Så var det slut af Joshua Ferris
Så var det slut
1
Fyringer - Toms sidste time - Janine Gorjancs tragedie – Nedgangen - Drastiske forholdsregler - Diskussionen om Tom - Uhyggelige billeder - Historien om Tom Motas stol – At gå spansk hen ad gangen - Sanderson - To mails - Historien om Tom Motas stol, 2. del - Pro Bono-annoncerne for fundraisingkampagnen - Sedimentær syre - Lynn Mason
Afskedigelser var over os. Der var gået rygter om dem i månedsvis, men nu var det officielt. Hvis man var heldig, kunne man lægge sag an. Hvis man var sort, gammel, kvinde, katolik, jøde, bøsse eller fed eller fysisk handicappet, havde man i det mindste grund til det. På et eller andet tidspunkt er vi alle sammen blev afskediget. Vi regner med at blive afskediget til Toms retssag - vi nærer ingen tvivl om at der vil komme én. Selv om han ikke har nogen grunde, medmindre røvhul er blevet føjet til listen. Og det er ikke bare os der siger det. Hans ekskone hader fyren. Polititilhold. Han må ikke se sine to små børn uden tilsyn. Hun flyttede til Phoenix bare for at komme væk fra ham. Vi kunne ikke kalde ham et røvhul uden at være nået frem til en meget høj konsensus. Amber Ludwig protesterer mod dette specielle udtryk, fordi hun har protesteret mod bandeord efter at hun er blevet gravid, men der er faktisk ikke andet udtryk for det, og hendes protest er i virkeligheden bare det samme som at undlade at stemme.
Da Tom fandt ud af at han skulle afskediges, ville han smide computeren ind i sit kontorvindue. Benny Shassburger var derinde sammen med ham. Det var ikke fordi Benny var en nær ven af Tom eller sådan noget, men han var den som af og til spiste frokost sammen med Tom og bagefter rapporterede tilbage til os andre. Det rygtedes hurtigt at Tom var blevet afskediget, og naturligvis var Benny den der gik derned. Han sagde at Tom gik frem og tilbage i kontoret som en mand der lige var blevet sat i fængsel. Han sagde at han ikke kunne forestille sig hvordan Tom havde set ud den aften han tog hen til huset i Naperville med aluminiumsbattet, og myndighederne blev tilkaldt for at holde ham tilbage. Vi havde aldrig hørt den historie før. Vi måtte lige på stedet bremse Benny i at fortælle historien om Toms sidste time, så han først kunne fortælle historien om aluminiumsbattet. Benny var chokeret over at vi aldrig havde hørt den historie; det var han sikker på vi havde. Nej, det havde vi aldrig. "Arh, hold op," sagde han. "Den historie har I hørt." Nej, vi havde ikke. Sådan gik den slags samtaler altid. Så Benny fortalte historien om Tom og battet, og så fortalte han historien om Toms sidste time. Det var gode historier begge to, og tilsammen slog de godt og vel en time ihjel. Nogle af os elskede at slå en time ihjel på firmaets regning, og andre følte sig skyldbevidste bagefter. Men hvad ens personlige følelser end var desangående, skulle man jo gøre regnskab for den time, så man satte den på klientens regning. Når regnskabsåret var omme, havde vores klienter betalt os en betydelig sum for at sidde og pladre, udgifter de så videregav til dig, til forbrugeren. Det var omkostningen ved at gøre forretninger, men nogle af os var bange for at det var et tegn på at enden var nær, ligesom de udsvævelser der gik forud for Romerrigets undergang. Der var så mange penge involveret, og nogle af dem sivede endda ned til os, et lille beløb som tillod os at bo blandt den allerøverste procent af de mest velhavende i verden. Det var lutter sjov og ballade, indtil afskedigelserne kom.
Tom ville smide sin computer ind i vinduet, men kun hvis han kunne garantere at han knuste glasset så den landede på gaden nedenfor. Han var nede under skrivebordet i færd med at fjerne ledninger. "Det er toogtres etager, Tom," sagde Benny. Og Tom var enig i at det var en dårlig idé hvis han ikke kunne knuse glasset. Hvis glasset ikke knustes, ville man sige at Tom Mota ikke engang kunne lave ordentlig lort i det - han ville ikke give dem den tilfredsstillelse, de skiderikker. Vi var de skiderikker han talte om, til dels. "Men jeg tror ikke den vil knuse glasset," sagde Benny. Tom holdt op med at rode med computeren. "Men jeg bliver nødt til at gøre et eller andet," sagde han og satte sig på hug.
Den form for pres følte vi ikke. Vores bygning lå på The Magnificent Mile i centrum af Chicago, på et hjørne et par gader fra Lake Michigan. Den havde nuancer af art deco og to forgyldte svingdøre. Vi sjokkede langsomt op ad trappen mod svingdørene, nervøse for hvad der ventede os indenfor. I begyndelsen blev vi fyret i stort antal. Derpå, efterhånden som denne praksis blev mere raffineret, en ad gangen, som de nu syntes. Vi var bange for at ende på Lower Wacker Drive. Som arbejdsløse ville vi ikke få løn; uden løn ville vi blive smidt ud af vores huse; smidt ud ville vi ende på Lower Wacker og dele pladsen med indkøbsvogne og efterhånden få vores egne vinterklargjorte, sorte fødder. I stedet for at mase for at få tilføjet "Senior" til vores aktuelle titler, ville vi lede i gyderne efter skod der stadig kunne ryges. Det var sjovt at forestille sig vores eventuelle fortvivlelse. Det var også fortvivlende. Vi troede ikke rigtigt at vores tidligere kolleger ville dytte af os fra deres Lexus når de kørte ned ad Lower Wacker på vej hjem til forstæderne. Vi troede ikke at vi ville blive tvunget til at vinke til dem fra vores olietønder med bål i. Men at vi måske kom til at udfylde en arbejdsløshedsformular over internettet var ikke udelukket. At vi måske kom til at anstrenge os for at klare huslejen eller afdragene på huset var en virkelig og skræmmende udsigt.
