Pandoras æske

Hør bog bidden her

KAPITEL 1
   Snestorm i den mellemstore provinsby. Inger forsøger at koncentrere sig om sin bog i den røgfri kupé. Hun røg en cigaret i morges. Tog et stænk parfume på. Har tygget tyggegummi siden. Hendes barnebarn skal ikke have røg på sig. Hun har alle julegaverne i en af de store, sorte plastposer.
   Inger nikker til et par andre bedstemødre. De har kufferter med. Det har hun ikke. Hvilken dag man juler sammen, er ligegyldigt, gentager hun hvert år ved denne tid for sig selv og omverdenen. Hun skal arbejde i julen, er hendes andet faste omkvæd.
   Hun sidder stift i den del af toget, de har aftalt. Hendes huslige og begavede datter har bagt og lavet juledekorationer med den toårige i hele december.
   Det var et ærgerligt tidspunkt, hendes trofaste, brugte Peugeot fik startproblemer på. Værkstedet har heldigvis lovet den færdig til sidst på eftermiddagen; men hun havde aftalt med Susanne at komme tidligt.

   "Mormor, mormor." Benjamin kommer farende. Stort knus. Hun er lige ved at græde. Snøfter. Ingen tårer skal ses i dag. Får et kys på kinden af sin høje datter.
   "Mor, kan du ikke lige sætte ham op i klapvognen?" Hun begynder på det. En skarphed under juletonen fra datteren får Inger til at klodse lidt i det med klapvognen. "Lad mig gøre det, det er altså ikke så svært."
   Tavst lader Inger hende gøre det. De aser op ad en stejl bakke. "Den er ellers skrap, den her bakke," puster Inger.
   "Ja, derfor ville det være rart, hvis du havde gjort det," småhvæser Susanne tilbage. Inger siger ingenting om sin hofte og sin alder, men går så hurtigt, hun magter.
   De kommer frem til det hyggelige rækkehus. Børn fra kvarteret løber ud og ind. Hun får fine, hjemmelavede gaver af Benjamin. En af dem er fyldt med hjemmebagte småkager. Inger roser småkagerne.
   Susanne siger med et kunstigt smil: "Ja, nogen af os er jo nødt til at være praktiske." Ingers rolige svigersøn, Søren, rømmer sig og ser på sin kone. Inger er lige ved at stamme, da hun gentager sin ros af kagerne. Susanne er tavs. Hun må have arbejdet hårdt. Hvorfor er Inger hele tiden ved at græde af rørelse og taknemlighed? Det her er juleri som i så mange hjem i Danmark.

   I morgen skal Susanne og Benjamin og Søren fejre juleaften med farmor og morfar. Overalt er der hjemmelavede juledekorationer. Inger piller ved adventskransen og åbner munden for at fortælle, hvor fin hun synes den er.
   "Mor, pas nu på, at du ikke ødelægger den." Susannes stemme er skarp, som om hun taler til et uartigt barn. Inger skal til at svare igen, men tager sig i det. De er alene sammen. Benjamin og Søren og flere andre fra kvarteret er gået i skoven, hvor det er tilladt at fælde juletræer for billige penge. Ingen af dem siger noget. Inger spørger, om hun må sætte en cd med julesalmer på.
   "Nu skal jeg. Sidste jul kom der ridser på den. Cd’er skal også behandles varsomt."
   Inger sidder stiv og siger ingenting. Susanne lukker øjnene. Hun sover rævesøvn på samme måde, som da hun var lille. Endelig kommer flokken af fædre og børn hjem, slæbende på juletræer.
   Juletræet er flot. Benjamin og hans små kammerater fortæller med snublende ord, at de selv har fældet det. De voksne smiler til hinanden. Om mormor ikke synes, det er det flotteste juletræ i verden? Jo, det synes Inger.
   Benjamin er begyndt at forsøge at få familien til at hænge sammen.
   "Mormor, kender du morfar?"
   Hun svarer med et af sine særlige smil til ham: "Det gør jeg da. Morfar og jeg har lavet din mor sammen. Vi har været gift for mange, mange år siden."
   Benjamin har tabt interessen for lang tid siden. Han leger med den Duplo-bondegård, hun har haft med til ham.
   De voksne er glade for deres gaver og har en ekstra til hende, som hun ikke må åbne før juleaften. De siger, at hun ikke kan gætte, hvad det er. Det kan hun heller ikke. Den anden gave er et billede af Benjamin i skifteramme, som hun har ønsket sig. De spiser og hygger.

