Steen Langstrup: Panzer - kapitel 1
Kapitel 1.
BB trykker sig ind mod muren og tager sin Walther P38 op af lommen. Mørket er totalt, og han kan kun lige ane den grønne port få meter til venstre for sig. Den er lukket. Godt. Han trækker ned i hatten for at beskytte øjnene mod regnens nålestik og bevæger sig lydløst hen til porten og trækker ind i læ.
Porten er låst, det behøver han ikke tjekke. Bag den, inde i baggården ligger autoværkstedet SUPER. Det er her Gestapos sorte Mercedes’er bliver passet og plejet.
Han læner sig lidt ud af porten og ser ned ad den mørklagte gade. Kan ikke se mange meter, selvom hans øjne for længst har vænnet sig til mørket. Nørrebro er sort som fandens sjæl. Alle vinduer er dækket af tykke, sorte gardiner, alle gadelamper slukket. Han fløjter signalet for fri bane - en lang, flad tone - og trækker sig ind i portens læ igen.
Det er ikke et pålideligt signal en aften som i aften. Lyden kan meget let drukne i vinden, men de har ikke andre muligheder. Han bilder sig et øjeblik ind, at han kan høre en bil ude på Nørrebrogade og stivner. Hipo? Tyskere? Men så dukker Børge ud af mørket med rygsækken fuld af sprængstof. Han hiver efter vejret. Slår sikringen fra på sin engelske maskinpistol. Nikker.
BB stikker en kopi af den rigtige nøgle i låsen. Det giver et lille klik, da den glider på plads. BB skæver til Børge. Klar?
Børge nikker igen. Tændt, utålmodig. Høj på adrenalin. Stive øjne.
BB kan selv mærke spændingen sitre i kroppen. Og som altid samles den i hans skridt og gør lemmet hårdt.
Han drejer nøglen lige så stille for at undgå, at låsen skal larme, når palen springer tilbage. Nøglen passer ikke helt. Han må lirke lidt med den, før den falder ordentligt i hak.
Han holder vejret. De første minutter vil være de farligste. Vagthuset ligger lige inde for porten til højre. Der er to vagter. Begge danske SS-veteraner fra Østfronten, begge bevæbnede. På dette tidspunkt skulle de gerne befinde sig i vagthuset. I gang med et spil kort og en kop erstatningskaffe. Men man kan aldrig vide. Den ene kan være på wc - eller nede i værkstedet for at snuppe et par skruer til sin cykel.
Der er en direkte telefonlinje til Gestapos hovedkvarter i Shellhuset. Når vagterne at bruge den, vil det vrimle med tyske soldater, inden der er gået fem minutter. Vagterne skal overmandes, før de når at slå alarm. Lyset i vagthuset vil være blændende, når de river døren op. De må afvæbne vagterne halvt i blinde.
Men resten skulle være let nok. BB bliver hos vagterne, mens Børge placerer sprængstoffet forskellige steder i værkstedet. Og så er det bare ud. Væk. Hjem.
BB lader nøglen sidde i låsen, flytter pistolen over i højre hånd og møder Børges blik.
“Så er det nu!” hvisker han og skubber forsigtigt porten op.
Han når lige at opfatte, at noget er helt forkert, så tændes en stor projektør med et smæld, og han står lammet i det skarpe lys som en hjort foran en lastbil. Råb på tysk. Maskingeværssalver. Hatten flyver af, det rykker i frakken. Kugler hvæser gennem luften tæt på hans ansigt. Han kan mærke vindpustet fra dem. Om lidt er han død, han ved det. Men han er frosset fast i lyset fra projektøren.
Børge skyder hurtige serier med maskinpistolen ved hans side. Larmen er som slag mod hans ører. Projektøren slukker, Børge må have ramt den. Mørket lukker sig, men BB kan ikke se andet end gule og røde plamager. Børge trækker ham med ud af porten.
“Er du ramt?”
Ryster på hovedet. Ryster over det hele.
Børge skyder ind i porten.
“BB, for fanden, hold op med det der!”
Bliver slået i ansigtet to gange. Gisper efter luft. “Jeg er med. Vi må væk.” Ryster på hovedet for at få den sidste rest af lammelsen ud af systemet. Forsøger at tænke klart.
