Søvnlysninger af F.P. Jac
Digte fra nu, sammenstillet med et genoptryk af en samling fra 1981. Begge iagttager, beskriver og reflekterer over livet ved indgangen til et nyt år
F.P. Jac
Søvnlysninger
NU GÅR DET IMOD LYSERE SIND
Nu måber solen igen sin tid på os,
cirka fire sekunder.
Vi skal drages igen, undskylde hovmod,
måske fatte os.
Jeg fatter iver, to morgenaviser,
og katten i vindueskarmen.
Senere måske kaffe, og fastelavnsplaner,
alle tilsnittet normalitet.
Men du bliver liggende,
al denne nysgerrighed er gennemtænkt.
Og så nyder du min morgennikotin,
du når aldrig tanken om uro.
Og så pludselig kommer dagen,
hvor vi går i trav som vekselstjerner.
Vi kan være enige om undren, det seende,
men nænsomheden holdt altid.
JEG DRØMMER JEG FINSOVER
Pillerne farver jo bare gulvet,
små krystaller af min livsangst.
Så hellere dreje skulder et kvarter igen,
det luner en kold dyne.
Vent og se, måske det går, denne drøbel,
ellers figurerer stilstand.
Hvilket ben skubber man først ud,
jeg føler gulvberøring, jeg ser.
Køkkenlys til nattepelsen,
køleskab til nattehalsen, døren er i knirk.
Ikke noget med at stå og leversmile,
grib dog flasken digter, NU.
Find så stuens blødeste sofa,
og hæld søvnen i glasset, ja, det slapper.
Drøm dig så ind til de inderligste kusser,
så står året til i spring, læser.
Et halvt minut er lagt på podiet,
men ikke synligt, nej, men i oplagthed.
Jeg får løs lyst til cigarettens gift,
og den får mig i fulde drag, levende.
Nu kan jeg høre potevækkelse over gulvet,
min selskabsløvinde kigger øjne.
Så kommer det glatte hop,
så er vi igen side om side, det er min tøs, Bille.
Fire vanvittige øjne glor på hinanden og natten,
men vi er trygge og afvigere.
Vi er tavse og i dyb forståelse,
skimter et tit i ny og næ, og småslumrer.
Snart vil jeg danse for dig,
men dine øjne ryster lidt med vanvid.
Men jeg tror at du forstår, mine poter er bare ironiske,
eller trætte.
Der er ikke megen vildskab i flasker i disse tider,
jeg kan næsten se bunden i krystalglasset.
Men trætheden har sat sig helt ud i fingrene,
men kan man ikke kravle sig i søvn?
Dagen ligger glat over mig, ligesom dynen,
måske lykkes det, bare til tågen forvirrer.
Jeg er helt væk nu, mærker ikke gæsten på dynen,
det må være tilfredshed.
VORES MORGENØJNE ER I SOLSORTENE
Solsortene står med anstand, silkebenstynde,
og vejrer vinduerne.
En smule oppustede i de barberede buske,
men de har lyssmæld i næbbene.
Kors i røven, hvor vejret er gråt,
kun piberøgen slår et trip på smagstungen.
Og så kaffen, den trevlede hørmer,
den giver lidt mavekneb og opvakt opvågnen.
Hov, hov, Bille, så er det kurvetid,
min middagslur står stadig til trone.
Flyd nu bare ud i eftermiddagen,
vi driller videre senere, undres igen.
Nu kan man ikke falde til ro igen,
der er naboskrig og utilfredshed i stortråd.
Det var ikke det mørke jeg ønskede, sådan nogle fattigrøvsbukser,
med papirrøv.
Fuglene drager med tusmørket, imens træet bæres ud,
nu skal højtiden stå i ild.
Satme, satme, aldrig mere, sikke dog en lømmeltak,
men nu kan I skrige i kulden.
Duften af mad plejer at lindre,
sætter først kommaet og siden et punktum.
Så bliver der ro i et par dage,
men så får vi nytårshimmel og brækkede snuder.
SLUBBERTHYGGE I LYNGBY
Verden er noget helvedes rod,
man pakker ind for at se glæde.
Men det er ansigter af gips der løsner bånd,
så var tanken alligevel ikke omtanke.
Nu støver gaderne i flok,
det er flyttedag af ømhed, tapetet er faldet.
Helst pengene akut, siger De ikke muligt?
men jeg går aldrig med blød hat.
Jeg kommer ud af butikken i et par skindhandsker,
hvad tænker vennerne?
Selvfølgelig går jeg med dem på ryggen,
hvorfor dog skade sit image, sløre.
Endelig et sted at sætte sig ind,
ostebord og brændevin, hjælpen tilslører.
