Plantagen af Steen Langstrup
Læs hele Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog.
Plantagen
1
Plantagevej. Ebbe kneb øjnene sammen og så på skiltet. Jo, den var god nok. Det måtte være her. Han kastede et blik i bakspejlet, før han tøvende satte Møller-Rasmussens gamle, lyseblå Peugeot 406 i første gear og svingede ned ad jordvejen.
Ebbe var ikke kendt i denne del af skoven, selvom han havde boet i Gillsby fra han var 17 og fik læreplads på byens Peugeotværksted for næsten 20 år siden. Man
kom ikke på disse kanter. At dømme efter den vildtvoksende skov omkring ham, så det ikke en gang ud til, at skovløberen kom her. Ebbe vidste, at de rigtige lokale, dem, der var født i Gillsby af forældre, der var født i Gillsby, de hviskede om dette område.
Vejen snoede sig op over bakker og rundt til højre og venstre, så det næsten føltes, som om han kørte i ring, men måske var det bare en blanding af den tætte, vildtvoksende skov og den hastighed, han sneglede sig af sted med. Kun lige i andet gear.
Det var mandag formiddag og godt lunt allerede. Sensommeren var på sit højeste, september kun lige begyndt. Han rullede vinduet ned og lod armen hænge frit ned langs vognens side. Næste sekund fik han øje på noget mærkeligt og slap speederen. Få meter fremme var underskoven flået op. Det så ud, som om en bil var kørt af vejen og direkte ud i skoven. Der skulle være fart på, før en bil kunne brase gennem den tætte underskov på den måde. Man skulle mindst køre 80–90, gættede han på ... sindssygt på en vej som denne.
Nu kunne han også se hjulspor fra en lastbil i den bløde skovbund.
Ebbe stoppede helt op og slukkede motoren. Skoven var stille omkring ham. Han åbnede døren og steg ud. Kiggede ind i skoven, hvor bilen havde pløjet sig vej gennem buske og småtræer. Nu kunne han se, at der var en stejl skrænt, som bilen åbenbart var kørt ud over.
Han kløede sig i nakken. Sådan set kom det jo ikke ham ved. Han skulle bare aflevere en bil, han havde haft til reparation weekenden over.
Han kunne ikke se nogen bil, da han trådte hen til skrænten og så ned, men der lå glasskår, en pynteliste, et smadret sidespejl, og nogle sorte plasticstykker hist og pist. Selve bilen var der ikke.
Han skubbede solbrillerne op i panden og spyttede på jorden. Han gik ned ad skråningen og samlede sidespejlet op. En Saab. Det forklarede i hvert fald, hvorfor den ikke var blevet kørt ned til hans værksted. Han fyldte lungerne, så sig om i den tætte, dunkle skov, før han smed sidespejlet fra sig og klatrede op ad skrænten igen, sprang ind i Peugeot’en og startede motoren.
2
Stilheden var til at skære i. Lyden af vogndøren, der gled i, virkede unaturligt høj. Ikke en fugl kvidrede, ikke en bi summede. Gruset knasede under Ebbes fødder, da han gik hen mod hovedbygningen. Lyden var ubehagelig. Støjende. Bygningen havde engang været hvidkalket, men nu var pudset smuldret og revnet flere steder, og det hvide virkede mere gråt end hvidt.
Okay, det var et spooky sted, så meget ville han give de lokale og deres snak. Han smilede, rankede lidt op i ryggen, rettede på kedeldragten og gik hen til hoveddøren og bankede på. Hårdt og hurtigt.
Så på uret og rystede på hovedet. Tiden var ved at løbe fra ham. En Boxer Van, der skulle have nyt udstødningsrør, ventede på ham nede på værkstedet, og han havde ærligt talt ikke så meget tid at give af.
Mens han ventede på, at døren skulle blive åbnet, så han igen rundt på skoven omkring huset. Det var ikke et sted, man ville tage familien med på picnic en forårsdag. Træer lå, hvor de var væltet. Krattet voksede tæt og virkede ildevarslende.
