Skæbnens bog af Brad Meltzer
1
Om seks minutter ville en af os være død. Det var skæbnebestemt. Ingen af os vidste, det skulle ske.
"Ron, vent!" råbte jeg og skyndte mig efter den midaldrende mand i det mørkeblå jakkesæt. Jeg satte i løb, og under Floridas steghede sol klistrede min skjorte til brystet.
Ron Boyle ignorerede mig og fortsatte hen ad asfalten, forbi Air Force One på højre hånd og de atten biler i kortegen, der holdt på én lang række med motoren i tomgang til venstre for os. Som vicestabschef havde han altid travlt. Sådan er det, når man arbejder for verdens mægtigste mand. Det er ikke noget, jeg bare slynger ud. Vores chef var den øverstbefalende. USA’s præsident. Og når han havde brug for et eller andet, var det min opgave at skaffe det. Lige nu havde præsident Leland Manning – også kaldet "Løven" – brug for, at Boyle ikke flippede ud. Visse opgaver oversteg selv mine evner.
Boyle satte farten op og banede sig vej mellem stabsfolkene og journalisterne, som var på vej hen til deres respektive biler, og fortsatte forbi en nypudset sort Chevy Suburban fuld af Secret Serviceagenter og ambulancen med de ekstra poser med præsidentens blod. Det var meningen, at Boyle tidligere i dag skulle have haft bevilget et kvarters snak med præsidenten om bord på Air Force One. På grund af min planlægningsfejl måtte han nu nøjes med en treminuttersbriefing i forbifarten senere i eftermiddag. At beskrive ham som irriteret eller ærgerlig ville svare til at kalde depressionen i trediverne for en dum dag på kontoret.
"Ron!" gentog jeg og lagde en hånd på hans skulder for at sige undskyld. "Vent nu lige. Jeg vil gerne ..."
Han vendte sig hidsigt om og slog min hånd til side. Boyle var en spinkel mand med spids næse – to træk, som han forsøgte at opveje med et kraftigt overskæg – grånende hår, sydlandsk glød og et par slående brune øjne med et stænk lyseblåt i regnbuehinden i dem begge. Han lænede sig frem og nidstirrede mig med sine katteøjne.
"Du skal ikke røre ved mig, medmindre det er for at give mig hånden," truede han og ramte mig på kinden med en spytdråbe.
Jeg bed tænderne sammen og tørrede den væk med hånden. Selvfølgelig var det mig, der havde kvajet mig med kalenderen, men derfor behøvede han ikke at ...
"Og hvad er det så, der er så allerhelvedes vigtigt, Wes, eller vil du nu igen bare minde om, hvor afgørende det er, at du får vores bestillinger mindst en time i forvejen, når vi spiser frokost med præsidenten?" tilføjede han højt nok til at få et par Secret Serviceagenter til at vende sig om.
Enhver anden treogtyveårig ville have svaret igen med et verbalt knytnæveslag. Jeg holdt hovedet koldt. Det er man nødt til, når man er præsidentens assistent ... også kaldet stikirenddreng ... også kaldet trækkerdreng. Skaf præsidenten det, han har brug for; hold hjulene i gang.
"Lad mig gøre det godt igen," sagde jeg og besluttede mig for at skrotte undskyldningen. Hvis jeg ville pacificere Boyle – hvis jeg ville undgå en scene foran pressefolkene – var jeg nødt til at hæve indsatsen. Hvad nu, hvis jeg ... hvad nu, hvis jeg får klemt dig ind i præsidentens limousine med det samme?"
Boyle rankede ryggen en anelse og begyndte at knappe jakken. "Jeg troede, du ... Nej, det er fint. Glimrende. Fantastisk." Han supplerede endda med et lille anstrengt smil. Krisen afværget.
Han troede, at alt dermed var forladt. Så kort er min hukommelse ikke. Mens Boyle triumferende vendte sig om mod limousinen, skrev jeg mig endnu en ting bag øret. Han var en kæphøj satan. På hjemturen kunne han få lov til at sidde bagest i pressebussen.