En kantet bøsse bejler til mit bord,
der røg hele nydelsen af kaffe og calva, svanse, puha.
Hurtigere end lyset,
sådan er tilfredsheden da bæen finder døren, og vejen.
Jeg skåler indeni for den kvindelige dusk,
den gemmer på floder og nærkysseri.
Så må man nøjes med at øjne sneen,
den skal sgu nok komme, med efterslæb.
Hvid i ansigtet bliver vi da alle,
selv om man står i tog til tiden, kiggende.
Nu kan lygterne ses globustrængende,
der er en verden her og også en dér.
Døre går op og døre går i,
galskab pakker op og ramler i, snart korsets fred.
Nu forfiner jeg mig, og ifører mig mine skindhandsker,
livets ilterhed.
Nogle er altid i ens følge,
der er fans, og så er der alle de glemsomme.
Så må man nøjes med at øjne sneen, verden er noget helvedes rod.
FLOT OS SÅ MED HATTE, BRILLER OG COGNACFARVER
Så blev det igen tid til at skifte årstal,at sætte hinanden bløde blålys.
Og vi rækker til hinanden,
ja, nogle skifter partnere et døgns tid, og fortryder.
bag maskerne er vi så frie.
Og glassene fritter os ud på helt åbent vand,
endnu husker vi anstændigheden.
Under dessertvinen kommer der pludselig slag i sproget,
nogen ved ikke bedre.
Men måske er der også viden i potteskår,
er det lynet, slap nu lidt i lynlåsen.
Lad os få svineriet på bordet, whisky og calva til kaffen,
og flabethederne, tak.
Den nytårstale må Prinsen have skrevet,
for vi forstod ikke en døjt, vinrabalder.
Nu springer vi alle over hvor gærdet er lavest,
uterlige gæster i vores parnas.
Uterlige biler på bankens palet,
men de står derude i angst for krudt, i regnen.
Men klokkerne flader i hak nu, timeglasset er vendt,
champagnen kaster prop.
Naboer omfavner uden hentydninger,
romerlys afslører at der bolles i krogene.
Alt er højlydt og prustende,
der tryllebindes om at vi alle er afsavn, mangler.
Himlen står i tusinder af kroner,
de korte replikkers galskab, men vores liv.
Stille og roligt siver årets første nattetimer ud,
søvn går på søvn, hvem husker mon?
Alt det vil morgendagen give til kende,
vi bøjede hinanden i jubel og hvad?
Det er kun grenene der er i bevægelse i dag,
resten er gardiner med rysteskjul.
Men det vil fortage sig, januar vil normalisere alle,
så vi bliver fremmede igen.
ALTID DE ANDRE, SÅ MENTALT UVEDERHÆFTIGE
Selv digtere kan få kattemås nok,lyset har jo vist sig venligt.
Skrivebordets beskyttelsesvinge må være udstået nu,
eller er teksten død?
Nu gider jeg ikke ydmyghed mere,
eller instinkt hottentotforbarmelse.
Hovedet må tænke med naturen nu,
gå i skoven, og dans min fortrolighed ud.
Alle ansigterne er i ansigtet nu,
nu er det tid til at min dag slår sine folder.
Jeg tror sgu at jeg vil genopstande,
følge året og mætte det. Sådan.
Ikke flere postnumre for nærværende,
jeg går ind i en flok af gråspurve.
Men hvor er det dog trættende
at stå på tørre hækkestubbe, når tiden og tider taler.
SEN ALMINDELIG JANUARNAT FOR STEDSE
Alle linjer er desværre optaget,
sådan lød det til middag i en skinger tone.
Min telefon har fået dødsstødet,
godt man er i familie og medalje med pen og brev.
det er da sol, ikke?
Postkassen har modtaget mig, alt vil blive læst,
det føles nu smukkere.
Aften, endelig aften i min zoologi,
kattene i deres blideste tæpper, selvfølgelig.
Vi er sammen om en ligegyldig film,
men øjnene går i farver, blodsprængte.
Tiden af nat er ligegyldig, lidt skjult søvn i ny og næ,
ellers alt i billede.
Jeg ser kvinder ydmyge deres mænd,
slentre i skridtkurs for en Vesterhavsferie.
Men der er ikke noget at komme efter,
et telt i Bagsværd er hygge nok for mig.
Så søm lige dine svæveambitioner fast,
der er sikkert et par gamle kurve til bålet.
Og samværet med ganske almindelige mennesker,
kan vi så komme tættere på hinanden?
Din snorken snerrer ekstra lyd på filmen,
mit kogepunkt er tættere og tættere på.
