Ringe i vandet af Penny Vincenzi

Folk føder ikke børn i flyvemaskiner. Det gør man bare ikke.
   Nå, men det gjorde man altså alligevel. Og så kom det til at stå i alle aviserne.
   “Tapper flybesætning hjælper livskraftig dreng til verden,” stod der, eller noget i den retning, hvorefter der fulgte en ret detaljeret beskrivelse af moren til den livskraftige dreng. Hendes navn, hvor hun boede, hvordan hun overhovedet var havnet i en sådan situation. Som regel var der også et fotografi af hende sammen med den livskraftige dreng og den tapre besætning.
   Så – det var altså ikke en mulighed.
   Hun kunne ikke føde et barn i en flyvemaskine.
   Ignorér smerterne. De er heller ikke så slemme. Nok bare lidt forstoppelse. Selvfølgelig. Sådan som hun havde siddet indeklemt med sin kæmpemave her i formentlig verdens mindste flysæde hvor længe – nu i syv timer. Ja, det var helt sikkert forstoppelse ...
   Det hjalp imidlertid ikke rigtig på situationen, for hun skulle stadig have et barn. Det kunne blive en hvilken som helst dag – eller time, for den sags skyld. Og nu ville det komme til at ske i England i stedet for i det sikre – sikre? – Bangkok.    
   Det havde været planen.
   Men dagene var gået, var blevet til en uge, så til to, og datoen, den vidunderligt sikre dato for hjemrejsen, tre uger efter den beregnede fødsel, var rykket nærmere og nærmere. Hun havde prøvet at få flybilletten lavet om: men hun havde en discountbillet; man forklarede meget venligt, at hun ville miste alle pengene for billetten og være nødt til at købe en helt ny.
   Det kunne hun ikke. Det var simpelt hen umuligt. Hun havde ikke flere penge tilbage, og hun havde omhyggeligt skilt sig af med de få venner, hun havde fået, så der ikke var fare for, at de ville lægge mærke til, at hun ikke bare var overvægtig, men at hun rent faktisk havde en mave på størrelse med et meget stort græskar under de thailandske fiskerbenklæder og store skjortebluser, hun gik med.
   (Personalet ved indtjekningen havde gudskelov heller ikke lagt mærke til det; som hun stod der, opkogt, træt og svedende, havde hun i deres øjne bare været en meget overvægtig pige i noget løsthængende og snusket tøj.)
   Så der var ingen at låne penge af; ingen til at hjælpe. Hun havde forsøgt sig med alle de ting, hun havde hørt, kunne hjælpe. Havde nedsvælget en hel flaske amerikansk olie, spist stærke karryretter og havde gået lange ture op og ned ad de myldrende, hede gader og somme tider mærket en stikkende smerte, en dunken og havde skyndt sig hjem, desperat efter at få det overstået, kun for atter at synke hen i sin apatiske sløvhedstilstand.
   Og nu havde hun fået – forstoppelse. Gud! Nej. Det var ikke luft i maven. Det var ikke forstoppelse. Disse skærende, rykkende, voldsomme smerter. Hun bed sig i læben og borede neglene ind i håndfladerne. Hvis dette var begyndelsen, hvordan ville det så ikke ende?
   Den unge mand, der sad ved siden af hende, og hvis venlighed hun koldt havde afvist, da de tog plads i sæderne, rynkede panden, mens hun bevægede sig lidt i et forsøg på at undgå smerterne.
   “Undskyld,” sagde hun. Og så gled de væk igen, smerterne, forsvandt tilbage, hvor de var kommet fra, til et sted i midten af græskarret. Hun lænede sig tilbage og tørrede sin fugtige pande med et papirlommetørklæde.
   Ikke forstoppelse. Og der var tre timer endnu før de landede.
   “Er du okay?” Den unge mand kiggede på hende med en blanding af bekymring og væmmelse.
   “Ja. Jeg har det fint. Tak.”
   Han vendte sig væk.

De var landet. Godt – hun havde ikke født om bord på flyet.
   Hver gang hun siden læste om folk, der beskrev dårlige oplevelser i forbindelse med en fødsel, om utilstrækkeligt Smertestillende midler, om brysk robuste jordemødre, om følelsen af isolation og angst, ville hun resten af sit liv tænke, at de så skulle have prøvet det på hendes måde. Alene, i et rum der ikke var meget større end et skab, og hvor det eneste smertestillende middel var afledningsterapi (hun talte fliserne på væggene, stadig oftere, som tiden gik), og med en ubarmhjertigt summende flue som eneste besøgsven. Og så var der nogle børster og svabere og nogle rene håndklæder – gudskelov for de håndklæder, hvordan havde hun nogen sinde kunnet tro, at én pakke vat ville være nok? Hun var helt alene, hun var sin egen jordemor og lå med sin dyrebare bog slået op ind mod væggen, mens hun lå på gulvet og pressede sit barn ud i verden. Hvordan var hun i stand til dette, hun, som var så bange for smerter, at hun ikke kunne få plomberet en tand uden lokalbedøvelse, og så klodset, at hun aldrig havde kunnet binde sit spejderslips?
   Men hun gjorde det.
   Det lykkedes, fordi hun var nødt til det. Der var intet andet at gøre.
   Og da det hele var overstået, og hun havde renset sig, og rummet med, samt svøbt den lille, hylende baby ind i det rene lagen og tæppe, hun havde pakket ned i sin rygsæk (sammen med den knivskarpe saks, en rulle snor og en stor flaske vand, som var det nærmeste, hun havde at sterilisere med), sank hun sammen mod væggen uden at føle noget, ikke engang lettelse, mens hun så på babyen, der nu var blevet stille og lå med lukkede øjne og et fredeligt udtryk i sit lille ansigt.
   Det var forbi. Hun var blevet mor; men om meget kort tid ville hun ikke være det længere.
   Hun kunne bare glemme det hele. Fuldstændigt.
   Det var forbi.
   Vidunderligt, stilfærdigt, totalt forbi ...