Nede for enden af den lange hovedbygning kunne han se en faldefærdig ladebygning og ved den en bunke grus, et par sække mørtel og nogle skovle.
Han bankede på igen. Denne gang hårdere.
Stuevinduet stod åbent. Han gik et par skridt tilbage og så op på vinduerne på førstesalen. Det var ellers noget af en bygning. To etager, højt rødt tegltag. Han kiggede rundt om hjørnet. Lidt nede stod ladebygningens port pivåben. Han kunne se frugtplantagen nede bagved. Højt græs voksede vildt omkring træerne, hvor æbler og pærer hang på grenene.
"Hallo!" råbte han. "DET ER MEKANIKEREN."
Intet svar. Han gik tilbage til bilen, stak en arm ind gennem den åbne siderude, slog tændingen til og trykkede hornet i bund.
Lyden skræmte en fugl op fra underskoven. Så blev alt stille igen.
Nå, manden var her vel et eller andet sted. Han kunne jo ikke komme nogle vegne uden sin bil. Det var derfor, at Ebbe måtte komme ud med den.
Ebbe gik om i baghaven. Der var en terrasse med græs og mælkebøtter mellem fliserne. Et par hvide plaststole, et bord, der passede til, en vandskål til en hund. Men ingen mennesker eller hunde at se. Alle døre og vinduer var lukkede.
"HALLO!" råbte han igen. "ER HER NOGEN?"
Ebbe så på uret. Pis også. Hvis han spildte meget mere tid herude, ville han få svært ved at nå at skifte det udstødningsrør.
Han sparkede til en sten, så den sprang hen over gårdspladsen og slog mod husets væg.
"HALLO!" råbte han igen, men ikke så kraftigt denne gang. Han var ved at miste troen på det.
Han gik rundt om ladebygningen, forbi en gammel, sammenstyrtet hønsegård og en traktor fra 1960’erne, der mere eller mindre var omsluttet af brombærbuske.
Stadig ikke et øje at se.
Måske lå manden på hospitalet. Hvis han havde været med i den Saab, der var kørt galt længere nede ad jordvejen, så var han næppe sluppet uskadt. Han måtte i hvert fald have kendt dem, der havde kørt i Saab’en, for jordvejen førte ikke andre steder hen. De var kommet herfra.
Ebbe luntede tilbage til Peugeot'en, satte sig ind bag rattet og tog fakturaen, som lå på det andet forsæde, mens han fumlede sin mobiltelefon op af kedeldragtens lomme.
Han fandt kundenummeret på fakturaen. De havde i årevis brugt et enkelt system, hvor kundenummeret blev dannet af kundens telefonnummer.
Han klappede mobilen op for at taste nummeret ind, men stoppede midt i bevægelsen og rynkede panden. Intet mobilsignal. Ingen kontakt.
I det samme fangede en bevægelse hans blik. Der. Inde bag det åbne stuevindue. Han kneb øjnene sammen og stirrede ind i mørket bag vinduet. Jo, der var det igen. En skikkelse bevægede sig derinde. Han greb fakturaen og sprang ud af bilen.
Det gamle fjols har sikkert bare taget sig en lur inde på sofaen. Sådan en tunghør gammel én kunne sikkert sove fra et jordskælv, tænkte Ebbe, mens han skyndte sig hen mod hoveddøren for at banke på igen.
3
En stærk ubehagelig lugt slog ham i møde, da han trådte ind i entreen. Det var en fugtig, muggen lugt som våd kompost.
"Hallo?" råbte han og skubbede døren ind til stuen op. Han rynkede brynene. Der var ikke nogen i stuen, men han havde da set nogen ...
Det meste af gulvet, noget af væggen over sofaen, selv en del af loftet var dækket af noget indtørret matglinsende stads, som kunne ligne tapetklister.
