Ulvenatten af Tom Egeland
Oslo,
mandag den 13. juni 2005,
kl. 22.00
22.00 – 22.07
Ingen frygter det mørke, som omsluttede os, før vi blev til. Alligevel er vi skræmt fra vid og sans over den afgrund, som venter os i døden. Men hvad er forskellen? Jeg kan huske den første gang, jeg dræbte et menneske. Det skrækslagne blik, det hjerteskærende skrig …
Det siger ikke så lidt, at jeg blev vant til det.
Studie 2, kl. 22.00
I sekunderne inden intromusikken drønede gennem studiet, blev hun klar over, at noget var helt galt. Noget ved hans blik. Hun kunne ikke huske, hvad han hed. En af de tjetjenske asylansøgere.
Det blik …
"Ti sekunder!" Tv-producerens stemme rungede over højttaleranlægget.
Kristin Bye strammede sine fingre om mikrofonen. Projektørerne under loftet blændede hende. Tv-kameraerne lignede højteknologiske laservåben. Hun stod på et ovalt, meterhøjt podie. Debatdeltagerne og publikum var placeret på et halvcirkelformet amfi, et arrangement som et klassisk teater. Gruppen med tjetjenske asylansøgere sad på den øverste række; en forhutlet forsamling med vide, uniformsagtige jakker, som de insisterede på at beholde på, selvom det var midt i juni, og studiet var gloende hedt. Repræsentanterne for de norske myndigheder havde taget plads på rækken nedenunder, også de i deres uniformer: gråblå jakkesæt, smarte kjoler, professionelle smil.
Pludselig kom hun i tanke om hans navn. Ramzan! En af de asylansøgere, som havde kontaktet redaktionen angående forholdene i hjemlandet. Nu sad han dér, nonchalant tilbagelænet, og betragtede hende. Som en blotter i en mørk port.
Producerens stemme skurrede i øreproppen: "Tre … to … kør intro!"
Studielyset blev dæmpet. Samtidig dundrede intromusikken derudad: en fængende fanfare med dyb bas og skarpe synthesizere. Blitzkorte lysglimt fyldte studiet. Så blev musikken tonet ned, og en mandsstemme lød: "Mine damer og herrer! Kanal ABC præsenterer Norges mest populære debatprogram! Velkommen til ABCDebatt! Vores studievært, Kristin Bye!" Musikken gik over i crescendo, mens Kristin løb ind i billedet og tog imod applausen. Kamera 2 rullede hastigt over gulvet. Et kamera på kran pegede stejlt ned mod hende fra loftet. Med en latter slog hun ud med hænderne og pegede i spøg mod kamera 1. I et sekund eller to kælede kamera 3 for hendes nærbillede.
Producerens stemme: "Kristin – værsgo! Kamera 1!"
Smilende fæstnede hun blikket mod objektivet på kamera 1: "Velkommen! Aftenens tema: Hvordan tjetjenerne er blevet svigtet!"
Kristin skred ned fra podiet og hen imod debattørerne. Hendes knæ dirrede. Når hun blev nervøs, plejede hun at tænke på Gunnar. For sit indre blik så hun den gråhårede, gamle gubbe sidde i hyggestolen hjemme på Frogner. Det er ham, som er min seer, tænkte hun. Tanken plejede at berolige hende. Men ikke i aften.
Scenevant vendte hun blikket fra kamera 1 til kamera 3.
"Vi er glade for at have fået besøg af aftenens gæster, som kan forklare, hvorfor debatten om Tjetjenien er væsentlig! For selvom Tjetjenien er langt borte, har verden ikke lov til at glemme!"
Forholdene i Tjetjenien og norsk asylpolitik var ikke særlig ophidsende, hvilket hun udmærket havde indset. Da hun lancerede ideen på planlægningsmødet, havde redaktøren med himmelvendte øjne sagt, at norske tv-seere var ligeglade med forholdene i Langborti-Tjetjenienstan. Kristin havde rakt tunge ad ham. Begge havde vidst, at ABCDebatt var Norges mest sete debatprogram af én eneste grund: Kristin Bye. Hun var landets mest berømte tv-journalist, en, som optrådte på Se og Hør’s forside, bare hun kastede et eneste blik på en mand. Og det gjorde hun jo … Redaktøren havde advaret hende: Seertallet ville blive en katastrofe. Men selvfølgelig havde hun fået sin vilje.
