Reparation af spunsvægge af Peter Rønnov-Jessen
Onsdag
Et skrig?
Han åbner øjnene og stirrer ind i væggen. Den er hvid og hel, ikke grågrimet og smadret, der er ingen huller i
den.
Han ligger i en seng, på en lidt for blød springmadras, med lagen, dyne og pude, ikke på et koldt og snavset betongulv, blandt murbrokker og affald.
Han ruller om på ryggen. Der hænger en orange lampe ned fra loftet. Den sorte ledning er ulden og udtværet i omridset. Han glipper med øjnene og forsøger at fokusere, men det er ikke hans øjne der er noget galt med. Ledningen er dækket af gammelt edderkoppespind. Han ligger i gæsteværelset. Han spekulerer på hvornår der mon sidst er blevet gjort rent.
Han lukker øjnene.
Et skrig?
Han slår atter øjnene op. Loftet er hvidt som væggene, men gulnet, som væggene. Det er mange år siden der er blevet malet herinde.
Lød der et skrig?
Han sætter sig op. Svinger benene ud på gulvet. Ser ned ad sig selv.
Skjorte. Bukser. Sokker.
Skoene ligger ovre i hjørnet ved siden af døren, den ene oven på den anden. Snørebåndene er ikke bundet op.
Han må være faldet i søvn med alt tøjet på.
Hvem var det der skreg?
Han begraver ansigtet i hænderne.
Sådan sidder han længe.
Så rejser han sig fra sengen, tar skoene på og går ud på badeværelset. Åbner for den kolde hane og huler hænderne under vandstrålen. Læner sig frem. Drikker. Klasker koldt vand i ansigtet og gnikker sig i øjnene. Retter sig op, idet han omhyggeligt undgår at se ind i spejlet. Rækker ud efter håndklædet. Tørrer ansigtet og hænderne. Da han sænker håndklædet, kommer han alligevel til at møde sit eget blik. Øjnene er rødrandede, øjenomgivelserne mørke. Huden under skægstubbene er bleg og gusten.
Han ser bort.
Han hænger håndklædet tilbage på krogen. Tar et skridt over mod døren, men drejer så omkring og går hen til toilettet. Slår brættet op og lyner ned. Pisser. Lyner op. Skyller ud. Går tilbage til håndvasken. Stirrer stift ud ad vinduet, mens han skyller hænderne. Solen skinner. Solen skinner altid.
Han forlader badeværelset. Kikker op og ned ad gangen. Et på samme tid skarpt og diset lys trænger ind gennem de farvede glasmosaikruder i gavlvinduet henne ved trappen og sætter støvet i dovne, gyldne bevægelser i den stillestående luft.
Inden han går nedenunder, beslutter han sig til, for en sikkerheds skyld, at undersøge alle rummene på første sal. Han begynder med værelset nede for enden af gangen, længst borte fra trappen.
Døren er lukket. Han åbner den.
Hans mors værelse.
Han blir stående i døråbningen og kikker ind.
Længst til venstre står sengen. En hospitalsseng, ikke hans mors egen seng. Hun havde tidligere en anden seng her, en ganske enkel, smal gammel seng med høje gavle, så hun havde et sted at flygte hen for farens tordenlignende snorken. Den diskrete mahogniseng blev stillet ned i kælderen da hendes tilstand forværredes, og i stedet var dette monstrum så blevet installeret, alt for stort og voldsomt til værelset, men praktisk, med en stor, blank metalbøjle der strækker sig ind over den, hvorfra der hænger et håndtag, så hun havde noget at trække sig op i hvis hun ville rejse sig eller sætte sig op, dengang hun stadig kunne rejse sig eller sætte sig op. Og madrassen kan hæves og sænkes elektrisk, og indstilles i mange forskellige positioner, styret af en fjernbetjening. Praktisk, ja. Men deprimerende at se på. Han ved ikke om forældrene havde købt sengen, eller om den var udlånt fra et hospital. Han håber næsten på det sidste. Så kommer der vel nogen og henter den, så er der én ting mindre at tænke på.
