Ulvens folk af Michael W. Gear

Prolog

Ilden knitrede i den beskyttende hule og sendte gnister hvirvlende til vejrs. I loftet var et sort lag sod blevet tykt og fløjlsagtigt og havde gjort klippens kornede overflade blød. Nederst på væggene standsede pilekviste og tykt, tørt græs kulden der krøb op fra gulvet. Et dobbelt forhæng af mørkt, tilrøget rensdyrskind forhindrede Vindkvindens arktiske vindstød i at trænge ind igennem revnerne i klippen. I en ring langs udkanten lå blege kranier af Bedstefar Hvidbjørn, Rensdyr,
Ulv og Hvidræv og stirrede med tomme øjenhuler på det flimrende lys. På de rene, hvide knogler var der malet mærkelige tegn - symboler på shamanens Kraft.
Da kvinden træt bøjede sig frem, faldt lange, sammenfiltrede tjavser af tykt sort hår ned foran hendes ansigt og gav et blåligt genskin fra sig i ildskæret. Hun klappede blidt på den forvitrede granit under sine fødder. I nicher og sprækker lå der feticher i gråbrune bundter af pilebark, som røgen fra hellige bål havde farvet og fået til at se gamle ud.
"Jeg er her stadigvæk …" mumlede hun, "og jeg venter. Du troede ikke at jeg ville være væk, vel?"
Da der ikke kom noget svar, lænede Hejre sig mod den kolde stenvæg og brummede irriteret for sig selv. Billeder der engang havde været farverige, men som nu var falmede på grund af ælde og slid, smykkede hendes rødbrune, syede skinddragt. Hun stirrede ind i ildens røde, blinkende øje og sang dæmpet mens hendes hænder tegnede de gamle symboler på Åndekraft i luften foran hende. Hun tog en håndfuld tørret pilebark og dyppede den i en skindsæk med vand der hang i en trefod til højre for hende. Så rystede hun barken og kastede den i flammerne. Der kom en eksplosion af damp, og træet sydede. Hun gentog processen fire gange og sendte varm, våd røg blafrende op mod røghullet over sig.
"Sådan," hviskede hun mens hendes øjne stirrede ud igennem de orangefarvede vægge. "Jeg har hørt dig kalde. Jeg skal nok finde dig." Hun bøjede sig ind over flammerne og lukkede øjnene. Sporene efter hendes legendariske skønhed var kun lige akkurat skjulte af tidens hånd. Hun trak vejret fire gange gennem sin lige næse og lod freden og roen flyde igennem sig som morgentågen i dalene. Pilerøgens skarpe lugt fyldte hendes sanser.
I fire dage havde hun fastet, sunget og badet i det varme vand som boblede op af jorden og dampede i den kolde luft uden for hulen. Hun havde sunget, bedt og renset sin krop for de dårligdomme som slette tanker og forkerte handlinger frembragte.
Men i det dampende røgslør dukkede der stadig ikke noget åndesyn op.
"Nå …" stønnede hun. "Det virker ikke. Jeg må hellere forsøge noget andet."
Hun tøvede, bange, og mærkede kaldet. Langsomt fyldte hun lungerne og pustede ud mens hun så på ræveskindspakken. "Ja," hviskede hun. "Jeg er bange for din Kraft. Kraft er kundskab ...og død."
Hun lod sin lyserøde tunge glide hen over sine solbrændte læber.
Kaldet kom igen, påtrængende, og trak i hendes sjæl. Hejre traf sin beslutning.
Med skælvende fingre tog hun en anden pakke der lå ved siden af hende, og åbnede lagene af garvet ræveskind, så fire tynde, dyrebare svampeskiver kom til syne. Hver af dem stak hun fire gange igennem den varme pilerøg, en gang for hvert af verdenshjørnerne. Øst for det Lange Mørkes komme. Nord for det Lange Mørkes dybde. Vest for verdens genfødsel. Og endelig syd for det Lange Lys og det liv som det bragte med sig.
Messende tvang hun sin sjæl ind i det Ene, påpasselig med at holde afstand til intetheden som lå på den anden side, dragende og skræmmende.
Hun rensede svampene én for én, løftede dem op til læberne og tyggede dem langsomt. Den bitre smag stak i tungen. Hun sank og lænede sig tilbage med håndfladerne på knæene.
Foran hende hvirvlede røgen som tåge der rullede ind fra det store saltvand. Spøgelsesagtige billeder vendte og drejede sig og flimrede i en hvirvlende dans.
Hejre kneb sine gamle brune øjne i for at se skarpt i tågen. Der gik flere minutter mens hun stirrede med panden rynket af anstrengelse.