Er det derfor, jeg er så nervøs i aften? tænkte hun. Tænk, hvis ingen gider se med?
"På første række –" Kristin registrerede, at der var rødt lys på kamera 2, som pegede mod debattørerne, "sidder Høyres udenrigsminister Bernt Bøe og UDI-chef Grethe Aslaksen. Og jeg vil indlede med at spørge dig, Bøe: Kan du med få ord give et resumé af den tjetjenske tragedie?"
Bernt Bøe fra Bergen havde været advokat i hjembyen i mange år, før han trådte ind i landspolitik. Ansigtet var smalt og kantet, og øjnene sad lidt for tæt. Bøe lænede sig fremad.
"I hundredvis af år har russerne betragtet tjetjenerne ikke bare med skepsis og nedladenhed, men med foragt," sagde han med sin dialekts markerede r-lyde. Stemmen havde en insisterende kraft og autoritet. "Og mange vil hævde, at russerne har behandlet dem derefter: som banditter, terrorister og oprørere. Tjetjenerne har altid nægtet at underkaste sig – Ruslands zarstyre, Sovjets kommunistdiktatur og dagens russiske regime. For mange russere er tjetjenerne afskum. De betragter tjetjenerne på samme måde, som vi i Norge så på taterne i 30’erne og 40’erne. Som pak! Og for den vestlige verden fremstår Tjetjenien, med en vis berettigelse, som arnested for islamisk terror. Dagens Tjetjenien er langt hen ad vejen et voldeligt anarki."
"Hvorfor er det sådan?" indskød Kristin.
"Der findes mange svar. For de fattige tjetjenere er russerne besættere. Selv betragter tjetjenerne sig som frihedskæmpere. Det tragiske er, at det tjetjenske samfund i høj grad er gået i opløsning som demokrati og stat. Fanatikerne og forbryderne hærger. De moderate kræfter kæmper for at vække verdens opmærksomhed og sympati."
Kristin så ind i kamera 1: "Vi gør opmærksom på, at vi har indbudt Ruslands ambassadør, men han har sagt nej tak til at deltage i debatten. " Hun drejede sig mod amfiet: "Med os i aften har vi også Frank Berthelsen fra Arbeiderpartiet og Silje Gran fra Fremskrittspartiet – som begge har markeret sig i debatten om norsk asylpolitik i forhold til Tjetjenien. Men først –" hun tog trinene op mellem bænkerækkerne og blev indfanget af kameraet på kranen, "skal vi møde nogle af dem, som dette program handler om: asylansøgere fra det borgerkrigshærgede Tjetjenien." Hun kikkede ned på papkortet med debattørernes navne. "Jeg vil ikke engang lade som om jeg kan finde ud af at udtale alle jeres navne rigtigt, så jeg nøjes med fornavnene: Ramzan, Sjamil, Islam, Edil, Movzar, Jussup, Sjapty, Magomed og til sidst Roza, den eneste kvinde blandt jer! Velkommen! Og sammen med tjetjenerne sidder vores tolk, Anette Wiik." Producerens stemme i øreproppen: "Kamera 3!" Kristin vendte sig mod tallyen: "Er tjetjenerne hensynsløse oprørere og terrorister – eller er de idealister, som kæmper en retfærdig kamp for uafhængighed og løsrivelse fra Rusland?"
"Kamera 1!"
"Skal de norske asylmyndigheder behandle dem som ofre på flugt fra overgreb – eller skal de sendes hjem til en uvis skæbne?"
Kristin vendte sig om mod tjetjenerne på amfiets øverste række. "Ramzan, du er selv flygtet til Norge fra Tjetjenien. Hvorfor?"
Tolken, Anette Wiik, oversatte hurtigt.
Han så på Kristin.
Det blik …
Ramzan Jevlojev foldede armene over brystet med høvdingeagtig værdighed. "Tjetjenien er en stolt nation! Og vi er et ærekært og frygtløst folk!" Han talte engelsk med tyk accent, men med et stort ordforråd og fejlfri grammatik. "Vi tjetjenere –" han udtalte ordet på sit eget sprog, nokhtsje, "er villige til at ofre alt for vor frihed. Vi er ulve. Det stolteste af alle dyr! Vi er ulvemennesker! Berzloj." Hans stemme blev mere og mere intens. "Vi frygter ingen. Intet standser os!"
"Så det du siger –" begyndte Kristin.
"Freedom for Chechnya!" råbte han og skød knytnæven i vejret.