   På vej hjem i toget sætter hun sig i den kvælende røgkupé, ryger hidsigt og tænker på spørgsmålet: "Kender du morfar?"
   Den tynde hinde mellem juletonen og spidsheden fra datteren? Benjamin sover ikke hele natten endnu. Hun er træt.
   Hjemme kan Inger ikke sove. Går rundt.

   "Mormor, kender du morfar?"
   
   I morgen fejres lysets fødsel. Håbet og troen. Den tro, der betyder så meget for hende. Fik hende til at opgive arbejdet som gymnasielærer for at studere til præst. Hun har skrevet prædiken til 2. juledag.
   Tænk på dét, Inger, ikke på Susannes spidse tone, ikke på Benjamins spørgsmål.
   Biblen. Hun prøver at få ro omkring sig, vælger sin slidte gamle Bibel og slår på må og få op i den. Den åbner sig af sig selv på det sted, hun har læst så mange gange. Kong Salomons dom.
   Dér, hvor Susannes to breve, fra hun var elleve år, ligger.
 
   "Hej mor. Jeg har fået dit brev. Jeg håber, du vil hilse fra mig og sige, jeg kommer med næste gang, vi skal til Jylland. Som du nok har gættet, kommer jeg ikke med denne gang. For jeg har løst til at slappe lidt af. Jeg håber, det er okay med dig. Tak på forhånd, din og fars og ikke mindst Misse-kattens Susanne. Jeg tænker på dig. Jeg håber, du kan lide min håndskrift. Du er mit store idol. Håber, du får en god tur til Jylland."

   Oversået med hjerter. I love you – lavet med et tegnet hjerte. Én stavefejl. Dateret 18.10.1991.

10.11.1991

   "Kære mor.
   Her er julegaverne til Misse og dig. Vil du ikke være så sød at lade være med at opsøge mig, du ødelægger det bare for dig selv. Hils Misse fra mig. Kærlig hilsen Susanne Gunnarson."
  
   Ingen hjerter. Ingen stavefejl. På det tidspunkt gik Susanne ind i sin anden måned alene hos sin far. Dén pige, der som otteårig kom ind i sin mors seng hver nat og skulle holdes i hånden.
   Inger husker den første gang, hun så ind i Karstens blå øjne. Som at læse i "Mit livs novelle". Hendes hjerte hamrede. Hun forsøgte at opføre sig fornuftigt. De var begge travle studerende. De så i deres kalendere. Der ville gå seks uger, inden de kunne ses igen. Tre dage efter stod han i hendes lille lejlighed på Vesterbro. Han fik hende til at føle sig som den dejligste kvinde i verden. Gik i butikker med hende. Ville have hende til at se smuk ud. Det var, som om hun, den flittige gymnasielærer, sad på en piedestal som dronningen af Saba. Det blev næsten for meget for hende. Alligevel var hun småtrist over, at hun skulle rejse langt væk. Hans breve og bånd til det fjerne Afrika vandt hendes hjerte.
   Da hun kom hjem, var han var vild med, at hun ville tage akademikerordningen for at blive præst, og glad, da Kirkeministeriet og biskoppen gav lov til det. Da overgav hun sig helt til ham.
   Selv var han regnskabsuddannet og læste teologi.
   Han lavede en kæmpefest, da hun blev ordineret til et vikariat. Hendes far var svag, men glad. Hendes mor var ikke særlig troende selv, men stolt. Karsten charmerede hendes tre søskende. Svigermor var den eleganteste af alle.

   Ingers første begravelse var et selvmord. Karsten havde ikke rigtig lyst til at tale om det. Han havde snart læst i et utal af år. Nu måtte det være hans tur med al den støtte, han havde givet hende. Når hun ville hjælpe ham med hans ordblindhed til de store opgaver, tog han imod det, sagde tak.
   Snart efter begyndte han at kritisere hende. Hun fik at vide, at hun godt kunne tage noget pænere tøj på. Eller der var noget andet galt med hende; helst mens andre hørte på det. Inger forklarede nedgørelserne af hende med hans stress.
   Inger, hold op. Det er over femogtyve år siden, I traf hinanden. Tænk på jeres rejser, på jeres store tur til Ægypten. På jeres romantiske hotelophold.
   Det er alt det gode, hun har prøvet at huske i de mange år.
   Biblen. Inger genlæser de næsten gennemsigtige og slidte sider.

