Plantagen af Steen Langstrup

Hør hele Bogbidden her

Den lukkede skov

1
Anders Kromann så nervøst i bakspejlet. Land Rover'en løftede et tæppe af dis op bag sig, så han kun lige kunne skimte vognen, der nærmede sig bagfra. Det var en rød firhjulstrækker, og den kørte stærkt. Anders kørte selv kun omkring 50. Han kendte ikke vejen, der snoede sig gennem Gillskov. Det ikke var til at vide, hvad der ventede på den anden side af de mange bakker og skarpe sving. Snart havde han fyren helt oppe i bagsmækken, alt, alt for tæt på.
Anders slap speederen, rullede sideruden ned, stak armen ud af vinduet og gjorde tegn til fyren om at overhale. Firhjulstrækkeren blinkede med lygterne, gassede voldsomt op og brølede forbi med en sky af vandstøv i kølvandet. Det ramte Anders i ansigtet og føltes koldt og beskidt.
“Velkommen på landet,” mumlede han opgivende til sig selv og rullede sideruden op igen. “Her kommer man hinanden ved.”
Langs vejen var skoven tæt. Bøge- og egetræer strakte grenene ind over vejen og dryppede regnvand ned på kørebanen. Så drejede vejen, og skoven blev til granskov, hvor mørket mellem stammerne var næsten totalt.
Anders trådte forsigtigt på bremsen og stoppede bilen ved en næsten tilgroet vej, der førte ind i skoven. Det måtte vel være her. Han kiggede på det håndtegnede kort, han havde liggende på passagersædet.
Han lod blikket følge vejen ind mellem skovens træer. Han kunne se friske hjulspor i den våde jord. Det høje ukrudt mellem hjulsporene var knækket og mast ned. En bil var kørt ind ad jordvejen for nylig. Det måtte være skovløberen, som han havde aftalt at mødes med – han kiggede på uret – for ti minutter siden.
Han satte bilen i gear og drejede ned ad vejen, der viste sig af være hullet og ujævn. Han stoppede et øjeblik for at sætte et pejlepunkt på gps’en, så han altid ville kunne finde tilbage igen, hvis han skulle få brug for det. Han kunne høre det våde ukrudt glide mod undervognen, da han langsomt begyndte at køre videre ind i skoven, og takkede sig selv for, at han havde købt Land Roveren tidligere på sommeren. Han turde ikke tænke på, hvordan han skulle være kommet ned ad denne vej i den Berlingo, han havde haft før.
Jordvejen fulgte en lille, mørk skovsø et stykke, før den drejede ind mellem nogle høje bakker og videre ned i en dal, hvor han krydsede en lille bæk, og så gik det igen stejlt opad. Skoven omkring ham blev mere vild og kaotisk for hver meter. Væltede træer havde fået lov at ligge, hvor de faldt, og underskoven var et uigennemtrængeligt kaos af hyben og vilde brombær.
Og så var han der lige pludselig.

