Seancer af Ida Marie Hede
1. tekst (Californien 1959)
I haven er der bregner, vildtvoksende som baobabtræer. Der er afstande, man ikke skal prøve på at tilbagelægge til fods.
Haven er en blændramme, et teenageværelse og et langhåret tæppe, indimellem et komplot og indimellem en optrevling af komplottet.
Hen over himlen løber de elektriske strenge, der fragter beskeder gennem luftrummet og for længst har kylet brevduerne ud af deres faste ruter. Strengene svitser skyerne.
Telegrafer og telefoner bliver virkelige ved fjerne stationer, der ikke med sikkerhed befinder sig i haven, og kun tvivlsomt ved dens grænse.
Et sted uden for rækkevidde kimer det. Lyden resonerer mellem træerne, snor sig som et ekko efter en kalden i skoven. En undertone løber gennem de elektriske strenge; de forsvinder ind i skyerne, dukker af og til op igen, bævende som elastikker i stræk mellem kindtænder.
Det er den samme bevægelse, som når to tilfældige teenagere i 1959 i USA sender sedler til hinanden i et snoretræk over villavejene efter sengetid i begær efter, at snoren skal blive ved med at rulle: ud i ingenting, hen over bilerne og plænerne, ind gennem sprinkleren, forbi stuevinduerne og forældrenes fjernsyn, de blå akvarier bag ruderne, månens genskær over græsset, på tværs af telefonpælene og tilbage ind ad vinduet og rundt om hasperne med nye beskeder:
Jeg har en hemmelighed, vil du høre den? Sæt kryds her. Skal vi mødes? Ja, nej, ved ikke rigtig.
Teenagerne er fiktive partikler. Små cornflakes i Amerika.
Nationen spænder sine muskler og forestiller sig at hejse jordkloden op gennem atmosfæren med et snoretræk, ud i det ydre rum, for til sidst at indtage galaksen.
Atmosfæren, som er uerobret og stadig et ved ikke.
Teenagerne vender det hvide ud af øjnene, stirrer op i himlen: Hver sky kan modelleres til en krop eller en pupil.
Hver pupil kan trække sig sammen og blive et sigtekorn.
Sigtekornet et loddent kors eller et flueben. ---
Teenagerne binder lagner fast til vinduerne, med knuder som trin til mytologiske flugtscenarier.
En gammeldags hengivelse.
Fødderne rammer indkørslen. Klatreturen mister sin glans, for der ikke er flere vildnis at vælte sig i.
Jorden er allerede besejret.
Under vinduerne er stakitterne tandpastahvide. Californien er nymalet og lugter af fluor. Langs villavejene er hver grund skåret ud i en blank firkant. Havemaskinerne er ustyrlige, hvinende tandsæt, der hakker mod græsplænerne. Med elektriske redskaber kortlægger teenagernes forældre alle plantearter og træsorter. Ørkenlandet opdyrkes til asfalt, palmer importeres fra syden og troner langs fortovene, ligner forvoksede ananas.
I alle afkroge sidder der stikkontakter, hvis sorte øjne stirrer ud i natten og venter på dem, der tør stirre igen.
Teenagerne kravler tilbage op ad lagnerne, de kryber sammen på værelserne: kompakte grotter af tingeltangel, gulvtæpper af polyester.
Om natten bliver ørkenluften iskold. Det er koldkrigstidens landskab: Fra de højeste punkter kan man skimte parcelhusenes firkantede sammenstød, der løber som kakler ud over forstæderne og breder sig fladt i oplandet. Landskabet ligner én stor asfaltering. Et ornament befriet for guddommelige spor, men tykt af faste koder, der vikler sig om øjet.
Fra de laveste punkter i bevidstheden er der kun havens slyngninger. Et uformeligt hoved fyldt med lus og elektrisk hår, der stritter mod ydre signaler. En jungle af organismer med udflydende grænser. Paddehatte og detektivhatte, der vokser i tågen.
En sikker paranoia: angsten for, at forældrene tager i døren. Koldkrigsfjendens hånd, der når som helst kan stryge gennem tæppets hår.
Teenagerne låner familiebilen og ræser op ad bjergvejene i vild fart. De ryster forældrenes overvågende blikke af sig. Bilen holder i skjul af træerne ved udsigtspunktet på kanten af Californiens klipper.