En lastbil drejer ned ad gaden. Det sparsomme lys fra de mørklagte forlygter glimter mod de våde brosten. Tyskerne. BB ser hurtigt i den anden retning. Endnu en bil, denne mindre. Hurtige lysglimt, mundingsild. Alis K forsøger at dække dem. Hvor er Jens? Ser hurtigt tilbage mod lastbilen. Soldater springer ud fra ladet og spærrer gaden af. Jens skulle dække dem den vej. Hvor er han? Er han stukket af? Er han død?
BB retter sin pistol mod soldaterne og skyder et par gange.
Børge trækker sig væk fra porten. Sætter et nyt magasin i Stengunen.
“Vi er omringet!” råber BB. “Denne vej!”
Han begynder at løbe ned mod Alis K, mens han skyder mod bilen lige fremme. Dykker ind i en opgang. Skud brager ind i muren. Kan høre projektilerne hvæse gennem luften. Børge er trukket over i gadens anden side og skyder i begge retninger. Kan ikke få øje på Alis K.
Springer ud på gaden og skyder igen, mens han fortsætter frem til den næste opgang. Nu dukker hun op i en port på den anden side af gaden og skyder igen. Nogen skriger i smerte. Jamrer. Græder. Nyt magasin i Waltheren.
Fornemmelsen af et piskesmæld mod låret. Taber magasinet, inden det er kommet på plads i pistolen. Trækker længere ind i døråbningen. Tager sig til benet. Mærker blod på fingrene. Det summer i låret, som efter et bistik. Men han kan stadig støtte på benet.
Magasinet ligger lidt ude på fortovet. Det kunne ligeså godt ligge i Kina. Det var det sidste. Ikke flere skud. Ser hurtigt tilbage mod autoværkstedet. Soldaterne kommer forsigtigt nærmere. Helt inde ved husmurene.
“BB! SÅ ER DET NU!” råber Børge.
BB læner sig frem og ser ned ad gaden. Døde tyskere. Alis K på vej ind i bilen, Børge bag rattet. Hvordan pokker er det gået til?
Han springer ud på gaden og løber hen til bilen. Børge sætter i gang, inden han er kommet ordentligt ind, og han er lige ved at falde ud igen, men Alis K griber fat i ham og haler ham ind.
Bag dem begynder tyskerne at skyde. Bagruden splintres ind i bilen i en regn af glasskår. De smider sig ned på bagsædet.
“Jens?” spørger Alis K mod BBs øre. “Hvor er Jens?”
“Ved det ikke.”
Få minutter senere efterlader de bilen på Runddelen og tager hurtig afsked med Børge.
Kapitel 2
Alis K gisper efter vejret, da BB langsomt trænger ind i hende. Griber fat i hans nakke og klynker uforståeligt, mens hun presser sig op mod ham og tager imod stødene. Lyden bliver kastet rundt i kirken, runger mellem de høje mure. Blander sig med lyden af uvejret udenfor. Han skubber hendes nederdel længere op, så han kan holde fast i hendes baller, løfte hende op. Kysser hendes mund og stikker tungen ind. Støder til.
På alteret over dem flakker flammen i alterlyset, danser i takt med hans stød, får skyggerne i den mørke kirke til bevæge sig.
Bagefter ruller han om på ryggen. Hendes hænder glider gennem håret på hans hoved. Han fryser. Rejser sig op og begynder at knappe bukserne.
“Du er jo såret,” siger hun forbavset og rækker ud efter ham.
“Det er ikke noget. Bare et strejfskud.” Træder væk fra hende.
“Skal jeg ikke lige se på det?” Hun trækker trusserne op og hægter strømperne fast. Glatter nederdelen. “Der kan let gå betændelse i det.”
Han siger ikke noget. Finder i stedet vinen under alteret. “Vil du have et glas? Den her er den gode flaske. Det er ikke det sprøjt, jeg deler ud ved altergangen.”
“Lad mig nu se på det sår. Du kan jo ikke lade din kone se det.”
“Der er ingen fare for, at hun opdager det. Hun har ikke set mig uden bukser siden Sankt Hans. Vi ...” Han rækker hende et glas vin. “... sover ikke en gang i det samme rum mere.”
Hun nipper til vinen. Bider sig i læben. “Det var tæt på i aften.”
“Ja.”
“Din hat er væk. Din frakke er gennemhullet.”
“Man kunne blive religiøs af den slags.”
“Siger præsten.”
Han smiler træt, kysser hende i håret. “Ja, det siger præsten.”
