Poe - 4 makabre hyldester

Hør Bogbidden her
Indtalt specielt for Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog
Orkestergraven Af A. M. Vedsø Olesen

“Det var noget i hendes sang, forstår du ikke det? Nej, hvordan skulle du kunne forstå, ingen forstår, alle elskede hendes sang."
Han ser over på hende med et blik, der er bedende, men også stædigt.
"Hendes sang sprættede mig op. Hele tiden. Jeg kunne ikke holde det ud."
Hun siger stadig ikke noget, og han mærker antydningen af panik. Hun bliver nødt til at hjælpe ham.
"Jeg er så taknemmelig over, at du er her," fortsætter han, "du er den eneste, der nogensinde har forstået mig. Det er pænt af dig."
Endelig rører hun på sig. Hun har siddet helt stille på den blå sofa, der som alt andet i det lille rum ligner et kontormøbel. Man skulle ikke tro, at det var en dirigents garderobe, og at man befandt sig i et operahus.
Hun lægger benene over kors, langsomt, og nikker let, og han aner antydningen af et smil. Hun er stadig smuk, og hans krop husker begæret.
"Om to timer skal jeg ind i orkestergraven. Om to timer skal jeg løfte taktstokken, og tæppet skal gå, og jeg skal lede halvandet hundrede musikere og sangere gennem en premiere foran en udsolgt sal af anmeldere og publikummer. Og jeg kan ikke!"
Det sidste råber han ud. Hun kan umuligt undgå at blive berørt af hans fortvivlelse, tænker han.
De ser lidt på hinanden. Hendes blik er nærværende og interesseret, men hun siger stadig ingenting, og han mærker svedperler på panden.
"Lad mig fortælle dig alt," sukker han til sidst. "Jeg fortæller det hele, det lover jeg, jeg udelader ingenting. Selv de grusomme øjeblikke, dem som jeg troede, at jeg kunne glemme som en blodig drøm, skal jeg grave frem og røbe for dig. Når jeg har fortalt dig alt, vil du forstå min panik. Du vil forstå, hvorfor jeg ikke kan dirigere i aften. Og så håber jeg – jeg håber, jeg tigger, jeg beder til – at du vil hjælpe mig. Du er kvinde, du har også kendt kærlighed, og du kender mig som ingen anden. Hør min historie:
Jeg faldt for Isabella ved første blik. Eller måske snarere ved første lyd. For jeg hørte hendes sang, før jeg så hende. Jeg gik forbi på gangen, og døren stod på klem, og jeg blev ramt af den lyse stemmes skønhed. Stemmen foldede sig ud i det mest betagende univers, jeg nogensinde havde hørt. Så feminin, så sensuel. Klangen jog igennem mig med en smerte, jeg aldrig før havde kendt, det var, som om den flækkede mit brystben, jeg fik hjertekramper og kvalme, og da jeg kort efter så hende ved vores første prøve, vidste jeg, at hende måtte jeg have, hvis jeg nogensinde skulle gøre mig håb om at slippe ud af den forfærdelige, vidunderlige pine, hendes stemme forvoldte mig.
Ja, jeg aner dit strejf af foragt nu. Du tænker, at sådan en besidderisk lyst er barbarisk og egoistisk. Men jeg spørger dig, du som er kvinde, hvem besidder i virkeligheden hvem? Isabella anede den magt, hun havde over mænd, og hun strålede, når hun spejlede sig i den. Desuden var lysten gensidig. Hun ville også mig."
Han ser rødmen blusse op på hendes kinder.
"Nej, nej," tilføjer han hastigt, "du må ikke blive stødt, jeg har altid elsket dig. Det ved jeg nu. Nu hvor det er for sent."
Bliver hendes øjne ikke lidt blanke ved hans ord? Har han rørt hende nok til, at hun kan tilgive ham?
"Men Isabellas stemme," fortsætter han og bemærker, hvor intenst hun lytter til ham nu, "rummede også noget i sine lyse klange, som fik mig til at få lyst til at gøre hende ondt. Det fandt jeg hurtigt ud af. Jeg blev besat af lyden, den var alt for besnærende, og til sidst kunne jeg ikke tænke på andet end, hvordan jeg kunne komme den til livs.
Hendes stemme var det, der fik alting til at gå galt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan ikke engang sige dig, hvornår den lyst til at forvolde skade opstod i mig første gang. Måske fra den allerførste tone. Det tror jeg. Der var ganske enkelt noget i hendes uimodståelige, fortættede klange af erotik og glæde, som jeg ikke kunne tåle, og som fik tåger af grønt ubehag til at drive for mit blik.
Sådan blev det. Den følelse af ubehag voksede sig stærkere og stærkere i mig. Og lysten til at gøre hende tavs voksede i takt hermed, og jeg begyndte at forestille mig alle de måder, jeg kunne skade hende på.
Du må ikke tro, at det betød, at jeg ikke var forelsket i hende. Det var jeg. Helt til enden, og måske endda mere end nogensinde den aften, vores affære fik sin blodige afslutning.
Du må heller ikke tro, at det var tilfældigt eller et uheld, det der skete den aften. Mange kunne sikkert mene, at jeg har handlet i affekt. Men sådan var det ikke, det kan jeg ikke bilde mig selv ind, og jeg vil ikke lyve over for dig. Du må høre sandheden.
Vores affære var intens og begyndte med det samme. Seks ugers prøvetid er der på en opera, Isabella var gæstestjernen, der skulle synge havfruen Rusalka, og hun flyttede ind på et hotel her i byen imens. Allerede den første uge blev vi elskende.
