Ophold på vejen af Friedrich Dürrenmatt
I
Findes der endnu historier, der kan fortælles af en forfatter? Hvis man ikke føler trang til at berette om sig selv, til romantisk og lyrisk at generalisere sit eget jeg og udlevere resultatet til alle, hvis man ikke -- omend sandfærdigt -- finder det nødvendigt at fortælle om sine forhåbninger og nederlag eller at give detaljerede oplysninger om sit kærlighedsliv (som om nok så megen sandfærdighed kunne gøre dette til noget almengyldigt, uden at fortællingen måtte føres over på det medicinske eller i bedste fald psykologiske plan), hvis man ikke har lyst til alt dette, men hellere diskret træder tilbage, venligt, men bestemt sætter hegn om det private jeg, behandler stoffet som billedhuggeren sit materiale, bearbejder det og som en slags klassiker prøver på ikke straks at fortvivle, selv om det er umuligt at benægte den fuldstændige meningsløshed i alt -- da bliver det vanskeligere og ensommere at skrive, og det bliver endnu mere meningsløst. En kort bemærkning i litteraturhistorien har ingen interesse, for hvem er ikke blevet omtalt dér, og hvilke fuskere har ikke modtaget ros? Dagens, virkelighedens krav, er vigtigere. Men også her står man i et dilemma, også her er konjunkturerne de dårligst mulige. Almindelig underholdning finder man jo i hverdagen, man kan tilbringe sin aften i en biograf, poesi kan man læse på avisernes kultursider; derudover kræves sjælfuldhed, bekendelser, sandfærdighed. Der skal leveres højere værdier, moraliseres; der skal formes anvendelige slagord, noget skal bekæmpes eller bekræftes, snart er den kristne tro, snart angsten på mode, litteratur kort sagt. Men hvis en forfatter nægter at producere dette, nægter stadig stædigere, fordi han nok véd, at incitamentet til hans forfatterskab findes inde i ham selv, i hans egen bevidsthed og underbevidsthed, i hans egen tro og hans egen tvivl, og samtidig er af den mening, at netop dette ikke i ringeste måde vedkommer publikum -- at det må være tilstrækkeligt, hvad han skriver, former, giver skikkelse, man viser den appetitlige overflade og kun den, og man arbejder på den og kun dér, alt andet er tavshed, ingen kommentarer, ingen forklaringer, ingen løs udenomssnak? Ja, er han nået hertil, standser han op, tøver, bliver stammende, bliver rådvild, og det er sikkert uundgåeligt. En anelse i ham siger, at så findes der ikke mere at fortælle, han overvejer i fuldeste alvor at holde op med at skrive, måske findes der endnu et par sætninger, som er værd at notere, men ellers drejer han over på biologiens område for i det mindste rent intellektuelt at forsøge at forstå noget af menneskehedens eksplosion, de stadigt fremvoksende milliarder, denne utrættelige livmoders ustandselige avlen og føden, eller over i fysikken eller astronomien for at kunne gøre ordentlig rede for den mærkelige galge, hvori mennesket hænger og svinger. Resten må overlades til ugepressen -- Life og Match og Quick og hvad de nu allesammen hedder: præsidenten i sit ilttelt, den hyggelige onkel Bulganin i sin have, prinsessen med sin flotte flyveroberst, filmstjerner, dollaransigter, skiftende, snart passé, efter ganske kort tids forløb bekymrer ingen sig mere om dem. Og samtidig, parallelt med dette, den hverdag, som er alle menneskers, i mit tilfælde en vesteuropæisk hverdag, schweizisk for at være helt nøjagtig, oversvømmelser og snestorme og usle konjunkturer, uro og bekymring, fortvivlelsen, fremkaldt af personlige oplevelser, uden sammenhæng med verdenshelheden, det uafvendelige, udviklingen. Skæbnen har forladt scenen og sidder i kulissen og venter på at kunne uddele sit slag udenfor det egentlige repertoire, på selve scenen bliver alt blot til uheld: sygdommene, kriserne. Selv krigen afhænger af, om elektronhjernerne kan forudsige dens rentabilitet, men dette vil aldrig ske, når man -- forudsat at regnemaskinerne fungerer -- véd, at det kun er