De andre asylansøgere løftede næverne.
"Leve Itsjkeria!" fortsatte han og brugte sit eget folks navn for hjemlandet.
"Oh shit," lød producerens stemme i øreproppen.
"Ja, ja," lo Kristin nervøst til kamera 3, "nogle bliver mere engagerede end andre." Hun tog et skridt tilbage for at få opmærksomheden væk fra Ramzan.
I det samme rejste han sig. "Long live the Chechen people’s fight!" brølede han.
"Please, sir!" udbrød Kristin.
Ramzan så mod kameraet og råbte noget på tjetjensk.
"Please, sir, sit down!" Sådan noget var aldrig sket for hende før. Alle studieværters mareridt: at miste kontrollen under en direkte udsendelse. "Og vi skal videre til –"
"Chechnya! Chechnya! Chechnya!" messede Ramzan.
"Please! Sir!" gentog Kristin.
Ramzan stak højre hånd i sin jakkelomme og tog en pistol frem. Han rettede våbnet mod Kristin, der blev stående med åben mund.
"Kristin?" producerens stemme lød tynd og bange.
Hun tog endnu et skridt ned af amfiet, bort fra Ramzan. Hun så ind i kamera 2 og forsøgte at sige noget. Munden var knastør. "Vi … beklager … dette," fik hun fremstammet.
"I am a wolf!" råbte Ramzan.
"Gå væk fra ham!" råbte produceren i øreproppen. "Kristin! Han er i billedet! Se at komme væk fra ham! Sig noget!"
Hun hørte, hvad han sagde, men ordene trængte ikke rigtig ind.
"Chechnya! Chechnya! Chechnya!" brølede Ramzan.
Hendes ben lystrede ikke. Knæene rystede. Hun så ind i kamera 3, men magtede ikke at sige noget. Hendes hånd dirrede så voldsomt, at hun slog sig over læberne med mikrofonen.
"I am fighting for freedom for Chechnya!"
Mens Ramzan talte, knappede han sin jakke op.
"And I will die for Chechnya!"
Følelsesløs af frygt registrerede Kristin, at fem af de andre tjetjenere – Sjamil, Islam, Edil, Movzar og Roza – rejste sig og begyndte at knappe jakkerne op.
Da Ramzans jakke åbnede sig, forstod hun ikke, hvad det var, hun så. Cylindre? Ledninger?
Så forstod hun det.
En bombe.
Han var rigget til som selvmordsbomber.
2
Kontrolrummet, kl. 22.05
"Afvikling til studiekontrol!" Stemmen brød ind over intercom’en.
Tv-producer Fridtjof Zachariassen sad foran et kontrolbord, som kunne minde om kommandostationen i et rumskib. Flimrende computerskærme, knapper og afbrydere i alle farver, joysticks, blinkende dioder. På væggen et par meter foran ham var der tredive tv-monitorer fordelt på tre rækker. Hvert studiekamera havde sin egen monitor. Her fik de også signalerne via satellit fra livepunkter ude i landet og hele verden. I aftenens udsendelse havde de live-reportere både i Moskva og på et asylcenter i Trøndelag. Der var selvstændige monitorer til grafik og subs, tekstlinjerne med de medvirkendes navne og titler. Og midt på væggen en stor tv-skærm med det billede, der blev sendt ud til seerne.
Fridtjof trykkede på svarknappen: "Studiekontrol her!"
"Hvad gør vi?"
"Klip os væk!"
"Modtaget. Kontrolrum, her er afvikling. Vi afbryder udsendelse fra Studie 2 og går til pauseskærm – fem … fire … tre … to … en!"
Billedet af Kristin Bye og Ramzan Jevlojev forsvandt fra tv-skærmen og blev erstattet af teksten EN KORT PAUSE ...
3
Operativ leders kommandobil, kl. 22.06
"Nul-én til U-nul-fem, kom ind!"
Politiets operative leder Aksel Schjelderup havde parkeret kommandobilen halvvejs oppe på fortovet. Han havde købt sig en hotdog ved pølsevognen og sad med benene ude af den åbne bildør og observerede en gruppe kosovo-albanere, som han mistænkte for at være pirattaxachauffører. Det var en varm og klar juniaften med et tyndt lag skyer. Smuktvejrsskyer, konstaterede han tilfreds og slikkede lidt ketchup op, som truede med at dryppe ned på uniformshuen, som han sad med i skødet. Selvom han kun var 43, var han grå og tyndhåret. Akkurat som far og bedstefar. Muskuløs og kraftig, akkurat som far og bedstefar. Og politimand. Akkurat som far og bedstefar.