De uger står for mig som en bøddeldrøm af dunkende pulsslag. Al den ekstase, al den musik. Isabella sang og sang, og jeg havde lyst til at elske hende og kvæle hende på én og samme tid. Hendes stemme var så smerteligt tiltrækkende, og jeg kunne ikke undslippe den. Tone på tone huggede sig vej ind i mig, et sløret ubehag sejlede for mit blik og gjorde mig vred, og jeg elskede med hende, og hver gang var det hårdere end sidst.
I denne vibrerende drøm begyndte noget at tage form. Gennem tågerne skimtede jeg omridset af visioner, der i begyndelsen ikke var andet end frydefulde fornemmelser af lemlæstelser, der kunne gøre hende tavs. Men gradvist tog billederne en fastere form, og når jeg elskede med hende, havde bestemte forestillinger det med at blive hængende nu: Jeg trængte ind i hende i heftige stød, mens jeg så ned på hendes strube og tænkte på brusken og knoglerne og stemmelæberne inde bagved, og hvordan det ville lyde, hvis jeg kvaste det. Jeg kyssede hende hårdt og dybt, min tunge undersøgte hendes, mens jeg med foragt tænkte på, at den vulgære mundmuskel var med til at forme hendes uudholdelige vidunderlyde. Hendes røde læber, der på scenen modelerede hendes sang med overdrevne grimasser, nappede jeg i med tilbageholdt lyst til at bide igennem og efterlade munden som et åbent læbeløst ’o’.

*

Og gradvist begyndte en plan at lejre sig.
Bevidstgørelsen forskrækkede mig til at begynde med. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at det kun var fantasier, at de ophidsede mig, og at jeg bare skulle nyde dem.
Men det var ikke sandheden, det var jeg ærlig nok til at indrømme over for mig selv. Jeg ville af med de utålelige lyde, der kom ud ad hendes mund.
Efter den erkendelse blev alting meget klarere. Jeg havde truffet min beslutning.
Men var jeg virkelig stadig forelsket i hende? spørger du sikkert.
Ja, det var jeg. Hun var vidunderlig. Smuk og skrøbelig, erotisk og stærk, som hendes stemme, der sved min hjerne og jog kroge i mine ribben, og jeg begærede hende hele tiden.
Når hun ikke sang, kunne det endda ske, at jeg kom i tvivl om mit forehavende.
Men hun sang det meste af tiden, i prøvesalene, og i slutningen af forløbet også på selve den store scene, hvor jeg dirigerede hende fra orkestergraven. Hun stod på scenen som havfruen Rusalka med det våde hår og sang om en umulig kærlighed, der var alt for voldsom. På en måde var hun en havfrue, min havfrue, det tænkte jeg tit. Vores operahus er jo omgivet af vand, og fra vinduet her så jeg hende ankomme med den lille færgebus ved anløbsbroen dernede. Hun steg op fra det grønne vand hver dag, ofte lå havnen indhyllet i våde tåger som dem, der drev for mit blik, og jeg tænkte på, hvordan havfruen i eventyret måtte miste sin stemme for sin kærlighed.
Kan du se skæbnemønstrene? Der var ingen vej udenom. Det, jeg have planlagt, måtte ske.
Jeg begyndte nu at gå mere systematisk til værks og opdagede, at det bekom mig vel midt i rusen af elskov og musik. Der var noget befriende over de kølige overvejelser og anskaffelser. Planlægningen og forberedelserne var som en redningskrans af kontrol midt de rasende drifter og det stadigt mere intensiverede prøveforløb, hvor hun sang, så det føltes, som om mine øjne skulle kaste op.
Der var visse redskaber, jeg ville få brug for. De skulle indkøbes, uden at jeg efterlod mig spor, og jeg skulle smugle dem med ind i operaen og finde passende gemmesteder til dem i orkestergraven, som var det sted, jeg havde valgt til udførelsen af gerningen.
Hvorfor lige orkestergraven, spørger du måske.
Jeg tror, at jeg valgte stedet for at være sikker på, at jeg ikke pludselig blev overmandet af skrupler eller angst. Ingen har ret til at sætte spørgsmålstegn ved mine vurderinger, når jeg har indtaget dirigentpodiet, ingen er over mig til at dømme mig.
Orkestergraven er mit kongerige. Det, jeg vil, er lov der.
Dertil kom, at vi flere gange havde haft hede rendezvous’er i netop orkestergraven sent om aftenen, når andre var gået hjem, og jeg var sikker på, at det ville ske igen.
Så jeg gemte mine indkøbte redskaber under dirigentpodiet og ventede på det rette øjeblik.
Det indtraf tre dage før premieren. Forestillingen havde samlet sig til noget nær det perfekte, vi havde netop haft en fuldstændig gennemspilning i kostumer, og Isabella var en fantastisk Rusalka. Så fantastisk, at hendes sang den dag gjorde mig mere ophidset end nogensinde før. De sitrende kærlighedsklange, der væltede ud af hendes mund og ned over mig i orkestergraven, skar gennem min krop på den mest smertelige vis, og orkestermusikerne fangede min rasende pine og spillede som aldrig før.
Mine følelsers styrke havde nået et højdepunkt.
Jeg satte hende i stævne i orkestergraven en time efter midnat.
