Over mørke vande af Robert Radcliffe

Hør Bogbidden her
Over mørke vande
1

Kapitel 1
Mit navn er Stephen Tomlin. Jeg var kadet på HMS Daisy, den nat hun blev sænket. Jeg må straks tilstå, at jeg har glemt, hvad der skete på en stor del af den tur og på de ture, der gik forud for den og som fulgte efter. Kendsgerningerne er kradset ned i de dagbøger og notesbøger, eg førte dengang, men når jeg læser i dem nu, kan jeg ikke huske ret mange af de tanker og hændelser, der er omtalt i dem. Jeg tror nok, grunden er, at de fleste af dem var betydningsløse, en ivrig, men forvirret 18-årigs umodne skriverier. Til mit forsvar må jeg dog sige, at en stor el af tiden om bord på et konvojeskorteskib dengang under krigen, modsat af hvad folk tror, gik med rutinearbejde og almindeligt slid og slæb – det var en hård tilværelse med store afsavn. Derfor har kun lidt af det hæftet sig i min hukommelse.
Bortset fra de vigtige begivenheder. Enkeltstående øjeblikke, hvor noget menneskeligt kom til syne, hvor man mærkede kammeratskabet, nogle få gange endog blev løssluppen og overstadig. En nordatlantisk storms frygtindgydende styrke. Den svimlende gysen, når Walter Deeds foretog et af sine vanvittige angreb på en neddykket kontakt. Følelsen af lammende hjælpeløshed ved at se et handelsskib synke. Stanken af bunkerolie og brændende lig, der fulgte med. Og Daisys endeligt, hvilket vel ikke kan overraske. Så isnende klart i dag som den dag, det fandt sted.
Hvilket var nytårsaften 1942. Daisy er, var, en korvet af Flowerklassen. Korvetter var korte og brede, havde enkeltskrue og var konstrueret på grundlag af tegningerne til et Middlesbroughhvalfangerskib. Med andre ord en fiskerbåd, der var fikset lidt op. Da krigen brød ud, blev konstruktionen hurtigt ændret, så skibene kunne benyttes til lettere patruljetjeneste langs kysterne. I Royal Navys klassiske tradition – og til konstruktørens forfærdelse – blev disse små kystpatruljefartøjer kastet direkte ud i Nordatlanten for at gøre eskortetjeneste på konvojerne. "Men de er slet ikke designet til at kunne modstå den slags strabadser!"indvendte konstruktøren. "Det er de nødt til at kunne,"svarede beslutningstagerne. Og det endte med, at der blev bygget mere end to hundrede, og deres eftermæle taler for sig selv.
Trods den kendsgerning, at korvetterne, som en kommentator udtrykte det, var bygget, så de "ville rulle på vådt græs", viste de sig at være fantastisk sødygtige skibe. De havde for lidt maskinkraft, for ringe pansring og befandt sig under vandet det meste af tiden, og med en længde på kun 60 meter og et deplacement på 1200 ton var de ikke stort andet end kolde, trange og stinkende sardindåser for de omkring 80 mand, der levede, arbejdede og ejlighedsvis døde i dem. De blev populært kaldet "billige og modbydelige"– billige for os og modbydelige for fjenden. Men når man først havde vænnet sig til dem – nogle gjorde det aldrig og lod sig overflytte til anden tjeneste så hurtigt som muligt – kunne man ikke drømme om at tilbringe tiden under krigen noget andet sted.
Hvorfor blomster? Det må guderne vide. Jeg prøvede engang at spørge mig for, men det lykkedes mig aldrig at finde ud af, hvis lyse idé det havde været at navngive disse små skibe efter blomster. Hvem det end var, fortjente han at blive stillet op mod en mur og skudt. Vi på vores tusindfryd, var ligesom besætningerne på så mange andre korvetter hele tiden skydeskive for vittigheder, både til vands og på land, og selvom det måske var meget morsomt i begyndelsen, blev det hurtigt trættende. Det var lige ved at drive skipper Deeds til vanvid. "Et krigsskib skal sgu have et navn, der lyser af ondskab. Eller opflammer til heltemod. Spartacus, for eksempel,"kunne han irriteret udbryde, mens han trampede omkrig på broen. Der var noget om det. Kan man forestille sig en tysk ubådschef blive grebet af frygt og rådvildhed ved udsigten til at blive forfulgt af en ombygget fiskerbåd med navnet Smørblomst? Det tror jeg ikke. Så vi mistede det psykologiske forspring, allerede før vi kom i gang. Blomster!
Vi var på vej over gabet. Den nat. Den 31. december 1942. Det midtatlantiske luftgab. Halvvejs hjemme med andre ord, seks dage efter at vi havde forladt Halifax, Nova Scotia, omkring en uge fra vores base i Londonderry. Vi var fire korvetter og én destroyer og eskorterede en konvoj på 60 handelsskibe, der sejlede med alt fra traktormotorolie til dåsetun. Disse konvojer var stort set det eneste, der holdt Storbritannien gående dengang, et forhold der af indlysende grunde ikke blev talt højt om. Man udbasunerede heller ikke, at Storbritannien ved krigsudbruddet var helt afhængig af en flåde på omkring tre tusind stort set udtjente handelsskibe for at få leveret halvdelen af sin mad, de fleste af sine råmaterialer til industrien og al sin olie. Hvis admiral Dönitz havde fået sin vilje med Hitler og fået overtalt galningen til at bruge sine kræfter på at standse disse skibe lige fra begyndelsen, havde det været ude med os i løbet af tre måneder. Churchill sagde for nylig, at det eneste, han virkelig var bange for i krigsårene, var risikoen for, at ubådene afskar de atlantiske forsyningslinjer.
Det var lige ved at ske, men til alt held for os foretrak Hitler, hvis forståelse af søkrigens finere detaljer ikke var hans stærkeste side, at bruge sine skibsbygningsressourcer på potenssymboler – imponerende, men sårbare uhyrer som Bismarck, Tirpitz og den slags – i stedet for at udvikle den store, billige og dødsensfarlige ubådsflåde, som Dönitz tiggede ham om. Det medførte, at vi fik et heldigt pusterum og byggede konvojeskorteskibe, så hurtigt vi kunne. Og udviklede og forbedrede vores antiubådsvåben og begyndte at handle mere koordineret.
Efter et stykke tid indså den tyske overkommando naturligvis sin fejltagelse og begyndte ligesom vi at arbejde mere målbevidst.Så meget, at situationen i begyndelsen af 43 var uafklaret. På det tidspunkt havde konvojkrigen udviklet sig til en modbydelig, blodig affære, hvor alt var tilladt. Det lod sig ikke afgøre, hvilken side der havde overtaget. Vi var langsomt ved at blive bedre til at beskytte de dyrebare handelsskibe, mens tyskerne efterhånden blev dygtigere til at angribe dem. Og de sænkede stadig alt for mange – på en enkelt uge i begyndelsen af det år sænkede de den forfærdende mængde af 100.000 ton. For en spillernatur – og vis mig en sømand, der ikke er det – stod chancerne lige med hensyn til, hvem der ville vinde. Jeg vil i forbigående gøre opmærksom på endnu en kendsgerning. Slaget om Atlanterhavet, som det kom til at hedde, var den eneste af krigens konflikter, der begyndte, den dag krigen blev erklæret, og stadig var i gang, den dag den sluttede. Og endnu en kendsgerning, der på uhyggelig vis understreger den grusomhed, krigen på havet blev gennemført med. Omkring 32.000 besætningsmedlemmer fra ubådene led, hvad der i mange tilfælde må have været en ubeskrivelig død. Dette tal repræsenterer det højeste procentvise tab i nogen gren af de tyske væbnede styrker. Statistisk set havde selv en infanterist ved den russiske front en større chance for at overleve. Mærkeligt nok mistede næsten lige så mange mand fra de allierede handelsflåder livet i den samme periode – et tal, der tilfældigvis udgør det højeste procentvise tab i nogen gren af de allierede styrker. Ikke nogen trøst for enkerne og de faderløse børn og sikkert heller ingen overraskelse for dem, der var med derude, men det sætter de menneskelige omkostninger på dette operationsområde i perspektiv.