Hun trykker ansigtet ind mod hans bryst, og et kort øjeblik er hun en lille pige, der gemmer sig for verden. Han lægger armene om hende.
“Jeg skød så mange tyskere,” mumler hun.
“Jeg ved det. Du reddede mit liv. Og Børges.”
“I morgen ...”
“Det skal du ikke tænke på,” hvisker han og ser op på Jesus på korset. Den Jesus, han for længe længe siden troede kunne redde de fortabte. Men ikke i denne verden. Ikke nu. Tyskerne har deres egen måde at hævne døde soldater på. De skyder bare det samme antal danskere ned på gaden. Terror mod terror. Øje for øje. Skyder man en tysker, dræber man samtidig en dansker. Alis K har skudt fem tyskere i aften, Børge og BB måske lige så mange. BB har ikke lyst til at tænke på i morgen. Det er danske SS-soldater, der udfører clearingsmordene eller sprænger bygninger i luften, som gengæld for sabotage. Man kalder det Schalburgtage, fordi SS-erne kommer fra Schalburgkorpset. BB undgår med vilje at læse aviserne dagene efter en aktion.
Han tømmer vinglasset og tørrer munden med fingrene.
“Hold om mig lidt endnu,” siger Alis K og lægger kinden mod hans bryst.
Han tøver ganske kort, stiller vinglasset på alteret, før han lukker armene om hende. Han kan mærke, at hun vil sige noget, og han trykker hende ind til sig for at stoppe ordene. Hvis de begynder at tale om Schalburgtagen, om clearingsmordene, vil han ikke kunne tænke på andet. Næste gang vil han måske tøve - og så er han død.
“Fortæl mig om første gang, du var i seng med en kvinde,” siger hun, da han endelig slipper hende.
“Undskyld?” Griner fjoget, kan selv høre det.
“Fortæl mig det nu.” Hun ser på ham med sine store blågrønne øjne. Han kan se det orange skær fra stearinlyset spejle sig i pupillerne. 22 år. Ikke en rynke om øjnene. Pludselig føler han sig meget gammel.
“Det kan jeg ikke huske.”
“Selvfølgelig kan du det. Var det med din kone?”
“Nej.” Skænker mere vin. “Det var længe før, jeg mødte hende.”
“Hvor gammel var du?”
“Da jeg mødte min kone?”
“Nej, første gang du var i seng med en kvinde.”
Synker en klump. “Jeg har vel været 16 år. Det var i 1920. Hvorfor vil du vide det?”
“1920? Der var jeg ikke en gang født.”
“Nej.”
“Fortæl. Hvad skete der? Var det naboens datter?”
“Hvis du endelig vil vide det, så var det en stuepige lidt nede ad gaden. Det er ikke værd at huske på.”
“Var hun sød?”
“Ja, hun var meget sød. Hun hed Gertrud. Hun blev sparket ihjel af en gal hest året efter.”
“Hvor gjorde I det henne?”
“Oppe på tørreloftet. Hvad med dig? Hvordan var din første gang?”
“Jeg tror, vi er blevet stukket,” siger hun og går hen til prædikestolen, hvor hendes frakke hænger til tørre på en udskåret engel.
“Stukket?” To skridt bagude.
“De ventede på os. Tyskerne.”
“Jeg har tænkt det samme. Men helt ærligt, hvem skulle have stukket os? Så vidt jeg ved, er der ikke andre end os fire, der vidste, at vi ville slå til i aften.” Han hjælper hende frakken på. Den er stadig våd af regnen.
“Hvad med ham, der skaffede et aftryk af nøglen?”
“Det er én af Børges gamle kammerater fra Spanien. Desuden så vidste han ikke, hvornår vi ville komme - og hvad vi havde tænkt os. Jeg kan ikke forestille mig, at tyskerne har ventet derude hver eneste aften i en hel måned.”
Hun binder tørklædet om håret. “Jens?”
“Jens?”
“Hvor var han henne, da tyskerne kom?”
“Hør her, Alis K.” Han tager fat om hendes ansigt og ser hende i øjnene. “Det var Jens og jeg, der startede denne her gruppe. Jens er ikke stikker!”
“Men hvorfor var han så ikke på sin post?”
“Det ved jeg ikke. Børge snakker med ham. Der er en god forklaring. Jens er den eneste, jeg stoler 100% på.”
“Hvad med mig? Jeg kender dit rigtige navn, Johannes.”