Ebbe gik langsomt gennem stuen, ud i entreen igen og videre ud i køkkenet. Der stod opvask omkring vasken og på spisebordet. En af stolene var væltet. Der lå sække med vejsalt på gulvet. En dør førte ud fra køkkenet og videre ind i huset. Han kunne se en mørk gang gennem den åbentstående dør ... noget hvidt på gulvet ... salt?
Af en eller anden grund havde han slet ikke lyst til at gå videre ind i huset. Måske skulle han køre tilbage til værkstedet og få lavet den Boxer Van? Så kunne Hans Møller–Rasmussen selv ringe til ham, når ...
En lyd ovenpå fik ham til at se op i køkkenloftet.
Skridt? Det lød som et barn, der løb deroppe. Han sank en klump.
"Hallo?" råbte han. Denne gang med fast stemme.
"Hallo! Det er automekanikeren! Jeg kommer med bilen!"
Han gik hurtigt tilbage til entreen, hvor han havde set en trappe føre op ovenpå. "Hallo!" råbte han igen.
Men nu var der helt stille. Han rynkede brynene, greb fat i gelænderet og tog trappen to trin ad gangen. Han kom op i en lang gang med gammelt, slidt og beskidt gulvtæppe. Der var mange døre på begge sider af gangen og i begge retninger fra, hvor han stod. Alle var lukkede.
Døren i gangens fjerneste ende gik op med et dæmpet klik.
Ebbe stirrede på den.
Et klik bag ham fik ham til at vende sig om. En dør på højre side af gangen, gik lige så stille op. Han kunne ikke se andet. Dørene åbnede indad, så det var umuligt at se, hvem der åbnede dem ... eller hvordan.
Et nyt klik. En dør, to døre fra den første, åbnede sig lige så stille. Han syntes pludselig, at han kunne høre en lille pige grine, men måske var lyden kun inde i hans hoved.
Et nyt klik, en ny dør, fulgt af endnu et klik og endnu et. Dør efter dør åbnede sig. Sved begyndte at dryppe fra hans pande, mens han med hamrende hjerte vendte sig efter lyden af døre, der gik op. Han begyndte langsomt at bevæge sig baglæns ned ad trapperne, mens lyden af døre, der klikkede op, fulgte ham. Håndfladen gled svedigt mod gelænderet, benene skælvede under ham, og så stoppede lyden af døre, der gik op, og huset var igen helt stille.
Ebbe var halvvejs nede ad trappen. Tøvede midt i et skridt, holdt vejret, mens en funklende dråbe sved faldt fra hans hage ned på trappens falmede, grønne tæppe.
Så hørte han skridt oppe i gangen. Små fødder.
Og han vendte sig om, sprang de sidste fem–seks trin ned af trappen, ud af hoveddøren og løb alt, hvad han kunne hen til Hans Møller–Rasmussens lyseblå Peugeot 406.
Det sidste han hørte, før han drejede nøglen, og motoren satte i gang, var lyden af døre, der smækkede en efter en med voldsom kraft.
Bang. Bang. Bang. Bang. Bang.
Så trådte han speederen i bund, forhjulene snurrede rundt og kastede grus og småsten op ad vognens sider, før de endelig fik fat, og han susede ned ad jordvejen ...
... som om fanden selv var i hælene på ham.
Forsvundet
1
"Mor, må jeg godt lege med bedstes kat?"
"Lige et øjeblik skat," sagde Katja og gav sin mor et knus. Et glansløst smil flaksede over hendes læber, mens hun forsøgte at undgå at møde sin mors blik.
"Stadig intet nyt?"
Katja rystede på hovedet og hankede op i de to små kufferter. "Det er ti dage nu."
"Må jeg, mor?"
"Hannibal ligger inde i stuen," svarede Sissel og kærtegnede sit barnebarns kinder. "Du kan jo løbe ind og se, om han har lyst til at lege."
