Pyromania af Steen Langstrup

Det sneede med store, lette fnug. Festen måtte allerede være godt i gang, for hun kunne høre musikken helt her de på gaden. Hun smilede, viftede et snefnug af den ene øjenvippe og gik ind i porten.
Da hun kom om i baggården, kiggede hun op mod vinduerne. Musikken fra festen rungede mellem husene. Alligevel var snevejret på en måde fredfyldt. Hun gik hen til baghuset og trykkede på dørtelefonen med en kold finger.
Det varede noget, inden højttaleren knasede: "Dette er den automatiske klagemodtager," vrøvlede en stemme. I baggrunden spurgte en pige, hvem det var.
Luk mig ind," svarede hun og grinede. "Jeg fryser!" "Hvem er det?" spurgte pigen igen. Hun var kun lige til at høre. Hendes stemme var skinger i forsøget på at overdøve støjen.
"Aner det ikke," svarede fyren, der havde svaret dørtelefonen. Men døren brummede, låsen slog fra, og hun lukkede sig ind i opgangen.
Posen med hendes vin slog mod gelænderet, da hun gik op ad trappen, og svingede tilbage mod hendes ben. Hun skiftede den over i den anden hånd, netop som hun hørte døren gå op og festens skrig og skrål fylde opgangen som et brøl. Lyden stilnede næsten øjeblikkeligt af igen, da døren gik på klem.
Anna kom hurtigt op ad de sidste trin og skubbede døren op. Det første, hun så, lignede kaos. I entreen, der ikke var særlig stor, stod 5-6 mennesker og forsøgte at holde en samtale i gang, mens andre masede sig forbi til toilettet eller køkkenet. Der var ingen hun kendte at se, men hun genkendte et par af de stemmer, der brølede med på Oasis inde i stuen.
"Jamen, hejsada," grinede en mand med ualmindeligt store mellemrum mellem tænderne. "Kom du ind med dig."
Anna mumlede 'Hej' og skubbede sig forbi. Køkkenet var lige så tæt pakket som entreen. Det samme viste køleskabet sig at være. Hun sukkede. Stillede så posen med vin oven på det, halede en flaske ud og mærkede varmen stikke i sin kolde ansigtshud.
"Jeg hedder Gert," smilede ham med mellemrummene. Han var åbenbart fulgt efter hende ud i køkkenet. Mellemrummene var så store, at det så ud, som om han manglede hveranden tand.
"Hej, Gert," svarede hun og kastede et blik i retning af stuen. Der lugtede af tobak, ølsjatter og pizza.
"Jeg ved, hvad du har brug for," sagde Gert. "En proptrækker."
"Nemlig!" nikkede hun og skubbede sig frem for at finde et sted at slippe af med overtøjet.
Da hun for anden gang kæmpede sig gennem entreen, dukkede Camilla op i døren ind til soveværelset. Hun smilede et 'Hej', der halvvejs druknede i den almindelige støj, mens hun viftede med sin cigaret over hovedet for ikke at ramme nogen med den.
"Hvor er du pæn," sagde Anna og gav hende et hurtigt knus. Hendes kind føltes varm mod Annas kolde hud.
"Jeg bildte Søren ind, jeg havde fået den af min mor," lo Camilla. Hun rettede lidt på kjolen. "Men den var altså på tilbud."
De gik ind i soveværelset. Sengen var dynget til med overtøj. Anna krængede sin jakke af og smed den oven på det andet.
Camilla var blevet stående henne ved døren til stuen og snakkede med Mette. Anna tøvede et lille sekund. Stod bare og betragtede de to. Hendes bedste veninder. Hun smilede lidt for sig selv. De var så forskellige de tre. Man kunne til hver en tid kalde Camilla køn. Hun havde skulderlangt lyst hår og et smittende smil. Var høj og tynd.
I snart tre år havde Camilla været kæreste med Søren. Mette derimod havde, såvidt Anna vidste, aldrig haft en kæreste. Hun var småtyk og lidt kedelig at se på.
Og hende selv? Hvordan var hun?
Tja ...
Camilla vinkede til hende. Hun slog tankerne ud af hovedet og gik derhen.
"Hej, Anna," grinede Mette. Hendes lille dobbelthage sitrede svagt. "Milla er hammer nervøs. Det er derfor hun har drukket så meget vin. Søren gik ned efter nogle smøger sammen med nogle andre for over en time siden. Og der var piger imellem."