"Hvem …"
Et billede voksede frem i tågen - brodsøer der slog rasende mod sorte, forrevne klipper. Skum kastedes højt op mod den grå himmel. Dér, nede ved vandet der skyllede ind på stranden og trak sig tilbage igen, sad en kvinde sammenbøjet uden at bekymre sig om bølgernes kraft. Med en pind løsnede hun muslinger fra klippen og lagde dem ned i en skindpose. I luften over hende kredsede og dykkede måger. Kvinden trådte et skridt til siden for at undgå det skummende vand da brændingen brusede ind. En krabbe smuttede væk, forstyrret af hendes bevægelser. Kvinden - fuld af ungdommens yndefuldhed - sprang adræt hen og spærrede vejen for krabben og stak til den med pinden indtil hun kunne komme til at gribe den med sine lange, tynde fingre og lægge den ned i posen.
Omme bag en tårnhøj bastion af sorte klippesten sad en mand på hug og kiggede på hende. Da kvinden skyndte sig af sted langs vandet der trak sig tilbage, og fyldte sin pose med havets gaver, fulgte han efter.
Han havde et tykt bælte af mammutskind bundet om livet. Fra begge sider af af et tyndt ørnenæb af en næse stirrede hans sorte, glinsende øjne frem. En kappe af hvidt ræveskind lå om hans skuldre. I sit åndesyn kunne Hejre fornemme hans sjæls styrke, dunkende og intens - en mand med Kraft, med visioner. "Han Drømmer - lige nu."
Sceneriet flimrede, og følelser bølgede igennem billederne: smerte, kærlighedstab, en længsel helt nede fra bunden af hans sjæl blev viklet rundt om hende. Hejre rakte ud efter ham idet en streng fra hendes egen sorg berørtes af hans smerte. Da hun projicerede sig, var der noget som brast og knitrede rundt om kanten på åndesynet ligesom tørre blade. En følelse af afsked skælvede i tågerne. Skræmt over hvad hun havde gjort, trak Hejre sig tilbage.
Kvinden på stranden standsede med hovedet bøjet og det sorte hår blæsende i havbrisen. Som en hare der mærker en rævs blik, vendte hun sig om med et sæt og spærrede øjnene op da manden nærmede sig med et ivrigt ansigtsudtryk og åbne arme som om han ville omfavne hende.
Angsten forvrængede kvindens ansigt. Hun løb desperat og forsøgte  at komme forbi ham. Hendes fødder lavede hvide mærker i det grove, grå sand.
Han lavede en finte og greb hende og lo henrykt da hun skreg og slog på ham med sine kraftesløse næver. Med jægerens stærke muskler kastede han hende til jorden og holdt hendes hænder fast.
"Gør modstand, pige! Gør modstand mod ham!" hvæsede Hejre rasende og knyttede næverne.
Fortabt i sin Drøm undgik han hendes sparkende ben og undertvang hende indtil hun lå neden under ham og skælvede af frygt og udmattelse. Han trak hendes anorak op over hendes lange støvler mens hun skreg og vred sig. Kampen var kortvarig. Kvinden kunne ikke stille noget op over for jægerens styrke.
Hejre rystede på hovedet da han voldtog kvinden i sandet. Kraften drejede ud af ligevægt i åndesynet.
Da manden havde udtømt sig, rejste han sig op med et åndsfraværende ansigtsudtryk. Hans fingre rystede da han snørede sine lange støvler igen. Næsten ved et tilfælde mødte hans blik Hejres da hun stirrede igennem tågen. Han stivnede og hviskede uhørligt. Han så tilbage på kvinden i sandet med et ansigtsudtryk der var opløst af rædsel. Fortumlet rystede han på hovedet og gik baglæns bort.
Lige så hurtigt vendte han sig og stirrede ind i Hejres øjne med flammende vrede. Han løftede en knytnæve. Hans smukke ansigt var forvrænget da han råbte op med lidenskabelig bønfaldelse i stemmen. Tårerne strømmede ned ad kinderne på ham. Så vendte han sig om og løb bort idet han i flugten sprang over klippeblokkene. Hans stemme gav et hult ekko, en hylen i tågen.
Tågedisen hvirvlede da åndesynet forsvandt i det dunkle mørke.
Råbet kom igen, denne gang højt og påtrængende. Hejre gned en hårdhudet hånd hen over ansigtet. "Det var ikke ham. Nej ...overhovedet ikke ham. Hvem så? Hvem …"
Hun rakte ud efter pilebarken, smed en håndfuld på de glødende kul og fulgte den vej gennem det Ene som kaldet havde udpeget.
Et andet åndesyn voksede frem i den bølgende damp. Kvinden fra stranden lå nøgen. Hendes mave var opsvulmet i graviditet, og navlen stak frem. Omkring hende så andre kvinder til, med øjne der glimtede i skæret fra birke- og pilebålet. Sveden gjorde kvindens pande våd og piblede ned fra hendes bryster og plettede det skind hun lå på. Hun vred sig med spredte ben, og de andre kvinder bøjede sig ind over hende og stirrede anspændt.
