Tigermælk

Hør Bogbidden her.  Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog

1
Mit navn stod der ikke. Lige meget, hvor vildt jeg ruskede i skabet og hamrede mit knæ ind i muren – det hjalp nul og en papskid.
Nuller, holdlederen, havde fået en hjerneblødning. Kunne ikke længere huske, hvad jeg hed. Men de andre havde han styr på. De stod nok så nydeligt side om side. Henning Har. Bebé. Knæ.
Sønne og Franko. Nullers krøllede håndskrift var ikke til at tage fejl af. Og Store stod der. Og Knold. Og selvfølgelig Fiske, Dada og Ové. Men i stedet for mig, Milo, havde Nuller fumlet Linge ind i holdopstillingen. Han var næsten ny i klubben, og hans venstre ben var lige så koldt som en klump tøris. Jeg klaskede min hånd mod plexiglasset i det flade skab. Hvis det havde været almindeligt vinduesglas, var ruden røget. Og pulsåren med. Og det duede jo ikke, når man gik og satte faste spillere af holdet i tide og utide. Man risikerede, at der ikke var nogen tilbage til at betale kontingent og sælge lodsedler.
Jeg nægtede først at tro på det, da Knold gav mig et vink til afslutningsfesten. Sat af førsteholdet. Det lød fuldstændig usandsynligt. Han plejede ellers ikke at drive en spøg så vidt. Jeg kunne se i hans øjne, at jeg så forkert ud i ansigtet. Han trak sig et skridt tilbage, som om jeg ville stikke ham en på skrinet. Og Fiske daskede forbi og grinede kunstigt. Han var også med i det. Det var en sammensværgelse. Det var ganske vist helt usandsynligt, men jeg kunne ikke lade som ingenting. Festen var ødelagt.
Hvordan skulle jeg kunne koncentrere mig om at snakke bukserne af Kris med den lort liggende på måtten?
Knold havde sin storebror Buggis gamle spand stående ude foran selskabslokalerne. Vi havde brugt den til at transportere bajere og sodavand i. Jeg vidste, han gik rundt med et sæt bilnøgler i lommen. Han var ved at tage køretimer, helt uofficielt. Han kunne ikke vente til oktober med at komme i gang. Jeg vred nøglerne fra ham med så rasende et blik, at han skyndsomt fortrak. Jeg havde heller ikke kørekort, men jeg følte mig i min gode ret til at sætte mig ind i Kareten, som vi kaldte vraget, og fræse ned over bakkerne til holdskabet i den anden ende af byen.

Jeg stjal mig til at kigge på de andre holdopstillinger. Ynglingeholdet var endt i den rene jammer, siden vi var blevet tvangsoprykket til seniorafdelingen. Når man så på navnene, lignede det en dårlig vittighed. Den sidste kamp tabte de vistnok 1-14.
Vreden over det, der var sket med os og ynglingeholdet, ulmede stadigvæk i mellemgulvet på mig. Men lige nu blev det overskygget af Nullers forræderi. Jeg stirrede på det gulnede stykke papir, hvor 2.-holdets stolte navne stod: Tage. Kenny. Bjarne Øf. Frede. Arne Ovn. Milo… Mit hjerte hoppede et slag over. Så pludselig galopperede det af sted. Det slog så tungt, at benene rystede under mig. Arne Ovn… Milo… Det var ligesom at læse sin egen dødsannonce. Eller det, der for Knold og mig var det værste, når vi forestillede os den nære fremtid: sessionen. Nervepirrende ventetid. Og så: smækket fra brevsprækken og lyden af den gule konvolut mod entregulvet. "De er hermed optaget i lægdsrullen. De indkaldes til militærtjeneste på kasernen i Nakskov…" Og bumpet, når man styrtede til jorden, fældet af et eneste hook.
Ikke nok med at jeg var blevet sat af 1.-holdet. Ikke engang en reservetjans var det blevet til. Jeg var uden videre dumpet ned på 2.-holdet, ned til alle knoldesparkerne. Her til afslutningsfesten og skolefarvellet havde alle vi, der var blevet rykket op på seniorholdet i foråret, ellers set frem til at blive fejret og feteret til den store guldmedalje. Også selv om vi tabte kampene på stribe. Vi var blevet vældig populære, især blandt pigerne, og det var et plaster på såret, når vi gik fra banen med en røvfuld.
Jeg havde været særlig hidsig efter at udnytte situationen. Når det var Kris, det drejede sig om, var konkurrencen hård og nådesløs. Alle, hvad enten de ville indrømme det eller ej, sukkede efter at komme i bukserne på hende. Kampen var så hård, at det fristede mange til at give op på forhånd. Men hun var ikke den, der gik rundt og kvalte håbene. Hun holdt alle på passende afstand. Ikke afvisende, ikke kold, mere som en dronning, der færdes med et lille, skævt smil blandt sine undersåtter.
Alt det var glemt nu. Andre måtte kaste sig ind i hundeslagsmålet om dronningens gunst. Jeg var moden til hjemsendelse, degraderet, ydmyget, vanæret.
Jeg kørte ikke tilbage til festen. Dystre planer var ved at tage form i min opkogte hjerne. Jeg sneg mig gennem byen, forbi politistationen og drejede fra ved havnen med retning mod strandvejen. Nu skulle den gamle bunke skrot have en spand kul. Jeg tog det sidste hjørne på skrigende dæk og jokkede speederen i bund. Knold havde fortalt, at jeg bare skulle pumpe pedalen, hvis bremserne ikke virkede. Men jeg gav fanden i bremserne. Kareten fræsede af sted som en toptunet sportsvogn. Knolds storebror var mekaniker på et bilværksted, så han havde orden i tingene. Buggi kunne gå og hæge om sin gamle kammerat i dagevis, hvis den viste tegn på sygdom eller forfald.