Politiradioen knitrede igen: "Nul-én til U-nul-fem!"
Aldrig har man nogen madro, tænkte han. Med munden fuld af pølse greb Schjelderup mikrofonen: "U-nul-fem her."
"Nul-én til U-nul-fem og alle enheder – kør til Kanal ABC. En gruppe tjetjenere med pistoler og bomber har overtaget Kristin Byes debatprogram!"
Aksel Schjelderup holdt op med at tygge. "Kan du gentage?"
"Kanal ABC!" bjæffede operationscentralen. De ejede ikke tålmodighed, især ikke de friske. "Væbnet aktion under en direkte udsendelse!"
"U-nul-fem er på vej!" Han smed resten af hotdoggen væk, tog sikkerhedsselen på og accelererede ud på gaden, mens han satte de blå blink på. Et virvar af bekræftelser fra ledige patruljer knitrede i politiradioen. Han kørte forsigtigt over et kryds, for rødt, men satte farten op på den lige strækning. Brostenene fik bilen til at dirre.
Tjetjenere? Han kunne huske noget om en tjetjensk terroraktion i et teater i Moskva for nogle år siden. Mange var omkommet, da russerne fyldte lokalet med gas. For ikke at tale om Beslan-tragedien, hvor hundredvis af børn og lærere blev dræbt på en skole. Men i Oslo? Under en direkte tv-udsendelse?
Han skiftede fra wail- til yelp-sirenen, mens han lagde sig på den anden side af en sporvogn. I tankerne forberedte han sig på alt det, han måtte gøre. Som operativ leder havde Aksel Schjelderup ansvaret for at organisere og lede politiarbejdet på åstedet. De blå lys fejede langs husfacaderne. Han svingede til venstre i næste lyskryds og jog fire biler op på fortovet ved hjælp af lys og lyd. Med hylende sirener tog han en genvej gennem en ensrettet gade, fulgte bus- og taxabanen nogle hundrede meter, lagde sig i venstre vognbane forbi en lastbil, bremsede op for en fodgænger og gav fuld gas op ad den brede tresporede vej mod Kanal ABC. Han fejede over et tomt kryds for rødt, kørte forbi en todelt bus og svingede til højre i næste gadekryds.
Nogle hundrede meter fra ABC-hovedkvarteret slog han sirenen fra. En Victor-bil fra Hundepatruljen og et salatfad fra Majorstuen var allerede på plads. Schjelderup parkerede den store kommandobil på skrå midt på vejen uden for Kanal ABCs reception.
4
Studie 2, kl. 22.07
Kristin stod ubevægelig og mønstrede de bevæbnede tjetjenere. Alle seks var udstyret med selvmordsbomber.
Ramzan Jevlojev løftede knytnæven. "Freedom for Chechnya!"
"Vil I ikke nok!" udbrød hun.
Producerens stemme i øreproppen: "Vi er ikke på, Kristin."
"Dette er et tv-program, I kan ikke bare –" begyndte hun, før betydningen af Fridtjofs ord trængte ind. Ikke på.
"Silence!" Ramzan viftede med pistolen.
Nogen bag hende klynkede sagte.
Udenrigsminister Bernt Bøe rejste sig og stirrede på Ramzan Jevlojev med en blanding af vrede og forbløffelse. Sig noget! tænkte Kristin. Du er en mand med magt – brug den! Grib ind! Gør noget!
Men udenrigsministeren nøjedes med at snøfte og sætte sig ned igen.
"Nye regler, nyt regime!" sagde Ramzan. Skridt for skridt bevægede han sig ned fra amfiet og ud på gulvet. "Alle gør som jeg siger! De, der ikke gør, som jeg siger, dør!"
Nogen klynkede.
"Ærlig talt! Du kan ikke –" begyndte Silje Gran.
"Stille!" bed han hende af.
"Nej, hør nu her!"
Skuddet ramte en projektør under loftet. Det knuste glas dryssede ringlende ned over dem som skår og støv. Ramzan så gennemborende på Silje Gran. "Ville du sige noget? Nå ikke?" Han hånlo og så ud over forsamlingen. "Regel nummer 1: De som prøver at flygte, bliver skudt."
Han gjorde et tegn til Sjamil, som gik hen til studiedøren, hvor han stillede sig skrævende og truende.