De sad i afgangshallen på to bænke og så granskende på samme afgangstavle: tre piger, der ikke kendte hinanden, og hvis falmede jeans, lange hår, perle-venskabsarmbånd, sneakers og små rygsække(de væsentligt større var allerede tjekket ind), alle kendetegnede dem som rygsækrejsende og vordende studerende. Med et par hundrede pund på deres nye bank konti og billetter jorden rundt i deres punge var de parate til at tage af sted; tage ud på en rute, der ville omfatte et enkelt eller alle de oplagte rejsemål: Australien, New Zealand, Thailand, Nepal og Himalaya og til og med USA.
   De var meget spændte, lidt nervøse, men frem for alt utålmodige efter, at deres rejse skulle begynde; de blev ved med at udveksle blikke og små smil, mens de langsomt rykkede nærmere hinanden, efterhånden som flere og flere rejsende fyldte pladserne omkring dem.
   Det var meddelelsen, der førte dem sammen: at der var tre timers forsinkelse på deres fly til Bangkok. De så på hinanden med løftede øjenbryn, hvorefter de alle rejste sig, tog deres rygsække og smilende bevægede sig hen mod hinanden, ærgerlige over en så tidlig afbrydelse i rejsen, men alligevel glade for et påskud til at være sammen og snakke.
   “Kaffe?” spurgte den ene, og “Fint”, sagde de to andre, mens de langsomt gik hen mod cafeteriet, hvor bordene var fulde af brugte kopper, cigaretskod, der svømmede rundt i spildt kaffe, og fortravlet personale, der var ved at tørre snuskede borde af med endnu mere snuskede klude.
   “Her er et bord,” sagde en af de tre. “Jeg holder det – læg bare jeres rygsække imens,” hvorefter hun satte sig ved bordet, tog en pakke Rothmans frem og kiggede nærmere på sine nye venner, mens de stod i kø henne ved skranken. En af dem var høj og slank med en sky af uregerligt, lyst hår, den anden mindre og ret buttet og med håret trukket til bage i en fletning.
   “Vi håber, det er kaffe,” sagde fletningen, da hun stillede bakken ned på hjørnet af bordet, “men man kan aldrig vide. Den er i hvert fald varm og våd. Sukker?”
   “Nej, tak. Jeg hedder Martha,” tilføjede hun og sendte dem begge et hurtigt smil, mens hun skubbede sin lange manke af løsthængende, brunt hår tilbage. “Martha Hartley ...”
   “Og jeg hedder Clio,” sagde fletningen. “Clio Scott.”
   “Jocasta,” sagde den lyshårede, “Jocasta Forbes.”
   “Det var da ellers noget af et navn – Jocasta.”
   “Jeg ved det. Mine forældre straffede mig, fordi jeg ikke blev en dreng.”
   “Jeg synes nu, det er et rigtig pænt navn,” sagde Clio.
   “Ja, det er da fint nok,” sagde Jocasta, “hvis man ikke har noget imod den ret kraftige hentydning til incest.”
   “Fik de så en dreng til sidst?” spurgte Martha nysgerrigt.
   “Knap et år efter. Den eneste gang, han nogen sinde er ankommet til et sted uden at være meget forsinket. Han skulle have været her nu, men se nu bare. Eller snarere, lad være, for han er her ikke,” tilføjede hun.
   “Skal han rejse sammen med dig?”
   “Jep. Vi starter i hvert fald sammen. Det beroligede vores forældre lidt.”
   Hun smilede til dem og skubbede håret tilbage. “Men hvad med jer to? Martha – hvad gemmer der sig bag dit navn?”
   “Min mor sagde, at hun altid følte sig nærmere Martha end Maria i Biblen, I ved? Det var hende, der gjorde alt arbejdet, mens Maria bare sad for fødderne af Jesus uden at bestille noget. Min stakkels mor arbejder meget hårdt.”
   “Det er i hvert fald et pænt navn,” sagde Jocasta, der havde set lidt uforstående ud ved hentydningen til Biblen. “Hvad med dig, Clio?”
   “Mine forældre mødtes på Oxford, hvor de studerede klassikerne. Der var en muse og en nymfe, der hed Clio. Det stammer fra det græske ord Kleos, der betyder ære. Og mine søstre hedder Ariadne og Artemis,” tilføjede hun. “Ja, du spurgte jo selv!”
   “Ja, jeg gjorde. Har du så tænkt dig at følge i deres fodspor og studere klassikerne?”
   “Overhovedet ikke. Jeg skal læse medicin på Universitetshospitalet.”
   “Der blev jeg født,” sagde Martha, “det blev vi alle sammen. Min søster faktisk i dag for seksten år siden.”
   “Hvem er alle sammen?”
   “Min søster og min lillebror, selv om han ikke er så lille mere; han er ti år. Men vi betragter ham alligevel som familiens baby.”
   “Jeg har det samme problem,” sagde Clio, “men her er det mig, det drejer sig om. Det med at blive opfattet som baby, mener jeg. Nå, men hvad med jer to – hvad skal I lave?”
   “Jeg skal læse jura i Bristol,” svarede Martha.
   “Det skal min bror også,” sagde Jocasta.
   “Tager han til Bristol?”
   “Nej, han skal tilbage til skolen for at tage adgangsprøve til Oxford. Han er utrolig intelligent. Han har fået fire 13-taller, udelukkende fine karakterer og kunne springe et år over.” Hun sukkede. “Og inden I spørger, så fik jeg kun tre.”
   De to andre udvekslede korte blikke, hvorefter Martha spurgte: “Og hvad skal du så lave?”
   “Jeg skal læse engelsk. På Durham. Jeg vil være journalist, reporter. Opspore nyheder, afsløre skandaler, den slags.”
   “Hvor spændende.”
   “Tja – det håber jeg. Jeg har hørt, at jeg kommer til at bruge mine fem første år på at referere landsbyfester.”

“Nå, du nåede det, Josh. Utroligt. Kun en time forsinket. Det er da et held, at de fik flyet til at vente på dig.” Jocasta virkede pludselig lidt mindre afslappet. “Her, kom og sæt dig hos os. Det er Martha, og det er Clio. Og det er min bror Josh.”
   Martha og Clio kiggede på en ung mand, der lignede Jocasta næsten chokerende meget. Samme uregerlige lyse hår, samme mørkeblå øjne, samme lidt skæve smil.
   “Hej,” sagde han. “Hyggeligt at møde jer.”
   “Hej,” sagde Martha, “i lige måde.”
   “I to ligner hinanden utrolig meget,” sagde Clio. “Man skulle tro ...”
   “... At vi var tvillinger. Vi ved det. Men det er vi ikke. Josh, hvorfor kommer du så sent?”
   “Jeg kunne ikke finde mit pas.”
   “Du er håbløs, Josh. Var mor okay, da du sagde farvel til hende? Han er hendes øjesten,” tilføjede hun henvendt til de andre, “og kan ikke klare at slippe ham af syne.”
   “Hun havde det fint nok. Hvordan gik din middag sammen med far?”
   “Det blev ikke til noget. Han kom først tilbage hen ad midnat. Og i morges var han nødt til at suse af sted til et møde i Paris, så han kunne heller ikke følge mig herud. Sikken overraskelse.”
   “Hvordan er du så kommet herud?”
   “Åh, han satte mig i en taxa.” Hendes ansigtsudtryk var hårdt, men hendes tonefald svarede ikke rigtigt til det.
   “Vores forældre er skilt,” forklarede Josh. “Vi plejer at bo hos min mor, men min far ville ...”
   “Han sagde, han ville være sammen med mig i går aftes,” indskød Jocasta. Nå, men det gider vi ikke snakke om, så lad os skifte emne.”
   Der blev stille. Joshs ankomst havde skabt en spænding i selskabet, der føltes lidt ubehagelig ...