Mathias styrtede ind i huset, mens han kaldte på Hannibal med sin klare fire–årige stemme.
Katja fulgte langsomt efter med en kuffert i hver hånd. "Jeg har pakket tøj og legetøj, så han i hvert fald skulle kunne klare sig et par dage ... er jeg længere væk, må du vaske noget af det."
"Er du sikker på, at det her er en god idé, Katja?"
Katja lod sin egen kuffert stå lige inden for hoveddøren, mens hun tog kufferten med Mathias’ ting med ud i køkkenet og løftede den op på køkkenbordet.
"Hvad skulle jeg ellers stille op, mor? Anders har været forsvundet i ti dage. Instituttet har intet hørt fra ham. Ingen har hørt fra ham!"
"Det ved jeg jo godt, skat."
Katja mærkede sin mors varme hånd i nakken.
"Det er bare ..."
"Anders er ikke som far!" Katja gjorde sig fri af morens kærtegn og snurrede rundt. "Det er SLET IKKE det samme, okay!"
"Det sagde jeg heller ikke."
Katja rystede på hovedet. "Nej, undskyld."
"Jeg tænker bare på Mathias. Måske har han brug for sin mor nu."
"Jeg ved det," sukkede Katja. "Men hvad andet kan jeg gøre? Anders er sporløst forsvundet, og det lader ikke til, at nogen som helst for alvor gider lede efter ham."
Politiet havde nøjedes med at spørge Katja ud om hans vaner, efter et døgn havde de gennemsøgt hjemmet, kælderrum og arbejdspladsen rutinemæssigt. Katja forstod, at de ledte efter hans lig, at de tænkte, at han kunne have begået selvmord. En latterlig tanke, hvis man kendte Anders, som hun gjorde. Derefter havde de efterlyst ham, foretaget en rundkastning, som de sagde. Derefter intet. De havde ingen spor at gå efter.
Ingen havde set ham.
Katja lynede kufferten op og gravede en tube børnesolcreme frem. "Hvis I går ud i solen skal Mathias have den her solcreme på. Ikke nogen anden, denne her, okay?"
Sissel tog imod tuben og stillede den på bordet.
"Økologisk, ja, jeg har forstået, det hele skal være økologisk. Men jeg er altså meget mere bekymret for dig. Hvad vil du stille op, når du først er kommet til Gillsby? Hvad har du tænkt dig, at ..."
"Jeg vil spørge efter ham. Vise hans billede. Se, om jeg kan finde nogen, der har set ham."
"Ja." Moren rystede på hovedet. "Godt, skat. Gør, hvad du må. Men ring hjem så tit, du kan. Og lov mig, at finder du ikke noget, så kommer du hjem til os med det samme. Vi skal nok klare den sammen ... os tre."
"Anders er ikke som far. Der er sket ham noget, ellers ville han være kommet hjem."
De stod tavse i det gamle køkken, hvor Katja havde lært at vende pandekager i luften for mere end 20 år siden. Katja så ud af vinduet, mens hendes mor fandt bilnøglerne i sin taske.
"Jeg er ikke sikker på, hvor meget benzin, der er på tanken," sagde hun og gav Katja nøglerne.
"Tak." Katja undgik igen hendes blik. Sank en klump, mens hun forsøgte at holde tårerne tilbage. Det, hun havde frygtet mest hele sit liv, var sket ... igen. Først far ... så Anders.
"Anders er slet ikke som din far," sagde Sissel. "Anders er en god mand."
"Ja," nikkede Katja. "Jeg må hellere se at komme af sted."
"Har du sygemeldt dig på biblioteket eller hvordan?"
"Jeg har været sygemeldt den sidste uge. Jeg tror, de fyrer mig, men ... jeg er ligeglad." Hun skar ansigt, det skulle have været et smil, men det føltes ikke sådan. Mathias dukkede pludselig op i døren. "Hannibal gider ikke lege." Han så på hende med næsten døde øjne. "Jeg savner far."