"Regel nummer 2: Alle gør som jeg siger. Nægter du, bliver du skudt."
En af asylansøgerne, Sjapty, råbte noget på tjetjensk. Ramzan stormede op på amfiet og slog ham i ansigtet. Så gik han tilbage til studiegulvet.
"Regel nummer 3:" – han fortsatte uanfægtet – "hvis nogen angriber mig eller nogen af de andre," han slog sig på brystet, "vil bomben gå af. Og så dør vi alle sammen!" Han så sig om i studiet. "Jeg er villig til at dø. Er I?"
Jeg var ikke mere end fire år, men jeg kan stadig huske den aften da bedstefar satte sig op i den frønnede seng, fægtede vildt med armene og døde. Udenfor hærgede kastevindene og regnbygerne. Koksgrå skyer stødte ind i de tjetjenske bjerge. Bedstefar havde levet længere end nogen troede muligt, og i ugevis derefter blev der talt om, hvad der kunne have taget livet af den gamle knark. De færreste lod til at tænke på det mest oplagte svar: alderen. Mor sørgede, som en god datter skal sørge, især en som kommer fra Tårernes Dal, og far snedkererede en kiste og gravede en grav, som var den gamle hædersmand værdig. De begravede ham fire dage efter, at han udåndede i en dødskamp, som i mange år derefter forfulgte mig, fordi jeg troede at han kæmpede mod usynlige ånder og dæmoner, der kom fra Dødsriget for at hente ham. Fra mit skjulested henne i den mørke krog havde jeg hørt smådjævlenes hvislende latter i vinden, og jeg forestillede mig en afgrund, som åbnede sig lige lukt ind i evigheden. På en eller anden måde har jeg bestandigt været omgivet af død. Bedstefars dødsfald var naturligt og i overensstemmelse med naturens og Allahs orden – i modsætning til de dødsfald, jeg senere i livet var vidne til.
Hvad der gjorde mig til terrorist?
Det er det, de kalder mig.
Terrorist. Morder. Bøddel.
Jeg skal ikke komme med undskyldninger. Jeg tager ansvaret for alt det, jeg har gjort.
Jeg blev formet af et land, martret af overgreb. Af drab og voldtægter, tortur og kidnapninger. Undertrykkelse. Blodet på mine hænder er lige så meget Moskvas blod. Når de døde hjemsøger mig om natten og udråber deres anklager, er der flere end mig, som burde lytte.
Men først og fremmest blev jeg den jeg er – den de frygter – på grund af det grusomme, de gjorde mod min familie.
22.08 – 22.16
1
NTB, kl. 22.08
hastemeddelelse
Gidseldrama -
Oslo (NTB) En gruppe tjetjenske terrorister har taget et stort antal gidsler under den direkte udsendelse af debatprogrammet ABC-Debatt på Kanal ABC. Udenrigsminister Bernt Bøe (H), stortingspolitikerne Frank Berthelsen (Ap) og Silje Gran (Frp), UDI-chef Grethe Aslaksen og studievært Kristin Bye er blandt gidslerne.
- - - aka - ol - bk
kl. 22.08 314 tegn
2
Studie 2, kl. 22.10
Herregud, det hele er mit ansvar! tænkte Kristin. Hun havde sat sig på en ledig plads på amfiet, lidt væk fra de andre. Hun hvilede sit ansigtmod håndfladerne. Hendes program, hendes tema, hendes gæster.
Hun kunne huske den morgen, hvor Ramzan Jevlojev kontaktede hende. Hun og researcherne havde i dagevis ringet rundt til asylcentre og interesseforeninger for at finde debattører til programmet. Men de fleste af dem, der var flygtet fra Tjetjenien og havde søgt asyl i Norge, var enten tøvende eller afvisende. Frygten sad rodfæstet i dem. Hensynet til slægtninge i hjemlandet gjorde dem urolige for russernes repressalier. De, som ikke havde opnået en afgørelse i deres asylansøgninger, anede ikke hvor de risikerede at ende, hvis UDI afviste dem. Redaktionen var blevet mere og mere desperat. Men så havde telefonen ringet, og Ramzan havde præsenteret sig og spurgt, om det var muligt at komme frem med sine synspunkter. En eller anden på asylcentret havde givet ham et tip. Kristin havde ikke haft nogen grund til at nære mistro til ham. De havde tjekket hans identitet både på asylcentret og i UDI. Han havde foreslået andre tjetjenere, som kunne være villige til at stå frem på tv. Hun og researcherne havde talt med dem alle sammen. Ramzan var den mest velformulerede. Men alle havde virket troværdige, reflekterende.