"Åh, Milla," smilede Anna.
"Lad nu være," sagde Camilla lidt betuttet. "Han er bare nede efter smøger. De er vel faldet i søvn dernede." Hun lo hjælpeløst. "Jeg er da ligeglad. Jeg kan more mig uden ham."
Men det var løgn, og det vidste de alle tre. Camilla var jaloux, så det nogen gange var uhyggeligt.
"Godt," sagde Anna og sendte Mette et indforstået blik.
"Har I set Thomas?"
Mette svarede: " Jeg tror, han er inde i stuen. Det er ellers en lækker lille lejlighed, synes du ikke? "
"Jo," nikkede Anna. "Det af den, som er til at se for mennesker i hvert fald."
Camilla lo: "Hvor kender han alle sammen fra? Det gad jeg godt vide."
En langhåret mand snublede og faldt ind over en kommode henne ved den anden dør ind til værelset. Der lød et rabalder, da et hav af mere eller mindre tomme flasker væltede på gulvet.
Mette lo: "Thomas bliver rig, når han sælger alle de tomme flasker."
"Ja," grinede Camilla. "Hvis der er nogen tilbage i morgen".
Anna gik ind i stuen. Hun trængte til noget at drikke. Hun var kommet alt for sent denne gang. Festen var ikke bare kommet over den lidt pinlige indledning, hvor folk så hinanden lidt an - den var i fuld gang. Hun følte sig lidt udenfor, fordi hun var ædru. Thomas smilede over hele hovedet, da han fik øje på hende. Han havde tydeligvis fået sin del at drikke allerede. Han forlod den pige, han havde danset med og vaklede hen til Anna, netop som der opstod et mindre skænderi henne ved CD-afspilleren om, hvad de nu skulle høre.
"Anna, min egen," snøvlede han. "Har du fået noget af velkomstdrikken?"
"Jeg ledte egentlig efter en proptrækker til min vin."
Hun løftede vinflasken op.
"Du skal have noget velkomstdrik. Jeg må jo anstrenge mig og være en god vært. " Han virkede knap så fuld, nu da han stod helt henne ved hende. "Det er noget, der vil noget, kan jeg love dig." Han førte hende hen til spisebordet, der var skubbet ind mod væggen. Han fandt et plastickrus og gav sig til at fylde det med en suppeslev. Det var mest frugtstykker, der var tilbage.
"Hvad er der i?" spurgte Anna og kiggede ned i den store suppegryde.
"Lidt af hvert. Jeg tømte alle de flasker, jeg havde, og tyndede det lidt op med hvidvin og 7-UP." Han gav hende glasset. "Det smager ikke så slemt, som det lyder."
"For resten jeg har en gave til dig. Tillykke med lejligheden."
Han næsten rev pakken ud af hånden på hende og lo.
"Det skulle du da ikke have gjort. Hvad er det?"
"Pak den nu op," smilede Anna og nippede til sit glas. Det varmede i maven og sved i halsen.
"Okay," sagde han og flåede papiret af. "Pearl Jam!"jublede han. "Jeg samler på deres CD'er, vidste du det?"
"Nej," sagde Anna.
"Det gjorde jeg heller ikke. Det er min første. Tak!"
"Hvad fik du?" Det var Lars. Han var dukket frem af det dansende virvar, uden hun havde set det. Han var til gengæld fuld. Meget. "Jamen, det er jo Anna." Han lagde armen om hendes skulder. "Jeg har altid syntes, du var så satans sexet, ved du det?"
Anna smilede. "Hej, Lars. Hvordan har du det?"
"Jeg svæver på en lille lyserød sky."
"Hvor meget af den velkomstdrik har du hældt på ham," spurgte Anna Thomas. Han rystede blot på hovedet. "Jeg er forelsket, skal jeg sige dig," fortsatte Lars, som om hun ikke havde sagt noget. "Må jeg præsentere dig for Dorthe? Hov, hvor er hun nu?" Han svajede lidt, mens han forsøgte at overskue de dansende.
"Det er ellers alletiders lejlighed," sagde Anna til Thomas.
"Ja, ikke. Og der er billardrum i kælderen," svarede han. "Jeg regner med at få lavet en brusekabine i soveværelset. Jeg skal bare lige have flyttet alle mine ting herind først."
