Solskinshest af Steinunn Sigurðardóttir
Reykjaviks Mandolinorkester gik ganske enkelt i opløsning, da jeg blev født. Ragnhildur kunne ikke længere spille, når hun havde lyst, sådan voksen og med et barn. Hun var livet og sjælen i orkestret – derfor gik det, som det gjorde, selv om Magda kom, og jeg aldrig blev ammet.
De øvrige i orkestret kunne dog ikke slippe spilleriet og blev ved med at mødes i Den Grønne Stue. Det var nu engang morsommere, at en god vise som Til eru fræ kunne høres nede hos mig i stedet for et dødt barns stemme og lyde fra hinsides. Seancerne holdt op, og børnene tav, da Ragnhildur holdt op med at arbejde, men det opløste orkester klinger stadig svagt oven over mig.
Tre disharmonerende mandoliner med en klaprende tone ude i hjørnet, meget ulig de brusende brede klange, som fyldte hele Den Grønne Stue, da jeg var lille. De orkestermedlemmer, der stadig var i live, var blevet glemsomme og begyndte at synge, mens de spillede. Stemmerne skingre og skurrende, bortset fra måske lige Ragnhildurs krystalklare:
Til eru fræ
Tra la la la la ...
Det gik op for mig, at jeg ikke engang havde nævnt Mandolinorkesteret for dig, da jeg så din skygge sno sig langs Spítalastigur. Nå, pyt med det. Nej, Ragnhildurs orkester endte selvfølgelig som alt andet omkring mig, i en stor stilhed.
Jeg bremsede i sidste øjeblik for ikke at køre skyggen over og kastede Mazdaen op på fortovet. Du kiggede dig heldigvis ikke engang tilbage, og skyggen svingede fortsat fremad, halvvejs i favnen på dig.
Jeg lænede mig forvirret hen over rattet og stirrede efter dig. Bagfra lignede omridset sig selv, skødesløst tiltrækkende, og gangarten snørklet. Men det lyse hår var blevet gråt. Hvem skulle have troet det.
Skyggen gik foran og førte dig over Bergstadarstræti, lige mod det hjørne, hvor vi to plejede at kysse hinanden farvel efter gåturene. Jeg ventede, indtil du var forsvundet over Odinsgata, på vej op ad Thorsgata. Efterlod Mazdaen på fortovet og gik det sidste stykke hjem til Sjafnargata i dine fodspor.
Du var da endelig kommet for at hente mig – hvorhen?
I stedet for at gå direkte ind til mig selv tumlede jeg op ad trappen og stødte på Ragnhildur iført sin mands ternede slåbrok ved køkkenbordet. En dårlig vane at klæde sig i døde folks klæder, men i det her tilfælde, fred være med det.
Vil du ikke have en kop kaffe og en klejne?
Jeg får stadig kuldegysninger, når Ragnhildur byder mig noget. Det hændte selvfølgelig, at hun bød mig på noget, efter hun var holdt op med at arbejde, men jeg vænnede mig aldrig til det.
Jeg havde lyst til at sige: Drik din kaffe, som du plejer. Du skal endelig ikke have besvær med at byde mig noget nu, jeg tager selv, og det har jeg altid gjort.
Men hvad pokker. Hun er en gammel kvinde med krum ryg, der tydeligt ses igennem Haralds slåbrok.
Og hvad er så en enkelt kop kaffe, herregud, en kop kaffe. Jeg tog en halvfrossen klejne fra kagedåsen og gnavede i den, samtidig med at jeg lænede mig op ad dørkarmen.
Ragnhildur viftede med Morgunbladet.
Her er en notits om, at han er kommet. Vidste du det?
Han gik på Spítalastigur for lidt siden.
Der står, han er kommet for at blive, at han har købt barndomshjemmet.
Jeg satte mig ned og overtog avisen fra Ragnhildur. Der var et stort farvefoto af ham ved siden af en appelsingul cementblander uden for Skolastræti. Han må have importeret den fra Italien, jeg havde aldrig set en cementblander i den farve. Min var cementgrå.
Så han er blevet skilt, sagde Ragnhildur. Signora Lukasson kan ikke være i Island. Medmindre hun er død.
Så ville de have skrevet det.