2
Det midtatlantiske luftgab, altså. Et ensomt, fem hundrede kilometer bredt bidende koldt område på Nordatlanten mellem 20 og 40 grader vest sydøst for Grønland, et godt stykke syd for Island og derfor så langt fra land, at selv de fly, der havde den største rækkevidde, ikke kunne afpatruljere det. Med andre ord et enormt, åbent havområde, hvor der ikke var nogen som helst mulighed for flybeskyttelse. Så ubådene kunne samle sig dér i sikkerhed som et kobbel ulve, vælge det rigtige øjeblik og det rette mål og angribe i ro og mag. Djævlekløften var der nogle af os, der kaldte det. Det Sorte Hul var et andet navn. For det meste var det bare Gabet. Flydrengene fra kystkommandoen havde i flere måneder prøvet at beskytte området ved at benytte specielt udrustede Liberatormaskiner med lang rækkevidde. Men geografien var imod dem. Og det ynkværdige vinterdagslys. Og det forfærdelige vejr på Atlanten. Med tiden blev gabet faktisk lukket, men det var først på et senere tidspunkt. Indtil da måtte konvojer som vores den nat begive sig ud i det alene. Tyskerne havde også et navn for det. De kaldte det deres tumleplads.
Det var den koldeste nat, jeg kan huske. Så kold, at rimfrostkrystallerne satte sig som sukkerglasur på ens duffelcoat, og man fik et blåligt skær over kinderne. Som sædvanlig havde vi gjort klartskib for flere timer siden. Det vil sige, at vi var klar til kamp. Det var standardproceduren dengang. Om dagen kunne man føle sig nogenlunde sikker, fordi ubådene foretrak at angribe om natten. I ly af mørket kunne de nærme sig på overfladen, snige sig helt ind mellem handelsskibene som ræve i en hønsegård, kaste sig over dem og derefter dykke og slippe væk. Så når man befandt sig i en farlig zone som for eksempel gabet, var den almindelige rutine at hvile sig lidt i dagens løb, prøve at indhente manglende søvn og måltider, få noget varmt at spise, når dagen nærmede sig sin afslutning, blænde lanternerne og gå til sin post ved mørkets frembrud. Og så vente. Når man befandt sig på de breddegrader midt på vinteren og hele tiden havde udsigten til en ensom fem minutter lang dødskamp i det iskolde hav hængende over hovedet, kunne disse nætter virkelig føles meget lange. Jeg havde ikke nogen fast post. Jeg havde været på Daisy i syv måneder på det tidspunkt og var efterhånden begyndt at kende hende godt. Når vi var under klartskib, var min opgave at hjælpe til, når og hvor der var brug for det. Somme tider agterude hos mandskabet, der betjente vores 2-punds pom-pom-luftværnskanon, selvom det normalt kun ville være om dagen. Til andre tider hos sekondløjtnant Brown ved dybdebomberamperne på agterdækket eller hos vores anden sekondløjtnant, Dick Woolley, ved 4-tommerskanonen forude. Ved enkelte lejligheder i Asdichytten hos løjtnant Strang. Ganske ofte på broen hos chefen. Jeg var med andre ord en slags altmuligmand, og det var faktisk en væsentlig del af søkadettens traditionelle rolle. Ordet kadet eller søkadet har en tilbøjelighed til at fremkalde forestillinger om Nelsons flåde og smart klædte smådrenge i stramme bukser og lette uniformsfrakker, der klatrer op i vanterne og hen ad storråen, eller hvor det nu kan være. Hvor mange gange har folk i havnene ikke sagt til mig: "Søkadet?Hold da kæft, har flåden virkelig dem endnu!" Tja, det har … havde de, især i 43, da der var ved at opstå alvorlig mangel på uddannede officerer Når de sendte os kadetter ud på søen, var det bare endnu en måde at afkorte vores uddannelse på. Vi skulle udfylde officerstomrummet. Guderne skal vide, der var ved at være langt mellem dem. Faktisk havde vi allerede indkaldt RNR – Royal Navy reserve, flådens egentlige reserveofficerer – og RNVR – Royal Navy Volunteer Reserve, flådens frivillige reserve eller ‘gentlemanofficererne’, som de blev kaldt. Så var der Commonwealthdrengene fra RAN, RNZN og RCN, det vil sige fra den australske, den newzealandske og den canadiske flåde. De var okay, for det meste, men temmelig, hvad skal man sige … sløsede indimellem, og alt for afslappede. Ikke som den ægte vare. Faktisk var kun få af os på Daisy rigtige Royal Navyfolk. Løjtnanten, Strang, var, tror jeg nok. Bådsmanden, Larkin. Et par af fyrbøderne. Mig, selvfølgelig, selvom det var uden mit samtykke. Men det er en anden historie. Deeds, skipperen, kom ikke fra Royal Navy. Han kom fra handelsflåden og var derfor RNR, reserveofficer. Villiers var RNVR, fra den frivillige reserve.
Jeg befandt mig på broen, ude på brovingen på styrbords side sammen med udkigsmanden, en såkaldt betinget tjenestedygtig ved navn Pitt. De betinget tjenestedygtige blev kun hvervet ‘i tilfælde af fjendtligheder’ og var altså det laveste af det laveste. De blev indkaldt og stuvet om bord stort set uden at have fået nogen uddannelse. De fleste af dem havde aldrig været om bord på et skib før, de kendte bogstaveligt talt ikke den ene ende fra den anden. De skulle lære alt fra bunden. Nogle kom ret hurtigt efter det, andre var håbløse. Der blev altid taget gas på de betinget tjenestedygtige, især på de yngste. Jeg kan huske en af dem, en ny fyr, der gik om bord på Daisy en søndag morgen i Derry. Han så ud til at være omkring 16 og virkede fuldstændig skrækslagen. En af de ældre
søfolk, sandsynligvis Frank Tuker, fik øje på ham og tog omgående fat. "For satan, knægt, det er ellers på tide, du kommer! Der er mønstring om fem minutter, og chefen kræver, det bliver gjort lige efter bogen. Skynd dig at skifte til dit bedste kluns, og bed så underbådsmanden om nøglen til skibsorglet." Der var selvfølgelig ikke noget orgel på skibet, men den stakkels dreng slæbte sin køjesæk og gasmasken og alt det andet rundt på hele skuden for at finde nøglen til det skide instrument. Underbådsmanden havde den ikke og sendte ham videre til overfyrbøderen. Overfyrbøderen sagde, han ikke havde den, men at han skulle prøve maskinmesteren. Denne kløede sig i panden og sagde, han syntes, han havde set den hænge på væggen i officersmessen. Vi sad alle sammen og slappede af derinde, da den elendige fyr panikslagen kom farende og stammede noget om, at maskinmesteren havde sagt, skibschefen ville sømme hans nosser fast til dækket, hvis han ikke fandt nøglen til skibets orgel i en fart. Chefen, mr. Deeds, så op et
øjeblik, men sukkede bare og rystede på hovedet og læste videre i sin avis. Resten af os hånede ham og fnisede som skoledrenge uden for en slikforretning. Men Villiers – og det er grunden til, jeg stadig kan huske denne hændelse – Villiers blev rasende. Ikke på drengen, men over at han blev ydmyget på den måde. På systemet. "Hvad skal det være godt for med de meningsløse ritualer?" spurgte han, uden at det var henvendt til nogen bestemt. Det var usædvanligt, for jeg havde aldrig set ham virkelig vred før. Aldrig virkelig noget for alvor, nu jeg tænker efter. Han rejste sig og gik over til drengen.
"Hvad hedder duspurgte han, og hans ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændigt i løbet af et par sekunder. Han smilede, ikke nedladende, men på en måde, der bare sagde: Du skal ikke tage det af det, det skal nok gå.
"Godt, Hampton," fortsatte han. Det var noget i retning af Hampton. "Bare tag det roligt, det her betyder ikke noget. Skynd dig hellere nedenunder og stil dine ting fra dig, så kan du se dig lidt omkring på skibet. Din vagtchef vil sætte dig ind i arbejdet. Du bliver forbavset over, hvor hurtigt du kommer efter det."
Jeg glemmer det aldrig. Villiers og det forvirrede blik, den fyr havde. Og så lettelsen. Han er død nu, elvfølgelig. Hampton. Og Pitt også.