Det lykkedes dem at tilbringe lidt af flyveturen sammen med at stå på gangene, småsludre, bytte ugeblade, sammenligne rejseruter og flybilletter. Josh ville rejse ind i landet fra Bangkok; Martha ville blive lidt i Bangkok, inden hun tog videre til Sydney. Der ville hun være et par uger, “arbejde på barer og rundt omkring”, inden hun drog videre op til Ayers Rock og siden til regnskoven og Great Barrier Reef. “Bagefter ved jeg ikke rigtigt, men jeg vil gerne slutte i New York.”
   Clio ville rejse fra ø til ø i nogle uger og siden tage videre til Singapore, hvor hun skulle bo hos en fjern fætter til sin far. “Kun i et par uger. Han har en søn, som vist nok gerne vil rejse med mig. Bagefter bliver det nok Australien, men jeg vil helt sikkert gerne til Nepal. Der vil jeg nu ikke tage hen alene, men jeg regner med, at jeg nok skal møde nogen.”
   Jocasta vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle. “Jeg lader skæbnen bestemme. Jeg vil afgjort begynde med øerne, men jeg har ikke lyst til at tage nordpå med Josh, og desuden vil han bare af med mig, så hurtigt han kan.”
   “Hvorfor tager du ikke til Koh Samui med mig?” spurgte Clio. “Der vil du helt sikkert finde nogen, som du kan rejse videre med.”
   “Ja,” sagde Martha. “Min bedste venindes søster, der rejste derned for rige år, sagde, at man bliver ved med at møde folk fra sin egen by, sin skole, ja, praktisk talt sin egen familie.”
   “Gud, det håber jeg da ikke,” sagde Jocasta. “Familie, mener jeg. Jeg har rigeligt af min med mig.”
   “Jeg møder den i hvert fald ikke,” sagde Martha. “I min familie anser man en endags-tur til Frankrig for at være det helt store eventyr.”
   “Jeg ønsker heller ikke at møde nogen fra min,” sagde Clio. “Det her er min første chance for at foretage mig noget uden mine søstre.”
   “Kan du ikke lide dem?”
   “Jo, det kan jeg vel, men de er begge to ældre end mig, begge meget smukke og succesrige, og de behandler mig, som om jeg var otte, ikke atten.”
   “Jamen, havde du så ikke svært ved at overtale dine forældre til at lade dig rejse? Siden du er den yngste?”
   “Nej, min mor døde, da jeg var lille. Mine søstre overtalte min far. Selv om de var meget sikre på, at jeg ville vende hjem igen ved juletid med halen mellem benene.”
   Hendes runde, lille ansigt fik pludselig et hårdere og uendelig bedrøvet udtryk; så skyndte hun sig at smile. “Nå, men jeg slap da væk.”
   “Mine forældre kunne slet ikke vente med at få mig af sted,” sagde Martha.
   “Hvorfor det?”
   “De synes bare, det hele lyder så spændende. De lever et temmelig – ja, indskrænket liv. Min far er præst. Derfor er vi nødt til at føre en ufattelig respektabel tilværelse. Ikke noget, der bare ligner udskejelser. Og man er altid ligesom i søgelyset. Det er ikke så slemt, men det er der. Hele sognet holder øje.”
   “Det undrer mig virkelig,” sagde Clio, “at det er sådan i disse moderne tider.”
   “Jeg er bange for, at St. Andrews i Binsmow ikke er blevet spor moderne. Folk lever fuldstændigt i en tidslomme.”
   “Hvor ligger det henne?”
   “I det mørkeste Suffolk. Når jeg fortæller dig, at jeg forrige år gik i biografen på en søndag med nogle venner, og at mindst en halv snes mennesker hørte om det og klagede til min far, kan du nok regne ud, hvordan det er.”
   De sad lidt og tyggede på den oplysning. “Og hvad laver din mor så?”
   “Hun er formand for Kvindeforeningen og den slags; men det elsker hun. Hun synes, det er vildt spændende, at jeg rejser, selv om hun er lidt bekymret.”
   “Hvordan i alverden bar de sig ad med at få dig, når de er så frygteligt gammeldags?” spurgte Jocasta og lo. “Hvor gik du i skole? På et af de der skøre steder?”
   “Åh – det var bare en kommunal gymnasieskole,” sagde Martha hurtigt.
   “Det er den anden bagside ved at være en præstefamilie. Der er ikke så mange penge, for at sige det mildt. Hvad med jer to?”
   “Sherborne,” svarede Jocasta, “og før det en privat kostskole.”
   “Jeg gik i en almindelig dagskole,” sagde Clio, “på Oxford Gymnasium. Jeg længtes altid efter at komme på kostskole.”
   “Det er nu ikke særlig sjovt, kan jeg godt fortælle dig,” sagde Jocasta.
   “Det er det ensomste sted i verden, hvis man har hjemve, og det havde jeg.”
   “Du har vel været – hvad – otte år?” sagde Martha spørgende.
   “Ja. Min mor havde travlt med sit nervesammenbrud – min far havde lige forladt hende dengang. Josh blev hjemme lidt længere. Selvfølgelig. Men jeg vænnede mig til det. Man kan vænne sig til alt, ikke? I det lange løb?”
   Hun stirrede ud ad vinduet og afværgede tydeligt yderligere diskussioner om sit familieliv. De to andre så på hinanden og begyndte at diskutere en artikel i Cosmopolitan om, hvordan man kunne få det hele: karriere, kærlighed, børn ...
   “Det har jeg ikke lyst til,” sagde Martha. “Få det hele, mener jeg. Ja, i hvert fald ikke børn. Min karriere vil være rigeligt for mig.”
   En stemme i højttaleren bad dem om at vende tilbage til deres pladser.

De tilbragte tre dage sammen i Bangkok, tre helt specielle dage, hvor de fik et tæt forhold til hinanden, mens de tilpassede sig den suppevarme hede, den forurenede luft, den særprægede, påtrængende lugt – “Jeg vil kalde det en blanding af rådnende grønsager, trafikos og prut,” sagde Clio muntert – og boede på samme billige pensionat på Khao San Road. Det var et utroligt og vidunderligt kulturchok – hedt, støjende, myldrende af mennesker og oplyst af farvestrålende, glimtende reklameskilte, udstyret med mange massage- og tatoveringsklinikker samt boder, der solgte alt lige fra T-shirts til uægte Rolex-ure og piratkopierede cd’er. Hver anden bygning var et pensionat, og langs med gaden lå der neonoplyste caféer, der viste endeløse videofilm.
   Alle pigerne førte dagbog og skrev samvittighedsfuldt hver aften samt planlagde at mødes igen et år senere for at læse om hinandens oplevelser.
   Jocasta tog uvægerligt sin opgave med at føre dagbog særlig alvorligt. Selv om hun krummede tæer over den noget affekterede stil, da hun læste den mange år efter, blev hun ført tilbage til dengang, da de travede rundt i den beskidte, myldrende, spændende by. Hun mærkede atter heden, nervøsiteten og samtidig følelsen af en fuldstændig fascination.
   Hun kunne atter smage maden, der blev solgt fra boder på gaden, småbitte kyllinger, fire på rad, gennemstukket med pinde, som blev spist med ben og det hele, kebab, selv kakerlakker og græshopper, friturestegte i wok; hun stirrede atter ud på de vandfald af varm regn, der slog lodret ned på gaderne, og hvor man i løbet af fem minutter gik i vand til anklerne – “Bangkok har det modsatte af et kloaksystem” – og smilede ad de utrolige trafikpropper, der prægede de brede gader dagen lang, de overfyldte busser, tuk-tuk’erne, motoriserede, trehjulede taxaer, der strøg gennem trafikken, og scooterne, der ransporterede familier på fem personer eller af og til kønne, unge par, der lykkeligt krammede hinanden, mens de sad midt i udstødningsgasserne.
   Hvad ingen af dem skrev om – med aftalen om mødet året efter i tankerne – var de andre piger, ikke engang om Josh, men de fik meget at vide om hinanden i Løbet af de tre dage. At Jocasta havde ført en livslang kamp mod Josh om at vinde sin fars hengivenhed og opmærksomhed; at Clio var vokset op med en pinefuld misundelse over sine ældre søstres skønhed og dygtighed; at Marthas spøgefulde beklagelser over sine dydige forældre dækkede over en stærk trang til at forsvare dem; og at Josh, den charmerende, fremragende Josh, både var arrogant og doven. De fandt ud af, at Jocasta trods hele sin uregerlige skønhed manglede selvtillid; at Clio opfattede sig selv som udpræget kedelig; og at Martha ønskede sig penge frem for noget andet.
   “Jeg har tænkt mig at blive virkelig rig,” sagde hun, mens de sad i en af de utallige barer og drak den ene cocktail efter den anden og udfordrede hinanden til at spise de friturestegte insekter. “Og jeg mener virkelig rig.”
   Da de skiltes, Clio og Jocasta på vej ned mod Koh Samui, Josh for at tage nordpå, og Martha, som blev i Bangkok i nogle dage endnu, følte de det, som om de havde været venner i årevis.
   “Vi ringer til hinanden, når vi kommer hjem,” sagde Jocasta og gav Martha et sidste knus, “og hvis en af os ikke gør det, skal vi nok opspore hende på en eller anden måde. Der er ingen af os, der slipper.”

Kapitel 1

Hun følte altid nøjagtig det samme. Det overraskede hende. Lettelse. Opstemthed. Og en smule skam. Når hun gik derfra og vidste, at hun havde klaret det, når hun modstod fristelsen til at se sig tilbage og optrådte omhyggeligt neddæmpet – huskede hun stadig gamle Bob fra nyhedsbureauet, der fortalte hende, at en af de vigtigste egenskaber hos en god journalist var evnen til at spille skuespil. Skamfølelsen var selvfølgelig ret sjælden, men hvis der havde været en virkelig tragedie, lå den og lurede, følelsen af, at hun var en snylter, der lukrerede på et andet menneskes ulykke.
   Denne sag havde været rædselsfuld at rykke ud til. En baby i en barnevogn var blevet påkørt af en stjålet bil; føreren var ikke standset, men var blevet fanget af politiet firs kilometer længere væk. Babyen var blevet indlagt på intensivafdelingen, og det var tvivlsomt, om han overlevede; forældrene havde både været vrede og sønderknuste og siddet og knuget hinandens hænder på bænken lige uden for hospitalets dør.