Alligevel var vi stadig i live, det måtte vi huske. Solen skinnede stadig ind mens vi sad ved vores skriveborde. På visse dage var det nok bare at se ud på skyerne og det øverste af bygningerne. Vi blev båret oppe af det, momentant. Det gjorde os "glade". Vi kunne endda blive usædvanlig flinke. Nu for eksempel dengang vi smuglede Old Gold cigaretter ind på Frank Brizzoleras hospitalsstue. Eller dengang vi deltog i begravelsen af Janine Gorjancs lille pige, der var blevet fundet kvalt på en tom grund. Det var svært for os at tro at den slags kunne ske for nogen vi kendte. Man har aldrig set nogen græde, før man har været vidne til en mor ved begravelsen af hendes myrdede barn. Pigen var ni år gammel. Hun blev taget ud ad et åbent vindue om natten. Det stod i alle aviserne. Først var hun savnet. Så blev liget fundet. At se Janine ved begravelsen, omgivet af billeder af Jessica, mens familien prøvede at holde hende på benene - selv Tom Motas hjerte blev knust. Vi stod uden for begravelsesetablissementet bagefter, på parkeringspladsen hvor vi talte dystert med hinanden, da Tom begyndte at hamre på sin Miata "94. Det varede ikke længe før alle lagde mærke til ham. Han slog på vinduerne med knyttede næver og udstødte skrækkelige skrig: "Fuck!" Han sparkede på dørene og dækkene. Til sidst faldt han sammen nær ved bagagerummet, helt ødelagt af gråd. Det var ikke en urimelig adfærd efter de givne omstændigheder, men vi blev lidt forbavset over at Tom lod til at være den der var mest påvirket. Han lå så lang han var på begravelsesetablissementets parkeringsplads i jakkesæt med slips, hulkende som et barn. Nogle enkelte gik hen for at trøste ham. Vi gik ud fra at hans adfærd til dels havde noget at gøre med at hans ekskone havde flyttet børnene til Phoenix. Der var én ting vi med sikkerhed vidste - at til trods for al vor vished var det meget svært at regne ud hvad et enkelt individ tænkte på et givet tidspunkt.
Vi troede at økonomisk nedgang var blevet gjort forældet af den nye økonomis opfindsomme teknologi. Vi betragtede os som immune over for sådan noget som lukningen af fabrikker i Iowa og Nebraska hvor amerikanere fjernt herfra stredes med sammenstyrtede tage og overtrukne kreditkort. Vi så disse arbejdere blive interviewet i tv. Så længe indslaget varede, var det umuligt ikke at føle den tristhed og nervøsitet de måtte have følt hvad dem selv og deres familier angik. Men snart efter gik vi over til vejret og sporten, og når vi igen tænkte på dem, var det en anden fabrik i en anden storby, og staten tilbød programmer for fyrede arbejdere, tilpasnings- og genoptræningsservice og uddannelseskurser. De skulle nok klare den. Gudskelov at vi ikke behøvede bekymre os om sådan en krank skæbne. Vi var samfundsborgere i et fællesskab, afstivet af højere eksaminer og polstret med fællesskabets fedme. Vi var hævet over overproduktionens og den fejlsdisponerede lagerbeholdnings lunefulde markedskræfter.
Det vi ikke overvejede, var at i nedgangstider var vi den fejldisponerede lagerbeholdning, og vi ville snart blive hældt ud ligesom en pukkel af importerede trykte kredsløb. På turen hjem spekulerede vi på hvem der ville blive den næste. Scott McMichaels blev den næste. Hans kone havde lige fået en lille. Sharon Turner var den næste. Hun og hendes mand havde lige købt hus. Navne - bare navne for alle andre, men for os var de individer der vakte den største sympati. De som kom deres ting i en kasse, trykkede nogle få hænder og gik uden at beklage sig. De havde intet valg, og de besad en stille resignation over for deres onde skæbne. Da de forlod os, føltes det næsten som selvopofrelse. De gik, så vi kunne blive. Og blive gjorde vi, selv om vi følte med dem. Så var der Tom Mota, som ville smide sin computer ind i vinduet.
Han havde fipskæg og var bygget som en bulldog, firskåren, med korte lemmer og svulmende halsmuskler. Han hørte ikke til der hvor vi var. Det er ikke nedladenhed, men snarere et forsøg på at udtrykke en menneskekærlig sandhed. Han ville have været lykkeligere et andet sted - ved at fælde træer i en skov, eller ved at smide net ud for en fiskevirksomhed i Alaska. I stedet for var han iført khakibukser, drak latte på en elementsofa, diskuterede den bedste måde at få vores bleklients mærke til at være synonymt med "suger bedre". Det vil sige: da vi stadig havde vores bleklient. Efter at Tom havde besluttet ikke at smide computeren ind i vinduet, blev han fikseret på sine blade. Han sagde til Benny: "Benny, mand, du må altså få mine blade ud af Jim. Den skid har haft dem i to måneder. Jeg tager ikke herfra uden dem - men jeg kan ikke gå derud. Jeg vil ikke risikere at skulle tale med nogen." Da Benny fortalte os det, følte vi medlidenhed med Tom. Det ville Tom selvfølgelig ikke have ønsket. Han ville have spyttet medlidenheden tilbage i ansigtet på os. Ingen ønsker medlidenhed. De vil bare ud i en helvedes fart, ud af syne, for at dulme latterliggørelsens svie, og derpå ønsker de at glemme alt om hele den elendige oplevelse. Det kan de ikke gøre, mens de går ned ad gangen for at få blade tilbage. Benny vendte tilbage til Toms kontor ti minutter senere med gamle numre af Car and Driver, Rolling Stone, Guns and Ammo. Tom sad på gulvet i sit kontor og var ved at trække sit armbåndsur op. Benny sagde: "Tom." Tom svarede ikke. "Tom?" sagde Benny. Tom blev ved med at trække uret op. Så rejste han sig, åbnede en skrivebordsskuffe og trak en af de firmapoloer frem som han plejede at gå med mange dage i træk. Den blå (Bennys) og den grønne (Jims) lå også i skuffen. Tom tog sin button-down-skjorte af og den røde polo på. "De synes jeg er en klovn," sagde han til Benny. Benny svarede: "Nej. Der er ingen der synes du er en klovn, Tom. De har fat i nosserne på dig, mand - det ved alle." "Ræk mig den saks," sagde Tom. Benny sagde at han kiggede bag ved sig og fik øje på en saks på Toms reol. Benny fortalte os at han ikke havde lyst til at række Tom saksen. "De synes jeg er en klovn," gentog Tom da han gik over til reolen og selv tog saksen og begyndte at klippe i knæet på sine pæne slacks med pressefolder. "Hvad laver du, Tom?" spurgte Benny med en usikker kluklatter. Han stod stadig og holdt Toms gamle blade. Han så til mens Tom klippede hele vejen rundt med saksen, indtil buksebenet faldt ned om hans ankel. Så begyndte han at bearbejde det ene ærme på poloen, på den modsatte side af det afklippede bukseben. "Tom," sagde Benny. Snart var Toms arm med den solbrændte grænse synlig hele vejen op til skulderen. En tatovering af pigtråd snoede sig rundt om armmusklen. "Tom, helt ærligt - hvad er det du laver?"
"Vil du gøre mig en tjeneste," spurgte Tom, "og klippe hul i ryggen af min skjorte?"