3
På korvetterne dengang var der spændt sejldug ud langs kommandobroens sider, men opad mod himlen var der helt åbent, så på broen var man ikke på nogen måde beskyttet mod elementerne. Hvis det regnede, blev man våd, men det var det mindste af det. Der var små hængslede ruder forrest som på en jeep, men de var mest til pynt. Det var meningen, de skulle skærme mod skumsprøjt, men hvis vejret var dårligt, og man tog en sø ind – og korvetterne tilbragte meget af deres tid med stævnen begravet under bølgerne – var de ikke til nogen som helst nytte; der var endog tilfælde, hvor de var blevet knust. I praksis var der ingen beskyttelse: Hvis det var vådt, var man det også selv; hvis det blæste, fik man hele bredsiden; hvis det var bidende koldt, frøs man. Og det var koldt den nat, som jeg allerede har sagt. Det havde det været i dagevis. Når kokken hentede kød ind fra det nye kødskab på dækket, måtte han lægge det i køleskabet for at tø det op. Det var koldt. Men så vidt jeg husker, var vejret ikke specielt hårdt, det blæste måske omkring vindstyrke fire. Daisy rullede, men det gjorde hun jo altid; søen steg og sank dovent som tjære i det svage stjernelys.
Daisys plads var agten for konvojen, hvor hun lå og sejlede frem og tilbage, da der kunne komme angreb bagfra, indkredsede skibe, der var sakket agterud, og i almindelighed prøvede at holde orden på formationen. Det var ikke så let i den kulsorte nat, når alle skibe sejlede med blændede lanterner. Og at ligge dernede og være konvojens bagtrop, det var det værst tænkelige for et hvilket som helst besætningsmedlem. Især for vores skipper. Han havde gået rundt og skumlet hele aftenen.
"Fandens til kulde," sagde han igen og igen med sin Yorkshireaccent. "Og det er for mørkt. Alt for satans mørkt." Som om det var vores skyld. Han befandt sig på den midterste del af broen, chefens almindelige plads, når vi skulle være på vores poster. Jeg kunne næsten ikke se ham i mørket, selvom han var mindre end tre meter fra mig, men jeg kunne fornemme ham. Det kunne vi alle sammen, fordi han som sædvanlig vandrede rastløs og fnysende rundt som en bjørn i et bur.
"Skal jeg lave en omgang kye til, sir?" tilbød jeg storsindet. Kye er flådens kakao. Man får det i de dér tykke grålighvide plader, som man river på et rivejern direkte i kruset. Så tilsætter man varmt vand og rører rundt, til skeen kan stå i det af sig selv, og så har man kye, en vidunderlig drik, der varmer om ribbenene på en iskold nat. Det er faktisk det brændstof, der holder flåden i gang. Det faldt mig aldrig ind, at mit tilbud om at lave det var ensbetydende med, at jeg måtte en tur nedenunder i den varme kabys. Men i hvert fald ville Deeds ikke have noget. "Om en halv time måske. Ikke nu," svarede han fra et sted i mørket. Det var i det øjeblik, Pitt stivnede ved rælingen ved siden af mig. Jeg så det også. Et fjernt hvidt glimt ude i horisonten på styrbords side, der næsten omgående svandt ind til et rødt skær.
"Så går det løs," mumlede Pitt bag sin kikkert. "Lige på slaget … en nytårshilsen til os alle sammen."
Jeg så på mit ur. Pitt havde ret. Klokken var fire minutter over midnat. Den 1. januar 1943. Et nyt år. Jeg følte ikke noget. Ingen spænding, ingen fornemmelse af, at et blad blev vendt i en bog. Der var ingen følelse af, at enden var ved at være nær. Kun kulden og en træg, nøje afmålt medlidenhed med de mænd, der begyndte deres håbløse kamp for livet på et hældende dæk langt forude i konvojen.
"Sømål, sir!" Jeg aflagde rapport – temmelig unødvendigt, da alle havde set det. Men sådan var proceduren. "Ud for styrbords bov, omkring otte kilometer. Det ser ud til at være oppe forrest i den midterste kolonne." Sømål. Ikke skib ramt af torpedo, ikke skib sprængt i stumper og stykker eller skib i brand og ved at synke. Bare sømål. Rapporter kun, hvad du ser, havde Deeds banket ind i hovedet på os igen og igen. Kun hvad du rent faktisk ser. "Men sir," indvendte jeg engang helt åndssvagt, "hvis vi nu med sikkerhed ved, det er en torpedo …" "Og hvo’n fanden kan De vide det med sikkerhed? Er De måske synsk? Det kan jo være, hun er løbet på en mine eller har fået en bombe i hovedet af en Dornier. Måske er det bare en brand i kabyssen eller en eksplosion i maskinrummet. Det kan også være, en eller anden klovn simpelt hen har tabt et signallys på dækket. Så længe vi ikke ved noget med sikkerhed, kan vi kun sige, det er et lysglimt på et skib. Altså et sømål. Forstået?"
"Forstået, Tomlin." Hans stemme lød rolig og behersket, nu da det begyndte. "Torpedo," tilføjede han perverst, men som man kunne vente. Omkring ham rettede andre mørke skikkelser deres kikkerter mod det ramte skib. "Må Gud være med dem sådan en nat," sagde en eller anden. "Det må være nede på minus 15 grader."