Sent om aftenen, da alle havde forladt operaen, og kun vagten sad tilbage, listede jeg ned i min orkestergrav med en pandelygte, der kunne give mig lys samtidig med, at jeg kunne arbejde med mine hænder. Klokken var tolv, og jeg ville bruge den sidste time på at gøre klar og sikre mig, at alt var, som det skulle være.
Jeg tjekkede, at mine redskaber var inden for rækkevidde og konstaterede, at orkestergraven var ryddet for musikinstrumenter, som den burde, og at det kun var mit dirigentpodium og flygelet og en harpe, der stod tilbage. Men musikernes tomme nodestativer og stole fyldte godt op, og jeg gik i gang med opgaven at rydde den nødvendige gulvplads. Jeg arbejdede langsomt og omhyggeligt, sikrede mig, at jeg huskede præcis, hvorhen jeg flyttede hver stol og hvert nodestativ. Så hentede jeg plastikken, jeg havde købt, og foldede den ud på den ledige gulvplads. Endelig slukkede jeg lygten og satte mig til at vente.
Hun dukkede op præcis klokken et. Jeg hørte hendes skridt og så hendes silhuet tøve i døråbningen. Gangen bag hende var svagt oplyst, og hendes øjne havde endnu ikke vænnet sig til mørket i min grav. Jeg kunne se hende, men hun kunne endnu ikke se mig.
"Herhenne," hviskede jeg.
Hun tog et par skridt frem og stødte ind i et nodestativ.
"Hvorfor tænder du ikke lidt lys," sagde hun med sin fine, melodiske stemme, og da hun talte, kildrede blandingen af fryd og ubehag i mig igen, og jeg vidste, at øjeblikket var rigtigt, og at det var nødvendigt. Hendes lyde måtte destrueres, for at jeg kunne finde ro.
"Kom!" sagde jeg og gik hende i møde og greb hendes hånd.
Berøringen påvirkede øjeblikkelig os begge, og hun fulgte mig villigt.
Inden længe stod hun, hvor jeg havde planlagt, og uden tøven vred jeg hendes arme om på ryggen, klikkede håndjernene fast og væltede hende omkuld på plastikken.
Hun skreg kun lidt, og jeg vidste, at hun stadig troede, at det var en leg. Jeg kunne høre begæret i hendes hastige, overfladiske vejrtrækning.
Jeg var eksalteret. Resten ville være nemt.
Der er øjeblikke i ens liv, hvor floder brøler under gungrende stjerner, mens månen holder vejret i sit evighedskys. Dette var et af disse øjeblikke.
Jeg løftede blikket og forsøgte at se gennem salens mørke. Hendes lille skrig havde klinget sært i den store, tomme publikumssal, hvis akustik jeg kendte så godt. En lyd som en tynd pil skudt lige i vejret.
"Din stemme skal drukne i min himmel," sagde jeg og så ned på hende. "Den gør det allerede."
Jeg sænkede mig ned over hende, kyssede hende på halsen og i øret og stak min tunge dybt ind i hendes mund. Så hviskede jeg til hende, at hun skulle gøre det samme.
Hendes tungespids gled forbi mine læber.
Stjerner eksploderede i min hjerne.
Så bed jeg til.
Hun forsøgte at trække sin tunge til sig, men mine tænder havde bidt sig fast, og det var først, da min mund var fyldt med blod og muskeltrevler, at jeg slap. Hun var vantro og rædselsslagen, og hendes rædsel blev manifest og fejede enhver tvivl om situationen til side, da jeg spændte metaltingen fast til hendes mund. Jeg skruede på apparatet, så hendes tandrækker skiltes ad, og jeg blev ved med at skrue, indtil de ikke kunne komme længere fra hinanden. Jeg låste apparatet fast i denne yderposition. Hendes mund var spærret helt op, der var blod i den, og den eneste lyd, der undslap hende nu, var en mærkelig, ucharmerende gurglen.
Jeg havde tændt min pandelygte igen og sad overskrævs på hende. Hendes hvide ansigt var oplyst af min lampe, og jeg undveg det våde blik og rettede opmærksomheden mod den vidt opspærrede mund.
Jeg gravede ind i munden med en tang og fik fat i tungen. Derpå hev jeg den ud så langt, jeg kunne.
Selv om den var lemlæstet efter mit bid, var det meste af den intakt. Det var kun tungespidsen, jeg havde maltrakteret. Men jeg havde forventet, at det ville være sådan, og jeg fandt skalpellen frem.
Det blødte massivt, da jeg skar hendes tunge af. Jeg har aldrig før set så meget blod.
Tungen lå i min hånd, en varm klump kød ikke uden en vis tyngde, og jeg stirrede fascineret på den blodige mundmuskel, der var så smidig og sej. Her var organet, som havde kysset og sunget, sunget så foruroligende smukt og ulideligt invaderende, at jeg ikke havde kunnet holde det ud. Jeg mærkede de velkendte tåger komme sivende ved tanken, og med væmmelse kastede jeg tungen fra mig igen.
Jeg betragtede Isabella.
Hun lå som et smukt madonnabillede under mig med sit hvide, oplyste ansigt og den nu evigt tavse, blodige mund, og i det øjeblik - det må jeg tilstå over for dig - blev jeg grebet af den dybeste kærlighed til hende. Hun kunne ikke længere trænge ind i mig med sin urovækkende sang. Tilbage var den reneste ømhed. Jeg ville ikke slå hende ihjel, ikke mere. Det havde jeg troet, at jeg ville, og jeg havde forberedt de videre processer. Men alt det, jeg ikke kunne tåle ved hende, var væk nu, og jeg vidste, at jeg elskede hende.