Til højre for sengen står et anretterbord som moren havde brugt til natbord. Af bambus, med bordplade af glas. Glaspladen er tom, der ligger ikke noget på den. På hylden under bordet kan han se nogle bøger og blade.
Dernæst skrivebordet, underlig tilfældigt anbragt foran døren ud til altanen. Nøddetræ, med udskæringer og svungne ben. Meget elegant og yndefuldt. Antikt. Højglanspoleret, oprindelig, men glansen er forlængst gået af det, det er ikke blevet passet ordentligt, bordpladen er skrammet og hvidskjoldet. Væltede kaffekopper, væltede hvidvinsglas. Alt, alt for mange væltede hvidvinsglas.
Midt på bordet står der en sort computer. Som moren, trods farens protester – hans far brød sig ikke om computere, han havde stort set ikke brudt sig om noget som helst der var kommet til inden for de seneste femten-tyve år – havde anskaffet sig, men aldrig rigtig fundet ud af at betjene, selv om hun så gerne havde villet. Ved siden af computeren, oven på en kvadreret A4-blok, står et klodset keramikkrus med kuglepenne og blyanter, og der ligger en lille stabel bøger. Øverst i bogstabelen morens røde kalender. Ellers er bordet tomt.
Foran nøddetræsbordet en udtjent kontorstol, det grånistrede betræk er plettet og slidt. Til højre for bordet en stor øreklapstol hvis sorte læder nu er blakket og blegt, sprukkent og revnet; gammel og afrakket er den, som alt andet i værelset, bortset fra sengen og computeren.
I væggen til højre for lænestolen, ved siden af en høj, smal mahognireol, er der et indbygget garderobeskab. De hvide skabsdøre er lukkede.
Han kikker igen. Og stivner.
Den ene dør står på klem.
Blot nogle få centimeter. Men det gjorde den ikke for et øjeblik siden.
Eller gjorde den?
Han holder vejret.
Hvad var det?
Var der en lyd?
Han er ikke sikker.
Han ånder langsomt ud og træder forsigtigt ind over dørtærsklen. Står stille et par sekunder. Lytter. Tar så tre hurtige skridt hen over det luvslidte gulvtæppe, og river skabsdørene op.
Tøj. Tøj på bøjler. Kjoler, dragter, jakker, nederdele. Morens tøj. Endnu en ting at tænke på, endnu en pligt.
På gulvet under tøjet står der sko.
Han skubber tøjet frem og tilbage på stangen og kikker ind bagved. Der er ikke nogen. Eller noget.
Han lukker skabet, går ud af rummet og fortsætter hen til forældrenes soveværelse, som faren i de sidste mange år havde for sig selv. Meget stort, meget forladt. Der står kun en dobbeltseng og en kommode, en stol, og en stumtjener hvorpå der hænger en grå vindjakke. I de indbyggede garderobeskabe der fylder hele den ene endevæg er der tøj, intet andet. Hans fars tøj, og mere af hans mors. Hvad skal han dog stille op med alt det gamle tøj? Give det til Frelsens Hær? Smide det ud? Han tror ikke længere at han har hørt noget, det er bare indbildning, selvfølgelig er det det … Alligevel stikker han lige hovedet indenfor i farens kontor. Som er netop dét – et kontor. Og som ser ud nøjagtig som det altid har gjort, eller i hvert fald så længe han kan huske tilbage: mørke reoler langs væggene fyldt med bøger om radiologi og røntgendiagnostik, medicinske opslagsværker og metervis af indbundne årgange af Ugeskrift for Læger. Et skrivemaskinebord med en gammel IBM-kuglehovedmaskine. Og midt på gulvet det enorme skrummel af et mahogniskrivebord som oprindelig havde tilhørt hans farfar, og som han morede sig med at gemme sig under da han var lille. Bag skrivebordet står en gammeldags drejestol af lyst træ. Og foran det, med ryggen vendt mod døren, en lav, polstret lænestol. Grøn. Hvor han nogle gange, som barn, fik besked på at tage plads, når faren ville tale et alvorsord med ham om et eller andet.
