Vi er amøber af Anne-Louise Bosmans

1.      tekst

          Allerede før I vil give os alt

står vi med det i hænderne. Vi gør jeres liv til vores.

Vi har charmerende hjerner. Vi ved

hvordan vi skal få vores vilje.

Naturen har gjort det let for os.

          Vi har giftet os ind i velfungerende familier

korrumperet dem

ødelagt deres moral.

          Vi har skiftet farve så mange gange

at vi ikke kan genkendes. Der er intet hjemland

der vil have os tilbage. Vi er ingen her

ingen der.

2.      tekst

Der er ingen seng. Der er jord. Den er kold og blød.

          Jeg vågner

hvilket må betyde

at jeg har sovet. Det er lidt på afstand nu

men stadig ikke særlig langt væk.

Ingen luft mellem tænderne.

Kæberne er spændte. Jeg åbner munden. Grøftekanten er våd.

En bil bliver mindre og mørkere.

Billygter der bliver fjernere. Lys set i mørke.

          Sidde og vente på morgengryet

ikke for at finde hjem

bare for at finde videre til et eller andet

andet sted. Til en seng der ikke var vores.

          Bilen er måske nu dér

hvor det

der skal overleves

allerede er overstået.

          Om tre måneder

er de kommende tre måneder gået.

3.      tekst

“C’est la fin de la guerre.”

Marguerite Duras, La douleur

Min ven lader ikke høre fra sig.

Jeg har kaldt min ven for en synkende skude.

Jeg har kaldt ham min ven. Ham for min ven.

Han drikker og går i hundene.

Det er tungt at gå den vej. Han slingrer rundt i byen.

          Fuld

syg eller svag. Jeg ser ikke luften

er den varm og kvælende? Er det den

der tynger ham? Han tager sig til munden

til et skod eller for at sende et luftkys

jeg ser det ikke. Han døde

og så døde han ikke

og jeg blev rasende. Vente og ikke vente længere.

          Det er ikke min mand

der røg over bord. Ikke min mand.

En mand røg over bord. Jeg dækker hullerne til.

Ingen grund til at tage tilbage. Hvem kan få luft dér?

Nu er det vist sket. I dette øjeblik.

Det hjerte slår ikke længere. Han er faldet om i en grøft.

Den er våd i bunden og grøn.

En følfod vokser under hans næse. Står munden åben?

Opkast på tøjet efter druk. Ansigtet er ru. Rene negle

lidt for lange.

4.      tekst

En karaktérfuld næse rejste. Din næse er arabisk.

          “Personne va aimer un Arabe”

har du sagt

men der er altid nogen

der skal være ingen. Min næse har måske været libanesisk

polsk

svensk

men i hvert fald dansk og belgisk

både flamsk- og fransktalende. En kvinde sagde

“Je suis un fromage blanc

et je reste un fromage blanc.” Vi er ikke til at stole på.

          Vi har ingen jord

ingen jord ejer os

og vi ansøger om ægteskab. En anden sagde

at advokaten var en kvinde

og manden var en araber.

Du lader papirerne hvile på bordet.

          Jeg føler på dem som om

jeg leder efter følelsen af tyl. Den må være der et sted.

Tårne af dokumentmapper på det marrokanske konsulat.

          Værdien af papirerne bag skrankerne

til forskel fra værdien af papirerne i kø foran skrankerne.

Det her er kærlighed. Dette er ægte kærlighed.

Stemplet banker i bordet.

          Kongen hænger på væggen

med et spædbarn i favnen.

Babyer med buskede øjenbryn. Store smil og ingen smil.

          Det her er så meget et rum

at det er for meget. Bag skranken og

foran skranken. Vi kan kun blive eller gå hjem.

          En tung dis af tålmodighed driver ud af din mund

så du knapt finder dig selv igen.

5.      tekst

Det er blevet for sent at finde hjem. Hjemme er længe siden.

          Hjem er dem

der varmer pladsen.

Hjemmet er til salg.

          Det er love til gavn og love til skade

muligheder og manglende muligheder.

Vi hører ingen steder hjemme.

Hjemmet er under konstruktion.

Hjem er andetsteds.

          Det er en dump

daggammel hovedpine. Trykkende

skønt næsten intet tilbage.

          Kroppen er hjemmet

der rejser med.

• Afsnittet bringes med tilladelse fra forlaget
• Du kan tilmelde dig Bogbidder samt læse mere om servicen.