"Tom, hvorfor gør du dette her?"
Somme tider var drastiske forholdsregler påkrævet. Der var tidspunkter hvor nogen blev nødt til at sætte sig ind i en bil med en pakke og køre hele vejen ud til Palatine til den FedEx-station som var den der havde det seneste afleveringtidspunkt i staten, bare for at garantere at posten blev afleveret næste dag. En ny klient skulle overtales mandag, og det betød en hel uge med nætter til klokken et og nogle få timers søvn på tilfældige sofaer om søndagen. Det kaldtes en brandalarm, og når der kom sådan en, måtte man smide alt. Ikke noget med at gå i motionscenteret. Teaterbilletter blev annulleret. Man så ingen, ikke den femårige, ikke ægteskabsrådgiveren, ikke ens sponsor, ikke engang hunden. Vi frygtede brandalarmen. Samtidig var vi alle sammen med i det, og vi kunne, efter fem dages hårdt slid, blive overrasket over holdets forvandling. Ved at spise take-out og stå og le rundt om en kontorcelle, ved at lægge hovederne i blød sammen for at løse en svær opgave - fem-seks dage med dét, og der var ingen immunitet over for kammeratskabet. De folk vi arbejdede med, med alle deres tics og pietetsfølelser og begrænsninger - vi måtte indrømme det over for os selv, de var ikke så slemme endda. Hvor kom det fra? Hvorfra kom denne venlighed? ""Den kærlighed som opfylder dig til din broder,"" sagde Hank Neary, han citerede et eller andet. Han citerede altid et eller andet, og vi hadede ham for det, medmindre vi var midt i en brandalarm, i så tilfælde elskede vi ham som en bror. Den kærlighed ville bortvejres i løbet af en uge. Men imens den varede, var arbejdet et væld, en virkelig lyskilde, det der nærede et agtet og elsket fællesskab.
Så kom nedgangen, og der blev ikke flere brandalarmer. Ikke noget med at køre i fuld fart ud til Palatine, ikke nogen nætter til klokken et, ingen kærlighed opfyldte os til vores broder.
Benny kørte ned i elevatoren sammen med Tom. Med tøjet klippet i laser lignede Tom en der var skyllet op på en strandbred efter et skibbrud, pjaltet, klamrende sig til en enkelt planke. Han havde ingen sko og sokker på, de var blevet i kontoret sammen med de efterladte blade, Kmart-portrætterne af hans børn og de kasserede stumper fra bukserne og poloskjorten.
"Hvad vil du gøre?" spurgte Benny.
"Hvad tror du jeg vil gøre?" spurgte Tom retorisk, lige da de nåede ned i forhallen. "Jeg vil finde mig et nyt job."
"Nej," sagde Benny. "Jeg mener lige nu. Hvad vil du gøre lige nu?"
De gik ud af elevatoren. Tom havde tømt pennene og blyanterne ud af et bæger han havde stående på skrivebordet, og det tomme bæger var nu alt hvad han ejede. Tom standsede ved marmorrækken af elevatorer og iattog hvordan de andre elevatorer kørte nedad. "Har du nogen sinde læst Ralph Waldo Emerson?" spurgte Tom Benny. Benny vidste ikke hvilket ben han skulle stå på. Han fortalte os at han ikke vidste hvorfor de lige var standset ved rækken af elevatorer. "Hvad har du planer om at gøre, Tom?" "Hør hvad Emerson sagde," sagde Tom. Tom begyndte at citere. ""Til trods for al vor småtskårenhed,"" sagde han, "" for al vor sjælsødelæggende underkastelse over for vanen, kan det ikke betvivles at alle mennesker har sublime tanker." Hørte du det, Benny? Hørte du det, eller skal jeg gentage det for dig?" "Jeg hørte det," svarede Benny. "De har aldrig kendt mig," sagde Tom, mens han rystede på hovedet og pegede op på de skiderikker. "Det har de aldrig gjort."
Den første elevator ankom, og folk fra advokatfirmaet på vej til frokost kom ud. Tom holdt sit tomme bæger hen foran dem. "Hjælp de arbejdsløse?" spurgte han og rystede bægeret. "Hallo, hjælp de arbejdsløse?"
"Tom," sagde Benny.
"Benny, fingrene væk, for pokker! - Hjælp mig lige, du der, ikke? Jeg har lige mistet mit arbejde i dag."
Og det var Toms sidste time.
Vi hørte det fra Benny, lige efter at han havde fortalt os historien om hvordan Tom kom ud til huset i Naperville med et aluminiumsbat på et tidspunkt hvor han vidste at børnene var hos deres bedstemor, og alt det som blev anset for lovligt at være "Toms" ifølge skilsmisseordningen, alt det som var "Toms" og kunne smadres eller knuses med et aluminiumsbat, måtte tåle Toms sving, indtil myndighederne kom til stede for at neddæmpe ham.
Amber Ludwig, som havde en sæls kompakte, atletiske krop, meget små hænder og mørke, tætsiddende øjne, sagde at hun var bange for at Tom ville komme tilbage ligesom man hører det i nyhederne, og begynde at skyde. "Nej, helt ærligt," sagde hun. "Jeg tror han er gået over gevind. Jeg tror aldrig han nogen sinde har været helt i gevind."
Det kunne endnu ikke ses på Amber, men alle vidste det. Hun overvejede en abort, men til Larry Novotnys store skuffelse så det ud til at hun mest var imod det. Larry ville blive nødt til at finde ud af hvad han skulle stille op med sin kone, som selv lige havde fået et barn for ikke så forfærdelig længe siden. Vi havde ondt af Larry, der i det forår hele tiden pillede ved den buede, fingertilsmudsede skygge på sin Cubs-kasket, men vi syntes også at det var ret indlysende at han skulle have holdt bukserne lynet. Vi havde også ondt af Amber, men som enhver ved, skal der to til at danse tango. Vi håbede bare at de ikke gjorde det på vores skriveborde.
Vi spurgte Amber om hun virkelig og oprigtigt troede at Tom var i stand til at anrette et blodbad.
"Ja," sagde hun. "Jeg ville tro han var i stand til alt. Han er en galning."
Vi prøvede at overbevise hende om at den slags kun skete i fabrikker og lagre, og så kun på South Side. En diskussion udspandt sig. Var Tom lige til at indlægge? Eller var han bare en klovn? Hvad var det for noget, det dér ved Janines lille datters begravelse hvor han græd og blev ved med at græde, selv efter at vi var kommet hen til baren? Var det ikke et bevis på at fyren havde hjertet på rette sted?
"Okay," sagde Amber, "okay, men hvad kalder I det så at stå på varmeristen og moone svømmerne fra sit kontorvindue? Hvad var det for noget?" spurgte hun.