Han træder et par skridt ind i rummet og går ned i knæ. Kikker ind under skrivebordet. Retter sig op, idet han ryster på hovedet ad sig selv.
For en ordens skyld vil han dog også lige kaste et blik op på loftet, inden han går nedenunder. Han åbner døren til loftstrappen og rækker ind for at tænde lyset. Klistret edderkoppespind klæber til hans fingre og håndryg mens han fumler efter kontakten, han bander mumlende men finder den omsider, der lyder et klik, og et svagt lys siler ned i døråbningen.
Han stirrer op ad den stejle trappe mod den enlige, nøgne pære der hænger ned i en ledning fra et spær. Støv, lasede edderkoppespind. Ingen har tydeligvis været deroppe i årevis. Alligevel begynder han at stige op ad trappen, mens han med den ene hånd strakt ud foran sig skubber snavsede slør af spindelvæv til side.
Han blir stående på det næstøverste trin og ser sig omkring i det store loftsrum. Mugne flyttekasser, kasserede møbler. Dér ligger en spisestuestol halvt på siden med brækket ben, han kan godt huske de stole fra sin barndom, to af dem har overlevet og står nu nede i dagligstuen; dér er en sammensunket sofa, dér en standerlampe uden skærm; dér et lille kaffebord, helt, men stærkt ramponeret. Forfald, ikke andet end forfald. Han spejder hen over gulvet. Hvis nogen har været her, må de have sat fodspor.
Der er ingen fodspor.
Edderkopper. Det er som om edderkopperne helt har overtaget huset, som om edderkopperne nu er dets egentlige beboere. Måske har de i virkeligheden altid været husets egentlige beboere, tænker han, måske har menneskene blot opretholdt huset for edderkoppernes skyld. Edderkopperne har levet på jorden i flere hundrede millioner år, hundredmillioner af år før menneskeheden overhovedet opstod, og de vil utvivlsomt fortsat eksistere længe efter at den atter er forsvundet fra planetens overflade.
Han er kommet ned fra loftet og står på trappen der fører ned til forstuen, han var på vej videre nedenunder men er standset op i svinget, midtvejs mellem første sal og stueetagen. Han lar blikket glide op ad den buede væg, de mørke træpaneler er grå og matte, som dækkede af en trevlet tågedis, det er værst omkring lamperne, hvis gule glasskærme – de af dem som stadig er intakte – er brune og grimede. Han lægger nakken længere tilbage, det er det samme hele vejen op gennem trapperummet. Råglasset i det store ovale skylight øverst er snavsetbrunt som lampeskærmene, kun et svagt lys trænger igennem, fra det fugtskjoldede loft omkring det hænger der støvede tråde ned som sitrer svagt i den stillestående luft.
Han fortsætter ned ad den smudsige grå trappeløber til forstuen, hvis skakbrætternede parketgulv er lige så slidt som løberen. Skrammet og skamferet er det, guderne må vide hvornår det sidst er blevet lakeret. Nedkørt og forsømt. Som alt andet i huset.
Hvornår, præcis, havde hans forældre givet op? Han aner det ikke. For ti år siden? Elleve? Ni? Var det dengang hans mor blev kørt ned af en bus i Italien og brækkede hoften, en skade hun aldrig ganske forvandt? Var det før? Eller var det efter?
Hvornår var det i grunden hans mor blev kørt ned af den bus? Han kan ikke huske det.
Gennem de sidste mange år havde han da, under sine stadig sjældnere besøg, bemærket det tiltagende forfald, men uden at tænke nærmere over det – forældrene skrantede jo i årevis, begge to, der var så megen tristesse, så megen opgivenhed og bitterhed, at husets tilstand nærmest kom til at virke som en naturlig forlængelse af den atmosfære der herskede i det. Først inden for det seneste års tid, da det for alvor gik stejlt ned ad bakke med deres helbred, og hans besøg igen blev hyppigere, begyndte nedbrydningens fulde omfang at gå op for ham.
Han slår en hurtig runde gennem stuerne. Åbner døren til gæstetoilettet. Stikker hovedet indenfor i køkkenet. Haster ned i kælderen, og kikker ind i de forskellige rum. Der er ingen. Ikke andet end edderkopper, og en gennemtrængende lugt af mug.