nederlagene, som matematisk kan kalkuleres. Men hvilken ulykke, om forfalskninger finder sted, utilladte indgreb i de kunstige hjerner, og dog ville selv dette blive mindre pinligt, end hvis en møtrik løsnede sig, en spole kom i uorden, en tangent gav forkert udslag: verdens undergang på grund af teknisk kortslutning, fejlkobling. I den verden findes ikke mere nogen Gud at frygte, ingen retfærdighed truer, ingen skæbne, som i Beethovens femte symfoni, men kun trafikulykker, motorstop, digebrud på grund af fejlkonstruktion, eksplosion på en atomfabrik som følge af en laborants distraktion, forkert indstillede ynglemaskiner. Gennem denne verden af motorstop, af maskiner i uorden, fører vor vej, og ved den støvede grøftekant, ved siden af reklamer for Bally-sko, Studebaker, ispinde og mindesten over forulykkede, dukker trods alt hist og her historier op, som er mulige, som er værd at fortælle: når menneskelighed lyser frem af et banalt dusinansigt, når uheldet ved en tilfældighed udvides til noget større, noget almengyldigere, når dom og retfærdighed bliver synlige, måske også nåde, omend blot tilfældigt opfanget og genspejlet i en beruset mands monokel.
II
Et uheld, dog ganske ufarligt, også i dette tilfælde et motorstop: Alfredo Traps, for at nævne navnet, beskæftiget i tekstilbranchen, femogfyrre år gammel, endnu ikke det mindste korpulent, et tiltalende menneske med behagelige manerer, selv om de røber, at en vis dressur har været nødvendig -- noget primitivt, noget ukultiveret, noget, som, rent ud sagt, kan minde om bissekræmmeren, skinner ved enkelte lejligheder igennem -- dette barn af vor tid kørte i sin Studebaker på en af hovedvejene i Schweiz -- han regnede med om en time at kunne være i sit hjem i en større by -- da bilen pludselig strejkede. Det viste sig ganske umuligt at få motoren startet igen. Fuldstændig hjælpeløs holdt den store, røde vogn neden for en lille bakke, mod nord drev en cumulussky, på vesthimlen stod eftermiddagssolen endnu højt. Traps røg en cigaret og foretog sig så det fornødne. Mekanikeren, som langt om længe indfandt sig for at slæbe Studebaker’en væk, erklærede, at han ikke turde love fejlen rettet før næste morgen, der var rimeligvis noget galt med benzintilførslen. Der fandtes ikke nogen mulighed for at få opklaret, om dette var rigtigt, og det var heller ikke tilrådeligt at forsøge -- i vore dage er man et hjælpeløst offer for bilmekanikere, ganske som ældre tiders mennesker var udleverede til røverriddere eller endnu længere tilbage i tiden til stammeguder og dæmoner. Traps var for magelig til at ville gå til nærmeste jernbanestation, som lå en halv times gang borte, og derfra foretage den korte, men en smule besværlige rejse hjem til sin kone og de fire børn -- som alle var drenge. Derfor bestemte han sig for at overnatte, hvor han var. Klokken var seks om eftermiddagen, det var meget varmt, man nærmede sig midsommer. Mekanikerværkstedet lå i udkanten af en lille by, som så meget tiltalende ud. Husene lå spredt ud over skovklædte skråninger, der fandtes en lille bakke midt i byen, en kirke, en præstegård og et urgammelt egetræ, som blev holdt oppe af jernringe og stivere. Alt gjorde et yderst solidt og velholdt indtryk, selv møddingerne bag gårdene var omhyggeligt samlede og tilklappede. Der fandtes også en lille fabrik og flere restauranter og kroer. Det viste sig imidlertid, at alle værelser var optaget -- Kvægavlernes Sammenslutning holdt årsmøde i byen. Der fandtes ikke en ledig seng, og Traps blev henvist til en villa, hvor rejsende ved flere lejligheder havde kunnet overnatte. Han tænkte lidt over tingene. Endnu havde han mulighed for at nå toget hjem, men han blev lokket af et stille håb om et lille eventyr. Det skete jo, at der i byerne -- som for eksempel i Grossbiestringen fornylig -- kunne findes kønne piger, der ikke havde noget imod at lade sig opvarte af en velbeslået handelsrejsende.