Kvinden gispede og skreg, og brysterne gyngede da vandet gik og dannede en mørk pøl på det brune skind. En af de ældste nikkede. Fødslen var besværlig. Fosteret kom til syne, rødt og blåt, stribet af livmoderens væsker. En meget smuk kvinde bøjede sig ned og bed navlestrengen over mens andre tog barnet og gned det tørt med græs. Hejres hjerte knugedes af smerte da hun genkendte skønheden: Knækkede Gren. Med knyttede næver bad hun indtrængende til at Fader Sol ville forbande hendes fjende så hun blev begravet efter døden, og hendes sjæl blev spærret inde under jorden i al evighed.
Hejre fokuserede på den nyfødte igen. En solstråle som faldt ind gennem en revne i taget, dansede på barnet.
Kvinden, hvis mave stadig var udspilet, vred sig igen, skubbede, skreg og vred benene mens to af de andre holdt hende om anklerne. Endnu et barn kom til syne, med fødderne først. En gammel kvinde nærmede sig og bøjede sig ind over moderen med hovedet på skrå mens hun så til. Den unge kvinde jamrede da krogede hænder rakte ned, åbnede kødet og arbejdede med barnet. Den gamle mumlede noget og rystede på hovedet. Med en grimasse trak hun til og vendte barnet. Kvinden skreg vildt da barnet kom ud, fulgt af en strøm af sprøjtende blod.
"For meget." Hejre sagde ordene stille. Hun kendte tegnene. Der var noget der var bristet indvendigt. Det lyse blod strømmede hen ver barnet da dets hoved kom ud af bækkenet. Han var et stort barn og skreg vredt ad den nye verden, ligeglad med sin mors livsblod, som sivede ind i hans tandløse mund.
"Dårligt blod ...dårligt," mumlede Hejre lidenskabeligt idet frygt for kvindens liv voksede i hendes bryst.
Hejre blinkede med øjnene da blødningen fra moderen gennemblødte skindene, og hendes åndedræt standsede på trods af de gamle kvinders lægesange. Et slapt udtryk afløste hendes øjnes feberglød. Hendes ben sparkede kraftesløst og lå stille da hendes farve forsvandt sammen med den røde, endeløse strøm.
Drenge begge to. Jægere til Folket. Forsigtige hænder gned det andet barn og forsøgte uden held at fjerne det klæbrige blod mens navlestrengen blev bidt over, og barnet blev lagt ved siden af det første. Fra et sted over dem svævede en sort fjer ned og lagde sig ved siden af barnet. Da han skreg, greb hans lille næve om den og maste den i raseri.
Hejre studerede dem som de lå dér ved siden af hinanden. Den ene skrålede vredt, tilsølet af blod og med en ravnefjer i den lille næve. Den anden sprællede og sparkede i solstrålen med ufokuserede øjne som om han var væk i en Drøm. Han blinkede med øjnene og græd lavmælt, og et kort øjeblik var det som om hans øjne blev skarpere ...som om de ledte efter hende uden for åndesynets tåge.
"Dig? Var det dig der kaldte?" Hejre nikkede, lænede sig tilbage og lod tungen glide hen over mellemrummene i sine slidte tænder. "Ja, du Drømmer, barn. Jeg kan se Kraften i dine øjne. Og nu da jeg kender dig, vil jeg vente."
Åndesynet hørte op, båret på røgfaner op igennem klippen til den kolde nat udenfor. Hejre knyttede hænderne, svimmel af svampenes virkning. Hun kom usikkert på benene og slingrede ud på den anden side af skindforhængene. Den kolde natteluft greb fat i hende og fik hende til at synke i knæ. Den tykke svovllugt fra de varme kilder fyldte hendes næse. Hun bøjede sig og kastede op med stor voldsomhed.
Svampenes stemmer hviskede i hendes blod. Døden hang i deres hede tonefald da hun kæmpede for at fastholde det Ene, for at få svampene til at svinde bort i hendes blodårer.
Da hun blinkede med øjnene og gned sig om munden, hylede en ulv højt og gennemtrængende i natten og forbandt sig med åndesynet.

1

Det Lange Mørke fortsatte uden ende og åd deres sjæle.
Vindkvinden piskede hen over de frosne snedriver og sendte hvirvler af sne op i den arktiske nat. I sit raseri ramte hun de mammutskindstelte som Folket boede i, med et vindstød der hamrede i de frosne skind over hovedet på ham der hed Løber i Lyset.
Han vågnede og blinkede med øjnene mens han lyttede til stormens hylen. Omkring ham lå de andre fra Folket trykket ind til hinanden i deres tykke tæpper og sov tungt. Der var en som snorkede dæmpet. Koldt, så koldt ...En ukontrollabel skælven fik ham til at ønske at de havde mere fedt at brænde i ildgruben, men det var væk. At han sytten gange havde gennemlevet det Lange Mørke, havde ikke givet hans radmagre knogler mange muskler til at begynde med - og sulten havde udtæret resten.