Jeg nærmede mig en stejl bakke, der havde form som en kæmpestor byld. Hvis man holdt farten, kildrede det skønt i nosserne, når hjulene slap asfalten over toppen. Og vi forestillede os, hvordan det måtte være for pigerne på bagsædet.
I stedet for at gå ind i svævet, sagtnede jeg farten og drejede til venstre på bakketoppen, ind mod skoven. Det var stadig fuldstændig lyst. Bøgetræernes blade var lysende grønne, og grenene hvælvede sig ind over vejen fra begge sider. Det var et godt sted at dø. Det var bare at speede op og køre på fuld tryk gennem de skarpe sving. Før eller siden ville en kæmpebasse af et bøgetræ komme i vejen. Det var selvfølgelig synd for Knolds storebror. Det var også synd for Knold. Han ville få et helvedes hus. Men jeg havde læst, at selvmordere slet ikke tænkte sådan. De tænkte kun på sig selv. De var så optaget af deres jammer, at de ikke sansede andet. Men lige nu kunne jeg lugte de søde dufte fra ølbryggeriet. Det lå og puttede sig nede ad skrænten mod jernbaneskinnerne. Den duft fik mig til at sagtne farten. De andre bavianer havde sikkert godt gang i flaskerne nu. Og i pigerne. Det var en rigtig dårlig dag at dø. Ingen ville opdage noget før engang hen ad søndag. Og da havde de alle sammen tømmermænd og kunne alligevel ikke fatte, at deres skolekammerat og åh så uundværlige højre innerwing ikke længere var iblandt dem.
Jeg pumpede pedalen og bremsede forsigtigt. Duften af malt og humle bølgede ind gennem det nedrullede vindue og gav mig kvalme. Engang havde jeg et modbydeligt mareridt, hvor jeg druknede i et bassin fyldt med øl. Det var på et tidspunkt, hvor vi lavede øl selv, Knold, Fiske og mig. Vi bryggede i 25-liters balloner. Når man så sådan seks fyldte balloner på rad og række i en skummel fyrkælder, kunne man godt gå hen og blive en anelse svimmel. Boligblokkens varmemester var en gammel sut, der havde fået jobbet med at udskifte pærer, fordi han ikke længere kunne hænge med på en skraldevogn. Han var stærkt interesseret i vores hobby og garanterede, mod andel i produktionen, at ingen uvedkommende ville få nys om, hvad vi gik og foretog os. Det endte med, at han drak alt øllet selv. Det blev aldrig gæret færdig og smagte derefter. Øllet i mit mareridt havde også en umiskendelig hørm af gær. Da jeg gik ned for tredje gang, slugte jeg en hel tønde. Det vækkede mig.

Tilbage over bakkerne kørte jeg som en gammel mand med podagra i speederfoden. Jeg havde ikke travlt. Kareten hvinede ophedet af sted i andet gear. Da jeg endelig trillede ind på pladsen med slukket motor, henlå festlokalerne i søvnig belysning, med musikken larmende ud ad de åbentstående vinduer. Over køkkenvinduets karm hang Ové som en fældet kriger og brækkede sig kraftesløst. Det overraskede mig, at festen allerede havde nået det stadium. Jeg følte kun, at jeg havde været væk en halv times tid. Jeg steg ud og puttede nøglerne i lommen. Det blev mere end svært at glide ubemærket ind. Måske havde Knold allerede plapret ud med, hvorfor jeg stak af. Ti pund salt i såret, hvis de opdagede mig ædru med skrutryg og store, forvågede øjne. Der ville ikke være nogen ende på deres dumme bemærkninger og åndssvage fuldemandsforsøg på trøst.
Salt i såret kom der nok af. Dårligt nok havde jeg lirket døren til entreen op, før et omslynget par, halvvejs skjult af tøj fra knagerækken, bulede ud i gangen. Det var Fiske og Kris. De var så optaget af hinandens drøbler, at de overhovedet ikke ænsede mig. Jeg kunne uden at vække den mindste opsigt spadsere gennem entreen og styre over mod Knold, der lå på knæ foran en lænestol og tog gud ved hvem på lårene. Jeg borede nøglerne ned i hans baglomme og skred tilbage, stadig fuldstændig ubemærket. Da jeg passerede Kris og Fiske i entreen, fik jeg en voldsom trang til at sparke ham i røven. Sådan et rigtig skævt los fra en skide andetholdsspiller. Men jeg beherskede mig. Som en ond vind fór jeg forbi og lod døren stå på vid gab, så aftenbrisen kunne køle deres ophedede underliv.

Min mor, som blev kaldt Connie, selv om hun var døbt Karen, sad og gloede fjernsyn, da jeg kom trampende ind i stuen. Hun var stor, rødhåret og godt i stand, alligevel kom hun op af stolen som skudt ud af en kanon. Jeg kunne se på hendes forstyrrede blik, at hun ventede en katastrofe af de helt store. Det gjorde hun altid. Alting var en katastrofe. Hvis hun tabte et stykke smørrebrød fra fadet, når hun serverede på Hallen, var hun parat til at gå hjem på stedet. “Så er jeg den, der er skredet," kunne hun gjalde til min stedfar, Sonny, lige når han var ved at skænke vin op til gæsterne. Så rettede han sig op, som om han havde fået en gloende jernstang jaget op i røven.