   Salomons dom
   Engang kom to skøger til kongen. De trådte frem for ham, og den ene kvinde sagde: -Hør mig, herre! Denne kvinde og jeg bor i samme hus, og jeg fik et barn derhjemme. To dage efter, at jeg havde født, fik også denne kvinde et barn. Vi var sammen, og der var ikke nogen anden hos os i huset; vi to var alene derhjemme. Så døde denne kvindes søn om natten, fordi hun kom til at ligge på ham, og midt om natten stod hun op og tog min søn fra mig, mens jeg sov, herre; hun lod ham ligge i sin favn og lagde sin døde søn i min favn. Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, var han død; men da jeg så nærmere på ham i morgenlyset, var det slet ikke min søn, ham, jeg havde født.- Den anden kvinde sagde: -Nej, det er min søn, der lever, og din, der er død.- Men den første sagde: -Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.- Sådan skændtes de foran kongen. Da sagde kongen: -Den ene siger: Det er min søn, der lever, og din, der er død. Den anden siger: Nej, det er din søn, der er død, og min, der lever.- Kongen sagde: -Hent mig et sværd!- Og da de havde bragt ham sværdet, sagde han: -Hug den levende dreng i to stykker og giv hver af dem en halvdel.- Men da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: -Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!- Men den anden sagde: -Hug til! Han skal hverken tilhøre dig eller mig.- Da sagde kongen: -Giv hende det levende barn, dræb ham ikke; det er hende, der er barnets mor.-
   Hele Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, og de fik ærefrygt for kongen, for de forstod, at Guds visdom var i ham, så han dømte ret.

   Inger finder stadig ikke fred. Klokken er tre. Susannes spidse tone og den tunge tavshed, da de var alene. Som et skjult spyd, der altid er parat til at blive kastet. Inger er hver gang nervøs på forhånd for at gøre noget galt.
   På den nederste hylde længst væk i hendes arbejds- og modtagelsesværelse står der mange støvede mapper og dagbøger. Inger har ikke set i dem i fjorten år. Nu er det, som om hun bliver trukket hen imod dem. I stedet blader hun hektisk i Biblen.

   I har hørt, at der er sagt: -Øje for øje, og tand for tand.- Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få kappen! Og hvis nogen tvinger dig til at følge ham én mil på vej, så gå to mil med ham! Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig.
   I har hørt, at der er sagt: -Du skal elske din næste og hade din fjende.- Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.

   Dér fik du den, Inger. Matthæus, kapitel fem. Hvor mange gange har du ikke brugt netop det sted? Bl.a. da du skulle have begravelsestale med moderen, hvis søn var død, gennembanket af vildfremmede.
   Klokken er fem. Hun er ved at falde om af træthed. Alle mapperne vælter ud hulter til bulter. Der er sedler bag på dem. De er ved at sprænges af papirer. Tre dagbøger ryger med ud. Hun læser Matthæus igen, forsøger at koncentrere sig om et fadervor. En af mapperne åbner sig. Hun kan ikke lade være med at læse.

   Oversigt over det foreløbige forløb vedr. krisen i vores ægteskab 9.3.1988

   Det var den, hun skrev i chok til sin første advokat. Ikke én følelse skulle der være i det. Advokaten skulle forstå Karstens bortførelse af Susanne, hans snedige måde at gøre det på. Hans tømning af hjemmet og det nøgne børneværelse. Forstå, at Inger var den forurettede, men rolige – midt i kaos. Mens hun læser det her i 2005, er hun selv forbløffet over den nøgterne – næsten kolde – tone.