Selv gamle Knækkede Gren mumlede at hun aldrig havde oplevet en vinter som denne.
En svag klynken der blev båret af vinden, lød uden for teltene. Et eller andet dyr skrabede efter de madrester som Folket forlængst havde hugget ud af isen. Ulv?
Med hjertet bankende af håb lod Løber i Lyset sine fingre, der var stive af kulde, glide hen over sin atlatl - det smukt dekorerede kastetræ som Folket anvendte til at slynge spyd med stenspidser af sted med. Han snoede sig fri af de kolde skind. Krybende slyngtråde af kulde rørte ved de sidste varme steder på hans krop da han stille gik foroverbøjet hen over de sovende, som lå indsvøbte i skind. Selv i den iskolde luft ramtes hans næse af stanken fra teltet, som havde været beboet i månedsvis.
Begravet under skindene peb Leende Solskins spædbarn af sult; et spydstik af lyd, hvis smerte blev afspejlet i Løber i Lysets hærgede ansigtsudtryk.
"Hvor er du, Fader Sol?" spurgte han hæst og strammede grebet om atlatl’en indtil han fik ondt i fingrene. Så vrikkede han sig ud under flappen som en sæl igennem et hul i isen. Vindkvinden kom farende fra det sorte nordvest og skubbede ham baglæns. Han støttede sig til teltet og kneb øjnene sammen for at kunne se i det lysere mørke udenfor. Snekrystaller lå tavse og skælvede på den faste is.
Han hørte igen de dæmpede lyde fra Ulv; kløer der skrabede efter noget som var begravet i sneen.
Løber i Lyset fulgte læsiden af en snedrive i en cirkel og håbede at Vindkvinden ville holde hans fært borte fra ulvens skarpe næse. På hænder og knæ kravlede han op på toppen af snedriven og gled over kanten på maven. Ulven stod mørk på baggrund af den plettede sne og masede med at grave Flyver Som En Måges lig fri af isen.
Han bøjede hovedet i sorg.
Han havde fundet sin mor stivfrossen i sit tæppe for en uge siden. Ekkoer af hendes historier ville for altid hjemsøge hans tanker, og lyden af hendes varme stemme når hun fortalte ham om Folkets skikke. Han smilede vemodigt og kom i tanker om lyset i hendes øjne når hun sang om de store Drømmere: om Hejre og Solgænger og andre af Folkets legendariske helte. Hvor havde hendes hånd været blød og omsorgsfuld når den havde lagt skindene til rette om en yngre og lykkeligere Løber i Lysets kolde ansigt.
En bitter kulde rørte hans sjæl da han så det nylige syn af hendes tandløse dødsgrimasse - hendes frostgrå øjne.
Der var så mange der havde sultet.
For svage til at gøre mere end at snuble ud af teltene havde Folket kun båret Flyver Som En Måges lig herhen. Her på isen havde de ladet hende ligge og stirre op i himlen og havde bedt og sunget hendes sjæl op til det Salige Stjernefolk. Vindkvinden havde blæst sne hen over hendes stive krop, og sneen havde blidt begravet hende - indtil ulven kom for at tygge i hendes frosne kød.
Trangen til at løbe ned ad snedriven og skrige af raseri og smerte voksede voldsomt. Han undertvang følelsen. Mad, ulven var mad.
Fader Sol ser den anden vej når sulten tvinger jæger til at jage jæger. Hvad havde de gjort siden Han straffede dem sådan?
Løber i Lyset tog en dyb indånding og satte sig langsomt på knæ mens hans bedømte afstanden.
Ulven holdt inde. Den løftede hovedet og spidsede ører. Løber i Lyset gjorde sig ubevægelig og tog mål af vinden, ventede, håbede at hans sultsvage lemmer ikke ville forråde ham denne sidste gang.
Ulven drejede hovedet og snusede. De magre ribben bevægede sig da han undersøgte vinden. En urolig fornemmelse gjorde ham forsigtig.
Løber i Lyset klarede tankerne og flyttede blikket en smule til siden. Han trak vejret stille og slappede af mens han tvang sultens gnavende stik væk fra bevidstheden. Han havde selv oplevet fornemmelsen af at være iagttaget, den svage prikken af øjne på sig. I lange øjeblikke ventede han mens ulvens nerver faldt til ro, og dyrets grå snude begyndte at gnave i liget igen.
Løber i Lyset spændte - kastede sin vægt i atlatl’en - og så kastespydet flyve af sted i en bue. Tro mod den Åndekraft som han havde blæst ind i skaftet, ramte det ulven lige bag ribbenene. Dyret gav et piv fra sig, og et overrasket hop løftede det lige i vejret. Ulven landede på alle fire og forsvandt ud i natten. Hule, sultne stemmer gav genlyd i hans hoved da Løber i Lyset fulgte de mørke pletter af blod i sneen. Han standsede og faldt ned på det ene knæ. Han løftede atlatl’en med svage kræfter og bankede på blodpletten for at få den løs. Med en hånd med vante på løftede han et stykke af den rødplettede sne op og snusede. Det var blod fra indvoldene og havde den skarpe lugt af overskårne tarme. Brændende blod, det ville få ulven til at blive langsommere og til sidst få ham til
at standse helt.