Katja tog ham op i armene, trykkede hans hoved ind mod sit bryst. "Far skal nok komme hjem igen. Men det varer nok lidt endnu, ikke også?" Mathias begyndte at græde. "Jeg vil have min far," hulkede han.
Katja vidste ikke, hvad hun skulle sige. Et eller andet sted dybt inde, helt derinde, hvor smerten efter hendes fars forsvinden lå begravet, derinde havde hun meget svært ved for alvor at tro på, at de ville se Anders igen. For lige meget, hvor ofte hun gentog remsen med, at Anders ikke var som hendes far, og lige meget, hvor sandt hun vidste, det var, så var dette blot en gentagelse, og hun kendte enden på den historie. "Jeg tager ud og ser, om jeg kan finde far, så vi kan få ham hjem igen," hviskede Katja ned i Mathias’ hår.
"Bedste passer godt på dig, mens jeg er væk, okay?"
"Du må ikke gå." Han knugede sig ind til hende.
"Du skal blive her!"
Katja så på sin mor, der nikkede kort. Så kyssede hun Mathias i håret, hviskede: "Farvel, skat, jeg kommer hjem så hurtigt, jeg kan. Det lover jeg. Jeg ringer i aften og siger godnat ..."
2
Skovløber Torsten Hammerkjær steg ud af sin røde Toyota Landcruiser og så hurtigt tilbage den vej, han var kommet. Jordvejen lå øde hen.
Foran ham lå plantagens hovedbygning. En stor, aflang bygning i to etager. Hvidkalket med rødt tegltag. Den trængte til mere end en kærlig hånd. Pudset skallede af og var mere gråt end hvidt.
Op mod skoven stod den røde skurvogn, som de tyske håndværkere skulle bo i, mens de forseglede plantageområdet, så forbandelsen igen blev afskærmet fra resten af verden. Forbandelsen skulle have fred til at hvile igen. Den havde krævet sine ofre.
Torsten kunne høre tyskernes gamle Folkevogn minibus kæmpe sig vej op ad jordvejen. Den gamle spand kunne kun klare jordvejen i ganske lav fart – ellers ville den falde fra hinanden. Torsten var med vilje kørt fra dem. Det gav ham lige et par minutter til at tjekke stedet, inden de ankom.
Han så sig hurtigt omkring. Alt åndede fred og idyl.
Han vidste selvfølgelig bedre. Han vidste nok om, hvad der var sket her, til at have en ubehagelig fornemmelse i maven. Men han vidste også, at det var ovre for denne gang. Ligesom det stoppede i 1961. Når den hvilende ondskab blev vækket, fulgte nogle dages helvede, hvor forbandelsen ville kræve sine ofre, før den igen fandt hvile. Hans egen farfar havde været skovløber i 1961, han havde stået for opførslen af trådhegnet omkring Den Lukkede Skov. Torsten havde hørt historierne, fra han var helt lille, og ligesom sin far, der var blevet skovløber efter farfaren, så havde Torsten også ladet denne del af skoven vokse vildt. Man holdt sig væk herfra.
Han skyndte sig rundt om hovedbygningen, sikrede sig, at alt åndede fred og ro, at der intet forkert var at se. Det var 10 dage, siden helvede var brudt løs her, nu virkede det nærmest hyggeligt. Havde han kunnet lukke øjnene uden at se den kvindehånd, som de havde fundet i husets kælder, mellem reolerne med gammelt legetøj, så havde han måske endda været i stand til at nyde øjeblikket.
Han stoppede på terrassen og samlede en knækket kost op. Han nåede lige at få smidt den ind i den vildtvoksende skov, før han hørte tyskernes gamle minibus rulle ind på pladsen omme på den anden side af huset.