Det var der ikke meget stil over. Og Sonny satte stor pris på stil. Han var uddannet i tjenerfaget på et af de helt store gourmetsteder i Paris. Det lød rigtig imponerende, bortset fra, at det den ene gang var Ritz og den anden gang Hilton, eller Maxim eller noget helt fjerde. Hans hukommelse fejlede ellers ikke noget, når han modtog bestillinger og udbredte sig om vinenes fortræffeligheder. “Du bli"r selv tjener engang, Mickey," kunne han sige, når han mente, jeg trængte til et par opmuntrende ord. “Du har det i dig, vent og se." Sonny brød sig ikke om at kalde mig Milo. Det lugtede langt væk af serbokroatisk. “Næ, Amerika, Mickey, det er stedet."
Men Connie var ikke sådan at dæmpe ned, når hun først havde skruet sig op. Hun værdigede hverken gæsterne eller det udtværede stykke smørrebrød et blik. Hendes hårde, brune øjne borede sig ind i Sonnys nakke lige over kravekanten, og hendes ord faldt som øksehug: “Jeg er ikke ansat som servitrice, min herre, jeg er smørrebrødsjomfru." Så smækkede hun fadet ned på bordet mellem gæsterne og marcherede ud i køkkenet. Mærkeligt nok blev gæsterne aldrig vrede. Der bredte sig en munter stemning, måske af lettelse over, at så galt fat var det trods alt ikke hjemme hos dem. Sonny måtte undskylde og bukke og trække sig tilbage, ud i køkkenet, for at formilde smørrebrødsjomfruen.
Jeg løftede armene afværgende, som når man dysser en rasende forsamling ned. Connie fik et stramt smil om munden og satte hænderne i siden. Nu skulle hun lægge øre til endnu en løgnehistorie fra sin umulige søn. Og hun var fuld af skepsis, da jeg bedyrede, at der intet, absolut intet, var sket. Jeg var bare gået tidligt hjem fra en dødssyg fest, det var såmænd det hele. Connie bemærkede højtideligt, at den "dødssyge fest", jeg snakkede om, var en højhellig afslutning. Og når den sidste mundtlige eksamen var overstået, kunne jeg kalde mig realist. Her bævede hendes stemme af ærefrygt. Jeg svarede tvært, at jeg altid havde været realist. Man kunne ikke være andet med en stedfar som Sonny.
Og nu gik jeg i seng.
Men Connie ville ikke slippe mig. Hun ville vide, om det var "noget med en pige". Hvis jeg var nede i kælderen, troede hun altid, det var "noget med en pige". I hendes Familie-Journalverden var der simpelthen ikke andre muligheder. Og den verden var også grum nok. Man kunne "komme galt af sted". For at tirre hende spurgte jeg, om det udtryk betød det samme som, at man "havde slugt en fodbold"? Det ignorerede hun fuldstændig. Hvorfor havde jeg ikke "beskyttet" mig? Hun så straks i ånden, at en smånusset, dårligt begavet tøs med skæve ben udpegede mig som barnefader. Hun havde altid sagt, at man ikke skulle blande sig i sine sønners og døtres privatliv, bare de "beskyttede" sig. Hun stirrede på mig med tårevædede øjne og klarede at sukke og snøfte på én gang. Man gjorde en mor fortræd. Jeg orkede ikke mere af den skuffe og trampede forbi hende ind i min skotøjsæske af et hummer og knaldede døren i.
Når man boede i noget på størrelse med en violinkasse, måtte man indrette sig. Jeg havde en briks på omkring 180 gange 70 centimeter stående klinet op ad væggen i den ene side. Der var lige plads nok til et rygebord på størrelse med et askebæger for enden af briksen under vinduet. Mit tøj hang på bøjler på den modsatte væg. Jeg kunne mageligt række ud efter skjorten, mens jeg sad i sengen. Og hvis jeg ikke huskede at stille mig rigtigt, når jeg trak bukserne på, risikerede jeg at få hudafskrabninger på albuerne. Ikke det mest oplagte sted til kammeratligt samvær eller intime sammenkomster. Måske rådede jeg i virkeligheden over verdens sikreste antikonceptionsmiddel?
Connie havde tryglet mig om ikke at flytte, før jeg fik min realeksamen. Sonny bakkede hende op. Som om det ragede ham. “Din mor elsker dig, Mickey. Vi elsker dig alle sammen." Sonny var altid stor i slaget. "Alle sammen" var såmænd Sonny og min mor. Sonny påstod ganske vist, at jeg havde en slags bror ovre i USA. En søn, Sonny havde pådraget sig, da han slog sine folder i New Orleans. Jeg kunne selvfølgelig ikke lægge hovedet på blokken på, at det var løgn. Sonny kunne sige henkastet ved søndagskrydderne: “Jamie ringede for resten i aftes. Jeg skulle hilse."
Det mærkelige var, at denne søn aldrig ringede hjem til os privat. Sonny havde ellers fået en telefon installeret, så man kunne "tilkalde" ham, hvis det brændte på i en af restaurationerne. Når han snakkede om det, fik han en mine på som en anden huslæge. Jamie var noget stort på en bilfabrik i Detroit. Sonny omtalte ham som "manager". Måske ville Sonny på sine gamle dage tage os "alle sammen" med til Staterne, så vi rigtig kunne hilse på Jamie og hans familie og opleve, hvor fantastisk alting var.