Hun hentydede til Holiday Inns svømmepøl på det tag man kunne se ned på fra Toms kontor, og Toms tilbøjelighed til at stille sig med ballerne helt hen til ruden. Fest og ballade! udbrød vi. Sjov! Det er ikke vanvid. Amber blev nedstemt. Vi kendte Tom. Vi kendte Alan Glew, Linda Blanton, Paul Saunier. Vi kendte Neil Hotchkiss og Cora Lee Brower og Harold Oak. Der var ikke nogen af dem der ville vende tilbage med et mareridt i en rygsæk. De var blevet afskediget. De pakkede deres ting. De forlod os for altid og ville aldrig mere vende tilbage.
Det var en overraskelse for alle da Janine kom tilbage. Det lå selvfølgelig i luften at hun kunne komme tilbage når som helst hun ønskede det. Vi troede bare ikke helt, efter alt det hun havde været igennem, at det at vende tilbage hertil, komme ind i den faste skure - hvordan det skulle kunne mildne hendes lidelser? Men måske var det netop det hun havde brug for, noget der kunne få hende til at tænke på noget andet. Hun så ældre ud, især i øjnene. Hendes bluser var alle sammen krøllede. Hendes brune hår var fladt og tørt hvor hun før fik det sat hver dag, og nogle dage lugtede hun dårligt. På sin første dag tilbage takkede hun os for plakaterne. Lynn Mason havde fået den idé at trykke plakater da vi hørte at pigen var savnet. Genevieve Latko-Devine, nok den flinkeste og sødeste af os, kørte ud til North Aurora, hvor familien Gorjanc boede, for at skaffe et fotografi af Jessica. Hun vendte tilbage til kontoret midt på dagen med et skolebillede fra fjerde klasse. Vi scannede det, lagde det i serveren og begyndte at kreere plakaten.
Genevieve sad ved computeren og lavede arbejdet. Jessica var en ikke særlig pæn pige med lyst hår og bleg hud og et kikset skævt smil. Vi sagde til Genevieve at Jessica var ved at virke udvisket.
"Hvad vil I have jeg skal gøre ved det?" spurgte hun.
"Lad os arbejde med hende," sagde Joe Pope. "Kom hende i Photoshop."
Vi arbejdede på Macs. Nogle af os havde nye Macs, nogle havde kraftige notebooks, og nogle uheldige sjæle blev nødt til at trampe vildt under skrivebordene for at få en gnist til at løbe gennem deres udbrændte modeller. Vi lavede layout i QuarkXPress; al billedmanipulation lavede vi i Photoshop. Genevieve smed billedet af pigen i Photoshop og begyndte at gøre noget ud af pigens hår og fregner. Vi kastede et blik på det, og alle var enige om at hun stadig virkede udvisket.
"Prøv at gøre dette her område mørkere," sagde Joe og tegnede en cirkel med fingeren rundt om pigens ansigt. "Kors, hvor er din skærm beskidt," tilføjede han. Han tog et papirlommetørklæde fra hendes æske og tørrede den af. Han kastede igen et blik på det. "Nu er hun mere udvisket end nogen sinde."
Genevieve prøvede et par ting. Vi så på pigen. Joe rystede på hovedet. "Nu ser hun solbrændt ud," sagde han. "Tag lidt af."
"Jeg tror at nu er vi ved at tabe vores endelige mål af syne," sagde Genevieve.
Men vi var bange for at hvis hun blev udvisket, ville folk se lige forbi plakaten.
Det var ikke forslag Genevieve manglede. "Pump "SAVNET" lidt op," sagde Jim Jackers.
"Og gør mere ud af dusøren på 10.000 dollars," foreslog Tom. "Jeg ved ikke helt hvordan, men ... brug en anden skrifttype eller sådan noget."
"Og du har nogle problemer med knibningen," mindede Benny hende om fra sidelinjen.
Vi ville alle sammen gerne hjælpe. Genevieve arbejdede på det i endnu en time, rettede på dit og dat, indtil der var en som foreslog at hun skulle få den lille piges smil til at se mindre skævt ud. Jessica ville se kønnere ud på den måde.
"Godt," sluttede hun, "officielt er vi færdige her."
Den eftermiddag kørte vi det ene farvetryk efter det andet og foldede dem i montagerummet. Adskillige af os kørte ud til North Aurora og brugte aftenen på at hænge dem op - på folkebiblioteket, i KFUM, ved indgangen til købmandsbutikkerne, hos Starbucks og i biograferne og i Toys"R"Us-butikkerne og på alle nabolagets telefonpæle. Tre dage senere blev hun fundet på en tom grund, indsvøbt i en længde plastic.
Vi pyntede op med flag og fik kage da Janine kom tilbage. Næste dag fandt Joe Pope hende grædende foran spejlet på herretoilettet. Hun var blevet forvirret og var gået gennem den forkerte dør. Det var sjældent man fik nyheder via Joe Pope, eftersom han ikke talte med ret mange mennesker, så vi skulle sikkert ikke have haft at vide at han have fundet Janine på herretoilettet. Men han snakkede faktisk med Genevieve Latko-Devine, og Genevieve snakkede med Marcia Dwyer, og Marcia snakkede med Benny Shassburger, og Shassburger snakkede med Jim og Amber, som snakkede med Larry og Dan Wisdom og Karen Woo, og Karen havde aldrig mødt nogen hun ikke snakkede med. Før eller siden fandt alle ud af alting, og det var sådan vi blev klar over at Janine ikke var kommet over sin sorg, langt fra, for hun var blevet forvirret og var gået ind på herretoilettet. Vi forestillede os hende ved vaskekummerne, hvor hun holdt fast i marmoret for at støtte sig, hendes hoved var sænket og hendes trætte øjne udgød signifikante tårer uden at hun ænsede tissekummerne i spejlet. Efter sin tilbagekomst sagde hun næsten aldrig noget under frokosten.
Vi talte om Janine der var gået ind på herretoilettet. Der var ingen der mente det burde holdes hemmeligt, men vi sørgede for ikke at gøre hændelsen latterlig eller lave sjov med det. Et par af os gjorde det, men ikke mange. Det var indlysende at det var en tragisk sag. Vi kendte til den, men hvordan skulle vi overhovedet kunne vide noget som helst om den? Nogle af os diskuterede sagen for at afbryde den daglige rutine lidt, men de fleste af os brugte oplysningen til at forklare hvorfor hun var så stille til frokost. Så arkiverede vi hændelsen. Det vil sige, indtil Janine begyndte at tage billeder af Jessica med på kontoret og anbringe dem på hylderne og reolen og hænge dem op på væggen. Billederne trængte sig ind, skubbede til hinanden for at få plads. Hundrede billeder af hendes afdøde datter i et kontor på seks-syv kvadratmeter. De tre på væggen over for hende var det mest bedrøvelige vi nogen sinde havde set. Det var også ligefrem uhyggeligt. Det kom så vidt at vi prøvede at undgå at gå ind på hendes kontor. Når vi var tvunget til det, hvis der var et eller andet forretningsmæssigt presserende, vidste vi aldrig hvor vi skulle vende blikket hen.