Du savner ham hele tiden, sagde Ragnhildur og fortsatte ufortrødent, som hun plejer: Sorgen og jeg kender hinanden godt. En ting er kort og godt at dø, noget andet er at vende tilbage.
Jeg ville have spurgt hende, om det sidste var et citat fra et eller andet digt, da hun svagt hviskede, ak-ja, mens hun støttede sig til bordet og karmen og fremdrog et billede af sin kæreste, som hun var usmagelig nok til at gemme i lommen på sin afdøde mands slåbrok.
Hun granskede billedet og rakte mig det så. Den håbefulde digter med et genis øjne digtede et prosa afskedsdigt til Ragnhildur, hvor „din salige hånd“ og den mosgrønne lava bliver nævnt, den ved Tuberkulosehjemmet, går jeg ud fra.
Hvis han havde levet, ville han selvfølgelig have ædt amfetamin som de andre og digtet en ren rædsel om skumle fugle med abstinenser. Og hvis han havde levet, ville jeg have væretet ufødt barn. Kun eksisterende i Guds tanker.
Ragnhildur kigger mig ind i øjnene. Ellers er hun for det meste klog nok til at lade være. Jeg er aldrig stødt på nogen øjne som hendes, enten gennemsigtige som man kan kigge lige igennem, eller uindbydende som selveste væggen.
Jeg ser hurtigt væk, og Ragnhildur siger: Tænk, at jeg ikke også fik lov til at gå bort.
Med andre ord: Pyt med dig, du eksisterede aldrig, heller ikke Mummi, ikke engang Haraldur. Ære være hans minde. Men det, hun siger højt, er: Dine øjne er gennemsigtige i dag, Lilla.
Det var en hård vagt. Der var to, der døde.
Jeg havde lyst til at gå ud og direkte op på Café Mokka. Jeg burde også have hentet min sportsvogn, men sørme om ikke det gik som i gamle dage, da Mummi og jeg var små. Vi snakkede om at gå ud og havde måske tænkt at tage et sted hen, men vi klæbede så fast til Sjafnargataværelserne, at vi ikke kunne løsrive os.
Jeg ville gå i seng, selv om det var for tidligt, når jeg nu ikke turde gå ud på gaden. Jeg blev ubeslutsomt hængende ved hoveddøren og sagde til mig selv, at jeg var en idiot. Og en endnu større idiot, da jeg prøvede at åbne døren ind til mit gamle værelse. Døren bandt så meget, at den ikke gav sig, selv om jeg skubbede hårdt til den. Jeg endte med at sparke den ind.
Den fugtige lugt ramte mig, føj, jeg havde lyst til at brække mig. Fugtpletter de samme steder som sidst. (Hvordan skulle de også kunne have flyttet sig?). Det blå emaljerede vaskefad under utætheden i hjørnet ved vinduet.
Alt var urørt: konfirmationssengen med englebetrækket, køkkentaburetten til at stå på, når man hænger vasketøj op og piller vasketøj ned. Skrivebordet, som Haraldur fik fra Tuberkulosehjemmet, med det udskårne ur, som han købte i Schweiz, ovenover.
Alt er også urørt i urets indre, ægteparret i nationaldragter, som oprindeligt havde den forstyrrende egenskab, at de sprang frem fireogtyve gange i døgnet og snurrede omkring med en skingrende jodlen. Da jeg fik en kæreste, var jeg endelig ihærdig nok til at få ægteparret til at stoppe. Det hjalp, at man slap for direkte at se dem, men de holdt aldrig op med at gøre opmærksom på sig selv fra dybet med en rallende stønnen på hvert timeslag.
Nu hvor du er kommet for at blive i dit barndomshjem sammen med cementblanderen, er jeg færdig med at restaurere mit barndomshjem bortset fra det gamle mugne værelse og loftet. Med fokus på belysningen. Alligevel valser væsener rundt på hjemmebane i hvert et særligt oplyst hjørne og insisterer på at være til.
De er begyndt at sprede sig, de matte skygger, de trykker mig ind til sig i en klodset dans, nogle med fletninger, og tror, de har eksistensberettigelse. Jeg venter bare på, at de får giftskarpe omrids og i en fælles indsats kvæler mig med mange hundrede fingre.