Ramzan var lederen. Midt i trediverne. Rødblondt hår, blå øjne. Pæn på en barsk måde.
Sjamil, en ung mand i begyndelsen af tyverne, som mindede hende om en af hendes fætre.
Edil, i fyrrerne, tavs, mørk, kraftig.
Movzar, i trediverne, med brune øjne og mørkeblondt hår.
Islam, omkring 30, med kulsort hår og skæg.
Roza, kvinden, i begyndelsen af trediverne, med langt mørkt hår og brune øjne.
Hvad med de tre andre asylansøgere, Jussup, Sjapty og Magomed? Var de også terrorister?
Ramzan gik op på programlederpodiet. Kristin fulgte ham med blikket. Han så op på en af de mange tv-skærme under loftet. Så vendte han sig, tog en mobiltelefon frem og holdt hånden for munden, mens han talte. Da han havde stukket mobilen tilbage i jakkelommen, vendte han sig mod kamera 1, som stadig lyste rødt.
"Her er vores første krav! Udsendelsen skal tilbage on air!"
"Vi kan ikke sende direkte, når –" begyndte Kristin.
"Stille! Vi skal tilbage on air! Nu!"
"Det er ikke op til mig. Heller ikke til produceren. Du må forstå at –"
"Jeg spøger ikke! Vi skal tilbage on air! Nu!"
"Det er kun vores redaktør, som kan –"
"Hvis ikke vi kommer tilbage on air," sagde Ramzan og så fra kameraet og hen på Kristin, "skyder vi et gidsel!"
3
Kontrolrummet, kl. 22.12
Producer Fridtjof Zachariassen svedte koldt. På tv-monitorerne så han studiet fra flere vinkler. Ramzan tronede midt på Kristins podie. Terroristen stirrede ind i kamera 1. Med dirrende fingre trykkede Fridtjof chefredaktør Astrid Wahls mobilnummer.
"Jeg er på vej ned til bilen!" råbte hun, før han nåede at sige noget.
"Det er Fridtjof! Jeg har bedt afviklingen om at afbryde udsendelsen–"
"Helt rigtigt!"
"– men nu kræver terroristerne, at vi klipper dem på igen!"
Han hørte, at hun standsede op. "De kan da ikke kræve, at vi skal sende en gidselsituation direkte!"
"De truer med at skyde."
"Vi kan ikke lade os bruge af desperate pressionsgrupper!"
"Pressionsgrupper?"
Stemmen blev spids. "Det er uansvarligt at transmittere en gidselsituation!"
"Men tænk, hvis de skyder nogen?"
"Det her er ingen redaktørafgørelse. Jeg kontakter politiet og drøfter dilemmaet."
"Dilemmaet? Dette er blodig alvor, Astrid!"
"Jeg ringer til politiet fra bilen! Jeg er fremme om ti minutter."
Frustreret smækkede Fridtjof røret på. Hvorfor kunne hun ikke have bedt ham om at genoptage udsendelsen? Trods alt måtte det da være bedre at efterkomme kravet end at risikere et menneskeliv? Findes der principper, som er vigtigere end et liv? Seerne kunne da bare slukke. Ingen tvang dem til at se med.
På monitorerne så han, at Ramzan kaldte på nogen. En blandt publikum, asylansøgeren Magomed, rejste sig tøvende. En høj, radmager mand i halvtredserne. Ramzan vinkede ham op på podiet.
Uvilkårligt holdt Fridtjof vejret.
"Han dør!" skreg Ramzan til kameraet. "Sæt os tilbage on air! Nu! Jeg skyder ham, hvis du ikke gør som jeg siger."
Du. Ikke I. Du.
Fridtjof skubbede stolen ud fra kontrolbordet.
"Gør dog noget!" hviskede billedmixeren.
"Astrid Wahl skulle ringe til politiet!"
"Du må gøre noget! Fridtjof! Du! Gør noget! Nu!"
4
Studie 2, kl. 22.14
Kristin løb frem mod podiet, men blev brutalt standset af Movzar. "Vent!" råbte hun til Ramzan, mens Movzar skubbede hende tilbage. "Du må ikke!"