Politisk set var jeg ikke bare god. Jeg var fantastisk. Det er ikke, fordi jeg er selvglad. Det er en konstatering. Det er ikke et job, man ansøger om – man bliver indbudt til samtale. Der findes ikke den unge politikerspire i Det Hvide Hus, der ikke ville slå ihjel for at være inde i varmen så tæt på den fri verdens leder. Herfra var min forgænger avanceret til en vicechefstilling i Det Hvide Hus’ presseafdeling. Hans forgænger i den forrige administration havde fået fire tusind ansatte under sig i IBM. For syv måneder siden valgte præsidenten mig, til trods for at jeg ikke har de rigtige forbindelser. Jeg blev foretrukket frem for en senatorsøn og et par Rhodes-stipendiater. Selvfølgelig kunne jeg håndtere en hysterisk ældre medarbejder.
"Wes, afgang!" råbte delingslederen fra Secret Service og vinkede os ind i bilen, mens han selv lod sig glide ind på passagersædet foran, hvorfra han kunne overskue det hele.
Jeg holdt min læderskuldertaske op foran mig og hoppede efter Boyle ind på bagsædet af den pansrede limousine, hvor præsidenten sad og så afslappet ud i jeans og sort vindjakke. Jeg gik ud fra, at Boyle omgående ville begynde at snakke fanden et øre af, men han var sært tavs, da han gled ind foran præsidenten. Boyles jakke var åben foroven, fordi han var nødt til at læne sig forover, og han skyndte sig at trykke en hånd mod brystet for at holde den på plads. Først senere indså jeg, hvad det var, han skjulte. Og hvad jeg netop havde gjort ved at invitere ham med i bilen.
Jeg fulgte efter og rakte ud efter et af de tre klapsæder, der vender ryggen til kørselsretningen. Jeg sad ryg mod ryg med chaufføren og over for Boyle. Af sikkerhedshensyn sidder præsidenten altid på bagsædet til højre. Præsidentfruen sad mellem ham og Boyle.
Klapsædet direkte over for præsidenten – det varme sæde – var allerede optaget af Mike Calinoff, forhenværende professionel racerkører med fire sejre i Winston Cuppen på cv’et og dagens æresgæst. Ingen overraskelse dér. Her kun fire måneder før valget var vi kun lige knap og nap tre procentpoint foran i meningsmålingerne. Med et så vægelsindet publikum går kun et fjols i arenaen uden et hemmeligt våben.
"Så er den altså hurtig, selv om den er skudsikker?" spurgte racerkøreren med et beundrende blik på Cadillac Ones dybblå interiør.
"Som et lyn," svarede præsidenten, hvorpå præsidentfruen himlede med øjnene.
Nu brød Boyle endelig ind. Han gled frem i sædet og åbnede et chartek. "Hr. Præsident, hvis vi lige kunne ..."
"Beklager – længere er jeg ikke kommet," afbrød stabschef Warren Albright og satte sig ind i bilen. Han rakte præsidenten en foldet avis og satte sig på det midterste klapsæde over for præsidentfruen og, hvad der var mere vigtigt, skråt over for Manning. Selv på et bagsæde med plads til seks betyder afstand noget. Især for Boyle, som stadig sad vendt mod præsidenten og nægtede at trække sig.
Præsidenten tog avisen og nærlæste krydsogtværsen, som han og Albright deltes om hver dag. Det havde været en fast tradition i hele valgkampen, og det var grunden til, at Albright altid sad på den eftertragtede plads skråt over for præsidenten. Det var altid Albright, der begyndte på krydsogtværsen, og når han ikke kunne komme længere, overlod han det til præsidenten at komme helt i mål.
"Femten ned er forkert," påpegede Manning, mens jeg stillede min taske i skødet. "Kvæles."
Som regel kunne Albright ikke udstå, når Manning fandt en fejl. I dag fik han noget nyt at blive irriteret over, da han fik øje på Boyle i hjørnet.
Alt i orden? spurgte jeg med et øjekast.
Før Albright kunne svare, trådte chaufføren på speederen, og det gav et ryk i mig.
*
Det første skud ville blive affyret om tre et halvt minut. To af os ville falde omkuld på jorden. En af os ville ikke rejse sig igen.