I godt humør slog han ind på vejen til villaen. Klokkerne kimede fra kirken. En flok køer luntede hjem mod staldene. Huset lå i en stor have -- det havde hvidkalkede mure, fladt tag, grønne rullegardiner. Det lå halvt skjult mellem buske, bøge og grantræer, ud mod vejen var der blomster, især var der mange roser. En ganske lille gammel mand med læderforklæde gik inde i haven. Det måtte vel være ejeren, som puslede med sine rosenbede.
Traps præsenterede sig og spurgte, om det var muligt at leje et værelse for natten.
"Hvad er Deres profession?" spurgte den gamle, som var kommet hen til hegnet. Han røg på en Brissago og nåede knapt oven over havelågen.
"Jeg arbejder i tekstilbranchen."
Den gamle betragtede ham opmærksomt. På langsynede menneskers måde kiggede han over kanten af brillerne.
"Ja, der skulle ikke være noget i vejen for, at De kan blive her i nat."
Traps forhørte sig om prisen.
Den gamle forklarede, at han ikke plejede at tage betaling for værelset. Han var enkemand, sønnen boede i Amerika, han havde en husbestyrerinde, Mademoiselle Simone, som sørgede for ham, så han var blot glad for nu
og da at få en gæst i huset.
Traps takkede. Han var rørt over gæstfriheden og bemærkede, at på landet var de gamle skikke gudskelov endnu i live. Hans vært åbnede lågen. Traps så sig omkring. Der var grusgange, græsplæner, skyggefulde steder, solbelyste partier.
Da de nåede hen til det store blomsterbed, fortalte den gamle, mens han med omhu beskar en højstammet rose, at han ventede gæster til aften. Gode venner, som boede i nærheden, dels i selve byen, dels længere inde mod bjergene, ældre herrer, der var pensionerede som han selv, og som var flyttet hertil for det milde klimas skyld, og fordi man her var fri for den ubehagelige føhnvind. De var alle ensomme og enkemænd, ivrige efter at møde nye mennesker, så det var en glæde for ham at kunne invitere hr. Traps til herremiddagen.
Men Traps var ikke videre henrykt. Han havde egentlig tænkt at spise på en af kroerne, men han syntes ikke, han kunne afslå den indbydelse, han lige havde fået. Han følte det som sin pligt at modtage den. Han havde jo akcepteret at overnatte uden at betale, og han ville ikke virke som et uhøfligt bymenneske. Derfor lod han, som om han var henrykt. Hans vært fulgte ham ind i huset og ovenpå for at vise ham værelset. Det var hyggeligt. Rindende vand, en bred seng, et bord, en magelig lænestol, på væggen et maleri af Ferdinand Hodler, bøger i gamle skindbind i reolen.