Teenagernes ben og arme sprawler på bagsædet til rytmen af motoren. Under de abrupte kys støder tandbøjlerne sammen; teenagerne omfavner hinandens forvoksede lemmer og lader hænderne glide gennem håret.
Det er aften, og lyset fra byen og vejnettene er nye poetiske former, der glider ind i og ud af de urolige bevidstheder. Motorvejene er som aftryk fra istidens smeltevandsfloder, der først nu bliver opdaget af landskabet.
Nervebaner, der kravler uden på huden.
Teenagerne kryber sammen i førersædet, ryger i smug, med fødderne flettet i forruden. De fortæller hinanden historier, med pegefingre og cigaretter, og toppes om at spotte de længe ventede rumskibe.
Fra de rivaliserende galakser fornemmer teenagesindet det stærkere og stærkere: tilstedeværelsen af de fremmede, der før årtusindskiftet med sikkerhed lander i Nordamerika, svøbt i elektrisk lys. Det føles som småbitte tryk på tindingerne. Som løse led og dunkende kæber. Det føles som en magnetisme, der drager alle kroppe mod hinanden. En have af klistrede planter, af blomster, fluer, rødder og dyr i genetisk forbytning.
Bilen holder ved klipperne, bilmotoren brummer, teenagernes hjerner suger til sig i mørket.
2. tekst (Hollywood, del 1)
Kridtstøv. Noget sort, der klapper.
En Hollywoodkatastrofe nærmer sig højdepunktet: Strygejernet glider hen ad smokingen på strygebrættet, falder ud over kanten og ned i badekarret, en elektrisk druknedød. Vand pjasker ud over gulvet.
Strygejernets ledning brænder, det hvide stof med de snoede, blå striber forkulles. Øjnene er våde. Elskerinderne og forræderne steges. Kernefamilierne hvæser. De svitses i en tvekamp med emalje og hvidt.
Spejlet splintres, og stumperne fyger ind i ansigtet. Ansigtet er snøret pænt sammen i en husmorfold. Det begynder langsomt at vrænge, at åbne sig, et stort sår, der springer op.
Midt i øjeblikkene ligger Hollywood på sit bjerg. Motor-vejen op mod Universal Studios forgrener sig og bliver til Hollywoods sideveje. Vejene bliver smallere. De dækker hele bjergsiden, spreder sig ned over skråningerne. Ved foden af bjerget når de tomterne mellem de små bebyggelser.
Ungdomssletter i almindelige byer. Rum, der er spilet ud af fallitproduktioner, slagtet af elendige lejemål.
Hjørner, man kan stå på.
Revner, man kan fylde ud med drenget essens.
Vejene ender i blindgyder.
Vovestykker: ned i blindgyden af en ledning. Karatereb, lianer.
Presset op mod muren af en papmacheforbryder. Stålwirefingre, kvælertag. Nørderne filmer i alle afkroge af blindgyderne. De har taget en hær af arkitektlamper til hjælp. Jorden er dækket af ledninger. Lamperne bliver levende og jager tre teenagere ud af lagerhallen og ned ad en grusvej, en tøs snubler i sine stiletter, en nørd snubler i sine snørebånd, han vil redde hende, falder ned over hende. Nørden og tøsen roder rundt i gruset. Hun vrister ham af sig og hyler. Tågen skjuler øjnene bag hans briller. Et kamera på hjul følger efter med et langt blik, det gør øjeblikket vildt. Nørderne er i hælene på kameraet, opvarter det, følger vinklerne, lægger hovederne på skrå for at se med linsens øje.
På et stikord bliver en gruppe nye, ukendte nørder skubbet ind fra venstre. Tøsen kommer på benene, vakler, nu er hun omringet af nørderne, pludselig er de ikke længere renskurede hjælpere, men afarter af arkitektlamperne, med kunstige, afskallede ansigter. Snørebåndene er sorte af mudder og lange som deres arme, tøsen skriger, hun ser ind i de elektriske
pærer, ind i nørdernes hvide hav omkring pupillerne, hun krummer sig sammen for at undvige hænderne af skumgummipuder og kalkmaling, der rækker ud efter hende, hun sparker og river i natteluften, russisk, atletisk. Lamper og nørder er faretruende tæt på tøsens ansigt. Underlæben dirrer. Stiletterne er knækket for længst. Filmen ruller stadig.