Han børstede hænderne af og gik om til dem. Det ville selvfølgelig have været lettere at hyre danske håndværkere til at udføre arbejdet, men disse tyskere kendte ingen her i byen, de kendte ingen gamle historier, havde aldrig hørt om den forbandelse, der knyttede sig til området, og vigtigst af alt: De ville rejse hjem, hvor de kom fra, når arbejdet var udført. De ville ikke blive i landet og fortælle om det mærkelige job, de havde haft i Gillskov. Ingen ville høre rygter om, hvad de havde lavet her. Det ville næsten være, som om de aldrig havde været her. Danske håndværkere ville måske snakke, lokale håndværkere ville slet ikke vove at komme her – ikke hvis de var rigtig lokale og kendte historierne om heksens forbandelse, ikke hvis de vidste, at denne plantage var bygget præcis det sted, hvor heksene var blevet brændt.
Torsten skruede sit hyggeligste smil på og viste tyskerne til rette i skurvognen.
3
Katja tænkte på sin mor, da hun nåede til Gillsby. Hun tænkte på sin mor den aften, da hendes far ikke var kommet hjem, som han plejede. Hun huskede, hvordan morens uro var vokset. Hvordan de havde spist aftensmaden uden far, hvordan hans tallerken og glas havde stået urørt ved bordet, mens hun selv, otte år gammel, forsøgte at fortælle mor, hvad de havde lavet i skolen den dag. Mor hørte ikke efter. Senere på aftenen begyndte mor at ringe rundt, til farens arbejde, til venner, familie, bekendte ... ingen havde set ham.
Katja fik øje på den gamle borgruin, som de alle tre, hun, Anders og Mathias, havde besøgt sidste år, da de holdt sommerferie i Gillsby. Ruinen lå ude bag sin voldgrav, som den plejede. Et par ænder svømmede langsomt forbi. Katja svingede ind på den store parkeringsplads på venstre side af vejen, fandt en ledig bås og stoppede motoren. Den eftertændte en enkelt gang, før den slukkede helt.
Gillsby lignede sig selv. Dansk provins. Lave, gamle huse langs gågaden. De samme forretningskæde som alle andre steder. Den lille lystbådehavn, sandstranden, skovene med sommerhusene. Rækkerne med 70’er beton i nærheden af industrikvarterets lagerhaller. Gule parcelhuse bag grønne hække.
Hun kunne se det røde skilt med Frankies Burgerpalace of Gillsby. Mathias havde plaget for, at de skulle spise der, men det havde de selvfølgelig sagt nej til. Hun sukkede og slap rattet. Lige nu virkede det ret ligegyldigt at bekymre sig om, hvad man spiste.
Anders ringede altid hjem for at sige godnat til Mathias, når han var bortrejst. For Mathias’ skyld. Men det var ikke Mathias, der nervøst trippede rundt om telefonen, hvis det trak ud, før hans stemme lød i røret – det var Katja. Med billedet af sin mors bekymrede ansigt og fars tomme tallerken sitrende bag panden. Det var også Katja, der ikke kunne sove den fredag for små ti dage siden, da Anders ikke havde ringet som lovet for at sige godnat, ikke Mathias, og det eneste Katja følte, da Anders ikke kom som aftalt lørdag middag, var sort, sort, sort bekræftelse. Hun vidste, han ikke ville komme, for så havde han ringet aftenen før. Og når han ikke havde gjort det, så måtte der være sket ham noget. Hun åbnede døren og trådte ud på parkeringspladsen. Ude bag ruinen bugtede Gillså sig gennem det sumpede engområde og omkring dette begyndte skoven. Hun kunne se huse og sommerhuse mellem træerne. Den Lukkede Skov måtte være længere væk.
Hun så sig om, lagde en hånd på vognens lysegrønne tag ... og vidste ikke, hvor hun skulle begynde at lede. Inde i bilen havde hun en stak A4-ark med efterlysning og billede af Anders. Hun havde tænkt sig at hænge dem op på lygtepæle i hele byen, så ingen i Gillsby kunne undgå at vide, at Anders var forsvundet.