Fem minutter senere endnu et glimt. Nærmere end det første, nede i den bageste del af konvojen. Og denne gang var der ikke brug for Deeds’ eufemismer. Alle, der så det, vidste, hvad det var. En funklende gul eksplosion, der oplyste himlen, og et kort øjeblik før den svandt hen, badede de tilstedeværende på broen i et modbydeligt skær. Få sekunder efter kom eksplosionens dumpe rumlen.
"Læg ror til 20 grader styrbord!" Deeds bøjede sig over talerørene. "Tryk på alarmen! Maskine, fuld kraft frem, den dér kom fra vores ende af eskorten." En alarmklokke ringede, så det kunne høres over hele skibet. Et øjeblik efter krængede Daisy mod bagbord, og vi mærkede, hvordan pladerne rystede mere og mere under vores fødder, da hun begyndte at accelerere ind i den bageste del af konvojen. Det begyndte igen. Selvom der var mænd, som kæmpede for deres liv kun lidt over en kilometer væk – vi kunne tydeligt se det sidst ramte skib aftegne sig mod de spillende flammer – kunne ingen af os sige sig fri for at føle en kildrende forventning ved udsigten til at gå i aktion. Til at gøre noget. Slå igen. Jeg prøvede at virke nonchalant ligesom alle andre og gik ind mod midten af broen for at være klar til at modtage ordrer. Gå ned og vær klar ved pom-pomen, kadet. Eller ved Lewis-maskingeværet eller projektøren. Eller simpelt hen: Bliv her, kadet, til jeg får brug for Dem. Selvom vi i teorien havde været klar i timevis, var der igen røre på skibet – hun var som en hund, der rystede sig og langsomt vågnede, kom til live. Præcis som hun havde gjort hundreder af gange før.
"Broen, her er maskinrummet. Maskinen løber med 220 omdrejninger, alt er klar hernede."
"Broen, styrehuset her. Bådsmanden ved rattet, styrer nul-trenul."
"Broen, Brown her. Dybdebomber klargjort."
"Okay." Deeds bøjede sig mod et andet talerør. "Asdic. Strang!
Er der noget?"
"Intet." Løjtnantens stemme lød metallisk i talerøret.
"Hvad? Slet ikke noget?"
En pause. "Der er tres skibe derude, sir." Strang virkede irriteret.
"Der er masser af støj fra skruerne, men intet på Asdic’en."
"Nå, men den sidste ubåd må i hvert fald være dykket, efter den fyrede torpedoen af. Den er dernede et eller andet sted i vores sektor, så De må sgu blive ved med at søge." Deeds var ved at vågne til live igen. Når han ventede og var uvirksom, forekom han hjælpeløs, afmægtig, som en fange. Men i samme øjeblik alarmklokken lød og varslede forestående handling, blev han forvandlet, fyldt med energi, fri. Resultatet var, at det skete for hele skibet. "Woolley!" Han lænede sig frem over broens ræling. Nede på dækket under ham stod nogle skikkelser klædt i hvide beskyttelseshætter og stålhjelme omkring en stor dækskanons betjeningsplatform.
"Ja, sir!" Et rundt og blegt ansigt dernede så op på Deeds.
"Er Deres 4-tommers ærtebøsse dér klargjort og bemandet, sekondløjtnant?"
"Bemandet og skudklar, sir."
"Godt. Vi kan få brug for den. Admiralitetet mener, der er så mange som seks ubåde i området. En nat som den her vil de angribe på overfladen, så De gør fandens klogt i at holde øjnene åbne." Han trådte tilbage fra rælingen, en lille, firskåren skikkelse under den vuggende stjernehimmel, et gråt ansigt med dybe furer, en slidt uniformskasket skubbet tilbage, så en skaldet isse kom til syne. "Og det gælder jer alle sammen," tilføjede han og løftede kikkerten. Det andet skib brændte voldsomt nu, flammerne klatrede opad mod himlen, havde et mærkeligt grønt skær. Det betød, hun var lastet med jernmalm. Så hun ville synke som en sten. Hun havde allerede stærk slagside. Vi kunne skelne silhuetter af mennesker, der løb fra det voksende inferno.
"Det er sgu for let," bandede Deeds. "En måneløs nat, sort som kul, flere dage uden luftdækning, 60 skibe beskyttet af fire små, elendige korvetter og en udtjent destroyer. Det er som at skyde sild i en tønde."
Der kom endnu en meddelelse fra et talerør; det var, som om Deeds havde givet stikordet. "Broen, her er radiorummet!"
"Hvad er der?"
"Signal fra Vehement." Vehement var destroyeren, der havde kommandoen i konvojen.
"Lad mig høre."
"Vehement til Daisy. Fjenden trængt ind i konvojens bageste eskorteområde. Har I brug for hjælp til sporing?"
"Nej, gu’ har vi ej, din skid," mumlede Deeds med kikkerten svejset til øjnene. Det fortabte malmskib var på vej ned, hendes agterdæk var nu under vandlinjen, hendes forstavn rejste sig af havet som en fortvivlet pegende finger. Mennesker sprang i de iskolde bølger omkring hende. Vehements signal var en påmindelse, en irettesættelse. Eskortekommandøren, der pilede frem og tilbage langt oppe foran konvojen, fortalte os, at Daisy havde ladet en ubåd slippe forbi og ind i den bageste del af konvojen.