"Undskyld, hvis jeg lige må låne Deres opmærksomhed et øjeblik? " indskød Boyle mere påtrængende end før.
"Ron, kan du ikke bare nyde turen?" drillede præsidentfruen. Hendes korte, brune frisure hoppede, da vi ramte et hul i vejen. Tonefaldet var venligt, men jeg så blikket i hendes løvgrønne øjne. Det var det samme blik, hun plejede at give sine studerende på Princeton. Som forhenværende universitetsprofessor med en ph.d. i kemi tilhørte dr. Præsidentfrue den hårde skole. Og hvis dr. Præsidentfruen var ude efter noget, så kæmpede dr. Præsidentfruen for det. Og fik det.
"Men, det tager kun et ..."
Hendes panderynke blev så dyb, at hendes øjenbryn kyssede hinanden. "Ron. Nyd nu bare turen."
Her var de fleste andre holdt inde. Boyle blev ved med at presse på og forsøgte ligefrem at stikke chartekket i hånden på Manning. Han havde kendt præsidenten, siden de var i tyverne og læste sammen på Oxford. Han var både udlært bankmand og ivrig samler af antikke tryllekunster, og senere hen administrerede han Mannings finanser, hvilket i sig selv var noget af en tryllekunst. Selv nu var han den eneste i staben, der var med, da Manning giftede sig med præsidentfruen. Alene det gav ham en fribillet, da pressen fandt ud af, at Boyles far var en halvkriminel småsvindler, som i to tilfælde var dømt for forsikringssvindel. Det var den samme fribillet, han afprøvede præsidentfruens autoritet med på limousinens bagsæde. Men selv den bedste fribillet har en udløbsdato.
Mannning rystede så diskret på hovedet, at kun et trænet øje kunne se det. Præsidentfruen ét, Boyle nul.
Boyle lukkede chartekket, lænede sig tilbage i sædet og sendte mig et blik af den slags, som gav blå mærker. Nu var det pludselig min skyld.
På vej til destinationen sad Manning og stirrede ud ad den grøntonede, skudsikre rude. "Har I nogensinde hørt, hvad Kennedy sagde, tre timer før han blev skudt?" spurgte han med sin tykkeste Massachusetts-accent. "I går ville have været en allerhelvedes god aften at myrde en præsident på."
"Lee!" formanede præsidentfruen. "Se bare, hvad jeg skal finde mig i!" tilføjede hun med en kunstig latter rettet mod Calinoff.
Præsidenten tog hendes hånd og gav den et klem med et sidelæns øjekast til mig. "Wes, har du husket min gave til hr. Calinoff?" spurgte han.
Jeg rodede i min lædermappe – tryllekunstnertasken – uden at fjerne blikket fra Mannings ansigt. Han gav mig et umærkeligt nik og kløede sig på håndledet. Du skal ikke give ham slipsenålen ... giv ham det helt store nummer.
Jeg havde været hans assistent i mere end syv måneder. Hvis jeg passede mit arbejde ordentligt, behøvede vi ikke at åbne munden for at kommunikere. Vi svingede sammen. Jeg kunne ikke lade være med at smile.
Det var mit sidste store, brede smil. Tre minutter senere ville snigskyttens tredje kugle flå hul på min kind og ødelægge så mange nervebaner, at jeg aldrig skulle komme til at genvinde min munds fulde brug.
Nemlig, dem dér, nikkede præsidenten til mig.
Op af min stopfyldte mappe, som indeholdt alt, hvad en præsident nogensinde kunne tænkes at få brug for, trak jeg et par officielle præsident-manchetknapper og rakte dem til Calinoff, som nød hvert eneste splitsekund i det nedklappede og helt og aldeles ukomfortable varme sæde.
"De er ægte, ved du nok," sagde præsidenten til ham. "Ikke noget med at sætte dem til salg på eBay."
Det var den samme vits, han fyrede af, hver gang han forærede et par væk. Alligevel lo vi alle sammen. Selv Boyle, som begyndte at klø sig på brystet. Der findes ikke noget bedre end at være med på en indforstået vits sammen med USA’s præsident. Og når det er den 4. juli, og man er blevet fløjet til Daytona, Florida, for at råbe: "Mine herrer, start Deres motorer" ved det berømte Pepsi 400 NASCAR-løb, findes der ikke noget bedre bagsæde i hele verden.