Mens hun var i gang med at skrive sin historie, fik hun en e-mail fra kontoret: om hun kunne skrive en hurtig artikel om Pauline Prescotts hår (et hot emne lige siden hendes mand havde brugt det som påskud til at køre 100 meter i sin Jaguar i stedet for bare at gå); de ville maile et fotografi til hende. Jocasta tvang sine tanker væk fra den hårdt sårede baby, mens hun spekulerede på, om der var noget andet job i verden, der bød på så ualmindeligt forskellige stresssituationer med så kort varsel. Hun sendte en kopi af artiklen via sin mobil og var lige vendt tilbage til babyen i tankerne, da hendes telefon ringede.
   “Er det Dem, miss ...”
   “Jocasta, ja,” svarede hun og genkendte stemmen, der tilhørte babyens far. “Ja, Dave, det er mig. Noget nyt ...?”
   “Ja,” svarede han. “Ja, han klarer den, det hele ordner sig, vi har lige set ham, og det lykkedes ham oven i købet at smile!”
   “Hvor er jeg glad, Dave, virkelig glad for at høre det,” sagde Jocasta og følte sig dybt lettet, ikke blot over at babyen ville overleve, men over at hun blev så rørt, at hun så sin skærm gennem et slør af tårer.
   Så var hun altså endnu ikke blevet en reporter med et hjerte af sten.
   Hun skrev historien ind på sin computer og tjekkede sine e-mails; der var en del ligegyldige ting, en mail fra hendes bror, et par fra venner – og så en mail, der fik hende til at smile.
   Hej, underskønne skabning. Mød mig ved Underhuset, når du er kommet tilbage. Nick.
   Hun besvarede hans mail og skrev, at hun ville være der klokken ni, hvorefter hun bladede sin dagbog igennem og så, at det netop i dag var femten år siden, at hun var draget af sted til Thailand for at opleve eventyret. Hun huskede altid datoen. Hun spekulerede på, om de to andre også gjorde det. Og hvordan de mon havde det. Den lovede genforening havde aldrig fundet sted. Det tænkte hun også på hvert år – hvordan de havde lovet hinanden det, men aldrig holdt deres løfte. Det var måske også godt det samme. I betragtning af alt det, der var sket ...

Nick Marshall var den politiske redaktør på Sketch, som også var Jocastas avis; han arbejdede imidlertid ikke i den skinnende bygning på Canary Wharf, men på et af de nedslidte kontorer oven over presselogen i Underhuset. “De er mere i stil med, hvordan aviskontorer plejede at se ud,” havde en af veteranerne sagt til Jocasta. Og mange journalister, der huskede Fleet Street, dengang det havde været en ægte og ikke blot en nominel avisgade, misundte faktisk de politiske skribenter for at kunne arbejde i begivenhedernes centrum frem for i blanke glastårne en lang taxatur borte.
   Jocasta havde altid syntes, at politik og journalistik mindede overordentlig meget om hinanden; begge fag var domineret af mænd, præget af sladder og spiritus (der var ikke et tidspunkt i døgnet, hvor man ikke kunne få en drink i Underhuset) og med stor og ægte sans for kammerateri mellem så vel modstandere som kolleger. Hun elskede dem begge.
   Nick mødte hende i forhallen og tog hende med ned til Annies Bar i Husets indre, som var parlamentmedlemmers, lobbyisters og journalisters domæne, og førte hende hen til en lille gruppe i midten.
   “Hvad vil du have, skat?”
   “En dobbelt Chardonnay.”
   “Okay. Var det en hård dag?”
   “Nej – faktisk god. Men jeg er træt. Hvad med dig?”
   “Fin. Er der andre, der vil have noget?”
   Gruppen sagde “Det samme” som med én mund; Jocasta smilede rundt til dem.
   “Hej, venner. Er der noget nyt? Nogen spændende historier?”
   “Nej, det er ret beskedent,” svarede Euan Gregory, der var journalist på Sunday News. “Labours førerposition er på vej ned, Blair er ved at miste følingen, der er for meget spin – ja, du kender det, vi har hørt det hele før. Er det ikke rigtigt, Nick?”
   “Jo, det er jeg bange for. Værsgo, skat ...” Han bøjede sig ned for at give hende et kys. “Er du glad for at se mig?”
   “Selvfølgelig.” Og det var hun virkelig.
   “Jamen, så drik ud. Jeg vil gerne invitere dig ud at spise.”
   “Ih, dog. Hvordan har jeg gjort mig fortjent til det?”
   “Ikke med noget. Jeg er sulten, og jeg kan ikke se, at der vil ske noget interessant her.”
   “Du er sådan en gentleman, er du klar over det?” sagde Jocasta og tømte sit glas.