"Isabella," sagde jeg og strøg hende over håret.
Blodet steg i hendes optvungne mund, fyldte mundhulen og løb over sine bredder som en forårssø. Det silede ud ad mundvigene, ned over kinder og hage og videre ned på halsen. Lyset fra min pandelampe fik blodet til at skinne som rubiner, jeg var månen over bjerget, og tiden sank i stumme skrig.
En svag, indeklemt gurglen lød fra hendes strube, og en rystelse gik gennem hendes krop. Så blev hendes forgrædte øjne slørede, og til sidst tomme.
Isabella var død, kvalt i sit blod.
Jeg rejste mig og gik op på mit dirigentpodium. Jeg ved ikke hvorfor, men det var min første indskydelse. Jeg gik derop og greb min taktstok og holdt den i hånden en stund. Min pandelampes lys fór hid og did, når jeg bevægede hovedet. Jeg kiggede ud i salen, og lyskeglen strejfede guldet i loftet og balkonernes ædeltræ og de blå publikumssæder.
Så rettede jeg blikket mod scenen. Den var tom, og der var helt stille.
Men min verden var lyde, lyde! Min verden var musik!
Jeg kiggede ned i orkestergraven. Herfra plejede lydene at komme, herfra skabte jeg. Men jeg havde dræbt lyden i dag.
Jeg mærkede sorgen vælde op i mig.
Ingen tårer, ingen tårer, forsøgte jeg at presse mig selv, men jeg kunne ikke holde dem tilbage. En tåre for Isabella så. Kan jeg nogensinde skabe musik igen?

*

Det var da, at jeg hørte det.
Det var en lyd så hårrejsende, så forfærdelig, at jeg var sikker på, at mine sanser spillede mig et puds.
Jeg syntes, at jeg hørte Isabella synge.
"Nej!" råbte jeg højt og lyttede intenst.
Jo, der var lyden igen, ganske svagt, uendeligt fjerne klange fra den lyseste, mest vidunderlig stemme, og jeg mærkede panikken overmande mig.
"Du skal væk, væk!" råbte jeg og fór ned til Isabellas døde krop.
Jeg fandt flere redskaber frem og begyndte at partere liget. Den uhyggelige sang forsvandt igen, arbejdet skred frem, og jeg begyndte at komme til mig selv. Sorgen og panikken gled bort, og jeg kunne ånde lettet op. Jeg var tilbage på sporet, jeg havde igen situationen under kontrol. Mine grundige forberedelser med omhyggeligt udvalgte instrumenter kom mig til gode nu, og jeg kunne skære hoved og arme og ben af uden problemer. Blodet svinede ikke min orkestergrav til, men forblev på plastikken, og inden længe kunne jeg samle alle ligdelene i en stor sæk. Redskaberne smed jeg også derned. Endelig kunne jeg forlade orkestergraven.
Jeg slæbte sækken gennem operaens nattetomme gange og op til min garderobe her, hvor jeg tog et bad. Mit blodige tøj, som var indkøbt til lejligheden, smed jeg ned i en anden pose. Det tøj ville jeg brænde hjemme hos mig selv sammen med handskerne.
Til sidst fandt jeg en stor kuffert frem og flyttede sækken med ligdelene over i den.
Som du kan høre, havde jeg tænkt det hele grundigt igennem.
Der var kun ganske lidt, jeg manglede at gøre nu. Jeg måtte vende tilbage til orkestergraven en sidste gang og sætte stole og nodestativer på plads. Var jeg nervøs, da jeg vendte tilbage?
Ja, det var jeg. Jeg frygtede hele tiden, at den forfærdelige lyd af Isabellas sang ville dukke op igen.
Men det skete ikke. Jeg listede ind og satte alt tilbage på rette plads, hele tiden lyttende, hele tiden angst for lyden af en kvindestemme. Men jeg hørte kun min egen skramlen, og til sidst var jeg sikker på, at det var min egen nervøse tilstand, der havde spillet mig det puds. Jeg tror, at jeg ligefrem lo en smule ad mig selv, da jeg for anden gang vendte tilbage til min garderobe.
Her ventede endnu en prøvelse. Jeg blev nødt til at tilbringe natten sammen med Isabellas lig, jeg kunne ikke risikere at passere vagten så sent om natten, det ville han bestemt undre sig over og kunne huske. Så min plan var at overnatte på sofaen, den som du sidder på, og om formiddagen blande mig naturligt med de andre, som om jeg lige var mødt på arbejde den dag, akkurat som de.
Kufferten med Isabellas ligdele ville jeg så tage med mig ud om eftermiddagen. Det ville ikke være påfaldende, jeg var tit rejst direkte fra operaen til turneer i udlandet, og man havde før set mig færdes med en kuffert.
Jeg lagde mig altså til at sove på sofaen sikker på, at det værste var overstået, og at resten kun kunne gå glat. Jeg var fuldstændig udmattet. Efter i uger at have levet i den stærkeste forelskelseseufori sammenfiltret med stigende pine og ubehag over hendes sang, den sang som jeg elskede, men som jeg ikke kunne gardere mig imod, var det hele kulmineret i et blodigt mord, hvor alle de største følelser havde raset på kryds og tværs i mig. Jeg ønskede bare at få fred nu. Og sove.
Jeg så på kufferten. Den stod henne ved døren, og jeg kunne ikke lade være med hele tiden at åbne øjnene for at kigge på den. Til sidst stod jeg op og slæbte den ind i min garderobes lille badeværelse.