Calinoff nåede ikke at sige tak, før limousinen holdt stille. Et rødt blink strøg forbi til venstre for os – to politimotorcykler med hylende sirener. De kom nede fra bagest i kortegen og kørte op foran. Akkurat som i et begravelsesoptog.
*
"Sig ikke, at de har lukket vejen," sagde præsidentfruen. Hun kunne ikke fordrage, når de spærrede af for trafikken til fordel for kortegen. Det kunne koste stemmer, som vi aldrig fik tilbage.
Bilen listede langsomt en meter eller to længere frem. "Vi er på vej ind på banen," bekendtgjorde gruppelederen fra passagersædet foran. Udenfor blev landingsbanens åbne betonlandskab snart afløst af rækkevis af dyre køretøjer.
"Hvad nu ... skal vi ind på banen?" spurgte Calinoff og lød pludselig spændt. Han flyttede på sig i sædet og forsøgte at kigge ud.
Præsidenten sendte ham et skævt smil. "Troede du bare, vi ville få et par pladser på forreste række?"
Hjulene bumlede over en klirrende metalplade, der lød som et løst kloakdæksel. Boyle kløede sig noget mere på brystet. En baryton rumlen gav genlyd i luften.
"Tordner det?" spurgte Boyle og skævede op mod den blå himmel.
"Nej, det er ikke tordenvejr," svarede præsidenten og lagde fingerspidserne mod den skudsikre rude, da de 200.000 tilskuere på tribunerne fløj op af sæderne og viftede med deres flag og bannere og arme. "Bifald."
"Mine damer og herrer, USA’s præsident!" brølede stadionspeakeren gennem højtalerne.
Et skarpt højresving trak os alle til siden, da limousinen drejede ind på banen – aldrig i mit liv havde jeg set en større, mere perfekt asfalteret motorvej.
"Det er en god belægning, I holder jer," sagde præsidenten til Calinoff og lænede sig tilbage i det bløde lædersæde, der var skræddersyet til hans krop.
Nu manglede der kun den store entre. Hvis vi kiksede den, ville ikke bare de 200.000 tilskuere på tribunerne, men også de ti millioner tv-seere og de femoghalvfjerds millioner NASCAR-fans alle sammen fortælle deres venner og naboer og fætre og fremmede i supermarkedet, at vi gik op for at blive døbt ved døbefonten og nøs i vandet.
Det var netop derfor, vi havde kortegen. Vi behøvede ikke atten biler. Faktisk lå landingsbanen i lufthavnen i Daytona lige ved siden af racerbanen. Der var ingen lyskryds på vejen. Ingen trafik, som skulle holdes tilbage. Men for alle dem, som kiggede på ... Har du nogensinde set præsidentens kortege på en racerbane? Ægte, oppisket amerikanerbegejstring.
Jeg var ligeglad med, hvor tæt opløbet var ifølge meningsmålingerne. Én omgang på banen, og vi kunne selv vælge vores pladser til tiltrædelsesceremonien.
*
Over for mig sad Boyle og var ikke nær så begejstret. Han havde armene over kors og stirrede uafbrudt på præsidenten.
"Stjernerne er nok også blevet kaldt ud, kan jeg se," sagde Calinoff, da vi kørte ind i det sidste sving og fik øje på vores velkomstkomite, en lille flok NASCAR-kørere i farvestrålende køredragter fulde af reklamer. Hvad hans uskolede øje imidlertid ikke så, var den halve snes "mekanikere", som stod en anelse mere ret end resten. Nogle havde rygsæk på. Nogle havde skuldertasker. De havde alle sammen solbriller på. Og én stod og talte til sit håndled. Secret Service.
Ligesom enhver anden førstegangspassager i limousinen sad Calinoff bogstavelig talt med næsen trykket mod ruden. "Hr. Calinoff, De står ud som den første," sagde jeg til ham, da vi kørte på plads i pitten. Udenfor var kørerne allerede begyndt på placeringskampen for at komme til at hilse på præsidenten. Tres sekunder senere skulle de komme til at løbe for livet.