Fra blodplet til blodplet fulgte han sporet og blev urolig efterhånden som afstanden mellem ham og lejren blev større. Vindkvindens ånde bevægede sig hen over landet og blæste sne ned i hans fodspor. Det Lange Mørkes øjne så tunge og truende på ham.
Han stirrede op og mumlede til ånderne: "Lad mig være. Jeg må finde ulven. Lad være med at æde min sjæl ...lad være …" Udtømningen af hans sjæl dæmpedes, men åndevæsnerne hang stadig og svævede i luften og ventede på at se om hans ære ville vise sig at være værdig.
På læsiden af en snedrive studerede han sporene. Ulven var standset hér og havde endda lagt sig ned et øjeblik. En mørkere blodplet farvede sneen.
Løber i Lysets fingre rystede i de tykke vanter da han brugte en spydspids af sten til forsigtigt at løsne det frosne blod fra isen. Ligeglad med de ulvehår der sad i det, tyggede han og skar en grimasse over smagen af mavesaft. Mad. Det første han havde smagt i fire dage.
Fire dage? Drømmerens tal. Det havde hans mor fortalt ham. En dag for hver af de fire retninger for at vække sjælen.
Han rejste sig op og lod langsomt blikket løbe hen over landskabet mens han hviskede: "Du er her, ulv. Jeg kan mærke din ånd i nærheden."
I det Lange Mørke glimtede den hvide ødemark mørkeblåt, og der lå lilla skygger langs snedriverne. Mod nord bølgede landet, og forrevne tinder lyste skarpt i lyset oppe fra Stjernefolket.
Med blikket rettet mod sneen holdt han om sine våben: to kastespyd, begge lige så lange som han var høj, og hans atlatl, velsignet af blodet fra mammutten og Bedstefar Hvidbjørn. Han sjokkede videre i et tempo der lige netop var hurtigt nok til at han kunne holde sig varm. Sulten jagede hans gummiagtige ben ligesom han jagede sit bytte.
Den vindblæste sne skælvede og flimrede for hans tårevædede øjne. Hvor længe siden var det han havde sovet? To dage?
"Drømmejagt?" mumlede han hæst og undrede sig over de uvirkelige fornemmelser; sult og udmattelse legede med hans tanker og sanser. Han vaklede, fortumlet over sin svajende balance.
"Jeg må indhente dig, ulv."
Det Lange Mørkes sjæleædere drev næmere. Uhyggelige hviskende lyde ramte hans ører. Han bed tænderne sammen og råbte: "Folket har brug for mad. Kan du høre mig, ulv? Vi sulter!"

En stemme der var hæs af ælde, mumlede i Lysets usikre hukommelse. "Fader Sol mister sin styrke. Skymoderen svøber sig om den Blå Himmelmand og suger varmen ud af ham." Den gamle shaman, Kragekalder, havde blinket med øjnene da han fortalte Folket om den forestående hungersnød. Det ene øje var sort, det andet var hvidt af blindhed.
Den gamle leder havde kun set sne og havde profeteret: "I år vil mammutten dø. Moskusoksen vil dø. Rensdyret vil blive langt nede sydpå sammen med bisonen. Folket vil visne."
Og sådan skete det. Smeltetiden under det Lange Lys havde kun lige varet så længe at Månekvindens ansigt havde drejet sig én gang. Så havde Skymoderen dækket himlen. Regn og sne havde uophørligt raset nordfra og havde dræbt det Lange Lys. Kulden lå tungt over landet da græsserne, piletræerne og tundraplanterne skulle være vokset så høje at de kunne være føde for mammutten.
Kragekalder tilbragte tiden med at synge og bede om en Drøm. Den gamle shaman fangede engang Måge og vred halsen fire gange rundt på ham. Med den slappe fugl i sine brune, hårdhudede hænder havde han lavet et snit igennem dunene med en obsidiankniv og havde blotlagt indvoldene. Med sit raske, glinsende øje havde han set efter for at finde ud af hvad nyt Måge var kommet med fra et sted langt ude mellem de flydende isbjerge i det store saltvand mod nord.
"Tilbage," havde han kvækket. "Vi må rejse mod nord ...tilbage ad den vej vi er kommet."
Folket havde set bekymrede på hinanden fordi de huskede dem der havde forfulgt dem, dem som de kaldte de Andre: mammutjægere som dem selv, men mennesker der myrdede og jog Folket bort fra de frugtbare jagtmarker i nord. Kunne Folket rejse tilbage? Kunne de stå ansigt til ansigt med de vilde krigere?