Nick var faktisk en gentleman. Hans far var en meget rig godsejer, og Nick havde fået højeste karakterer i klassiske sprog på Oxford. Han havde ret gammeldags manerer – i hvert fald over for den ældre generation – og havde tidligt udviklet en forkærlighed for politik, men var efter et indledende studium af den ægte vare blevet enig med sig selv om, at han hurtigere kunne komme ind i magtens korridorer via de politiske spalter i en avis. Han var en storartet, dybdeborende journalist, og hans mest omtalte scoop, omend det mindst betydningsfulde, var hans afsløring af, at et meget fremtrædende konservativt parlamentsmedlem købte alle sine sokker og underbukser i genbrugsbutikker.
   Det havde været kærlighed ved første blik for hende, sagde Jocasta altid. Nick var trådt ind på nyhedsredaktionen på hendes første dag hos Sketch, og da var hun bogstavelig talt blevet blød i knæene. Da hun fik at vide, at han var politisk redaktør, havde hun begejstret regnet med, at hun ville se ham hver dag; erkendelsen af, at han kun kom ind til et redaktionsmøde en gang imellem eller til et fortroligt møde med chefredaktøren Chris Pollock, havde været et hårdt slag. Det samme var nyheden om, at han havde en kæreste på hver avis. Det undrede hende ikke; ud over at være ualmindelig høj (cirka 1,93) så han rigtig godt ud med sit pjuskede, brune hår, sine store, sørgmodige og dybtliggende brune øjne under et par ligeledes pjuskede øjenbryn, en lang og meget lige næse og en mund, som hun noget vagt ikke kunne beskrive på anden måde, end at den var enormt sexet. Han var umulig til alle former for boldspil, men var en meget dygtig løber og havde allerede deltaget i både New Yorks og Londons maraton, og uanset hvor fuld han end måtte have været aftenen før, kunne man tidligt hver morgen se ham løbe omkring i Hampstead Heath, hvor han boede.
   Det var ikke helt sandt, at han havde en kæreste på hver avis, men kvinder tilbad ham. Hans hemmelighed bestod i, at han også tilbad dem. Dengang Jocasta Forbes ankom til Sketch, var han rent faktisk og helt mirakuløst ikke i noget fast forhold.
   Hun havde skamløst lagt an på ham i flere måneder og til sidst været helt fortvivlet, indtil hun en aften for cirka et år siden, da de begge var blevet særdeles berusede til festen hos Spectator, var blevet enig med sig selv om, at hun ikke ville komme nogen vegne uden en provokerende fremgangsmåde, hvorefter hun var begyndt at kysse ham med stor beslutsomhed. Og da hun nødigt ville overlade noget til tilfældighederne, havde hun derpå foreslået, at de tog hjem til hende. Nick erklærede, at han var vild med hende.
   “Jeg har sådan beundret dig, du aner ikke hvor længe.”
   “Nej,” sagde hun mut, “det aner jeg ikke. Men jeg har tydeligt ladet dig forstå, at jeg beundrede dig.”
   “Jeg ved det, men jeg troede bare, at du ville være venlig. Jeg troede, at en pige, der ser ud som dig, måtte have mindst en halv snes kærester.”
   “Åh, hold op,” sagde Jocasta og lagde sig i sengen ved siden af ham, og så var deres forhold endelig – og lykkeligt – blevet indledt.
   Men bestemt ikke stadfæstet. Og det bekymrede Jocasta. Hun overnattede somme tider i hans lejlighed og han i hendes (og så var det Clapham Common, han løb tværs igennem), men de dannede i høj grad par og var klar over, at det næste skridt ville være at flytte sammen. Nick sagde gang på gang, at det absolut ikke hastede: “Vi har begge nogle afsindige arbejdstider og har det jo strålende, så hvorfor lave om på noget?”
   Jocasta kunne se adskillige årsager til at lave om på noget, hvoraf den mest iøjnefaldende var, at siden de nu havde kommet sammen i godt over et år og var så lykkelige, ville det virkelig være en udmærket grund til at lave om på noget. Desuden var der den kendsgerning, at hun fyldte fireogtredive næste gang, og alle vidste, at single-tilværelsen holdt op med at være en selvstændighedserklæring og begyndte at blive et problem, når man havde rundet de femogtredive.
   “Hvor vil du invitere mig hen?” spurgte hun, da de gik ned ad den lange korridor.
   “Covent Garden,” svarede han. “Mon Plaisir. Jeg har ikke lyst til at se nogen fra branchen i aften.”
   Det var usædvanligt; en af ulemperne ved en romantisk aften sammen med Nick var, at han holdt så meget af sit job og alle dem, han arbejdede med, at hun ofte tænkte, at hvis han nogen sinde gik så vidt som til at fri til hende og lå på knæ, men fik øje på Trevor Kavanagh fra Sun eller Eben Black fra Sunday Times i samme lokale, ville han straks kalde dem over til sig.
   Det gik pludselig op for hende, at hun ikke engang havde fået redt sig, siden hun forlod hospitalet. “Vent et øjeblik,” sagde hun, “jeg skal lige på toilettet. Vi mødes i forhallen.”
   Men da hun nogle minutter efter nåede hen til det enorme rum i Underhusets midte, så hun Nick i alvorlig samtale med en mand, hun ikke genkendte; han vinkede til hende.
   “Undskyld,” sagde han og kom hende lidt forpustet i møde, “vi må lige op til mit kontor først. Det var en meget interessant lille, fortrolig oplysning.”
   “Om hvad?”
   “Blunketts seneste plan med hensyn til behandling af asylsøgere. Kom, skat, jeg lover dig, at det ikke vil tage lang tid.”
   “Sådan,” sagde han, da de omsider havde slået sig ned på Mon Plaisir.
   “Fortæl mig om din dag. De ser mig lidt træt ud, mrs. Cook.”
   “Jeg er træt, mr. Butler.”
   De var engang gået til karneval sammen som kokkepige og butler og havde af og til brugt disse navne i deres e-mails (de mere indiskrete), når det havde været nødvendigt med et kodenavn.
   “Men det gik i orden,” tilføjede hun. “Der var én tragedie og én bagatel – mrs. Prescotts hår. Jeg bliver altså så træt af den slags historier.”
   “Men du er så dygtig til dem.”
   “Jeg ved det, Nick,” sagde hun, og det var faktisk sandt; hun kunne få adgang til et hjem, ligegyldigt hvor mange andre journalister der stod ved døren, og bane sig vej ind til andres liv, og hun vidste, at det ikke mindst skyldtes hendes smilende charme og til en vis grad hendes udseende. Hvis man kunne vælge mellem at tale med en mandlig reporter i et smart jakkesæt eller en pige, der så utrolig ung ud, med langt, lyst hår og store blå øjne, hvis ansigt udstrålede medfølelse, og hvis stemme lød indlevende, når hun fortalte, at dette var den værste del af hendes arbejde, og at hun var frygtelig ked af at være nødt til at bede om en samtale, men hvis man kunne klare det, ville hun gøre det så nemt som muligt – ja, så var beslutningen ikke svær at tage. Jocasta havde næsten flere personlige skæbneartikler og det, man i branchen kaldte tårepersere, end nogen anden i Fleet Street. Men hun var træt af det; hun længtes efter at skrive reportager, være udenrigskorrespondent eller endda politisk redaktør.
   Men der var ingen redaktør, der ville give hende den chance; hun var for god til det, hun lavede. I den overvejende mandsdominerede avisverden havde en blondine med flotte ben sin faste plads som bestod i at få den slags historier, som andre reportere ikke kunne få. Bevares, hun fik sit arbejde særdeles godt betalt, men ligesom i sit forhold til Nick følte hun, at hun ønskede sig noget mere.
   “Nå – skete der ellers noget hos dig i dag? Bortset fra dit sidste kup?”
   “Jeg spiste frokost med Janet Frean.”
   “Skal jeg være jaloux?”
   “Overhovedet ikke. Hun er sådan en rigtig superkvinde; politiker, fem børn, en kendt EU-tilhænger og fyret fra oppositionens ledelse og ikke noget for mig. Jeg bryder mig ikke rigtigt om hende, men hun er slet ikke til at komme udenom.”
   “Hvad var det så med hende?”
   “Hun er godt træt af det, der foregår i Det konservative Parti. De er alle sammen nedslåede. Hun siger, at Hague ikke har det der skal til for at blive premierminister, at partiet er helt forkert på den; at de aldrig mere vil få magten.”
   “Og?”
   “Ja – der er snak om, at nogle af dem vil bryde ud, støttet af nogle  rettænkende folk i partiet. Folk, der er parate til at sige, at dette ikke er godt nok, at vi ved, vi kan gøre det bedre, så kom og vær med hos os.”
   “Findes disse folk?”
   “Det lader til det. Der er Chad Lawrence, for eksempel.”
   “Virkelig? Ja, ham ville jeg gerne stemme på. Den flotteste mand i Westminster. I hvert fald ifølge Cosmo.”
   “Ja, det skader ham jo ikke – han ville få et hav af kvindelige vælgere. Desuden har de et par ældre og højtprofilerede medlemmer i partiet, der står parate i kulissen. Den mest bemærkelsesværdige er vel Jack Kirkland.”
   Jack Kirkland var kommet fra en – for en konservativ – usædvanlig beskeden start i en arbejderklassefamilie i Sydlondon – til nu at besidde stillingen som undervisningsminister i de Konservatives skyggekabinet.
   “Jamen, hvad skal alt det ende med, Nick?”
   “Et nyt parti, som er lidt til venstre, men stadig med genkendelige konservative træk, ledet af en meget karismatisk flok, der vil appellere til både desillusionerede Blair- og Toryvælgere. Der er en voksende utilfredshed med Blair og hans mangel på resultater. Det samme gælder for Hague. Der findes en masse latente konservative vælgere i landet, som længes efter forandring og nærer en slags fromt håb om, at alt måske vil blive bedre. Hvis de kunne få øje på en ny og stærk person og sige, ja, det lyder bedre, det kunne vi tænke os, så ville Kirkland og hans glade gutter have en chance.”
   “Og hvad vil superkvinden Frean så have dig til at gøre?”
   “Få chefredaktøren over på deres hold. Få avisen til at støtte dem. Når tiden er inde. Det tror jeg måske nok, han ville gøre. Det hele ville appellere til hans romantiske væsen.”
   “Romantisk! Chris Pollock!”
   “Ikke i din kvinderoman-forstand, men han ville se det som David og Goliat, den svages triumf og den slags. Og vores læsere er lige netop den slags mennesker, Frean taler om.”
   “Åh javel. Og hvornår og hvordan skulle det begynde?”
   “De skal lige have styr på nogle støttefonde og få lidt flere sympatisører med på holdet. Jeg vil tro, at det hele vil være godt kørende, når partikongressen står for døren.”
   Hans store brune øjne strålede, da han så på hende; hun smilede.
   “Det kunne jo være, at det her ville blive min store chance,” sagde hun tankefuldt. “Min første rigtige historie – hvem ved?”
   “Jocasta, du ved, jeg tilbeder dig, men det her er ikke nogen  skæbnefortælling.”
   “Det kunne det blive. Jeg tør for eksempel vædde med, at Chad Lawrence har et spændende privatliv. Nå, men jeg vil ikke spilde mit krudt på at overbevise dig. Der står et glas champagne foran mig. Skål. For stiftelsen af De nye Toryer, eller hvad de nu vil kalde sig.”
   “Og en skål for deres skæbne-reporter.”