Tågen er perfekt: en sky af kalk. Kridt kastet i vejret og holdt i skak af en vifte af gamle tegneserier i lyset fra lommelygten. Små skæl kradset fri af nørdernes hovedbunde.
En udånding ud over plottet.
En risiko for smitte.
Lava og aske fra stjernerne. I pauserne på vej ned ad bjerget.
Sidevejene er smalle. Der er en hældning i terrænet. Vejene bliver bredere, fra nedtrampede indianerstier til alleer.
Rundt i svinget og tilbage. Ind mellem haciendaer og bungalower.
Ghettohytter. Lille Ukraine, lange Tijuana.
Det er eftermiddag. Nørderne henter kaffe. Så pudser de briller, filer negle, spidser hjørnetænder. Tøsen får et lift. De spiser alle french toast og køber flere cigaretter, bilens vinduer dugger. Tøsen finder en saks, endelig giver hun dem et par totter af sit hår til ligscenen. Totterne putter hun i en pose, lukker den til med elastikker. Det er blond, mit hår, siger tøsen, det er russisk. Nørderne stirrer ind i hendes øjne, der er blå og det modsatte af døde, de piller slapt ved det livløse hår. Allerede syntetisk: Det rigtige plasma til plottets østeuropæiske jomfru. Der er ingen, der tvivler. Hjerterne
hopper. Det gør ondt i fingerspidserne. Tak, siger den ene begejstret, og nu skal du se, hvad vi kan: I flok holder de forstørrelsesglas op for ansigterne og får øjne så store som kratere efter flyvende tallerkener. De blinker. Det gibber i tøsen.
Hun lytter efter rotorerne fra byens helikoptere.
Bilen er fyldt af nærbilleder. Vinduesviskerne klipper i udsigten. Horisont, cementmure.
Nørderne grynter.
Sæderne er stuvet fulde af lim og hvid gaze. Op mod bilruderne er der farvet papir og hønsenet. I bakspejlet kan man se vejen slynge sig af sted i et slutbillede.
Lavakuglerne strømmer ud ad de små huller i bruseren. Kuglerne hopper i luften, ned ad bjerget.
Tilbage til ingenmandsland.
Nørderne modellerer ansigter op af stof, affald og sod. Først et gevir nakket fra en café i den østpreussiske ghetto, oprindeligt smuglet med fra Sibirien. Tøsen dovner. Hun piller spindelvæv af geviret. Det er klar. Nørderne snitter i det med gamle lommeknive. Så hældes skumgummi, strømper og lim i formen, pukler skyder frem gennem panden. En hurtig timeout.
Strømpestoffet sjaskes til med dråber af cola fra tøsens glas. Noget gult træder langsomt frem i det hvide. Nørderne gnider kugler af plast og grus varme i håndfladerne, lægger pandelapper på plads, trykker øjenæbler ind i deres grotter af udhulet tyggegummi. Så splitter tøsen et stykke pels ad til hår på vorter og bryn. Hun stikker akupunkturnåle ind bag ørerne, opererer, samler huden op i klumpede folder, der trækker øjnene store og blodsprængte.
Cigaretasken drysser ned i de åbne kranier. Knytnæver bokser ind mod kindbenene for at deformere dem de rigtige steder.
Nørderne og tøsen kigger kærligt på Ansigterne.
En flok oppustede kryb. Se, hvor er de fine, siger tøsen. De er dødeligt fine, siger nørderne i kor. Fantomer uden virus. Hallucinogenfri kæledyr. De er vores nye allierede, siger tøsen. Hun stryger det største ansigt over neanderthalbulen. De klapper alle sammen i hænderne og griner.
Nørderne ruller Ansigterne rundt i kvarteret på stumtjenere i snor, de lærer dem at løbe i angst.
De kommanderer Ansigterne til at standse og sitre.
Solen er ved at gå ned. Tøsen kysser Ansigterne på kinderne og fortæller dem, hvordan de kan skælve elektrisk som gammeldags monstre.
3. tekst (Hollywood, del 2)
Ild midt i kugler af aske på vej ned ad bjerget. Refleksionen af lys i et øje.
En spinkel Hollywoodhånd kommer ind fra højre. Den river lærredsposen af Elefantmandens hoved, hånden glider væk igen.