Traps åbnede sin rejsekuffert, vaskede og barberede sig, stænkede en sky af eau de cologne omkring sig, gik hen til vinduet, tændte en cigaret. Den store solskive sænkede sig nu hurtigt mod bjergene, fangede bøgekronerne i sine stråler. I tankerne gennemgik han dagens forretninger, bestillingen fra AS Rotacher, ikke så dårlig, vanskelighederne med Wildholz, som forlangte fem procent, men ham skulle han nok få taget på. Så dukkede hverdagens påmindelser op. Temmelig forvirrede, et planlagt ægteskabsbrud på Hotel Touring, problemet om han virkelig skulle købe et elektrisk tog til sin yngste søn (som var hans yndling) -- så tænkte han et øjeblik på, at det jo egentlig var hans pligt at ringe hjem til konen og fortælle hende om det ufrivillige ophold her i byen. Men han skød tanken fra sig. Som så ofte før. Hun var vant til det, og forøvrigt ville hun jo heller ikke tro ham. Han gabede og tændte en cigaret til. Han så tre gamle herrer komme gående nede på grusgangen, to af dem arm i arm, den tredje gik bagefter. De hilste på værten. Håndtryk, omfavnelser, snak om roser. Traps trak sig tilbage fra vinduet, gik hen til reolen. Efter bogtitlerne at dømme kunne han vente sig en trist aften: Hotzendorff: Das Verbrechen des Mordes und die Todesstrafe, Savigny: System des heutigen römischen Rechts, Ernst David Hölle: Die Praxis des Verhörs. Traps forstod. Hans vært var jurist, måske havde han været advokat. Traps forberedte sig på omstændelige diskussioner, for man kunne ikke vente, at sådan en studeret bogorm havde noget begreb om det virkelige liv -- lovene var jo også derefter. Man kunne også risikere, at de ville begynde at snakke om kunst og den slags, og så ville han let kunne blamere sig -- nåja, havde han ikke været så travlt optaget af forretningslivet, ville han naturligvis også have anskaffet sig sådanne højere interesser. Det var derfor i temmelig trist stemning, han gik ned til selskabet, som havde slået sig ned på den endnu solvarme veranda, mens den fyldige husbestyrerinde dækkede bord i spisestuen ved siden af. Men han studsede, da han så de gamle herrer, som sad og ventede på ham, og han var glad, da værten straks rejste sig og kom hen mod ham. Han så nu nærmest lapset ud med de få hvide hårtjavser omhyggeligt børstet tilbage, og han var klædt i en alt for stor jaket. Traps blev hilst velkommen. Med en kort tale. Det lykkedes ham at skjule sin forvirring, han mumlede, at glæden helt var på hans side, han bukkede køligt, yderst forbindtligt, spillede rollen som tekstilfagmand fra den store verden og tænkte vemodigt, at han jo faktisk kun var blevet her i byen for at finde en pige. Det var mislykkedes. Han så på de tre andre oldinge -- ingen af dem forekom på nogen måde mere normale end hans besynderlige vært. Som hæslige ravne sad de dèr i det sommerlyse rum med kurvemøbler og tynde, lette gardiner. De var ældgamle, snavsede, uplejede, selv om -- hvilket han straks konstaterede -- stoffet i deres jaketter var af bedste kvalitet. Herfra måtte dog undtages den lille, skaldede herre (Pilet, syvoghalvfjerds, oplyste værten, da han forestillede dem for hinanden). Hr. Pilet sad stiv og værdig på en yderst umagelig taburet, skønt der fandtes mere bekvemme stole rundt om, han var overdreven korrekt udstyret med en hvid nellike i knaphullet, og han sad uafbrudt og strøg sit buskede, sortfarvede overskæg. Det var tydeligt at se, at han var pensioneret, måske var han en tidligere klokker eller skorstensfejer, måske lokomotivfører, som på en eller anden måde var blevet så velhavende, at han kunne nyde sit otium i gode kår. De to andres uplejede og uvaskede ydre stak tydeligt af mod Pilet. Den ene (Kummer, toogfirs), der var endnu tykkere end Pilet, og ikke syntes at bestå af andet end fedtvalker, sad i en gyngestol. Han var pæonrød i ansigtet, havde en vældig drankernæse og joviale, stirrende øjne bag en gammeldags pincenez med guldkant. Formodentlig ved en fejltagelse havde han taget en natskjorte på under sin mørke jaket, og alle hans lommer var fyldt med aviser og papirer. Den anden (Zorn, seksogfirs) var høj og mager, havde en monokel fastklemt i venstre øje, ørnenæse, mensurar i ansigtet, kridhvid løvemanke, indfalden mund -- helt igennem en fortidslevning. Han havde knappet vesten skævt, og Traps lagde mærke til, at hans sokker var umage.
