Stemte s'er af Keld Conradsen
1
Silberstein dukkede op i sommeren 1999 som en hvirvel ud af det århundrede, der endelig var ved at være forbi. Vi var tre mand på stuen, Faaborg og Finsen et stykke oppe i årene, jeg selv som den unge, endnu ikke fyldt fyrre. Faaborg led af sukkersyge og var blevet opereret i benene. Som os andre var han bundet til sengen og tilbragte sine dage siddende rankrygget med udsigt over en halvtøndeformet konstruktion, der dækkede hans ben og blev kaldt prærievognen. Mindst halvdelen af dagen tilbragte Faaborg i rygeværelset længere nede ad gangen. Allerede kort efter morgenmaden blev han kørt ud af stuen af en sygeplejerske med stor værdighed og munter ceremoni.
Med et enkelt grynt på vejen ud kunne Faaborg udtømme en hel formiddags samtalebehov. Ganske anderledes med Finsen, der havde fået et ben sat af over knæet og egentlig var i sin gode ret til at beklage sig. Fra ham lød der endeløs jamren og aldrig ophørende medlidenhedskrav. Finsen var både krybende og ynkelig, og man måtte gøre sig hård over for ham, hvis man ville have fred.
Silberstein blev indlagt om onsdagen med en byld i benet. Han var gammel, spinkel og meget lille med stridt skæg, hårvækst som en stubmark og en stemme, der var mørk og sprød som en italieners. Men da sygeplejersken med kridt kradsede hans navn på den lille tavle over sengen, vidste jeg straks, at han måtte være fra Østeuropa. I hvert fald var han jøde. Med ét slag var Silberstein blevet det mystiske element i vores lilleverden.
Silberstein var så malplaceret, så ude af trit. Der var en stemning af Prag, Krakow og Königsberg over ham, som livet havde formet sig dér for længe siden. Han signalerede jiddisch, hestepærer og tynd, krydret suppe, omkring ham var der klinisk renlighed og servering fem gange om dagen. Det var oprørende at overvære de gentagne misforståelser mellem ham og plejepersonalet, der førte til stigende irritation hos begge parter. Det var tydeligt, at sygeplejerskerne og sygehjælperne forsøgte at hjælpe Silberstein, men også at de var helt uden forståelse for hans personlighed. Silberstein selv var ikke til sinds at afgive kontrol og syntes i øvrigt ikke at nære den store respekt for personalet.
Kort efter Silbersteins indlæggelse indtraf en tilsyneladende ubetydelig begivenhed. Faaborg, Finsen og jeg var nødsagede til at indtage vores måltider i sengen. Silberstein derimod havde gjort det klart, at han ønskede at spise i et lille glasanneks på gangen over for vores stue. Det var et forståeligt ønske, der imidlertid straks havde påkaldt sig Finsens opmærksomhed. Allerede under det andet måltid lod han hovedet falde ned mellem skuldrene, hvorpå han med et sigende blik bemærkede, at Silberstein nok spiste for sig selv. Faaborg løftede et øjenbryn og sendte Finsen et muntertironisk blik uden at finde bemærkningen et grynt værd. Jeg anførte, at jeg ville have gjort det samme, havde jeg haft muligheden. Finsen satte et forurettet ansigt op, men var klog nok til ikke at fremture.
Sandsynligvis blev Finsens forsøg på at udstøde Silberstein af vores lille fællesskab nøglen til min kortvarige fortrolighed med ham. I hvert fald forvandlede min nysgerrighed sig til en slags sympati, selv om jeg også fornemmede, at det ikke ville have rørt ham det mindste, hvis vi rent faktisk havde rottet os sammen mod ham. Med noget, der nærmede sig nedladenhed over for alt og alle, var han tydeligvis hævet over det finsenske ressentiment.
Snart faldt vi tilbage i hospitalets monotoni. Faaborg og prærievognen blev fragtet frem og tilbage mellem stue og rygerum. Finsen intrigerede og beklagede sig. Vores forskellige sår var i bedring, mens resten af kroppen degenererede. Jeg selv havde overvundet de første dages desperate kedsomhed og befandt mig i en tilstand af tålmodig resignation. Den eneste afveksling var Silberstein, der til stadighed pirrede min nysgerrighed, og som efter de indledende sammenstød syntes at have sluttet en slags våbenhvile med personalet.
Den tredje dags aften havde Silberstein som sædvanlig sat sig til rette i annekset iført sin hvide hospitalskåbe. Inde fra stuen så jeg, at aftenhimlen var skyfri. Som en uendelig længsel trængte et mildt sommermørke ind gennem loftshøje vinduer. Silberstein lagde en bog fra sig og så ud til at ville forberede sig til natten. Ansporet af den mærkelige stemning tog jeg mod til mig, trillede ud i annekset i min kørestol og spurgte, om jeg måtte slutte mig til ham.