“Og dig, selvfølgelig. Og dig.”
“Jens er politimand.”
“Ja. Han var i hvert fald.”
“Man kan ikke stole på en politimand.”
“Såeh?”
“Hvorfor er han ikke i koncentrationslejr ligesom alle de andre betjente?”
“Det var ikke alle betjente, der ...”
“Nej, nogle af dem er i Hipo.”
“Jeg orker ikke det her. Gå hjem og sov på det, Alis K.” Han vender hende om mod døren. “Jeg er for træt.”
“Jeg skal bare lige have mine penge.”
“Penge?”
“Vi skal alle leve.”
“Men jeg elsker dig jo.”
“Det siger du sikkert til dem alle sammen.”
Han sukker, slår ud med hånden og finder pungen. “Du bliver min død.”
Kapitel 3
Byen er stadig mørk i de tidlige morgentimer. En endeløs togstamme med lastbiler og tanks under grønne presenninger skramler forbi oppe på sporet. Vinden fører pust af røgen og dampen fra lokomotivet ned til Jens. Han har hænderne begravet dybt i lommerne. Hatten godt nede i panden. Det er bidende koldt. Der er en ganske tynd hinde af is på vandpytterne og hans ånde hænger som skyer om ansigtet. Det regner ikke mere.
Der er ved at komme liv i byen. Ude på de større gader skramler sporvognene af sted mellem cykler, hestevogne og få biler. Mod øst kan man ane det første skær af morgendagen.
Jens skrår over gaden og fortsætter hen mod kolonihaverne. En rotte piler hen langs hækken og forsvinder rundt om hjørnet. Gruset knirker under hans sko.
En cykel bremser hårdt op bag ham. Han stivner ved lyden af dækket, der pløjer sig ned i gruset. Er for træt til andet.
“Jens!” Det er Børge. Der er bare Børge.
“Er du ude på at skræmme livet af mig?”
“Undskyld. Det var ikke min mening.”
“Kom med. Vi kan ikke stå her.”
“Jeg var ikke sikker på, du stadig gemte dig her,” siger Børge, da de lidt efter sidder inde i et lille, utæt kolonihavehus.
“Her tag et tæppe! Jeg kan ikke tænde op. Røgen vil blive set. Vil du have en snaps at varme dig på?”
“Hvor har du snaps fra?”
“Jeg har det hele. Du kan også få whisky eller vodka. Vodka passer måske bedre til en rød satan som dig? Her tag en cigaret. Det er desværre dansk tobak. Det er næsten umuligt at skaffe andet.” Han smider en pakke smøger på bordet og finder to små, næsten rene glas i skabet. “En smugler skylder mig et par tjenester fra min tid i politiet. Det var i øvrigt ham, der advarede mig, da de tog politiet for et par måneder siden.”
“Du er en beskidt strisser, ved du det?”
“Selvfølgelig. Men man må klare sig selv i denne verden. Det kan være, det er noget andet ovre i dit Sovjet, men her er det de stærke, der overlever.”
“I den kommunistiske verdensorden vil det sorte marked være afskaffet!”
“Ja, det siger du jo. Skål!”
“Skål!”
Jens ser Børge tømme glasset og skære ansigt. Så ung, så naiv, så velstillet. Om få år vil han falde til patten og overtage sin fars virksomhed. Det der har ikke en skid med klassekamp at gøre. Børge slås ikke for arbejderne, han bekæmper bare sin egen far.
“Hvad skete der i nat?” spørger Jens, da Børge sætter glasset fra sig og ser på ham med fugtige øjne. “Nåede de at slå alarm?”
“Nej. De ventede på os. Hvor var du?”
“På min post.”
“På din post?” Et løftet øjenbryn.
Jens sukker dybt, graver revolveren frem og lægger den på bordet. “Jeg tabte den, da tyskerne kom. Hanen blev slået skæv. Jeg kunne intet gøre uden den. Der var en hel lastvogn fuld af tyskere. Jeg gemte mig hele natten på et lokum i en baggård.”
Børge tager revolveren, undersøger den skæve hane og lægger den fra sig igen. “Godt. Du får brug for et nyt våben. Jeg kender en fyr, der ligger inde med et par pistoler fra hærens depoter.”
“Jeg skal ikke have nogen pistol. Jeg skaffer selv en ny revolver. Pistoler duer aldrig, år man har brug for dem.”
“Som i nat?” Smiler øretæveindbydende.