   9.2.1988
   Af sted på vinterferie sammen med et vennepar og deres to børn.

   16.2.1988
   Ankomst tilbage til Kbh. fra vinterferien. Har en hyggelig aften sammen, hvor vi ser en familiefilm på tv.

   17.2.1988
   Karsten er taget af sted for at arbejde. Susanne og jeg er hjemme. Jeg er gået i gang med den store vask af tøj. Om eftermiddagen er Susanne meget hemmelighedsfuld omkring noget, hun har gang i ude i køkkenet. Da Karsten kommer hjem, får vi begge to lov til at komme ud i køkkenet. Susanne har dækket et "kærestebord" med to stole omkring det runde bord, lys på bordet, pjuskede blomsterbuketter med vintergækker i små glas, sat glas frem med tonicvand i og fyldt en tallerken med chokolader og appelsin. Hun har også givet os små gaver. Hun har skrevet et brev til hver af os, hvor vi hver især skal svare på, om vi elsker hinanden. Karsten bliver til at begynde med småsur over arrangementet og mener, at jeg står bag. Men jeg siger, at Susanne var kommet ned til mig i vaskekælderen og havde sagt, at det var vores bryllupsdag i dag. Og hvad hun lavede i køkkenet, kendte jeg intet til.
   Susanne blev ked af sin fars reaktion og begyndte at græde. Han trøstede hende.
   Derefter kørte vi alle tre i biffen for at se "Olsen-Banden". K. havde købt billetter til os på vej hjem fra arbejde.
   Efter aftensmaden sidder jeg lidt med Susanne på skødet. Hun spørger mig pludselig: "Mor, skal du og far skilles ad?" Jeg bliver målløs og spørger, hvem der har sagt det. "Far har sagt det." "Har far sagt det for nylig, Susanne?" "Nej, det er længe siden."
   En hyggelig dag trods alt, og Karsten foreslog endog, at vi to skulle se en film sammen på tv om aftenen. Han havde det godt, skænkede te til mig.

   Inger konstaterer, at allerede her blev det umuligt for hende at holde den kolde tone.

   18.2.1988
   Karsten er meget omgængelig og omsorgsfuld over for mig. Jeg har en aftale om aftenen med en veninde inde i byen. Tager af sted, og da jeg kommer hjem, er Karsten stadig meget venlig og spørger interesseret til mig og aftenens forløb.

   19.2.1988
   Endnu en dag, hvor Karsten viser overskud og imødekommenhed over for mig. Spørger interesseret til mig og mine gøremål i løbet af dagen. Jeg begynder at nære håb om, at han vil begynde på en frisk i sit forhold til mig. Om aftenen er han af sted til et møde. Da han kommer hjem ca. kl. 22, er han glad og meget omsorgsfuld over for mig. Så meget, at jeg synes, det virker lidt besynderligt. Han spørger mig ud om, hvad jeg skal lave i morgen. Jeg fortæller, at jeg tidligt om morgenen skal være ude på en skole i Ballerup for at besøge en 5. klasse. Og så har jeg møde i en præstegruppe.
   Han foreslår, at vi mødes inde i byen til en kop kaffe, når jeg er færdig med Ballerup. Så vi aftaler, at vi skal mødes ved Café Sommersko kl. 10.30. Jeg bliver meget glad for hans invitation, da det er længe siden, at han har inviteret mig ud. Karsten joker med mig, inden han går i seng. I løbet af natten lægger jeg mærke til, at han står op flere gange og skal på toilettet.

   20.2.1988
   Jeg ringer som aftalt til Karsten, da jeg kommer til Nørreport St. kl. 10.30. Kan ikke få fat i ham. Ringer lidt senere fra mit kontor og lægger endnu en besked til ham om at ringe mig op.
   Kl. ca. 12 får jeg fat i ham. Han fortæller mig, at vores telefon har været i stykker, og at han ikke har hørt den ringe. Desuden var der gået kludder i hans to møder, så han har været nødt til at blive hjemme. Nu kunne han ikke komme ind til byen; men jeg skulle bare tage en frokost på hans regning. Han bliver færdig kl. godt 15 og vil hente mig, så kan vi sammen tage os en kop kaffe, siger han.
   Da han kommer, fortæller han, at farmor har hentet Susanne, og at hun er hos hende. Jeg aner ikke uråd. Tænker, at vi to skal have en dejlig aften i byen. På en vegetarrestaurant bestiller Karsten mad til os – og så fortæller han, at han har fået en lejlighed. Han er flyttet i løbet af formiddagen og agter ikke at vende tilbage.
   Jeg udbryder, at jeg da ikke ønsker at blive skilt eller separeret, og at vi sammen skulle udkæmpe de problemer, der var kommet mellem os. "Jamen, jeg elsker dig, Karsten." "Jeg holder også meget af dig, Inger, men jeg er så træt, så træt af dig … Jeg kan ikke mere … Vi har nu gået til parterapi i tre år, og det har ikke hjulpet. Du vil modtage et brev fra min advokat i løbet af de næste par dage."
 