Langt om længe kunne jeg falde i søvn.
Solen skinnede, da jeg vågnede, klart morgenlys væltede ind ad vinduet, og et kort øjeblik glemte jeg kufferten og Isabella og den blodige tunge. Min verden lignede sig selv igen. Smuk og rolig og til at kontrollere. Jeg ville have fred, og jeg havde fået det. Jeg kunne ikke tåle det, jeg havde følt med Isabella.
Men nattens hændelser var stadig tæt på, og jeg blev nødt til at gøre det sidste. En lang dag ventede forude, med megen balancegang, men jeg var sikker på, at jeg havde styr på det.
Der ville gå panik i produktionsholdet, når Isabella ikke mødte op til dagens planlagte generalprøve på Rusalka. Jeg ville skulle stå nede i orkestergraven og være med til at finde på løsninger, og man ville begynde at lede efter hende. Og så var der kufferten ...
Men jeg var fortrøstningsfuld. Jeg skulle nok komme gennem dagens udfordringer. Jeg havde tænkt på alt. Forestil dig, hvordan det var at møde op til generalprøven. Alle mine musikere, der indtog deres plads i orkestergraven med instrumenter under armen, sceneteknikere og assistenter, der rendte frem og tilbage over scenen for at få det sidste i orden, stemmer, der varmede op i kulissen.
Selv var jeg lidt tidligere gået ind i orkestergraven for at sikre, at partituret og taktstokken lå på mit dirigentpodium, som de skulle. Til at begynde med var det ikke så nemt, som jeg havde troet, det ville være. Jeg så stadig hendes hvide ansigt med den blodfyldte mund for mig; dér havde hun ligget, for kun få timer siden, dér hvor førsteviolinerne nu ville sætte sig. Jeg huskede lyskeglen fra min pandelampe, der var sejlet hen over orkestergraven den mørke, tomme sal, hvor hendes sidste skrig var steget til vejrs. Og frem for alt erindrede jeg de forfærdelige klange fra hendes smukke sang, der havde lydt et fjernt sted fra, mens hendes blodige lig lå for foden at mit podium.
Heldigvis brød al den leben, der var omkring generalprøven, hurtigt nattens gru. Det var mit velkendte sted igen, salen var oplyst, og stemningen var glad og forventningsfuld. Det sædvanlige generalprøvepublikum af velmenende tanter og arbejdsløse lillesøstre begyndte snakkende at indfinde sig, musikerne øvede sig, lys blev testet, og forestillingslederen og instruktøren havde hver tyve bolde i luften, som de skulle nå at gribe, inden tæppet gik.
Jeg ventede i musikernes fællesrum på, at det blev min tur. Jeg ville blive kaldt ned i rummet ved siden af orkestergraven, og når musikerne havde stemt, og lyset var blevet slukket, så var det tid. Jeg skulle træde ind og indtage mit podium og sætte forestillingen i gang.
Enkelte bemærkede og kommenterede, at jeg ventede i fællesrummet, for jeg plejede altid at søge ensomheden i min garderobe, hvor jeg brugte tiden på at finde ro og fokus. Men det var umuligt med kufferten lige ved siden af, og jeg gled af på deres kommentarer.
Og hele tiden ventede jeg på det øjeblik, hvor man ville opdage, at Isabella ikke var mødt op. Jeg trængte til at få det overstået.
"Vi har et problem," sagde forestillingslederen og satte sig over for mig. "Og hvorfor er du i øvrigt her?" Hendes stemme var fast og rolig. Hun var vant til at håndtere den slags kriser.
"Isabella er ikke mødt op," fortsatte hun. "Og vi kan ikke finde hende. Hvad synes du, vi skal gøre? Forestillingen begynder om et kvarter."
Jeg sagde alt det, jeg havde forberedt, krydret med tilpas tøven og undren: Vi havde kun én Rusalka til den forestilling, så der var ingen til at springe ind her og nu. Jeg kunne markere Isabellas parti under prøven, men min barytonstemme fra orkestergraven ville ikke være i orden for et publikum at opleve, selv ikke gratister til en generalprøve. Så vi burde sende dem hjem. Men stadig gennemføre generalprøven – bare uden publikum. Og sandsynligvis dukkede hun op midt i det hele.
"Ja," sagde forestillingslederen, "vi prøver at finde hende til det sidste. Så går jeg ind og aflyser for publikum. Og så gennemfører vi generalprøven uden hende." Hun tøvede. "Premieren i overmorgen ... hvad hvis der er sket noget? Skal jeg for en sikkerheds skyld begynde at se mig om efter nogen, der kan springe ind?" Jeg havde vidst, at hun ville foreslå det. Det var det eneste fornuftige. Jeg gav hende navnene på et par udenlandske sangerinder, som havde sunget partiet inden for det seneste år.

*

Tre kvarter senere, da publikum havde fået den skuffende besked om aflysningen og var blevet lukket ud igen, trådte jeg ind i orkestergraven for at sætte generalprøven i gang. Uden Isabella. Jeg ville markere hendes parti, synge det fra mit dirigentpodium, mens jeg dirigerede – en af de yderste nødløsninger, man kunne gribe til, og en der kun sjældent blev brugt. Normalt ville man aflyse prøven, og til en rigtig forestilling kunne det natuligvis slet ikke komme på tale. Men netop en generalprøve var vigtig at gennemføre.