"Signalér nej tak, vi …" Endnu et glimt oplyste himlen, og få sekunder senere et fjerde, begge fra et sted midt i konvojen. Deeds tøvede, hans kikkert drejede fra det ene offer til det andet. Det betød ikke længere noget, han kunne ikke stille noget op nu, ingen kunne. "… vurderer, fjenden er trængt ind i konvojen fra alle sider, vi fortsætter afsøgningen af bageste område. Tomlin!"
Endelig. "Ja, sir!"
"Hvad laver De?"
"Ikke noget, sir."
"Hvad mener De med ikke noget?"
"Jeg mener, jeg står her ved maskingeværet i styrbords side, sir. Og ved projektøren og Aldislampen, sir." Med andre ord ikke noget. Ikke noget vigtigt. Som sædvanligt.
"Godt. Så smut op i udkigstønden i en fart. Tag kikkerten med, og se, om De kan få øje på noget, hvad som helst."
Jeg var allerede på vej. Hen mod masten. Udkigstønden var ikke stort andet end en forvokset konservesdåse, der var sømmet fast til den vuggende radiomast seks meter over dækket. Udkigsmændene hadede den for det meste, bevægelserne deroppe var rædselsfulde, man var stort set ikke beskyttet, og hvis vinden kom agterind, var man ved at blive kvalt af røg fra skorstenen. Men jeg var ung og adræt og ivrig. Jeg næsten løb hen over broen mod kahytstrappen.
Det var på det tidspunkt, jeg så Villiers.
Han var roligt på vej op mod broen ad lejderen i bagbords side. Han havde sin uniformsjakke og søstøvlerne på, men uden på jakken bar han sin tykke lædervest, om halsen sit hvide pañuelotørklæde og på hovedet den mærkelige sorte boina, der lignede en alpehue, men bare var lidt større. Han må have nærmet sig de hvilket på det tidspunkt virkede vældig modent for en 18-årig som mig, men forekommer latterligt ungt nu, når man tænker tilbage på det. Han kastede et blik på mig, der var en venlig genkendelse i hans øjne, og så derefter ud over konvojen. Jeg tøvede, fornemmede hvad der ville komme. Deeds vendte sig om og fik øje på ham.
"Nåh, så det er Dem, Villiers," brummede han til hilsen og vendte sig igen. Daisy kæmpede sig fremad for fuld kraft nu, blev løftet op af søerne og kastede sig ind i dem med et hvidt kødben af en bovbølge i gabet.
"Ja, sir," svarede Villiers forsigtigt. En pause. Jeg tøvede stadig.
"Foreløbig fire træffere, ikke?"
"Noget i den retning."
"Der må være mennesker i vandet."
"Det ved jeg." Deeds stod stadig med ryggen til ham. Ovre mod højre et nyt glimt, da endnu en torpedo ramte plet. "For fanden da! Hvor mange kan der være af dem?"
"Mr. Deeds, må jeg …"
"Nej, glem det, Villiers, det må De ikke! Vi er ved at afsøge vores sektor, der er mindst én ubåd dernede, og jeg er indstillet på at angribe når som helst. Faktisk så snart Strang får sin magiske boks, eller hvad det er for noget lort, til at virke." Som for at bevise det bøjede han sig endnu en gang over talerørene. "Asdic! Strang?
Noget nyt?"
"Stadig for meget larm, sir, skibe der synker, skotter der bryder sammen. Den slags. Vi bliver ved med at søge og melder det, så snart vi finder noget."
"Det håber jeg fandeme også!"
"Jeg kan have en båd i vandet på under to minutter, sir." Villiers’ stemme var mærkeligt rolig. "Lad mig få fire mand."
Deeds vendte sig brat om. "Sekondløjtnant Villiers, må jeg minde Dem om, at De formelt set ikke længere er medlem af denne besætning. Og at jeg blot transporterer Dem tilbage til Deres hjemstedshavn, så De kan blive slæbt for rettergangschefens kommission og få røven på komedie og efter min mening helt retfærdigt kan blive sparket ud af flåden!"
"Mr. Deeds." Han smilede. Den skøre kugle smilede virkelig. Et troskyldigt jeg-ved-De-ikke-mener-det-for-alvor-smil. "Mr. Deeds. Jeg er nødt til at gøre det, det ved vi begge to. Besætningen fra malmskibet derovre, vi krydser hendes kølvand om et øjeblik, de er allerede i vandet, og der kommer mange hundrede til, før natten er forbi. Drej lidt mod bagbord, så vi får en smule læ, så sætter jeg båden i vandet og ror den væk fra Daisy, før De ved af det. De behøver næsten ikke standse."