"Væggene er i hvert tilfælde pænt malet," brød Lars ind. Han havde åbenbart opgivet at finde Dorthe lige i øjeblikket.
"Åh, nej," sukkede Thomas. "Ikke nu igen."
"Men," pointerede Lars. "Det er jo også let nok, når man sætter sine venner til at male for sig."
"Den historie har han fortalt alle, der gad høre på ham, hele aftenen," prustede Thomas.
Anna lo. Velkomstdrikken var allerede begyndt at virke. Thomas gav hende et glas mere, mens Lars fortsatte: "Ja, Thomas havde jo travlt med at øve med sit band hele ugen. Så måtte jeg jo træde til. Du skulle have set det før, jeg gik i gang. Hele stuen var pink, selv loftet."
Hun så på Thomas, der grinede til hende: "Det så virkelig forfærdeligt ud. Du er bare en helt, Lars." Han gav Lars et klap på skulderen, før en hvidhåret pige trak af med ham. Anna og Lars stod tavse en stund og så på den dansende flok.
En eller anden havde åbnet et vindue, og iskold luft blæste ind og friskede den tunge, tilrøgede luft lidt op.
"Jeg tror, her må være mindst 35-40 mennesker," sagde Lars og rystede på hovedet. "Det giver omtrent en kvadratmeter til hver."
Anna så på ham. Han skelede let, så klaredes hans blik. "Jeg får hovedpine af al den matematik," smilede han anstrengt og tog sig til hovedet. "Måske er jeg lidt småfuld." Han så forundret på hende.
"Det tror jeg også, du er, Lars."
"Godt, så er det ikke bare noget, jeg bilder mig ind." "Nej," lo hun. "Det tror jeg ikke."
Han pegede på hendes vin. "Skal du have den åbnet eller hvad?"
"Øh, ja, hvis jeg kan finde en proptrækker."
"Der lå en her tidligere på aftenen." Han gav sig til at rode temmelig hårdhændet rundt på bordet. Plasticglas og serpentiner raslede på gulvet.
"Hvor kender Thomas alle de mennesker fra?" spurgte Anna, da han endelig havde fundet proptrækkeren.
"Rundt omkring, tror jeg. Der er nogle fra hans arbejde, nogle venner fra da han var i hæren, gamle skolekammerater, og sådan. Der er venner og bekendte - og deres venner. Som dig, for eksempel. Og så hans elskede band med diverse kvinder." Han holdt en kort pause, da han trak proppen af flasken. "Alt hvad der kan krybe og gå, simpelthen."
"Jeg har aldrig set så mange ..."
"Men der er hun jo," udbrød Lars og slingrede hen til en rødhåret pige med slangekrøller. "Anna, Dorthe," sagde han med et overdrevent bredt smil. "Sig nu pænt 'goddag' til hinanden."
De smilede lidt kejtet og vendte så begge blikket mod Lars, der pludselig så lidt beklemt ud. "Hyg jer," sagde han kort. "Jeg skal tisse!" Og så vendte han om og var væk. "Er du en af Thomas' venner?" spurgte Dorthe. Hun virkede lidt genert. Anna fik medlidenhed med hende. Det var tarveligt af Lars at drikke sig så fuld og overlade hende til sig selv mellem lutter fremmede mennesker.
"Egentlig ikke," sagde Anna og tog en ordentlig slurk vin. "Min veninde, Camilla, er kæreste med en af Thomas' venner."
"Så kender du heller ikke ret mange her?"
"Det tror jeg ikke, der er mange, der gør. Måske ikke engang Thomas."
De var tavse lidt. Der opstod igen heftige diskussioner henne ved stereo-anlægget. Anna stod lidt og så på Dorthe. Hun var faktisk en køn pige. Lidt for køn efter Annas smag.
"Der er en, der stirrer på dig," sagde Dorthe.
"Hvem?" Hun var med det samme nysgerrig. Dorthe pegede i retning af døren ud til entreen. Annas øjne fulgte fingeren. Det var Gert, der smilede så bredt, at man kunne se hans ulækre tænder med de enorme mellemrum.
"Åh, Gud," stønnede Anna. "Ikke ham."
"Han ligner lidt ham bumsen nede i porten," grinede Dorthe. "Han havde lige så grimme tænder."
"Hvilken bums," spurgte Anna distræt.
"Ham den gamle, der tiggede penge til bussen."