En tirsdag i maj klokken tolv femten havde Lynn Mason programsat et input-møde. Vi samledes i hendes kontor for at deltage. Input-møder gjorde os i godt humør fordi de betød at vi fik noget at lave. Vi arbejdede i den kreative afdeling med at udvikle reklamer, og vi betragtede reklamearbejdet som kreativt, men det var ikke halvt så kreativt som det arbejde vi havde lagt i at pynte på vores timesedler hver mandag morgen siden afskedigelserne begyndte. Et input-møde betød at vi rent faktisk havde noget at lave som ville få vores timesedler til at se mindre truende ud den følgende uge. Men der var et par stykker af os som ikke kunne lide input-møder når de var berammet til klokken tolv femten. "Det er når de fleste af os - hallo? - går til frokost," sagde Karen Woo. Frokosten var hellig for Karen. "Hvorfor ikke beramme det til elleve femten?" spurgte hun. "Eller bare klokken et?" De fleste af os tænkte: Det er lige meget, og hvad så hvis frokosten falder en time senere. "Men jeg er sulten," sagde Karen. Hun lod ikke til at have megen medfølelse med at Lynn Mason lige havde opdaget at hun havde kræft og måske kunne have andre ting at tænke på. Desuden kunne Lynn beramme et input-møde når som helst hun ville - hun var partner i firmaet. "Selvfølgelig kan hun beramme et møde til når som helst hun vil," sagde Karen. "Men burde hun? Det er spørgsmålet. Burde hun." Mange af os mente at Karen kunne prise sig lykkelig for stadig at have et job.
Mens vi ventede på at Lynn skulle komme, fik vi tiden til at gå med at høre Chris Yop fortælle os historien om Tom Motas stol. Vi elskede at få tiden til at gå og havde udviklet adskillige raffinerede måder at gøre det på. Vi gik rundt på gangene bærende på papirer som antydede at vi var på en opgave, når vi i virkeligheden var på jagt efter gratis slik. Vi skænkede op i vores kaffekrus på etager hvor vi ikke hørte til. Hank Neary var en ivrig læser. Han kom tidligt i sin brune fløjlsjakke med en bog fra biblioteket, kopierede alle siderne på sin Xerox-maskine og satte sig ved skrivebordet og læste hvad der for forbipasserende lignede regulære forretningsmæssige sider. Han kunne komme igennem en roman på tre hundrede sider på to-tre dage. Billy Reiser, der arbejdede i et andet team og haltede, var en stor Cubs-tilhænger. Han havde en ven som installerede paraboler. De skaffede sig ulovlig adgang til taget, satte en parabolantenne fast på et afsides sted og indstillede den sådan at signalet blev kastet tilbage fra nabobygningen ind i Billys kontor. Så monterede Billys ven et fjernsyn under hans skrivebord i en sådan vinkel at hvis Billy satte sig bare tredive centimeter tilbage i stolen, kunne han kigge ned og se billedet. Da det hele var færdigt, havde han to hundrede stationer og kunne se Cubs, selv i udekampe. Vi samledes dernede i begrænset antal når Sammy Sosa gik efter home run-rekorden. Problemet var at Billy var nervøs for at nogen skulle opdage det med parabolen, så hver gang Sammy lavede en homer og vi jublede som gale, blev vi smidt ud.
Tom Mota var blevet afskediget ugen før Chris Yop fortalte os historien om hans stol. Yop sagde at han havde været ved at rydde sit skrivebord da han så op og opdagede at kontorkoordinatoren stod i døren. Vores kontorkoordinator lugtede af troldnød og tæppefiber, havde et betragtelig stort modermærke på venstre kind og sagde aldrig goddag til nogen. Der gik rygte om at hendes ryg, ligesom en myres, kunne bære flere gange hendes egen vægt. Hun stod i Yops dør med korslagte arme og lænede sig mod karmen mens hun kiggede på Yops reol. Hun spurgte om det var Tom Motas. "Så jeg siger til hende," sagde Yop til os, ""Tom Motas? Hva", denne her?" "Reolen," siger hun. "Er det Toms?" "Reolen? Nej," siger jeg, "det er ikke Toms. Det er min." "Nå, men der er nogen der har fjernet Toms reol fra hans kontor," siger hun til mig, "og jeg må se at få den tilbage." På det tidspunkt var det, hvor meget? en dag? siden Tom var blevet smidt ud. Det var i tirsdags - jeg mener, han er ikke engang blevet kold endnu, og hun står der i døren og beskylder mig for at stjæle? Så jeg gentager, jeg siger: "Det er ikke hans reol, det er min reol." Men så går hun ind i mit kontor, er I med? Hun går ind i mit kontor, og hun siger: "Er det hans stol? Er det Toms stol du sidder på?" Hun peger på den, ikke? Hun tror det er hans stol. Det er min stol. Det er rigtigt nok at det er hans reol. Jeg tog den på hans kontor da han blev smidt ud, og bar den ned på mit. Men det er pokker tage mig ikke hans stol. Det er min stol! Så jeg siger: "Denne her? Det er min stol. Denne stol er min." Og hun siger, hun går ind i mit kontor og står meget tæt ved mig, hun siger, hun er sådan cirka en halv meter fra mig, hun siger, mens hun peger på min stol: "Har du noget imod hvis jeg ser på serienumrene?" Altså, hvem har vidst noget om dét?" spurgte han os. "Hvem vidste noget om serienumre?" Ingen af os havde nogen sinde hørt noget om serienumre. "Ja, serienumre," fortsatte Yop. "De har serienumre bag på alting. På den måde kan de spore alting, hvem der har hvad og hvilket kontor det befinder sig i. Har I vidst noget om det?"