Jeg har ikke brug for jer, forkrøblede skyggeræve. Jeg danser ikke med jer. Find jer et andet tomrum og træd jeres dans. Giv mig lov til at fortsætte. Vig fra mig. Jeg kan ikke danse med jer. Jeg kender ikke de trin. Dem lærte man ikke på Hermans danseskole.
Jeg lagde mig på konfirmationssengen oven på betrækket med de slidte engle og græd, som havde jeg opfundet selveste gråden, med alle mulige variationer og lyde. Jeg som ikke engang stønnede, da jeg fødte mine døtre, og jeg syntes, det var utroligt, hvis du havde taget den appelsingule cementblander med fra Italien.
Den første morgen, da jeg åbnede for dig fra havens blændende lys, længe før dagen var begyndt, spurgte du mig, da vi var færdige med at kysse så meget, at jeg var begyndt at blive akut søvnig her i sengen: Er dit værelse utæt? Som du ser.Du så vred ud, en mine, som dækkede over meget, også fortørnelse på mine vegne. Da jeg vågnede op et øjeblik, havde du nænsomt svøbt os ind i dynen med englebetrækket, og du kiggede så alvorligt på mig, at jeg mest af alt troede, du ville gøre det forbi.
Jeg er ikke glad for at kalde dig Lilla. Må jeg ikke kalde dig Lí.
Når jeg tænker på dig, hver evig eneste dag, også den dag hvor Haraldur døde, og de dage hvor mine døtre blev født, så hedder jeg navnet, som du gav mig.
Og du skal snart komme til at sige det igen på vores nye gåture i vores gamle kvarterer, i Botanisk Have, på Skolavörduholt.Du siger, når du ser noget sjovt, eller du kommer i tanker om noget sjovt, med din rolige stemme: Prøv at se, Lí! Prøv at høre, Lí!
Jeg snublede ikke over dørtrinet til Café Mokka. Jeg gik direkte hen til dig. Du var ved at drikke en mellemstærk kaffe med mælk som sidst, men ikke ved det samme bord.
Hej og velkommen, sagde jeg, må jeg sætte mig her.
Værsgo.
Du smilede med øjnene som førhen, og med munden – som var mere sjældent. Der var kommet rynker omkring munden, som tydede på mere munterhed end i vores gamle dage. Den ene fortand i overmunden var blevet skæv, en smule spotsk, det fremhævede den uventede glæde, du viste nu.
Jeg skal lige hente mig en kop kaffe.
Nu skal jeg.
Det var noget, du sagde tit: Nu skal jeg.
Jeg satte mig ned og kiggede på dig ved disken, skødesløst tiltrækkende, her i begyndelsen af vores nye tid, kiggede på dig betale for min kaffe, som du bragte mig med sikre hænder. Hænder, som jeg kendte ned til mindste detalje fra gamle dage, jeg var straks begyndt at tage dem til mig, som de så ud i dag: lange fingre, især lillefingeren og ringfingeren var blevet en smule krogede, hænderne solbrændte; al den forgangne tid havde taget fast ophold i disse varme hænder. Nu fattede jeg stor kærlighed til dem.
Efter Café Mokka slentrede vi af sted, ligesom vi plejede. Jeg var forberedt, i min lange blågrå frakke, fuldstændig den samme farve som den vindjakke, du fandt til mig i Spejdersport. Det eneste, jeg har købt til mig selv i nogen farve, bortset fra min turkisblå badedragt.
Vi gik hen i den lille park ved Hnitbjörg og satte os på en bænk mellem statuerne. Ordene forsvandt for os. Men statuerne ville have meget at fortælle, hvis de kunne tale, for de gemte på vores historie, hvert ord og de mange kys i den lille park.
Mens vi sad der, var du så venlig at lægge din nye solbrændte hånd over min farveløse hånd. Brudstykker af mit liv kom væltende fra alle retninger og forsøgte at danne en helhed, måske en ekstra statue i parken. Jeg blev helt svimmel og lagde mit hoved på din skulder, som jeg havde gjort så mange gange tidligere her i den lille park, som jeg huskede nøjagtigt, at jeg havde gjort så mange gange i denne park, før vi fortsatte gennem alle gader bortset fra Grettisgata, som jeg ikke ville gå ad, og du spurgte hvorfor, og jeg sagde bare fordi, og du sagde, at det ikke var noget svar, og jeg svarede ikke.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
- Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.