"Han var der ikke, da jeg kom," sagde Anna. Hun havde ikke helt fanget, hvad Dorthe snakkede om.
PYROMANHuset havde stået tomt længe. Ud mod gaden var butiksvinduerne blændet med store træplader. Murene smuldrede, pudset var skaldet af i store flager. Alle døre var sømmet til. Men den store, stadig svagt grønlige port var faldet af hængslerne i den ene side. Portens træ var så råddent, at det smuldrede, hvis man rørte ved det.
Franz knugede bæreposerne med sine iskolde og opsvulmede fingre og gik let svajende over gaden. En taxachauffør tudede i hornet og susede tæt forbi ham, som han krydsede midterlinien. Sjap og sjask fra kørebanen sprøjtede op ad ham. Han tog sig ikke af det. Man vænner sig til alt. Franz havde vænnet sig til at være et udskud.
Bag ham drønede musikken fra den fest, alle de unge mennesker åbenbart skulle til. Han havde siddet i porten en lille time og tigget penge til bussen eller en kop kaffe. Han havde fået 5,50. Og en halvdrukken Sneøl, ikke at forglemme.
Foran ham lå huset. Mange ville kalde det saneringsmodent.
Men ikke Franz. For ham var det hjem. Slottet, kaldte han det, og det var ikke engang ment ironisk. Han skrævede over snedriven i vejkanten, satte et øjeblik poserne fra sig og skubbede porten op. Det var hans held, at træet var så råddent, ellers ville hængslet ikke være faldet af.
Derpå snuppede han poserne og klemte sig ind. Der var mørkt derinde. Men omme i baggården lyste sneen svagt gråligt. Han kunne ane baghuset som en mørk klods. Det var et nedlagt autoværksted. Og alt var forsvarligt lukket.
I portens tætte mørke førte en lille trappe op til en gadedør, som ikke var låst. Ejeren måtte have tænkt, at den låste port var nok til at holde nysgerrige ude. Det var Franz' held.
Døren bandt en smule, det var det hele. Han skubbede den op med skulderen og skyndte sig ind. De sidste par år var gigten begyndt at vise sit grimme ansigt. Især i hænder og ben. Nu var kulden ikke kun kold længere - den gjorde også ondt.
Der duftede velkendt af mugne aviser og svamp, duften af hjem. Han slæbte sig op ad trappen til første sal, hvor han havde indrettet sig i et lille kammer. Overalt flød det med gamle reklamer, tomme flasker og andet skrammel. Han stampede hårdt i gulvet for at skræmme rotterne væk, inden han åbnede sin dør. Fem lange sekunder holdt han vejret og lyttede.
Der var helt stille.
Men han var ikke andet end lige kommet inden for døren, før det begyndte at pusle ovenpå. Han var ikke det eneste levende væsen, der boede i det tomme hus. Han hadede de kryb.
Døren havde ingen lås. Men Franz havde fundet et stykke træ i passende størrelse, som han brugte til at blokere døren med.
Vinduerne vendte ud mod gaden, og et blegt lys faldt ind i lejlighedens stue. Der så ikke ud til at have været nogen siden i morges. Han stillede sine poser ind i sit lille kammer. Det vendte ikke mod gaden og lyset.
Toilettet var væk, og der var intet vand. Alligevel tissede Franz i kloakåbningen, hvor wc'et engang havde siddet. At gøre andet ville være ulækkert. Det var jo trods alt hans slot. Men han var ikke så fandens god til at ramme. Nå, pyt med det.
Han stønnede, da han skubbede døren ind til sit kammer i og sank sammen på sit leje af gulnede aviser og møre tæpper. Han havde valgt kammeret, fordi det var så lille, at hans kropsvarme ville varme det op i løbet af natten. Med lidt held ville der være 5-8 grader til morgen. Der var naturligvis lukket for varmen. Men det betød nu ikke noget. Det var altid bedre end en bænk i parken. Her ville det ikke regne på ham.Hans rystende hænder fandt et stearinlys i en af poserne,
og bankede det ned i en tom flaske. Han måtte opgive at stryge en tændstik, da han ikke kunne holde ordentligt på den.