Silberstein målte mig i, hvad der forekom lang tid, før han nikkede. Nogle minutter var vi tavse. I det hvide hospitalstøj var vi, den gamle og den unge, fremmede både for hinanden og os selv. Så begyndte jeg at spørge, forsigtigt, men også ærbødigt insisterende. I begyndelsen var han undvigende. Men i takt med at hans fortælling tog fart, blev hans svar længere og længere. Til sidst talte han uden stop, næsten som havde han gættet mit ærinde og fundet det rimeligt. Hans sprøde og klingende stemme opløste annekset og stuen og hospitalet og førte os tilbage til en tid så tydeligt en del af ham, at han talte med hver en fiber i sin magre krop:
Silberstein var født i Warszawa i 1922 og vokset op i byens jødiske miljø. Gennem det meste af hans ungdom hang truslen om en ny krig som en sky i den europæiske horisont. I september 1939 angreb Tyskland så Polen, samtidig med at Sovjetunionen angreb landet fra øst. I denne desperate situation opfordrede regeringen alle unge mænd til at melde sig til hæren. Sytten år gammel forlod Silberstein sin familie og Warszawa i nordøstlig retning, en beslutning ingen på det tidspunkt kunne vide skulle blive hans redning.
Silberstein blev indrulleret i hæren, kom i kamp og faldt i sovjetisk krigsfangenskab. Som så mange før og efter ham blev han sendt til en fangelejr i Sibirien. Lejren var forfærdelig. Vinteren 1940-41 sultede Silberstein konstant og overlevede kun med nød og næppe. Fordi det stod ham klart, at han ikke ville overleve en vinter mere, besluttede han sig for en desperat redningsmanøvre. En efterårsnat i 1941 nægtede han tre gange at udføre en ordre fra en russisk fangevogter i den jernbanewagon, han sov i med sine medfanger. Silberstein kendte insubordinationens konsekvenser: Han blev stillet for en domstol og dømt til deportation blandt almindelige kriminelle, en skæbne om muligt værre end krigsfangens. Men i mellemtiden havde Tyskland angrebet Sovjetunionen, og Silberstein vidste, at Stalin i sin desperate mangel på soldater havde lovet amnesti til enhver kriminel, der meldte sig frivilligt. Silberstein meldte sig straks og blev indlemmet i den selvsamme hær, han to år tidligere havde forsvaret sit hjemland imod.
Silberstein kæmpede hele resten af krigen på sovjetisk side. Han blev hårdt såret et sted i Ukraine, men overlevede. I efteråret 1944 var han med til at befri Warszawa, som han havde forladt fem år tidligere. Her kunne han konstatere, at det jødiske samfund, den verden, der havde været hans, var blevet udslettet af nazisterne. Hans forældre, søskende, onkler og tanter, hans fætre og kusiner, alle var de som millioner af andre jøder forsvundet i Auschwitz.
Hvad skulle han stille op? Hvad kunne han stille op? Silberstein var soldat under kommando, han måtte fortsætte krigen til nazismens endelige nederlag mere end et halvt år senere. Fra Berlins ruiner vendte han tilbage til Polen og forsøgte efter krigen at få et liv op at stå. Han giftede sig og fik en datter. Men heller ikke i det nye kommunistiske samfund var det nemt at være jøde, hans kone døde, og hans datter rejste til Danmark. På det tidspunkt var der for Silberstein ikke andet tilbage end selv at emigrere. Valget stod mellem Danmark og Israel, og han valgte Danmark. Et af hans livs store fejltagelser, erklærede han med pludselig opflammende vrede, da han var nået til ende med sin fortælling.
Med undtagelse af dette ene udbrud havde Silberstein fortalt sin historie uden følelser. Nu tav han. I mellemtiden havde mørket omsluttet os. Inde på stuen havde Finsen og Faaborg slukket deres sengelamper. Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at der manglede så meget. Jeg ville høre om Silbersteins jødiske barndom, om Talmud-studier i synagogerne, om lyset i gaderne i 30’ernes Warszawa, om barneråb i snævre gyder og lugten af røg. Jeg ville høre om
bortrejsen fra Warszawa, om den unge mands begejstring og angst, jeg ville høre om kampene i hæren, om tilfangetagelsen og deportationen og sulten i den sibiriske fangelejr. Silberstein skulle fortælle om det mod, det havde krævet at trodse den russiske fangevogter, om livet i den røde hær, om hans nærkontakt med døden i Ukraine. Jeg ville vide, hvordan det havde været at vende hjem til et udslettet barndomshjem og en deporteret familie, hvordan det havde været at måtte kæmpe videre efter det ufattelige og først efterhånden miste det håb, der måtte have været der, for til sidst at kapere det uforståelige.
Men jeg kunne ikke få mig til at spørge. Silberstein kiggede på mig, som var der under alle omstændigheder ikke mere at sige. Så rejste han sig og gik ind på stuen med sin bog under armen. Næste morgen genoptog han sine kampe med personalet. Om mandagen blev han udskrevet og forsvandt.
Nogle dage senere forlod jeg selv hospitalet og fortsatte mit liv.