Knold og jeg var ellers enige om, at alting ikke var helt så fantastisk i "Guds eget land". Der var for eksempel racediskrimination og undertrykkelse. Alle var ikke "lige og frie". Ku Klux Klan slog stadig sorte mennesker ihjel. Men de sorte havde snart fået nok. Det gærede og boblede. Man kunne bare se på optøjerne i Alabama. Martin Luther King kunne ikke holde folk i ro. Hvis det hele eksploderede, kunne vi godt forstå dem. De hvides herrefolksmentalitet var til at brække sig over. Og hvis man ikke havde penge, var man en sølle lus, som de rige kunne tørre røv med, hvis deres røve var store nok. Fiske gad ikke høre på os, når vi rigtig foldede os ud på Knolds værelse. Han sad altid lænet frem på ottomanen med an bajer dinglende mellem knæene og stirrede hovedrystende op i loftet.
Men på mit såkaldte værelse var der trods alt lige netop plads over rygebordet til en teaktræsreol, som jeg havde bikset sammen i sløjd engang i min ungdom. Der stod en fem-seks bøger, nogle få plader med Little Richard, et vækkeur og et indrammet billede af Fiske, Knold og mig som ynglinge, siddende i omklædningsrummet, omklædt, grinende og parat til at gå ud og give et eller andet bondehold en ordentlig en over nakken.
Jeg slængede mig på briksen og ragede billedet til mig. Fiske var en lille, tæt bandit, der kunne save benene over på enhver stopper eller stemple ham i skridtet, hvis han kom for sent til en bold. Det gav respekt og lidt bedre plads, når jeg stak en bold frem i et hul. Han var hurtig som bare fanden, bankede løs på alting med begge ben, men han var også en doven skid, der skulle have en stikpille i ny og næ, før han gad gå i position. Som han sad der i midten med armene lagt selvsikkert om Knolds og mine skuldre, lignede han en mand, der aldrig havde tabt en kamp.
Det var heller ikke til at se i Knolds fjæs, at vi en sjælden gang gik fra banen med et knebent nederlag. Han stirrede stålfast ind i kameraet, et blik, der kunne få de fleste backs til at ryste i bukserne. Han var endnu hurtigere end Fiske, men havde det med at tage for lange træk og løbe bolden ud over baglinien. “Den ramte sgu en knold," var hans evige omkvæd. Men hvis en tilskuer var dum nok til at buhe, gik han helt op på tæerne af ham, plantede hænderne i siden og nidstirrede ham, indtil fjolset trak sig baglæns. Han var heller ikke bleg for at stange et trælår ud med sine stenhårde knæ, hvis han var ved at komme for sent i en tackling.
De var begge to enige om, at jeg var et tøset pjok på en fodboldbane. Jeg tacklede for sjældent, skulle altid kæle en ekstra gang for bolden og sinkede spillet med mine driblinger. Jeg råbte heller ikke nok. De var helt sikre på, at hvis en kamp stod lige, så ville de, der skreg og brølede mest, vinde. Det kunne sætte et udebanehold helt ud af det, hvis de fra start- til slutfløjt blev mødt med en konstant øredøvende brølen.
Jeg lagde billedet fra mig og tændte en smøg. Den smagte surt, som et skod, der havde ligget i brystlommen i dagevis. Der var én forbandet kamp tilbage at spille inden sommerferien. Og den skulle spilles på 2.-holdet.

2
Året begyndte ellers lige efter bogen med vintertræning i skoven i bidende frost. Ikke det sjoveste her på jorden: at løbe lungerne ud af livet i det mest kuperede terræn nord for Alperne. Men alle os ynglinge holdt humøret højt, fordi vi glædede os til den sæson, der kunne blive den største i klubbens historie. For første gang nogensinde var vi rykket op i den bedste række efter at have vundet vores pulje suverænt. Vi var sikre på, at vi kunne gentage succesen i år. Aldrig havde klubben haft så stærkt et ynglingehold. De fleste kunne ligefrem spille fodbold. Alle kæmpede til sidste fløjt – også bagefter, hvis det skulle være.
Vi var blevet så gode, at vi kunne vinde med sutsko på. Når Rogn, vores træner, stod på sidelinien og galede sammen med Krusse og Nuller, vendte vi bare det døve øre til. Hvad vidste de gamle fjolser egentlig om fodbold? Rogn, en afdanket 3. divisionsspiller, der skulle have ti chancer for at score et enkelt mål. Eller vores formand, Krusse, om hvem rygterne sagde, at han kun havde erfaring fra firmafodbold. Og var Nuller andet end en forvokset spejderdreng, der så det som det højeste her i livet at lege hyggeonkel for en flok bøller, der pissede ham op og ned ad ryggen, når som helst de kunne komme af sted med det.
Det vigtigste var egentlig bare at komme i form, så vi kunne løbe solen sort. Det andet gav ligesom sig selv. Ti-tyve gange op og ned ad skihopbakken. Veksle mellem lunten, tempoløb og sprint på skovstierne. Det svigtede aldrig, at der var op til flere, der brækkede sig af anstrengelse. Eller også var det, fordi de havde tømmermænd og alligevel skulle af med indvoldene på et eller andet tidspunkt. Undervejs pralede vi løs og småpludrede om vind og vejr. Det gjaldt om at gnubbe albuer og småsnuse hinanden i røven, så vi blev svejset sammen igen efter julens skænderier og drukslagsmål op til boksestævnet 2. juledag i Hallen.
Det var her, Connie og Sonny arbejdede. Sonny havde selvfølgelig overværet utallige professionelle boksekampe i Madison Square Garden, dengang han boede i USA. Men Hallen var slet ikke dårlig som ramme om "the noble art of self defense". Det var et dejligt stort værtshus med mødesale, restauranter og god plads til at stille en ring op, så de lokale slagsbrødre kunne få nogle faste rammer at dele øretæver ud i.