2
“Nå, så er du der?” En tæt, småfed og halvskaldet mand kom ud af buskene ifærd med at lyne op, da Anders Kromann kom til lysningen. “Jeg var ellers ved at opgive. Tænkte, at du måske havde fortrudt? Den er tyve minutter over. Problemer med at finde det?” Han tørrede højre hånd af i bukserne og rakte den frem mod Anders: “Nåmen, goddag og velkommen til Gillskov.”
Anders så på den fremstrakte hånd, havde ikke lyst til at tænke over, hvad det var, manden lige havde tørret af i bukserne. Han så på den røde firhjulstrækker, der stod parkeret i lysningen bag manden. En Toyota Landcruiser, kunne han se, nu den stod stille, men det var samme bil, der havde overhalet ham ude på Skovvejen.
Anders bed ubehaget i sig og tog mandens hånd. Et hurtigt tryk, så slap han den igen, og han måtte virkelig tage sig sammen for ikke selv at tørre hånden af bagefter. “Anders Kromann.”
Anders lod blikket glide rundt i lysningen, vejen så ud til at fortsætte i den anden ende, men skovløberen havde allerede vendt sin bil. Det så ikke ud til, at de skulle videre den vej.
Skovløberen spyttede ind i krattet. “Javel ...” Han fiskede en nøgle op af jakkelommen og rakte den til Anders. “Jeg havde måske håbet, at du fortrød.”
Anders tog imod nøglen, som var i sort jern, lidt rusten, men ikke en stor motherfucker, som Anders næsten havde forventet ville give adgang til en skov, der havde været lukket i flere hundrede år. Denne nøgle så ikke ud til at være meget ældre end 1960’erne. “Nej, jeg fortryder ikke.”
Skovløberen skar ansigt og så et øjeblik ud til at ville sige noget mere, men trak så på skuldrene og fiskede en lille spraydåse op af lommen. “Du får sikkert også brug for det her stads. Det er rustfjerner. Hvis låsen er rustet fast, giver du den bare en ordentlig omgang lige ind i nøglehullet, venter et halvt minuts tid, og så er den så god som ny.”
“Tak, men hvor er ...”
“Omkring 500 meter den vej kommer du til en gitterport og et hegn med pigtråd, der løber hele vejen rundt om Den Lukkede Skov. Porten er den eneste vej ind.”
“Jeg troede, vi havde aftalt, at du skulle møde mig ved porten og lukke mig ind?”
Skovløberen sparkede til firhjulstrækkerens dæk.
“Det havde du så misforstået.”
Anders forsøgte at fange mandens blik, men skovløberen havde travlt med at gnubbe en eller anden plet af vognens forrude. Anders fik en underlig sitrende fornemmelse i mellemgulvet, han ikke helt forstod. “Jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan finde vej 500 meter længere ind i skoven,” sagde han og stoppede nøgle og spraydåse i lommen. “Jeg tror ikke, jeg ville have været i stand til at finde bare herhen, hvis jeg ikke havde kunne se, hvor du havde kørt i forvejen.”
Skovløberen mødte ganske flygtigt hans blik og nikkede. “Der er ikke mange, der kører ind ad den vej. Det har du ret i. Det er derfor, jeg valgte at møde dig lige præcis her, for henne i den anden ende af lysningen starter den gamle kongevej. Den siges at være næsten 500 år gammel, men den er brolagt – eller brolagt og brolagt. Den er jo gammel. Men der er sten, og den er til at følge, og ikke noget problem for en fætter som din Land Rover der.”
“En kongevej midt inde i skoven? Hvor fører den hen?”
“Der ligger en gammel borgruin nede ved byen. Det siges, at kongen kom meget på disse kanter engang. Hvad ved jeg?”
Anders så tvivlende ned mod den anden ende af lysningen. “Og du er helt sikker på, at jeg kan følge den vej?”
“Sikker som regn sankthans!” Han grinede kort ad sin egen vittighed. “Det kan du regne med. Vejen fører dig lige til porten til Den Lukkede Skov, og du vil også kunne køre på den et stykke længere, mener jeg.” Han klappede på kølerhjelmen på den røde Landcruiser. “Men jeg kan ikke blive her og sludre hele eftermiddagen. Skal hente mit barnebarn i børnehaven.”
“Okay?” mumlede Anders og så fra manden til den anden ende af lysningen tilbage igen. “Okay!”
“Hør, du har tænkt dig at overnatte derinde?”
“Ja, snegle er især aktive om natten.”
Skovløberen kløede sig på sin skaldede isse, lavede en tsk-lyd med munden og skar en grimasse. “Det må du jo selv om. Men du må love mig at komme forbi med nøglen i morgen, inden du kører tilbage til København.”
“Det kan jeg vel godt. Hvor skal jeg aflevere den?”
“Nåja, det var jeg ved at glemme!” Han tog en slidt tegnebog op af baglommen og fandt et kort i den, som han rakte til Anders. “Det er Kystvejen 52. Midt i sommerhuskvarteret. Et gammelt stråtækt bindingsværkshus. Det er ikke til at tage fejl af!” Han klappede på kølerhjelmen igen, stoppede tegnebogen tilbage i baglommen og sprang ind i bilen. Startede motoren og nikkede kort til Anders, før han satte vognen i gear og gassede op.
Anders stod med hænderne i siden og kiggede efter ham, indtil den røde firhjulstrækker forsvandt mellem skovens træer og buske.
Så var han alene.