"Jeg trænger til noget af det gode," sagde han til sig selv. Stemmen rungede gennem det tomme hus, og et kort øjeblik var selv rotterne stille. "Ja, noget af det gode," mumlede han og tog fat på at rode i poserne igen. En flaske billig brændevin dukkede op. "Det er godt, det er rigtig godt, du gamle," prustede han, stoppede skruelåget i munden og drejede flasken rundt. Det klikkede vidunderligt, da låget gik løs. Han spyttede det ud og pressede med det samme flasken mod munden.
Stønnende af fryd stillede han flasken fra sig på det beskidte gulv og bøvsede. Varmen bredte sig langsomt i hans krop. Han gned sine hænder og forsøgte sig igen med tændstikkerne.
Denne gang lykkedes det. Vægen på stearinlyset fængede og snart dansede skyggerne på væggene i det orange skær.
Hans øjne iagttog varsomt flammen, idet han krummede sine hænder om den, og mærkede sit hjerte banke. Efter endnu en slurk brændevin følte han sig meget bedre tilpas. Det var slet ikke så slemt i grunden. Han havde fundet tomme flasker nok til at kunne købe både brændevin og stearinlys i dag. Det var længe siden han sidst havde haft lys i sit slot.
Oppe under taget kurrede duerne. Han lænede sig tilbage og foldede hænderne bag nakken. Men lukkede ikke øjnene. Ikke med lyset tændt. Der var ikke meget tilbage i denne verden, der kunne skræmme Franz Kaspersen, tidligere bankassistent, men ild kunne. Blot tanken om ild kunne få sveden frem på hans pande.
Og sådan havde det været så langt tilbage, han kunne huske. Som barn - hvor føltes det længe siden - havde han haft mareridt, i flere måneder efter et hus på deres vej brændte ned til grunden. Der var ikke kommet nogen til skade. Men Franz havde ikke kunnet lade være med at tænke på, at det kunne have været deres hus, og hans mor eller han selv kunne have været fanget derinde. Den skræk havde aldrig forladt ham. Han kunne huske de mareridt, for de dukkede af og til op endnu. Den tykke sorte røg, de lange tunger af flammer, der slikkede op langs væggene og hen under loftet. Varmen. Rædslen. Og brandmændene,
som den 6-årige Franz fejlagtigt havde taget for at være dem, der skabte ilden.
Fobien havde med tiden udviklet sig til at blive mere nuanceret. Han havde aldrig brudt sig om sankthansbål eller juletræer. Nytårsaften havde han gemt sig indendøre sammen med hunden, og sin første impotens havde han oplevet på et lammeskind foran en åben pejs.
Han halede en stor tændstikæske frem fra jakkelommen.  I den havde han de skod, det var lykkedes ham at samle sammen i løbet af dagen. De fleste havde han naturligvis allerede røget, men der lå stadig tre. Han valgte et og tændte det forsigtigt med stearinlyset. Det havde hvidt filter med tydeligt aftryk af læbestift.
Røgen var mild. Franz sugede hårdt på skoddet. Gløden lyste op.
Han hostede, men det var alligevel godt. Han betragtede cigaretstumpen mellem sine fingre. De var grove og sorte af skidt. Engang havde pigerne sagt til ham, at han havde så pæne hænder. De tider var for længst forbi.
Efterhånden var han ved at være småtræt. Han lod skoddet dumpe ned i en flaske og spyttede på gløden, som døde ud med en syden. så pustede han varsomt lyset ud, mens han krummede hånden bag flammen, så eventuelle gløder ikke skulle flyve hen i et hjørne og starte en brand. Han fugtede fingerspidserne og trykkede dem sammen om den lille glød, der altid bliver tilbage på en væge.
Nu turde han lægge sig til at sove. Han ville ikke tænke på ild mere i aften.

Toilettet var ikke særlig stort. Der var kun lige plads til, at man kunne trække sine bukser af og på. Der var ingen vask. Lars havde ventet på at kunne komme derud med benene klemt sammen.
Nu, da han endelig havde åbnet op for vandmasserne, føltes toilettet som en verden for sig selv. Festen var fjern, et rungende ekko gennem de tynde vægge, men alligevel nær. Herinde var der en ubestemmelig fornemmelse af fred, midt i al den buldrende støj. Han kunne høre latter fra køkkenet. Der blev igen sat en CD i maskinen inde i stuen. Han blev klar over, han var for fuld, alt for fuld. Toilettet ville ikke stå stille for hans blik. Han kunne ikke fokusere ordentligt. Han grinede højt uden at ane hvorfor.
Det bankede på døren. "SKYND DIG!" hvinede en stemme.