Calinoff lænede sig over mod min dør i førersiden, hvor NASCAR-kørerne stod.
Jeg lænede mig frem og spærrede vejen for ham, mens jeg gjorde tegn mod præsidentens dør i den modsatte side. "Den vej," sagde jeg. Døren lige ved siden af ham selv.
"Men kørerne står på den side," protesterede Calinoff.
"Hør efter, hvad drengen siger," indskød præsidenten og slog ud med hånden i retning af døren i Calinoffs side.
Da præsident Clinton for en del år siden overværede et NASCAR-løb, blev der piftet ad ham blandt publikum. Da præsident Bush i 2004 havde motorløbslegenden Bill Elliott med i kortegen, trådte Elliott ud først, og publikum gik amok. Selv en præsident kan bruge et godt åbningsnummer.
Med et klink og et dunk trykkede gruppelederen på en lille sikring under dørhåndtaget, så han kunne åbne den pansrede dør udefra. Få sekunder senere gik døren op, og sollys og tung Floridavarme skar ind i bilen som to springknive, og Calinoff satte en af sine håndsyede cowboystøvler i asfalten.
"Og lad os give en varm velkomst til den firedobbelte Winston Cup-vinder ... Mike Caaaalinoff!" rungede speakerens stemme ud over tribunerne.
Publikum gik amok som på kommando.
"Glem ikke," hviskede præsidenten til sin gæst, idet Calinoff trådte udenfor til de 200.000 skrigende fans. "Det er dem, vi er kommet for at se."
"Og nu," fortsatte speakeren, "dagens overdommer ... Floridas egen ... præsident Leeee Maaaanning!"
Præsidenten sprang ud af vognen i hælene på Calinoff. Han vinkede til publikum med højre hånd og klappede stolt på vindjakkens NASCAR-brystlogo med venstre. Så gjorde han en kort pause, mens han ventede på præsidentfruen. Som altid kunne man mundaflæse samtlige fans på tribunen ... Dér er han ... Dér er han ... Dér er de ... Så, i samme sekund fansene havde opfattet det, gik blitzene af. "Hr. Præsident, herovre! Hr. Præsident ... Han havde næppe taget tre skridt, før Albright var på plads bag ham med Boyle i hælene.
Jeg steg ud som den sidste. Jeg måtte knibe øjnene sammen mod sollyset, men lagde ikke desto mindre nakken tilbage for at se op og lade mig tryllebinde af de 200.000 fans, som nu var oppe at stå og pegede og vinkede til os fra tribunerne. Det var kun to år siden, jeg blev færdig på college, og sådan her så mit liv ud. End ikke rockstjerner er lige så privilligerede.
Calinoff rakte armen frem for at trykke hænder og blev hurtigt opslugt af kørerne i den ventende flok, som overdyngede ham med rygklap og omfavnelser. Forrest i velkomstkomiteen stod NASCAR-formanden og hans forbløffende høje kone, som var med for at byde præsidentfruen velkommen.
Præsidenten nærmede sig kørerne med et stort smil om munden. Han var den næste i køen. Om tre sekunder ville han være omringet – en enlig sort vindjakke i et hav af farvestrålende køredragter med reklamer for Pepsi, M&M’s, DeWalt og Lone Star Steakhouse. Som om han havde vundet World Series, Super Bowl og ...
Knald, knald, knald.
Andet hørte jeg ikke. Tre små knald. Lynkinesere. Eller tilbageslag i en bilmotor.
"Skud! Der blev skudt!" råbte delingslederen.
"Ned! Væk!"
Jeg stod stadig og smilede, da det første skrig flænsede luften. Kørerne spredtes for alle vinde – løb, smed sig ned på jorden – et panisk sus i alle regnbuens farver.
"Gud gav sin magt til profeterne ..." råbte en mand med dyb stemme og sort, karseklippet hår inde midt i virvaret. Hans små, chokoladebrune øjne var næsten for tætsiddende, hvorimod hans klumpnæse og smalle, buede øjenbryn gav ham et sælsomt varmt skær, der uvist hvorfor fik mig til at tænke på Danny Kaye. Han knælede på det ene ben og holdt om en pistol med begge hænder. Han var klædt som en racerkører i en sort og skriggul heldragt.