Stemningen var altid tæt og rå af bagskid og lettelse over at være sluppet ud af familiens kløer. Det var årets travleste dag. Her var det bandlyst og skilsmissegrund at gå fra koncepterne og tage tudeture i køkkenet. Tilskuerne skulle skovles til med bajere og pølser uophørligt. Sonny og Connie var fyrbødere på et mægtigt lokomotiv, der tordnede af sted med fuld damp på kedlerne. Sonny dansede ind og ud mellem tilskuerne, rank og stram i masken som en kampdommer. Connie klaskede sennep på papir med små, skarpe smæld, der borede sig ind i tilskuernes ører mellem de evindelige fnys fra boksernes udspilede næsebor. Os neden for ringen, Fiske, Knold og mig, fik ingen særforplejning. Sonny værdigede os ikke et blik. Her var ingen gratis pilsnere til sønnike og hans skævhovedede kumpaner. Ikke engang en pølse kunne vi tigge os til. Fiske og Knold forstod det ikke. Der måtte da være nogen fordele ved at have sine forældre placeret et sted, hvor der var masser af mad og sprut. Det var garanteret, fordi jeg opførte mig som et dumt svin over for Sonny. Og det gik så også ud over dem.
Efter de sidste stroppeture sluttede vi af med at hugge hul på isen i svømmebassinet uden for omklædningsrummene. De modigste tog sig en dukkert, vi andre rullede os i sneen. Det kunne afkøle selv de hedeste hoveder, der stadig simrede af storhedsvanvid. Og bagefter, når varmen havde bredt sig saligt i kroppen, var alle spor efter årets udskejelser fordampet. Tilbage var kun en heftig trang til en lur på divanen.

Det er ikke helt sandt, at vi aldrig lyttede til, hvad Rogn havde at sige. Han var næsten lige så opgearet som os, når talen faldt på den kommende sæson. En dag vi stod totalt mørbankede og hev efter vejret på toppen af en rigtig giftig bakke, tussede han rundt imellem os og snøvlede løs med mundvigene dryppende af tobakssovs. Han tænkte sådan set egentlig ikke lige netop på den kommende sæson. Næ, han tænkte langsigtet. Vi var nok den bedste årgang, han kunne mindes, måske, men kun måske, bortset fra hans egen. Allerede til næste år, når de fleste af os rykkede op som senior, var der muligheder for os på 1.-holdet. En blanding af erfaring og ungt talent. Vi skulle selvfølgelig føres forsigtigt frem, så vi lærte at stå distancen. Om ganske få år ville der så være gode muligheder for, at vi rykkede op i den kommende danmarksserie. Og så var der kun et kussehår op til divisionsfodbolden og der, hvor han selv havde spillet, da han var på toppen.
Vi skulle selvfølgelig ikke glemme den sæson, der lå og ventede lige om hjørnet. Det ville da være fantastisk, hvis vi tog røven på De Gule, den lokale arvefjende. Faktisk var Rogn så godt som sikker på, at vi kunne få dem ned med nakken. Han gennemgik navnene på deres spillere. Hvor de var stærke, og hvor deres svagheder var. Det vidste vi selvfølgelig alt om, men det var en fin fornemmelse så godt som allerede at have slået dem. Så gennemgik han vores hold. Den fik på alle tangenter. Ifølge Rogn kunne vi gå direkte ind på det brasilianske landshold hele bundtet.
Jeg var usikker på, om Knold rødmede af stolthed, eller han bare var lilla i hovedet af anstrengelse. Han stod i hvert fald og stirrede glasagtigt ud i luften, som om der skulle tages mål af ham til en statue foran rådhuset. Knold havde mange forestillinger om, hvad han kunne drive det til, når han var sluppet ud af skolen. Fodbold var trods alt noget, han kun bedrev i sin fritid. Allerhelst ville han være bjergbestiger.
Han havde læst en masse bøger om deres vilde bedrifter. Et for et havde de besejret de højeste bjergtinder overalt på jorden. Selv Mount Everest i Himalayabjergene måtte til sidst neje sig for Edmund Hillary og Tenzing Norgay. Når han rigtig svingede sig i tovene og fik fråde om flaben, måtte Fiske og jeg dæmpe ham ned. Kunne man overhovedet leve af at være bjergbestiger? Var det ikke, når alt kom til alt, bare en sport for rige driverter, der var på jagt efter en effektiv måde at ødsle familieformuen bort på? Ville han, Knold, være i stand til at få sig et udkomme, eller ville han ende som tigger i Katmandu? Han kunne selvfølgelig altid blive optaget i en munkeorden i Tibet og svinge med bedemøllen, men der var vist ikke mange piger i den slags klostre. Og drak de andet end smør-te?
Knold så blot på os med ophøjet mine. Han lod sig ikke trække ned på vores platte plan. Hvis man lærte, virkelig lærte, håndværket fra bunden og på den hårde måde, kunne man, hvis alt andet glippede, og man ikke blev berømt, altid ernære sig som fører, ligesom Tenzing. Knold forudså, at det inden længe ville vrimle med turister, der tørstede efter at bevise, at de stadig var mænd og ikke var blege for at sætte livet på spil. Han skulle selvfølgelig ikke være bærer og pakdyr ligesom de indfødte, der var da grænser. De, han skulle lede til toppen, måtte selv give en hånd med. På det tidspunkt kastede Knold sig altid ud i et længere foredrag med tonsvis af tekniske detaljer om alt, lige fra forskellige typer tovværk til hakker og isøkser, støvler og snesko, tøj, vanter, briller, bælter – alene udstyret kostede en mindre formue. Så var det noget billigere at spille fodbold. Det var også fandens nemt at være modig og møde bjergene med dødsforagt, når det skete på langs med en blød pude under nakken på sit lune værelse.