   Derefter husker Inger, at hun ikke mere kunne holde den refererende tone, men blot forvirret skrev, hvad hun mente de havde sagt.

   "Jamen, Karsten, er du klar over, hvad du gør? Vi kan lige så godt tage vores vielsesringe af."
   "Nej, Inger, jeg vil beholde min på fingeren, for jeg vil for altid være gift med dig."
   "Hvad så med parterapien nu på tirsdag?"
   "Du må tage derud alene, så du kan fortælle ham, hvad du føler og tænker. Han kan måske forstå det og senere forklare mig det."
   "Jamen, jeg har ikke råd til at betale terapien."
   "Jeg skal nok betale, bare du tager derud … Du kan også låne bilen."
   Karsten kører mig hjem. Jeg tror ikke mine egne øjne. Han har taget halvdelen af boet og alt fra Susannes værelse med ud til sit nye domicil, legetøj, cykel, bøger, mad fra fryseren, strygejern, hårtørrer, bademåtte, badevægt, duge, sølvtøj, spisebord med stole fra køkkenet, den ene seng fra soveværelset, tv, video, telefon, arbejdsbord osv. osv. Sin nye, enormt dyre computer. Alt sit tøj.
   Naboerne fortalte mig siden hen, at flyttebilen holdt uden for døren fra kl. 8.15 til ca. kl. 13. Andre naboer havde spurgt, hvad der foregik.
   Karsten vil ikke oplyse mig om, hvor han bor. Han giver mig dog sit nye telefonnummer. Vi aftaler, at vi tales ved om morgenen og lægger en strategi for, hvorledes vi skal hente Susanne ude hos farmor og fortælle hende dette her.
   Om aftenen ringer jeg til den mandlige terapeut. Han anbefaler mig at lade mig sygemelde.

   Inger lukker mappen. Det lykkedes ikke særlig godt for hende at holde den kølige distance i oversigten til advokaten. Hun glemte også at nævne, at hun havde købt dyrt, nyt tøj, mens hun ventede på Karsten, for at gøre indtryk på ham. Måske skrev hun ubevidst oversigten for at holde sin egen desperation på afstand mere end for at forklare advokaten forløbet. Det er så længe siden, men det er, som om det var i går. Hun kan ikke lade være med lige at kigge i skilsmissedagbogen. Hun åbner den.

   21.2.1988
   Kl. 7.30 ringer jeg til den kvindelige terapeut (vi gik til parterapi i tre år hos et terapeut-ægtepar) og spørger hende til råds om, hvordan vi bedst tackler det med Susanne. Hun siger, at det er vigtigt, at vi begge to kommer og henter Susanne, tager hende med hjem, holder døren lukket ind til hendes værelse og sammen fortæller hende, hvad der er sket. Derefter skal hun have at vide, hvornår hun skal se fars lejlighed. Vi skal drøfte med hende, hvor hendes legetøj skal være, og hun skal have at vide, at det altid kan flyttes frem og tilbage.
   Jeg spørger hende, hvad hun mener om vores parterapiforløb ude hos dem. Hun siger, at de jo har haft mange par i terapi; men de syntes ikke, at der skete så meget med os.
   Jeg ringer straks til Karsten og lægger en besked på hans svarer, hvor jeg oplyser ham om det, den kvindelige terapeut har sagt vedrørende Susanne. Karsten ringer aldrig tilbage trods vores klare aftale.
   Kl. ca. 15 ringer farmor til mig og fortæller, at Susanne nu er ude hos Karsten, og at hun har det godt. Jeg spørger om adressen; men den vil hun ikke udlevere til mig. Karsten havde ringet til hende om formiddagen og bedt hende om at komme ud til ham med Susanne.