Ligesom en brumbasse, tænkte jeg.
"... men også til rædslerne ..."
Jeg stod som naglet til jorden og kunne ikke gøre andet end at stirre på ham. Al lyd forstummede. Tiden gik i stå. Og verden forvandlede sig til sort/hvid i min egen private ugerevy. Det var ligesom første gang, jeg mødte præsidenten. Alene håndtrykket føltes, som om det varede en time. At leve mellem sekunderne, er det engang blevet kaldt. Når tiden står stille.
Jeg var stadig opslugt af brumbassen og kunne ikke finde ud af, om han kom nærmere, eller om alle andre fjernede sig.
"Mand ramt!" råbte delingslederen.
Jeg fulgte lyden og hans håndbevægelse til en mand i mørkeblå habit, som lå med ansigtet nedad. Åh, nej. Boyle. Hans pande var trykket imod asfalten, og hans ansigt var forvredet i smerte. Han tog sig til brystet, og jeg så en blodpøl vokse frem under ham.
"Mand ramt!" råbte delingslederen igen.
Mit blik gled sidelæns i søgen efter præsidenten. Jeg fandt ham, netop som en halv snes agenter i køredragter stormede hen mod den lille flok, han i forvejen var omgivet af. De hektiske agenter kom farende så hurtigt, at personerne tættest på Manning kom i klemme.
"Få ham væk! Nu!" råbte en agent.
Der lød et skrig fra NASCAR-formandens kone, som blev skubbet baglæns ind i præsidenten.
"I maser hende!" råbte Manning og tog fat i hendes skulder, for at hun ikke skulle falde. "Stop!
Secret Service var ligeglad. Agenterne sværmede om præsidenten og brasede ind i klumpen forfra og fra højre. Så blev presset for voldsomt. Som et nyfældet træ tumlede den sammenklemte klynge sidelæns og begyndte at vælte. Præsidenten kæmpede stadigvæk for at få formandens kone fri. Et skarpt lys glimtede. Jeg kan stadig huske blitzen, der gik af.
"... så folk kunne sætte deres tro på prøve ..." brølede manden med pistolen, netop som en anden flok agenter i køredragter fik fat i hans nakke ... hans arm ... hans hår. I slowmotion blev først brumbassens hoved revet bagover, så hans krop, idet yderligere to knald flænsede luften.
Jeg mærkede et bistik på højre kind.
"... og skelne godt fra ondt!" skreg manden med udbredte arme som en anden Jesus, sekundet før agenterne kastede ham ned på jorden. Andre agenter bevæbnet med halvautomatiske Uzier, som de havde flået op af deres skuldertasker og rygsække, slog kreds om dem.
Jeg klaskede mig i ansigtet for at slå det ihjel, som lige havde stukket mig. To meter foran mig ramlede klyngen omkring præsidenten omkuld på asfalten. To agenter på den modsatte side greb fat i præsidentfruen og trak hende fri. De øvrige fortsatte med at skubbe og mase og træde hen over folk for at komme tæt på Manning og agere skjold for ham.
*
Jeg så søen under Boyle vokse sig endnu større. Nu lå hans hoved i en mælkehvid pyt. Han havde kastet op.
Vores delingsleder og en anden slipseklædt agent tog fat om Mannings albuer, løftede ham baglæns ud af bunken og skubbede ham sidelæns direkte hen imod mig. Præsidentens ansigt var fortrukket i smerte. Jeg så efter blod på hans tøj, men kunne ikke få øje på noget.
Agenterne øgede farten og satte kurs mod limousinen. To andre agenter med et solidt greb i præsidentfruens armhuler fulgte lige i hælene på dem. Jeg var den eneste, der stod i vejen for dem. Jeg prøvede at træde til side, men var ikke hurtig nok. I fuld fart pløjede delingslederen ind i mig med en skuldertackling.