"Jeg beder om tilladelse til at tage med ham, sir!" Når sandheden skal frem, fløj ordene ud af munden på mig, før jeg vidste, jeg havde sagt dem.
Deeds så vantro fra den ene til den anden. Så var det pludselig, som om han sank sammen foran os, som om luften gik ud af ham. Som om han blev overmandet af træthed over det alt sammen.
Over sin alder. Tre lange år havde han gjort det her. Tre år stort set uden en pause. Det tog livet af ham lidt efter lidt.
"Det er vanvittigt, menneske, fuldstændig vanvittigt," protesterede han sammenbidt. "Bortset fra risikoen ved at bringe Daisy til standsning, hvad håber De så at opnå? Hvor mange mennesker kan De redde i en robåd på fire en halv meter?"
"Vi kan samle dem. Få dem op af vandet og over i redningsflåderne og holde sammen på dem. De vil få en chance. Hvis vi ikke gør noget, mister vi hundreder. De må lade mig prøve, sir."
Broen blev for et øjeblik oplyst bagfra af endnu et glimt, så Deeds’ lavstammede skikkelse kom til syne midt på den. Denne gang kom glimtet fra konvojens styrbordsside. Samtidig begyndte lysgranater og lysfaldskærme at gnistre forskellige steder på himlen, så det lignede et privat festfyrværkeri. "Det var som fanden!" bandede han. Han havde redningsbælte på, selvfølgelig, og tjenestepistolen fremme, som det altid var tilfældet, når alarmklokken havde ringet. Den hang i en hvid fangsnor om halsen på ham, en af hans mange små charmerende særheder. En af de andre var den måde, hvorpå han af og til stak hånden ind på brystet under sin duffelcoat. Som Napoleon. Sådan havde jeg i hvert fald altid opfattet det.
"Jeg er ikke i stand til at samle jer op igen, er De klar over det? Der kan gå timer. Jeg gør i hvert fald ikke noget forsøg, før vi har jaget dem væk, og det er sikkert at stoppe."
"Det ved jeg. Vi holder os på afstand, til De er klar. Holder kontakt med en signallanterne."
"Vanvittigt," gentog Deeds, men han vidste, han havde tabt. "Villiers, De har bare at få den fordømte båd væk fra os i en allerhelvedes fart. Der er ubåde overalt i nat."
"Jeg holder Dem ikke tilbage mere end et minut eller to."
De betragtede hinanden. Jeg holdt bare vejret og ventede. Daisy dykkede ned i en sø, blev løftet op igen, og det brusende og skummende iskolde hav skyllede hen over dækket og ud gennem spygatterne. Næsten som en far og en søn, tænkte jeg, mens jeg så på dem og ikke vidste, hvad der skete i deres hoveder. Til sidst et nik, et enkelt nik til os begge to, så vendte han sig fremad igen. "Udmærket. Gør jer klar. Og få det overstået i en fart."
Daisy havde to redningsbåde, der var placeret midtskibs, en i hver side. Redningsbåde blev somme tider kaldt hvalbåde; det gik tilbage til dengang, da harpuner blev kastet med hånden, og man var nødt til at ro en lille båd helt hen til sit bytte for at have en chance for at ramme det. Og de var virkelig små, omkring fire en halv meter lange, klinkbyggede og af træ. Stærke nok, men for det uøvede øje så de ikke stort anderledes ud end de tingester, man ror sin familie en tur i på søen i den lokale park. De hang i davider over dækket. Når man skulle sætte en båd i vandet, svingede man daviderne udad, så den hang ud over skibssiden. Så kravlede man om bord og sænkede båden ved hjælp af reb og bloktrisser, de såkaldte bådtaljer, indtil man nåede vandet. Det lyder ganske enkelt, men selv på en stille dag, hvor vandet er blankt som et spejl, går der forbavsende let kludder i det. Når det er mørkt ude på havet, er det uanset vejret direkte farligt.
Man er nødt til at standse skibet. Bare et minut eller to, mens man sænker båden ned i vandet og gør sig fri af taljerne. Ellers bliver båden trukket af sted og slår ind i skibssiden eller drejer sidelæns og bliver fyldt med vand og kæntrer. Det var denne standsning af skibet i et hav fyldt med ubåde, det at man gjorde sig til et ubevægeligt mål, der mest af alt bekymrede Walter Deeds og alle andre om bord.