   22.2.1988
   Jeg bruger hele formiddagen på at ringe rundt forskellige steder og aflyse aftaler. Mange ringer mig op. En af mine veninder får fat i en kvindelig advokat, der kontakter mig.
   Der er kommet et groft brev til mig fra Karstens advokat – sendt til kirkekontoret som fax! Et brev, der kræver en meget hurtig reaktion. Ifølge aftale med min advokat faxer jeg brevet til hende.
   Advokaten råder mig til at politianmelde Karsten, da jeg ikke ved, hvor min datter befinder sig. Men ved nærmere eftertanke mener hun, at det er bedst, jeg kontakter farmor og beder hende sige til Karsten, at jeg som mor er nødt til at vide, hvor min datter befinder sig. Hvis ikke jeg får noget at vide, er jeg nødt til at gøre noget drastisk.
   Farmor lover at sige det til Karsten.
   Omkring kl. 18 ringer jeg til den mandlige terapeut og psykiater og fortæller, at jeg stadig ikke ved, hvor Susanne befinder sig. Han råder mig til at slå koldt vand i blodet og lade være med at kontakte politiet.
   Karsten ringer først kl. 21 om aftenen og siger, at Susanne er hos ham, og at hun har det godt. Efter at jeg har presset hårdt på, fortæller han mig langt om længe sin adresse.
   Jeg får lov til at tale med Susanne. Hun siger bl.a.: "Det var et kæmpechok for mig, at vi skulle ud til fars nye lejlighed. Jeg har mavepine. Jeg kan ikke finde ud af, hvor mit hjem er nu. Hvor jeg nu bor … Alle mine ting er herude … Hvor bor jeg?"
   Jeg taler atter med Karsten i telefonen; han er grov. Siger lige ud til mig, at "kvinder, der er i min situation, går på Grevinde Danner Stiftelsen". Og: "Inger, du har aldrig bevist, at du kan stå op om morgenen og få Susanne af sted i skole, uden at det er blevet noget værre rod."

   23.2.1988
   Karsten kommer med Susanne ca. kl. 11, hvor vi alle tre spiser lidt mad hos mig. Susanne viser sin glæde ved at komme hjem.
   Hun ser sit tomme værelse og bliver forvirret. Derefter tager vi alle tre i svømmehal.
   Vi svømmer en tur. Susanne viser mig, hvor god hun er blevet til at svømme og dykke. Vi leger og pjasker i vandet, mens Karsten er gået i sauna.
   Hun begynder at få ondt i maven. Vi står op af vandet og går ind i omklædningsrummet.
   Der får jeg en meget god snak med Susanne. Hun siger: "Jeg vil ikke græde … Jeg vil ikke græde …"
   "Jamen, Susanne, du skal græde, når du er ked af det. Du skal ikke putte det ned i maven, så får man mavepine. Far græder, når han er ked af det, mor græder, når hun er ked af det. Det gør vi alle sammen."
   Susanne begynder at græde. Hun sidder på mit skød. Vi holder meget fast om hinanden: "Mor, da far ringede ud til farmor, troede jeg, at jeg skulle hjem til dig og far. Så da farmor fortalte, at vi skulle til fars nye lejlighed, fik jeg et kæmpechok. Jeg blev så ked af det."
   Susanne græder lidt igen. Så siger hun: "Mor, far siger, du vil skilles."
   Jeg skynder mig at svare: "Nej, Susanne, mor vil ikke skilles fra far."
   "Mor, bare jeg havde et hul ind til hjernen," hvisker Susanne.
   "Susanne, hvorfor siger du det?" spørger jeg nænsomt.
   "Jo, for så behøvede jeg ikke at tænke så meget. Så kommer der luft til, og så kan jeg dø."
   Jeg kæmper for ikke selv at græde. Holder hende tæt ind til mig og siger indtrængende og fast: "Nej, Susanne, du skal vide, at vi begge to elsker dig. Du skal gå i skole, lege med dine dukker, tale med dine veninder, du skal ikke tænke på alt det her. Det er os voksne, der er dumme og skal finde ud af det … Er vi enige om det?"
   "Åh, mor, det er bare det værste, der kunne ske."
   "Mor er også ked af det, men vi ved jo slet ikke, hvordan det hele ender, måske skal vi bare bo hver for sig et stykke tid."