Med garanti hunkøn.
Han halede fyren indendørs og trak i snoren.
Da han skubbede slåen til side og åbnede døren, masede en pige med gigantiske ørenringe sig ind, endnu før han var kommet ud. Han klemte sig den modsatte vej og kantede sig ud i køkkenet for at vaske sine hænder.
Det fik han nu aldrig gjort. Køkkenvasken var stoppet og fuld af plumret vand, der mindede om kaffe. Der flød cigaretskod og andre mindre lækre ting rundt i vandet. Han tørrede sved af panden med en irriteret håndbevægelse og vendte sig fra vasken.
Lidt senere var han inde i stuen. Han dansede med Anna og Dorthe. Det var, som om der ikke havde været noget tidsrum imellem de to ting. Før var han i køkkenet, nu dansede han i stuen. Men det var også en meget lille lejlighed. De dansede temmelig vildt. Hoppede. Snurrede. Snublede. Krammede hinanden. Dansede tæt alle tre.
Og Lars blev mere fuld, men det føltes ikke så slemt, mens de dansede. Så var der igen skænderi om musikken. De stod i det ene hjørne af stuen og hev efter vejret, mens de alle tre svedte voldsomt. Dorthe lo, men Lars havde ikke helt fanget det sjove. Han syntes bare, hun var smuk.
"Han stirrer stadig på dig," sagde Dorthe til Anna. Lars så først på Anna. Hendes mørke hår var fugtigt af sved. Så fulgte hans øjne det nik, Dorthe havde gjort med hovedet. Men han kunne ikke få øje på noget spændende.
"Øv," vrissede Anna. "Han er skide irriterende!"
"Hvem?" sagde Lars.
"Ham der," hviskede Dorthe højt. "Ham ovre ved døren."
Anna lo. "Lars," sagde hun. "Kender du ham?"
Lars gjorde et stort nummer ud af at kigge på ham. Dorthe puffede til ham. "Du er så fjollet," smilede hun og kyssede ham.
"Mere," sagde han og vendte den anden kind til. Hun kyssede ham igen.
Anna havde vendt ryggen til fyren i døren og var ved at skænke sig et glas vin. Det var det sidste i flasken.
Dorthe sagde noget til Anna. Lars gik om på hendes anden side. Endelig kom der musik igen. Han trak sin trøje over hovedet og bandt den om maven.
"Kender du ham?" spurgte Anna igen.
"Selvfølgelig," sagde Lars og snuppede hendes glas ud af hånden på hende. "Det er Bruce Willis."
PYROMEn eller anden dansede ind i ham bagfra og vinen skvulpede ned ad hans hånd. Anna og Dorthe diskuterede, hvor irriterende ham fyren var. Lars følte sig tåget. Han trængte til noget frisk luft.
"Han vil bare have din krop," sagde han til Anna. "Tro mig. Jeg kender hans slags." Han gjorde en pause for at bøvse. "Men helt ærlig, du skulle hellere gå over og tale lidt med ham, hvis du altså virkelig vil noget med ham." Han syntes selv, han havde klaret den sag rimelig godt. Men efter Annas og Dorthes ansigtsudtryk at dømme måtte han have misforstået et eller andet.
Dorthe vendte det hvide ud af øjnene. Anna klappede ham på skulderen og sagde: "Jeg synes, han er noget af det mest ulækre. Han har stirret på mig hele aftenen. Jeg tror, jeg får knopper."
"Aha," sukkede Lars. "Jeg tror lige, jeg snupper mig lidt frisk luft. Vi ses."
Hvis de svarede, så hørte han det ikke.
På vejen kom han forbi ham fyren, Anna og Dorthe havde talt om. Han stoppede op og puffede til ham. "Hej, du der," sagde han. "Jeg hedder Lars. Giver du en smøg?"
Fyren svarede: "Selvfølgelig" med en tone, som om han forsøgte at sælge ham en brugt bil. "Gert."
"Hva'?" råbte Lars. Det var ikke til at høre noget. Musikken var blevet skruet endnu højere op.
"Jeg hedder Gert," gentog Gert direkte ind i Lars' øre. Lars snuppede den cigaret, han rakte ham og fik ild fra et fyrfadslys, der stod på en af højttalerne.
Gert lænede sig igen ind mod hans øre og sagde: "Hun er sgu dejlig, hende du dansede med."