Selvfølgelig er der ingen, han ved jo godt at der ikke er nogen.
Han er bare nødt til at se efter.
Han forlader huset gennem havestuen. Træder ud under solen og låser omhyggeligt begge systemlåse, selv om han egentlig ikke ved hvorfor. Det var noget hans far var meget nøjeregnende med og insisterede på, men det gir ikke megen mening. Den brede, hvide fløjdør er frønnet og skæv, man kunne brække den op med en skruetrækker.
Han går ned ad den lange, stejle stentrappe til den tilgroede terrasse og videre om i carporten, hvor hans bil står parkeret ved siden af farens gamle Volvo. Morens sidste bil, en Fiat, er forlængst afhændet, det er adskillige år siden hun holdt op med at køre selv.
Hans bil er fedtet og støvet. Hvorfor købte han den dog også lige i sort? Knap har man jo kørt den ud af vaskehallen, før den er snavset igen, den formelig suger skidtet til sig.
Men er den lille, buttede Citroën beskidt, er det intet imod den store Volvo. Det må være henved et år siden den kantede, grønne klods af en bil sidst blev vasket. Hvornår var det hans far måtte opgive at køre bil? Sommeren sidste år, sensommeren, det tidlige efterår? Deromkring. Og siden har ingen rørt den. Ingen andre end edderkopper. Edderkopperne har taget den i besiddelse, som de har taget huset i besiddelse, som de har taget carporten i besiddelse, som de tar alt i besiddelse. I hjulkasserne, mellem dækkene og karosseriet, mellem hjulene og fliserne, mellem de sorte kofangere og det matte metal, mellem vinduesrammerne og ruderne, ved dørhåndtagene, ved sidespejlene, i vinklen mellem forruden og fronthjelmen, overalt er der spindelvæv i varierende grader af opløsning som bestandig erstattes af nye og friske, bilen er helt lodden af spindelvæv, byggeriet holder aldrig op, de holder aldrig inde, de er utrættelige, for de gamle der faldt er der ny overalt, de kribler og krabler frem af alle revner og sprækker og huller for at videreføre arbejdet, for at fuldføre værket, for at virkeliggøre Den Store Plan og generobre kloden fra menneskene, fra hvirveldyrene, disse evolutionære opkomlinge, disse hæslige vanskabninger med deres ækelt bløde skal, deres alt for få øjne og lemmer og deres ikke-eksisterende spindevorter …
Han sætter sig ind på førersædet i sin bil og ser gennem den åbne dør over på den gamle Volvo der står lavt på halvflade dæk, og over hvis matte, grønne lak der ligger et gråligt, laset slør. Han må se at få den store bil fjernet. Den kan ikke køre, han har forsøgt at starte den, men den er død, der er ingen strøm. Og på grund af automatgearet kan han ikke bare skubbe den ud af indkørslen og forsøge at løbe den i gang ned ad vejen, man kan ikke løbe en bil med automatgear i gang.
Han må få nogen til at hente den. Han blir nødt til at ringe efter nogen.
Engang. Om ikke alt for længe.
Snart.
Han lukker døren, starter motoren og kører ud på vejen. Ud under solen, den ubarmhjertige sol der brænder fra sin evindelig skyfri himmel som den nu i månedsvis, forekommer det, har hængt og brændt deroppe i sin afsvedne, næsten hvide himmel og pisket den tørre jord til støv med sine hårde stråler. Pisket jordskorpen til fint støv der hvirvler op ved det mindste vindstød, og bagt asfalten til blød og klæbrig beg der klistrer til dækkene. Han kører ned til enden af vejen, hvor han må holde tilbage for tværgående trafik på Hasserisvej, det varer kun et øjeblik, mindre end et minut, vel, så er der fri bane og han kan køre frem; men da han slipper koblingen for at svinge til højre, kan han mærke hvordan forhjulene hænger fast i underlaget, trods servostyringen må han hive ekstra hårdt i rattet for at få bilen med rundt.