Engang - sådan berettede de ældste - havde Folket boet på den anden side af de store bjerge mod vest. Der havde Fader Sol givet dem et vidunderligt land, fuldt af floder og græssletter, hvor der var rigeligt med vildt. Så var de Andre kommet og havde trængt dem mod nord og øst, i retning af saltvandet. De Andre var fulgt efter og havde trængt Folket væk fra de frodige jagtmarker ved udmundingen af den Store Flod, havde trængt dem igennem denne sidste store dal, længere og længere sydpå. Nu hævede jorden sig, bjergene lukkede dem inde mod vest, og den Store Is nærmede sig fra øst. Hvad var der tilbage? Og de Andre blev stadig ved med at komme nærmere og tvang Folket højere og højere op i klipperne, hvor der ikke var noget vildt.
Sådan havde de ældste diskuteret mens Folket havde været bekymret. Var der vildt nok i dette klippehøjland, hvor der kun voksede lidt græs til mammutterne og rensdyrene? Hvad skulle Folket gøre?
Og så var den unge jæger som hed En Der Skriger, løbet ind i lejren og havde råbt til dem alle sammen at han havde fundet tre døde mammutter. Så de havde snakket. Imod Kragekalders beslutning var Folket draget længere mod syd for at slagte de store dyr og havde spist sig ind i deres kroppe mens det Lange Mørke tiltog over hovederne på dem og havde jaget Fader Sol bort til hans hjem i syden.
Kragekalder brummede og brokkede sig og plagede dem ved at sige at sulten ville blive deres straf for ikke at adlyde Måges orakel.
"En mundfuld mad er mere værd end en ørefuld shamanord," havde Løber i Lyset sagt til sig selv. Og folket var blevet der og havde endda også spaltet mammutternes helt små knogler for at få fat på den marv der var. De lagde de tunge skind hen over opstablede sten og holdt dem oppe med lange, spaltede mammutknogler og buede stødtænder. Men mammutten kom ikke længere når Kragekalder sang sine bønner. Moskusoksen og rensdyret blev oppe nordpå i nærheden af det store saltvand.
Til trods for gamle Knækkede Grens protester havde Folket spist hundene. Først var lasthundene blevet kogt. Til slut var bjørnehundene i desperation blevet dræbt og var blevet lagt ned i kogesækkene - et sikkert tegn på at Folket var på katastrofens rand. Mænd og kvinder gik på jagt, men fandt kun mørke og is. Bedstefar Hvidbjørn dræbte Kaster Ben og slæbte ham ud i mørket for at æde ham.
Og Folket sultede.

Vindkvinden trak i Løber i Lysets skind og skubbede ham i retning af den Store Is’ land og Fader Sols hjem: sydpå - længere og længere sydpå. Nu løb Ulv den vej -væk fra de telte hvor Folket boede, og ud i det ukendte, hvor selv Kragekalder var bange for at komme.
"Kragekalder," hviskede han og mærkede sin mave knuge sig sammen. Den forbandede gamle shaman havde taget Dansende Ræv til hustru - selv om han vidste at hun foragtede ham. Men hvem kunne sige nej til en shaman med Kragekalders kraft?
Det havde været en vinter fuld af sorg. Løber i Lyset havde mistet så meget, både sin mor og den kvinde som fik hans hjerte til at synge. Han blinkede med øjnene og rystede på hovedet. Svimmelheden vældede ind over ham; han kæmpede for at genvinde ligevægten.
"Lidt mere," mumlede han til det Lange Mørkes Sjæleædere. "Giv mig bare lidt mere."
Sulten ...alt for sulten. Folket holdt på at jægerne skulle have mad først. Et folk uden stærke jægere døde. Alligevel havde han snydt - givet sin andel til Leende Solskin. Hendes mælk var tørret ind, og hendes spædbarn jamrede ynkeligt. Men hvis han kunne finde ulven, kunne hun give det mad igen.
Løber i Lyset slugte en mundfuld iskold luft, og kulden prikkede i hans skælvende krop. Hans tanker bevægede sig langsommere. Han fortsatte sin forfølgelse på tunge, sjokkende ben og vidste at ulven lå på lur i nærheden, vred og uvillig til at dø fredeligt.
Hans fod gled på den skrå is. Han faldt tungt og gryntede, uklar igen. Han løftede sig, børstede sneen bort og så til sine våben. Det lange kastespyd anbragte han igen i den krogede ende af atlatl’en.
Hans bevidsthed var fortumlet, og et øjeblik forsøgte han at komme i tanker om hvorfor han havde forladt sikkerheden i teltene. "Hvad var jeg …? Åh ...ulv." Han koncentrerede sig om sit bytte, forskrækket over sin omtumlethed.
Han bøjede sig over sporene igen. I flere uger havde Folket levet af mammutskind og havde - stykke for stykke - skåret taget over deres hoveder i stykker. Time efter time gnavede de i frossent skind fordi de ikke havde ild så de kunne koge det og gøre det blødt.