"Hende den mørkhårede," spurgte Lars tilbage.
Gert nikkede med et indforstået smil. Han havde ikke alt for kønne tænder.
"Det er Anna." Lars tog ham i overarmen og sagde: "Du er en heldig mand. Hun stod lige og snakkede om dig. Jeg tror, hun kan lide dig." Han løftede det ene øjenbryn og så Gert i øjnene, før han med et fast klap på hans skulder forlod ham og kantede sig hen til hoveddøren. Han tumlede ned ad trappen, mens han støttede sig til gelænderet. Cigaretten gav ham kvalme - han var ikke vant til at ryge.
Kulden fyldte hans lunger, da han trådte ud i baggården. Det sneede ikke mere, men der var hvidt alle vegne. Han smed cigaretten. Den sydede og gik ud, idet den landede i sneen. Det friskede ham lidt op at indånde natteluften.
Han tog sin trøje på, stoppede hænderne i lommen og gik ud til gaden. Da han havde stået lidt i porten, kom Camilla og Mette ud. De spurgte, om han havde set Søren. Lars brummede benægtende. De drejede til højre og forsvandt ned ad gaden.
Han gik et stykke den anden vej og satte sig på en trappesten, der ikke var dækket af sne. Taxaer myldrede forbi. En del stoppede ved stripteasebaren lidt længere nede af gaden. Han kunne se sin egen ånde.

Porten er faldet af hængslerne. Det er lige nøjagtigt muligt at klemme sig forbi. Tankerne er rodede. De falder fra hinanden, før de når at tage form. Det tomme hus virker lokkende. Det pirrer fantasien. Sanserne er let slørede af alkohol. Det er stadig vanskeligere at kæmpe imod.
En dør dukker op halvvejs inde i den mørke port. Den binder lidt, men glider alligevel langsomt op. Hjertet giver sig til at hamre. Der lugter muggent. Trappen, der fører op i mørket, har ingen interesse. Det har døren derimod. Bag den dukker et gammelt butikslokale op. Gulvet flyder med aviser og ødelagte papkasser. Det pusler i krogene. Får myrekryb ved tanken. Avispapiret knitrer under fødderne. Længere væk høres bassens svage dunk fra festen. Glød-erne i sjælen har været der længe. Måske altid. Det er ikke til at huske. Men i aften er det, som om der er blevet pustet til gløderne. Det brænder.
Hænderne ryster. Det er koldt. Lighteren er gul, men mørket farver den grå. Den ligger behageligt i hånden. Små gnister springer fra stenen, når hjulet rulles med tommelfingeren. Gnisterne er orange. De antænder gassen, der siver ud fra den lille åbning, idet tommelfingeren vrides tilbage og trykker den sorte knap ned. Flammen er levende. Den vrider sig i den kolde træk. Danser. Også den er orange. Ikke blå som andre gasflammer. Orange.
Den danser, vrider sig som en mavedanserinde, løber kælent mellem de kolde fingre. Varmer dem. Går ud.
Mørket samler sig atter.
Pulsen dunker i ørerne. Begæret er ved at eksplodere.
Hjulet på lighteren er blevet varmt. Det gør ondt at røre ved det.
Alligevel drejer tommelfingeren det igen langsomt rundt. Stenen spyr gnister igen, flammen tændes igen. Sindet bliver roligt. Men ikke fantasien. Ophidselsen er alt. Hænderne bliver varme. Det sitrer alle vegne. Gåsehud. Hånden søger mod skridtet.
Men det kan blive meget bedre. Meget bedre.
Øjnene søger rundt i lokalet. Men standser ikke ved noget. Åndedrættet er små hidsige gisp. Flammen danser fra lighteren. Ilden i sjælen kan ikke kontrolleres. Den vil ud. Den kan ikke længere undertrykkes. Den tid er forbi. En hånd famler på gulvet, finder en sammenkrøllet avis og løfter den hen til lighteren.
Ilden er brudt ud af sit fængsel.
STEJeg fryser!" peb Mette. Hun skuttede sig og krøb ind mod Camilla. Det var begyndt at sne igen. Nu med små, iskolde fnug. Camilla lagde en arm om hende og gnubbede hendes brede ryg.
"Hjælper det?"
"Lidt. Har du mere af din øl? "
"Her."
Mette snuppede flasken og skyllede en gevaldig slurk ned.