5
Men Villiers vidste, hvad han gjorde. I løbet af et par minutter fandt han frem til tre mand mere og samlede os alle fire ved bagbordsbåden. Ud over mig var der den tidligere nævnte Frank Tuker, en notorisk sur fuldbefaren matros, der havde været længe på søen. Og så var der William Harrison, en signalgast fra Wellingborough, der altid talte meget stille, og en af de betinget tjenestedygtige, Albert Giddings, en ung mand med bumser i ansigtet, som var ude på sin første tur. Ingen virkede overvældende glade ved udsigten til en natteudflugt i robåd midt på Atlanten for at lede efter døde eller døende sømænd, hvor man ikke kunne vente andet selskab end seks eller flere fjendtlige ubåde. Især Giddings så ud til at have det rædselsfuldt. Han var bleg som et lagen og rystede af angst.
"Jeg påskønner, I vil være med til det her," sagde Villiers ganske enkelt, som om de havde noget valg. Men han fik det til at lyde, som om de havde. "Vi skal nok klare den, det har I mit ord på." Jeg troede ham. Giddings, hvis øjne var som blege underkopper i mørket, prøvede fortvivlet at tro ham. Harrisons ansigt var udtryksløst, Tuker gryntede bare. Vi smed forskelligt udstyr,reb, lommelygter og så videre, ned i båden og begyndte at løsne taljerne. Daisy var allerede ved at tage fart af og drejede ind i en halvcirkel for at skabe et område med nogenlunde roligt vand, som vores båd kunne sættes ned i. To mand kom for at hjælpe os. Vi kravlede om bord og ventede så på, at Daisy skulle standse helt op. Det virkede som en evighed, men der kan kun være gået et par minutter, før vi langsomt bumpede ned langs siden på hende. Jeg kan huske den uvante stilhed, da Daisy havde standset motorerne, og man hørte de dovne bølger slå mod hendes skrog. "Få så lidt fart på, for helvede!" råbte den ene af vores hjælpere utålmodigt oppe fra dækket. Endelig ramte vi på mere eller mindre ret køl vandet med et plask, og efter kun en smule fumlen løsnede vi
heksene, som taljerne var fastgjort til.
Villiers satte sig ved rorpinden i agterenden. Resten af os tog en åre hver, og da vi havde placeret os side om side på tofterne, begyndte vi at trække os væk fra Daisy.
Da vi roere jo sad sådan, at vores ansigter vendte bagud, så jeg det hele. I den mest levende slowmotion.
Vi var kun nået omkring hundrede meter væk. Selvom det skummede kraftigt ved Daisys bagstavn, da skruen begyndte at æde sig gennem vandet igen, var hun endnu ikke for alvor begyndt at bevæge sig. Pludselig rejste Villiers sig op i bagenden af vores båd.
"Åh gud. Jeg har slået dem alle sammen ihjel." Det var, hvad han sagde. Straks efter passerede en slags dunkende vibration forbi direkte under os, og en snorlige, grøn fosforescerende linje fulgte efter dernede, omkring en meter under overfladen, og fortsatte med en ufattelig fart mod skibet.
"Daisy!" Det var Villiers. Ikke et advarselsskrig, heller ikke et udtryk for hjælpeløshed. Det var et urskrig. Et dødsskrig. Et skrig fyldt med sorg, med et tab så stort, at det ikke var til at bære. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på en.
Torpedoen ramte Daisy midtskibs. Lige i fuelolietankene, der var placeret bag det forreste kedelrums ydervægge. Der lød først et mindre, dumpt drøn, så fulgte der omkring et halvt sekund senere et enormt glimt, en kolossal, rystende eksplosion, og Daisy revnede simpelt hen, gik i to stykker, der blev løftet højt op på midten, så de næsten var helt ude af vandet. Samtidig eksploderede en søjle af ild og skumsprøjt 18-20 meter op i luften. Stumper af udstyr fra dækket, dele af overbygningen og hvad der umiskendeligt var menneskekroppe fulgte med opad. Pom-pomen, dens halve ton metal, blev uden videre revet af affutagen bagude og fløj roterende om sig selv 30 meter ud over agterstavnen, som om nogen havde kastet den. Forude blev 4-tommerskanonen, som mandskabet med de hvide beskyttelseshætter stadig stod samlet omkring, revet af det vanvittigt hældende dæk og tumlede ud i bølgerne foran forstavnen. Det var som om alt, der lå imellem for- og agterenden, altså hele skibets midtersektion, forsvandt for øjnene af os.