3
Han blev stående et stykke tid i lysningen, lyttede til skovens lyde, småfuglenes kvidren, en skovskades skræppen og de svirrende insekter. Han fyldte lungerne med den regnvåde skovs tunge luft.
Han elskede feltarbejde, og kunne han slippe af sted med det, så foretrak han faktisk at være alene af sted. Det her var selvfølgelig noget, han gjorde på egen regning. Kun hans kone, Katja, anede, at han var her. Ingen på instituttet skulle vide noget som helst om Den Lukkede Skov, det var hans hemmelighed. Hans drøm. At finde en ukendt dyreart lige her midt i Danmark. Han ville blive udødeliggjort, kunne navngive sneglearten næsten som det passede ham. Hvis han fandt et levende eksemplar. De sneglehuse, hans søn, Mathias havde givet ham, sidste år var ikke nok. De beviste ikke, at sneglene levede her i landet, mens et levende eksemplar indsamlet i en dansk skov, ville være en sensation.
Han begyndte at gå gennem lysningen. Allerede på afstand kunne han ane en åbning i krattet, og da han kom tæt nok på, var der ikke længere tvivl. Det var sandt, hvad skovløberen havde sagt, der løb faktisk en meget gammel stenvej her. Den var ujævn, hullet og flere steder voksede vilde hindbær og brombær midt på vejen, men den var farbar.
Han satte sig på hug og rørte forsigtigt ved de fugtige brosten. En gammel kongevej? Han lod blikket følge vejen, så langt han kunne. Den snoede sig ned i bakkedalen og rundt om en stor, rund bakke, hvor enorme egetræer bredte grenene ud og nærmest dannede et loft over vejen. Nede i bakkedalen kunne han se skvalderkål, så der løb sikkert noget vand dernede, måske en bæk. Der var mange bække i området, vidste han. Han kunne høre en blishønes letgenkendelige kalden. Blishønsene måtte være i gang med andet kuld unger nu. Det var august, og sommeren sang på sidste vers.
Han stak hånden i lommen og knugede nøglen. Han kunne næsten ikke tro, at det for alvor var virkeligt. Bare 500 meter nede ad den ældgamle vej ventede der ham noget, han aldrig havde troet, han skulle opleve: En dansk urskov, uberørt af menneskehånd i måske flere hundrede år, et økologisk paradis, en drøm for enhver biolog. Han ville være den første til at trænge ind i denne skov, og det, bare fordi Katja og Mathias havde købt en sjov gave til ham i en lille piges bod sidste år, da de havde været i sommerhus i Gillsby. Nogle gange smilede heldet bare til en, og ... nå, ja, Katja sagde, det var skæbnen, at der var en større magt, der ... men alt det troede han nu ikke på.
Han gik tilbage til Land Rover'en, hoppede ind bag rattet og startede motoren.