Han snublede og faldt næsten. Da han kæmpede for at holde sig oprejst, så han bevægelse ud af den ene øjenkrog. Han vendte sig trægt. For sent.
En hylde brækkede under ulven da han sprang, svækket af blodtab, fra toppen af en snedrive. Ulven brasede ned og rullede uden at kunne standse ind i en kaskade af pulveragtig sne mens den snerrede af had og frygt. Den væltede Løber i Lyset om på jorden.
Han satte sig op på knæene og så ulven i øjnene.
"Min bror," sang han blidt, "lad mig dræbe dig. Folket sulter. Velsign din sjæl til brug for os. Vi er værdige at få din -"
Ulven sprang frem. Instinktivt rullede Løber i Lyset væk da de stærke kæber snappede efter hans ben. Dyret hev hæst efter vejret og blæste frosne skyer ud i luften. Med sænket hoved og gule, sammenknebne øjne blottede han tænderne.
Løber i Lyset rejste sig og bevægede sig uden om dyret. Det blodige spydskaft stak ud af siden på ulven og vippede lidt hver gang den besværligt trak vejret. Blodet dryppede fra det forrevne sår og gennemblødte ulvens pels, hvor det frøs i striber.
Hvorfor føler jeg ingen angst? Ulv ser på mig med had i øjnene. Vi er sultne begge to. Måske bliver både mennesker og ulve tåber af at sulte?
Vindkvinden hylede i det frosne mørke. Et snepulver glitrede i lyset fra Stjernefolket da det blidt lagde sig på dem. Ulvens knurren dannede en dampsky.
"Ulv ...jeg er ked af det. Fader Sol har virkelig glemt os når vi er nødt til at spise hinanden. Hvor er rensdyret henne? Hvor er mammutten?"
Dyrets hoved sænkedes. For første gang lagde Løber i Lyset mærke til det røde skum som der blev mere og mere af omkring ulvens mund. Faldet ned ad snedriven må have drevet spyddet længere ind så det havde ramt en lunge.
Ulvens ben skælvede pludselig af svaghed. Han angreb, men fødderne havde mistet deres gratie. Han vaklede, og hans anstrengte åndedræt var en skærende lyd der kunne høres igennem vindens klynken. Dyret snublede klodset og faldt om.
"Tilgiv mig, broder," sang Løber i Lyset med armene hævet op mod nattehimlen. "Jeg sender din sjæl op til Stjernefolket. Dit kød vil gøre mit folk stærkt. Du er modig, broder ulv."
Af alle kræfter drev han et langt kastespyd igennem ulvens skulder som om det var et håndspyd. Ulven udstødte et bjæf af smerte og sparkede voldsomt mens Løber i Lyset kæmpede i sin ende af spyddet. Så blev det store dyr stille, og de vilde, gule øjne stirrede tomt på sneen.
Løber i Lyset sank sammen og kiggede op på Stjernefolket over sit hoved. "Tak, ulv. Fader Sol, hører du?" råbte han vredt. "Ulv har netop givet sit liv for at frelse dit folk. Han bekymrede sig for os."
Hans hænder rystede da han åbnede bughulen og slap en dampsky til vejrs. Den hvirvlede omkring og kærtegnede hans hoved med den varme lugt af blod. Han rev hjertet ud og labbede taknemmeligt det livsvarme blod i sig. Med kastespyddenes knivskarpe spidser skar han den tykke hjertemuskel i strimler og slugte dem. Han nød næsten de pludselige kramper som fik hans mave til at vride sig. Den ubehageligt skarpe ulvesmag fyldte ham - ufortyndet Kraft.
Ulvens styrke strømmede igennem hans krop. En varm følelse spredtes i hans lemmer ligesom is der smelter når det Lange Lys begyndte. Løber i Lyset sang stille en åndesang, vendte sig mod den snedrive som ulven var tumlet ned ad, og begyndte at grave i sneskorpen. I løbet af nogle minutter havde hans øvede hænder udgravet en hule.
Han så op mod nattehimlen og råbte: "Forsvind! Jeg har vist ære! I har ikke noget krav på min sjæl. Forsvind! Lad mig være!"
Det Lange Mørkes ondkabsfulde kræfter trak sig tilbage i respekt for ham og hans mod.
Han bad til at Bedstefar Hvidbjørn ikke ville finde ham, og trak ulvekroppen op så den spærrede det meste af indgangen mod Vindkvindens søgende fingre. Så rullede han sig sammen og faldt i en udmattet søvn.
Den langvarige sult blandede sig med udmattelse mens ulveblodets styrke varmede hans mave og løb kraftigt igennem hans blodårer. Drømmen fejede ind fra søvnens mørke og overraskede ham med sin styrke.

I Drømmen gik han og Ulv ved siden af hinanden. Fader Sol skjulte sig ikke længere bag ved Skymoderen. Hér, i Drømmen, hærgede sulten ikke hans lemmer eller gjorde ham forvirret. Han gik kraftfuldt, og Ulv gik med lette skridt lige i hælene på ham.