"Campari?" spurgte værten.
"Mange tak," svarede Traps og tog plads i en lænestol, mens den høje, magre interesseret betragtede ham gennem monoklen.
"De har ikke noget imod at deltage i vor lille leg, hr. Traps?"
"Selvfølgelig ikke. Det bliver sikkert meget morsomt."
De gamle herrer smilede og rokkede med hovederne.
"Vor leg vil måske forekomme Dem en smule ejendommelig," røbede værten forsigtigt, næsten tøvende. "Den består i, at vi om aftenen genoptager vort gamle arbejde."
Herrerne smilede igen, høfligt, diskret.
Traps spurgte forundret, hvordan det skulle forstås?
"Jo," forklarede værten, "jeg har tidligere været dommer, hr. Zorn offentlig anklager og hr. Kummer forsvarsadvokat, og vi leger altså domstol."
"Jaså," svarede Traps. Han fandt tanken passabel. Måske ville aftenen alligevel ikke være helt spildt.
Værten betragtede tekstilmanden med et venligt, højtideligt blik. Oftest, forklarede han med mild stemme, gennemgik de historiens berømte processer. Processen mod Sokrates, processen mod Jesus, processen mod Jeanne d’Arc, hele Dreyfus-sagen, fornylig havde de beskæftiget sig med rigsdagsbranden 1933 i Berlin, og en aften var Frederik den Store blevet erklæret for utilregnelig.
Traps undrede sig endnu mere. "Og det foretager De Dem hver aften?"
Dommeren nikkede. Men allerbedst var det naturligvis, forklarede han videre, når man kunne arbejde med levende materiale, det resulterede ofte i yderst interessante situationer. Så sent som i forgårs var et parlamentsmedlem, der havde holdt valgtale i byen og var kommet for sent til toget, blevet dømt til fjorten års tugthus for pengeafpresning og bestikkelse.
"En meget streng domstol," lo Traps.
"En æressag," erklærede de gamle strålende.
"Og hvilken rolle har De tænkt, jeg skulle spille?"
Smil igen, næsten latter.
Dommer, anklager og forsvarer havde man allerede, disse poster forudsatte jo også viden om materialet og spillets regler, påpegede værten. Det var altså kun den anklagede, man savnede, men hr. Traps måtte jo på ingen måde føle sig tvungen til at være med, ville han endnu en gang understrege. De gamle herrers påfund kvikkede Traps op. Aftenen var reddet. Der ville ikke komme en masse lærd og langtrukken snak, det hele så ud til at kunne blive ganske muntert. Han var et primitivt menneske uden alt for stor tænkeevne eller tilbøjelighed for hjernegymnastik, forretningsmand, snu, når der var brug for det, energisk i sit arbejde, desuden holdt han af at spise godt og drikke et glas, og han havde en vis svaghed for de mere håndfaste former for spøg. Jo, han ville gerne være med, sagde han, og han ville betragte det som en ære at udfylde den anklagedes tomme plads.
"Bravo!" kvækkede anklageren og klappede i hænderne.
"Bravo! Således taler et mandfolk. Det kan man kalde courage!"
Traps spurgte nysgerrigt, hvilken forbrydelse man havde tænkt sig at anklage ham for.
"Et uvigtigt punkt," svarede anklageren og pudsede sin monokel. "En forbrydelse kan man altid finde."
Alle lo.
Hr. Kummer rejste sig.
"Kom her, hr. Traps," sagde han næsten faderligt. "Vi må jo alligevel smage på husets portvin. Den må De endelig lære at kende."