Han triller langsomt ind mod byen, mens han fumler med knapperne til klimaanlægget. Det er manuelt, ikke automatisk, og han er aldrig rigtig blevet dus med det, enten blir kabinen for varm eller for kold, kun sjældent er det lykkedes ham at indstille det rigtigt. Han forbander for han ved ikke hvilken gang sig selv for at have været så påholdende, det var et åndssvagt sted at spare, nogle få tusinde kroner, mere drejede det sig ikke om, tre-fire tusind, måske fem. Sveden løber ned over hans pande og stikkker ham i øjnene, han blinker og gnider de svidende øjne, han har lyst til at åbne sideruderne, men hvis han gør det, virker klimaanlægget slet ikke.
Lyset, heden, sveden … Han nærmer sig krydset og sætter farten ned. Blinker til venstre. Lyset skifter til gult, så rødt. Han bremser op og standser bag en rød pickup. FORD står der på bagklappen, med store hvide bogstaver.
Han sætter bilen i frigear. Tar solbrillerne af og pudser dem – i sin T-shirt, der er ikke noget papir, der plejer ellers at ligge nogle papirservietter i dørlommen, nu er der ikke nogen. Han tar brillerne på igen. Blinker med øjnene.
Lyset skifter. Den røde pickup sætter i gang med et ryk og fortsætter på hvinende dæk tværs over krydset, de hvide bogstaver blir hurtigt mindre, snart kan han ikke skelne dem længere. Han sætter bilen i gear, kører frem og holder tilbage for en cyklist og en modkørende varevogn, inden han fuldfører venstresvinget.
Disse mesozoiske, kun delvis størknede tjærefloder … Først den stejle, krogede villavej, så den større vej ind mod byen, og nu denne endnu bredere vej, Kong Christians Allé, der i en stor højrebue fører ham ned mod den vestlige del af centrum og havnen. Oprindelig var den firsporet, sådan husker han den i det mindste, han mener så bestemt at kunne huske at den engang har været firsporet, at den var firsporet dengang han tog kørekort, for så mange år siden at han ikke bryder sig om at tænke på det … Nu er der kommet cykelstier, vejbanen er blevet smallere, og den er opmærket som tosporet, med en enkelt, stiplet midterlinje, men trafikanterne placerer sig som om der stadig var fire spor, bilerne kører i fire spor, han ligger i det nordgående venstrespor og der er biler på begge sider af ham, på alle sider, der er biler til højre og venstre for ham og for og bag og de er ganske tæt på, han kan mærke dem omkring sig, han kan mærke dem fysisk, fornemme deres nærhed, som man kan fornemme store dyr i mørket – men det er jo netop ikke mørkt omkring ham, han kører i et blændende lyshav, omgivet på alle sider af skinnende stålkroppe der kaster metalliske lysglimt ind gennem de tonede ruder, ind gennem hans solbrillers polariserende glas, ind i hans øjne, i hans øjne men han kan ikke stille noget op med al denne lysinformation, det er et flimmer, det hele er et flimmer, trafikken, asfalten, bilerne, husene ude til siderne, langt ude til siderne, hinsides bilerne, flimrende, sløret, ude af fokus, sveden løber ham ned i øjnene og han kan ikke fokusere, og han blinker, han blinker igen og igen men billedet er ude af fokus, alting er ude af fokus, alting er altid lige en anelse ude af fokus og det er sådan det er, det er jo sådan det er, alting er altid lige en lille smule ude af fokus, alt det væsentlige, og han kan ikke se det, ikke rigtigt.
Trafikstrømmen nærmer sig et kryds, lyset er stadig grønt og han kører endnu tættere op bag den forankørende for at nå med over inden det skifter til rødt. Alt for tæt, han ved det godt, hvis bilen foran pludselig bremser op vil han ikke selv kunne nå at bremse, han vil ikke kunne undgå at ramme den, i grunden er det uforsvarligt, det er uforsvarligt men det går, han når med over i denne snævre kløft af en gade hvor lyset med ét forsvinder og hastigheden brat reduceres, trafikken snegler sig afsted i det pludselige halvmørke mellem de høje huse, han må helt ned i andet gear. Han bander lavmælt for sig selv, men i det mindste sveder han ikke længere, klimaanlægget har omsider fået fat. Nu sidder han og småfryser.