Elefantmandshovedet virrer, måber, som hvis det netop opdagede sin egen krop: én stor fejltagelse. Kroppen er klædt i skjorte og jakke. Hovedet er et jævnt ar støttet af to flade fødder. Huden ligger lag på lag, læberne klemmer sig sammen. Men det er ikke et monster, der besværger. Det skælver ikke. Øjeblikket er ikke elektrisk. Monstret er ikke Frankensteins
kæledægge og ikke Mary Shelleys fetichdyr. Det sætter ikke i løb ud mod tordenskyer og bjerge. Det bliver stående, hiver møtrikkerne ud, tager benskinnerne af, tager sig til halsen for at mærke skjorteflippen, føle på knapperne, mærke klumpen glide ned igennem halsen. Monstret holder til i virkeligheden, overbevist om, at det kan huske sangene, cirkusets teltdug og lussingerne fra barndomsfængslet. Elefantmandshovedet er spiret frem i kornmarkerne, som en tyk bonderose, der vokser og muterer, mens negene kaster en hånlatter ud i markfællesskabet. Scenen er et stillbillede. Bag træerne bliver ufoerne ved med
at lande og lette.
Elefantmanden er det mellemmenneskelige monster. Snak og gamle fraser. Tilnærmelser og skulderklap, blikke. Virkeligheden som hud, der møder hud.
Nu ruller Elefantmandshovedet med øjnene. Mærker de andres øjne stikke. Hattedamerne og de fulde folk nærmer sig. Kroppen svajer. Ørerne hører andedammens pludren. En varmebølge af stemmer mod hovedet. Bølgen er næsten rar, indtil sladderen slår imod hjernen, der er ude af træning.
Hjernen er stoppet ud med lærred fra lærredsposen, uldne minder og plottet fra alle tiders granatsplintmareridt.
Arkeeuropæisk uro.
Elefantmandshovedet er nøgent, på kanten til at kortslutte. Hvis bare strygejernets spids ville komme og nu for alvor tonse ind i ørerne og brænde trommehinden af. Hvis bare spidsen ville punktere Elefantmandens blomkålshoved og glatte det ud til smokingstof.
Noget sort, der klapper.
Først faldskærme splattet ud over Frankrigs marker.
Åndeløs krig.
Så lidelse: episke bobler af fråde, der pustes ud af Hollywoodmunde.
Endelig smokingen. Elefantmandshovedet, der hænger glattet på en bøjle: Strygejernet har fuldført missionen. Overraskelse, stilhed. Dér hænger en gentlemankrop, som en gammel krigsenke pludrer med i natten. En lang krop af stof, som hun charmerer med halvkvædede minder. Småkager ned i lommerne, likør på flippen. I sin flossede natkjole tumler enken rundt mellem arvestykker fra 1890, på nippet til vanvid, mens kammerspillet bliver tættere og grimmere, og hun gnider sig op ad smokingen og hvisker til den på engelsk med fransk accent, stay with me, monsieur.
Udsigt over hustagene. Duer flakser rundt imellem de irgrønne tårnspir. Blæst puffet ind i støvet fra vinduet. Solnedgang.
Smokingsstoffet blafrer i vinden fra altanen.
Så mørner det og dør i en forsinket feber.
Ingen genkender Elefantmandsklumphovedet, da dødsboet deles.
Violinerne spiller en klagesang. Klaveret bliver hejst ned fra lejligheden, og de lokale børn græder på fortovet, dråbeformede, gennemsigtige tårer.
Stoffet smuldrer.
Dybdepsykologiske fibre sluppet løs i natten.
Lavaen ruller, ned over bjergsiden i klumper, hoveder, der er gloende.
Der er stille et langt, klaustrofobisk øjeblik. Nørderne bukker sig ned og binder deres snørebånd. Stierne er våde af dug. Bagsmækken går op. Tøsen ruller ud af bagagerummet og falder ned i gruset. Om hendes håndled er der mærker efter reb, forsvundne, som hvis de
var mørnet bort. Strygejernet ruller ind fra venstre uden en lyd. Ud af husmoderromancen, op af badevandet.
Det hænger i kulissen og sveder. Glohedt. For sent til at komme Elefantmanden til undsætning. Alligevel forud for sin tid. Tvetydigt som alle andre, der skaber spænding og måske kan redde liv: orkanøjet, dobbeltagenten, Frankenstein, advokaten,
djævelen, Hollywoodpigen. (Imod Hollywoodpigen er strygejernet håbløst. Hollywood-pigen hæver sit ene øjenbryn. Hun performer sin egen dublet. Hun gnider sig mod taxalæder og en 30 år ældre mands slips i troværdig lykke. Hun går i spagat, folder sin krop sammen dér, hvor den næsten ikke findes).