En tung lastbil med anhænger kørte forbi ude på vejen. Den sendte en sort fane af røg op i luften, og et øjeblik følte hun sig lille og håbløs.
Som den otte-årige Katja, hvis far ikke ville have hende mere.
4
Lastbilen hævede ladet, og det kridhvide salt begyndte at glide ned i en bunke foran plantagens hovedbygning. Gerhard Frunske vidste ikke, hvad han skulle synes om dette job, men som tiderne var med krise og astronomisk arbejdsløshed i hjembyen Delitzsch, havde man ikke meget valg som leder af et mindre byggefirma: Man tog de ordrer, man kunne få, og betød det, at man måtte køre mange hundrede kilometer i en gammel minibus og sikkert tilbringe det meste af efteråret i et fremmed land med at udføre et job, der stort set ikke gav mening, så gjorde man det.
Men guderne skulle vide, at han hellere ville være derhjemme hos lillemor og tv’et. Han sparkede til en sten, så den hoppede hen over græsset og forsvandt ind i den tætte skov, mens lastbilen sænkede ladet igen. Chaufføren steg ud for at tale lidt med skovløberen. Det var et ordentligt læs salt, den var kommet med. Gerhard havde endnu ikke helt forstået, hvad de skulle med alt det salt.
Han så ned på de to danskere, der talte dæmpet sammen. Skovløberen blev ved at se sig over skulderen, som om han var bange for noget ...
Gerhard rystede på hovedet og strakte ryggen. Han var for stor til at kunne sove bare nogenlunde behageligt i en bil, og nu betalte hans ryg prisen, hvis det da ikke var de lange timer i vognen op gennem Tyskland og Danmark, der havde gjort deres.
Han gik ind i skurvognen. Ronny og Marko sad ved bordet og drak kaffe.
"Tag en kop. Den er friskbrygget," smilede Ronny, som om han bød sin chef inden for i sit eget hjem.
Gerhard var lige ved at sige tak. Rystede i stedet bare på hovedet. "Skal du altid være så glad?"
"Hvorfor ikke?"
Gerhard tog et plasticbæger og hældte lidt kaffe i.
"Hvor er Maik?"
"Sover."
Gerhard gryntede en lyd, han ikke helt selv vidste, hvad betød, og stillede sig hen i vinduet med den varme kaffe i hånden. Han brændte fingrene, bandede og satte koppen fra sig på bordet.
Nu kunne han faktisk høre Maiks snorken inde fra det lille rum, hvor der var stillet fire drømmesenge op til dem. Det var ikke ligefrem luksus, man bød dem. Men det var vilkårene.
Han kunne se bygningen, som skulle forsegles, ud af vinduet. Den lignede så mange andre bygninger. Trængte til en kærlig hånd, som den altså aldrig ville få – de var ikke blevet hyret til at gøre stedet beboeligt, tværtimod.
"Vi skal have noget mad," sagde han ud i luften, da han vendte sig og tog sin kaffe. "Jeg er ved at dø af sult."
Marko, der var alt for spinkel til den her slags arbejde, så op fra det papir, han sad og tegnede på, og nikkede: "Jeg kunne godt spise en dejlig friskbagt lerche."
"Det kan du ikke få i Danmark," grinede Ronny.
Gerhard kastede et blik på Markos tegning. Han havde tegnet Gerhard, som han stod ved vinduet lige før og så ud på huset. "Så jeg virkelig så dyster ud?" spurgte han.
Marko trak bare på skuldrene. Ronny smilede:
"Drengen har talent. Han bliver en stor kunstner en dag."
"Sikkert," sagde Gerhard og drak sin kaffe i en mundfuld. "Irgendwie gefällt es mir hier gar nicht," mumlede han hen for sig selv og skævede til den mørke skov bag skurvognen.
5
"Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte betjenten og så på Katja med rare, blå øjne.