Bøger var en fantastisk ting. Det var vist det eneste, vi alle tre var enige om. Selv Fiske læste bøger. Især om fodbold. Han slugte alt, hvad han kunne få fat i. Det fik ham til at tro, at hans forstand på fodbold langt overgik vi andres. Når snakken faldt på fodbold, lænede han sig dovent tilbage med et selvtilfreds smil og begyndte at vifte med pegefingeren. Så vidste vi, hvad klokken var slået. Fodboldprofessoren ville holde et lille foredrag. Vi syntes, det var sært, at han i den grad kunne dissekere en kamp, han aldrig havde set, og at han var så klog, når han selv var så primitiv på en fodboldbane.
Det var nu ikke noget, vi sagde til ham direkte. Men han kunne se på vores trætte fjæs, at han ikke skulle drive det for vidt. For ham tegnede fremtiden lys og ligetil. Han skulle selvfølgelig være professionel fodboldspiller, helst i HSV, så der ikke var for langt at køre hjem til gutterne og pigerne. Der var jo ingen vej til og fra Hamburg, når man havde en Jaguar E sportsvogn, der kunne køre 250 i timen. Hvis han skar kagen rigtigt, og ikke ødslede pengene bort, ville han efter ti år som professionel have tjent så meget, at han kunne dandere den resten af sit liv. Hvad skulle man med uddannelse og lærebrev, når man ligesom havde det i sig? Selvfølgelig vidste han godt, at vi andre måtte knokle for det. Det respekterede han. Man kom langt med knofedt og smiger, som hans far sagde.
Alt i alt havde Knold og Fiske allerede rullet den røde løber ud. Der var ingen grund til at være benovet og tørre fødderne af, inden de betrådte den. Kursen var sat, snorlige og uden dikkedarer.
Jeg kunne ikke lade være med at misunde dem. De var så sikre som en bankboks i Fort Knox. For mit eget vedkommende gav det ikke helt sig selv. Min mor havde fået den vanvittige idé, at jeg skulle være kok. Det kom sig af, at jeg en dag, hun havde lagt sig syg, stillede op med frikadeller og stuvet hvidkål, serveret i skål og på fad. Det imponerede hende i den grad. Sonny måtte lægge øre til hendes eksalterede lovsang i flere uger. Det smagte ligefrem godt! Knægten havde et umiskendeligt talent. Æblet faldt ikke langt fra stammen. Hans far havde haft det på samme måde. Med ham var det boller i karry. Og som han kunne pynte maden op! Sonny måtte da indrømme, at det tegnede lyst.
Sonny gik snedigt med på Connies fantasier. Jeg kunne lige så godt komme til New York først som sidst og sætte Waldorf Astoria på den anden ende. Lære alle trickene. Hvordan man brugte albuerne. Sonny havde ikke en skid forstand på fodbold. Han anede ikke, at det med albuerne, det havde jeg lært. Men han svimlede hen i en verden af blålys og luftkasteller og kom frem til, at han, når han tænkte sig godt om, havde "visse forbindelser" i New York. Om det var til hotelbranchen eller luderne på Times Square, kom han ikke ind på. Han så ud, som om han hvert øjeblik kunne falde på knæ og takke de højere magter, der havde udvalgt ham, Sonny, som mellemmand til at forgylde min fremtid. I stedet trådte han et skridt tilbage, idiotlykkelig og blændet af det nådens lys, der åbenbart skinnede på mig, og lige op på Connies superfølsomme knyster.
Var der noget, man ikke skulle gøre, var det at jokke på hendes knyster. Så var der kontant afregning. Hun udstødte et vræl og huggede et knæ i låret på Sonny. Den sad, som den skulle. Et vaskeægte trælår. Imponerende. Sonny humpede chokeret og småklynkende rundt og beskyttede sin skaldede isse, som om han ventede det hammerslag, der ville gøre det helt af med ham. Heldigvis vidste Connie ikke, hvor hammeren lå.
Senere, da min mor var kølet af, bemærkede jeg til Sonny, at "det var tæt på." Det brød han sig ikke om at høre. Han vaklede ud på badeværelset og satte sig på lokummet for at surmule i fred og komme sig over forskrækkelsen.
Det med kokkeriet kunne de godt glemme alt om. Jeg ville langt hellere være astronom eller måske ligefrem astronaut. At hænge derude i det tomme rum, vægtløs og befriet for nabostøj, det ville ikke være så tosset. Eller at sidde i sit observatorium og følge Månens faser, beundre kraternes sølvkanter og drømme om stjernerejser med lysets hastighed. Det var nu ikke så ligetil. Hvis man ville studere astronomi, skulle man igennem nåleøjet til gymnasiet, blive student med høje karakterer, især i fysik og matematik, og være en rigtig læsehest. Desværre. Hvis jeg virkelig var en ørn til noget, var det at sove længe og spille pik. Det var endnu sværere at blive astronaut. Det krævede en fysik som et næsehorn, høj intelligens og disciplin ad helvede til. Når jeg lå på min smalle briks og dagdrømte, endte det altid i et mareridt, hvor jeg sad på et kontor og henslæbte min ungdom mellem fakturaer og gummistempler.
Sådan havde Kris" storebror, Franko, det slet ikke. Nogen havde skaffet ham ind hos postvæsnet, hurra, han var blevet tjenestemand herfra og til evigheden. Tryghed i ansættelsen, det var det, der betød noget. På fodboldbanen spillede han også altid på det sikre. Nervøst tripperi for at få bolden under kontrol, korte afleveringer til nærmeste mand og ikke noget med at løbe i position. Næ, gardere bagude, holde sin plads, det var Frankos filosofi. Kris var vældig stolt af ham, men når hun snakkede løs, var der antydningen af et ironisk smil i den ene mundvig.