Strygejernet er århundredets yndling: stilethæle, tango nuevo, fingerspidser hen over overflader. Ren fetich. Et trekantet helgenansigt. Et oppustet ruder es. En svajende metamorfose.
Strygejernet er en varm klump for enden af en hånd, mens det trækker sig hen over brættet og neutraliserer partiklerne i skjorter og jakker. En husmorløsdel, der varmer op under kvindebevægelsen, stuver den ind mellem hus og helvede. En vild celebrity, der råber, at hjemmesyslen er fyldt med uskyldig selvtægt.
Strygejernet vrider og vender sig.
Det tipper mod højre og bliver en vugge, der gør stoffet blankt, der brændemærker lugtene ned i fibrene.
Det tipper mod venstre, fjerner alle spor af bevægelse og ligner en kiste.
Virusatomerne forsvinder. Måske var der aldrig virus i dem. Varmen gør det ud for bedøvelse.
Tøsen har ligget død i en fordybning i gruset. Nørderne hyperventilerer og fisker hende op i krøllet stand. Hendes østeuropæiske kjole er umulig at glatte ud igen.
Nørderne har Ansigterne på slæb i snor hen over asfalten. Pelshårene på Ansigternes overlæber er dækket af rim. Tøsen mumler sine replikker baglæns. Nørderne lægger ørerne til hendes læber og bliver enige om, at hun er i live, at ordene ikke er russiske, polske eller ungarske, at hun måske har lært sig en rumlen fra Hollywoodghettoerne. Replikkerne er for svage til at påkalde sig opmærksomhed.
Nørderne smækker tøsen på kinderne med flade hænder. Lydene fra hendes mund virker euforiserende. Nørderne vender manuskriptet på hovedet, messer dialogen bagfra, piller vattet ud af Ansigternes ører, hæver stemmerne.
Tøsens pupiller roterer.
Der bliver spyet damp ud af Ansigternes næsebor. Åndedrættene er hvide skyer.
En sky af det mest uventede ruller ned ad bjerget. Al den damp, der kan være inden i en hjerne som Elefantmandens sluppet løs i verden.
Millioner af rullende hoveder i opløsning. Guillotinefangst fra 1000 års galeanstalter og raserede slotte, fra 100 års Hollywoodhovedroller og Hollywoodbiroller.
Aske og støv, i en afsindig fart, ned over bjerget.
En hvid stribe, der slår revner.
Højre hånd griber desperat efter telefonen, men sætter i stedet strygejernet til kinden og øret. I overmod griber venstre hånd ud for at ringe efter ambulancen og brænder den anden kind.
Det er 1200 år siden Palnatoke og de andre vikinger sved landsbyerne ved Østersøen af. De spiddede landsbytosserne. De slog trækirkerne og naboerne flade mod jorden. De huggede arme af uden blusel og kæmpede videre med afskårne lemmer.
Vi er nået ind i det nye årtusinde. Nu er det ansigternes tid. De ser på hinanden og falder bagover.
Nørderne er vokset ind i himlen. Deres snørebånd løber under jorden og havet.
En hvid stribe, der begynder at spalte. Noget sort, der klapper.
4. tekst (Omstillingsdamen, del 1)
Det er sidst i 1940'erne. Omstillingsdamen hedder Brenda. Hun er født i Nebraska dér, hvor Meridian no. 100 West skærer USA midt over.
Den aften, hun bliver presset ud af sin mors åbning, slår et lyn ned i landskabet. Træerne bryder i brand. Flammerne slikker op ad telefonpælene ved prærielandets hospital.
Brendas mor hedder Zelda og kommer fra syden. Hendes barndom er blevet akkompagneret af støjen fra savværkerne og varmet op af de tidlige industribrande. Brendas far, Quentin, er vokset ud af en bjergflække i Utah, som en klump af granit. På rastepladsen efter et bal undervejs på en af sine langture griber han Zelda om livet for første gang. Sammen kører de 1000 kilometer fra syd i ét stræk op mod farmerstaterne mod nord, på grusvejene, hovedvejene, langs kornmarkerne, mens landskabet bliver til slette, ørken, slette igen. Øde tomter i sidespejlet.