Ramzan skævede ned til hende og anbragte pistolmundingen mod Magomeds tinding. Skælvende lukkede han øjnene.
Hendes gæst. Hendes ansvar.
"Han dør, hvis ikke vi kommer tilbage on air!" sagde Ramzan.
Det tjetjenske gidsel fremstammede noget på sit eget sprog.
"Vi kan sende live!" sagde Kristin. "Men det vil tage nogle minutter. Der er ingen af os, som har myndighed til det! Politiet og vores redaktører vil ordne det. Bare giv os lidt tid!
"Tid?" sagde Ramzan. Time …
"Bare nogle minutter!"
"Du har kun brug for tid?"
"Tid!" gentog Kristin. "Please!"
Magomed mumlede noget på tjetjensk. Han trygler, tænkte hun. Jeg forstår ikke, hvad han siger, men jeg kan høre, at han beder for livet.
"Hm," sagde Ramzan. "Tid, hvad? O.k., du skal få tid."
"Tak! Tusind tak!"
"To et halvt minut. Hvis ikke –" han dunkede mod mandens tinding med pistolløbet, "så skyder jeg ham."
"Men to et halvt minut er ikke nok til –"
"Klokken 22.17!"
"Vil du ikke nok! Kan du ikke –"
"Fra nu!" Ramzan løftede sin venstre arm og kikkede på armbåndsuret. Højrehånden holdt pistolen mod gidslets tinding.
Magomed skælvede og lukkede øjnene.
"Fridtjof," råbte hun og henvendte sig til kameraet, "du ordner det her? Nu! Han mener det! Okay? Fridtjof? Hører du?"
5
Kontrolrummet, kl. 22.14
Han hørte efter. Oh yes, han hørte efter.
På væggen, lige under den store tv-skærm med billedet ud til seerne, med plakaten med teksten EN KORT PAUSE, hang et digitalur med røde, lysende cifre. Timer, minutter, sekunder.
22.14.55.
To minutter.
Det her er ikke op til mig, tænkte Fridtjof, jeg kan ikke bestemme den slags ting!
Men redaktøren var her ikke. Hvorfor ringer hun ikke? Og hvordan i alverden kunne hun vide, om terroristerne mente det alvorligt? Men den største fejl er at give efter for terroristers krav. Det vidste alle.
Alligevel …
Og politiet? Hvor fanden er politiet?
22.15.30. Dette er ikke virkeligt, tænkte han, det er noget jeg drømmer!
Som om han havde et insekts øjne, betragtede han studiet fra forskellige vinkler på monitor efter monitor. Han så gidslet forfra, bagfra og fra siden. Gidseltageren med pistolen. Og Kristin Bye, der virkede, som hun ikke vidste om hun skulle løbe sin vej eller begynde at slås.
Chefredaktøren gav mig ordre til at vente …
22.15.45.
6
Studie 2, kl. 22.16
Magomed skottede skrækslagen hen på Kristin, inden han lukkede øjnene. Ramzan Jevlojev stod skrævende med pistolmundingen rettet mod gidslets tinding og kikkede på armbåndsuret.
Han gør det! indså Kristin forfærdet. Hun så det på ham. Noget i blikket. Noget i stemmen.
"Fridtjof!" råbte hun.
7
Kontrolrummet, kl. 22.16
"Twenty seconds," sagde Ramzan og stirrede på Fridtjof gennem tvmonitoren. Tyve sekunder.
"Astrid Wahl sagde, at hun ville ringe til politiet," sagde Fridtjof ud i luften. "Jeg kan ikke bestemme det her! Hun lovede at ringe tilbage! Hun ville spørge politiet!"
"Ten seconds."
"Burde vi ikke –" begyndte billedmixeren.
"Studie 2 til afvikling," sagde Fridtjof ind i mikrofonen.
"Five seconds."
"Afvikling her."
"Jeg tror han skyder! Det er bedst, at vi klipper dem tilbage på –"
Længere kom han aldrig.
Han ser det, som sker i Studie 2, fra fire forskellige vinkler. Fire kameraer opfanger alt fra hver sin position. Monitorerne gengiver hver detalje.
Han ser Ramzan, der tvinger gidslet ned på knæ.
Som tager et skridt tilbage.
Som skyder.
Han ser gidslet, der falder om på gulvet.
Som skælver.
Som ligger stille.
Som dør.
8
Studie 2, kl. 22.16
"Nej, nej, nej, nej, nej!" skreg Anette Wiik. Hun havde rejst sig, da skuddet faldt. Nu sank hun sammen.