Kris ville være modefrisør, hun var slet ikke i tvivl. Det var et hårdt job, men hun havde gode ben og var i kanonform, fordi hun dansede sportsdans. Når vi diskuterede, hvilken sportsgren der krævede mest kondition, faldt valget altid på boksning eller atletik. Men efter en gang jitterbug med Kris i en halv times tid var man parat til at vride skjorten og putte sig under dynen.
Mens Kris bare pustede en hårtjavs væk fra kinden og så sig om efter et nyt offer.

Hun var i det hele taget svær at holde trit med. I skolen var hun ligesom dæmmet ind, sad i klassen som os andre, men udenfor var det lidt af en gåde, hvad hun foretog sig. Det med sportsdansen var selvfølgelig kendt af enhver. Hendes faste partner pralede rask væk om deres bedrifter ved diverse stævner og antydede, at han da var i bukserne på hende i tide og utide, når han nu lige gad. Han hed Verner Elm, gik med blå blazer og lignede i den grad en fars dreng. Vandblå øjne, store som havgående gopler i brilleglassenes forstørrelse. Han kunne være overmåde høflig og uforskammet på samme tid, og mødrene elskede ham. Hvordan han bar sig ad med at matche Kris på et dansegulv, fattede vi ikke. Han var lavbenet og firskåren og knejsede med nakken som en engelsk kostskolesvans. I parallelklassen kaldte de ham aldrig andet end Knas. Alene tanken om hans hånligttriumferende smil, når han stillede i opgangen, hvor hun boede, kunne få det til at vende sig i os. Alligevel var der noget trygt ved, at hun var sammen med Knas. De tog sig en svingom, og det var det. Ingen troede så meget som et sekund på, at han havde fingrene oppe i andet end sin egen krumme gynter. To gange om ugen lagde han beslag på hende. Og en del weekender. Ikke så lidt.
Især Knold var sikker på, at hun havde en fyr gemt af vejen uden for vores kvarter. Det kunne simpelthen ikke passe, at hun var ledig på markedet. Hverken Fiske eller jeg bakkede ham op. Det var en ubehagelig tanke, endnu mere frastødende, end at hun dansede tango med Knas. Vi hældede mere til en teori om, at hun besøgte noget familie, måske en tante eller simpelthen gik på aftenskole. Knold var imponeret over vores sprudlende fantasi. En tante! Han kunne ikke skjule et sjofelt grin. Jalousiens gule monster havde godt tag i os. Vi lignede sgu da et par bedemænd til barnedåb.
Hvad hun lavede, forblev et mysterium. Aften efter aften ventede vi forgæves på, at hun skulle dukke op i opgangen, så vi tilfældigt kunne droppe forbi og falde i snak. Det skete aldrig. Hvis hun endelig viste sig i gadedøren, var det for at tage turen hen ad hovedgaden og forsvinde ind mod centrum. Selv om det kløede under fodsålerne, afholdt vi os fra at skygge hende. Ingen af os ville synke så dybt, heller ikke Knold. Ligesom katolikkerne måtte vi tålmodigt affinde os med tingenes tilstand og glødende tro på et mirakel. Og tårevædede bede om syndsforladelse, fordi vi i mellemtiden søgte andre græsgange.
Knold så såre praktisk på tingene. Planlagde ekspeditionen ligesom en bjergbestigning. Det krævede, at man havde fødderne solidt plantet på jorden. Det duede jo ikke, at man manglede det vigtigste udstyr, når man hang og dinglede i et tov mellem himmel og en kilometerdyb afgrund. Regardol var hans svar på tilværelsens problemer. Det var gummimænd med smørelse, ikke noget med ophovnede tissemænd og problemer med forhuden. Hans mål var hverken Mount Everest eller K2, men bjerget Rie. Og i modsætning til det fjerne Himalaya var Rie lige ved hånden.
Hun boede i opgangen ved siden af Knold, det kunne ikke være nemmere. Hun gik oven i købet i parallelklassen, så han fik den fred, der skulle til, hvis gryden skulle holdes i kog over længere tid. Den egentlige udfordring gik ud på at behandle hende som et råddent æg. Hun var en kraftig pige, ikke fed, men muskuløs. Og hidsig med en lunte kortere end Krusses cerutstump, når han stod på sidelinien og gnæggede surt.
Knold kunne hurtigt meddele, at hun "ikke var sådan at danse med". Hun skulle fedtes ind i komplimenter og søde ord, hvis gummimændene skulle bruges til andet end at lave en afslørende profil i tegnebogen. Knold var ikke den store lyriker. Han måtte ty til litteraturen for at få den nødvendige ballast. Han læste flere årgange af Hjemmets romaner og noveller for at få det helt rigtige ordforråd og komme i den rette stemning. I tide og utide strøede han om sig med sukkersøde floskler, så vi var ved at brække os. Pludselig kunne han se én dybt i øjnene og med en slubrende hvisken bedyre, at man var den, han havde drømt om hele sit lange, ensomme ungkarleliv. “Der er kun dig," nåede han som regel at slutte af, inden man stak fingrene i øjnene på ham.
Sandheden var, at det virkede. En overgang var Knold ligefrem ved at løbe tør for kontanter, fordi han hele tiden skulle forsyne sig hos barberen.