Martha kiggede ud ad sit kontorvindue og så daggryets første strejf på himlen. Hun havde arbejdet hele natten. Det var juli måned, så daggryet kom ret tidligt: klokken var lige fire. Hun nød disse natlige seancer, syntes, de var spændende; og besynderligt nok følte hun sig aldrig spor træt.
   Nu var hun i hvert fald færdig; hun manglede bare at få dokumenterne renskrevet, få de sidste ændringer tilføjet og have dem klar til underskrift. Hun ringede til natsekretæren; intet svar. Hun var åbenbart ude og rende. Det gjorde de altid – gik ind og sludrede på hinandens kontorer. Meget irriterende. Nå, men så måtte det afleveres til IT-afdelingen. Hun gik derned, gav dem besked på at ringe til hende, når papirerne var færdige, og besluttede så at lægge sig en halvanden times tid i overnatningsværelset, derpå tage hen til kondirummet og så gå tilbage til kontoret. Eftersom kunderne kom i dag, og handelen skulle afsluttes ved middagstid, var det uhyre vigtigt, at intet nu gik skævt. Det var en af de største overtagelsesforretninger, hun havde arbejdet med – et finansieringsselskabs opkøb af et andet, og sagen blev gjort mere indviklet af begge firmaers verdensomspændende filialer samt en meget virkelighedsfjern administrerende direktør i klientens firma.
   Men – det var lykkedes. Sayers Wesley, et af de største, mest strømlinede rådgivningsfirmaer i London, havde kæmpet en heroisk kamp på deres klients vegne og vundet. Og Martha Hartley, med sine 33 år en af de yngste partnere, havde styret slagets gang.
   Hun var glad; virkelig meget glad. Desuden havde hun tjent en stor sum penge for Sayers Wesley, som siden ville afspejle sig i hendes løn. Hendes løn på 300.000 pund. Hendes drøm om at blive rig var virkelig gået i opfyldelse.
   Da hun sidst havde været hjemme, havde hendes far meget blidt spurgt hende, hvad hun brugte sine indtægter til; hun havde til sin store irritation figureret på en liste over succesrige kvinder i Londons City, de nye næsten-millionærer, havde der stået som overskrift, og hendes familie var blevet chokeret over det beløb, hun tjente. Hun fortalte dem ikke, at det var undervurderet med cirka tyve tusinde pund.
   “Bruger dem,” havde hun svaret.
   “Alle sammen?”
   “Tja, jeg har selvfølgelig investeret i noget. I aktier og den slags.” Hvorfor følte hun, at hun måtte forsvare sig? “Og købt en time-share lejlighed i Verbier. Den kan man også kalde en investering – jeg lejer den ud, når jeg ikke er der selv.” Hvilket hun ikke havde været i de forløbne to år, fordi hun havde haft for travlt. “Min lejlighed er temmelig dyr” – hun håbede, at han ikke ville spørge hvor dyr – “og i dag må den være mindst det dobbelte værd af, hvad jeg gav for den. Jeg giver også meget til velgørenhed,” tilføjede hun, pludselig irriteret. “En hel masse. Og jeg er parat til at hjælpe dig og mor med at købe jeres pensionist-bungalow.”
   Stolthed havde hidtil afholdt Hartleys fra at tage imod penge af deres børn, men det var begyndt at virke uundgåeligt – og pinagtigt for dem. Det vidste Martha og prøvede at være så diskret som muligt i den retning; men der var ingen særlig fintfølende måde at sige det på: “Hør her, mor og far, tag tredive tusinde, I har mere brug for dem end jeg har.”
   Hun havde sine penge stående på en højrente-konto; havde uden større besvær sparet op i løbet af de seneste fem år. Det kunne næsten virke skræmmende på hende at tænke på, at hun var i stand til det.
   Men det meste af hendes tilværelse var overordentlig luksusbetonet, og det vidste hun. Hendes lejlighed var eventyrlig og lå i et af de mest efterspurgte højhuse i Docklands med store panoramaruder og køligt lyse parketgulve, indrettet af Conran and Purves and Purves; hun kørte i en Mercedes cabriolet SLK, som hun kun brugte i weekenden; hun havde et påklædningsværelse, der rummede alle de kendte mærker, Armani, Gucci, Ralph Lauren, Donna Karan samt et væld af sko fra Tod, Jimmy Choo og Manolo Blahnik; men hun arbejdede gennemsnitligt fjorten timer i døgnet, ofte i weekenderne med, havde et meget begrænset privatliv og gik sjældent i teatret eller til koncerter, fordi hun så ofte var nødt til at aflyse.
   “Og hvad med en kæreste?” spurgte hendes søster, der nu havde været gift i syv år og fået tre børn. “Jeg går ud fra, at du vel kun mødes med folk, der arbejder med det samme som dig.”
   “Ja, det er rigtigt,” havde Martha svaret kort, og det var sandt; hun havde haft to velordnede forhold til advokater på samme niveau som hun selv og en enkelt hjerteknusende affære med en tredje, en amerikaner, der tilfældigvis glemte at fortælle hende, at han var gift, indtil det var for sent, og hun var blevet hjælpeløst forelsket i ham. Martha havde omgående brudt forbindelsen med ham, men det havde gjort frygtelig ondt, og der gik et år, inden hun så meget som var i stand til at overveje, om hun overhovedet skulle gå ud med nogen.
   Hun havde et par gode veninder, karrierekvinder som hun selv, som hun af og til spiste middag med i byen, samt et par bøssevener, som hun holdt umådelig meget af, og som var uvurderlige ledsagere til formel selskabelighed. Men et eller andet sted inderst inde var der et dybt mørke, som hun prøvede på at fortrænge, men som hun blev trukket ned i under hyppige søvnløse nætter, som regel efter nyheden om, at endnu en veninde havde slået sig ned i et fast forhold; et mørke, der var fyldt af angst: angsten for et liv, hvor ingen ville dele hendes triumfer eller lindre hendes fiaskoer, hvor tilfredsstillelse kun kunne måles i materielle ting, og hvor hun med beklagelse ville se tilbage på en helt og holdent egoistisk tilværelse.
   Men næste morgen – efter at være flygtet fra det mørke sted – ville hun atter en gang fortælle sig selv, at singlelivet var det helt rigtige for hende, og ikke kun for hendes brændende ærgerrighed; ingen forstyrrede hendes planer eller blandede sig i hendes vaner, der lå intet tøj og flød, der var ingen snavsede kopper eller udbredte aviser, der ødelagde hendes lejligheds perfekte udseende. Bortset fra alt andet betød det, at hun havde fuld stændigt styr på sin tilværelse.