Trafikken er gået helt i stå. Stålkroppene knurrer og murrer og bevæger sig utålmodigt i små irritable ryk, men de kommer ingen vegne, de kan ikke komme frem, kan ikke gøre sig fri, de sidder fast, de er fanget her, i den mørke kløft … Han ser på de blanke metallegemer omkring sig og tænker at de ligner kryb, de ligner insekter, skarnbasser, skarabæer, biller – eller måske snarere minder de om padder, glinsende panserpadder eller krybdyr, store, tunge krybdyr med minimale reptilhjerner som kun kan træffe de allersimpleste valg og hvis indstilling lige nu står på ‘Flugt’, binyrerne pumper brusende strømme af adrenalin ud i de massive kroppe, frugtesløst, til ingen nytte, for kroppene kan ikke bruge flugthormonet til noget, de kan ikke komme væk, de kan bare stå her og småhoppe på stedet og udstøde forpinte brøl og grynt fra deres koblinger og transmissioner og udstødninger, mens trædefladerne på deres svedne dæk klæber stadig fastere til tjærepølen under dem.
Fremme i det næste kryds skifter lyset til grønt. Alle pruster og maser på for ikke at forpasse chancen. Selv når han lige akkurat med over inden det atter blir rødt.
Han er nået ud af kløften, ud under solen igen. Nogle hundrede meter længere fremme ender gaden og mødes i et T-kryds med Strandvejen, der går langs havnen og fjorden, han kan skimte vandet bag træerne på den anden side.
Han kører ned for enden af gaden og drejer til højre, og blinker straks derefter igen til højre. Idet han svinger ind på Kvicklys store parkeringsplads er han lige ved at støde sammen med en anden bil, han har ikke set den, han forstår ikke hvor den kommer fra, fra hans blinde vinkel, velsagtens, hvor dén så er – den dukker lige pludselig op foran ham og han må dreje skarpt til siden og bremse for at undgå at ramme den. Da begge bilerne står stille, er der kun ganske få centimeter imellem dem. Manden i den anden bil ruller vinduet ned, råber et eller andet han ikke kan høre og truer ad ham med hånden. Han vinker undskyldende, bakker, og kører uden om den anden bil. Manden råber noget mere efter ham. Han vinker igen, og finder en bås. Han parkerer og standser motoren, men blir siddende lidt, med lukkede øjne, inden han åbner døren og står ud.
- Han skubber den blanke indkøbsvogn rundt i de grelt oplyste gange mellem kølediske med kød og pålæg og ost, køleskabe med mejeriprodukter bag glasdøre, frysediske med færdigretter, frosne grøntsager, pommes frites, is, varereoler af varierende højde med vin, øl, deodorant, shampoo, ferske grøntsager, frugt, toiletpapir, rengøringsmidler, køkkenruller, børnetøj, kopper, pander, husholdningsmaskiner, kasseroller, legetøj, brød, kager; styrer den behændigt uden om øer der bugner af særtilbud på vin, ost, øl, køkkenruller, deodorant, shampoo, rengøringsmidler, børnetøj, legetøj, toiletpapir, kopper, kasseroller, brød, pander, husholdningsmaskiner, kager, badebassiner, italienske specialiteter – han navigerer vognen gennem de trange gange og er omhyggelig med ikke at ramle ind i noget, og især passer han på med ikke at ramle ind i de andre kunder og deres indkøbsvogne, eller blive ramt af dem, de andre kunder som sjosker sløvt rundt mellem kølediskene og frysediskene, køleskabene og de hundredvis, måske tusindvis af hyldemeter med varer og øerne med særtilbud, som ikke synes at ænse noget omkring sig, andet end vareudbuddet, som ikke synes at ænse hinanden, men uden hensyn til de øvrige kunder standser brat op midt i en trafikeret gang hvis et tilbud fanger deres opmærksomhed, som ikke kunne drømme om at trække deres indkøbsvogne ind til siden men gerne stiller dem på tværs så andre ikke kan komme forbi, og disse andre ænser heller ikke dem, ænser ikke de blokerende trådvogne men braser bare deres egne vogne ind i dem og puffer dem til side, intet skal komme imellem dem og den mælkekarton, den oksesteg, den pakke pølser, de grillhandsker, den vinflaske, den bøtte rejesalat, den bakke ferskner, den peberpaté eller den pose chips der har fanget deres stive blikke, de sanser intet omkring sig …
Han undviger dem så godt han kan og undgår så vidt muligt at se på dem. Helt kan han dog ikke slippe for synet af dem, gang på gang glider de uvægerlig ind, maser de sig ubønhørligt ind i hans synsfelt, og selv om han helst var fri, registrerer han deres tunge fremfærd og deres rykvise hovedbevægelser, han bemærker deres underlig lange og tynde krybdyrhalse, deres underlig korte og tykke krybdyrhalse, han ser deres plirende øjne og stikkende blikke og indser at han befinder sig i reptilindelukket, at alle varerne der udbydes er øglefoder og andet øgletilbehør, øgle-accessories … Her er ingen refleksion, kun reflekser. Spørgsmålet er om de overhovedet rigtig er i live.