The Great Plains trækker dem til sig.
Det er det fladeste flade.
Gennem det åbne vindue farer telefonpælene forbi: faste decimaler, genkomne tegn. Som streger ridset i en flade for hvert tilbagelagt år efter et forlis.
Pælene sætter parenteser om udsigten: skyerne, hytterne, flyvende pollen, bilerne, træerne. De gryende tankstationer: blikhytter med eksplosionsvæske.
Quentin har aldrig lagt mærke til, at afstande kunne være så let en sag. Hans granithænder leviterer over rattet. Zelda åbner hans bælte og jager fingrene ned i hans bukser. Hun er magnetisk og overgår enhver southern belle. Det er hendes adrenalin, der trækker dem ud af sydens stegekedel.
Førerhuset knager i varmen og blæsten, bilen ruller uden anstrengelse, som hvis hjemmefra ikke var mere end en håndsbredde væk, og enhver stat råbte sin invitation ud. Omkring dem flader prærien langsomt ud. Stø-vet fejer af sted i glatte skyer og slår forhindringerne ned.
Lastvognen køler af i Nebraskas halvvarme. Efter et par år er Zeldas magnetisme blevet uregelmæssig. Så udvider maven sig uden advarsel.
Før vandet er gået, sætter Quentin af fra huset, og dén dag lader det sig gøre at køre opad, længere nordpå, ud ad magnetfeltet, op mod bjergene nær grænsen til Canada.
Ved klippeskråningerne går han videre til fods. Han vender sig om. Det rasler i træerne, bjerget giver sig. Det kunne være en bjørn dér bag ham. Trækfuglene. En adspredelse, et sug fra himlen.
Så svitser det første lyn en trætop. Den styrter med fuld fart og kaster et ekko mod bjergsiden, lynet angriber en vakkelvorn klippe et sted nede i slugten, gnister farer rundt. Slugten er så dyb, at han umuligt kan forestille sig, hvordan et fald må føles.
I dét øjeblik er strømmen i Nebraska gået, uden at Quentin opdager det. Inden han når tilbage, er den slået til igen midt i statens skæringspunkt. Han kan høre, at hele Nebraska skriger i ophidselse, og han ved, at det er blevet en pige.
...
Brenda er en southern belle, men kun fra øjnene og op. Skolelæreren Carl, siger allerede tidligt, at hun har evne for matematik. Han siger, at det er en lidt usædvanlig egenskab for en pige, og to år efter siger han, at hun alligevel har en usædvanlig feminin stemme, når hun siger brøkerne højt. Den sidste skoledag har han lagt en tørret blomst formet som et
kvadratrodstegn i hendes kemibog, og det kommer langtfra som en overraskelse.
Hun gifter sig med Carl uden lang betænkningstid og uden særlige gnister. Brudenatten minder om et forsøg med destilleret vand.
Carls hus rejser sig mægtigt på villavejen: et voltmeter. Havestakittet og nedløbsrøret mødes i et koordinat, og dér har Carl plantet flagstangen i det gyldne snit.
Ved middagstid falder solen ind over køkkenbordet som loddetin.
Hver morgen vågner Brenda til en ny dag og flår sine curlers ud. Hun griber tasken og forsvinder ud af huset. Den førstefødte bliver parkeret hos Zelda. Navlestrengen strækkes hurtigt ud. Bussen svinger direkte ind til stolen i omstillingscentralen. Hun er der altid præcist på klokkeslæt. Hendes negle er røde. Hun vil mase sig op ad stigerne og smide
husmorkitlen på bålet.
Nebraskas farmerland har ellers hverken bål eller vækst, faktisk ikke noget som helst, der kan hæve en krop mere end en stilethælshøjde fra jorden; undtagen en gasovn, et postkort med en fakir fra Mumbai på naboens køleskab, et pornografisk foto mellem Carls lærebøger, 75 barskabe, en kirke, der går i et med grusvejene, og en prædikant fra pinsekirken på gennemrejse.
Lørdag klokken 12 er køkkenet ved at smelte ned.