Hun vendte tilbage til sit kontor klokken seks efter at have set sig selv i spejlet, da hun forlod overnatningsværelset; hun så faktisk ud, som om hun havde fået en god nats søvn.
   Martha var ikke, hvad man ville kalde smuk; hun var, hvad franskmændene kaldte jolie laide. Hendes ansigt var lille og ovalt, hendes hud cremefarvet, hendes øjne mørke og strålende, men hendes næse var en smule for stor til hendes ansigt, så hun hadede den og overvejede af og til at få den opereret mindre. Hun var heller ikke tilfreds med sin mund og syntes, at den også var for stor, selv om hendes tænder var perfekte og rigtig pæne. Og hvad angik hendes hår ... Det var ganske vist smukt blankt og brunt, men helt glat og tyndt og krævede uendelig (og vanvittig dyr) pleje blot for at få den korte, svingende frisure, der fik det til at se ud, som om hun bare kunne vaske håret og lade det tørre af sig selv.
   Hendes udseende var som alt andet i hendes liv et resultat af rigtig meget hårdt arbejde.
   En træt udseende, asiatisk kvinde var ved at sætte en støvsuger til i væggen på hendes kontor.
   “Godmorgen, Lina, hvordan går det?”
   Martha kendte hende ret godt; hun var der altid klokken seks for at begynde på det første af sine tre daglige jobs.
   “Undskyld, miss Hartley. Skal jeg komme tilbage senere?”
   “Nej, nej, gå bare i gang. Hvordan går det?”
   “Åh, jeg er bare lidt træt.”
   “Det tror jeg gerne, Lina. Hvad med familien?”
   “Åh – det er ikke så slemt. Men der er problemer med Jasmin.”
   “Jasmin?”
   Martha havde set billeder af Jasmin, en smuk pige på tretten, tilbedt af begge sine forældre.
   “Ja. Det er faktisk skolen. Det er en dårlig skole. Hun keder sig. Lærer ikke noget. Hun siger, at lærerne er elendige og ikke kan holde ro i timerne. Og hvis hun prøver at arbejde, bliver hun drillet og får at vide, at hun er en – nørd. Ved De, hvad en nørd er, miss Hartley?”
   Martha rystede på hovedet.
   “Det er en person, der studerer hele tiden. Så hun er på vej nedad. Og på hendes forrige skole sagde de endda, at hun havde evner til at komme på universitetet. Jeg er så ked af det, miss Hartley, kan De tro.”
   “Det er da forfærdeligt, Lina.” Martha mente det; det var den slags spild, hun hadede. “Kan De ikke få hende ind på en anden skole?”
   “Alle skolerne i området er dårlige. Jeg tænker på at tage et job til, om aftenen i supermarkedet, så jeg kan betale for, at hun kan komme på en privatskole.”
   “Så bliver De da helt slidt op, Lina.”
   Lina smilede.
   “De skulle nødigt tale om slid, miss Hartley. De arbejder også om natten.”
   “Jeg ved det – men jeg skal ikke hjem og passe en familie.”
   “Tja, men hvad nytter det at tage sig sådan af dem, hvis de alle ender på bistand.”
   “Jeg er sikker på, at Jasmin aldrig ville ...”
   “Halvdelen af de unge i kvarteret er arbejdsløse. Ingen kvalifikationer, ingenting. Den eneste udvej er uddannelse. Men det får Jasmin ikke, hvis hun bliver, hvor hun er. Jeg er nødt til at få hende ud af det, og hvis det betyder, at jeg må arbejde mere, så arbejder jeg mere.”
   “Åh, Lina!” Gud, den slags ting gjorde Martha vred. Hvor vovede dette elendige system at affærdige børn på den måde, mens de samtidig ved hjælp af deres absurde, sammenlignende tabeller svor på, at standarden var på vej opad. Så sent som forleden havde hun læst, at et stort antal børn, der skulle begynde i sjette klasse, stadig ikke kunne læse. Hun tænkte på sin egen udmærkede, akademiske undervisning på det kommunale gymnasium; den burde stadig være mulig for børn som Jasmin, intelligente børn fra fattige kår, som fortjente at gøre brug af deres evner. Men der var kun meget få skoler tilbage af den slags, og for nylig havde hun hørt en eller anden undervisningsminister udtale sig om at få dem alle lukket i den næste regeringsperiode; fordi de, som han sagde, gik imod enhedsskolen som mål. Et kønt mål ...
   “Jeg er sikker på, hun klarer sig,” sagde hun ret hjælpeløst. “Det gør intelligente børn altid. Hun skal nok finde ud af det på en eller anden måde.”
   “De tager fejl, miss Hartley. De ved ikke, hvordan det er derhenne. Og ingen børn har lyst til at være den, der står udenfor. Hvis alle Jasmins venner går imod hende, fordi hun prøver på at passe sin undervisning, hvad skal hun så gøre?”
   “Jeg – det ved jeg ikke.” Hun spekulerede pludselig vildt på, om hun skulle tilbyde at hjælpe til med at betale Jasmins skolepenge – men hvad med alle de andre Jasmin’er, de andre intelligente børn med spildte evner; hun kunne ikke hjælpe dem alle. Desuden gjaldt det ikke bare undervisningen; hendes far fortalte hende altid om ældre sognebørn, der måtte vente i to år på en hofteoperation, eller som lå ængstelige og oversete på snavsede hospitaler med et håbløst overanstrengt plejepersonale. Men – hvad kunne hun gøre? Hvad kunne nogen gøre?
   Hun afviste hurtigt og ubarmhjertigt tanken om, hvad hun måske kunne gøre her og nu. Eller i det mindste prøve at gøre.
   Hun kiggede i sin kalender for at sikre sig, at der ikke var nogen personlige ting, der ventede, ingen fødselsdagskort, der skulle sendes – hun havde altid en stak parat i sit skrivebord, – eller vigtige opringninger at ordne. Men alt var under kontrol. Hun havde sendt blomster til sin søster: hun huskede altid hendes fødselsdag. I dag var det den dag, de alle havde mødtes i Heathrow og var taget ud på deres rejse. Dengang havde hun sagt, at hun var besluttet på at få succes og blive rig. Hun spekulerede på, om de to andre havde klaret sig lige så godt som hun. Eller om hun nogen sinde fik dem at se igen. Det virkede højst usandsynligt. Og det ville bestemt også være bedst sådan.

Clio spekulerede på, om hun var modig nok til at gøre det. Fortælle ham, hvad hun havde gjort, fortælle ham hvorfor. Han ville ikke blive glad. Ikke det mindste. Så – åh, Clio, kom nu, tag dig sammen. Nok skal du snart giftes, men du er da stadig et selvstændigt individ. Så, tag nu den telefon og sig det til ham. Det er din forlovede, det drejer sig om, ikke en eller anden lægekommission ...
   “Hallo? Josie? Det er Clio Scott. Ja, hej. Må jeg tale med mr. Graves? Hvad? Er han det? Nå, godt. Det må have været en meget lang liste. Men kan du bede ham om at ringe til mig, når han er færdig? Nej, jeg er hjemme. Tak, Josie. Hej.”
   Pokkers. Så kom hun altså ikke bare let hen over det. Hun kunne også stadig nå at ombestemme sig, men ...
   Hendes telefon ringede højt og fik hende til at fare sammen. Jeremy kunne da vel ikke allerede være færdig?
   “Clio Scott? Hej. Det er Mark Salter. Jeg ville bare fortælle dig, hvor henrykte vi er for at få dig med på holdet. Jeg er sikker på, du vil kunne lide det, og vi har virkelig brug for dig. Jo før, desto bedre. Jeg hører, at du har været fræk nok til at bede om fri til din bryllupsrejse. Det er godt nok skrapt! Nå, men jeg glæder mig til at se dig bagefter. Farvel, Clio.”
   Hun syntes godt om Mark Salter. Han var seniorpartner i lægehuset og en af grundene til, at hun så gerne ville have stillingen. Det og så nærheden til hendes hjem; eller snarere det vordende hjem. Det kunne hun da sige til Jeremy. At en af grundene til hendes beslutning var, at arbejdet lå så nær ved Guildford. Det ville han bestemt blive glad for ...