“Der fik du mig.”
Børge tager en af cigaretterne og stryger en tændstik. “Tyskerne ventede på os. Jeg kan ikke fatte, at de ikke ramte os. BB og jeg stod midt i kugleregnen. Hans frakke blev gennemhullet.”
“I slap væk alle tre?”
“Det skulle du faktisk have spurgt om som det første.”
Jens slår ud med hænderne. Hvad andet kan han? Han er ikke perfekt. Han er faktisk meget langt fra perfekt, hvis man skal tro, hvad hans kone sagde til ham, lige før han gik under jorden.
“Jo, vi slap væk. Jeg tror, nogen har stukket os.”
“Åh, det er derfor, du kommer her.” Jens griner, så hans store, runde mave hopper. “Du troede, at det var mig? Ej, ved du nu hvad.” Latteren stopper brat. Han læner sig frem mod Børge, sætter hænderne i bordet: “Jeg kender jeres rigtige navne, jeg ved, hvor I bor. Både BB, dig og hende luderen. Hvis jeg havde stukket jer, tror du så ikke, tyskerne var dukket op hjemme hos jer? Det er BB og mig, der er kernen i det her. Det bør du huske. Er der nogen, Gestapo vil have fingre i, så er det sgu mig.”
“Undskyld,” mumler Børge. “Du har selvfølgelig ret.”
“Glem det.” Læner sig tilbage i stolen, der giver sig under hans vægt. “Vi er alle under pres.”
“Jeg har mødt en ung mand.”
“Nå, du er en af den slags.”
Børge rødmer, slår asken af cigaretten. “En smedelærling. Vi kunne godt bruge en smed. Vi kunne lave vores egne Stenguns. Det gør de i Holger Danske.”
“En smed?” Skænker et nyt glas snaps.
“Vi må selvfølgelig prøve ham af.”
“Jeg har én, vi skal have likvideret. En Hipomand. Jeg har brugt en del tid på at forberede det. Det kunne være en oplagt måde at teste ham på.”
“Han er altså meget ung.”
“Det er de jo, lærlingene.”
“Godt. Jeg tager mig af det.”
“Nej. Det er bedre, hvis det er Alis K. Jeg skal nok ordne det med BB.”
Kapitel 4
Poul-Erik Smith finder et 5 mm bor i æsken og spænder det fast i standerboremaskinen. Han henter skamlen, træder op på den og løfter overdelen af boremaskinen.
Larmen i værkstedet føles som tryk mod trommehinderne. Lidt længere inde i værkstedet er en af smedene ved at slibe svejsninger, et par arbejdsmænd klipper tykke jernplader henne ved den mekaniske saks, mens Mester og ældste læredreng er ved at banke et stykke rør til en ventilationskanal sammen af to stykker tynd plade. Alt, hvad man kan foretage sig i et smedeværksted, larmer. Trommehinderne synger længe efter fyraften. Nogle nætter kan Poul-Erik ikke falde i søvn, fordi det summer og hvæser i hans ører.
Han tager et vinkeljern fra ladvognen og tænder boremaskinen. Smeden er gået i gang med at svejse. De blå lysglimt blinker i værkstedet som lyn, man ikke når at se. Poul-Erik fører boret ned i afmærkningen i vinkeljernet. De varme borespåner danser op af hullet, mens boret går ned gennem jernet. Spånerne brænder huden på hans hænder, men han bider smerten i sig. Knuger vinkeljernet med venstre hånd. Sætter boret sig fast i jernet, skal han kunne holde jernet på plads. Der er ikke tid til at spænde det fast. Desuden er der ingen, der spænder noget som helst fast for at bore med et sølle 5 mm bor. Siger Mester.
Der er 200 vinkeljern at bore huller i. Snart begynder hans tanker at gå sine egne veje, mens hænderne gør arbejdet. Nyt vinkeljern, bore hul i den ene ende, bore hul i den anden ende, lægge til side, nyt vinkeljern.
Poul-Eriks mor er lykkelig for hans læreplads. Han skal være glad for, at han overhovedet har noget at lave, siger hun. Han kunne have været nødt til at tage til Tyskland og arbejde, ligesom far. Hun tager også det meste af hans løn. Til de små. Vi må alle hjælpe til. Ellers går det ikke.