Vi lod ham køre løs om serienumre fordi hans harme var så typisk for den periode. Chris var et nervøst menneske, og når han talte, var det ligesom om hele hans ansigt dirrede. Hans illustrererende hænder rystede lidt, som om de stredes med et lavt koffeintal. Han havde opfordret os til at kalde ham Yop, fordi det fik ham til at føles sig yngre, mere cool og mere accepteret. Hans grånende hår var langt så det krøllede op ved ørerne, men årene havde gjort det tyndt i toppen. Han var gift med en kvinde der hed Terry, og i weekenden spillede han dårlige rockmelodier for et halvfjerdser-coverband. Han gik altid og spurgte alle hvad de lyttede til for tiden. Vi betragtede det som halvt ædelt, halvt ynkeligt når vi på vej forbi hans kontor hørte et nyt rapalbum komme ud af hans cd-spiller, når alle vidste at det han i virkeligheden havde lyst at høre var Blood on the Tracks. Vi hørte på hans historie om Tom Motas stol fra forskellige steder i Lynns rodede kontor. Hun havde et bord med glasplade og en hvid lædersofa, og vi hang i døren og lænede os mod væggene og fik tiden til at gå mens vi ventede på hende. Karen Woo blev ved med at se på sit ur og sukke fordi Lynn var sent på den til sit eget møde.
"Jeg stod der: "Serienumre?"" fortsatte Yop. "Og hun siger, hun står lige bag ved mig, ikke? hun siger: "Kig lige her." Så jeg rejser mig fra stolen, jeg kigger - serienumre! Bag på min stol! "Hvor kommer de fra?"spørger jeg hende. Hun svarer mig ikke. I stedet for siger hun: "Må jeg låne en kuglepen?" Hun vil låne en kuglepen så hun kan skrive serienumrene ned! Jeg står og tænker at hvad er det for en fascistisk organisation - "Hallo?" siger jeg. "Det er min stol, denne her." Men hun tager ikke notits af mig - hun er ved at skrive serienumrene ned! Så går hun over til riolen, hun begynder at skrive serienumrene ned på den, og hun siger: "Og hvad med denne her riol?" Nu sidder jeg i suppedasen, for jeg løj jo om riolen, men jeg siger sandheden om stolen. Jeg er pisseligeglad med riolen. Tag riolen. Bare lad min stol stå."
Vi sagde til Yop at han mente reol.
"Hvad sagde jeg?" spurgte han.
Vi fortalte ham at han sagde riol.
"Riol?"
Ja - først var det reol, men så begyndte han at sige riol.
"Hør, tag jer ikke af mig," sagde han. "Det er typisk at jeg får galt fat på ordene. Pointen er: Tag reolen. Bare lad min stol stå. Det er min stol. "Men er det din?" spørger hun. Det er et moralsk spørgsmål for denne kvinde, hvem den tilhører. Så jeg siger: "Ja, det er min, men tag den bare, okay. Jeg vil ikke have den længere." Jeg vil ikke have den længere? Hvem ville ikke gerne have den reol? Men jeg vil ikke af med min stol - min retmæssige stol, så jeg siger: "Værsgo, tag den bare.""
Vi ville ikke afbryde ham igen, men vi følte trang til at minde ham om at det var hendes job som kontorkoordinator at have hånd i hanke med kontormøbler og den slags.
Yop ignorerede os. "Hvad er det hun har på håndleddet?" spurgte han.
Yop spurgte om kontorkoordinatorens tatovering. Den forestillede en skorpion hvis hale var snoet om hendes venstre håndled.
"Hvorfor skulle en kvinde gøre den slags ved sig selv?" spurgte han. "Og hvorfor skulle vi ansætte en kvinde som ville gøre den slags ved sig selv?"
Det var et godt spørgsmål. Vi gik ud fra at han kendte vittigheden.
"Hvad er vittigheden?" spurgte han.
Skorpionen var der for at beskytte hendes ringfinger.
"Jeg skal fortælle jer noget," sagde han. "Det er sjovt, men den ringfinger har ikke brug for beskyttelse. Men okay, okay - hun gør bare sit arbejde. Hvordan vi nogen sinde har kunnet ansætte en person med en skorpion på håndleddet går langt over min forstand, men okay, hun gør sit arbejde. Men det er min retmæssige stol. Det er min stol. Hun tager min stol, det har hun ikke bemyndigelse til. Så hun siger til mig, hun siger: "Hvorfor skulle du tilbyde mig din riol hvis den, som du siger, virkelig er din riol? Jeg vil ikke have den hvis det er din," siger hun, "jeg vil kun have den hvis det er Toms. Alle Toms ting er forsvundet, og det er mit job at skaffe dem tilbage." Så jeg siger, mens jeg prøver at virke helt uskyldig og uvidende, jeg siger: "Hvad er alle de ting man har taget?" Og hun siger: "Ja, lad os se. Skrivebordet," siger hun. "Hans stol, hans riol, hans –""
Vi undskyldte at vi afbrød, men nu gjorde han det igen.
"Hvad for noget?" spurgte han.
Sagde riol.
Yop løftede armene højt. Han var iført en lurvet hawaiiskjorte - hårene på hans arme var ved at blive grå. "Gider I lige høre efter?" råbte han. "Gider I lige alle sammen høre hvad det er jeg prøver at sige? Jeg står her og prøver at fortælle jer noget meget vigtigt. De ved alt! De ved alt hvad vi har taget! Så havde jeg noget valg? "Du kan tage riolen, okay?" siger jeg til hende. Bare du ikke tager min stol. "Men er det Toms?" spørger hun. Det er det som er vigtigt for hende. Det hun vil vide, er: "Har du fjernet den riol fra Toms kontor?" Og det er nu det går op for mig. Jeg bliver smidt ud bare fordi jeg har taget Toms riol."
Reol! råbte vi.
"Godt!" råbte han tilbage. "Og for noget så simpelt som det vil jeg blive smidt ud! Hør lige, jeg har lån i huset. Jeg har en kone. Jeg har et fag, for helvede. Jeg bliver smidt ud sent i min karriere, jeg er færdig nu. Det er en ung mands branche. Jeg er for gammel. Hvem vil ansætte mig hvis jeg bliver smidt ud? Jeg kan ikke se noget alternativ andet end at komme ud af busken, så jeg siger til hende: "Okay, hør her. Den der riol, ikke? Jeg vil sætte den ned på Toms kontor igen. Det lover jeg. Undskyld." Og hun siger: "Men du svarer ikke på mit spørgsmål. Er det hans? Har du taget den?" Så I ved hvad jeg står og tænker nu. Jeg har prøvet at være ret ærlig over for hende. Jeg har prøvet at ramme noget humant og sensitivt hos hende. Men det virker ikke. Hun er bare en bureaukrat. Så det jeg siger, er: "Alt hvad jeg ved, er at den var her da jeg kom tilbage fra frokost." Og hun siger, hun ser på sit ur, hun siger: "Den er kvart over ti." Og jeg siger: "Ja?" "Et kvarter over ti om formiddagen," siger hun. "Du spiste frokost klokken hvad? Halvti?" Så peger hun på riolen og siger: "Og jeg går ud fra at alle de bøger også bare dukkede op da du kom tilbage fra frokost, hva"? Din frokost klokken halvti?" Og jeg siger ikke noget, og hun siger: "Og hvad med den pæne stol du sidder på? Dukkede den også bare frem af den tomme luft?" Og jeg siger ikke noget, og hun siger: "Jeg kommer tilbage når jeg har haft mulighed for at krydstjekke dine serienumre. Jeg vil foreslå at hvis den der er Toms riol, får du den tilbage på hans kontor pronto. Og det samme gælder alt andet som tilhører Tom." Og så er det jeg siger til hende: "Hej, tag så lige at holde op, frøken. Hvad mener du med tilhører Tom? Der er ikke noget der tilhører Tom. Tom arbejdede bare her. Der er ikke noget der nogen sinde har tilhørt Tom. Der er ikke noget der tilhører nogen her, for man kan tage det væk fra én sådan."" Yop knipsede med fingrene. "Hør så lige hvordan hun svarer," sagde han. ""Hm, beklager, nej," siger hun. "Jeg er bange for at alt dette her tilhører mig.""