Jeg trådte altså op på mit podium, greb taktstokken og påkaldte mine musikeres opmærksomhed med det tændte blik, som jeg altid starter med, og som er beregnet på at samle dem til den enhed, det fælles væsen, de skal være de kommende timer.
Dér lå hun i nat! tænkte jeg i et panikslagent sekund, da mit blik strejfede violinerne på første række. Min taktstok stod stille i luften en anelse længere, end den normalt ville have gjort. Så tog jeg mig sammen, og med et nedslag, der nok var lidt for demonstrativt, slog jeg takten an og satte operaen i gang.
Musikken var i mig og om mig, klange som søgrønne fiskeskæl, og min grav var mørk, og månen var sølv over scenen. Orkestermusikerne var min krops lemmer, oboen et håndled, bassen et øjenbryn, og de skønneste lyde bruste fra mit legeme.
De tre vandnymfer dansede i månelyset ved søens bred. Rusalkas far deltog i deres muntre leg og forsøgte at fange dem. Nu, snart, skulle Rusalka synge.
Scenen lå badet i grønt og hvidt lys, det var søen og skoven og månen, og de første klange af lidelse og umulig kærlighed steg op fra orkestermørket under mig. Jeg åbnede munden for at synge Rusalkas strofe.
Da skete det.
For anden gang.
Og det var så rædselsfuldt, at jeg vaklede og måtte støtte mig til podiet.
Isabella sang med mig. Og denne gang var hendes klange ikke fjerne og æteriske, men strofer af svulmende fylde, strålende og kraftfulde og så tæt på, at jeg syntes, jeg mærkede hendes søde ånde ved mit øre.
"Nej, nej," stønnede jeg, "ikke mere ...!"
Taktstokken gled ud af min hånd, og jeg hørte musikken slingre og sive ud.
Forestillingen var gået i stå.
Men jeg ænsede ikke alle de forbløffede og forskrækkede ansigter, for hun sang stadig, og lyden var så mættet af alt det forfærdelige, som jeg ikke kunne modstå, og som jeg troede for evigt var borte, og jeg knækkede sammen og kastede op.
"Kan I ikke høre?!" råbte jeg med opkast ned ad tøjet.
"Så hør dog!"
Mit hjerte hamrede i brystet på mig, jeg drev af sved, og smagen af bræk sendte en ny bølge af kvalme ind over mig.
Sangen blev ved, fra et sted ganske nær mig.
"Hvor, hvor ...?!" råbte jeg og begyndte at se mig forvildet omkring.
Nogen kom og tog mig ved hånden. Så blev jeg ført ud af orkestergraven.
"Vi aflyser den generalprøve," sagde forestillingslederen på vej op til min garderobe. "Vi klarer os uden. Kostumeprøven i går var perfekt. Nu tilkalder jeg en læge. Læg dig ind på din sofa."
Da jeg var alene, sank jeg sammen og græd. Ja, det gjorde jeg. Isabellas sang var forsvundet, så snart jeg have forladt orkestergraven, men alting var skredet for mig, og jeg kunne slet ikke forestille mig, at de andre ikke havde hørt hendes stemme.
Nu sad jeg med opkast på tøjet, et lig i kufferten og blodigt tøj i en anden pose og var så langt fra formålet med gerningen som nogensinde, nemlig at genfinde mit velkontrollerede liv og passe mit arbejde med rolig glæde. Du kender mig. Er der noget, jeg altid har været god til, så er det at tage kontrol. Det hører med til mit fag. Uden den egenskab bliver man aldrig en god dirigent.
Jeg havde aldrig været så langt fra kontrollen som nu. Men jeg samlede alle mine kræfter og gik i gang. Et skridt ad gangen, det skulle nok gå, sagde jeg til mig selv. Jeg flyttede kufferten ud af badeværelset og tog endnu et bad. Jeg stank af opkast og sved, og jeg måtte starte med at genvinde mit fysiske velbefindende. Brækket fjernede jeg fra tøjet, så godt jeg kunne med vand. Jeg havde ikke mere rent skiftetøj.
Derpå ringede jeg til forestillingslederen og sagde, at hun skulle afbestille lægen. Hun var ikke meget for det, men jeg fik min vilje.
Så satte jeg mig ned og tænkte.
Var jeg ved at blive vanvittig? Ingen andre så ud til at have hørt stemmen. Men den havde været så klar og tydelig. Jeg mærkede mine tindinger begynde at dunke og sveden springe frem ved tanken. Bare det at tænke på hendes lyde, gjorde mig syg. Jeg stønnede og følte mig igen fortabt og forsvarsløs. En malstrøm af billeder hev mig ned, jeg kunne ikke holde dem fra livet: Isabella, der villigt havde taget min hånd, Isabella på plastikken, Isabellas optvungne, blodige mund og tungen, jeg skar ud og holdt i min hånd ... Jeg havde kastet den bort i væmmelse.
Foran mig stod kufferten med hendes ligdele. Jeg havde parteret hendes krop og samlet delene i en sæk. Jeg så det for mig. Og jeg vidste med et, at tungen ikke var kommet med.
Tungen var ikke med! Jeg var næsten sikker.
Åh gud, tænkte jeg, hvis det var sandt, så lå den stadig nede i orkestergraven. Den ville blive fundet, og alt ville blive afsløret.
Jeg blev nødt til at gå tilbage og finde den.
Men først måtte jeg være helt sikker. Jeg kastede et fortvivlet blik på kufferten. Der var ingen vej udenom, jeg måtte åbne den og gennemgå ligdelene.