4
Vejen var ikke specielt bred. Der var kun lige plads til Land Rover'en, og flere steder kunne han høre buske og grene skrabe mod vognens sider. Det viste sig ikke bare at være hindbær og brombær, der var vokset op mellem vejens granitstykker, han blev mødt af flere mindre træer. I starten steg han ud af bilen og huggede dem ned med sin økse, men hurtigt overvandt dovenskaben ham, og han begyndte i stedet at tromle dem ned med bilen. Ellers ville han aldrig nå frem. 500 meter kan være meget langt på sådan en vej.
Skoven blev tættere og tættere, jo længere den gamle kongevej førte ham ind i skoven. Som om afstanden mellem træerne var kortere og løvet tykkere. Lyset havde længe haft et grønligt skær fra bladene over ham, men nu blev det grønne skær mørkere. Træerne blev også højere og stammerne tykkere, mens underskoven og krattet tyndede ud, så han nu kunne se træstammer, der var væltet i storme for mange år siden. Han så endda en knækket kilometersten i vejkanten og et rådyr, der skyndte sig væk fra bilens larm.
Vejen blev bedre, planede ud, hindbær- og brombærbuskene forsvandt, og brostenene lå igen side om side. Han opdagede, at han spændte i skuldre og nakke, og forsøgte at slappe af. Vejen var nu så god, at han kunne slippe rattet med den ene hånd for at massere nakken. Selvom han havde kørt mindre end en halv kilometer siden lysningen, trængte han til at komme ud af bilen og strække ryggen. Det føltes, som om han havde siddet bag rattet hele dagen. Men han var selvfølgelig også kommet hele vejen fra København, og måske var det meget naturligt, at han var træt nu.
Vejen førte op over en stejl bakkekam, og Anders nåede at sende en kærlig tanke til de stakkels heste, som tilbage i tiden havde trukket vogne op ad samme bakke med pisken svingende over hovedet, før han selv nåede toppen og befandt sig mindre end tyve meter fra porten og det fire meter høje trådhegn, der strakte sig til begge sider, så langt han kunne se.

5
Anders åbnede bildøren, steg ud af Land Rover'en og gik langsomt hen til porten. Hans gummistøvler gled på de fugtige brosten med en hvinende lyd. Omkring ham var skoven tavs. Ikke en fugl gav et pip fra sig, ikke et insekt svirrede i luften. Alt var helt stille.
I toppen af det godt fire meter høje hegn løb fire rækker pigtråd vinkelret på indersiden. Det lignede mere et forsøg på at holde nogen inde end på at holde nogen ude. Hegnet var gammelt. Det var rustent, og forskellige slyngplanter og ukrudt voksede op ad det. Fem-seks meter bag hegnet kunne han se endnu et hegn. Lige så højt og med de samme fire rækker pigtråd.
Hans hjerte bankede hurtigt, da han nåede hen til porten og lagde en hånd på det kolde smedejern. Følte det grove, rustne metal mod sine hænder, så hvordan den rustrøde farve smittede af.
Porten bestod af to enorme låger, hver bestående af et kraftigt trådnet, svejset fast på massive jernrammer. Øverst på lågerne sad de samme fire rækker pigtråd vendt indad.
Her var den altså. Den Lukkede Skov. Han blinkede hurtigt et par gange, skubbede brillerne på plads og fandt nøglen i lommen. Låsen sad som på en almindelig dør, lige under håndtaget. Han stak nøglen i nøglehullet, og med lidt vrikken frem og tilbage lykkedes det ham at få den drejet rundt. Slåen sprang tilbage med en kort hvinen, og porten var låst op. Han tog forsigtigt i håndtaget og forsøgte at skubbe porten op, men den ville ikke give sig.
Han gik et par skridt tilbage og så op. Der sad noget på tværs af de to låger små tyve centimeter over hans hoved.
Der gik lidt tid, før han kunne se, hvad det var. En knækket riskost. Den hang med bruddet pegende opad, så den dannede et omvendt V. Han rev den fri af porten. Hvem i al verden fandt på at sætte en knækket kost op på sådan en port? Overtro? Han tænkte på skovløberens advarsler i telefonen, hele byens benægtelse af, at Den Lukkede Skov overhovedet eksisterede.
Han smed kosten fra sig og forsøgte igen at skubbe porten op. Nu gav den langsomt efter. Han stødte skulderen imod, og den gav sig stød for stød med små, hidsige hvin fra hængslerne.
Det var først nu, at han bemærkede, at stykket mellem de to hegn var et dødt ørkenlandskab. Det var et fem meter tykt bælte af død jord.
Anders trådte forsigtigt ind på det og så i begge retninger. Han kunne se, at kongevejen fortsatte på den anden side af bæltet, men man havde altså fjernet de gamle sten på dette stykke, og strøet et eller andet ud. Giftstoffer? Arsenik? Pesticider? Salt?
Anders sparkede i den døde jord. Han kunne ikke lide det her.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.