“Jeg forstår det ikke.” De sad ved et udendørs bord i Covent Garden i den tidlige aftensol; hans ansigt – hans lidt alvorlige ansigt – var lige så forbløffet som vredt. Hvis man skulle have en skuespiller til at spille kirurg, skulle han se ud som Jeremy, tænkte Clio ofte; høj, meget rank, med brunt, bølget hår og grå øjne i et ansigt med perfekte træk. “Det gør jeg virkelig ikke. Vi blev enige om, at du kun ville have deltidsarbejde. Så du kunne støtte mig så meget som muligt; og så tage dig af huset, selvfølgelig.”
   “Jeg ved det, Jeremy.” Hun vinkede den afventende tjener væk. “Og jeg ved, at jeg burde have talt med dig om det, inden jeg sagde ja. Men det var også kun et deltidsjob til at begynde med. Men så var der to, og det ene var heltids. Og nu har de lige ringet og tilbudt mig det og sagt, at de måtte have svar med det samme, da der var andre ...”
   “Jeg er sikker på, de ville have ventet, til du havde diskuteret det med mig.”
   “Ja, selvfølgelig, men ... “ Hun fik en lys ide, en lidt uærlig ide. “Jeg ringede også til dig, det må Josie have fortalt dig. Men du var ved at operere. Og jeg var nødt til – til at tage beslutningen. Jeg forstår nu ikke, at du har så meget imod det. Du ved, at jeg har taget det kursus i almen praksis, og vi var enige om, at det ville være ideelt ...”
   “Jamen, det kommer ikke sagen ved, om du arbejder på deltid eller heltid. Og hvis du virkelig ikke kan forstå det, må jeg sige, at vi har et problem. Et alvorligt problem.”
   Clio blev grebet af et øjebliks panik; blind, altopslugende panik.
   “Jeremy! Det må du ikke sige. Hør nu, det er da helt fjollet.” Nu var hun kommet sig lidt. “Jeg skal jo ikke ud og trække på gaden, vel? Jeg skal være praktiserende læge. Arbejde temmelig nær ved det hus, hvor vi skal bo. Vi har brug for pengene, det ved du ...”
   “Clio, det er i høj grad et heltidsjob at være praktiserende læge ...”
   “Jamen, du arbejder jo selv i høj grad på heltid,” sagde hun og mødte oprørt hans blik. “Hvad skal jeg lave, når du opererer seks dage om ugen? Polere de ikke-eksisterende møbler? Jeg er uddannet læge, Jeremy. Jeg elsker mit arbejde, og dette er en vidunderlig chance for mig. Vær sød at være glad på mine vegne.”
   “Den kendsgerning, at jeg arbejder så hårdt, er desto mere grund til, at du er der, når jeg kommer hjem,” sagde han. “Jeg trænger til at have nogen, der støtter mig, og jeg har ikke lyst til at komme udmattet hjem og se, at du har det ligesådan, eller slet ikke er der.”
   “Hør her,” sagde hun og vidste, at hun – i hvert fald til en vis grad – havde uret. “Du må undskylde, hvis – hvis jeg skulle have diskuteret det mere med dig. Men i dag fik jeg et tilbud på, hvad det vil koste at få taget lavet. Du ved, der skal nye skiferplader på. Titusinde, Jeremy. Bare for taget. Jeg tror ikke, at selv dine privatpatienter lørdag formiddag vil kunne indbringe så mange penge, vel? Ikke lige nu. Men selvfølgelig, når du er blevet overlæge.”
   “Og indtil da skal jeg altså klare mig uden din støtte? Nå, sådan.”
   “Åh, Jeremy, hold nu op med det pjat.” Clio var hurtigt ved at miste tålmodigheden; det var godt, for kun sådan turde hun nogen sinde sige ham imod.    “Du vender og drejer det hele på hovedet. Selvfølgelig vil jeg støtte dig. Og de penge, jeg tjener, kan bruges på huset, så det hele vil blive ordnet noget før.”
   “Jeg begynder at synes, at vi aldrig skulle have købt det hus,” sagde han og stirrede mut ned i sin drink. “Ikke, når det bliver sådan en byrde for os.”
   “Jeremy, vi vidste godt, hvor stor en byrde det ville blive, men vi var enige om, at det var det værd.”
   Det var sandt; de havde forelsket sig i det, et smukt, tidligt victoriansk stuehus i en køn landsby lige uden for Godalming. Det havde været forsømt i flere årtier og var angrebet af både fugt og råd, men ikke desto mindre var det deres drømmehus.
   “Her kan vi bo hele vores liv,” havde Clio sagt og kigget op på det rådne, fugtplettede loft, som solens stråler spillede på.
   “Og det værelse ved siden af køkkenet vil være det helt rigtige til selskaber,” sagde Jeremy.
   “Og haven,” sagde Clio, mens hun løb ud ad den rådne bagdør og ind i det tilgroede junglemorads, der syntes at strække sig kilometervidt, “den er simpelt hen vidunderlig. Alle de træer. Jeg, som elsker træer.”
   Så havde de accepteret den absurd lave salgspris – hvorefter virkeligheden havde ramt dem, efterhånden som tilbuddene på restaureringen var indløbet. Det var en af grundene til, at hun havde følt sig så stærkt fristet af det heltidsjob. En af dem ...

Jeremy og Clio havde mødt hinanden, dengang hun var kandidat på Universitetshospitalet, hvor han var første reservelæge; hun havde haft svært ved at tro, at det var lykkedes hende at tiltrække en så flot og karismatisk mand som ham.
   Hun var blevet hovedkulds forelsket i ham, men dybt ulykkelig, da han gjorde det helt klart for hende, at der ville gå mange år, inden han kunne tænke på at binde sig. Hun havde følt sig frygtelig ydmyget og havde indledt et forhold til en af sine kandidatkolleger, men efter næsten to år var hun en sen aften uventet kommet hjem til hans lejlighed, hvor han var i seng med en anden.
   Frygtelig såret og skuffet havde hun derefter helt vendt ryggen til alt, hvad der hed mænd, og kastet sig ud i en række meget krævende hospitalsopgaver og var endt med at koncentrere sig om geriatriske sygdommeog stillingen som reservelæge på Royal Bayswater hospital.
   Det var ved en lægekonference om geriatri, at hun mødte Jeremy igen; han var første reservelæge på Duke of Kent Hospitalet i Guildford og skulle holde foredrag om ortopædkirurgi på ældre patienter, og de var kommet til at sidde ved siden af hinanden under middagen.
   “Nå – er du blevet gift?” spurgte han efter en halv times forsigtig småsnak.
   “Nej,” svarede hun, “absolut ikke, hvad med dig?”
   “Absolut heller ikke. Jeg fandt aldrig nogen, der kunne måle sig med dig.”
   Året efter var de forlovet; nu var der kun nogle få uger til, at de skulle giftes. Og hun var stort set meget lykkelig, men blev somme tider grebet af en snigende uro. Som nu.
   “Hør nu,” sagde hun og lagde blidt sin hånd på hans, “jeg er virkelig meget, meget ked af det. Jeg anede ikke, at det betød så meget for dig.” (Løgn, Clio, løgn; at lyve var et hidtil uopdaget talent hos hende.) “Lad mig prøve at have det job i et halvt år. Hvis det så stadig generer dig, vil jeg holde op. Det lover jeg. Hvad siger du så?”
   Han sad tavs et øjeblik og var tydeligt stadig oprigtigt krænket.
   “Okay,” sagde han omsider, “men jeg venter virkelig ikke, at jeg vil kunne lide det arrangement. Nå, men kan vi ikke bestille vores mad nu? Jeg er frygtelig sulten. Jeg har ordnet tre hofter og fire knæ i dag. Et af dem var virkelig kompliceret ...”
   “Fortæl mig om dem,” sagde hun og kaldte tjeneren tilbage. Der fandtes ingen nemmere måde at få Jeremy i godt humør på end ved at lytte intenst, mens han fortalte om sit arbejde.
   “Tja,” sagde han og lænede sig tilbage i stolen efter at have bestilt en stor bøf og en flaske rødvin og som altid rystet på hovedet ad hendes grillede søtunge og erklæret, at hun sultede sig, “den første, den første hofte altså, var meget slidt, så jeg var nødt til ...”
   Clio lænede sig tilbage og prøvede at koncentrere sig om det, han sagde; et andet par havde sat sig ved bordet ved siden af, tydeligvis rygsækrejsende, solbrændte og magre ... ligesom de selv alle havde været det. Hun havde ganske vist ikke været mager: i hvert fald ikke i starten. Men senere ... Hun greb sig ofte i at tænke på dem alle tre på denne tid af året, hvor London var fuld af rygsækrejsende, på hvad de andre to mon lavede, og hvor godt de mon alle ville komme ud af det med hinanden nu. Sikkert ikke særlig godt; og sandsynligvis ville de aldrig finde ud af det.

Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.