Yop strakte hænderne bønfaldende ud fra sig, og hans øjne stod på stilke. Han forventede at vi ville blive harmfulde over at kontorkoordinatoren kunne sige sådan noget, men sandheden var at det overhovedet ikke overraskede os. På en måde tilhørte det jo hende. Hun ville ikke blive afskediget. Alle har brug for en kontorkoordinator.
"Jeg var pisserasende," sagde han. "Der er intet som generer mig mere end de smålige folk her på stedet som har lige præcis så megen magt, og så udøver de den indtil de har TOTAL kontrol over en. Og nu vil hun tjekke sine serienumre og finde ud af at jeg har Ernie Kesslers gamle stol."
Vent lige lidt. Det var ikke hans stol?
"Fra dengang han gik af," sagde Yop, i et roligere tonefald. "Sidste år."
Vi kunne ikke fatte at det ikke var hans stol.
"Det er det nu. Det var Ernies stol. Fra dengang han gik af."
Vi følte os ført bag lyset. Han havde givet os indtryk af at det i det mindste var hans stol.
"Det er min stol," sagde han. "Han trillede den ned til mig. Det gjorde Ernie. Jeg bad ham om den, og han trillede den ned til mig, og han trillede min stol væk og stillede den i sit kontor. Da han gik af. Vi byttede bare stole. Vi kendte ikke noget til serienumre. Nu da jeg ved det med serienumre, tænker jeg: Så er det sket med mig. Hende kontorkoordinatoren, hun vil fortælle Lynn at jeg tog Toms riol - og at jeg også tog Ernie Kesslers stol, selv om han gav den til mig. Så har jeg noget valg? Hvis jeg vil beholde jobbet, bliver jeg nødt til at lade som om det er Toms stol og trille den ned på hans kontor! Det er ikke hans stol - der er en anden der har Toms stol - men i sidste uge var det nøjagtigt det jeg gjorde. Jeg trillede Ernie Kesslers stol ned på Tom Motas kontor efter at alle var gået hjem. Jeg blev nødt til at lade som om det var Toms stol, og nu er jeg i en uge blevet ved med at lade som om, mens jeg har været nødt til at sidde på en anden stol, denne her lille lortestol, bare for at undgå at blive smidt ud. Det var min retmæssige stol," sagde han, med de knyttede næver dirrende foran sig.
Vi bebrejdede ham ikke at han var ude af det. Hans stol var en pragtfuld stol - den kunne indstilles, havde gjordesæde og gav sig kun en lille smule lige når man satte sig.
Spareforanstaltningerne begyndte i forhallen, med blomsterne og bolsjeskålene. Benny kunne godt lide at lugte til blomsterne. "Jeg savner de pæne blomster," sagde han. Så fik vi et memo til hele kontoret der fjernede vores sommerdage. "Jeg savner mine sommerdage endnu mere end blomsterne," bemærkede han. På et møde for hele bureauet den næste måned meddelte de at der var midlertidigt ansættelsesstop. Før vi så os om, var der ingen der fik bonus. "Jeg er komplet ligeglad med sommerdage," sagde han, "men nu også min bonus?" Til sidst begyndte afskedigelserne. "Blomster, sommerdage, bonusser - passer mig fint," sagde Benny. "Bare jeg beholder jobbet."
Til at begynde med kaldte vi det hvad man kunne forvente - at blive fritstillet, at blive lukket ud. Så blev vi kreative. Vi sagde at han havde fået kniven, hun var blevet fyret, de var alle blevet smidt ud. I den seneste tid var et nyt udtryk dukket op og havde virkelig slået an. "At gå spansk hen ad gangen." Der var nogen der havde samlet det op fra en Tom Waits-sang, men det var et ældgammelt udtryk, hvad vi fik at vide af vores Morris Dictionary of Word and Phrase Origin. "Da piraterne hærgede i Det Caribiske Hav," skriver Morris, "var et af piraternes yndlingsnumre at løfte deres fanger op ved nakkeskindet og få dem til at gå så deres tæer knap nok rørte dækket." Det syntes vi lød nogenlunde rigtigt. I sangen synger Tom Waits om at gå i retning af en henrettelse, og det lød også rigtigt. Vi sad og iagttog de udvalgtes tur hen ad den tæppebelagte gang, og så forsvandt han eller hun bag Lynn Masons dør, og et par minutter senere kunne vi se lyset blive svagere på grund af spændingsfaldet, og vi kunne høre elektriciteten syde, og lugten af brændt kød svævede ud i de isolerede områder.
Så vendte vi os om ved skrivebordene og betragtede flyene på vej til landing i O"Hare. Vi tog hovedtelefoner på. Så lænede vi os tilbage og lukkede øjnene. Vi tænkte alle det samme: Gudskelov det ikke var mig.
Jim bankede på Bennys dørkarm. "Har du set Sanderson for nylig, Benny?"
"Hvem?"
"Sanderson. Will Sanderson."
Benny vidste stadig ikke hvem Jim mente.
"Kom nu, Benny. Sanderson. Med overskægget."
"Åh, javel," sagde Benny. "Bill Sanderson? Jeg troede han hed Bill."
"Han hedder Will," sagde Jim.
"Jeg har ikke set den gut i ... flere uger."
"Uger? Du tror da ikke ..."
De tav.
"Sanderson," sagde Benny. "Åh, mand," sagde han. "De har fået ram på Will Sanderson."
Noget der var skægt at gøre for at afreagere efter at afskedigelserne var begyndt, var at gå ind på en eller andens kontor og sende en mail fra vedkommendes computer adresseret til hele bureauet. Der kunne stå noget enkelt som: "Mit navn er Shaw-NEE! Du er fanget, Ha! Jeg laver bæ bæ bæ." Folk kom på arbejde om morgenen og læste det, og reaktionerne var meget forskellige.