   Inger kan ikke holde ud at læse mere nu. Ind på plads med det hele. Mapperne skrider for hende. Hun lader dem ligge og lægger sig på sofaen.
   Sove – drømmeløst.
   Inger vrider og vender sig. Hun er ved at blive offentligt brændt. Stakkels Susanne er næsten tolv og råber, at det ikke var sådan ment. Ilden er ved at få rigtig fat i hende. Hun vågner med et sæt og sætter sig op. Klokken er blevet seks. Nu vil hun have det sat væk altsammen. Hun sluger en Kodimagnyl med et stort glas vand. Hendes hoved dundrer af mareridt og af alle de cigaretter, hun har røget, mens hun har læst.
   Mapperne er tunge i hendes hænder. En af dem åbner sig. Hun kan ikke lade være med at læse, da hun ser datoen 22.2.1988. Inger var sygemeldt den dag, men kom til sit kontor i kirken, fordi hun følte, at hun burde rydde lidt op. Og dér lå brevet fra Karstens advokat i faxmaskinen. Hun opgav at rydde op, følte sig som en forbryder, undgik at se på kordegnen. Hun sneg sig hjem og kastede sig ud i at ringe rundt efter hjælp.
   22. februar – to dage efter dén dag, hvor hun efter tre dages omsorg, interesse og munterhed troede, at de måske skulle have en romantisk middag sammen. Susanne var afsat. Den dag, hvor hun, der ellers aldrig gjorde den slags, gik ud og købte for to tusind kroner tøj til sig selv for at være smuk for Karsten. Røde kinder og stjerneøjne. Lidt øjenskygge købte hun også. Smuk ville hun være. Ikke flere skænderier.

   ADVOKATERNE
   22.2.1988
   Inger Gunnarson
   Vedr. Deres ægteskab med Karsten Gunnarson
   Deres ægtefælle, Karsten Gunnarson, har rettet henvendelse til mig med anmodning om bistand til opløsning af dennes ægteskab med Dem.
  
   Som De ved, har min klient fundet det nødvendigt med Deres datter, Susanne, at fraflytte den tidligere fælles bolig – særligt for at skabe rolige og trygge forhold omkring Deres datter specielt i de daglige gøremål – som en kulmination på et langvarigt negativt og voldsomt forløb, som dels ikke er en acceptabel tilstand mellem Dem og min klient, og dels efter min klients opfattelse må anses for velfærdstruende for Deres datter, hvorved i øvrigt bemærkes, at min klient flere gange forgæves har forsøgt at få Dem til at indse, at forholdet er så massivt ødelagt, at en opløsning nu er eneste udvej.

   Jeg hører nu gerne snarest og af hensyn til sagsbehandlingen senest inden for 7 dage fra dato høfligst, om De vil acceptere, at der fremsendes begæring til statsamtet om separation i ægteskabet på de vilkår, at min klient får forældremyndigheden over Susanne, og at der ikke skal betales hustrubidrag.
 
   I modsat fald er min klient med beklagelse henvist til at iværksætte et sagsanlæg for at opnå ovenstående.

   Jeg skal venligst opfordre Dem til at søge advokatbistand i sagen og står gerne til rådighed for en drøftelse under et møde her på kontoret, hvis dette måtte ønskes; min klient er selvsagt indstillet på, at der aftales en ordning, ved hvilken De kan få samvær med Susanne.

   I forbindelse med opløsningen skal boet deles. Jeg er i den forbindelse orienteret om den ægtepagt, som er lavet den 3. nov. 1983.

   Jeg forventer, at der kan opnås den fornødne enighed herom.

   Med venlig hilsen
   Advokat JC
  
   Inger beder igen indtrængende om indre ro og lys, men kan ikke finde det.
   Hvor lang tid havde han planlagt det her?
   Hun er for træt til at finde sin første advokats svar. Sådan som hun husker det, fik hun fat i hende, læste højt i telefonen for hende. Hun havde lydt mere myndig, end hun skulle vise sig at være, og havde faxet og skrevet til Karstens advokat samme dag.
   Hun børster tænder. Lader mapperne rode og åbner et vindue for at få røgen ud.
   Går ind i seng. Hvisker træt med foldede hænder: "Hjælp" og falder i søvn.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.