Brenda kæmper med en umulig dej, der hverken slipper eller tager form. Dejen folder sig ind i sig selv og hænger fast i hendes negle. Minutterne er lange. Brenda glor ud ad vinduet. Hun tænker på luft og væske: mælkeflaskerne på dørtrinnet. Carls glaskolber med formalin. Så banker hun hovedet mod Kleins flaske: En utopisk form fra geometrien. Et tankeeksperiment. Kleins flaske, der bare strækker sig og udvider rummet, men uden at rive sig selv itu, uden at klistre enderne sammen. Brenda prøver at forestille sig en vanvittig ørkenslange uden stedssans. En krop, der kan gå ud af sig selv og komme tilbage igen uden spektakler.
I prærielandet har ingen nogen sinde set Kleins flaske. Den flakker hvileløst rundt uden social intelligens. Det er uklart, hvor den er, og hvornår den er kommet til verden, men dér hænger den så og ånder Brenda i nakken; en glat dørsælger med ubestemmelig smalltalk og øjne på stilke. Flaskens åndedræt hjemsøger hende: en lugt, der stiger op fra en altædende
mave. Og dér drypper dejen fra hendes fingre, nægter at lade sig forme til en simpel klump. En levende overflade som Klein flaskens, en flok myrer i en levende myretue uden fornemmelse af afstand, der bare puster liv i alt det døde i køkkenet:
Urskiven på køkkenvæggen sveder.
Urtepotten kaster skygger ind over bordet.
Zeldas gamle krucifiks klasker ind mod væggen som gummi.
Melet vælter op i Brendas ansigt, hun folder sig selv med ind i dejen, hoster i vrede, melet rammer træpladerne og gardinerne, Brenda tværer sig i øjnene med knoerne. Dejen bukker sammen om sig selv, folder sig rundt om hendes hænder. Kleins flaske forsvinder. Klumpen af dej samler sig. Brendas sved drypper ned på bordet. Et par tanker bliver sluppet fri af
hjernen og kommer op gennem svælget som tilfældige sætninger. De bliver ædt af luften med det samme.
Udenfor er prærielandet sat i ramme af køkkenvinduet. Vinduet sidder i væggen, som om det er et billede, som om det er et forstørret postkort. Dét postkort er engang blevet sendt til Brendas forfædre og har hængt det samme sted i hundrede år. Frelseren på krucifikset hænger målløs på væggen, flugter med postkortet.
På den anden side af vinduet, forbi horisontlinjen: tildækkede spor fra kreperede totemdyr.
Opløste bålpladser og kranieskaller.
Hamret hårdt ned i jorden: dugfriske telefonpæle og grænseskilte.
Brenda ryster sveden af ansigtet. Hun strækker sin arm efter husmoderkampen. Den bliver presset ud ad vinduesrammen, som ud gennem en revne i postkortet: Armen snor sig som en telefontråd, slynger sig rundt om tilfældige telefonpæle langt væk: Wyoming, Texas, Ohio.
Sludderet på bagsiden af postkortet klæber fast til armens hud. Ordene løber i tomgang ud i landskabet. Det summer halvkvædet fra hele USA.
Brenda sorterer lydene i en kolonne: tiggersnak, enetale med fanskare, mumlede lister, stammen.
Den, der råber højest.
Hysteriske prøver på dialoger, gråd, hymne, dødsskrig.
En kolonne til: fortidens gamle spøgelseslyde: hyl fra offerdyr. Sabelhug og pistolskud.
Som en overtone kan hun fornemme fremtiden. Den er næsten uhørlig: grublerier, der endnu ikke er nået i mål mellem omstillingerne.
Ord, der sidder fast på tungerne i hoveder, der trykker telefonerne ind mod ørerne. Hovederne venter på, at afstanden falder sammen, de venter på, at telefonen ringer. Hænderne sveder.
Stemmerne er klar til at indtage de fremmede bevidstheder.
...
5. tekst (Omstillingsdamen, del 2)
Omstillingen er et glasbur med et sort hjerte. Ledning-erne mødes i centralbordet. På stolen sidder Brenda som en dronning og klipper monologerne i stykker. Klassisk film noir med røde læber. En simpel rotte i en kloak, hvor lyden har guddommelig resonans.
Under alle omstændigheder har hun været heldig med jobbet: Nebraska er fyldt med kvinder, der kan blinke med øjnene og betjene et stik. Brenda skubber de sorte klapper i bordet på plads og trykker hornbrillerne op på næsen.
OPERATOR, OPERATOR, råber en hæs stemme.
