamilton?"
Jeg sukkede. "Jeg er vagthavende kirurg. Vi bliver tiltalt ved efternavn, men uden titel. Og Guthrie er min mands efternavn. Jeg har beholdt mit eget."
"Det skal jeg nok prøve at huske på. I mellemtiden er vi nødt til at få gjort noget ved den hest."
Hun rejste sig. Min puls gik i vejret.
"Vi er nødt til at komme af med ådslet," fortsatte hun. "Så hurtigt som muligt."
Jeg stirrede på hende.
"I dag," slog hun fast, da jeg ikke havde reageret.
"Jeg begraver ham, så snart I er færdige," sagde jeg så behersket som muligt.
Hun rystede på hovedet. "Det kan desværre ikke lade sig gøre. Teknikerne ovre fra fastlandet kommer snart. De er nødt til at gennemsøge hele området. Måske er vi nødt til at blive her i flere uger. Vi kan ikke arbejde med en død hest liggende midt i det hele."
Jeg tænkte, at det var hendes præcise, men ufølsomme ordvalg, der fik den hårde knude til at opstå i mit bryst; den der fortæller mig, at jeg er fandens vred, og at jeg virkelig, virkelig må passe på med, hvad jeg siger inden for de næste par minutter.
"Og som du sikkert er klar over, har det i adskillige år været forbudt for privatpersoner at begrave deres heste," fortsatte hun. Jeg gloede tilbage på hende. Selvfølgelig vidste jeg det: min mor havde ejet en rideskole de sidste tredive år. Men jeg havde ikke tænkt mig at skændes med politibetjent Tulloch om de uoverkommelige afgifter forbundet med at transportere en hest væk fra Shetlandsøerne. Ligesom jeg ikke ville fortælle hende om mit (unægtelig meget sentimentale) behov for at være i nærheden af Jamie.
Tulloch rejste sig og så sig om. Hun fik øje på telefonen på væggen over køleskabet og gik hen til den.
"Vil du ordne det," sagde hun, "eller skal jeg?"
Jeg tror helt ærligt, jeg kunne have slået hende på stedet. Jeg begyndte ligefrem at bevæge mig hen imod hende, og ud ad øjenkrogen kunne jeg se, at den anden betjent også bevægede sig fremad. Heldigvis for os begge ringede telefonen, inden Tulloch var nået helt hen til den. Til min stigende irritation besvarede hun opkaldet og rakte mig derefter røret. "Det er til dig," sagde hun.
"Virkelig!" Jeg gjorde ingen mine til at tage røret.
Hun trak hånden tilbage. "Vil du tage telefonen eller ej? Det lyder som noget vigtigt."
Jeg sendte hende det ondeste blik, jeg har, greb røret og vendte ryggen til hende. En stemme, jeg aldrig før havde hørt, begyndte at tale.
"Fru Hamilton, det er Kenn Gifford. Vi står her med en 23 årig patient. Gravid i 36. uge. Hun blev bragt ind for et kvarter siden, bløder stærkt. Fostret er lettere uroligt."
Jeg tvang mig selv til at lytte koncentreret. Hvem fanden var Kenn Gifford? Jeg kunne slet ikke placere ham - måske en af afdelingslægerne eller måske en afløser.
"Hvem er hun?" spurgte jeg.
Gifford gjorde et ophold. Jeg kunne høre ham bladre i nogle papirer.
"Janet Kennedy."
Jeg bandede dæmpet. Jeg havde holdt Janet grundigt under observation. Hun vejede 20 kilo for meget, havde en placenta previa, og for at gøre ondt værre var hendes blodtype rhesusnegativ. Hun var skemalagt til et kejsersnit om seks dage, men hun var gået i fødsel tidligt. Jeg så på uret. Klokken var kvart over fem. Jeg tænkte mig om et øjeblik.
Placenta previa vil sige, at moderkagen har sat sig i den lavere del af livmoderen i stedet for i den øvre del. Det blokerer, så barnet ikke kan komme ud, hvilket betyder, at den lille trold enten sidder fast - hvilket ikke er nogen rar situation - eller er tvunget til at flytte på livmoderen og dermed forstyrre sin egen blodtilførsel - hvilket er en endnu værre situation. Placenta previa er en af hovedårsagerne til blødninger i andet og tredje trimester.
Jeg tog en dyb indånding. "Få hende ind på operationsstuen. Vi er nødt til at forberede os på en massiv blødning under operationen, så sørg for at varsle blodbanken. Jeg kan være der om 20 minutter."
Forbindelsen gik ud, og i samme øjeblik kom jeg i tanker om, at Kenn Gifford var obstetrisk overlæge og hospitalsdirektør ved Franklin Stone Hospital i Lerwick. Med andre ord, min chef. Han havde netop afsluttet et halvt sabbatår og havde mere eller mindre forladt Shetlandsøerne på samme tidspunkt, som jeg var ankommet. Selv om han havde godkendt min udnævnelse, havde vi aldrig truffet hinanden. Nu skulle han være til stede, mens jeg udførte en vanskelig operation med alvorlig risiko for, at patienten kunne dø.
Og jeg som havde troet, at denne dag umuligt kunne blive værre.