Fiske og jeg spekulerede en del over, om Knold tænkte på Kris, når han var i gang med Rie. Hvis ikke var hans taktik risikabel. Måske var han allerede faldet til patten og havde opgivet den ulige kamp. Og måske kunne vi lige så godt stryge ham på listen over rivaler og trygt arkivere ham mellem Ries lår.
Jeg var betydelig mere bekymret over Fiske. Han lod sig ikke sådan fange ind og pakke ned. Skulle han absolut dyrke nogen, inden han for alvor slog kløerne i Kris, var det i en weekend med seks kulørte gummimænd fra billardsalonen og så ellers farvel og tak.
Der var ikke mange piger, der ville sætte deres navn og gode rygte på spil på den galej. De ville himle af forargelse og stikke næsen i sky, hvis de fik tilbuddet. Man skulle ikke regne med at få noget som helst, hvis der ikke var en halvvejs forlovelse i udsigt. Og så var det langt fra sikkert. De fleste var blevet lovet kørekort eller udlandsrejser, hvis de klemte lårene sammen og holdt sig på måtten, indtil de fyldte 18. Det fristede meget mere end et hurtigt knald med typer som Fiske. Han burde vide det. Hvis han ikke opgav sin tykpandede indstilling, ville han sygne hen på sin sofa med klør fem på evigt overarbejde.
Nu var jeg ikke den, der plejede at give gode råd. Men det var en uholdbar situation. Så længe Fiske ikke var hængt op, for eksempel på Vita, som altid fulgte ham med et sultent blik, var han lunefuld og uforudsigelig som en vranten tyr. I den tilstand kunne han finde på at kaste alle hæmninger og gøre stormkur til Kris. Og hvis hun sagde "ja"? Tanken var ikke til at tænke til ende.
Hvem skulle jeg pudse på ham? Tine var for grov. Efter de indledende brydekampe ville han luske af med halen mellem benene. En gang snusket lir på loftsværelset kunne ikke holde ham fast i længere tid. Men Sanne? Hun kunne sno de fleste om sin forbidte lillefinger. Kroge en sulten charmetrold så forsigtigt, at han ikke var klar over, han havde bidt på. Og trække ham ind, kælent, blidt, for straks igen at lade ham løbe ud med lidt line, så langsomt trække ham ind, kom så… og endelig, når han havde grabberne fulde af kød, hive hårdt i linen og hale ham i land til en rolig tilværelse med fast løn og rabatmærker fra Brugsen.
Det passede som hånd i handske, at Sanne var slyngveninde med Gitte, den pige, jeg for tiden gjorde min opvartning. Fiske troede gladelig på, at han kunne skifte fra noget løs sjov til alvorlig kurtisering på ingen tid, men jeg var langt fra sikker, når det gjaldt mig selv. Man måtte have noget at rive i konstant for ikke at blive kold og være ude af form, hvis chancen pludselig viste sig. Man fik kun ét forsøg hos Kris, det var der overhovedet ikke nogen tvivl om. Hvis man ikke var helt oppe på tåspidserne, fandt hun bare en anden at danse med. Så kunne man stå dér på sine flade plader og vide, at ikke engang håbet var tilbage.
Gitte var slank og smidig som en pisk og kold. Ikke fuldstændig afvisende, men underligt fraværende, som om hun altid havde noget andet og bedre at tænke på. Midt i et kælderdybt kys og mine vandrende hænder på hendes krop kunne hun pludselig blive slap, som om hun var faldet i søvn. Det var fornærmende nok i sig selv. Men når man forsøgte at ruske liv i hende, stirrede hun blot måbende og med et udtryk af væmmelse på den sære snegl, der klistrede sig op ad hende. Det kunne tage pippet fra enhver, men jeg var standhaftig, eller også kunne jeg bare ikke tåle at blive ignoreret.
Det endte altid med, at jeg blev panisk underholdende, fyrede vandede vittigheder af som et maskingevær og fór rundt og vartede hende op i alle ender og kanter. Samtidig brændte det i mit underliv, mine hænder rystede som en gammel alkoholikers. Jeg kunne have myrdet min egen bedstemor. Gitte fattede ingenting. Hun sad opret og lysvågen på briksen og morede sig over mine sære fagter og grimasser. Jeg var nu en festlig fyr. Jeg måtte søge ind i underholdningsbranchen, når jeg blev stor. Der lå min fremtid. Morsom mand. Jeg smilede tænderskærende og fortsatte med mine hundekunster. Hvis jeg faldt død om nu, ville jeg stadig have dette sønderknusende smil om munden.
Men jeg var ikke sikker på, at Gitte rigtig ville bemærke min tilstand. Når klokken blev lidt i hendes sengetid, ville hun gabe, strække sin smækre krop, så det blev pinefuldt tydeligt, hvad jeg endnu en gang var gået glip af, og sende mig et indladende smil. Farvel og ud af klappen med hende efterladende mig på gulvet med et stivnet rigor mortisgrin på mine fortrukne læber.
Måske skulle jeg holde lidt igen. Min iver efter at få svinebundet Fiske, kunne gå hen og give bagslag. Jo mere jeg tænkte over det, jo klarere indså jeg, at konstellationen Sanne/Gitte var livsfarlig for os. Den ville blive voldsomt styrket, hvis Fiske blev trukket ind i kredsen. Al denne intimitet og hvisketisken ville give os iltmangel og kvæle os på ingen tid. Jeg så os sidde og gispe i hvert sit sofahjørne med damerne tungt på skødet. Umærkeligt ville de smyge håndjernene på os. Og jeg ville mægtig gerne have den ene hånd fri. Den hånd, der, i det skjulte, når lejlighed bød sig, holdt Vitas hånd.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
  Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.