Jeg mærkede et overordentlig kraftigt stød i brystet, da trykbølgen ramte os. Den slog mig bagover, så jeg faldt ned i bunden af båden og lå med benene i vejret. En eller anden, Villiers, råbte op. "Ro!" Sådan lød det i hvert fald. "For jomfru Marias skyld, ro!" Men vi var for døve og for lamslåede til at gøre noget, bortset fra at stirre i forfærdelse på vores skibs undergang.
Det varede kun sekunder. Da den første eksplosion stilnede af, lagde hun sig mere eller mindre på ret køl igen. Hendes to halvdele fandt næsten sammen på ny, som om et par usynlige kæmpehænder ved et mirakel prøvede at genforene dem. Men som to elskende, der vender sig bort fra hinanden, rullede de to halvdele så om på siden i hver sin retning, og med en frygtelig rungen og gungren fra sit indre, pinefulde metalliske hvin og et skrig af udstrømmende damp vendte Daisy sin ruststribede køl i vejret og begav sig af sted mod havbunden.
Villiers råbte stadig. Men der var ikke tid. Ikke tid til at forstå, end ikke tid til at prøve at fatte, hvad der var sket, og hvad det betød. Mindre end et minut tidligere havde et skib, vores skib, ligget lige foran os. Nu var det væk, udslettet, på vej ned mod det sorte dyb. "Ro!" råbte han igen og igen. "Ro for guds skyld, alle sammen!" Jeg så hans ansigt nær ved mit, mærkede hans hånd gribe fat i kraven på min duffelcoat og hale mig op på toften igen. "Kom så, Stephen!" Jeg så på ham, prøvede at høre, prøvede at forstå, men jeg var stadig døv, stadig så chokeret, at jeg var ude af stand til at gøre noget. "Dybdebomberne, Stephen! De er alle sammen armerede, de går af om et øjeblik!" Dybdebomberne. Daisys dybdebomber. Sekondløjtnant Martin Browns dybdebomber. Forsynet med tændladninger og armerede og klar til at eksplodere på deres forudindstillede dybder.
Vi ville blive sprængt i stumper og stykker.
Jeg skubbede mig helt op på toften, famlede efter min åre. Ved siden af mig begyndte nogen, Harrison tror jeg nok, at trække til i en anden åre. De to andre var bag os i forstavnen, jeg ved ikke, om de roede.
Ikke fordi det gjorde den store forskel. Dybdebomberne eksploderede.
Jeg husker kun dette. En uhyggelig lysring, et bredt cirkelrundt glimt, en slags lyn lige over vandfladen, hvor Daisy havde ligget. En voldsom dirrende fornemmelse under mine fødder. Et tordenbrag, og så skød hele havet, hele verden opad, standsede og fortsatte igen opad i ryk. En hård, forrevet mur af massivt vand blev slynget op i nattehimlen og blev stående fastfrosset dér som en kæmpe stalagmit eller et himmelstræbende spir, i hvad der virkede som en evighed, og begyndte så at synke sammen igen.
Og så bølgen. En truende grå kompakt vold af vand, der sydende blev skubbet hen imod os fra epicentret. Der voksede, mens den bredte sig, rejste sig for at begrave os og i løbet af et øjeblik tårnede sig seks meter eller mere op over vores hoveder. Så var den over os, krummede sig højt oppe, blank, sort, lydløs. Et glimt af en skumhvid bølgekam kantet af en himmel fuld af stjerner, en gabende mund, et fastfrosset tidløst øjeblik, så var stjernerne væk, muren styrtede sammen, og i en vanvittigt piskende, faldende, kværnende kaotisk evighed gik verden under.
Det er egentlig ikke så slemt at drukne. Man bliver ikke grebet så meget af vanvid og panik, som jeg ellers altid havde forestillet mig. Det iskolde vand jager luften ud af lungerne på et øjeblik. Det er et chok. Men derefter går man ned, det er meget mørkt, meget koldt og meget stille. Og meget fredfyldt.
tja, det var så det, tænkte jeg og overgav mig.

hele teksten
over mørke vande
1

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.

Sections

Over mørke vande af Robert Radcliffe

Litteratursiden

laeseklub_spot.JPG

Quick links

Om bogbidder.dk

Kontakt