Men Poul-Erik har hovedet fuldt af tanker. Han kan ikke bare stå her og bore huller, mens hele verden er i krig. Han føler sig nyttesløs og udnyttet på én gang. Han vil ikke bare tage til takke med et lortejob og en lorteløn og øretæver i bunkevis.
Han hører ikke smeden, før slaget rammer ham på siden af hovedet, og han forskrækket tumler et skridt til siden og taber vinkeljernet.
“HVAD LAVER DU?” råber smeden og stirrer rasende på ham med sine væskende øjne.
“Borer huller ...” svarer Poul-Erik og spænder i nakken i forventning om det næste slag, der også kommer. Det rammer ham på den anden kind.
“BORER HULLER?” råber smeden. Hans ånde stinker. Klokken er 10 om formiddagen, og han er på den femte øl.
“Ja.” Poul-Erik slukker boremaskinen. “Et 5 mm hul i hver ende, hvor du selv har afmærket det.”
“Er du blind, din lille skid? Der står 3 mm på sedlen.”
Poul-Erik famler efter sedlen i lommen, forsøger at beherske sine rystende hænder, mens han læser sedlen. Smedens håndskrift er næsten ulæselig, men der står 5mm. “Se,” siger han bare og holder sedlen frem, så smeden kan se den.
“Der står 3 mm. Og du skal ikke være smart. Forstår du, hvad jeg siger?”
“Ja, undskyld.”
“Hvor mange har du nået at bore?”
“Dem der.” Poul-Erik peger på bunken.
Smeden sukker. “Det var ikke godt. Har du hentet øl til mig?”
“Nej, ikke endnu. Jeg ville bore ...”
“Du er sgu da en dårlig undskyldning for en yngste læredreng. Smut ud efter de øl, så taler jeg lige med Mester om det her lort.”
“Tak.”
“Skrid med dig.”
En af de andre smede ryster på hovedet ad ham, da han går ud efter øl til smeden. Det er hårdt at være yngste læredreng. Det eneste lyspunkt er, at om nogle måneder starter der en ny, og så er det ham, der må tage imod alle øretæverne og hente øl og feje gulvet efter fyraften og alt det andet.
Der står en kvinde ved stoppestedet og venter på en sporvogn, da han svinger værkstedets budcykel op på fortovet og stopper ved købmanden. Hun følger ham med øjnene. Han kan mærke, at han rødmer. Han er ikke god til piger. Bakser cyklen op på støttebenet og undgår at se på hende, selvom han bilder sig ind stadig at kunne mærke hendes blik hele vejen ind ad døren.
“Jeg var lige ved at tro, du slet ikke kom,” griner købmanden og går ud i baglokalet efter den sædvanlige kasse øl. “Du plejer jo altid at være præcis som et urværk.”
Kvinden står henne ved cyklen, da Poul-Erik kommer ud med ølkassen.
“Er du Poul-Erik Smith?” spørger hun.
Poul-Erik nikker uden at se på hende. Sætter kassen med øl på cyklens lad.
“Vi har en fælles bekendt,” siger hun dæmpet og ser ned ad gaden. “Børge.”
“B-Børge?” mumler Poul-Erik. “Han sagde ikke noget om kvinder.”
“Skal du noget i aften?”
“Jeg stoler ikke på Børge.”
“Hvorfor ikke?”
“Han sagde, der ville ske noget i nat. Men jeg kørte forbi autoværkstedet i morges, og der var ikke sket noget.”
“Sagde han det?”
“Ja.”
Hun er længe tavs. Står bare og ser på sporvognen, der rumler forbi. Poul-Erik snyder sig til at se på hende, mens hun ser væk. Han kan ikke beslutte sig til, om han skal blive, eller om han skal skynde sig tilbage med smedens øl.
“Mød mig i aften præcis klokken seks ved porten til Kommunehospitalet. Det er meget vigtigt, at du kommer præcist. Ikke fem minutter før og ikke fem minutter efter. Er jeg der ikke, tager du bare hjem igen. Forstået?”
“Ja.”
Hun vender sig og går uden at sige mere. Poul-Erik ser efter hende, indtil hun drejer om hjørnet en blok henne. Så sætter han sig op på cyklen og kører tilbage til værkstedet, hvor Mester tager imod ham med en svingende lussing. Men heldigvis bliver han ikke trukket i lønnen for de ødelagte vinkeljern. Denne gang. Smeden har talt godt for ham hos Mester.
- Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
Du kan tilmelde dig Bogbidder her og hver dag få en nye bid af en bog.