Mine briller ligger på bordet, gid alle kunne se igennem dem,
de er stadig til dans.
Der er ikke centimeter-demokrati i glasset,
det afventer bare retten til en smøg.
Jeg ved Kim Larsen bliver bag tæppet,
hvis ikke cigaretten er seer i guitaren.
Og så kommer den bløde mafia i klemme,
så Larsen går på med en smøg i kæften.
Det er formynderne vi vil til livs,
skynisser og akademifedlinge, brystknejserne.
Vi vil bare følge naturen i dens afvikling,
godt man står sig i pen og brev.
Finregnen går aldrig af mode,
heller ikke forspillet, den våde runde ring.
Sådan tager man et hår ved årene,
følger med lyset, falder ind i dybdesøvnen.
VI ER ALMUEDRENGE OG SKRIVER SANGE
Kaffen har kølet sig ned,halsen kan være med som sugerør igen.
Omkvædets fire linjer har hittet,
så nu er tiden inde til drikkespøjs.
Det er det samme kaos hver gang,
din praleguitar ligger i gulnet lys.
Som en skulptur på gulvet,
inden vi tager rigtig fat på selve historien.
Man kan jo ikke leve af gennemtræk alene,
det er den etiske morale.
Så står der ellers sætninger i kø,
små vigtere der vil med ind i kredsen.
Kompasnålen virrer og virrer,
nu må vi altså lægge den sol rigtigt ned.
Man skal kunne danse til den,
og den skal være kindbar og fræk langtunget.
En melodilinje går igennem stuen,
er det en flugt, er den satans smuk.
Sveden har lagt sig, stenene står i statur,
dagen er vist vellykket.
Jeg ser dig sætte guitarkassen i bilen,
og vinke med alle sprogbladene.
Så havde vi endnu en hudfletning i vores katalog,
så nu må alle gerne lytte med.
NÅR JANUAR SNER OM SIG
Mit hensynsfulde lem strejker sig i kulden,
det vil ikke vise ansigt.
Det må være naturens uorden,
selv mine brilleglas vil ikke forstørre det.
et rigtigt uforløst bentrav.
Det bliver også ved den ene melodi,
så forsvinder hun ud i hallens tåge.
alderen har gjort mig til en særegen sten.
I baren får jeg min stemme tilbage igen,
jeg gavtyvekigger venstre om.
måske en pernod ville give lys.
Det er mere end en flirt, vi danser udgang sammen,
vi går håndsrække.
fire tætte skridt i sneen.
Hendes værelse er meget ungdommeligt,
men det har varme, plakater og uro.
Jeg føler en stigning i tryghed, og af velvære,
det pusler med tid til at dele.
En lille erindringsbrise fra vinduet,
dine gymnasiebryster slipper en T-shirt.
Pludselig er vi mere end nyankomne,
vi ænser diskret under dynen, i brisen.
Skal vi ikke være modne sammen,
dine øjne stråler så mørkt, din næse danser.
Vores varme maver gnubber lyst, berøringssvedige,
sikke en velvære af en aften.
Sengen bliver mere og mere våd, vi er sekretblomster,
og sender verden parasol.
Vi er et, hånd flytter til hånd igen,
snart vil vi sove til gensidig morgen.
FAMILIE ??? MINE SLÆGTNINGE ER I UDENOMSSNAKKEN
Pragtfuldt så længe kagebordet skærer tænder,
fryd og gammen og intethed.
Senere det sædvanlige barndomspis om idyl,
ingen tør bruge ordet skydække.
men sårdannelser hører også livet til.
Oh, disse vidunderlige forældre, næ du,
det var skabssnobber og ynkelige smilely.
ja, måske er den ene tosse ikke bedre end den anden.
Sådan stod sommerfuglene efter frokost hver søndag,
en gentagelse af bedrøvelse.
noget der virkelig kunne skille os.
Her duede konservatismens raflebæger ikke,
endelig var moraletikken mere end som så.
Her fandtes kraften til bålets bund
og ingen sund smal hæderlighed at hente.
Sådan brydes veje, nogen for altid,
for altid bare ansigter i døren.
ja, vi er livssyn til forskel.
Jeg er træt af kravlegårde, omfavnelseshørm,
men jeg spermer åbenmundet.
nej, jeg mener vel Guds sunde børn.
Og jeg troede at vi spillede komedie,
historierne var jo gode til søvn.
så er vi ikke mere end det, slægtninge.
Lad mig gå på min line, jeg vil ikke savne jer,
alle jer bonderøvscentimeter.
verden er jo født til at ligge i vuggen.
Trin på trin går jeg mit selvfølgelige,
ingen rum vil følge mig mere.