Han zigzagger sig frem og hiver ting ned i indkøbsvognen. Mælk, ost, brød. Frugt. Pærer, han kan godt lide pærer. Frosne pizzaer. Cola. Toiletpapir. Shampoo. Han tøver da han nærmer sig vinafdelingen, han drikker alt for meget for tiden, han kan stadig mærke tømmermændene fra i går, men han køber alligevel tre flasker Barolo. På tilbud, to hundrede kroner for tre. Under halv pris.
Så manøvrerer han sig op til kasserne og stiller sig i kø. Som altid vælger han den korteste kø, og som altid er den korteste kø den langsomste. Han ved ikke hvorfor. Er der en naturlov som siger at jo kortere en kø er, desto langsommere bevæger den sig? Eller er det bare sådan at den kø han stiller sig i automatisk blir den langsomste? Er der en lovmæssighed her? Er han fordømt? Han er mest tilbøjelig til at tro det, især da en kvinde slutter op i køen bag ham og resolut skubber sin vogn op i haserne på ham. Det gør ondt. Han vender sig halvt om mod hende, en kraftig, gråhåret kvinde omkring de tres.
"Undskyld?" siger han.
Hun hører ham ikke, ser ham ikke, banker bare vognen ind mod hans ben én gang til. Denne gang rammer hun ham på den højre ankel. Han griber fat i trådvognen og skubber den lidt bagud. Hun træder et skridt baglæns.
"Nåeh," siger hun.
"Pas lige på," siger han og vender sig om igen.
Den skarpe tværstang på indkøbsvognens understel borer sig endnu en gang ind i hans akillessener.
"Så hold dog op!" udbryder han og skubber vognen tilbage.
"Øh?" siger hun. Hendes blik strejfer ham, men det er tomt, som om hun ikke ser ham, ikke rigtigt, som om hun overhovedet ikke anerkender hans tilstedeværelse.
Knap har han atter vendt ryggen til hende, før hun igen knalder sin trådvogn ind mod hans ben. For fjerde gang.
"For satan da!" råber han og puffer vognen hårdt bagud. Kassedamen og de andre kunder i køen stirrer på ham. Han stirrer på damen bagved. Hun stirrer på ham, måbende.
Han skælver af raseri, han kan ikke beherske sig.
"Kan du da overhovedet ikke fatte at det faktisk gør skideondt?" brøler han.
"Hva’?" siger hun. Hendes underlæbe falder endnu længere ned.
"Så, så," siger en mand lidt længere fremme i køen. "Vi skal jo være her allesammen."
"Opfør dig ordentligt!" siger kassedamen.
Og han? Han stirrer rundt på dem allesammen, kassedamen, manden, de øvrige kunder i køen foran ham, damen bagved – og han skammer sig.
Selv om han ikke med sin bedste vilje kan se at han har noget at skamme sig over.
"Undskyld," siger han.
Og også det skammer han sig over.