"Jeg hedder Katja Kromann. Min mand er forsvundet ... jeg mener ..." Hun støttede sig til skranken. "Han hedder Anders Kromann. Han var i Gillsby for at indsamle nogle snegle i skoven."
"Åh! Nu er jeg med," nikkede betjenten, tøvede og så et kort øjeblik næsten beklemt ud. "Det var tilfældigvis mig, der håndterede sagen. Forskeren, ja. Hvad kan jeg gøre for dig?"
Katja bandede stille, da hun kunne mærke tårer presse på. Hun tog en hånd op til øjnene og vendte sig væk.
Betjenten slog en plade i skranken op og kom ud til hende. Lagde en hånd på hendes arm og så på hende med sine rare øjne. "Hør, kom ind og sæt dig ned. Der er ikke andre på stationen end mig. Her er blevet lidt tomt, siden de flyttede alarmberedskabet til Hillerød." Han smilede og førte hende ind bag skranken og hen til en slidt kontorstol. "Sæt dig her." Han trak stolen ud for hende, og hun satte sig.
"Jeg fik en opringning angående din mand, jeg tror, det var sidste mandag. For en uge siden." Han satte sig på den anden side af et rodet bord, greb musen og bragte computeren til live, klikkede lidt rundt. "Ja, mandag. Man fortalte mig, at du havde meldt ham savnet, og at han skulle have været her i byen for at samle snegle i ... ‘Den Lukkede Skov’." Han rynkede panden og så på hende. "Han skulle møde vores skovløber, som så skulle vise ham vej ind i skoven. Korrekt?"
Katja nikkede. "Ja."
Et navneskilt mellem stakkene af papir på skrivebordet sagde, Daniel Justesen, men der var vel ingen, der sagde, at det nødvendigvis var hans skrivebord.
Katja tænkte på sit arbejde. De skulle have besøg af krimiforfatteren Anna Grue på biblioteket i aften. Det var hende, der havde arrangeret det, men nu ville hun altså ikke være der.
"Jeg kan ikke gøre så meget for dig. Jeg spurgte lidt omkring, da jeg havde modtaget opringningen fra Frederiksberg Politi. Torsten Hammerkjær, vores skovløber, kunne bekræfte, at han ganske rigtigt havde haft en aftale med din mand, men han var aldrig dukket op på det aftalte sted. Jeg var rundt på byens tankstationer, viste dem et billede af din mand, og hørte om de kunne mindes en ældre, lysegrøn Land Rover."
"I var ikke ude i skoven? I satte ikke en eftersøgning i gang med hunde og ..."
"Nej." Han løftede beklagende de tykke øjenbryn. "Når vi ikke har kunnet bekræfte, at din mand overhovedet var i Gillsby den pågældende dag, kan vi ikke iværksætte en større eftersøgning. Jeg beklager, men vi har meget begrænsede midler."
"Anders ville ikke give op, bare fordi han var gået fejl af skovløberen. Han ville være taget ud i den her lukkede skov selv."
"Der er ikke nogen lukket skov. Jeg beklager. Der er masser af skov, men ingen her på stationen har hørt om nogen lukket skov. Hvis din mand er taget ind i skoven på egen hånd, så taler vi om et meget stort område. Dét er en ting. En anden ting er, at man jo så ville have fundet hans bil på en af rastepladserne, og dem har vi naturligvis været forbi."
Hun rejste sig op. "Tak for din tid."
"Det var så lidt. Du er altid velkommen, hvis der er noget, jeg kan ..."
"Du kan starte en eftersøgning af min mand!"
Han sukkede. "Så bevis, at han har været her i byen."
Hun rystede på hovedet, vendte sig og gik ud gennem lemmen i skranken, der stadig stod åben. Da hun tog i døren, vendte hun sig om og så på betjenten, der var fulgt efter hende hen til skranken og nu var ved at lukke lemmen i.
"En sidste ting. Skovløberen. Torsten Hammerkjær.
Kan du give mig hans adresse?"
"Han står i telefonbogen."