Jim Jackers læste det og sendte omgående en mail hvor der stod: "Det er tydeligt at nogen kom ind på mit kontor i aftes og skrev en mail i mit navn og sendte den ud til alle. Jeg beder om undskyldning for eventuel forlegenhed eller fornærmelse, selv om det ikke var min skyld, og jeg ville være glad for en offentlig undskyldning fra den der gjorde det. Jeg har læst den mail fem gange nu og forstår den stadig ikke."
Vi vidste godt hvem der gjorde det. Der kom aldrig nogen undskyldning. Jim vidste hvem der gjorde det, fordi han var en af os, og Jim tog fat i Tom Mota desangående. Det var flere måneder før Tom gik spansk. Hvad tror I Tom gjorde? Tom fortalte Benny om mødet ved frokosten, om hvordan Jims raseri havde gennembrudt lydmuren, og hvordan Tom opirrede Smalls til at slå ham. "Smalls" var Toms øgenavn til Jim, selv om de to mænd var næsten lige høje. "Kom så, Smalls, din lille skid, slå mig nu," fortalte Tom Benny at han havde sagt til Jim, og hvor sjovt det hele var. Vi var kun i den tredje aftrædelsesmåned på det tidspunkt. Jim gik aldrig mere fra sit kontor uden at lukke mailprogrammet.
Toms mails var ikke altid groteske provokationer - somme tider var de alvorlige og kom fra hans egen computer. Vi morede os over det oprigtige tonefald og hans snak om menneskets uendelige værdighed. Disse dybtfølte, omstændelige epistler med synspunkter der var i vild modstrid med Toms adfærd i det virkelige liv, var latterligt upassende, skizofrene i tonefald og indhold, og altid velkomne som hvilepauser på en i øvrigt almindelig dag. Han blev noteret for bandeordene og fordi han havde skrevet dem i arbejdstiden, for han var så fræk at sende dem ikke kun til alle os, inklusive Lynn Mason, men også til de andre partnere - og han ordnede altid adresselisten efter senioritet, en uskreven regel. Han sendte også cc"er til regnskabsfolkene, medieforhandlerne, projektkonsulenterne, personaleafdelingen, projektmedarbejderne og den person som passede kaffedisken. "Jeg havde en dårlig nat i nat," begyndte hans sidste mail i den retning. På emnelinjen stod der: "Jeg overlader jer og jeres golfsko til Lower Wacker Drive." "Tomaterne i min have bliver ikke til noget," fortsatte han. "Måske fordi jeg kun har weekenden hvor jeg kan arbejde i haven, eller måske fordi der hele tiden bliver slået græs af de forbandede latinamerikanere som passer området i det lejlighedskompleks jeg har boet i siden staten tvang mig til at sælge mit hus i Naperville og Barbara tog børnene med til Phoenix for at bo sammen med Pilot Bob. Har jeg ligefrem en have? Svaret på det er et stort, fedt nej, fordi det satans kvindemenneske i ejendomskontoret ikke vil lytte til fornuft. Hun bliver ved med hævde at dette her en en lejelejlighed, ikke min baghave. Blomsterbede, det er alt hvad vi vil have, siger hun. Så de satans latinamerikanere går ud og passer morgenfruerne i bedene. Men kan I forstå det, jeg taler om tykke, modne, saftige, lækre røde tomater som jeg vil fremdyrke med mine egne to hænder med hjælp fra naturens overdådige mysterium og gavmildhed! Den drøm endte da Barb begyndte at gå i seng med Pilot Bob og vi opgav Naperville. Nå, men ville jeg gerne have en have? JA. Faktisk ville jeg gerne have en bondegård. Men lige i øjeblikket er jeg bange for at det eneste jeg har, er lejlighed 4H i Bell Harbor Manor, som hverken er en havn eller en herregård og ikke har EN ENESTE KLOKKE. Hvem af jer kvikke genier har fundet på navnet "Bell Harbor Manor"? Gid jeres vakse tunger må blive flået op af deres bløde røde for og hængt til tørre på stager under den indfødte sol i et kannibalsk land. Ha! Jeg vil blive kaldt ind på kontoret for den der, men jeg lader den stå, for det jeg prøver at nå frem til her er at JEG IKKE ER SIKKER PÅ AT NOGEN AF OS VED præcis hvor langt vi har fjernet os ikke kun fra naturen men fra de naturlige livsvilkår som har været fremherskende i århundreder og har tvunget mennesker ud til den yderste grænse for fysisk formåen bare for at kunne føde, klæde og i øvrigt sørge for deres familier, og som har skænket dem liflig, udmattet, styrkende, uforstyrret, velfortjent søvn af en art vi aldrig mere vil opleve. Nu er der Phoenix, og fly som kan føre en dertil, og Pilot Bob som kan ordne ALTING, selv om han sikkert ikke engang kan slå sin egen plæne. Men glem ikke, Bob, og alle I Bobber derude, at "Manuelt arbejde er den ydre verdens studium." Det tror jeg passer. Nå, men det spørgsmål I sikkert alle stiller jer selv, er hvad laver han så, Tom Mota? Hvorfor spilder Tom sin tid i et tæppebelagt kontor med at prøve at skjule kaffepletten på sine khakibukser? Hvordan er han spor bedre end Pilot Bob? Uheldigvis tror jeg ikke jeg er spor bedre. Jeg studerer ikke den ydre verden. Det jeg gør, er at prøve at skaffe en dollar til en klient så han kan skaffe os en quarter så jeg kan skaffe en nickel til mig selv og have en penny tilovers efter at Barbara har fået hvad retten kræver. Af den grund elsker jeg mit job og vil helst aldrig miste det, så jeg håber at der ikke er nogen som læser dette her der vil synes jeg er selvglad eller utaknemlig. Jeg prøver bare at antyde at eftersom vi befinder os i dette specielt uheldige, misforståede, syndige kritiske øjeblik i den civiliserede verden, lad os da ikke tabe menneskets mere ædle manifestationer af syne, og den største halvdel af dets karakter, som ikke består af sloganer og bundlinjer, men af kærlighed, heltemod, gensidighed, ekstase, venlighed og sandhed. Sikke en opstyltet gang lort, vil I sige. Og det skal I have ros for. Jeg inviterer jer venligst til at skyde mig i hovedet på kort afstand. Fred, Tom."
Ikke ret lang tid efter at Tom havde trykket på send-tasten, blev han afskediget, og hvis det ikke havde været for den elendige fratrædelsesløn, kunne vi godt have troet at hans aftrædelse ikke var et led i en række aftrædelser, men en decideret fyring. Men sandheden var at Toms sikkert allerede var undervejs. Hans mail fremskyndede bare tingene, sådan som lungebetændelse kan betyde undergang for en kræftpatient.