Jeg trak kufferten tilbage ind på badeværelset. Hvis der kom blod ud, ville det være let at skylle bort med bruseren. I sidste øjeblik kom jeg i tanker om mit tøj og klædte mig nøgen, så det ikke blev svinet til. Så åbnede jeg kufferten og løftede den sorte plastiksæk ud.
Et øjeblik overvejede jeg, hvordan jeg skulle gribe det an. Det ville være mest ordentligt at tage lemmerne ud en efter en, men jeg kunne ikke overvinde mig selv til splitternøgen at stikke armen ned og gribe i blinde, så jeg endte med at tømme hele sækken ud på én gang. Det var forfærdeligt. Metalredskaberne faldt larmende ud på badeværelsesfliserne, hovedet trillede for sig, og med møje måtte jeg tvinge den sidste arm ud. Dødsstivheden var indtrådt i en position, hvor armen sad i spænd i bunden af plastiksækken.
Var tungen der? Jeg lagde lemmer og torso op på rad og række sammen med redskaberne uden at finde den, jeg tjekkede sækken og kufferten – de var tomme nu – og jeg kiggede for en sikkerheds skyld efter i den ekstra pose med mit blodige tøj, der skulle brændes. Til sidst tog jeg mig med væmmelse sammen, satte mig på knæ foran hovedet og kiggede ind i hendes mund. Metalapparatet sad stadig fastspændt til den vidtåbne mund. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg skulle have lagt tungen tilbage dér, men man vidste aldrig, og den kunne måske være faldet derind ved et tilfælde, da delene blev rodet sammen. Men det var alt sammen forgæves. Tungen var ingen steder at finde.

*

Svaret var klart: Isabellas tunge befandt sig stadig i orkestergraven.
Forestil dig min desperation. Orkestergraven var det sidste sted, jeg kunne holde ud at gå hen med Isabellas rædselsvækkende og smukke stemme, som jeg var sikker på ventede mig og ville drukne mig i forpint vanvid. Men jeg blev nødt til det.
Men en anden tanke slog mig, og jeg livede næsten helt op Det kunne måske blive løsningen på alle mine kvaler.
Måske, måske, tænkte jeg håbefuldt, var tungen grunden til, at hun kunne synge, så jeg kunne høre det. Hvis jeg fandt tungen og smed den væk sammen med resten, så ville orkestergraven måske igen blive mit sted. Så ville hendes stemme for evigt være blevet gjort tavs.
Lige pludselig kunne jeg slet ikke vente med at komme af sted.
Oplivet begyndte jeg at rydde badeværelset op. Kropsdele og redskaber kom tilbage i kufferten, jeg skyllede fliserne og mig selv grundigt over med bruseren og tog tøjet på igen.
Selv om generalprøven var aflyst, kunne der stadig være en vis færdsel i salen og på scenen, det var ikke umuligt, at sceneteknikken og instruktøren var i gang. Men mine musikere ville med sikkerhed være gået, og jeg valgte at tage chancen og vende tilbage med det samme. Hvis nogen spurgte, kunne jeg bare mumle noget om, at jeg havde fået det bedre, og at jeg skulle tjekke noget i partituret.
Men alle planer og spekulationer, som jeg klyngede mig til, og som jeg byggede op som et korthus for mit håb, brast.
Du kan se det på mig, kan du ikke? Jeg havde ikke en chance.
Jeg vendte tilbage. Salen var oplyst og lignede sig selv på en hvilken som helst hverdag. Et par teknikere stod og talte på scenen, og en lysmand regulerede projektører på øverste balkon. Men al denne almindelighed var kun en tynd skal af fernis omkring den verden af gru og lyde, der havde slået sig ned i min orkestergrav, og skallen krakelerede hurtigt.
Hun sang med det samme, jeg trådte ind. Jeg nåede ikke engang hen til dirigentpodiet. Lyden rungede gennem hele operasalen, og det var, som om hendes stemmes volumen var vokset tifold.
Jeg faldt på knæ i orkestergraven blandt stole og nodestativer og holdt mig for ørerne. Men lige meget hjalp det. Jeg kunne ikke holde lyden ude.
Jeg kravlede på alle fire, hen mod det sted, hvor Isabella havde ligget på plastikken, og hele tiden jamrede og skreg og bønfaldt jeg stemmen om at tie. Hulkende begyndte jeg at lede efter tungen på gulvet, men jeg kunne ikke finde den, jeg kravlede ind under mit dirigentpodium, der var den heller ikke, og hun sang videre og højere, og jeg brølede af angst.
Meget mere husker jeg ikke. Jeg tror, at jeg blev hentet. Der var ansigter, jeg kendte, og jeg ventede i et kontor, og ambulancen kom, og så var jeg på hospitalet, hvor jeg slugte de piller, man rakte mig.
Jeg vågnede om aftenen, klar i hovedet og forlangte at blive udskrevet. Jeg var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling i en akut psykoselignende tilstand, sagde lægen og forsøgte at overtale mig til at blive.
Men da det havde været en frivillig indlæggelse, og jeg ikke længere viste tegn på psykose, havde den forbløffede læge intet grundlag for at tvangstilbageholde mig.
"Det er mod min lægelige anbefaling," sagde han alvorligt og bad mig skrive under. "Og du vil vel gerne udredes? Lov mig i hvert tilfælde at ringe ind og få en tid i ambulatoriet."
Jeg lovede alt og tog hjem.