Jeg blev væltet bagover ind i limousinen og ramte den med halebenet lige over højre forhjul. Jeg ser det stadig for mig i en slags ud af kroppen-slowmotion: mig selv, som smækker hånden ned på kølerhjelmen for ikke at falde ... og klasket fra slaget. Lyden var så forvredet, at jeg kunne høre væsken skvulpe. Verden var stadig i sort/hvid. Alt, bortset fra mit røde håndaftryk.
Jeg undrede mig og førte hånden op til kinden igen. Den gled hen over huden, som var glat og våd og brændte af smerte.
"Kør, kør, kør!" blev der råbt.
Dæk hvinede. Det gav et ryk i bilen. Limousinen strøg af sted og forsvandt under mig. Jeg tumlede bagover som en glemt sodavandsdåse på taget og landede på røven. Asfalten bed mig i bagdelen, men det eneste, jeg for alvor kunne mærke, var et pumpende tik-tak tik-tak i kinden.
Jeg stirrede ned på min håndflade og opdagede, at både brystet og min højre skulder var gennemblødte. Ikke af vand. Tykkere ... og mørkere ... mørkerødt. Åh, gud, er det mig, der ...?
En ny blitz gik af. Det var ikke kun mit blods røde farve, jeg kunne se. Nu var der blåt ... på mit slips ... og gult ... gule striber på vejen. Endnu en blitz lynede, og farverne skar mig som knive i øjnene. Sølvskinnende og brune og skriggrønne racerbiler. Røde, hvide og blå faner efterladt på tribunen. En skrigende lyshåret dreng på tredje række med en turkis og orange T-shirt fra Miami Dolphins. Og rødt ... den mørke, tykke, røde farve, som min hånd, min arm, mit bryst var indsmurt i.
Jeg rørte ved min kind igen. Mine fingerspidse strejfede noget skarpt. Som metal – eller ... er det knogle? Min mave snørede sig sammen. På ny rørte jeg ved mit ansigt, og denne gang trykkede jeg forsigtigt. Det skarpe blev siddende ... Hvad er der galt med mit ans ...?
Yderligere to blitzlys blændede mig med hvide glimt, og verden kom farende imod mig, som om der blev spolet hurtigt fremad. Tiden indhentede mig med et fingerknips, lynede med lysets hastighed.
"Han har ingen puls!" råbte en dyb stemme et stykke borte. Længere fremme løftede to slipseklædte Secret Service-agenter Boyle op på en båre og bar ham ind i kortegens ambulance. Hans højre hånd dinglede nedad, og blodet dryppede fra hans håndflade. Minutterne før turen i limousinen passerede revy. Han ville ikke have været der, hvis ikke jeg ...
"Han har fået håndjern på! Hop så af ham, for helvede!" En meter eller to til venstre for mig stod flere agenter og skreg ad bunken, mens de flåede folk af i lag for at komme ned til attentatmanden. Jeg lå på jorden sammen med resten af bundfaldet og forsøgte at komme på benene, mens jeg undrede mig over, hvorfor alting var så sløret.
Hjælp ...! råbte jeg, men der kom ikke en lyd over mine læber.
Tribunen vippede som i et kalejdoskop. Jeg væltede baglæns ned i asfalten og blev liggende. Jeg trykkede stadig hånden mod det glatte stykke metal i min kind.
"Kommer der nogen ...?"
Sirener hylede, men de blev ikke højere. Lavere. Straks efter begyndte de at fortabe sig. Boyles ambulance ... Den kører ... De lader mig bare ligge ...
"Vil I ikke nok ... Hvorfor kommer der ikke ...?"
En kvinde skreg i en fuldendt c-mol. Hendes skrig skar igennem menneskemassen, mens jeg stirrede op i den skyfri himmel over Florida. Fyrværkeri ... der skulle have været fyrværkeri. Albright bliver stiktosset ...
Sirenerne svandt hen til en fjern fløjtetone. Jeg prøvede at løfte hovedet, men det ville ikke flytte sig. En sidste blitz gik af, og verden blev fuldstændig hvid.
"Hv-hvorfor kommer der ikke nogen og hjælper mig?"
Den dag døde Ron Boyle på grund af mig.
Otte år senere genopstod han fra de døde.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
- Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