Ramzan Jevlojev stod med den rygende pistol i hånden. "Sådan går det!" sagde han olmt. Han lagde hovedet på skrå i retning af Anette. Der var noget udfordrende og triumferende i hans blik. Et kort øjeblik så de hinanden ind i øjnene.
"Nej, nej, nej," mumlede hun og rystede på hovedet.
Ramzan vendte sig mod kamera 3. Udtryksløst. Han gik de få skridt hen til Kristin og pegede på hende med pistolen. "Kom!"
Hun sank en klump. Og gik. Det var lige akkurat, at hendes ben kunne bære hende.
"Vi må prøve en gang til!" sagde han og løftede pistolen.
Kristin klynkede.
"Hvis ikke vi er tilbage on air om to minutter," sagde Ramzan lavmælt, før han hævede stemmen og småpuffede pistolmundingen mod hendes tinding, "så skyder jeg hende!"
Ved daggry lettede den tåge, som hver nat kom drivende fra bjergene. Vores hus lå på et højdedrag, med udsigt over den frodige dal og floden og tinderne. Fra gårdspladsen kunne jeg se ud over åsenes toppe, der stak op som øer i et hav af bølgende dis. Bjergvinden var fuld af pigge. Jeg plejede at vågne før de andre i familien, og hver morgen sad jeg for mig selv på bænken ude på gårdspladsen, mens den iskolde vind bed mig i kinderne. Af og til kunne jeg skimte ørne og høge, som svævede mod den blanke himmel. Bjergene var uden ende.
Floden nede i dalbunden var fuld af rullesten, og jeg plejede at forestille mig, hvordan strømmen fik dem til at slå mod hinanden og lave klikkelyde under vandet. Når jeg og Ørnen badede i floden, hændte det, at jeg dykkede for at høre lyden af rullestenene, som slog mod hinanden i strømhvirvlerne. Men jeg hørte aldrig lyden sådan som jeg godt kunne lide at forestille mig den, når jeg sad på træbænken ude på gårdspladsen, og solen åndede mod landskabet.
Efter en stund kunne jeg høre mors skramlen ude i køkkenet. Der var altid te, som skulle laves, æg som skulle spejles, bønner som skulle varmes. Mor var lille og tyk. Hendes øjne smilede hele tiden. Hun kom fra en fattig familie i en fjern dal et sted dybt inde i bjerglandskabet. Tårernes Dal, kaldte hun den. Jeg havde aldrig været der. Jeg ved ikke, hvad den egentlig hed. Den kunne jo ikke hedde Tårernes Dal. Men hun ville aldrig tale om sin barndom. Som om hun ville skåne os for sin fortid. Hun sagde altid, at hun ikke kunne få det bedre end hun havde det nu, sammen med far og mig og mine søskende, i vores hus under bjergene. Disse magiske morgener, før verden vågnede … Jeg elskede at sidde for mig selv på gårdspladsen. Mor plejede at komme vraltende ud til mig med en kop rygende varm urtete. Af og til vekslede vi nogle ord. Men som regel var det nok med et blik, et smil.
Vi var fattige. Men hvem var ikke det? Vi var dygtige jægere, og på skråningen bag huset havde mor en køkkenhave med kål og kartofler og andre grønsager. Af og til fik far arbejde på kraftværket nede i byen, og efter et stykke tid fik han måske løn. Jo da, vi klarede os. Mit tøj arvede jeg fra storebror. Mor og far havde lappet vores sko. Men vi havde mad på bordet hver dag, og kød fik vi flere gange hver måned. Vi klagede ikke.
Når morgenmaden var klar, og far og mine søskende var stået op, gik jeg ind fra gårdspladsen. Køkkenet var blevet rart og lunt i mellemtiden. Vi spiste altid morgenmad og aftensmad sammen i min familie. Det var en tradition. Måske ikke nogen speciel tradition, men for os var den vigtig.
Først efter morgenmåltidet kunne dagen begynde. Nogle havde arbejde at gøre, på gården eller nede i byen, nogle måtte i skole. Jeg kunne ikke lide skolen. De tvang os til at tale og skrive russisk. Herrefolkets sprog. Hjemme talte vi vort modersmål. Et ældgammelt sprog, som er gået i arv mellem bjergene i flere tusinde år. De russiske lærere hånede vores sprog. Hvis vi talte tjetjensk, slog de os.