Kæreste du, jeg er så taknemmelig over, at du er her i dag til premieren. Du er den eneste, der kan hjælpe mig. Det tror jeg, at du begynder at forstå.
Selv om jeg var klar i hovedet, da jeg forlod hospitalet i forgårs, var jeg sønderknust. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne dirigere igen, hvis hendes stemme havde taget bolig i min orkestergrav? Bare premieren i sig selv var et helt uoverstigeligt og ganske akut problem.
Og stadig, tænkte jeg stønnende, mens jeg låste mig ind i mit hus, manglede jeg at skaffe mig af med kufferten. Den havde stået i min garderobe i et døgn nu. Den følgende dag handlede jeg nærmest som i en søvngængertilstand. Jeg tror, at jeg ganske enkelt ikke magtede at føle mere.
Jeg tog ind til operaen. Man fortalte mig, at Isabella stadig ikke var fundet. Man havde tjekket med hotellet, de undersøgte sagen og kunne fortælle, at hun ikke havde sovet der, og bekymringen var stor, og politiet blev kontaktet.
Man havde også kontaktet en udenlandsk sangerinde, der kunne partiet Rusalka, og hun dukkede op i huj og hast den dag, og skulle sættes ind i, hvordan hun skulle agere i vores opsætning. Instruktørassistenten tog sig af prøverne med hende. Selv afviste jeg at gå ind i det, undskyldte med, at jeg skulle hjem og hvile for at være helt rask til premieren og sagde, at de måtte klare sig med klaverakkompagnement.
Endelig kunne jeg slippe derfra med kufferten. Isabellas stemme, der levede i min orkestergrav, og hendes forsvundne tunge ville jeg forsøge at tænke på bagefter, når jeg havde skaffet liget af vejen. Men jeg vidste inderst inde, at det var omsonst. Der var kræfter på spil, som jeg stod magtesløs overfor.
Jeg hankede op i den store kuffert og trillede hen ad gangen. Min garderobe her ligger på næstøverste etage, i modsatte ende af personaleindgangen og lige under etagen med kantinen, og det var umuligt at liste ubeset ud. Men jeg var så udmattet, at jeg ikke var i stand til at være nervøs. Jeg hilste og svarede høfligt på spørgsmål til mit velbefindende, enkelte spurgte, om jeg skulle ud og rejse, hvilket jeg besvarede med mumlen og ubestemmelige hovedbevægelser, og til sidst kunne jeg nikke til vagten og passere glasdørene ud til friheden.
Åh, det gjorde godt, kan du tro! At stå ude i den friske luft og se vandet. Den lette vind skabte små bølgetoppe på det grønne havnevand foran operaen, og jeg ville tage min bil og køre så langt ud på holmen, som jeg kunne, og dér kaste kufferten i vandet.
Følte jeg noget, da jeg gjorde det? Jeg kan se spørgsmålet i dine smukke øjne. Jeg havde trods alt elsket med hende med en eufori, jeg ikke før havde kendt.
Sandheden er, kære du, at jeg ikke betragtede ligdelene i kufferten som Isabella længere. Derfor følte jeg ikke sorg, da jeg smed den i vandet. Og jeg ville helst glemme hende, tænk på det. Passionen havde skåret sig alt for smertefuldt ind i mit liv, og jeg kunne ikke holde til det.
Nej, se ikke på mig sådan! Du ved, at jeg elsker dig, gør du ikke? Du er så smuk som nogensinde, og jeg skulle aldrig have svigtet dig. Du vil hjælpe mig gennem premieren i aften, vil du ikke? Jeg kan huske, at du sagde, at du kun ville mig det bedste. Og at du elskede mig. Det sagde du engang."
Han ser hendes læber åbne sig en anelse. De er røde og fugtige og fristende, og han mærker den velkendte trang.
"Kom," hvisker han og trækker hende op fra sofaen. Han fornemmer hendes lyst, den er stadig stærk i hende, og den sætter tilsvarende svingninger i gang hos ham. Han må have hende nu.
Hun modsætter sig ikke. Hun vil også ham, og han napper i hendes læber og lægger sin mund over hendes. Hendes er let åben, parat til hans dybe kys.
Hans tunge trænger ind i hende, og han føler sit massive begær nu, lysten til at tage hende, eje hende, besidde hende på alle måder. Han må smage alt, undersøge alt, tage alt, og hun skal give efter og stønne af lyst i hans greb, som hun plejer.
Hans tunge søger grådigt hendes, roder lidt rundt i hendes mund.
Dér, nej, ingenting ... jo en stump af noget ...
Han trækker sig ud af hende med et brøl. Der er lod om hendes mundvige, han har selv fået lidt på tungen, kan han smage.
Han synker i knæ og begynder at græde.
"Isabella," hulker han, "tilgiv mig, jeg beder dig ..."
Han ser hendes øjne blive fugtige.
"Det har aldrig været et spørgsmål om tilgivelse eller hævn," siger hendes stemme et eller andet sted fra. Hun åbner ikke munden, men han hører hende tydeligt. Det er Isabellas søde, lyse klang. "Du trak så dybe spor i mig, at du forløste min kunst. Du gav mig det lys og den smerte, som frisatte min stemme. Min skaberrøst er stærk nu, og den må følge sin strøm. Den kan ikke forstumme."
Hun går hen imod ham, han ligger stadig på knæ, grædende, og hun presser et blidt og blodigt kys mod hans pande.
"Farvel, min elskede. Du vil altid være i mit hjerte."

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.