"Dér!" Ulv pegede med sin snude. "Kan du se? Mod syd?"
Løber i Lyset løftede en hånd op over øjnene for at skygge for det brændende skær af Fader Sols stråler på den faste sne. Han kiggede, og så hvad Ulv så. Den Store Is glimtede foran ham, en afskrækkende mur af kold og blå is under bjerge af sne. Vand løb ned ad den enorme mur og bar grus og sten med sig ud i lyset inden det frøs til is i sære former i den kolde luft. Den massive mur knasede, stønnede og hvinede foran ham.
Det var ikke underligt at Kragekalder var bange for den. Løber i Lyset sank en klump da han og Ulv gik nærmere.
Da de nærmede sig muren, kom de til en bred, snoet flod. Isaflejrede sten havde lagt sig i bunker og dynger i den brede dal efterhånden som isen havde trukket sig tilbage fra afvandingsområder og bakker. De gik langs det krystalklare vand, hvor Løber i Lyset fik øje på laks og ørred - røde af rogn - som kæmpede sig op ad floden, mens stallinger pilede hid og did.
"Igennem hér," hviskede Ulv. Sammen klatrede de igennem en enorm revne. Når Løber i Lyset så op, kunne han se den Blå Himmelmand højt oppe i en forreven linje der hvor isen var gået fra hinanden. Så gik han i mørket. Sort og evig lukkede natten sig om ham. Kun hans fingre, som mærkede Ulvs pels, forsikrede ham om at han ikke var blevet begravet for altid.
Efter et stykke tid tindrede en lille lysprik og begyndte at blive kraftigere. Væggene fjernede sig fra hinanden og lod mere af den Blå Himmelmands udstrækning komme til syne. Angsten gled bort ligesom rensdyrenes vinterdragt om foråret. I lang tid løb de i den blå skygge, hvor gruset knasede og trillede under deres polstrede fødder, indtil en mur af vandslebne stenblokke spærrede vejen.
Ulv sprang let fra den ene til den anden. Oppe på toppen vendte han sig om og så sig tilbage over skulderen. Vindkvinden lavede uorden i hans lange, gråhvide pels med sine fingre.
"Dette er vejen, mand af Folket," rungede dyrets stemme fra væggene. "Jeg vil vise dig vejen til frelse. Jeg burde være kommet her først. Det ville ikke have været nødvendigt for mig at tygge på Flyver Som En Måge, og du ville ikke have dræbt mig. Tag nu mit kød. Spis det og bliv stærk så du kan komme denne vej ...denne vej …"
Ulv sprang fra den ene sten til den anden. Den buskede hale fangede det sølvfarvede sollys da han stod oppe på toppen og derefter forsvandt over kanten i et flyvende spring.
Løber i Lyset bed sig i læben. Ensomheden havde pludselig lukket sig omkring ham nede mellem de lyseblå skygger fra stenene som isen havde stablet oven på hinanden. Han fulgte efter og gik løs på stenene. Han trak sig langsomt op og bøjede et knæ for at løfte sin anstrengte krop. Han stemte fødderne mod de glatpolerede granitoverflader og kravlede højere og højere op.
Fader Sol badede hans ansigt i lys da han svedende banede sig vej op til toppen af forhindringen med pustende lunger. Halvt blindet kiggede han ud og tog ærefrygtigt en dyb indånding. Tykt græs bølgede under Vindkvindens kærtegn. Med skinnende brunt hår vendte Mammut sig om og løftede hovedet med snablen viklet omkring de hvide stødtænder for at indsnuse luften. Rensdyr snøftede, med et gevir der ikke var andet end små stumper under en ny fløjlsagtig hud. Moskusokse stampede med foden og sænkede snuden for at fremvise sine horn i sin ældgamle forsvarsposition. Langt ude i græsset løb Ulv og hilste på Ræv, Væsel, Krage og andre.
Løber i Lyset smilede og bredte armene ud så Fader Sol kunne banke liv i hans blodårer. Under ham rullede Bedstefar Brunbjørn om på ryggen i græsset, greb fat om sine tæer og væltede så sidelæns og rystede sin silkeagtige pels i det strålende lys. Langhornet Bison græssede og viftede nervøst med halerne fra de korthårede bagdele. Elg stod i et vandhul med mos hængende fra geviret og dukkede hovedet for at lede efter spæde vandplanter.
"Dette er Folkets land," hviskede Løber i Lyset. "Dette er det sted hvor Fader Sol bor. Hans hjem er sydpå. Ulv, tak for at du har vist mig denne vej. Jeg vil føre Folket hertil ...og sammen vil vi synge vores tak til dig."
Han vendte sig om uden at have lyst til at forlade sådan et land. Klatreturen ned i de blå skygger inde bag højdedraget opbrugte hans kræfter og gjorde ham kold og træt da han nåede bunden.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget.
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.