Camilla spejdede ned ad gaden. Hun kunne ikke få øje på Søren nogen steder. Inde i hende vendte en slange sig. Dens tynde tunge spillede. Den var ikke i særlig godt humør. Hvor fanden var han?
"Milla, vi finder ham ikke," vrissede Mette. "Opgiv det.  Han dukker op senere, så kan du rive hovedet af ham der. Lad os gå tilbage. Jeg er ved at dø af kulde. Kom nu, Milla." Hun tilføjede: "Måske er Søren kommet tilbage, mens vi har rendt rundt her. Måske er vi gået den ene vej, mens han er kommet ad den anden."
Camilla standsede og så sig tilbage. Der kunne være noget om det, Mette sagde. Hun frøs også selv. Men på den anden side, så ...
"Jeg ved ikke ... Jeg tror, jeg vil lede lidt endnu."
"Årh, Milla for fanden!" sukkede Mette.
Thomas kom gående imod dem. Han havde snefnug på næsen. Den var lidt skæv, så Camilla. Det havde hun aldrig lagt mærke til før. Hun vendte sig mod Mette. "Jeg ved godt, jeg er åndssvag, men ..."
"Hej, piger! " grinede Thomas. Mette stod og sparkede til sneen. "Hvor skal I hen?"
"Har du set Søren? " spurgte Camilla i stedet for at svare. Thomas lagde skødesløst en arm om hendes skuldre. "Han sidder og drikker med nogle andre nede på 'Den Blå', det skarn," smilede han. "Vil I ned til ham, eller med tilbage?"
"Jeg tror godt, jeg vil med tilbage," mumlede Mette. "Nu ved du jo, hvor han er, Milla."
"Det er i orden," smilede Camilla, selvom hun havde mere lyst til at græde. Hun gav Mette et knus.
En lille stund stod hun og så efter dem, som de forsvandt sig ned ad fortovet. Der gik ikke længe, før de var et par sorte silhuetter i den snefyldte nat. En lastbil tromlede forbi ude på gaden. Den spyede salt i store kaskader med et hidsigt 'rizriz' fra en orange beholder bag på ladet. Hun stoppede hænderne i lommerne, bed sig i tungen og spekulerede på, hvad hun skulle sige til Søren, når hun fandt ham. Skulle hun lade som ingenting? Det ville nok være det bedste. Men hvad pokker havde han foretaget sig i al den tid?
Da det kom til stykket, kunne hun ikke finde 'Den Blå'. Hun havde ikke tænkt på at spørge Thomas, hvor den lå. Hvor dum kan man være?
I stedet for blev det Søren, der fandt hende. Men hun var temmelig sikker på, han ikke havde ledt efter hende. Han var vel bare stødt på hende ved et tilfælde.
Under alle omstændigheder anede hun ikke selv, hvordan hun var endt der, hvor han stødte på hende. Hun havde været væk i sin egen verden, fordybet i tanker og brændende jalousi.
"Milla," smilede han bare. Og da hun så op, var han der, lige foran hende. "Her er jeg. Undskyld det tog så længe, men vi skulle bare lige ..."
"Hvad tænker du på? " råbte hun. Raseriet kogte i hende med en styrke, der overraskede selv hende. "Hvor har du været? Tænker du overhovedet på andre end dig selv, hva'? Din store nød!"
"Slap nu lige lidt af," protesterede Søren. De store grågrønne øjne blinkede, hans smalle underlæbe sitrede.
"Milla for helvede, hvad går der af dig?"
"Jeg gider ikke høre på dig og alle dine opfindsomme, små historier. Jeg har snart fået nok!"
Sneen lagde sig på hendes kinder. Det prikkede af kulde. Hendes ansigt føltes stift. Søren så væk fra hendes lynende øjne. Det så ud, som om han var ved at græde. Men Camilla fik ikke ondt af ham.
Han sukkede, bed sig i underlæben og slog ud med armene: "Camilla, du er altså urimelig."
"Pis!" hvæsede hun. Spyttet sprøjtede fra hendes mund. Hun kunne selv føle det. Søren så på hende, næsten bønfaldende. Men hun gav sig ikke. Ikke før, han trak på skuldrene med suk, vendte sig og gik.
Et par lange sekunder stod hun og gloede efter ham.
Så satte hun i løb.
"Søren, vent! Du må ikke gå! SØREN!"

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.