Hallo, hallo, er der nogen? Frøken, hvor er de? Brenda griber stemmen og kobler Washington sammen med Savannah. Hun presser Florida ind i et hul i New Orleans. Spændingen fyger igennem hendes kranium. Jeg vil spørge, om De ikke nok vil stille mig om? En spinkel stemme, der lyder af glas eller metal. Måske er munden udenom et stort sår, der bevæger sig i smerte. Et forelsket monster, der hele tiden tilnærmer sig, og enten er for langt fra mål eller for latterligt tæt på.
Brenda lader stemmen kalde og giver slip. Centralbordet er en ø for de kuldsejlede, Brenda er øjeblikkets forløser. Imellem hver omstilling læner hun sig tilbage som en udmattet jordmoder og suger på cigaretten. Så blinker det allerede igen.
Udenfor på gangen tapper bestyreren sine fingre mod væggen. Glasburet er tyverisikret, men afslører alt. Han cirkler omkring Brendas mindste bevægelse. Fødderne er nervøse: Omstillingsdamen sidder i en åbning af fart, han ikke har adgang til. Hun kan når som helst hive tæppet væk under ham.
Brenda ved, at det måske er for tidligt. På den anden side er der måske ikke tid nok. Støvet blæser hurtigt i Nebraska, alle de gamle spor bliver dækket til. Før eller siden blæser det mændene ind i omstillingen, og der styrter tungt grus ned over kvindernes elektriske hår. Det sker først i 1965, men Brenda kan allerede mærke i sine led, at angrebet er på vej. Hun har kun en lille stump af årtusindet til rådighed. Så smider de hende ud af buret og opkalder det efter hende, som et forsøg på soning, som de har opkaldt skibe efter kvinder i hundredvis af år og ladet kvinderne stå og vinke på kajen som små børn. Brendas Central med skråskrift på en metalplade.
Til al eftertid: Hun regerede, indtil de kappede hænderne af hende. Men de uskyldiges stemmer blev reddet i tide.
Lampen på centralbordet lyser.
Brenda sætter det fjerneste stik ind i bagpanelet og presser den midterste kontakt frem.
Uden for glasburet samler mørket sig. Hjemme i huset begynder tingene at kalde. Whiskyflasken råber på tosomhed. Køkkenplanten himler op om liv og symbiose.
Brenda vender det hvide ud af øjnene.
Frelseren på køkkenvæggen mumler vindblæste oneliners. Præriehænderne føler sig stadig kaldet mod telefonrøret.
I omstillingen gør frelserens stemme det ud for et enkelt knæk af en negl i en årelang radbrækken af alle Amerikas kroppe, siden den første europæer skar sig vej ind over kontinentet med mislykket stedssans og glasperler. Knækkene samler sig i Brendas ører. Der er ikke længere forskel på de døde og de levendes stemmer: gamle mænd i eneboerhuler, unge suffløser, mødre fra det hinsides, forsvundne soldater, udslettede indianere, Quentins otte søskende, Zeldas efterladte bejlere.
Brenda henretter én stemme, og en anden genopstår med det samme.
Det blinker igen. Det er Carl, der ringer. Hans rustne stemme rammer Brendas øre med en råben, det er på lånt tid, det her job, og han kommer ud med fuld fart, Brenda, skriger han, BRENDA! Brenda tøver. Hun hiver reprimanderne ud. Stikket bliver presset ind i den døde linje. Carl forsvinder uden varsel. Han rumsterer et sted bag centralbordets røde øjne, rutsjer gennem trådene og ud over prærien. Det ovale hoved er trevlet op, kraniet er en aflang tåge, slipset er sennepsgule fibre, små korn af nylon. Ligningerne i hans hjerne splittet op i tal uden mening. Sigma og pi vendt på hovedet.
Brenda smiler. Hun læner sig tilbage. Cigaretten ryger sig selv op i askebægeret. Røgsignalet løber ind i hullerne. Det forfølger Carls udstykkede krop. Kroppen er på vej hjem i stuen for at få sig selv til at hænge sammen igen.
Så er det blevet nat. Bestyreren er gået hjem. Telefon-trådene rejser sig højt over de flade gravpladser. Prærielandet sover.
HALLO, HALLO, råber en stemme, ER DET DEM, DER ER OMSTILLINGSDAMEN?
JA, svarer Brenda, jeg er omstillingsdamen.
